Et hundefagligt tidsskrift for aktive hundeejere Nr. 6/10 Årgang 13 Canis vi forandrer hundeverden! www.canis.dk
Adfærd & læring DRIFTER ET ANVENDELIGT BEGREB? Foto: Ann-Olaug Toftesund Tekst: Dina Doctermann Ingen som træder ind i brugshundesporten vil undgå at høre tale om»drifter«. Ordet bruges i uendelig mange sammenhænge både om noget racer, linjer og individer besidder i større eller mindre grad, og ikke mindst som en del af en teori for træningen i brugshundediscpliner - måske allermest i forsvarsarbejdet. Men hvad menes der med begrebet drift? Hvor kommer det fra? Er det et videnskabeligt faktum at hunde (og andre levende væsner) besidder drifter? Det er tilsyneladende vigtige sager det her hvis man vil lykkes med sin hund siden det bringes på bane af næsten alle instruktører inden for især brugshundesporten. Men spørgsmålet er om driftsteorien egentlig hjælper hundeføreren nærmere målet i træningen? Bliver det enklere at tilrettelægge træningen effektivt? 5
MEN FØRST: HVAD ER»DRIFT«OG HVOR KOMMER DET FRA? Rigtig godt spørgsmål! Men så vidt jeg kan se må vi helt tilbage til Freud, Darwin o.a. omkring 1850 og frem. I den tidlige psykologi og neurofysiologi fremkom en række teorier og forklaringsmodeller i forsøg på at forklare motivation videnskabeligt. Nogle indrømmede vanskelighederne ved dette mens»en mindre gruppe, der uden empirisk verifikation supplerede neurofysiologien med hypotetisk konstruerede modeller over motivationen. Hos disse optræder termer som instinkt, behov, drift, affekt, emotion og følelse.«(andkjær Olsen & Køppe, 1986). Forskningen i dette var i sin begyndelse og viden om processer i hjernen, reflekser m.m. meget lille.»da lokaliseringen af såvel refleksbanerne som deres pirringskilder i organismen voldte uoverstigelige vanskeligheder, er det ikke uforståeligt, at der hos mange andre forfattere nærmest gik inflation i instinkter og drifter. Man opfandt simpelt hen alle de typer, der var brug for til forklaring af den synlige adfærd, og resultatet var at de teoretiske hypoteser mistede deres forklaringsevne«(andkjær Olsen & Køppe, 1986). Dette fører os derfor frem til den klare definition af begrebet drift som vi får af Svartdal (Begreber i læringspsykologi, 1997): «Generelt: Hypotetisk motivationstilstand«. Svartdal henviser videre til Clark Hull (1943,1952) som»postulerte en indre»drive«, en psykologisk motivativasjonstilstand, som varierte i styrke og som lå mellom (medierte) stimulus og respons.«(svartdal og Flaten, 1998). Hulls teori gik ud på at forklare hvorfor forstærkere øger sandsynligheden for at adfærd gentages. Hvis et dyr eller menneske afskæres fra et gode (deprivation), f.eks. mad eller vand, vil dyret dermed drives til at opnå dette gode. Forstærkeren er det som reducerer driften. Men denne model er heller ikke rigtigt dækkende fordi der findes forstærkere som hverken reducerer en drift eller er parret med en anden primærforstærker. Det er for eksempel påvist at det at få et billede i fokus, vil forstærke et spædbarns adfærd (Egtvedt & Køste, 2008). Hvad den moderne forskning hælder til i dag, kommer vi tilbage til. DRIFTBEGREBER I HUNDESPORTEN Via etologer som Lorenz og Trumler, bringer Helmut Raiser i»forsvarshunden«(udgivet på dansk i 1984) driftbegrebet ind i teorien for forsvarstræningen. Her finder man en række drifter beskrevet: byttedrift, forsvarsdrift, aggressionsdrift og kampdrift. Raiser beskriver byttedriften som»instinkthandlinger som udløses ved byttets adfærd«, men samtidig siger han også at»byttedriften hører til de instinkter der kan læres«!!! Raiser er allerede her på lidt tynd is set ud fra et videnskabeligt synspunkt. For hvad er et instinkt? Jo:» Den mest enkle definition på instinkt er adfærd, som er ens hos alle individer af en art og ikke tillært af det enkelte individ.«(www. videnskab.dk artiklen»hvad er instinkter?«) Så at tale om byttedrift som et instinkt der kan læres, er vældig forvirrende (og fejlagtigt). (Og desuden er denne type adfærd jo slet ikke ensartet hos arten hund). Han indrømmer også at der er problemer med at definere f.eks. aggressionsdriften»for meningerne om hvorvidt der findes en selvstændig aggressionsdrift eller ej, er delvis modstridende.«og om kampdrift siges der ligeledes:»spørgsmålet, om der findes en selvstændig kampdrift, er endnu ikke afklaret.«det afholder dog ikke Raiser fra at postulere store komplicerede teorier om disse drifter. Gottfried Dildei og Sheila Booth går i deres»schutzhund obedience. Training in drive«skridtet videre og skriver ærligt:»we work with five basic drives. (These definitions are for our purposes in training, not from academic ethology)«. (1992). Vi har altså ikke at gøre med videnskabelige faktuelle betegnelser, men med hypotetiske størrelser i et forsøg på at beskrive både noget der foregår inde i hundens hoved og dens synlige adfærd. Hvorvidt dette er brugbart i hundetræningen, vil jeg vende tilbage til, men Anders Hallgren peger på en del problemer ved dette:» For det første kan vi ikke se en drivkraft, vi antager blot at den er der. For det andet kan antagelsen om en drivkraft ikke bruges som bevis, eftersom det kun netop er en hypotetisk konstruktion, en antagelse. For det tredje forenkler det måske løsningen på et problem for meget og»skygger«for andre løsninger. Man skyder skylden på hundens drivkraft 6
(drive), hvis den mislykkes og derigennem hindres vi i at søge efter andre forklaringer.«(drivkraft og motivation, 2004). Men man finder alligevel i f.eks. Kurt Verup Runefelts meget roste bog»hund kend dine evner en moderne hundetræningsbog«(årstal ikke angivet) et udbredt og omfattende brug af især begrebet byttedrift. Verup Runefelt skriver:»byttedriften er knyttet til fødetilegnelsens funktionskreds, og som sådan en basal drift som hunden genetisk har indkodet.» (s.132).derefter beskrives faserne i byttedriften: Stand, jagt, forfølgelse, springet, bid, trækken til jorden, rusken, bære byttet. Men hvor kommer disse faser fra? Ikke godt at vide for Verup Runefelt har ingen kilde- eller referenceliste i bogen overhovedet og nævner ingen steder hvor dette kommer fra. Men flere formuleringer ligger meget tæt op af Helmut Raisers. Slår man op i et nutidigt etologisk opslagsværk som Barbara Handelmans :»Hundens språk og atferd«(2009) kan man finde noget der minder lidt om dette under opslaget»jaktens atferdsmønster (predatory motor patterns)«.»her hedder kæden:«speide og avsøke, orientere, fryse, smyge med eye, utfall/musehopp eller forfølgelse, gripe, drabsbitt, kaste, dissekere, ete eller hamstre«. Handelman skriver også at dette er et adfærdsmønster som drejer sig om fødetilegnelse og fortæring. Videre skriver hun at dette mønster er ændret væsentligt gennem avl og jo optræder i yderst forskellige variationer hos vores racer netop med henblik på specialiserede opgaver i menneskets tjeneste (jagthunde og hyrdehunde eksempelvis). Sjovt nok bruger Handelman ikke begrebet drive (drift) nogen steder i bogen. Når Verup Runefelt (og andre i daglig hundetræning) bruger disse betegnelser (faserne i byttedriften), anvendes de næsten metaforisk. At hunden sidder, ligger, står, afventer eller giver hals betegnes fælles som»stand«(første fase i driften) og på samme måde lægges en masse forskellige adfærd ind kategoriseret i de enkelte faser i byttedriften. Dette bliver vældig tydeligt på s.136 hvor øvelserne lineføring/fri ved fod og gå på plads beskrives:»hvad består øvelserne lineføring og fri ved fod af? Stand (sidde på plads) og jagt (hunden går). Hvis man bare»japper«lineføring af med typisk klassisk betingning ja så laver hunden hele øvelsen i jagt. En hund kan nemlig sagtens sidde ned og samtidig være i jagt rent mentalt«(fremhævet af DD). Tilsyneladende tales der altså om en TILSTAND i hundens hoved som afføder adfærd. Når Handelman taler om jagtens adfærdsmønster, beskriver hun konkret jagtadfærd. Ikke hundetræning. At overføre jagtadfærdsmønstret fra rigtig jagt til almindelig hundetræning er at skabe en hypotese om at det 7
Foto: Marthe Groven følge af træning. (Dette gælder både Raiser, Verup Rundefelt og mange andre). Nogle skribenter taler om hundens jagtadfærd som om den var et såkaldt fast adfærdsmønster (FAM). FAM er»medfødte og kan i liten grad modificeres av hendelser i miljøet.«(svartdal og Flaten, 1998). Og nogle typer FAM er reflekslignende og fælles kan man sige om dem at de»kan ikke læres eller avlæres eller forandres i særlig grad«. (Svartdal og Flaten,1998). Desuden findes der en række andre krav eller fælles træk som klassificerer FAM. Disse er: De er stereotype, er universelle (vises af alle medlemmer af arten), er uafhængig af individuel erfaring, er balistiske (dvs. adfærden kan ikke ændres når den er udløst), har kun én funktion og en udløser (tegnstimulus). (Svartdal og Flaten,1998). Kan man sige at alle disse punkter opfyldes for jagtadfærden hos hunden? Nej, bestemt ikke. Så vi har altså ikke at gøre med en refleksagtig type adfærd som udløses af en stimulus. Men hvad er det så? Der er ganske vist tale om noget genetisk, men om noget som varierer inden for art, race og ja sågar linjer i racen. Dette kaldes for arvelige adfærdstræk og er noget som påvirkes af miljøet. Køste og Egtvedt siger det meget enkelt og tydeligt: er sådan hunden ser eller oplever træningssituationen og at hunden er i samme mentale tilstand som var den på jagt. Hvordan kan vi vide om hunden oplever det sådan? Det kan vi overhovedet ikke vide noget om, for vi kan ikke læse dens tanker. Dette er fiktion. EN GOD OG PRAKTISK TEORI OMEND IKKE VIDENSKABELIG? Jamen er det ikke ok at tale om hundetræning ud fra en forestilling om drifter? Vi vil jo bare gerne beskrive adfærden og lave en forklaringsmodel. Jo det er absolut helt fint hvis man kan bruge forklaringsmodellen i praksis og dermed gøre hundetræningen mere effektiv for at opnå det ønskede resultat. Ligeledes er det også en rigtig god ide hvis man kan bruge det til at undervise nye i sporten og dermed gøre tingene logiske og forståelige så de selv kan anvende teorien i praktisk hundetræning. Men er det tilfældet her?»alle hunde kommer til os med en»bagage«af arvelige egenskaber eller prædispositioner for adfærd. De raceegenskaber hunde fødes med, for eksempel de ekstreme egenskaber som hyrdehundens»eye«og tendens til hyrdning, fuglehundens stand, eller retrievernes forkærlighed for vand og det at bære, er alle egenskaber som er medfødt. Men selv om de er medfødt kan de ændres, det vil sige at de kan fremelskes eller dæmpes under opvæksten. Egenskaberne er bare tendenser, men de gør det utroligt meget lettere at træne de forskellige racer til det de er avlet til. Hyrdehundens tendens til hyrdning gør det lettere at få den til at vogte får, mens retrieverens forkærlighed for vand og det at bære gør det lettere at få den til at apportere vildt i vand. Alle ved at hyrdning og vandapportering kræver træning, det er ikke færdige øvelser fra fødselen, men racens medfødte egenskaber gør træningen lettere. Skulle man bytte job og få retrieveren til at hyrde og border collien til at apportere vildt i vand, ville det ikke være en umulig opgave, men man havde givet sig selv mere arbejde, og slutresultatet var blevet dårligere end hvis den hund som var avlet til opgaven, havde fået lige så meget træning.«(lydighetstrening i teori og praksis, 2008). For at afgøre dette mener jeg det er en god ide at gå videre med at få afklaret hvad for en type adfærd (eller mentale tilstande?) vi taler om når der tales om drifter. Og det er fordi læringslovene virker i alle træningssituationer (hele tiden faktisk) uanset om vi er bevidste om det eller ej. Og skal man vide hvilke slags læringsprocesser som foregår, må man se på hvad slags adfærd der er tale om. FOKUS PÅ RETTE TYPE ADFÆRD? Det som ikke er særlig logisk her, er at der på den ene side tales om instinktiv ikke-lært adfærd som udløses og i næsten samme sætning at driften kan fremmes altså forandres som Foto: bigstockphoto 8
Og hvad fortæller det os? Jo, at medfødte adfærdstræk er operante adfærd (er i meget upræcis daglig tale viljestyret eller intentionel adfærd, men operant adfærd er mere end det. Det er al adfærd som lader sig påvirke af straf eller belønning). Det er derfor meget vigtigt at have fokus på konsekvenserne af den adfærd hunden tilbyder i træningen hvis vi vil have fremgang i træningen. Så hvis vi arbejder med en adfærd med hovedfokus på hvad man tror UDLØSER adfærden altså arbejder med den som om det er refleksadfærd så mener jeg man har fokus det forkerte sted fordi man så let kommer til at overlade forstærkningsbetingelserne til tilfældighederne, og hvis det er forstærkning eller manglende forstærkning der afgør om vi ser adfærden igen eller ikke, ja så har man skudt sig selv i foden. Og det er lige præcis denne fokus som driftsteorien tilslører. HVAD SIGER VIDENSKABEN I DAG? Nu er det fuldstændig korrekt at videnskaben i dag ved meget mere om hjerneprocesser, reflekser og andre ting som foregår INDE i hundens hoved. Men vi kan stadig ikke bruge denne viden til særligt meget i den konkrete træningssituation. Vi kan jo ikke stå og måle på hunden hvad der foregår inde i den her og nu, og vi har stadig problemer med at fortolke den viden. Imidlertid kan vi forholde os til det vi kan se hunden faktisk gør her og nu. Og vi har stor gavn af viden om hvad der forstærker adfærd. Som tidligere nævnt blev også Hulls driftsteori tilbagevist fordi den heller ikke var dækkende. Men hvilke teorier har så afløst den? I dag er det mere Premacks princip som bruges for at forklare forstærkning. Her blander man ikke fysiologiske processer ind i billedet og skelner ikke videre mellem forstærkere og adfærd. Hvad var det Premack formulerede? Jo, det var princippet»om differentiel sandsynlighed som gik ud på at en lidet sandsynlig adfærd ville forstærkes af en efterfølgende mulighed for at udføre en mere sandsynlig adfærd (Chance, 1994). Det vil sige at hvis en hund ikke har spist i et stykke tid, vil spisning være sandsynlig, mens gøen er mindre sandsynlig. Efter Premacks princip om differentiel sandsynlighed vil vi kunne forstærke gøen (mindre sandsynlig adfærd) med mad (dvs. spisning som er en mere sandsynlig adfærd). Et barns lektielæsning kan forstærkes med muligheden for at se TV, eller det at hunden går fri ved fod kan forstærkes med muligheden for at lege med tennisbolden.«. (Egtvedt& Køste, 2008).»At diskutere instinkt minder om det som foregik i psykologien for 80-90 år siden. Der er ingen, der gør det længere.«(sakset fra Videnskab.dk»Hvad er instinkter?«) Så videnskabelig basis er der ikke for at tale om drifter. Det har jo altså så ikke afholdt skribenter og instruktører i hundeverdenen fra at bruge en driftsteori som forklaringsmodel, og man kan så spørge sig selv om den er anvendelig eller ikke. Som ovenfor påpeget er jeg helt enig med Hallgren når han skriver at det» forenkler.. måske løsningen på et problem for meget og»skygger«for andre løsninger.«. Men her er flere vanskeligheder: 1. Hvis man bruger det til at sige at hunden har for lidt»drift«, lægger man skylden på hunden i stedet for at se på træningssituationen. 2. Hvis man bruger driftsbegrebet som en metafor for hvordan man tror hundens tilstand er inde i hovedet, er man fuldstændigt på glat is. Hvad der foregår inde i hundens hoved, er noget man fortolker sig til og her bevæger man sig ud i fiktionen. Desuden bliver det uendelig svært at ændre på øvelsen hvis det indebærer at man skal ændre hundens tanker!? 3. Hvis man arbejder med»drift«i træningssituationen med overvejende fokus på»nøglestimuli«som UDLØSER adfærd, arbejder man med adfærd som om det er refleksadfærd. At gø, bide i et ærme, løbe ud til en figurant eller forfølge et spor er ikke refleksadfærd, og det er jo ikke særligt smart at behandle dem som sådan når der egentlig er tale om operante adfærd i træningssituationen. Dertil er jo knyttet en helt anden læringsproces, operant betingning. Og dermed er det langt mere effektivt at have fokus på det som følger EFTER adfærden, nemlig konsekvensen. Straffes eller belønnes adfærden? Belønnes den Det betyder at en forstærker kan være meget mere end mad, vand, sex osv. Det kan være al adfærd som hunden ser ud til at foretrække. Det kan være at løbe stærkt, jage harer, snuse i jorden, lege trækkeleg etc. Det betyder at mulighederne for at forstærke mindre sandsynlig adfærd er langt større end umiddelbart antaget. Vi behøver derfor bare at observere hunden for at lære hvad den foretrækker mest og kan bygge mindre sandsynlige adfærd op til mere sandsynlige adfærd ved at forstærke dem med adfærd som hunden foretrækker i mange sammenhænge. KONKLUSION Driftbegrebet er altså ikke noget videnskaben bruger mere det er som med instinktbegrebet: 9
godt nok etc.?(nu står operant betingning ikke alene i en træningssituation. Til en træningssituation knyttets også klassisk betingning situationen vil med tiden associere bestemte følelser og et stressniveau hos hunden.) 4. Og sidst men ikke mindst: Hvordan fungerer det rent pædagogisk? Jeg synes jo det er utroligt kompliceret at skulle stå og fortolke (digte?) om vi tror hunden er i den rigtige drift. For hvad skal man sige konkret til hundeføreren som instruktør når man skal hjælpe i træningssituationen?»du må få din hund over i byttedrift!»,»din hund er i jagthals, den skal over i standhals!«...jamen hvordan? Og hvordan lærer man hundeføreren at se hvilken drift hunden er i? Er det ikke meget mere enkelt at formulere konkret hvad der er den korrekte adfærd i denne øvelse, se på hvad hunden FAKTISK GØR, og på hvordan og hvornår du belønner bedst? Er det ikke enklere for en ny en hundefører at håndtere? Jeg har selv skrinlagt driftsteorien. Jeg har haft enorm stor gavn af at have fokus på situation, adfærd og konsekvens i træningen. Holde øje med om jeg træner i en fornuftig sværhedsgrad, om jeg belønner den adfærd jeg ØNSKER at belønne (timing), om jeg belønner ofte nok og godt nok. Referenceliste Frode Svartdal & Magne Arve Flaten: «Læringspsykologi». 1998 Frode Svartdal: «Begreber i læringspsykologi».1997 Barbara Handelman: «Hundens språk og atferd en illustrert håndbok».2009 Kurt Verup Runefelt: «Hund kend dine evner...en moderne hundetræningsbog». Årstal ikke angivet Helmut Raiser: «Forsvarshunden. Uddannelsen af brugshunde til forsvarsarbejde.» 1984 dansk udgave Anders Hallgren: «Drivkraft og motivation». 2004 Gottfried Dildei og Sheila Booth: «Schutzhund obedience training in drive». 1992 Cecilie Køste & Morten Egtvedt: Lydighetstrening i teori og praksis.» 2008 Dina Doctermann er uddannet Canisinstruktør og driver Canis Hundeskole afdeling Holbæk i Danmark. Hun træner til daglig PH og IPO med sine to riesen - schnauzere Det kan være RIGELIGT vanskeligt at observere en træningssituation når man nøjes med at forholde sig til det man kan se. Hvorfor så komplicere det med teorier om det man ikke kan se? Q 10