2 Mos 20,1-17, Rom 3,23-28, Matt 19,16-26 Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel. Martin Elmquist) Lihme 10.30 5 O, havde jeg dog (mel. König) 598 O Gud du ved og kender 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 438 Hellig 477 Som korn (svensk mel) 522 Nåden (mel. Martin Elmquist) Med de stykker fra Biblen, vi har hørt ved gudstjenesten i dag, er vi inde i selve midten af, hvad kristendom egentlig er for noget. Vi har hørt om de krav, Gud gennem moseloven og specielt de ti bud stiller til mennesker. Vi har hørt om hvordan både den ivrige unge mand i evangeliet og sandelig også apostlen Paulus, ja, ifølge Paulus simpelthen alle mennesker i det hele taget må give op over for Guds krav i loven. Og vi har hørt, Guds svar på menneskers manglende evne og styrke til at overholde den lov han har givet: nemlig at lade sin søn Jesus være den som opfylder Guds krav på vore vegne, 1
samtidig med at han bærer konsekvenserne af, at menneskeslægten som helhed ikke kan leve op til Guds krav. Det er hjertet af kristendommen, vi er inde i her, men det er samtidig også noget som når det, som jeg har forsøgt her, bliver udfoldet begrebsmæssigt, bliver så teoretisk og teologisk indforstået, at de allerfleste mennesker lige så stille lukker ørerne og lader ordene sile ned over sig som en blid sommerregn, der ikke gør nogen skade, men som heller ikke rigtigt gør nogen gavn. Så jeg vil forsøge at nærme mig de ord fra Biblen, vi har hørt i dag på en helt anden måde. Noget af det første jeg kan huske i mit liv er, at vi i huset, hvor vi boede, havde en trappe der førte op til første sal. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Men på vores første sal boede der 28 kvindelige højskoleelever, og dér måtte jeg ikke komme op. Det gjorde jeg nu alligevel allerede fra jeg som 1-2 årig lærte mig selv at kravle op af trappen. Men der var også noget andet jeg ikke måtte. Trappen havde et hvidmalet gelænder med smukt drejede balustre. Jeg måtte under ingen omstændigheder stikke hovedet ind mellem balustrene. Det gjorde jeg nu også alligevel: der var en saligt kildrende fryd ved at stikke hovedet ud og kigge ned i dybet, hvor man nok ville ligge som en blodig klump, hvis man faldt ned. En dag, jeg har vel været en 4-5 år, stak jeg atter en gang hovedet ud mellem balustrene. Men da jeg ville trække hovedet tilbage igen, kunne jeg ikke. Det sad fast. Og jeg reagerede som jeg altid gjorde ved den slags lejligheder, jeg satte i et øredøvende vræl. Og min mor kom og prøvede med magt at at presse hovedet tilbage. Da det ikke lykkedes, smurte hun mit hoved ind i brun sæbe og prøvede 2
igen. Det gjorde djævelsk ondt, kan jeg huske, især i ørerne, men hovedet kom fri, og jeg overlevede. En snes år senere besøgte jeg for første gang min kommende kones forældre. De havde en trappe, der lignede den i mit barndomshjem. I et af balustrene var der savet, kunne jeg se. Da jeg spurgte fik jeg at vide, at det skyldtes at min svoger som lille havde stukket hovedet ud og havde siddet fast. Men hans mor var åbenbart gjort af blødere stof end min, for hun var begyndt at save i gelænderet, inden det lykkedes drengen at få hovedet fri. Det handler om at sidde fast, så man ikke selv kan komme fri. Og det handler om at få hjælp til at komme fri. Sådan var det i min barndomserindring. Og sådan er det i kristendommen. Men er det virkelig sådan, at vi sidder fast i eksistentiel forstand, så vi ikke selv kan komme fri. Selvfølgelig gælder det nogle mennesker, folk der er havnet i et misbrug af en eller anden art, men gælder det os alle? Er det virkelig rigtigt, når Paulus siger, at vi alle har syndet og mistet herligheden fra Gud? Og er der virkelig ikke noget, vi selv kan gøre for at ændre på den situation, hvis vi skulle få lyst. Hvad er det egentlig, der er galt? Paulus siger det så fint et sted: det er sådan, siger han, at jeg gerne vil gøre det gode, og jeg hader at gøre det onde. Alligevel går det sådan, at det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, mens det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg! Og sådan er det jo også i fortællingen om den unge mand, der gerne vil i himlen: han vil rigtigt gerne gøre det gode, og han prøver også på det, men når det kommer til stykket, så er han mere bundet til sig selv og sine egne interesser end til noget som helst andet, og det er fatalt, for 3
den lov han prøver at overholde kræver jo ikke bare god vilje, Jesus siger, at selve essensen af moseloven er at man skal elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv. Det er jo det, der er det barokke og nærmest tragikomiske i fortællingen: han vil gøre (næsten) alt for at arve evigt liv. Men når han så forfærdeligt gerne vil have evigt liv, så er det hverken fordi han elsker Gud eller sin næste, men fordi han elsker sig selv og sit liv af hele sin sjæl og hele sit hjerte og dernæst Gud og sin næste. Jamen er det ikke meget naturligt? Spørger vi. Jo, vel er det naturligt. Det er jo lige præcis det, der er problemet. Manden sidder fast i, at han elsker sit liv over alt andet, og han kan ikke komme fri af det, og vil formodentlig slet ikke fri af det. Og det er så min påstand: sådan er det med os alle sammen. Det næste logiske spørgsmål må være: jamen er der egentlig noget galt i det? Her er der forskellige svarmuligheder. Man kan sige: nej, det er der ikke noget galt i, og det er i øvrigt sådan verden er indrettet: når alt kommer til alt er enhver sig selv nærmest. Det er det svar, der skiller humanisme fra kristentro, for på basis af den kristne tro kan man ikke lade sig nøje med at det skulle være meningen med virkeligheden at enhver til syvende og sidst er sig selv nærmest. Man kan også sige: ja, det er galt, at enhver er sig selv nærmest, for Gud kræver noget andet af os, når han siger at vi skal elske ham af hele vor sjæl og hele vort hjerte, og alene det at Gud kræver det er 4
grund nok til at vi alle må se os selv som skyldnere og syndere over for ham. Men man kommer ikke uden om, at det er en underligt despotisk og vilkårlig Gud, der bare sådan stiller krav, som ingen kan opfylde. Endelig kan man sige: det er udtryk for et misforhold, at alle i sidste ende er sig selv nærmest, for kun hvor alle mennesker i indbyrdes kærlighed arbejder sammen om at hjælpe og støtte hinanden er livet godt og lykkeligt for alle på én gang, så Guds krav er ikke vilkårligt, men blot et udtryk for selve den måde menneskelivet er indrettet på, ja Biblen standser ikke her, men hævder: det er udtryk for den måde livet som helhed er indrettet på. For nu at vende tilbage til lille mig med hovedet i klemme på trappen for 57 år siden, så var jeg død i løbet af et par døgn, hvis der ikke var kommet nogen og havde hjulpet mig med brun sæbe og rå muskelkraft den gang. Er det kristendommens forudsætning, at vi som mennesker er i uhjælpelig konflikt med Guds krav til os, så er det på den anden side kristendommens indhold, at der er kommet noget for at hjælpe os. Fortællingerne om Jesus handler om, hvordan Gud der har skabt ikke bare os, men som har udtænkt og indrettet den virkelighed, vort liv udspiller sig i, han kommer til os som en af os, et menneske som os, og fortæller os det vi ikke kan se af os selv, at kærligheden er tilværelsens mening og mål og den magt, der ikke blot holder livet i gang for en tid, men som gør at livet både som helhed og i dets individuelle former kan udfolde sig i evighed. Og samtidig med 5
at Jesus oplyser os om vores tilværelses egentlige sammenhæng, gør han os fri af den fastlåsthed, som kendetegner vores alle sammens tilværelse. Han gør det ved at elske os. Det er jo højst ejendommeligt, at vi som kristne mennesker kan leve vores liv i forvisning om, at hvem vi end er, uanset hvad vi har gjort eller ikke gjort, så er det ét menneske, som kender os helt ind i vor sjæls inderste, selvom vi jo nærmest ikke kender ham, og at dette menneske på trods af alt vi har gjort, sagt eller tænkt elsker os med en uopslidelig, uforbeholden kærlighed. Og at dette menneske, Jesus fra Nazareth ikke blot er et tilfældigt individ fra en fjern fortid, men at han er ét med den uudgrundelige Gud, der har givet os liv i verden og som har formet den verden, vort liv udspiller sig i. Vi lever af Guds kærlighed. Og Guds kærlighed lader sig ikke standse eller ødelægge af noget som helst. Det er virkeligheden bag ordene i Biblen og i kirken om synd, nåde, forsoning, refærdiggørelse, alle de ord der har det med at lukke sig om sig selv, så vi lukker os for dem og lader dem prelle af på os som sommerregn på fedtet hud. Men kærligheden lukker op og lader os mærke, at vi er elskede, betydningsfulde og uerstattelige i Guds ufattelige projekt: at opbygge en virkelighed, hvor kærligheden råder i alle forhold. Amen 6