I brev af 11. januar 2016 har K klaget over Mariagerfjord Kommunes afslag af 16. december 2015 på opstilling af bom på den private fællesvej, Søtofte.

Transkript

1 Dato 29. juni 2016 Sagsbehandler Søren Peter Kongsted Mail Telefon Dokument 16/ Side 1/7 Opstilling af bom Kommunens j. nr.: G I brev af 11. januar 2016 har K klaget over Mariagerfjord Kommunes afslag af 16. december 2015 på opstilling af bom på den private fællesvej, Søtofte. Hun skriver bl.a., at: kommunens afgørelse bygger på faktuelle fejl kommunen, herunder formanden for Teknik og Miljø, er inhabil, da den synes at varetage interesserne for ejerne af Søtofte 1 og ikke hensyn til trafiksikkerheden. Vores afgørelse Vi mener ikke, at kommunens afgørelse (afslag) er lovlig. Dette skyldes, at kommunen ikke har partshørt K om resultatet af de undersøgte forhold på og ved Søtofte, som kommunen har lagt vægt på i dens efterfølgende afgørelse. Kommunen har dermed ikke iagttaget bestemmelsen i forvaltningslovens Forvaltningslovens regler om partshøring har karakter af garantiforskrifter, der skal sikre, at en forvaltningsmyndighed træffer en lovlig og rigtig afgørelse. Manglende partshøring vil derfor som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ulovlig. Da vi ikke kan udelukke, at den manglende partshøring kan have haft betydning for afgørelsens indhold, må vi allerede derfor tilsidesætte afgørelsen som ulovlig. Vi skal derfor anmode kommunen om at trække sin afgørelse tilbage, genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. 1 Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april Vejdirektoratet Niels Juels Gade København K Telefon vd@vd.dk vejdirektoratet.dk SE EAN

2 Baggrund Dele af Søtofte, der ligger i Sønder Onsild (byzone), er en privat fællesvej. Vejen bliver derfor administreret efter reglerne i privatvejslovens afsnit III (om private fællesveje i byer og bymæssige områder), jf. privatvejslovens 2 3, stk. 1. Vejdirektoratet har tidligere behandlet en klagesag, hvor vi i brev af 11. marts 2010 har fundet, at kommunen ikke kan administrere den del af Søtofte, der ligger på matr. nr. 4b, som en privat fællesvej 3. Søtofte kan uanset status for vejen benyttes som adgangsvej til Søkærvej. På den private del af vejen i dag dele af matr. nr. 4q er der tidligere (i 1993) blevet opsat en bom. Ved samme lejlighed har kommunen opsat et skilt med teksten blind vej på Viborg Landevej ved indkørslen til Søtofte. Og dette for at forhindre trafikanter i at køre til Søkærvej via Søtofte. K er dog af den opfattelse, at bommen bør flyttes tættere mod Viborg Landevej for at forhindre trafikanter i at forvilde sig ned ad Søtofte. Hun har den 31. august 2015 derfor ansøgt Mariagerfjord Kommune om at få tilladelse til at få flyttet bommen fra den nuværende position hen til den del af Søtofte, der kan administreres som privat fællesvej. Konkret ønsker hun bommen opsat cirka 6 meter inde på matr. nr. 4q, ud for matr. nr. 4h. Kommunen har vurderet ansøgningen i medfør af bestemmelsen i privatvejslovens 57, stk. 1, og har i den forbindelse meddelt afslag på det ansøgte i sit brev af 16. december Som begrundelse for afslaget har kommunen henvist til, at flytningen af bommen ikke forbedrer trafiksikkerheden, og at den vil være til ulempe for færdslen på vejen. Kommunen har ikke partshørt K forud for afgørelsen. Hvad Vejdirektoratet kan tage stilling til Vi kan alene tage stilling til, om en kommunes afgørelse er lovlig (retlige spørgsmål), men ikke til kommunens skøn (vurderinger) inden for lovens rammer. Dette fremgår af privatvejslovens 87, stk. 2. Vi kan derfor ikke tage stilling til, hvorvidt en afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder om det er rimeligt, at der bliver meddelt afslag på afspærring af en vej. Vi kan derfor heller ikke anmode en kommune om at træffe afgørelse om et andet projekt. Vejdirektoratet kan endvidere tage stilling til, om kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige principper og regler, herunder bestemmelserne i forvaltningsloven, i forbindelse med en 2 Lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr af 4. november Jf. vores sag 09/

3 afgørelse truffet efter vejlovgivningen 4. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. Vi kan heller ikke tage stilling til privatretlige forhold eller til forhold, som ikke er reguleret i vejlovgivningen (her privatvejsloven). Privatvejslovens bestemmelser om færdselsregulerende foranstaltninger Grundejerne må ikke foretage ændringer ved en privat fællesvejs indretning eller anlæg, afspærre vejen eller etablere eller ændre foranstaltninger med henblik på regulering af færdslen uden kommunens og politiets godkendelse, jf. færdselslovens 5 92, 92 a og 100. Dette fremgår af privatvejslovens 57, stk. 1. En godkendelse eller en tilladelse efter 57, stk. 1, er udtryk for, at almene, offentlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte, og indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede. Dette fremgår af privatvejslovens 56, stk. 1. Forvaltningslovens bestemmelser Kommunen må ikke træffe afgørelse, før den har gjort parten bekendt med det faktiske oplysningsgrundlag i sagen og har givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis parten ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Det er endvidere en betingelse, at disse oplysninger skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part. Dette fremgår af forvaltningslovens 19, stk. 1. I henhold til forvaltningslovens 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, endvidere ledsages af en begrundelse. Kravene til indholdet af begrundelsen er nærmere opregnet i forvaltningslovens 24. En begrundelse skal således indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, samt angive de faktiske omstændigheder, myndigheden har lagt vægt på, og, såfremt afgørelsen beror et skøn, de kriterier, som er lagt til grund ved skønsudøvelsen. Vores vurdering Kommunens behandling af ansøgninger efter 57, stk. 1 Ved behandling af en ansøgning efter privatvejslovens 57, stk. 1, skal kommunen alene tage stilling til, om almene, offentligretlige hensyn først og fremmest hensyn til den almene trafik og vejtekniske hensyn taler imod en tilladelse til at etablere en færdselsregulerende foranstaltning på en privat fællesvej, ex. i form af en afspærring eller en opretholdelse af en sådan, jf. ovenfor. Ved en vurdering af de almene, offentligretlige hensyn er det således uden betydning, om der fra de vejberettigedes side er klaget over eksisterende eller manglende færdselsregulerende foranstaltninger, herunder hvor mange der har klaget. 4 Vejloven og privatvejsloven. 5 Lovbekendtgørelse nr af 11. december 2013 om færdselsloven (med senere ændringer). 3

4 Hvis kommunen vurderer, at almene, offentligretlige hensyn taler imod, indeholder loven ikke et krav om, at politiet også skal udtale sig. Kommunen kan således meddele afslag på ansøgningen med henvisning til de offentligretlige grunde. Hvis kommunen vurderer, at almene, offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte og herefter agter at meddele tilladelse, skal kommunen indhente politiets samtykke. Hensigten med privatvejslovens 57, stk. 1, er således at sikre, at grundejerne ikke uden kommunens og politiets godkendelse afspærrer eller på anden måde regulerer trafikken på en privat fællesvej i byområde. Kommunens afgørelse af 16. december 2015 Vi har noteret os, at kommunen med sin afgørelse har vurderet, at der er almene, offentligretlige hensyn her trafiksikkerhedsmæssige årsager der taler imod at flytte lukningen. Konkret mener kommunen, at afspærringen bidrager til en forringelse af trafiksikkerheden på grund af bakkende køretøjer. Hertil kommer, at en bom på den ønskede placering vil kunne udgøre en hindring for post, renovation mv. Kommunen har i forbindelse med klagesagen uddybet sin begrundelse og i den forbindelse oplyst, at der ligger en børnehave på ejendommen, Søtofte 2A, og som benytter Søtofte i forbindelse med gåture til og fra en nærliggende skov, hvilket forstærker kravet om trafiksikkerhed på Søtofte, særligt morgen og aften. Endelig har kommunen henvist til daglig lastbilkørsel til og fra Søtofte 1 i forbindelse med aflevering af varer hvilket også skærper hensynet til trafiksikkerhed. Vi må på den baggrund forstå, at kommunen ønsker den del af Søtofte, der kan administreres som privat fællesvej, holdes åben, idet en bom tættere på T-krydset vil betyde bakkende kørsel på et lille område med lastbilkørsel, gående børnehavebørn samt diverse øvrige trafikanter. Og det vil alt andet lige skabe potentielle konfliktpunkter. Denne trafiktekniske og færdselssikkerhedsmæssige vurdering ligger inden for kommunens saglige skøn inden for rammerne af bestemmelsen i privatvejslovens 57, stk. 1, samt forvaltningslovens 22 og 24, og vi må ud fra afgørelsens ordlyd samt af det af kommunen oplyste under den efterfølgende klagesag forstå, at hensynet til trafiksikkerheden er det bærende hensyn for afslaget af 16. december Et sådant sagligt skøn hverken kan eller må vi tage stilling til, jf. privatvejslovens 87, stk. 2, vedrørende begrænsningerne i vores kompetence som klagemyndighed. Og det uagtet de trafikale konsekvenser af afgørelsen. Vi forstår sagen således, at det ikke har haft betydning for afgørelsen, hvem eller hvilke vejberettigede der i øvrige måtte have ret til at passere den eksisterende bom ned til Søkærvej. Og det net- 4

5 op fordi spørgsmål om vejret er et privatretligt spørgsmål, som kommunen ikke skal lægge vægt på i sine vurderinger af de almene, offentligretlige hensyn, ex. hensynet til trafiksikkerhed mv. 6 Inhabilitet Reglerne om inhabilitet fremgår af forvaltningslovens 3-6. Der er pligt for såvel kommunens tekniske forvaltning som kommunens tekniske udvalg at foretage en konkret faglig vurdering af det ansøgte her etablering af afspærring på privat fællesvej. Vi har noteret os, at kommunens tekniske forvaltning sagligt har vurderet denne ansøgning, ligesom udvalgsformanden har tilkendegivet, at der skal findes en løsning. Vi finder ikke, at der er grundlag for at antage, at kommunens tekniske forvaltning eller udvalgsformanden med ovennævnte sagsbehandling/udtalelse skulle have handlet i strid med bestemmelsen om inhabilitet i forvaltningslovens 3. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke ses dokumenteret, at der med sagsbehandlingen eller udtalelsen er sket økonomisk vinding, ligesom udtalelsen i sig selv heller ikke giver grundlag for at antage, at en bestemt usaglig løsning er blevet fastsat på forhånd ud fra særlige venskabelige eller familiære årsager. Der er heller ikke andre forhold, der umiddelbart taler for, at der skulle være tale om inhabilitet. Partshøring Reglerne i forvaltningslovens 19 indebærer, at partshøring skal foretages i alle tilfælde, hvor parten skønnes at kunne have en interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere afgørelsesgrundlaget, med mindre hensynet til offentlige eller andre privates interesser taler imod det. Reglerne skal således på den ene side sikre, at der foreligger et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at træffe en lovlig og forsvarlig afgørelse, samt tjene det retssikkerhedsmæssige hensyn, at ingen bliver pålagt nye byrder, uden at være hørt forinden. Idet man normalt henregner partshøring til en garantiforskrift, er udgangspunktet, at en tilsidesættelse af reglerne om partshøring medfører, at afgørelsen bliver ulovlig, fordi der her svigter en væsentlig retsgaranti. Som det fremgår af kommunens oplysninger i af 21. juni 2016, har kommunen valgt ikke at foretage en partshøring af K, inden den traf afgørelse i sagen. Vi må ud fra sagens oplysninger forstå, at kommunen i sin afgørelse har lagt afgørende vægt på en række trafikale og faktiske forhold på og ved Søtofte, og som er til ugunst for den af K indsendte ansøgning. 6 Hvis vejtekniske og trafikale hensyn ikke taler imod det ansøgte, men kommunen er bekendt med en uenighed mellem sagens parter, kan kommunen lovligt træffe afgørelse efter at have afvejet de modstridende interesser blandt vejejeren og de vejberettigede. 5

6 Vi har noteret os, at K mener, at oplysningerne om de trafikale forhold er til ugunst for hendes ansøgning, ligesom hun i sin klage af 11. januar 2016 til Vejdirektoratet har henvist til mange forgæves rykkere til kommunen forud for afgørelsen. Vi mener, at resultatet af de undersøgte forhold burde have været sendt til K i partshøring, inden kommunen traf endelig afgørelse i sagen, selvom kommunen mener, at der har været en løbende dialog med hende. En dialog, hvor ansøger ikke tydeligt er blevet anmodet om at forholde sig til faktiske oplysninger, der indgår i den endelige afgørelse, kan efter vores opfattelse ikke udgøre en partshøring. Kommunen har dermed ikke iagttaget bestemmelsen i forvaltningslovens 19. Vores afgørelse Vi mener ikke, at kommunens afgørelse (afslag) er lovlig. Dette skyldes, at kommunen ikke har partshørt K om resultatet af de undersøgte forhold på og ved Søtofte, som kommunen har lagt vægt på i dens efterfølgende afgørelse. Kommunen har dermed ikke iagttaget bestemmelsen i forvaltningslovens 19. Forvaltningslovens regler om partshøring har karakter af garantiforskrifter, der skal sikre, at en forvaltningsmyndighed træffer en lovlig og rigtig afgørelse. Manglende partshøring vil derfor som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ulovlig. Da vi ikke kan udelukke, at den manglende partshøring kan have haft betydning for afgørelsens indhold, må vi allerede derfor tilsidesætte afgørelsen som ulovlig. Vi skal derfor anmode kommunen om at trække sin afgørelse tilbage, genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. Politiets afgørelse af 14. september 2015 Som klagemyndighed på privatvejslovens område kan vi ikke tage stilling til, om politiets tilladelse af 14. september 2015 vedrørende færdselslovens 97, stk. 3, er lovlig. Og det selvom politiets tilladelse i den konkrete sag udspringer af en henvendelse af 13. juli 2015 fra Mariagerfjord Kommune (som vejmyndighed). Vurderingen af politiets tilladelse er et forhold, der i stedet må indbringes for Rigspolitichefen/Justitsministeriet 7. Privatretlige forhold Vi kan som nævnt ovenfor ikke tage stilling til privatretlige forhold, hvorfor vi ikke kan tage stilling til rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af GPS-systemer, der fejlagtigt viser vej ad Søtofte. 7 Også selvom bestemmelsen i færdselslovens 97, stk. 3, ikke indeholder en formel klageadgang. 6

7 Disse forhold må søges løst med udbyderen af de pågældende GPS-systemer, og i det omfang kommunen ikke har indberettet unøjagtigheder til sådanne systemer, er det et privatretligt spørgsmål mellem de vejberettigede og kommunen. Det gælder også eventuelle erstatningsretlige spørgsmål. Ved fortsat uenighed mellem parterne må sådanne spørgsmål indbringes for og afgøres af domstolene. 7