Evighedssøndag Prædiken til kantategudstjeneste, sidste søndag i kirkeåret, Jægersborg kirke 2012. Opførelse af J. S. Bach: Wachet auf, ruft uns die Stimme. Salmer: 86-362 // 268 269 v.3-5 431 Læsninger: Således står der skrevet i Salomos Højsang: Hør, der er min elskede! Se, der kommer han springende hen over bjergene, dansende hen over højene. Min elskede er som en gazelle, som en hjortekalv. Se, nu står han bag vores mur, han kigger ind ad vinduet, spejder gennem gitteret. Så siger min elskede til mig: Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke! For nu er regntiden ovre, regnen er hørt op, den er borte. Blomsterne kommer til syne i landet, sangens tid er inde, turtelduens kurren høres i vores land. Figentræets frugt modnes, vinstokkens blomster dufter. Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke! Min elskede er min, og jeg er hans, han som vogter sin hjord blandt liljerne. Når dagen bliver sval og skyggerne lange, vend da om, min elskede, som en gazelle, som en hjortekalv på duftende bjerge. Ville han blot give mig kys af sin mund! Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft. Dit navn er en udgydt salveolie, derfor har kvinder dig kær. Tag mig i hånden, kom, lad os løbe! Kongen fører mig ind i sit kammer. Lad os juble og glæde os over dig, vi vil prise din elskov højere end vin. Højsangen 1,2-4; 2,8-13; 2,16-17 Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod
vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt. Matt. 25,1-13 Bach har skrevet kantaten Wachet auf, ruft uns die Stimme til kirkeårets allersidste søndag. En søndag som i Tyskland vist nok allerede på Bachs tid blev kaldt for Ewigkeits-Sontag, evighedssøndagen. Eftersom vi nu er vi nået til det sidste, til det uigenkaldelige, til evigheden, som vel at mærke ikke kun er noget som finder sted engang, men noget som virker i os og kalder på os allerede nu. Evigheden - det er en fest, en bryllupsfest, et møde i kærlighed, men jeg skal sandelig forberede mig til festen, og glæden skal lyse i mig allerede her. Det er denne glade forventning, denne opstemthed, længsel, som så tydeligt kan høres i Bachs musik til dagen i dag. Ikke mindst i kantatens midtersats hvor vi som optakt til og sammen med koralen kan høre brudepigernes trippende forventning som en dans, alt imens koralen som koret synger, majestætisk løfter sig op, og vi ser for os den himmelske brudgom som i sin pragt og herlighed kommer ned til os. (af nåde stærk, af sandhed mægtig.) Ligesom vi i de to duetter mellem Jesus og den troende sjæl, kan høre både den forelskedes længsel og den rene, sitrende lykke i deres kærlighed. Sådan er musikken med til at gøre ordet og forventningen levende i os. Sådan bliver evangeliet i musikken til noget der strømmer igennem os, som vækker os, tænder os, løfter os. Når vi hører ord blive læst op, så bliver ordene ofte netop kun til ord. Altså noget vi kan holde ud fra os, og som vi med vores fornuft kan forholde os til. Men i musikken er det følelsen som vækkes, og vi mærker det altsammen i os, både længslen og frygten, forventningens glæde og kærlighedens fryd. På den måde er musikken med til at give troen følelse, nerve, sensibilitet. Og vi kan ligefrem mærke at den glæde evangeliet taler om ikke er noget vi skal nå frem til en gang, men den kalder på os, vi kan mærke den i os allerede nu. Det sker i mig!
Jeg vil gerne i nogle få punkter prøve at samle hvad det er der er spil denne søndag, evighedssøndagen, med udgangspunkt i lignelsen om brudepigerne, højsangens kærlighedsdigte og Bachs kantate. Ganske kort: 1) Det er dig det gælder! 2) Det er nu det sker! 3) Til sidst er der altid mere at sige endnu! For det første: Det er dig det gælder! Det afgørende kan vi ikke bare lade de andre om eller give videre til hinanden. Der er mange der har studset over de såkaldt kloge brudepiger og spurgt om ikke det var et temmelig usympatisk træk at de ikke i det afgørende øjeblik viste søsterlig solidaritet og delte deres olie med de tåbelige piger som ikke havde fået olie med. Hvorfor deler de ikke ud af det de har? Fordi der virkelig er noget vi ikke bare kan give til eller gøre for hinanden. Fordi selve livet finder sted igennem os. Olien i lignelsen er jo et billede på vores lidenskab, parathed, åbenhed, vores forventning i forhold til det at tage livet op. Og at forholde sig til livet, leve det, det er nu engang noget man ikke kan gøre pr. stedtræder. Man kan ikke forelske sig på andres vegne, eller tro på andres vegne eller for den sags skyld dø på andres vegne. I det afgørende, i det som drejer sig om selve vores evne til at møde livet, dér hvor vi står over for Gud, der vil vi altid stå alene hvad enten vi ønsker det eller ej. Der kan vi ikke dække os ind under hvad de fleste gør eller hvad omgivelserne mener. For det er os hver især det gælder. Derfor dette guddommelige opråb: Vågn op! Hvor er du? Gør dig klar! Du er indbudt! Det er den elskende, det er Gud som kalder, og som venter på dit svar. Og så for det andet: Det er nu det sker! Vi forestiller os ganske vist at det med evigheden og Gud det er noget som er hinsides alt. Det er noget som venter os en gang. Den tid den glæde eller sorg. Men evigheden, Guds rige, begynder altid nu. I kristendommen er det ikke sådan at tiden er tom, kun fyldt af alt det vi tænker og gør, men så engang venter det virkelig liv, venter Gud. I kristendommen er det på den anden side heller ikke sådan at nu skal vi nå at få det bedste ud af det og opleve så meget som muligt inden det hele er slut. For hinsides døden er kun mørke og ingenting. For kristendom handler om at Gud er blevet menneske, det evige er trængt ind i tiden, og Gud møder os lige her. Det betyder at hvert øjeblik åbner sig ind imod Gud. Hvert øjeblik er en indbydelse til at tage del i glæden, i kærligheden, i evighedens liv.
Vi tror ganske vist, siger Søren Kierkegaard, at øjeblikke bare er noget som passerer forbi, det ene efter andet. Ja vi går ud fra at øjeblikket er tidens mindste bestanddel. Tidens atom. Men sådan er det ikke. Øjeblikket er evighedens atom. Det har al evighedens fylde og energi i sig sådan tænkte Kierkegaard længe før man begyndte at tale om kernespaltninger og atomenergi. Det afgørende er, at hvert øjeblik har vi med kernen, med det væsentlige at gøre. Hvert øjeblik har i sig en dør som åbner ind sig til alt Gud vil møde os med. Der kaldes på os. Og musikken kan være med til at vække os, med til at få hjertet til banke, til at vi fornemmer glæden som kalder og alligevel er det os selv der skal tage ansvar og berede os og tage det første skridt. Evigheden kalder på os, åbner sig for os allerede her. Selvfølgelig oplever vi også dage hvor der absolut ingenting sker. Selvfølgelig glider dagene somme tider også bare af sted, grå eller mørke, og vi må som brudepigerne vente i den mørke nat. Men vi skal vente i den forvisning, at natten bliver til dag, og når glæden lyser og kalder på os, skal vi være beredte til at rejse os og selv tænde lys. Ellers står vi måske en dag som de fem tåbelige piger foran en lukket dør. Det er jo noget værre noget. Det er evangelisten Matthæus som vi kender ham der er i hans lignelser altid en strenghed eller ubønhørlighed som næsten ikke er til at have med at gøre. Det svarer meget godt til den erfaring som tilværelsen giver: der nogen der ikke bliver lukket ind, der altid nogen som må blive stående udenfor. Jeg er mere i tvivl om det så er det Jesus har villet sige til sine disciple og til os. Men erfaringen giver Matthæus ret. Når vi ser tilbage, hvad man naturligt vil gøre på kirkeårets sidste søndag, så ved vi altid at der er muligheder som er brugte eller forspildte, så ved vi at der er meget som er for sent og ikke kan gøres om. Men når vi så samtidig husker på at det er i dag er evighedens søndag, så har vi ikke bare bag os en historie som lukker sig om os og sig selv. Så ved vi at selv om vi er fremme ved slutningen, også ved den slutning som venter for enden af vores liv, så ved vi at det sidste punktum alligevel ikke sat. Så ved vi at selv om alting er sagt, så er der mere sige endnu. Altså tredje og sidste punkt jeg gerne vil samle dagens budskab i. Til sidst er der altid mere at sige endnu!
Det er evigheden som gør at du ikke er låst fast til din historie. Det er evighedens mulighed som gør at der altid er mulighed, altid en dør som åbner sig i dit liv. Her møder du Guds kærlighed til den enkelte, Guds nåde som aldrig hører op. Alt hvad ellers fortælles om Jesus, viser det. Et menneske får aldrig bare lov til at blive i det mørke det har fortabt sig i. Ja det er den største glæde i Guds himmel, at et menneske i mørket finder tilbage til livet og lyset igen. Det går igen og igen, ikke mindst i de lignelser evangelisten Lukas lader Jesus fortælle. De lukkede døre hos Matthæus bliver på den måde en station på vores vej, en erfaring vi kender, men det vil aldrig være det sidste vi skal møde og se. Ja tiden åbner sig for os med evighedens mulighed for nærvær allerede her. Vi kan allerede nu høre den elskende kalde, (som i Bachs vidunderlige musik), vi hører måske tonerne fra festen derinde, vi skimter måske lyset allerede, og mærker glæden i os som en trippende forventning. Og budskabet i dag, på evighedssøndagen, er altså: Det er dig det gælder. Det er dit hjerte som skal vækkes. Det er nu det sker. Øjeblikket er svanger med liv, det åbner sig for dig som evighedens atom. Og når du når frem til dit sidste øjeblik, har du stadig det bedste til gode. Til sidst er der altid mere at sige endnu. Amen.