4. søndag i advent 2016, Hurup Johannes 1, 19-28 O, skriv dit navn i vores hjerte og vores i din højre hånd, så vi med dig har fryd og smerte tilfælles i den Helligånd! AMEN De har hørt om ham inde i Jerusalem. De har hørt, at han døber og prædiker omvendelse. De har hørt, at han på ingen måde lægger fingrene imellem, når han fortæller, hvilke synder folk begår, og at de skal tage sig sammen. Derfor går bølgerne højt mellem de religiøse ledere i Jerusalem. Præsterne og levitterne vil vide, hvem Johannes er. For de er ikke særligt interesserede i, at en eller anden ny gruppering skal opstå, uden at de ved, hvad de skal mene om den sag. For det er altid vigtigt for dem, som har magt og indflydelse, at vide, hvad man skal mene om svingninger i folkestemningen. Ellers mister magthaverne kontrollen. Og så får de et overraskende svar. Johannes siger, at han ikke er Kristus. Johannes peger væk fra sig selv. Johannes peger på en anden, som han skal bane vej for. Jamen, hvorfor døber du så? vil de vide. 1
Jeg døber med vand! - underforstået for at rense. Men midt iblandt jer står der en, som I ikke kender! Og så må vi tage evangelisten Mattæus til hjælp for at få eftersætningen med: Han skal døbe jer med Helligånd og ild. Derfor handler denne søndag i kirkeåret om dåben. I spændingsfeltet mellem Johannes-dåben og dåb Faderens og Sønnens og Helligåndens navn sker der noget, som er vigtigt. Johannes-dåben handler om at overholde loven. Du skal holde budene! Og gør du ikke det, skal du gøre bod og forbedre dig. Med budene i hånden kan enhver udpege synden og sætte synderen til vægs. Du dyrker alt andet end Gud som guder! Du sværger ved den almægtige! Du holder ikke hviledagen hellig! Du ærer ikke din far og mor! Du slår ihjel! Du bryder ægteskab! Du lyver! Du stjæler! Du binder din næste noget på! Du er misundelig! Du begærer din næstes hus og hustru og alt andet ved ham! Jo, synden og synderen er til at få øje på. Ikke mindst hos de andre. Derfor er loven så dejlig behagelig at administrere - over for de andre! Men rammer den først mig selv, så skal der mere til end en renselse for at kunne leve frit. Johannes-dåben var sikkert god også for de religiøse ledere. 2
Men Johannes peger væk fra sig selv og renselses-dåben. Han peger på ham, som skal døbe med Helligånd og ild. Johannes peger væk fra sig selv. Johannes peger på Jesus. Budene er en pligt og en byrde. Med Jesu dåb følger Helligånden. Med Jesu dåb er glæden større end pligten. Med Jesu dåb er friheden større end syndens byrde. Budene og pligten ophæves ikke. Budene og pligten er det stadig. Men i tilgivelsen og kærligheden finder vi den største glæde. I dåben peger Gud på dig og siger: Du er mit barn! I dåben får du Helligånden som gave og dermed kræfterne til at leve med, at du ikke er fuldkommen. I dåben får du Helligånden som gave og dermed frelse fra fortabelse, liv i død, og evighedens perspektiv over dit timelige liv. Du får mening i livet i stedet for at være efterladt i den forbandelse bare at have meninger om andres liv. Foruden den kollekt, som vi begyndte denne gudstjeneste med, og som vi bruger ved hver barnedåb i kirken, skal vi også hente det stykke fra Mattæusevangeliet, som læses ved døbefonten:»mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens 3
navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«jeg har somme tider tænkt på, hvad der mon ville være sket, hvis det havde været jyder, der stod der den dag lige før Jesus fór til himmels. Vi elleve og hele verden! Han er ikke rigtig klog! Men nu var de ikke jyder, men jøder, der havde mødt en mand med en helt anden myndighed, end de før havde kendt. Og de gik. Disciplene gik Paulus gik til Lilleasien, over Athen og Rom, nordpå til Mellem- og Nordeuropa helt til Thy. De døbte og de lærte om alt det, som han havde befalet. De skulle blive som børn. For den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Vikingerne havde det ikke i sig at blive som børn. De satte ære og hævn højere end kærlighed og tilgivelse. Jeg tror ikke, at det var Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne. Jeg tror, det var kvinderne. For når kvinderne oplevede, at deres mænd og sønner kom lemlæstede hjem fra - eller døde på vikingetogterne ude i verden, så havde de øre for en anderledes klang, når de hørte om ham, der talte om tilgivelse. Jeg tror, det var kvinderne, der havde øre for Helligåndens tale, så de fik omvendt vikingerne. Ære og straf blev langsomt over generationer forvandlet til kærlighed og tilgivelse. 4
Ved Helligåndens kraft, som kommer med dåben, drejer det sig ikke om ære og hævn men om kærlighed og tilgivelse. Ved Helligåndens kraft, som kommer med dåben, drejer det sig ikke om hovmod og straf men ydmyghed og glæde. Det er dåbens gave og frihed fremfor budenes pligt og byrde. Johannes peger væk fra sig selv og hen på Kristus. I dåben peger Kristus på dig og mig og skænker os syndernes forladelse og evigt liv. Intet mindre er det, vi venter på, mens vi holder advent. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. AMEN 5