EUROPA-PARLAMENTET 2004 Udvalget for Andragender 2009 26.10.2009 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 1012/2007 af Miguel Gersol Fernandez, spansk statsborger, for en faglig organisation i Banca Santander, om påståede brud på traktaten (artikel 39) og på den afledte lovgivning som følge af en lov om tillægspension i Spanien Andragende 1234/2007 af Juan Maria Martínez Fernández, spansk statsborger, for Asociación para la defensa de los derechos civiles, om påstået overtrædelse af arbejdskraftens frie bevægelighed i den spanske pensionslovgivning 1. Sammendrag Andragende 1012/2007 Ifølge andrageren er den spanske lovgivning vedrørende pensionsordninger og -fonde (RDL 1/2002 af 29. november) uforenelig med artikel 39 i traktaten og den relevante afledte ret (direktiv 80/987 og 98/49) vedrørende ansattes og selvstændiges ret til tillægspensioner. Han anfører især, at den retlige undtagelse for kreditinstitutter, som giver dem mulighed for at indbetale til medarbejdernes tillægspensioner gennem en intern fond, som de retmæssige modtagere ikke har adgang til f.eks. i tilfælde af insolvens, udgør en overtrædelse af fællesskabsretten. Andrageren fremfører, at der bør stilles krav om oprettelse af eksterne fonde, som er de ansattes ejendom, hvorved disse kan optjene rettigheder hos virksomheden, som skal udbetales ved pensionering. Inden for banksektoren er det kun Banca Santander, som andragerne arbejder for, der er blevet fritaget for kravet om oprettelse af eksterne fonde, hvilket indebærer en klar forskelsbehandling inden for samme finansielle sektor. Andrageren påpeger, at den spanske ombudsmand ved to lejligheder har bedt Parlamentet rette op på denne forskelsbehandling. Fra side 2-18 fremfører andrageren principielle indsigelser mod den spanske lovgivning for tillægspensioner i lyset af bestemmelser i traktaten (artikel 39 og 234) og i den afledte lovgivning (artikel 8 i direktiv 80/987 samt artikel 4 i direktiv 98/49), som kan begrunde, at Unionen anlægger sag mod Spanien for manglende opfyldelse af sine forpligtelser over for Fællesskabet. CM\794518.doc PE414.108v02-00 Forenet i mangfoldighed
Andragende 1234/2007 Andrageren støtter andragende 1012/2007 indgivet af Unión Federal de Trabajodres om den påståede overtrædelse i den spanske pensionslovgivning af artikel 39 i EF-traktaten (Arbejdskraftens frie bevægelighed) og af afledt ret (direktiv 80/987/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens og direktiv 98/49/EF om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for Fællesskabet).Andrageren hævder, at gennemførelsen i spansk ret har resulteret i en begrænsning af retten til fri bevægelighed for ansatte i Banca Santander, der giver afkald på deres socialsikring og skattefordele, når de forlader banken. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragende 1012/2007 opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 6. marts 2008). Andragende 1234/2007 opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 8. april 2008). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 192, stk. 4). 3. Kommissionens svar til andragende 1012/2007, modtaget den 26. september 2008. "Andrageren kræver, at overgangsbestemmelse 14, stk. 2, i lov nr. 30/1995 om organisation og overvågning af private forsikringer og regulering heraf (R.D. 1588/1999) som ændret med kongeligt lovdekret 1/2002 vedrørende pensionsordninger og -fonde, bliver ophævet. Det hævdes, at disse regler er i strid med EF-traktatens artikel 39 og relevant afledt ret (direktiv 80/987/EØF om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens og direktiv 98/49/EF om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for Fællesskabet), fordi de undtager kredit-, forsikrings- og handelsinstitutter fra at outsource de ansattes supplerende pensionsrettigheder og giver dem mulighed for at opretholde de eksisterende interne fonde. I modsætning til eksterne fonde, som oprettes på de ansattes vegne, optræder interne fonde som virksomhedens aktiver, som de ansatte ikke har nogen juridiske rettigheder til, før de pensioneres fra virksomheden. Andrageren hævder, at dette begrænser arbejdskraftens frie bevægelighed, idet de ansatte har svært ved at acceptere tilbud om ansættelse, eftersom det ville indebære, at de fortaber deres ret til tillægspensionen. Der findes heller ingen lovbestemmelser, som beskytter sådanne rettigheder i tilfælde af insolvens. I denne forbindelse beskriver andrageren, hvordan "delvist erhvervede rettigheder" som omtalt i direktiv 80/987 (og som der ikke findes nogen eksplicit definition af i den spanske lovgivning) er blevet defineret af den spanske højesteret som "potentielle rettigheder" i forbindelse med interne fonde, hvilket fører til en fortolkning af rettigheder på grundlag af interne fonde som "rene forventninger om en rettighed". Endelig fremføres også EF-traktatens artikel 234, idet det hævdes, at nationale spanske domstole har forsømt deres forpligtelse til at indbringe spørgsmålet for EF-Domstolen. Selv om der er ført en omfattende korrespondance om emnet mellem Kommissionen og den faglige organisation, som andrageren her repræsenterer, er der ikke registreret nogen klage hos Kommissionen, da der tilsyneladende ikke er belæg for, at der sker nogen overtrædelse af fællesskabslovgivningen. Det fremføres navnlig: PE414.108v02-00 2/5 CM\794518.doc
- I traktatens artikel 39 hedder det, at fri bevægelighed for arbejdstagere forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår. De omtalte spanske regler gælder uanset den pågældende arbejdstagers nationalitet. Endvidere lader det til, at hvis det er sandt, at de pågældende arbejdstagere risikerer at miste deres supplerende pensionsrettigheder, hvis de opsiger deres ansættelseskontrakt for at tage ansættelse hos en ny arbejdsgiver, så sker dette uanset, om denne arbejdsgiver er hjemmehørende i Spanien eller i en anden medlemsstat. Under disse omstændigheder kan det ikke hævdes, at sådanne regler i højere grad berører vandrende arbejdstagere end nationale arbejdstagere, og at de derfor navnlig skulle være en ulempe for de vandrende arbejdstagere. - Det fremgår klart af Domstolens domspraksis, at EF-traktatens artikel 39 ikke alene direkte eller indirekte forbyder enhver diskrimination på grundlag af nationalitet, men også nationale regler, som gælder uanset de pågældende arbejdstageres nationalitet, men forhindrer deres frie bevægelighed. Imidlertid har Domstolen i sin domspraksis også fastslået, at et muligt tab af fordel i tilfælde af en hypotetisk begivenhed er en alt for usikker og indirekte mulighed til, at en lovgivning kan påvirke arbejdsmarkedet og udgøre en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed. I dette særlige tilfælde er begivenheden hypotetisk, eftersom der endnu ikke er fremført noget konkret tilfælde, hvor en arbejdstager er blevet begrænset i sin bevægelsesfrihed som følge af tabet af supplerende pensionsrettigheder. - Artikel 8 i direktiv 80/987/EØF indeholder beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til supplerende pensionsrettigheder for ansatte og tidligere ansatte, hvis arbejdsgivere er insolvente. Medlemsstaterne træffer selv afgørelse om, hvordan dette mål skal nås, idet der åbnes mulighed for at opretholde interne fonde - som en option og som en overgangsforanstaltning - i forsikrings- og kreditinstitutter i Spanien på grundlag af kravene til administrativ tilladelse og overvågning og de finansielle og aktuarmæssige krav, de er underlagt (som bør være mindst lige så strenge som de krav, eksterne instrumenter underlægges). - Direktiv 98/49/EF har et meget begrænset anvendelsesområde. Artikel 4 i direktiv 98/49/EF vedrører bevarelse af erhvervede supplerende pensionsrettigheder hos ansatte, som forlader ordningen og flytter til en anden medlemsstat, under forudsætning af, at en sådan bevarelse findes i henhold til den nationale lovgivning og/eller praksis for personer, som flytter inden for landet. Hvis en sådan bevarelse ikke findes på nationalt niveau, således som det er tilfældet for banksektoren i Spanien, er denne artikel irrelevant og finder ikke anvendelse. Kommissionen har forståelse for andragerens situation og anerkender, at der sker en forskelsbehandling af arbejdstagere inden for den spanske kredit- og forsikringssektor, og at der er behov for at sikre en bedre konsolidering af erhvervede rettigheder i interne fonde for supplerende pensionsrettigheder i den spanske banksektor. Det er netop med det mål at sikre arbejdstagernes ret til at opnå mindstekrav til etablering og bevarelse af supplerende pensionsrettigheder, at Kommissionen har vedtaget et forslag til direktiv om forbedrede muligheder for at overføre supplerende pensionsrettigheder. Dette direktiv diskuteres stadig i Rådet og Europa-Parlamentet, og der er endnu ikke truffet nogen endelig afgørelse om det. CM\794518.doc 3/5 PE414.108v02-00
Konklusion I lyset af ovenstående mener Kommissionen ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at indlede en overtrædelsesprocedure." 4. Kommissionens supplerende svar, modtaget den 26. oktober 2009. "Kommissionen har yderligere undersøgt den pågældende pensionsordnings særlige kendetegn. Ud fra de oplysninger, der er modtaget fra Banco Santander, lader det til, at de i virkeligheden har tre forskellige pensionsordninger. Den første pensionsordning er den ordning, der er genstand for andragendet/andragenderne. Det er en ydelsesdefineret ordning, som nu er lukket, da den kun gælder for medlemmer, der var ansat før den 8. marts 1980. I praksis er 5.639 aktive medarbejdere dækket af denne supplerende ordning ud af et samlet antal medarbejdere på ca. 20.000. Der er 27.602 passive medlemmer af ordningen (pensionsmodtagere). Den anden pensionsordning blev oprettet i 2006. Den forvaltes af en ekstern fond og dækker alle aktive medarbejdere, der har været ansat i to år (omkring 20.000 aktive medlemmer). I modsætning til den første ordning mistes rettigheder ikke i tilfælde af fratræden eller afskedigelse, idet den nye ordning giver mulighed for overførsel af erhvervede rettigheder. Endelig blev der oprettet en tredje ordning i 2008. Den dækker kun ledende medarbejdere (1.474 personer pr. 31.12.2008), og den forvaltes eksternt. Ingen rettigheder anerkendes i tilfælde af fratræden eller afskedigelse, om end der er begrænset mulighed for overførsel inden for sektoren. Kommissionen bemærker, at den første ordning som er genstand for andragendet har været lukket for nye medlemmer siden marts 1980. Det betyder, at det antal medlemmer, der fortsat er aktive medlemmer, som stadig kunne blive berørt af umuligheden af at opretholde eller overføre pensionsrettigheder, er relativt begrænset og vil mindskes kraftigt i de kommende år. Hvad angår den anden ordning, anerkendes rettigheder i tilfælde af fratræden eller afskedigelse. Det lader imidlertid til, at den tredje ordning kan sammenlignes, hvad angår dens virkemåde, med den første ordning, som andrageren/andragerne tager afstand fra. Vedrørende den eksisterende lovgivning om fri bevægelighed og navnlig vedrørende direktiv 98/49/EF om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for EU, er denne ordning i overensstemmelse med lovgivningen. Det bestemmes i artikel 4, at personer, der forlader ordningen i en anden medlemsstat, kan bevare erhvervede rettigheder, for så vidt en sådan mulighed findes for personer, der forlader ordningen inden for det samme land. Dette er tilsyneladende ikke tilfældet, eftersom medarbejderne, hvis de flytter inden for landet, også mister deres rettigheder. Den eneste mulighed for at bevare disse rettigheder er, "i tilfælde af at medarbejderne overflyttes nationalt eller internationalt, uanset destinationslandet, og ansættelsen opretholdes inden for banken eller et selskab i koncernen". PE414.108v02-00 4/5 CM\794518.doc
Hvad angår direktiv 2008/94/EF (insolvensdirektivet), minder Kommissionen om, at det kræves i artikel 8, at medlemsstaternd vedtager foranstaltninger for at beskytte supplerende pensioner i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Det giver imidlertid medlemsstaterne betydelig frihed til at træffe beslutning om de konkrete foranstaltninger. Under alle omstændigheder kræver det ikke ekstern forvaltning af interne pensionsfonde, som andragerne hævder. Kommissionen mener, at de spanske myndigheders strenge overvågning af Banco de Santanders aktiviteter sammen med de fortrinsrettigheder, der tildeles pensioner, opfylder standarden i artikel 8 i insolvensdirektivet. Kommissionen har dog forståelse for andragerens situation og anerkender, at der sker en forskelsbehandling af arbejdstagere inden for den spanske kredit- og forsikringssektor, og at der er behov for at sikre en bedre konsolidering af erhvervede rettigheder i interne fonde for supplerende pensionsrettigheder i den spanske banksektor. De sociale beskyttelsessystemer i de forskellige medlemsstater skal faktisk forholde sig til problemet med demografisk aldring. De reformer, der er vedtaget eller planlagt i de fleste medlemsstater, bevæger sig hen imod yderligere udvikling af supplerende pensionsordninger, der er noget, som mange medlemsstater aktivt opmuntrer til. Det er således vigtigt at sikre, at de regler, som styrer disse supplerende pensionsordninger, ikke hæmmer arbejdstagernes frie bevægelighed i medlemsstaterne eller deres mobilitet inden for et medlemsland, hvorved mobile arbejdstageres muligheder for at opbygge tilstrækkelige pensionsrettigheder, når de afslutter deres karriere, reduceres. Hvis dette ikke opnås, vil det reducere arbejdsmarkedets fleksibilitet og effektivitet. Det er netop med det mål at sikre, at arbejdstagere, der skifter job fra en medlemsstat til en anden eller inden for en medlemsstat, ikke mister pensionsrettigheder i forbindelse hermed, at Kommissionen i oktober 2005 præsenterede et forslag til direktiv om forbedrede muligheder for at overføre supplerende pensionsrettigheder. Forslaget fastsætter minimumsstandarder for erhvervelse, bevaring og overførsel af supplerende pensionsrettigheder. Forslaget søger også at forbedre de oplysninger, som arbejdstagere får om, hvordan mobilitet kan påvirke supplerende pensionsrettigheder. Efter brede drøftelser, herunder Europa-Parlamentets behandling, præsenterede Kommissionen et ændret forslag i oktober 2007. Dette ændrede forslag fokuserer på erhvervelse af pensionsrettigheder i tide og efterfølgende bevaring af disse og dropper overførselselementet fra det oprindelige forslag. Konklusion Såfremt forslaget til direktiv som ændret vedtages, ville det helt klart være af betydning for situationer som dem, der er beskrevet i andragendet. I den specifikke sag, der tages op i dette andragende, ville det ikke gælde for den første ordning, idet lukkede ordninger ikke kommer ind under bestemmelserne i det ændrede forslag til direktiv. For åbne ordninger som f.eks. den tredje ordning, som Banco Santander har, ville erhvervelse af pensionsrettigheder i tide blive reglen, og den relevante ordning ville skulle tilpasses i henhold hertil. Til trods for disse revisioner og forskellige formandskabers ihærdige anstrengelser har det dog endnu ikke vist sig muligt at nå til enighed om direktivet." CM\794518.doc 5/5 PE414.108v02-00