Lovgrundlag Indhold: A. Generelt 1. Generelt om lovene 2. Færdselsloven 3. Lov om offentlige veje 4. Lov om private fællesveje 5. Lov om naturbeskyttelse 6. Lov om mark og vejfred B. Afmærkning af offentlige veje C. Afmærkning af private veje D. Anden skiltning E. Lovkompendium Bilag 1. Bekendtgørelse om opsætning af mindre oplysningsskilte, skilte i erhvervsområder og reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land Den trafiktekniske Konsulent Henrik S. Ludvigsen 20. marts 2017 1
A. Generelt 1. Generelt om lovene Regelsættet om afmærkning er styret af en række love: a. Færdselsloven b. Lov om offentlige veje (Vejloven) c. Lov om private fællesveje (Privatvejsloven) d. Lov om naturbeskyttelse e. Lov om mark- og vejfred Lovene følges op af en række bekendtgørelser og cirkulærer. Bestemmelserne i disse dokumenter skal også følges. Bekendtgørelser og cirkulærer har alle hjemmel i en lov. Der er ikke mulighed for at dispensere fra lovtekst. Hvis man ønsker en anden løsning end den lovbestemte må loven laves om. Hvis nogen ønsker at fravige bekendtgørelser og cirkulærer, er hovedreglen, at den myndighed, der har udstedt reglen også er i stand til at dispensere fra den. Bemyndigelsen kan imidlertid videregives til en styrelse. 2. Færdselsloven I Færdselslovens 95 bemyndiges ministeren til at fastsætte bestemmelser om afmærkningens udformning og betydning: " 95, stk. 1. Transportministeren fastsætter bestemmelser om udformning og betydning af: 1) Færdselstavler 2) Afmærkning på kørebanen 3) Signalanlæg 4) Anden afmærkning eller indretning på eller ved vej til regulering af eller til vejledning for færdselen. " Denne bemyndigelse har Transportministeren/Justitsministeren (afhængigt af i hvilket ministerium kompetencen har været placeret) udnyttet til udstedelse af Vejafmærkningsbekendtgørelsen. Som andre bekendtgørelser er denne rettet mod alle borgere i landet. En række yderligere tekniske forhold omkring afmærkningen fastsættes i Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning udsendt af Transportministeren. Denne bekendtgørelse er primært rettet mod politi og vejmyndigheder; men når den er udstedt som en bekendtgørelse skyldes det, at ombudsmanden har vurderet, at der er visse af bestemmelserne, der bør kendes af alle. Anvendelsesbekendtgørelsen indeholder såvel regler om færdselsregulering som om vejvisning. 2
I dag er hele færdselsloven lagt over i Transportministeriet. De tekniske opgaver har traditionelt ligget i Transportministeriet herunder blandt andet afmærkningen. De adfærdsmæssige spørgsmål lå tidligere i Justitsministeriet. Ministerierne har desuden mulighed for at uddelegere visse dele af deres ansvarsområde til underliggende styrelser. Ministeriet har besluttet at udstedelse af vejafmærkningsbekendtgørelse og cirkulære foretages af Vejdirektoratet. Vejdirektoratet er samtidigt bemyndiget til at give kommunale vejmyndigheder dispensation for bestemmelserne i de nævnte paragraffer. Sådanne afgørelser kan ikke indbringes for ministeren. Vejdirektoratet skal tillige forberede sager om tvister i medfør af Færdselslovens 96, stk. 2. og 100. Det er uenighedssager om henholdsvis vejafmærkning og udførelse af vejanlæg. Inden for det område, der er uddelegeret til Vejdirektoratet, vil sager, hvor Vejdirektoratet er involveret blive afgjort i Transportministeriets departement. Ifølge færdselslovens 96 tilvejebringes og bekostes afmærkningen for offentlige vejes vedkommende af vedkommende vejbestyrelse medmindre andet fremgår af vejlovgivningen. I cirkulære om lov om offentlige veje er der beskrevet visse afvigelser fra dette i forbindelse med grænsedragningen mellem vejbestyrelserne. Færdselsloven har yderligere en række centrale paragraffer vedrørende afmærkning. De er nærmere beskrevet i den følgende tekst. 3. Lov om offentlige veje Populært omtales loven som Vejloven. Den definerer, hvad der er offentlige veje. Det er veje, hvor kommune eller stat er vejmyndighed ( den tidligere betegnelse vejbestyrelse er afskaffet i lovgivningen). Man skal være opmærksom på, at offentligt tilgængelige områder er noget andet end offentlige veje. Det er steder, hvor til man umiddelbart kan komme d. v. s. uden at skulle forcere fx lukkede låger og hegn. Lidt populært sagt er det alle steder, hvor "postbudet kan køre ind". I vejlovens 129 findes yderligere hjemmel for udstedelse af en lang række bestemmelser, idet transportministeren bemyndiges til at fastsætte almindelige regler og normer for anlæg, vedligeholdelse og drift af offentlige veje. Mange af bestemmelserne vedrører vejafmærkning, specielt vejvisningsforhold. Bemyndigelsen til at udstede disse regler er udlagt til Vejdirektoratet. Vejdirektoratet kan samtidigt give kommunale vejmyndigheder dispensation for bestemmelserne, og disse afgørelser kan ikke ankes til ministeren. Tvister forberedes også af Vejdirektoratet. Vejdirektoratets egne sager afgøres som for færdselslovsområdet i Transportministeriets departement. 3
Der er en mulighed i privatvejsloven for at udstede regler på linje med mulighederne i 129 i vejloven. Denne bemyndigelse findes i 27, stk. 3 i Privatvejsloven. De er hidtil blevet udsendt som vejregler. Tidligere blev vejregler udstedt med tre niveauer: "Normer" er bestemmelser, som alle vejbestyrelser/vejmyndigheder skal følge. Hvis man mener at have gode begrundelser for at fravige disse bestemmelser, skulle man søge dispensation i Vejdirektoratet. "Retningslinier" er de almindeligt anvendte løsninger. Men den enkelte vejbestyrelse/vejmyndighed kan selv beslutte om en anden løsning er mere velegnet. "Vejledninger" er almindelige gode råd. Denne struktur i vejreglerne kan fortsat findes i ældre vejregler. Man er imidlertid gået bort fra denne graduering. Hovedparten af vejreglerne er i dag vejledende. I Vejlovens 73 93 er beskrevet regler om særlig råden over vejarealer. Særlig råden er anvendelse af vejarealet til andet end det egentlige trafikale formål - herunder fx opsætning af valgplakater. Tilladelserne gives af vejbestyrelsen; men 89 præciserer, at tilladelser til sådan råden, hvad enten det drejer sig om opsætning af skilte eller tilladelser til opgravning eller henstilling af materiale skal ske efter forhandling med politiet. 4. Lov om private fællesveje. Private fællesveje defineres i denne lov. Det er veje, der uden at være offentlige tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende. Specielt defineres "vejmyndighed": "De offentlige hensyn varetages af kommunalbestyrelsen, der er forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for private fællesveje og private fællesstier." Selv om de nævnte veje ejes af en eller flere "private" personer eller selskaber, er kommunen vejmyndighed og har en række beføjelser vedrørende vejanlægget herunder vedrørende afmærkning. Man skal imidlertid være opmærksom på, at Privatvejslovens afsnit II ( 11-24) handler om private fællesveje på landet, og afsnit III ( 25-86) handler om private fællesveje i byer og bymæssige områder. Det er planlægningslovgivningens definition a byzone, der er afgørende for reglerne ikke afmærkningsreglernes definition af byzone. Reglerne for særlig råden over vejarealet er beskrevet i 66. Disse regler er ikke umiddelbart gyldige for private fællesveje på landet, da 66 står i afsnittet for byzone. 3 i Privatvejsloven indeholder imidlertid en mulighed for at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at byreglerne også skal gælde i sommerhusområder og afgrænsede områder i landzone, når disse områder har bymæssig karakter eller er planlagt hertil. Kommunalbestyrelsen kan således ikke uden videre lægge alle landområder ind under bestemmelserne for byområder. 4
Muligheden for at udstede vejregler er hjemlet i 27, stk. 3. Det er således i afsnit III i loven, hvilket betyder, at vejreglerne ikke gælder private fællesveje i landzone. 5. Lov om naturbeskyttelse. I afmærkningssammenhæng er det specielt 21, der er interessant: " 21. I det åbne land må der ikke anbringes plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame og propagandaøjemed. Stk. 2. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke: 1) virksomhedsreklamer, som anbringes i umiddelbar tilknytning til virksomheden, når de ikke virker dominerende i landskabet og ikke er synlige over store afstande. 2) skiltning for virksomheder og for salg af erhvervsgrunde m.v., der opstilles i et område, der i en lokalplan er udlagt som erhvervsområde uanset om områder ikke er bebygget. De nærmere regler herom fastsættes af miljøministeren. 3) trafikpropaganda, der er godkendt af Rådet for Sikker Trafik, 4) plakater, der opsættes i forbindelse med folketingsvalg, valg til kommunale eller andre offentlige råd eller folkeafstemninger og 5) mindre oplysningsskilte vedrørende næringsdrift eller virksomhed opsat på egen ejendom eller ved indkørsel til ejendom fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. De nærmere regler herom fastsættes af miljøministeren." Som det fremgår lægger loven restriktioner på, hvilke skilte der kan opsættes i åbent land. Man skal i denne sammenhæng være opmærksom på, at åbent land ikke er identisk med de opdelinger, der er beskrevet i zonelovgivningen. Hvis afgrænsede områder inden for en byzone fremtræder som grønne, kan der godt blive dømt åbent land alligevel. Det er kommunalbestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for denne lov og de regler, der udstedes i medfør af loven. Miljøministeriet har dog bemyndigelse til at gribe ind i en lang række tilfælde. Såfremt et påbud om at berigtige et ulovligt forhold omfattet af 21, stk. 1 eller af regler udstedt efter 21, stk. 2, nr. 2 og 5, ikke efterkommes rettidigt, kan tilsynsmyndigheden (kommunen) umiddelbart lade det nødvendige arbejde udføre for den forpligtedes regning ( 74, stk. 5). Hvis man således finder, at et opsat skilt strider mod loven, skal man rette henvendelse til kommunalbestyrelsen. Miljøministeriet har udsendt en bekendtgørelse om mindre oplysningsskilte, hvori det præciseres, hvorledes de må se ud. De må kun være på en kvart kvadratmeter og skal være i afdæmpet farve. De må blandt andet ikke være suppleret med flag, reflekser og lys. Ifølge Naturbeskyttelseslovens 26 har gående og cyklende lov til at færdes på veje og stier i det åbne land. En lodsejers muligheder for at udelukke andre fra sin mark eller skov er således begrænset. Den fri adgang gælder dog ikke, hvis - det er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse, - det i særlig grad generer privatlivets fred eller 5
- hvis plante og dyreliv skal beskyttes. Ejeren kan på samme måde forbyde cykling på stier, hvor cykling medfører særlige problemer, og færdsel af private enkeltmandsveje og stier på dage, hvor der holdes jagt, eller hvor færdsel på grund af intensivt landbrugsarbejde kan være forbundet med fare. Kommunen kan skride ind over for sådanne forbud. 6. Lov om mark og vejfred. I afmærkningssammenhæng er det alene 17 der er interessant. " 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det med færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde." Denne paragraf giver ejeren af en ejendom mulighed for ved afmærkning at bestemme, hvem der må færdes på hans ejendom. Hvis nogen overtræder den skiltede bestemmelse, må den krænkede part derefter rette henvendelse til politiet for at få restriktionen respekteret (forseelsen er undergivet offentlig påtale ( 31)). I visse sammenhænge fx ved andelsboligforeninger vil det ofte være vanskeligt at praktisere denne påtaleret. Hvis nogen har et tilhørsforhold til en virksomhed fx som ansat, vil restriktioner ifølge mark- og vejfredsloven heller ikke være gyldig for sådanne parter. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at Lov om Naturbeskyttelse som ovenfor nævnt i 26 har lagt visse begrænsninger på denne råden. B. Afmærkning af offentlige veje I bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning står: " 1, stk. 3. Der må ved offentlige veje kun anvendes afmærkning, der er vist eller omtalt i bekendtgørelse om vejafmærkning, eller som er godkendt af Vejdirektoratet, jf. dog stk. 4. Vej- og gadenavneskilte, husnumre og lignende betragtes i denne forbindelse ikke som vejafmærkning. Stk. 4. Transportministeriet kan godkende, at Vejdirektoratet anvender afmærkning, der ikke er vist eller omtalt i bekendtgørelse om vejafmærkning. Formuleret anderledes vil det sige, at på statsveje og kommuneveje må der ikke anvendes anden afmærkning end den, der fremgår af Vejafmærkningsbekendtgørelsen. I 3 i den nye bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning anføres, at før afmærkning etableres eller bestående afmærkning ændres, skal vejbestyrelsen indhente samtykke fra politiet. Samtykke er dog ikke nødvendigt ved opsætning af vejvisningstavler; men politiet kan efterfølgende af færdselsmæssige grunde forlange sådan afmærkning fjernet eller ændret. Ved afmærkning med variable tavler skal politiets samtykke også omfatte eventuelle manualer for styring af tavlerne. 6
Der findes yderligere enkelte undtagelser for samtykkereglen beskrevet i bekendtgørelsen. I 48 og 122 er beslutningskompetencen vendt, således at politiet skal indhente vejmyndighedens samtykke til fastsættelse af vejledede hastigheder og af 135, stk. 5 fremgår, at politiet skal forhandle med vejbestyrelsen i forbindelse med opsætning eller flytning af byzonetavler. De nævnte bestemmelser er supplement til bestemmelser i færdselsloven, vejloven og privatvejsloven og sammen med disse regler betyder det, at alle officielle færdselstavler bliver opsat i et samarbejde mellem politi og vejbestyrelser/myndigheder. Hvem der har den afgørende beslutning afhænger af beslutningens karakter. I færdselslovens 92 bestemmes, at vejbestyrelsen med samtykke fra politiet kan træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Det drejer sig bl. a. om standsning og parkering, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse færdselsarter. For private fællesveje er kommunen vejmyndighed og kan i denne rolle på tilsvarende vis træffe beslutninger for private fællesveje i byområder og de private fællesveje på landet, hvor det er besluttet, at de skal underkastes samme regler som veje i byområder. ( Jf. afsnit I, III og IV i lov om private fællesveje). Når særlig tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejmyndigheden træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap ( 92, stk. 3). Politiet kan med samtykke fra vejbestyrelsen træffe bestemmelser om indførelse af ubetinget vigepligt og påbud om ensrettet færdsel ( 92 a). Det fremgår af et senere punkt i samme paragraf, at det også er politiet, der fastsætter lokale hastighedsbegrænsninger. Det sker efter forhandling med vejmyndigheden. I 92 d åbnes der mulighed for, at transportministeren kan tillade tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens bestemmelser, herunder forsøg, der alene er begrundet i miljømæssige hensyn. 92 e er også en forsøgsparagraf. Ifølge denne kan Transportmisteren, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade kommunalbestyrelser at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med cykelparkering. Kommunen kan flytte en ulovligt parkeret cykel til et nærmere angivet område i nærheden, hvortil der er almindelig adgang. Flytningen kan ske uden meddelelse til cyklens ejer eller bruger. Det skal ved tydelig skiltning på stedet fremgå, at en ulovligt parkeret cykel vil kunne blive flyttet, samt hvortil flytningen vil ske. C. Afmærkning af private veje Ovenstående bestemmelser, om at politi og vejmyndighed skal arbejde sammen om tilvejebringelse af officiel afmærkning, gælder også for private fællesveje i byområder. Som tidligere nævnt er der særlige regler for private fællesveje på landet, og det er der også for rent private 7
veje (énejersveje) både på land og i by. Hvis der indføres færdselsmæssige bestemmelser, som de der er beskrevet i 92 og 92 a i byområder er kompetencefordelingen mellem politi og vejmyndighed som angivet i de nævnte paragraffer. Anden officiel afmærkning (fra vejafmærkningsbekendtgørelsen) på private veje i byområder skal godkendes af vejmyndigheden. (Færdselslovens 97). Anvendelse af de officielle vejafmærkningsskilte på private veje, der ikke er omfattet af reglerne for byområder, eller som ikke er private fællesveje, kræver politiets samtykke. Politiet kan, hvis de skønner det nødvendigt, kræve officiel vejafmærkning tilvejebragt og betalt af vejejeren. Imidlertid har private vejejere (enejere og fællesveje på landet) mulighed for at foretage yderligere "afmærkning". Det må ikke være med officielle tavler eller striber; men hvis man på private vej fx. ønsker at opsætte det kendte skilt med den lille pige med ballonen og teksten "Pas på mig", så har vejejerne lov til det. Politiet kan forlange den nedtaget, "hvor færdselsmæssige grunde taler herfor". Ifølge privatvejsloven skal kommunen som vejmyndighed inddrages jf. privatvejslovens 66 i forbindelse med særlig råden over vejarealet i byområder. I områder på landet har kommunen som nævnt ikke umiddelbart den beskrevne beføjelse, idet 66 står i afsnittet om byområder. Ifølge 3 kan kommunalbestyrelsen imidlertid beslutte, at reglerne for byområder også skal gælde for nærmere afgrænsede områder på landet. På rent private veje (på veje der kun har én ejer) opsættes ofte skilte fx. med teksten "Uvedkommende færdsel forbudt". Et sådan skilt kan vejejeren opsætte med hjemmel i Lov om mark og vejfred 17. Hvis nogen overtræder denne bestemmelse, er ejeren påtaleberettiget og kan som sådan rette henvendelse til politiet og anmode dem om at skride ind over for den, der uretmæssigt færdes på arealet. Anvendelse af denne type af "mark- og vejfredsskilte" er derfor ikke særligt velegnet, hvis et areal "ejes" af flere personer. Man ser ofte sådanne skilte opsat i forbindelse med private parkeringspladser ved andelsboligforeninger i byområder. Dér vil det blive vanskeligt at få fulgt op på overtrædelser, idet ingen almindeligvis har overblik over, hvornår overtrædelser forekommer. Man kan imidlertid trøste sig med, at skiltene som regel har den ønskede effekt, selv om de vanskeligt kan håndhæves. I en konkret sag har retten afgjort, at en læge ikke skal rette sig efter mark- og vejfredsskilte ved det sygehus, hvor han er ansat. Han har ret til at komme dèr som følge af sit ansættelsesforhold. Som tidligere nævnt har 26 i Lov om Naturbeskyttelse tillige indskrænket ejerens mulighed for at begrænse færdslen. Et særligt område, som giver afmærkningsmæssige problemer, er private parkeringspladser og parkeringshuse. Disse pladser drives enten erhvervsmæssigt d. v. s. at trafikanten betaler for parkeringen, når han stiller sin bil, eller er reserveret til bestemte brugere. Det kan for eksempel være i forbindelse med et hospital. Ved indkørslen til eller inden for sådanne områder skal der være opsat synlige skilte med betingelserne for at parkere i området. Når en trafikant har læst indholdet af et sådan, tydeligt placeret skilt og parkerer ind på det private område, har han "indgået den aftale", der står beskrevet på tavlen, og kan således få pålagt en "afgift" til den private operatør. 8
For sådanne privat administrerede parkeringsområder har Justitsministeriet udstede regler, som supplerer vejafmærkningsreglerne. Reglerne er beskrevet i Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder. Ved indkørslen til parkeringspladsen skal der let synligt i lys og mørke stå et sort skilt med et hvidt P og med teksten Regler og vilkår fremgår af skilte på pladsen. Sådanne tavler skal være opsat på de relevante pladser fra marts 2014. Regler og vilkår kan dog også stå på selve tavlen. I bekendtgørelsen beskrives også, hvad der præcist skal stå på tavlerne på pladsen. Tilretning af tavler efter disse regler skal være afsluttet den 15. marts 2019. D. Anden skiltning Der forekommer en masse ulovlig skiltning. Virksomheder af forskellig art ønsker at gøre opmærksom på sig selv eller deres produkter. De sætter derfor egne reklameskilte op. Hvis dette sker i områder der fremtræder som åbent land, vil det være i strid med lov om naturbeskyttelse, og man kan så anmode kommunen om at skride ind. Der er dog visse undtagelser som beskrevet ovenfor i afsnittet om Lov om Naturbeskyttelse. Hvis skiltene opsættes på vejareal ved offentlige veje, kan vejbestyrelsen med vejloven som hjemmel få skiltene fjernet, idet skiltningen vil kræve vejbestyrelsens godkendelse, hvis den lovligt skal opsættes jvf. vejlovens 80: " 80. Det offentlige vejareal kan med vejmyndighedens tilladelse anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker som led i erhvervsmæssig virksomhed. Stk. 2. Vejmyndigheden kan opkræve betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forretningsmæssigt øjemed. Stk. 3. Transportministeren kan undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse efter stk. 1 og kan bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden over vejarealet. Vejmyndigheden skal forhandle med politiet om de nærmere regler og derefter offentliggøre dem. 81. Vejmyndigheden kan udstede påbud om fjernelse af genstande m.v., hvis disse er anbragt på vejarealet uden tilladelse efter 80 og der ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse. Stk. 2. Vejmyndigheden kan fjerne genstande m.v. for den pågældendes regning, såfremt et påbud efter stk. 1 ikke efterkommes. Stk. 3. Vejmyndigheden og politiet kan straks og uden forudgående påbud fjerne genstande m.v. for den pågældendes regning, når genstandene m.v. er til ulempe eller til fare for færdslen. 84 handler om opsætning af valgplakater. 66 i Privatvejsloven indeholder en tilsvarende bestemmelse, om at vejmyndigheden skal give samtykke til anbringelse af skilte. Og 66a handler om opsætning af valgplakater. De fleste reklameskilte opsættes imidlertid på private arealer i nærhed af vejene. I disse tilfælde vil der ofte kunne gribes ind i overensstemmelse med færdselslovens 99: 9
" 99. Færdselstavler, signalanlæg eller indretninger til regulering af eller til advarsel eller vejledning for færdslen må ikke anbringes ved offentlige veje uden for de tilfælde, der er angivet i denne lov eller de i medfør af denne fastsatte bestemmelser. stk. 2. Skilte, opslag, lysindretninger og lignende må ikke anbringes på eller i forbindelse med afmærkning efter 95, stk. 1. Stk. 3. Genstande af den i stk. 2 nævnte art, kan af politiet forlanges fjernet, hvis de har lighed med afmærkning efter 95, stk. 1, eller de i øvrigt kan virke vildledende eller være til ulempe for færdslen. Stk. 4. Reflekterende materiale på privat område må ikke anbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen." Stk. 1 angiver, at der ikke ved offentlige veje må anbringes noget til regulering af, advarsel eller vejledning af trafikken. Det vil fx sige, at et reklameskilt om at dreje fra om 100 m eller ved frakørsel nr. 17 er ulovlig vejledning for trafikken. Det er værd at bemærke sig, at det er "ved offentlige veje". Det betyder også at reglen gælder på private arealer i tilknytning til vejene. Et advarselsskilt, som det ovennævnte med den lille pige med ballonen, er også ulovligt, hvis det opsættes på en offentlig vej. I stk. 2 fastslås det, at det er ulovligt at sætte skilte og lignende op i forbindelse med den officielle vejafmærkning. Det betyder fx, at det er ulovligt at sætte trafiksikkerhedsplakater op på samme stander som et vejskilt eller en signallampe. Stk. 3 udstyrer politiet med en beføjelse til at få skilte og lignende fjernet, hvis det kan ses fra vejen, og mindst én af tre betingelser er overtrådt. Det må ikke have lighed med officiel afmærkning. Det må ikke virke vildledende. Det er til ulempe for færdslen. I stk. 4 åbnes mulighed for at fjerne reflekterende emner på private arealer, hvis det giver anledning til refleksion af lyset fra køretøjer. I byområder og i industriområder vil det ofte være vanskeligt at fjerne reklameskilte, der klart er rettet mod trafikanterne. Byggeloven åbner dog en mulighed: 6 D. Stk. 2. Skiltning, lysinstallationer o.lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af 1. pkt. Ved pålæg af servitutter er der også mulighed for at styre skiltning. 10
E. Lovkompendium FÆRDSELSLOVEN Anvisninger for færdslen 4. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde, jf. 95. Stk. 2. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen, jf. 89. Disse anvisninger skal efterkommes forud for anvisninger i stk. 1. Stk. 3. Anvisningerne i stk. 1 og 2 skal efterkommes forud for færdselsreglerne. Stk. 4. Trafikanter skal uanset afmærkning, der tilkendegiver ubetinget vigepligt, rette sig efter signalanlæg, der regulerer færdslen i det pågældende vejkryds. Færdselsindskrænkninger 92. Vejbestyrelsen for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af afsnit III i lov om private fællesveje, jf. lovens 3, stk. 1 og 2, med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser. Der kan bl.a. træffes bestemmelse om 1) parkering og standsning, 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader. Stk. 2. Vejbestyrelsen kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde. Stk. 3. Når særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap. 92 a. Politiet kan med samtykke fra vejbestyrelsen, for så vidt angår offentlig vej, og fra vejmyndigheden, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af afsnit III i lov om private fællesveje, jf. lovens 3, stk. 1 og 2, træffe bestemmelse om 1) indførelse af ubetinget vigepligt og 2) påbud om ensrettet færdsel. Stk. 2. Politiet træffer afgørelser efter 42, stk. 4 og 5, om lokale hastighedsbegrænsninger, for så vidt angår offentlig vej efter forhandling med vejbestyrelsen, og, for så vidt angår privat fællesvej omfattet af afsnit III i lov om private fællesveje, jf. lovens 3, stk. 1 og 2, efter forhandling med vejmyndigheden. 11
Stk. 3. I forbindelse med trafiksaneringer og lokale handlingsplaner for trafikken i tættere bebygget område kan vejbestyrelsen eller vejmyndigheden over for politiet tage initiativ til, at der træffes afgørelser efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2. 92 b. Afgørelser efter 92 og 92 a, stk. 1, som vedrører stationspladser eller adgangsveje til stationspladser og færgelejer, træffes efter forhandling med vedkommende jernbane- eller færgeselskab. 92 c. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der nævnes i 92 og 92 a, afgøres sagen af rigspolitichefen, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 2. Afgørelser i henhold til 92 og 92 a kan påklages til rigspolitichefen, for så vidt angår retlige spørgsmål. Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende, eller hvor foranstaltningen er etableret. Rigspolitichefens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de i 92 og 92 a nævnte beføjelser. Stk. 4. Foranstaltninger af den art, der nævnes i 92 og 92 a, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af 95, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Såfremt en foranstaltning efter 92, stk. 1, nr. 1 eller 3, ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, kan den dog i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse. 92 d. Justitsministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade kommunalbestyrelser i disses egenskab af vejbestyrelse eller vejmyndighed at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens bestemmelser, herunder forsøg, der alene er begrundet i miljømæssige hensyn. Justitsministeren kan i forbindelse med sådanne forsøg fravige bestemmelserne i 2, nr. 2, 7, 9 og 12-14, 5, stk. 2, 6, 10, 11 og 13. Ministeren kan udstede forskrifter i forbindelse med en konkret tilladelse. Stk. 2. Anmodning om tilladelse til forsøg indsendes af kommunalbestyrelsen til Justitsministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Stk. 3. Kommuner kan opkræve betaling for certifikater, parkeringstilladelser eller lignende, der udstedes i forbindelse med gennemførelse af forsøg som omhandlet i stk. 1. 92 e. Justitsministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade kommunalbestyrelser i disses egenskab af vejbestyrelse eller vejmyndighed at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med håndhævelse af bestemmelser om cykelparkering fastsat i medfør af 92, stk. 1, nr. 1, og afmærket i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af 95, hvorved kommunen kan flytte en ulovligt parkeret cykel til et nærmere angivet område i nærheden, hvortil der er almindelig adgang. Stk. 2. Flytningen kan ske uden meddelelse til cyklens ejer eller bruger. Det skal ved tydelig skiltning på stedet fremgå, at en ulovligt parkeret cykel vil kunne blive flyttet, og hvortil flyt- 12
ningen vil ske. Ved kommunens afgørelse om at flytte en ulovligt parkeret cykel i forbindelse med forsøg som omhandlet i stk. 1 finder forvaltningslovens 19 ikke anvendelse. Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte vilkår for godkendelse af forsøgsordninger i medfør af stk. 1. Stk. 4. Anmodning om tilladelse til forsøg indsendes af kommunalbestyrelsen til Justitsministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Almindelige bestemmelser om afmærkning 95. Transportministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og betydningen af: 1)færdselstavler, 2)afmærkning på kørebanen, 3)signalanlæg og 4)anden afmærkning eller indretning på eller ved vej til regulering af eller til vejledning for færdslen. Stk. 2. Færdselsreglerne kan fraviges ved afmærkning efter stk. 1. Stk. 3. Transportministeren fastsætter endvidere bestemmelser om anvendelsen af afmærkningen i stk. 1, herunder om indhentelse af samtykke fra politiet. Stk. 4. Transportministeren kan bestemme, at tekniske regler og normer vedrørende afmærkning udarbejdes i forbindelse med de af transportministeren fastsatte vejregler. 96. Afmærkningen i 95 tilvejebringes og bekostes for offentlige vejes vedkommende af vejbestyrelsen, medmindre andet følger af vejlovgivningen. Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem politiet og vejbestyrelsen om afmærkningen, afgøres sagen af transportministeren. Adgang til anvendelse af afmærkning på private veje 97. Anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i 95, på eller ved en privat fællesvej omfattet af afsnit III i lov om private fællesveje, jf. lovens 3, stk. 1 og 2, kræver godkendelse. Såfremt der ved afmærkningen indføres færdselsmæssige bestemmelser omfattet af 92 og 92 a, meddeles godkendelsen efter reglerne i de nævnte bestemmelser. Anden afmærkning godkendes af vejmyndigheden. Stk. 2. Anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i 95, på andre private fællesveje end de i stk. 1 nævnte og på private veje og broer, kræver politiets samtykke. Politiet kan, hvor det skøn- 13
nes fornødent, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vej- eller broejeren. Politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning på disse veje og broer, der ikke er i overensstemmelse med de forskrifter, der udfærdiges i medfør af 95, stk. 1, fjernes. Stk. 3. Såfremt en vej- eller broejer, der er berettiget til uden tilladelse efter 57, stk. 1, i lov om private fællesveje at forbyde visse arter af færdsel, ønsker at gennemføre et sådant forbud ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde, skal politiets godkendelse forinden indhentes. Politiet kan påbyde særlig afmærkning eller belysning af afspærringen, hvis den kan være til fare for færdslen. Vildledende afmærkning m.v. 99. Færdselstavler, signalanlæg eller indretninger til regulering af eller til advarsel eller vejledning for færdslen må ikke anbringes ved offentlige veje uden for de tilfælde, der er angivet i denne lov eller de i medfør af denne fastsatte bestemmelser. Stk. 2. Skilte, opslag, lysindretninger og lignende må ikke anbringes på eller i forbindelse med afmærkning efter 95, stk. 1. Stk. 3. Genstande af den i stk. 2 nævnte art, der kan ses fra vej, kan af politiet forlanges fjernet, hvis de har lighed med afmærkning efter 95, stk. 1, eller de i øvrigt kan virke vildledende eller være til ulempe for færdslen. Stk. 4. Reflekterende materiale på privat område må ikke anbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen. Vejanlæg 100. Afgørelse om udførelse af vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling, herunder om anlæg af parkeringspladser og holdepladser for busser, træffes af vejbestyrelsen med samtykke fra politiet. Stk. 2. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, afgøres sagen af transportministeren. LOV OM OFFENTLIGE VEJE Normer m.v. 129. Transportministeren kan fastsætte regler for anlæg, vedligeholdelse og drift af offentlige veje, for vejenes forhold til omgivelserne, for entreprisebetingelser og for sådanne forhold, som ligeledes er af betydning for vejnettets fremkommelighed, trafiksikkerhed og ensartethed. 14
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om anvendelse af intelligente transportsystemer i vejsektoren samt bestemmelser om indsamling, formidling og drift af oplysninger til trafikanterne til brug for trafiksikkerhed, trafikinformation og trafikstyring. Vejbestyrelsesansvar 8. Det er vejmyndighedens ansvar at holde sine offentlige veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Stk. 2. Vejmyndigheden bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres på dens veje, og afholder de udgifter, der er forbundet med sikring og andre forberedende foranstaltninger, anlæg, drift og vedligeholdelse af disse veje, medmindre andet er aftalt mellem vejmyndigheden og en anden vejmyndighed eller en fysisk eller en juridisk person eller er bestemt efter denne lov. Stk. 3. Vejmyndigheden kan indgå aftaler med en anden vejmyndighed eller en fysisk eller en juridisk person om, at denne helt eller delvis afholder udgifterne til arbejder på vejen, som ikke er omfattet af ansvarsforpligtelsen i stk. 1. Stk. 4. Vejmyndigheden kan lade de arbejder, der er nævnt i stk. 2 og 3, udføre af en anden vejmyndighed og afgive tilbud på arbejder, der er udbudt i licitation af en anden vejmyndighed. Stk. 5. I særlige tilfælde kan transportministeren med særskilt bevilling på finansloven yde bidrag til kommunale vejformål. Forskellig råden over offentlige veje Særlig råden over vejareal 80. Det offentlige vejareal kan med vejmyndighedens tilladelse anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker som led i erhvervsmæssig virksomhed. Stk. 2. Vejmyndigheden kan opkræve betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forretningsmæssigt øjemed. Stk. 3. Transportministeren kan undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse efter stk. 1 og kan bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden over vejarealet. Vejmyndigheden skal forhandle med politiet om de nærmere regler og derefter offentliggøre dem. 81. Vejmyndigheden kan udstede påbud om fjernelse af genstande m.v., hvis disse er anbragt på vejarealet uden tilladelse efter 80 og der ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse. Stk. 2. Vejmyndigheden kan fjerne genstande m.v. for den pågældendes regning, såfremt et påbud efter stk. 1 ikke efterkommes. Stk. 3. Vejmyndigheden og politiet kan straks og uden forudgående påbud fjerne genstande m.v. for den pågældendes regning, når genstandene m.v. er til ulempe eller til fare for færdslen. Faste genstande over vejarealet 86. Det kræver vejmyndighedens tilladelse at anbringe faste genstande, skilte el.lign., hvis de rager ind over en offentlig vejs areal, jf. dog stk. 2. 15
Stk. 2. Der kan uden vejmyndighedens tilladelse anbringes: 1) Karnapper, åbne altaner, udbuede vinduer og lignende bygningsdele, der er hævet 2,8 m over fortov, dog kun indtil 1,5 m fra kørebanekant eller cykelsti. 2) Porte, døre, skodder og vinduer, der er indrettet til at åbne udad, når deres underkant holdes i en højde af mindst 2,3 m over fortov. Beplantning 87. Vejmyndigheden kan, når vejens vedligeholdelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt, kræve træer og anden beplantning på, over, ved og i vejareal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset. Stk. 2. Vejmyndigheden kan lade arbejdet udføre for ejerens regning, hvis vejmyndighedens krav efter stk. 1 ikke efterkommes inden for en fastsat frist. Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder for hegn, jf. lov om hegn. Hvis der er enighed om, at hegnet er et fælleshegn, eller fastslås dette ved et hegnssyn, afholder vejmyndigheden udgifterne til de pålagte arbejder. Vejskilte, færdselstavler m.v. 92. På ejendomme langs med offentlige veje kan vejmyndigheden anbringe og vedligeholde 1) skilte med angivelse af vejnavne, 2) skilte, der angiver retningen til en eller flere adresser, 3) vejafmærkning, jf. færdselslovens 95, stk. 1, og nødvendigt tilbehør hertil, 4) foranstaltninger til belysning af vejafmærkning og vejnavneskilte m.v., 5) master, barduner og bæretråde til brug for offentlige samfærdselsmidler og forsyningsanlæg og 6) mærker for nivellement og afmærkning i forbindelse med forarbejder til anbringelse af vejafmærkning og vejnavneskilte m.v. Stk. 2. Vejmyndigheden skal, mindst 2 uger inden der foretages de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1, skriftligt orientere ejere og brugere af ejendommen. Stk. 3. Vejmyndigheden erstatter enhver skade eller ulempe, som forvoldes ved anbringelse, tilstedeværelse eller vedligeholdelse af de skilte m.v., der er nævnt i stk. 1. I tilfælde af uenighed om erstatningens størrelse indbringer vejmyndigheden spørgsmålet for de taksationsmyndigheder, der er nævnt i 105 og 106.108. LOV OM PRIVATE FÆLLESVEJE: 1. Loven skal medvirke til at sikre, at private fællesveje er indrettet teknisk forsvarligt, at vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, og at privates dispositioner i forbindelse med vejene ikke er i strid med den offentlige planlægning. Loven skal desuden medvirke til at sikre, at almene offentlige hensyn i øvrigt tilgodeses i forbindelse med private fællesveje i byer. Stk. 2. De offentlige hensyn varetages af kommunalbestyrelsen, der er forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for private fællesveje og private fællesstier. 3. Reglerne i afsnit III (byreglerne) finder anvendelse i områder, der er byzone, jf. lov om planlægning, og i Københavns Kommune, jf. dog stk. 3. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at byreglerne også skal finde anvendelse i 16
1) sommerhusområder, jf. lov om planlægning, og 2) afgrænsede områder i landzone, jf. lov om planlægning, når disse områder har bymæssig karakter eller der i disse områder forventes en byudvikling, som gør det hensigtsmæssigt, at byreglerne finder anvendelse. Stk. 3. For private fællesveje i områder, der administreres efter byreglerne, jf. stk. 1, men som udelukkende bruges som driftsveje i forbindelse med landbrug, skovbrug og fiskeri, gælder dog reglerne i 12 om omlægning og nedlæggelse og 13-22 om istandsættelse og vedligeholdelse, medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet. Definitioner 10. I denne lov forstås ved: 1) Offentlig vej: Vej, gade, bro eller plads, der er åben for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje. 2) Offentlig sti: Færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som er åbent for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje. 3) Privat fællesvej: Vej, gade, bro eller plads, der ikke er en offentlig vej, jf. nr. 1, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer. 4) Privat fællessti: Færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer. 5) Vejret: Den ret, som den til enhver tid værende ejer af en ejendom har over en privat fællesvej eller privat fællessti til at benytte den pågældende private fællesvej eller fællessti som færdselsareal for ejendommen. 6) Vejberettiget: En indehaver af en vejret. 7) Vejudlæg: En reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti. 8) Udlagt privat fællesvej eller fællessti: Areal, der er bestemt til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti ved a) vejudlæg efter 11 eller 26 og 27, b) vejudlæg efter 14 eller 23-27 i den hidtidige privatvejslov, 17
c) byplan eller lokalplan, d) beslutning truffet af en ekspropriationskommission efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, e) beslutning truffet af kommunalbestyrelsen efter 72, stk. 3, eller efter kapitel 5 i lov om offentlige veje, f) retningsplan, reguleringsplan eller udredningsplan efter byggeloven, eller g) som en kommunal myndighed før den 1. januar 1973 har godkendt til anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti. 9) Privat vej: Vej, gade, bro eller plads, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig vej, jf. nr. 1, eller privat fællesvej, jf. nr. 3. 10) Privat sti: Sti, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig sti, jf. nr. 2, eller privat fællessti, jf. nr. 4. 11) Overkørsel: Adgang til en privat fællesvej for kørende færdsel fra en tilgrænsende ejendom eller fra en anden privat fællesvej. 12) Overgang: Adgang til en privat fællesvej for gående færdsel fra en tilgrænsende ejendom, fra en privat fællessti eller fra en anden privat fællesvej. 13) Nedlæggelse af privat fællesvej: En beslutning om, at et areal, der er privat fællesvej, ikke længere skal være færdselsareal for anden ejendom. 14) Omlægning af privat fællesvej: En beslutning om, at en privat fællesvej nedlægges, jf. nr. 13, og at et andet areal i stedet udlægges og anlægges som privat fællesvej, og at de vejberettigede til den nedlagte vej opnår eller tildeles vejret til det nye vejareal. 15) Samlet arbejde: Et arbejde, der udføres ved kommunens foranstaltning for de vedligeholdelsesforpligtedes regning, og som omfatter en vej, en strækning af en vej eller flere veje under et, der udgør en færdselsmæssig enhed. 16) Vejsyn: En besigtigelse af en privat fællesvej eller privat fællessti med henblik på at få fastlagt behovet for istandsættelse og eventuel fremtidig vedligeholdelse af den pågældende vej eller sti og fordelingen af arbejdet eller udgifterne hertil. 27, stk. 3 Transportministeren kan fastsætte regler om anlæg, udvidelse og ombygning af private fællesveje, herunder om vejenes forhold til omgivelserne, og om sådanne forhold, som i øvrigt er af betydning for vejenes ensartethed og trafiksikkerhed. 18
30. I forbindelse med godkendelse af et skitseprojekt, jf. 27, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning ved vejens anlæg 41, stk.2 I forbindelse med godkendelse af et detailprojekt, jf. stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning på vejen. Forandringer og færdselsregulering 57. Grundejerne må ikke foretage ændringer ved en privat fællesvejs indretning eller anlæg, afspærre vejen eller etablere eller ændre foranstaltninger med henblik på regulering af færdslen uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan med politiets samtykke, jf. færdselslovens 92, 92 a og 100, bestemme, at der på en privat fællesvej skal foretages ændringer og foranstaltninger som nævnt i stk. 1. Kommunen afholder udgifterne hertil. Stk. 3. Hvis foranstaltningerne i det væsentlige sker for at forbedre det trafikale miljø på vejen, f.eks. ved etablering af opholds- og legeområder eller områder med fartdæmpning, finder reglerne i 48-51 og 53-55 om afholdelse af udgifterne og arbejdets gennemførelse m.m. tilsvarende anvendelse, medmindre andet er aftalt. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan fjerne foranstaltninger, der er etableret uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse, for den pågældendes regning, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at fjerne foranstaltningen. Før påbud om fjernelse skal det vurderes, om forholdet retligt kan lovliggøres, ved at kommunalbestyrelsen og politiet giver den manglende godkendelse. Stk. 5. Er foranstaltningen til ulempe for færdslen, kan kommunalbestyrelsen eller om nødvendigt politiet fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning uden forudgående påbud. Stk. 6. Reglerne i stk. 4 og 5 gælder tilsvarende for ændringer, der er foretaget uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse. Fremspringende bygningsdele, tankanlæg, vejskilte og færdselstavler 60. Reglerne i 103, stk. 1, og 104 i lov om offentlige veje om fremspringende bygningsdele og om tankanlæg samt bestemmelserne i 108 og 111 i lov om offentlige veje om vejskilte og færdselstavler m.v. og om hegn mod vej finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje. Anden brug af vejareal 19
66. På arealer, der er privat fællesvej, kræver det kommunalbestyrelsens godkendelse 1) varigt eller midlertidigt at anbringe affald, materiel, materialer, løsøregenstande, ikkeindregistrerede køretøjer, skure, skurvogne, containere, boder, automater, skilte, hegn el.lign., 2) at anbringe køretøjer med henblik på salg eller udlejning uden fører og 3) som led i erhvervsvirksomhed at anbringe køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign. Stk. 2. Før godkendelse efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen forhandle med politiet. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan for den pågældendes regning fjerne genstande m.v., jf. stk. 1, der er anbragt på en privat fællesvej uden kommunalbestyrelsens godkendelse, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at fjerne disse. Stk. 4. Er det anbragte til ulempe for færdslen, kan kommunalbestyrelsen eller i påtrængende tilfælde politiet fjerne det anbragte for den pågældendes regning uden forudgående påbud. 66a. Handler om opsætning af valgplakater se bilag 3. LOV OM MARK OG VEJFRED Færdsel på fremmed grund 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde. LOV OM NATURBESKYTTELSE Friluftsreklamer 21. I det åbne land må der ikke anbringes plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed. Stk. 2. Forbudet i stk. 1 omfatter ikke 1) virksomhedsreklamer, som anbringes i umiddelbar tilknytning til virksomheden, når de ikke virker dominerende i landskabet og ikke er synlige over store afstande, 2) skiltning for virksomheder og for salg af erhvervsgrunde m.v., der opstilles i et område, der i en lokalplan er udlagt som erhvervsområde, uanset at området ikke er udbygget. De nærmere regler herom fastsættes af miljøministeren, 3) trafikpropaganda, der er godkendt af Rådet for Større Færdselssikkerhed, 4) plakater, der opsættes i forbindelse med folketingsvalg, valg til kommunale eller andre offentlige råd eller folkeafstemninger, og 5) mindre oplysningsskilte vedrørende næringsdrift eller virksomhed opsat på egen ejendom eller ved indkørsel til egen ejendom fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. De nærmere regler herom fastsættes af miljøministeren. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tillade, at der anbringes reklamer på idrætsanlæg. 20
Veje og stier 26. Adgangen til færdsel ad veje og stier i det åbne land kan, for så vidt angår færdsel til fods eller på cykel, af ejeren ved skiltning efter bestemmelserne i mark- og vejfredslovens 17 kun helt eller delvis forbydes, hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv. Adgang sker på eget ansvar. Stk. 2. Ejeren kan på samme måde forbyde cykling på stier, hvor cykling medfører særlige problemer, og færdsel ad private enkeltmandsveje og - stier på dage, hvor der holdes jagt, eller hvor færdslen på grund af intensivt landbrugsarbejde kan være forbundet med fare. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis tilsidesætte et forbud mod gående og cyklende færdsel for gennemgående vejes og stiers vedkommende og i særlige tilfælde tilsidesætte et forbud mod ridning på gennemgående private fællesveje. 21