Træk vandringer spredning Generelt: Der er mange former for vandringer, sprednings og trækfænomener hos forskellige dyregrupper. Et kendt fænomen, er de store drøvtyggers cirkulære vandringer på den afrikanske savanne. De følger i hælene på regntiden, som sætter savannegræssets vækst i gang. På den nordlige halvkugle, følger det amerikanske rensdyr caribouen den arktiske sommers frodige vækst. I havet vandrer laksen fra gydepladserne i ferskvand til et liv havet, og vender når de efter nogle år er blevet ynglemodne, tilbage til de selvsamme gydepladser, hvor de begyndte livet. Gråhvalerne langs Amerikas vestkyst tilbringer sommeren i den arktiske del af Stillehavet, hvor der er masser af føde, og søger om vinteren mod syd, for at kælve ud for den mexicanske kyst. Selv insekter kan have lange vandringer, specielt sommerfugle, med den amerikanske monark sommerfugl som et af de mest kendte tilfælde. Dens sommerudbredelse går i et bredt bælte hen over USA, fra syd om de store søer til lidt ind i Canada, og den har vinterkvarter i Mexico, en afstand på op til 4000 km. Fuglene, trækkets mestre: Det er dog fuglene, der er mestre i vandringer og træk. Af de ca. 10500 nulevende fuglearter er knap 20% trækfugle. Nogle med spektakulære vandringer. De nordligst ynglende havterner, fra Grønland og Island kan, på trækket fra ynglepladserne i Arktis til vinterkvarteret i Antarktis og retur, nå op på en årlig flyvetur på ca. 80000 km. Den længste kendte non-stop trækdistance, for en landfugl, blev gennemført af en lille kobbersneppe, fra ynglepladserne i Alaska til vinterkvarteret i New Zealand, ikke mindre end 11500 km, som blev tilbagelagt på 8-9 dage med en gennemsnitshastighed på ca. 55 km/t. Hvad angår tid i luften er det dog langt fra rekord. Sejlerne, heriblandt vor hjemlige mursejler, opholder sig døgnet rundt i luften, bortset fra den korte yngletid, hvor den må udruge æggene. Den sover flyvende, ja selv parringen foregår flyvende!! Diagrammet viser fordelingen af 184 almindeligt ynglende arter, på henholdsvis (1) næsten udelukkende standfugle, (2) næsten udelukkende trækfugle og (3) nogle fugle er standfugle, andre er trækfugle. I de to første grupper kan der i enkelte tilfælde være enkelte trækkende henholdsvis overvintrende individer. På de tempererede breddegrader som Danmark, er en endnu større del af fuglearterne trækfugle, næsten halvdelen er udelukkende trækfugle, og yderligere 20% er delvist trækfugle. At der set på verdensplan kun er lidt under 20% trækfugle skyldes naturligvis, at de fleste fuglearter lever i troperne. 1
Hvornår begyndte dyr at vandre/trække: Regelmæssige vandringer har formodentligt fundet sted, så længe der har eksisteret dyr og årstider. Årstider som har påvirket plantevæksten, enten med variation i temperaturer eller nedbør, og dermed fødegrundlaget for dyrene. Fuglene har, på grund af deres flyveevne, fra begyndelsen været favoriserede, og har ubesværet kunnet bevæge sig rundt efter tilgængelige føderessourcer. De trækmønstre, vi ser hos fuglene i dag, er således resultatet af en lang udvikling, begyndende på urtidskontinenterne for 150-200 millioner år siden, og senere gennem istiderne og op til nutiden, hvor udviklingen fortsætter. F.eks. har man inden for de seneste 50-60 år konstateret, at en del af den tyske/østrigske bestand af munke (ca. 10%) har etableret vinterkvarter i England, hvor alle fuglene ellers tidligere overvintrede i Spanien og Nordafrika. Mange former for vandringer og træk: Vandringer hos fuglene spænder vidt, fra lokale vandringer efter føde, til spredning af ungfugle når de bliver sat på porten af forældrefuglene, til egentligt træk, undertiden, som nævnt oven for over, titusinder af kilometer. Man kan kategorisere de forskellig vandrings sprednings og træktyper: Lokale, men årstidsbestemte vandringer hos bestande der overvejende er standfugle o F.eks. spredning af natuglens unger, eller grågæssenes fourageringstræk om sommeren og i efteråret. Her kan også inkluderes arter, der yngler i højfjeldet eller høje bjerge, og som typisk vandrer ned i dalene om vinteren. Årsagsbestemte vandringer o F.eks. forårsaget af ekstremt vejr, en isvinter der driver andefugle ud af de indre danske farvande. Eller invasionsvandringer, som det f.eks. regelmæssigt ses med skovskader og nøddekriger, i de tilfælde hvor sammenbrud i føderessourcer tvinger dem ud på lange vandringer. Deltrækfugle o Hvor en del af bestanden er standfugle, men en anden del er trækfugle. Et eksempel er solsort, hvor en stor del er standfugle, men hvor nogle er trækfugle, hovedsagligt ungfugle og hunner. Kortdistance trækfugle o Hele bestanden er trækfugle, men trækker typisk under et par tusinde kilometer, og krydser sjældent større barrierer, som f.eks. bjergkæder eller havområder. Sanglærken f.eks. hvor hele bestanden trækker, men hovedsagligt overvintrer i Vesteuropa fra Holland, ned til Spanien. Langdistance trækfugle o Hele bestanden er trækfugle, og har yngleområder og vinterkvarterer vidt adskilte, ofte på forskellige kontinenter. Krydser ofte større barrierer, som bjergkæder, ørkener eller havområder. Landsvalerne er et eksempel på langdistancetrækkere. De yngler i Europa, og har vinterkvarter i Afrika. Et andet eksempel er stenpikker, hvor de grønlandsk ynglende stenpikkere overvintrer i Afrika. Nomadevandringer o Nogle få fuglearter, f.eks. korsnæb, som lever af nåletræsfrø, hvor frøsætningen typisk har en flerårig regionsbestemt cyklus, og hvor korsnæbbene opsøger de områder, hvor frøsætningen er tilstrækkelig i et givent år. Der er altså ikke tale om en vandring frem og tilbage imellem et bestemt yngleområde og et bestemt vinterkvarter, men en ikke 2
Vandrere o retningsafhængig vandring til områder, hvor der er føde, hvor de så også kan slå sig ned som ynglefugle. Et eksempel er hvidvinget korsnæb, der før år 2000, kun sås sporadisk, men som fra 2002 har optrådt regelmæssigt og nu yngler i landet. Fugle der har et fast yngleområde, men uden for yngletiden bevæger sig rundt i større ikke faste områder. Stormfuglene, som albatrosser og stormsvaler, der uden for ynglesæsonen henholdsvis bevæger sig rundt i havet omkring Sydpolen og henholdsvis i Nordatlanten, er sådanne typiske vandrere, og pingviner kan muligvis indregnes i samme kategori. Figuren giver, med eksempler, en kort oversigt over vandringer og træk. Yngleområde (Vinterkvarter) Vinterkvarter (Yngleområde) Træk - vandringer: Mange dyrearter foretager langer vandringer i løbet af deres liv. Vi kender det fra laks, som yngler i ferskvand, men lever størstedelen af deres liv i havet, langt fra gydepladsen. De store græsædende pattedyr på den afrikanske savanne, tager årlige vandringer i forhold til udbuddet af føde, som veksler med regn og tørtid. Rensdyr i nord har de ligeledes årlige vandringer, hvor de udnytter føden, efterhånden som den, med forårets komme, bliver tilgængelig. Gråhvaler i Stillehavet tilbringer sommeren i det nordlige Stillehav omkring Alaska, men trækker mod syd om vinteren, ved Mexico, hvor de føder deres kalve. Selv insekter, f.eks. den amerikanske monark sommerfugl tager på en årlig vandring, fra den nordlige tempererede del af kontinentet til overvintringspladser i Mexico. Mest udtalt forekommer fænomenet dog hos fuglene, der med deres flyveevne og derfor store mobilitet kan udnytte føderessourcer, der ligger langt fra hinanden (i mange tilfælde tusinder af kilometer, og på forskellige kontinenter). Det typiske er på tværs af breddegraderne, på den nordlige halvkugle mod syd om efteråret, og omvendt på den sydlige halvkugle. Man regner med, at op mod 20% af alle fuglearter kan klassificeres som trækfugle (næsten 2000 arter). Vandringerne kan være frem og tilbage i modsatte geografiske retninger (brun pil), eller være en rundtur, hvor tilbagerejsen ikke præcist følger udrejsen (grå pile). Eller en fortsat cirkelbevægelse der følger plantevæksten. Et par eksempler: Gæs er planteædere, og flere af arterne yngler i det højarktiske område, hvor de udnytter den eksplosive, men korte, plantevækst i den arktiske sommer. Vinteren tilbringer de i de tempererede zoner hvor der om vinteren, stadigvæk er fødegrundlag. Svalerne er insektædere, og de udnytter ligeledes fremkomsten af insekter i yngletiden i foråret og om sommeren, i den tempererede zone, for om vinteren at søge til troperne, eller hele vejen til den modsatte halvkugle med dens forår og sommer. I færre tilfælde foregår trækket på langs af breddegrader, men f.eks. taffeland, hvor hovedretningen er vestlig, og hvor vi i Danmark har mange vintergæster øst fra. Sydhavets stormfugle følger også i store træk breddegraderne i deres vandringer. 3
Ingen skarpe grænser: Der er glidende overgange imellem standfugle og trækfugle, som vist i nedenstående illustration med eksempler. Der er en glidendende overgang imellem standfugle og trækfugle i en bestand Alle fugle i bestanden er standfugle En stor del er standfugle En stor del er trækfugle Alle fugle i bestanden er trækfugle Nogle er trækfugle Nogle er standfugle Eks. natugle og husskade Eks. svartbag og grønirisk Eks. stormmåge og strandskade Eks. gøg og nattergal Mange trækmønstre: De enkelte fuglearter og er udviser mange forskellige trækmønstre og trækforhold, hvoraf en rækker er beskrevet nedenfor. Bukkespringstræk: Til venstre vises en hyppig situation, hvor den nordlige bestand af en art er trækfugle, men en sydligere er standfugle. Som eksempler kan nævnes musvågen, som i illustrationen, hvor de danske fugle hovedsagligt er standfugle, men fugle der yngler nord og øst for Danmark er trækfugle, som har vinterkvarter syd for Danmark, hovedsagligt i det vestlige Europa. Et andet eksempel er spurvehøgen. Nordlig Trækfugle Nordlig Trækfugle Nordlig trækfugle Sydlig Standfugle nordlig Sydligere Trækfugle sydligere nordlig Sydligere Trækfugle/ nordlig sydligere Bukkespringstræk over en standfugle: Eks. musvåge, hvor danske musvåger hovedsagligt er standfugle, men nordskandinaviske trækker igennem Danmark for at overvintre i Vesteuropa Bukkespringstræk over en anden trækkende : Eks. lille kobbersneppe hvor de skandinaviske og vestrussiske ynglebestande overvintre langs den vesteuropæiske atlanterhavskyst, og de østlige sibiriske bestande hovedsagligt langs Vestafrikas Atlanterhavskyst. Kædetræk: Eks. rødben, hvor danske rødben trækker mod syd, men afløses af et mindre antal islandske rødben om vinteren. Ligeledes gråsisken, hvor de ynglende lille gråsisken afløses af skandinaviske stor gråsisken om vinteren Figuren i midten viser situationen, hvor både den nordligere og sydligere yngle er trækfugle, men hvor den nordligere må trække længere og overvintre syd for den sydligere. Et eksempel kan hentes 4
fra vadefuglene, hvor ynglebestandene af stor præstekrave nord for Danmark, som passerer igennem Danmark, overvintrer sydligere end de danske bestande af stor præstekrave. Forholdet blev af den danske ornitolog Finn Salomonsen betegnet bukkespringstræk eller på engelsk leapfrog migration. Figuren viser et andet eksempel fra vadefuglene, den lille kobbersneppe. Figuren til højre viser en situation, kaldet kædetræk, hvor en nordlig og en sydlig nærmest foretager en parallelforskydning. Et eksempel Rødben, hvor de danske fugle er trækfugle og overvintrer langs Vesteuropas kyster, til ind i Middelhavet, samt lidt ned langs den Nordvestafrikanske kyst. Vi får i stedet træk og vintergæster fra Island, hvoraf nogle bliver vinteren over i Danmark. Blandede eller separate vinterkvarterer: Yngleer over et større geografisk område Nordlig Trækfugle Sydligere Trækfugle Vinterkvarter i et samlet geografisk område, som huser de fleste yngleer Eks. Stenpikker, yngleudbredelse fra det østlige Canada over Grønland, Europa videre til det østligste Asien og Alaska. Overvintre alle i et bælte fra vest til øst i Afrika, i Sahel/Sahara zonen nordlig sydligere Eks. Stormmåge, de fleste danske ynglefugle er trækfugle, og trækker med sydvest til de sydlige kanalegne i Frankrig og Storbritannien. Bestande fra Norge, Sverige og Rusland trækker igennem, nogle overvintrer i Danmark og nogle trækker videre men overvintrer generelt nord for de danske bestande. Illustrationen til venstre viser situationen, hvor hele verdensbestanden, som for stenpikkerenes vedkommende, stort set strækker sig over hele den nordlige halvkugle, men om vinteren samles i et stort, men alligevel meget mindre område, nord for ækvator i Afrikas Sahel og savanne zone. Til højre ses et tilfælde, hvor både nordlige og sydlige er er trækfugle, og hvor de sydlige yngleer har vinterkvarter syd for de nordlige yngleer. 5
Blanding af bestande i vinterkvarteret: Separate yngleer Spredning inden det egentlige træk og spredningsområde Forårs træk Vinterkvarter: Fuglene spredes i et større område, tilsyneladende uden tydelige grænser imellem de forskellige yngleer Egentligt Efterårs træk Arter som splitterne, fjordterne og havterne har separate yngleer, men det ser ikke ud til, at de har tydeligt adskilte vinterkvarterer (blå), men blander sig over et større geografisk område. For fjord og splitternernes vedkommende ned langs Vestafrikas kyst, i nogle tilfælde runder de Kap det Gode Håb på Afrikas sydspids. Havternerne overvintrer i det sydlige Atlanterhav. Det ser også ud til, at en del af fjord og splitternerne, inden de begiver sig på det endelige efterårstræk (rødbrune pile), spreder sig i forskellige retninger (gul buet pil), og blander sig et større område (gule område), der også inkluderer andre ers yngleområder. Tilbagetrækket foregår formentligt mere målrettet direkte mod yngleområderne (sorte pile) Splitterne og fjordterne kan tjene som eksempler på den situation, hvor fuglene yngler i separate er, men ser ud til at blande sig i overvintringsområderne. De europæiske yngleer af fjordterner overvintrer langs den vestafrikanske kyst, fra vendekredsen til Guinea bugten, men i øvrigt helt ned til Sydafrika. På samme måde ser det ud til at splitterneerne blander sig i et endnu større vinterudbredelsesområde, som næsten strækker sig fra vore breddegrader, langs Europas vestkyst, ind i Middelhavet, langs hele den Vestafrikanske kyst, rundt om Kap Det Gode Håb og videre et stykke nord over, op langs Afrikas østkyst. Fælles for begge arter er desuden, at der sker en vis, ikke retningsbestemt spredning om efteråret, inden fuglene begiver sig på det egentlige træk. De fleste unge terner forbliver i øvrigt i vinterkvarteret i deres første sommer, og trækker først tilbage til yngleområdet den følgende sæson. 6
Fældningstræk: Yngleområde Yngleområde Yngleområde Yngleområde Yngleområde Fældningsområde/ Overvintring Gravand har fældningsområde i Vadehavet, fra det danske og syd over. Bliver vinteren hård, forlader de den nordlige del af Vadehavet Overvintringsområde/ Specielt i hårde vintre Figuren illustrerer et eksempel på fældningstræk, hvor fuglene inden det egentlige træk søger til et område og fælder. Det er specielt andefugle, ænder, gæs og svaner, men f.eks. blishøns samles også i fældningsperioden. Figuren ligger tæt på det man ser hos gravanden, hvor hovedparten af fuglene fra de forskellige yngleer i Nord og Vesteuropa samles i Vadehavet, fortrinsvis i den tyske og hollandske del. Fra først i juni begynder gravænderne fra Skandinavien, østersøområderne, og fra slutningen af juni også fra Storbritannien, at samles i Vadehavet for at fælde. Som andre andefugle fælder gravænderne alle svingfjer samtidigt, og kan derfor ikke flyve i de ca. 4 uger det tager de nye fjer at vokse ud. Vadehavets sandbanker yder gravænderne beskyttelse fra rovdyr og byder på rigeligt med føde i form af dyndsnegle og småmuslinger. Når fældningen er overstået, sker der en vis spredning, nogle begiver sig allerede her tilbage til yngleområderne (f.eks. Storbritannien med mildt vinterklima), men mange bliver i området. Hvis vinteren bliver hård flytter de flest længere mod syd og sydvest på begge sider af kanalkysten før de i det tidlige forår begiver sig tilbage til yngleområderne. Som det fremgår af figuren er der mange variationer over temaet Nogle fugle bliver, efter fældningen, i området vinteren over (blå buede pile) Andre fugle spreder sig til andre områder i Vadehavet (rette pile) Andre fugle igen returnerer umiddelbart efter fældningen til yngleområderne (grå pil) Bliver vinteren hård forskydes opholdsstederne mod syd 7
Fældningsområde for Ikke ynglende islandske kortnæbbede gæs i NØ Grønland Ikke ynglende gæs foretager et fældningstræk til NØ Grønland i sommer månederne, før de trækker til overvintringsområderne i Storbritannien Islandske kortnæbbede gæs, yngleområde Islandske ikke ynglende kortnæbbede gæs foretager et fældningstræk til Nordøstgrønland. Sandsynligvis for ikke at konkurrere om føden med de ynglende fugle Storbritannien er overvintringsområde for islandske kortnæbbede gæs Et andet eksempel på fældningstræk er de kortnæbbede gæs, der yngler i Island. Ikke ynglende fugle, som oftest er yngre gæs (de begynder normalt først at yngle, når de er 3-4 år gamle) trækker til NØ Grønland i fældningsperioden, i sommermånederne (juni-august), hvor de udnytter plantevæksten i den korte polarsommer. Dels udnytter gæssene som nævnt plantevæksten i områder, hvor der ikke er andre planteædere, men dels konkurrerer de således heller ikke om føden med de ynglende fugle på ynglelokaliteterne (ynglefuglene fælder i yngleområdet). De kortnæbbede gæs der ses i Danmark, som træk og vintergæster, stammer ikke fra den islandske bestand, men fra bestanden på Svalbard. 8
Separate yngleområder og vinterkvarterer samt trinvist træk: Separate yngleområder Separate yngleområder Yngleområde Rasteområde (efterår) Separate overvintringsområder Separate overvintringsområder Overvintringsområde Eks. knortegæs, hvor de russiske/sibiriske bestande overvintrer i det sydlige vadehav, overvintre Svalbard bestandene i Danmark eller Nordøstengland Trinvist træk Eks. hjejle, hjejlerne yngler bl.a. nord og øst for Danmark. De har deres vigtigste vinterkvarterer i syd og Vesteuropa, men specielt i efterårsperioden raster mange, i længere tid, et par måneder (undertiden i hundredetusindvis) i Danmark, flest i Vestjylland og Vadehavet, men også andre steder i landet. Forårstrækket går derimod hurtigere, mere direkte, kun med korte stop. Illustrationen til venstre viser en situation med geografisk adskilte yngleer, og geografisk adskilte overvintringsområder. Eksempler kan findes hos gæs, hvor f.eks. kortnæbbede gæs fra yngleen på Svalbard overvintrer i Danmark, Holland og Belgien, hvorimod de grønlandske og islandske yngleer overvintrer i Storbritannien. Ligeledes med bramgæs hvor Novaya Zemlya ynglebestanden overvintre i Vadehavet, Svalbardbestanden i det nordøstlige England (alternativt Jylland), og endeligt den grønlandske bestand i Skotland og på øerne omkring Skotland. Illustrationen til højre viser en situation, hvor der dels er et rasteområde, der afhængigt af vejret kan anvendes i flere måneder. Først herefter bevæger fuglene sig videre til deres egentlige overvintringsområde. Hjejlen er et fint eksempel på en sådan art, hvor der samlet set kan være flere hundrede tusinde hjejler i landet, fordelt på forskellige rastepladser. Navnlig i det vestjyske, men der er rastepladser over det meste af landet. Hjejlerne fouragerer fortrinsvis om natten og samles i store flokke på sikre dagrastepladser hvor de let kan ses. De er dog ofte ret vagtsomme, og kommer der en rovfugl forbi, letter de samtidigt, og man kan næsten få en sort sol opvisning at se. Hjejlerne ankommer i juli/august og kan under gunstige vilkår blive i landet til november/december. Om foråret går turen næsten uden stop, direkte yngleområderne. 9
Nomader En række fuglearter er afhængige af føderessourcer, der svinger fra år til år (lemminger og smågnavere i de skandinaviske fjelde f.eks. og på den sibiriske tundra/steppe). Det gælder sneugler, fjeldvåger, blå kærhøge, steppehøge og mellemkjove. I år med få lemminger kan fuglene helt undlade at yngle, men fluktuationerne i smågnaverbestandene er ofte regionale, i nogle områder er der således mange byttedyr, i andre få. Nogle af fuglene reagerer ved at flytte yngleplads til de områder, hvor der er tilstrækkeligt med byttedyr, til at opfostre en familie. Korsnæb lever stort set udelukkende af nåletræsfrø, hvor frøsætningen varierer cyklisk, og korsnæb er da også typisk nomader, der opsøger de områder, hvor frøsætningen er størst. Som med smågnaverne, omtalt ovenfor, er svingningerne i frøsætningen ofte regional, så der er områder med mange frø, og områder med få, og korsnæbbene kan som nomader flyttet rundt til de frørige områder, inden for deres normale 10
udbredelsesområde. Det sker imidlertid at frøsætningen svigter i store områder, og korsnæbbene må derfor tage på større vandringer, og optræder invasionsagtigt uden for deres normale udbredelsesområd. Et aktuelt eksempel er hvidvinget korsnæb, som indtil omkring årtusindeskiftet var ganske sjælden, nogle år helt uden observationer. Fra 2002 har der imidlertid været mange hvidvingede korsnæb i landet, og særligt efter 2011 er den nogen steder blevet stedfast, og har givetvis ynglet. Af de tre korsnæbsarter, har den det mindste næb, og er specialiseret på lærk, og det er også i lærkebeplantninger den hovedsagligt forekommer her i landet. Muligvis kan den blive her nogle år, for så igen at begive sig videre til andre områder, eventuelt tilbage til dens mere permanente udbredelsesområde i de sibiriske nåleskove. I figuren illustrerer de grønne ovaler de skiftende yngleområder, som kan benyttes et enkelt eller flere år. Vejrfugle: Yngleområde Vinterkvarter Trækfugle (vejrfugle), men flytter sig med vejret, under milde vejrforhold, kan en stor del opholde sig i yngleområdet, eller dele af yngleområdet. Forværres vejret bevæger de sig mod vinterkvarteret. Mildnes vejret igen, flytter fuglene straks med. Et eksempel på denne type adfærd er Viben Nogle kortdistancetrækkere, fugle, hvis overvintringsområder ligger tæt på, eller som overlapper yngleområderne, betegnes ofte som vejrfugle. Vejrfuglenes opholdssted er som navnet antyder vejrafhængigt, er det mildt, og er fødetilgængeligheden tilstrækkelig, begiver de sig tidligt afsted nord på. Hvis vintervejret igen bliver koldt, og der kommer snedække, fortrækker fuglene igen mod syd, indtil der igen er føde at finde. Sanglærker og viber er eksempler på vejrfugle, så snart vejret mildnes, søger de mod nord, og det kan være allerede i januar/februar, men da det undertiden sker, at vinteren kommer igen i marts, og jorden bliver snedækket, trækker de tilbage til snefrie områder. Det handler givetvis om, at komme først til ynglepladserne, og få etableret territorier i det mest attraktive områder. Det er ubetinget lettere at forsvare et territorium, end at erobre et besat territorium, men det kan indebære lidt mere rejseaktivitet. 11
Lokal spredning: Fugle spredes fra ynglepladser til Vinter opholdssteder i samme geografiske område. Der er ingen entydig retning. Det kan være fra indlandslokaliteter til kyster, f.eks. knopsvane Det kan også være ungfugle, der forlader/jages ud af forældrefuglenes territorium, og som må finde egne territorier, f.eks. natugle Selvom standfugle ikke trækker eller bevæger sig ret langt væk fra ynglepladserne, sker dog stort set altid en spredning, i det mindste for ungfugle og ikke ynglende fugles vedkommende. Knopsvanen er sådant et eksempel, hvor fuglene om vinteren samles i flokke ved vore kyster. Hvis vintrene bliver kolde, og moser og søer fryser til, bliver selv de territorieholdende par tvunget til at bevæge sig væk fra ynglepladserne. Territoriehævdende standfugle som natuglen jager ungfuglene ud af forældreterritoriet i september/oktober, og de strejfer så om for at finde en ledig plads. Dødeligheden hos ungfuglene er meget stor i denne periode. 12
Sløjfetræk, optimal udnyttelse af forholdene: Grønlandske og nordøstcanadiske Stenpikkere Atlantiske lavtryk, med vindretning mod uret Forårsrute Mellemstation Europa De grønlandske og nordøstcanadiske stenpikkere udnytter vindene i de atlantiske lavtryk, der har vestlige vinde på nordsiden og østlige vinde på sydsiden. Derfor har stenpikkerne en nordligere rute, på nordsiden af lavtrykkene om foråret, og en sydligere rute om efteråret, syd om lavtrykkene Efterårsrute Sløjfe træk: Der benyttes forskellige trækruter forår og efterår. I dette tilfælde drevet af vejrforhold. I andre tilfælde kan det f.eks. være fødetilgængeligheden på ruterne Vinterkvarter i Sahel zonen i Vestafrika Stenpikker yngler i de tempererede og arktiske zoner, stort set hele vejen rundt om Nordpolen (cirkumpolart). I hele Europa, mod øst ind over Sibirien/Asien til Alaska, fra det nordøstlige Canada over Grønland og Island. For de fleste arter, med sådan en udbredelse, ville vinterkvartererne være mere eller mindre syd for yngleområderne, f.eks. Sydamerika for de amerikanske er, og Sydøstasien/Australien for de asiatiske er, men for stenpikkerens vedkommende overvintre alle i Afrika, hovedsagligt i Sahelzonen syd for Sahara. Det giver nogle gevaldige rejser forår og efterår. En af de lange rejser foregår fra Grønland og Nordøstcanada, og det har vist sig, at fuglene når de krydser Atlanterhavet udnytter vejrforholdene således, at de om foråret benytter en nordlig rute, som giver medvind på nordsiden af de lavtryk, der hyppigt bevæger sig mod øst over Atlanten. Om efteråret flyver de syd om lavtrykkene og får igen medvind fra lavtrykkene, hvor vindretningen på sydsiden er vestlig. Det er dog stadigvæk en lang rejse der varer 1-1½ døgn, hvis de kan holde en marchhastighed på 50-60 km/timen, hvilket nok, med hjælp fra medvinden, er realistisk. Det var den danske ornitolog Finn Salomonsen der først påviste dette fænomen. 13
Det er ikke altid enten eller (gråandens komplicerede træk og vandringer): Gråand, en kompliceret affære Nordlige/østlige fugle passerer og raster i Danmark, nogle overvintrer og en del trækker videre Nordlige og østlige bestande af gråand, som hovedsagligt er trækfugle Nogle danske fugle følger med nord over om foråret nordlige og østlige bestande af gråand, samt nogle danske fugle En lille del af de danske fugle trækker Danske bestand, hovedsagligt standfugle Figuren viser et blandet og lidt kompliceret forhold med en blanding af standfugle, trækfugle, trækgæster og vintergæster. Langt de fleste gråænder i Danmark er standfugle, men en lille andel trækker eller spredes, måske motiveres de af efterårsgæsterne når disse trækker videre. Det samme ser ud til at ske om foråret hvor nogle følger med på det nordgående træk, muligvis fugle der i løbet af vinteren har dannet par med en fugl fra en nordlig bestand, og derfor følger med nord på. Efterår og forår har vi, som vist, en hel del trækgæster fra nordlige og østlige bestande og om vinteren mange vintergæster. 14
Det går begge veje: Nordamerikanske, grønlandske, islandske, færøske og UK ynglebestande Nordamerikanske, Grønlandske, Islandske, Færøske og UK yngleområder ved Stillehavskysten ud for Mellemamerika og Peru. Nogle måske i Sargassohavet Odinshane med Cirkumpolar yngleudbredelse Vinter Kvarterer i tropiske farvande Nordpol Østsibiriske yngleområde Østsibiriske er i Havet nord for Australien Vestsibiriske og Skandinaviske yngleområder Vestsibiriske og Skandinaviske er i det Arabiske Hav Hvor stenpikkerne om efteråret krydser Atlanten mod øst, vender odinshønsene fra Storbritannien og Færøerne næbbet den anden vej og flyver mod vest. De slår følge med de islandske, grønlandske og nordamerikanske odinshøns, til deres vinterkvarter i Stillehavet ud for Peru. De skandinaviske ynglefugle følger derimod med de vestsibiriske, og tager til det Arabiske Hav i vinterperioden. Odinshøns ses relativt fåtalligt på træk i Danmark, måske er det fordi vi ligger præcis på den skillelinje, hvor fuglene der yngler vest for os forsvinder vest over, men de norske og svenske fugle tager en østlig retning, og derfor for det meste går uden om Danmark. 15
Trækdelere: To yngleer uden tydelig geografisk adskillelse Adskilte vinterkvarterer Munken er et eksempel på en art, hvor deler har fælles yngleområder, men adskilte vinterkvarterer. De skandinaviske (Norge/Sverige) bestande deler sig overordnet i to bestande, hvor der ikke er nogen klar skillelinje, hvad angår yngleområde, men hvor vinterkvartererne er tydeligt adskilte. En østlig og en vestlig. Den vestlige, hvortil de danske munke vest for Storebælt hører, overvintrer i det vestlige Middelhav og Nordafrika. Den østlige, hvortil de østdanske munke sandsynligvis hører, trækker til Østafrika. Det er muligvis Alperne, der virker som trækdeler, som fuglene flyver udenom, henholdsvis vest og øst. Indenfor de seneste 50 år er der desuden sket en opsplitning af det tyske og østrigske bestande, med næsten 10% af bestandene, som nu overvintrer i England. Tidligere overvintrede alle i Spanien og Nordvestafrika. (Se figur under omvendt træk) I yngleområderne er der ingen tydelig geografisk opdeling, men den faktiske adskillelse sker nok ved, at de engelske fugle ankommer til ynglepladserne før de øvrige, og når at danne par inden der kan ske en opblanding Munken har nogle komplicerede trækforhold, men kan overordnet opdeles i to er, en vestlig, hvortil de danske munke vest for Storebælt hører, og som overvintrer i det vestlige Middelhavsområde og i det nordlige Vestafrika. En anden, østlig, hvortil bestanden øst for Storebælt hører, og hvor fuglenes vinterkvarter er i det østlige Afrika. De vestlige er har udviklet sig positivt eller stabilt, hvorimod de østlige er, særligt øst for Danmark, har udvist en stadig nedadgående tendens. Årsagssammenhængen er ikke klarlagt, men da forholdene i yngleområderne ikke har forandret sig, er det sandsynligt at det er betingelserne, enten på trækruten, eller i vinterkvarteret for de østlige er, der har forårsaget nedgangen. 16
Ændring trækveje og vinterkvarter kan ske hurtigt: Ændring af vinterkvarter for en del af den tyske/østrigske yngle af munk Nyt vinterkvarter i Storbritannien, etableret indenfor de seneste 50 år Traditionelt vinterkvarter på den Iberiske Halvø og i Nordafrika En del af de ynglende munke (pt estimeret til små 10%) i Østrig og Tyskland har, indenfor de seneste 50 år, ændret vinterkvarter fra den Iberiske Halvø og Nordafrika til Storbritannien, og trækker nu mod vest nordvest i stedet for sydvest. I yngleområderne ser det ud til at erne ikke yngler på tværs af hinanden, selvom de yngler i samme områder Munken er også et eksempel på hvor hurtigt trækadfærd kan ændre sig. Tidligere, for 50 år siden overvintrede de tyske og østrigske munke udelukkende på den Iberiske Halvø, altså med en sydvestlig trækretning. Nu har lidt under 10% af bestanden ændret trækretning til en nordvestlig retning, og med vinterkvarter i England. Selvom de to bestande overlapper i yngleområderne, så ser det ikke ud til, at de blander sig i væsentlig grad. En årsag til at adskillelsen kan lade sig gøre er nok, at de fugle der overvintrer i England returnerer til yngleområderne tidligere, og når at danne par inden de iberiske ankommer. Forsøg har vist at trækretningen i overvejende grad er genetisk bestemt, idet hybridafkom (i fangenskab) får en trækretning midt imellem de to gruppers. 17
Forhold i vinterkvarteret er vigtige: Yngle 1 Samlede Yngleudbredelse Vinterkvarter 1 Samlede vinterudbredelse Yngle 2 Vinterkvarter 2 Yngle 1 Samlede Yngleudbredelse Vinterkvarter 1 Samlede vinterudbredelse Yngle 2 Vinterkvarter 2 At betingelserne i overvintringsområdet, kan have stor indflydelse på bestandene blev klart, da man i slutningen af 60erne kunne konstatere, at arter som sivsanger og tornsanger, der overvintrer i Sahelzonen syd for Sahara, nærmest blev decimerede. Faldet i bestandsstørrelsen kunne vises, at hænge sammen med tørke i Sahel området, en tørkesituation, der blandt andet også medførte en human katastrofe med hungersnød. I Danmark har tornsangeren genvundet sit terræn, men f.eks. de britiske bestande ligger, selvom de er stabiliserede, stadigvæk langt under niveauet fra før tørkekrisen. Figuren illustrer situationen, hvor to yngleer af en art også overvintrer i adskilte regioner. Population 1 bliver på et tidspunkt udsat for forringede levevilkår i sit overvintringsområde, og det påvirker en negativt. Population 2 bliver ikke udsat for den samme forringelse, og fortsætter på samme niveau. 18
Forlænget træk, en mulig spredningsvej: Forlænget træk, og fuglene slår sig ned som ynglefugle Forlænget træk, men fuglene returnerer til det sædvanlige yngleområde Naboområder til eksisterende yngleudbredelse Population etableret med tilbagevenden til den nye ynglelokalitet Eksisterende yngleudbredelse Forlænget træk: Af forskellige årsager når nogle individer af en art længere på deres forårstræk. Et eksempel kan være hvidvinget terne, der yngler i Sydøsteuropa, men stort set hvert år dukker op i Danmark. Fuglene forsvinder dog næsten altid igen, og gør sjældent yngleforsøg. Et andet eksempel kan være lundsanger, som er under udbredelse øst fra, og hvor der i det østlige Danmark nu ser ud til at være etableret en fast ynglebestand Vinterkvarter Forlænget træk er det fænomen, hvor fuglene om foråret når længere end deres normale yngleudbredelsesområde (det samme sker rimeligvis også på efterårstrækket til overvintringsområderne, men det er ikke så velbeskrevet). I de fleste tilfælde opdager fuglene deres fejltagelse, vender om, og begiver sig tilbage til deres normale yngleområder. Et godt eksempel herpå er hvidvinget terne, som vi får årlige forårsbesøg af, men som forsvinder igen, næsten lige så hurtigt som de kom. I enkelte tilfælde har de gjort yngleforsøg, men det er ikke reglen. En anden art, Lundsangeren, har i de senere år etableret sig som ynglefugl i det østlige Danmark, og det ser ud til, at den bliver hyppigere og at ynglebestanden er voksende. Det kan meget vel tænkes som et udkomme af forlænget træk, hvor fuglene, hvis de finder egnede lokaliteter slår sig ned som ynglefugle. Disse fugle vil sandsynligvis, hvis forholdene ellers er gode, vende tilbage til det nyetablerede yngleområde næste forår. 19
Stor trofasthed med ynglelokalitet og overvintringsområde: Trækfugle er for det meste meget trofaste overfor både ynglesteder og vinterkvarter, og vender hvert år tilbage til stort set de samme steder Artens samlede yngleudbredelse Artens samlede vinterudbredelse Delens traditionelle yngleområde Delens traditionelle overvintringsområde Det sker dog, at nogle individer, særligt ungfugle, lander undertiden udenfor de traditionelle områder Fuglene er generelt meget trofaste mod deres ynglepladser, og vender tilbage til samme områder, hvad enten det angår ynglesteder, eller vinteropholdssteder. Der er mange beretninger om landsvaler hvor det samme individ, år efter år, er vendt tilbage til nøjagtigt samme rede. Ungfuglene, selvom de oftest vil overvintre i samme område som forældrefuglene, og returnere til områder nær klækningsstedet, spredes de ofte mere end de erfarne fugle. Omvendt træk: Omvendt træk: Teorien går ud på, at det indre kompas, hos nogle individer, stort set bliver vendt på hovedet, og at de derfor trækker i modsat retning af deres normale trækretning. En kandidat kunne være fuglekongesangeren, der er en sjælden, men dog årlig efterårsgæst i Vesteuropa. Teorien blev i sin tid, tilbage i 60érne, fremsat af Jørgen Rabøl. Det antages at disse fugle almindeligvis ikke når tilbage til deres yngleområder. Observationer ofte langt væk fra yngleudbredelses området og normalt vinterkvarter Omvendt trækretning Yngleudbredelse: Det sydlige Sibirien, Mongoliet og det østlige Kina Normal trækretning efterår Normal vinterudbredelse: Nordøstlige Indokina og det sydlige Kina Teorien om omvendt træk, blev i slutningen af 60érne fremsat af trækforskeren Jørgen Rabøl, for at forklare det fænomen, at individer af arter der lever langt fra Vesteuropa, og har trækretning i modsat retning, trods det, regelmæssigt dukker op i vores verdensdel. Teorien går ud på, at de omvendt trækkende 20
individer har fået vendt op og ned på deres indre, medfødte kompas, og derfor trækker i den stik modsatte retning af deres normale vinterkvarter. En af de arter der har været brugt som eksempel, er den hvidbrynede løvsanger, der indtil for et par årtier siden var en meget sjælden efterårsgæst, men som nu er blevet en ganske almindelig efterårsgæst, hvor den nu også er blevet konstateret på træk om foråret. Det er tidligere blevet antaget at disse fugle ville omkomme om vinteren og ikke ville nå tilbage til deres ynglelokaliteter. Den har en yngleudbredelse der strækker sig fra Uralbjergene i vest, og i et bredt bælte på tværs af Sibirien. Vinterkvarteret er Indokina. Den nordligste og vestligste ynglebestand har imidlertid en lille gren der rækker nordom, forbi Uralbjergene og ind i Europa. Det kan meget vel være denne del, der bidrager med de fugle, der nu i ret store antal ses i Vesteuropa. Storbritannien har tæt på 1500 observationer årligt. Hvor deres mulige vinterkvarter er, om det er i Storbritannien, eller et andet sted ved man ikke, men som nævnt ses fugle nu også i Danmark om foråret, formodentligt på tilbagetræk til ynglelokaliteterne. For den hvidbrynede løvsanger kunne det tænkes, at Uralbjergene virker som en slags trækdeler, og at de fugle der yngler sydvestligst i Europa, på samme måde som munken, har fundet nye vinterkvarterer og trækveje. Om det oprindeligt er en navigationsfejl, eller en del af en almindelig spredningsmekanisme der er årsag til den hyppige forekomst i Europa, står indtil videre hen i det uvisse. Den hvidbrynede løvsanger er under alle omstændigheder blevet en forholdsvis almindelig trækgæst. Som et muligt eksempel på omvendt træk har jeg dog, frem for den hvidbrynede løvsanger, valgt fuglekongesangeren, som er en langt sjældnere gæst, og som yngler længere øst på, med mindre geografisk udbredelse, men også med vinterkvarter i Indokina. At fuglene kan ændre vinterkvarter og trækretning, over en ret kort tidshorisont, er vist med de tyske/østrigske munke (som beskrevet ovenfor), der siden 1960érne har etableret et nyt vinterkvarter i Storbritannien, hvor op mod 10% af bestanden nu overvintrer. Tidligere overvintrede alle i Spanien og Nordvestafrika, og trak mod sydvest om efteråret. Nu trækker som nævnt næsten 10% mod nordvest til England. 21