Fem vellykkede frikommuneforsøg

Fem vellykkede frikommuneforsøg

Vilje og vækst i Viborg Da Byrådet i Viborg Kommune i 2011 besluttede at gå efter at blive frikommune, var det med udgangspunkt i tre hovedformål: Gennem en mere smidig planlovgivning ville vi anvise nye veje til vækst Opfylde behovet for at skabe øget rum til politisk ledelse og fagprofessionelt ansvar Vi ønskede gennem nye samarbejder et styrket medborgerskab Efter fire år som frikommune er Viborg ikke længere den samme. Vi har ikke indsamlet Columbusæg, men vores frikommunestatus har været med til at understøtte en større tendens, hvor hele organisationen og vores samarbejdspartnere er med til at opfylde vores dobbelte ambition om vækst og effektivisering. Byrådet finder det således helt afgørende for væksten i Danmark, at der nedefra bliver skabt rammer for virksomheders aktivitet og borgernes aktive inddragelse i opgaveløsningen. På planområdet er der som frikommune skabt grundlag for en anderledes tidlig og smidig dialog med lokale virksomheder og forretningsdrivende om tilpasningen af deres bygningsmasse. Samtidig giver muligheden for en friere afgræsning af byernes kvarterer mulighed for en mere dynamisk og moderne byudvikling. På beskæftigelsesområdet bliver der i dag brugt langt færre administrative ressourcer på aktiveringsindsatsen. Fagpersonalets konkrete vurderinger er bragt i spil, og borgerne oplever kontakten med kommunen som mere meningsfuld. Nedenfor har vi fremhævet nogle særligt lovende forsøgsområder. Her sætter virksomheder, borgere, politikere og ansatte ord på, hvorfor det ofte giver mening med en mere fleksibel tilgang til service eller myndighedsudøvelse end firkantede regler. Lokalpolitikerne har fået øget råderum til politiske prioriteringer; borgere og virksomheder oplever, at løsningen på deres sag er kommet mere i fokus; og de ansatte har trods effektiviseringer flere steder fået større mulighed for fagprofessionelle vurderinger. Som også hovedparten af evalueringerne af enkeltforsøgene viser, kan Viborg Kommune alt i alt med tilfredshed se tilbage på fire års rejse som frikommune. Og rejsen er ikke slut. Vi er klar til at fortsætte arbejdet for en stadig mere fokuseret lokal opgaveløsning. Viborg Kommunes Byråd

Kort proces giver frihed Martin Pedersen, direktør for JP Group Koncernen a/s: Da vi begyndte at producere el-biler, fandt vi hurtigt ud af, at vi i fremtiden ville få behov for at udvide vores produktionsareal. I juni måned 2014 fik vi en arkitekt til at lave nogle skitser, og samme måned søgte vi Viborg Kommune om lov til bygge 6.000 m 2 produktionshaller. Den 13. august kom vores planer i offentlig høring, og én måned senere den 16. september, blev vores planer endeligt godkendt. Det tog kun tre måneder! Som virksomhed var det imponerende at opleve, at kommunen gjorde en aktiv indsats for at gøre processen så kort som muligt. Vi ved af erfaring, at det normalt kan tage mellem 8 10 måneder at få ændret en lokalplan, så vi handlede faktisk lidt i god tid, da vi søgte om byggetilladelse. Det gjorde vi netop, fordi vi var bange for, at det ville tage lang tid at få lov til at udvide. Vi var også i god tid, fordi vi som virksomhed godt vil tage det ansvar på os, ikke at komme rendende i sidste øjeblik og forvente hurtig handling fra kommunens side. Men det gik hurtigt. At en ellers langsommelig proces kan gå så hurtig, giver os som virksomhed en stærk frihedsgrad til at agere hurtigt, og det giver tryghed. Som private kan vi jo skifte leverandører, hvis vi er utilfredse med den service, vi bliver budt. Men som virksomhed, kan vi jo ikke bare skifte kommunen ud. Derfor giver det også en ro i sindet, når vi oplever vores kommune være medspiller en vi kan regne med. Forenklet procedure for ændringer af lokalplaner Under forsøget har Viborg Kommune mulighed for at lave tillæg til lokalplaner efter en kortvarig og enkel proces ved byggeprojekter, der ikke har nogen reel betydning for den eksisterende lokalplan. Det betyder også, at Viborg Kommune lettere kan ændre på forældede lokalplaner, så de kommer til at leve op til nutidige krav.

Alle på samme hold Rikke Vestring og Mads Dahl, lærere på Møllehøjskolen: Vi er lærere for 1. årgang, og i år rummer den 36 elever. Vi gør meget ud af, at få børnene til at føle sig som én årgang eller som en stor klasse. I løbet af året bliver årgangen delt op i forskellige hold. Nogle gange deler vi dem op ud fra relationer. Andre gange laver vi rene drenge- og pigehold. Vi kan også dele i tre hold, hvis vi har brug for det i forbindelse med en læseindsats sammen med en speciallærer. Enkelte gange niveaudeler vi efter faglighed. For os er børnenes sociale trivsel meget vigtig, for når børn trives godt, er de trygge. Og et trygt barn har lettere ved at lære. Den større sociale trivsel giver også øget accept af og større rummelighed for hinanden. Det giver et godt fællesskab, som gør det lettere at inkludere alle. Samtidig er et godt socialt fundament grundlaget for, at børnene kan udvikle sig og kan opnå god læring. Af praktiske årsager inddeler vi ved hver skolestart en årgang i to stamhold på papiret, som har hver sin kontaktlærer i forhold til hjemmet. En forudsætning for, at vores undervisning med fleksible hold lykkes, er, at vi arbejder i teams. Vi er fire lærere og to pædagoger til en årgang. I disse teams sparrer vi med hinanden og drøfter blandt andet temaer og holddeling ud fra børnenes behov. Det gør, at vi udnytter hinandens ressourcer bedre, og at man som lærer ikke er så alene i jobbet. Vi er flere om at løfte det. Fleksible hold Under forsøget målretter og differentierer Viborg Kommune sin undervisning ved at samle elever i årgange frem for klasser og ved at benytte skiftende holddelinger, såkaldte fleksible hold, på tværs af årgangen og klassetrin.

Kendere ved bedst Torsten Nielsen, Borgmester: Viborg er en by, der ligger på grænsen af de 40.000 indbyggere. Som politiker har planlovens begrænsninger været snærende for os, så det er meget positivt, at vi har fået åbnet op og fået større råderum på området. Vi har ikke set en masse ny detailhandel skyde op de sidste fire år, til gengæld kan vi agere mere frit blandt andet i forbindelse med planlægning af detailhandelen i vores kommende bydel Banebyen, der bliver en store udvidelse af Viborg Midtby. Vi har lavet en minimumsgrænse på 2.000 m 2 ved etablering af nyt detailhandel i bydels- og aflastningscentre. Det har vi gjort for at bevare en levende bymidte. Det er os lokale politikere, der kender geografien og de mennesker, der bor her. Det er os, der kender de reelle behov og derfor også os, der er de rigtige til at beslutte udviklingen på detailhandelsområdet. Det har vi mulighed for nu. Og vi kan sagtens forvalte den frihed. Udvidet politisk råderum ift. detailhandelsplanlægning Under forsøget har Byrådet større indflydelse på, hvor i byerne detailhandelen kan placeres og hvilken størrelse den må have ud fra reelle behov.

Fra et sofaliv til et liv med fremtid Katrine Brix Andersen, malerlærling: Lidt om Katrine: Katrine er 27 år. Begge hendes forældre samt en bror er psykisk syge. Alle tre er førtidspensionister. Hun har en bror, der er uddannet fysioterapeut. Selv lider Katrine af depression og social angst. Tidligere har Katrine forsøgt at læse HF, men måtte opgive. Katrine siger: En dag vågnede jeg lige som op, så på mine forældre og bror tænkte: Det er min fremtid, hvis ikke jeg gør noget. Og så tog jeg hen på kommunen og sagde: Jeg ved ikke, hvad jeg skal, eller hvad jeg vil, men der skal ske noget! Tidligere har jeg før følt mig presset af kommunen til at skulle prøve ting, som jeg ikke har klaret, og så er jeg endt hjemme på sofaen. Men denne gang, syntes jeg, at jeg blev hørt. Der var en som lyttede, og som spurgte til, hvordan jeg havde det, og som forstod, at jeg havde behov for ekstra hjælp. Min sagsbehandler så, at tingene blev nødt til at foregå i mit eget tempo. Jeg havde altid troet, at det var mig, der var noget galt med, når tingene ikke lykkedes, men nu ved jeg, at jeg blev presset for hårdt. Men sådan var det jo før hen; kommunen ville bare have mig i gang med arbejde eller uddannelse hurtigst muligt. Under en af mine samtaler med kommunen opfordrede min sagsbehandler mig til at overveje at tage en håndværkeruddannelse, og det ville jeg gerne. Det var dejligt, at jeg følte, de viste mig muligheder, som jeg kunne tage stilling til, og ikke følte mig presset til. I januar sluttede jeg mit grundforløb på Mercantec med 10- og 12-taller. Det var fantastisk. Nu er jeg begyndt i lære hos R2Farver, og jeg er så glad for det. Det er det helt rigtige for mig. Før hen ville min psykiske sygdom betyde, at en hovedpine eller en lille forkølelse fik mig til at blive hjemme. I dag skal jeg bare af sted. Jeg kan tage et par panodiler, så går det jo. Jeg mærker ikke så meget til min sygdom mere. Jeg er så glad, har mere overskud og skal bare af sted på arbejde hver dag. Og i dag ved jeg, at jeg kan være andet end psykisk syg. Nu er jeg malerlærling og tror på fremtiden. Medborgerskab kombineret med en enkel og overskuelig model for kontakt og aktivering Under forsøget er Viborg Kommune fritaget fra de meget faste regler for, hvornår jobcentrene skal have kontakt med borgerne, hvornår borgerne skal aktiveres og i hvor lang tid. Vi tror på, at ledige og sygemeldte har viljen og evnen til at komme i arbejde, hvis de bliver mødt med en relevant og meningsfuld støtte. En overdosering af krav og indsatser tager initiativet og ansvaret fra borgeren. Den rette timing er helt afgørende for jobcentrets resultater om at få ledige i job og uddannelse.

Hurtige biler Tina Bjørnholt, udbuds- og indkøbschef i Viborg Kommune: I 2014 ønskede Viborg Kommune at købe 10 tjenestebiler til medarbejdere, der med mellemrum har brug for at køre i bil i arbejdstiden. Det samlede beløb for købet ville ikke overstige de 1,5 millioner kr., som kræver et EU-udbud. På grund af frikommuneforsøget slap vi for at annoncere efter tilbud fra leverandører. Det betød, at vi ikke skulle bruge tid på at forholde os til tilbud fra op mod 20 interesserede leverandører. I stedet fik vi mulighed for selv at vælge de leverandører, som vi ønskede tilbud fra. Vi tog selvfølgelig udgangspunkt i et repræsentativt og bredt udvalg. Vi valgte fem fire lokale og én uden for kommunen. Da vi havde større valgfrihed til at beslutte, hvilke leverandører vi ønskede tilbud fra, sparede vi en del ressourcer på at skrive et omfattende og meget detaljeret materiale, som interesserede tilbudsgivere skulle forholde sig til. Sådan et materiale kunne let fylde minimum 45 sider. I forbindelse med vores bilkøb var materialet kun på 17 sider. Vi har sparet en masse administrative ressourcer, fordi vi ikke skulle skrive det omfattende materiale til et ukendt antal leverandører, og vi har sparet tid ved ikke at skulle forholde os til et uoverskueligt antal tilbud. Det var været en langt kortere, enklere og langt mindre bureaukratisk proces, hvilket også er en stor tids- og ressourcebesparelse. Man kan også sige, at en række bilforhandlere har sparet tid. For ved, at vi selv har peget på de fem, vi ønskede tilbud fra, er de andre sluppet for at bruge tid på at lave et tilbud, som alligevel ikke levede op til vores minimumskrav. Og forsøget har givet mening, for 1. januar 2016 blev det gjort til lov. Og faktisk har den nye lov endnu mere fleksible rammer end selve forsøget havde. Mindre bureaukrati ved tilbudsindhentning på mindre ydelser Under forsøget har Viborg Kommune været fritaget for tilbudslovens krav for indkøb af varer og tjenesteydelser mellem 500.000 og 1,5 mio. kr. Det betød blandt andet, at Viborg Kommune fik øget valgfrihed ved indhentning af tilbud. Det har været et krav, at indhente tilbud fra minimum tre leverandører. Det krav er ikke med i den nye lov.