Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Hvordan blev Bibelen til? (del 1) Livets Kilde hæfteserie Nr. 41 9. årgang August 2010

Hvis du ønsker flere eksemplarer af dette eller andre af vore hæfter, skriv da blot til vor adresse: Livets Kilde, c/o Postbox 714, DK-4000 Roskilde Andre hæfter i denne hæfteserien: At leve sammen med Gud Bjergprædikenen (1. del) Bjergprædikenen (2. del) Bjergprædikenen (3. del) Bjergprædikenen (4. del) Bjergprædikenen (5. del) Den ukendte Jesus (1. del) Den ukendte Jesus (2. del) Det kristne håb Evangeliet i Edens have Er Gud død? Gud og bøn Gud og lidelse Gud og tilgivelse Guds løfter Guds navn i Bibelen Guds nåde (1. del) Guds nåde (2. del) Guds profetier Guds velsignelser Herren er min hyrde Hvad er Guds kærlighed? (1. del) Hvad er Guds kærlighed? (2. del) Hvad sker der efter døden? Hvad styrer dit liv? Jesu breve til menighederne (1. del) Jesu breve til menighederne (2. del) Jesu breve til menighederne (3. del) Jesu personlighed Jesus kommer igen Jobs bog Kristendommens fælder Kvinder i Bibelen Lever vi i de sidste dage? Nyttige råd i nedgangstider Ord om tålmodighed Ord om håb Vanskelige bibelsteder (1. del) Vanskelige bibelsteder (2. del) Vanskelige bibelsteder (3. del) Copyright 2010 Guds Verdensvide Kirke Skriftstederne i Livets Kilde hæfteserie er fra Det Danske Bibelselskabs Udgave 1992. ISBN 87-91681-23-5

Da m o s e s v a r færdig med at skrive denne lovs ord fra ende til anden i en bog, gav han levitterne, der bar Herrens pagts ark, denne befaling:»tag denne lovbog, og læg den ved siden af Herren jeres Guds pagts ark! Dér skal den ligge som vidne imod dig.«5. Mosebog 31:24 26 Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 1

Ma n k u n n e s k r i v e m a n g e bøger om, hvordan Bibelen blev til. Vi skal forsøge at give en kort indføring i, hvordan den er blevet bevaret og oversat til mange hundrede sprog. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. Bibelen er ikke blot skrevet med blæk, men også med blod af de mange, som har kopieret den med håndskrift på en tid, da det var forbundet med dødsstraf at eje eller kopiere bogen. Mennesker har ofret livet ved enten at kopiere, oversætte eller udbrede Bibelen, så du og jeg kunne få lov at læse i den. I dette første hæfte skal vi se på, hvordan Det Gamle Testamente blev til. Det var en lang proces, som spredte sig over mange hundrede år. Det Gamle Testamente var»bibelen«for Jesus, hans disciple og de tidlige kristne, før Det Nye Testamente blev samlet. Når der står, at jøderne læste i Skrifterne (Apostlenes Gerninger 17:11), var det bøgerne i Det Gamle Testamente, der var tale om. Det Gamle Testamente er citeret mere end 250 gange i Det Nye Testamente, og der henvises dertil over 600 gange i Det Nye Testamente. Begrundelsen for mange af læresætningerne i Det Nye Testamente finder man i Det Gamle Testamente. Et eksempel er, hvor Paulus i bl.a. Romerbrevet 4:3 citerer fra 1. Mosebog 15:6 for at forklare, at vi bliver retfærdige ved tro. Det Nye Testamente har rødder tilbage til Det Gamle. Vi begynder vores fortælling med historien om Dødehavsrullerne, og hvorfor dette fund er så vigtigt. Livets Kilde hæfterne har som mål at gøre evangeliet klart og relevant for vor tid. Hæfterne læses af kristne fra forskellige trossamfund. Vort ønske er at hjælpe den enkelte til at forstå sig selv og sit forhold til Gud, uanset hvilket kristent trossamfund man tilhører. 3 5 Dødehavsrullerne 6 7 Hvordan kunne man kopiere så nøjagtigt? 8 Hvorfor»Det Gamle Testamente?«9 16 Hvordan blev Det Gamle Testamente til? 17 Litterære mesterværker 18 Den berømte Septuaginta 19 Apokryferne 20 Hvem skrev Det Gamle Testamente? 2 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Dødehavsrullerne En d a g i a p r i l 1947 g i k e n u n g a r a b i s k d r e n g Mohammed Adh-Dhib og vogtede geder i et ørkenområde lige vest for Dødehavet. Han tilhørte en beduinstamme, som siden 1700-tallet havde drevet handel og fragtet varer fra Jordan til markedet i Betlehem. Varerne bestod af egne producerede varer, men også varer, som de smuglede over grænsen. De brugte derfor en mindre trafikeret rute til Betlehem. Efter anden verdenskrig var Mellemøsten et politiske uroligt hjørne af verden, og denne beduinstamme prøvede blot at overleve under den nye politiske virkelighed. Beduinerne var på vej til Betlehem, da de stoppede op ved en af de få vandkilder i nærheden af Qumran nær ved Dødehavet. Det var her drengen skulle vogte deres geder. Det var meget sparsomt med græs, så gederne måtte gå langt omkring for at finde de få græsstrå, som kunne ædes. Den dag klatrede gederne op over de stejle klippefremspring, medens drengen ventede nede i skyggen under en stor klippehylde. Hvorfor han så kastede en sten efter gederne, ved vi ikke, men til hans store forbavselse hørte han, at stenen knuste et eller andet. Araberdrengen klatrede op ad den stejle klippeside og opdagede, at stenen var gået igennem et lag ler, som dækkede indgangen til en hule. Med bævende hjerte klemte han sig ind i hulen. Det skulle vise sig, at han var den første, som havde stået i hulen i næsten Septuagintfragment på papyrus fra Qumran Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 3

to tusinde år! Han lagde mærke til, at der stod flere lerkrukker pænt opstillet i to rækker langs væggene i hulen. Det var en af disse krukker, som stenen havde knust. Drengen undrede sig over, hvad de kunne indeholde og gik hen og undersøgte den knuste krukke. Han fandt en aflang ting, som var omviklet med tjæret linned, og da han pakkede den ud, lugtede den fælt. Det viste sig at være sammenrullede læderstrimler (pergamentruller se side 6), og han så, at der var skrevet noget på dem med skrifttegn, som han ikke kendte. Han blev bange og forlod hulen. Om aftenen fortalte han om sit fund til en ven. Næste dag gik de begge ud til hulen og knuste flere af krukkerne og tog nogle af rullerne med sig uden at vide, hvad de kunne bruge dem til. Beduinerne drog videre til Betlehem for at sælge deres varer. De viste de mærkelige pergamentruller til en købmand. Han var uinteresseret og ville ikke betale de 20 dollars, som sælgerne krævede! De gik til en anden købmand, som fattede interesse for rullerne og købte dem uden at vide, hvad han havde købt. Den videre historie om, hvordan pergamentrullerne til sidst kom i hænderne på forskere, som forstod værdien af dem, er en roman værd og er for lang til at berette om her. Midt under krigshandlingerne mellem de arabiske lande og Israel i 1948 blev der indkaldt til pressekonference i Jerusalem, hvor omverdenen for første gang blev orienteret om et af de vigtigste fund i vor tid: fundet af Dødehavsrullerne. I mellemtiden havde araberne fundet alternative måder at bruge læder strimlerne på, bl.a. at lave sko af nogle af dem. Men da det efterhånden gik op for dem, at bogrullerne var af stor værdi, klippede de dem op, så de kunne sælge dem stykke for stykke og dermed få mere profit ud af dem. Det var heller ikke alle bogrullerne, som havde klaret sig gennem de 2000 år, der var gået. Nogle var hele, mens mange af dem var gået i forrådnelse. Det var derfor blot muligt at redde dele af dem. Forskerne har haft en vanskelig opgave med at sætte de mange stykker af pergamentrullerne sammen. I dag er der et særligt museum for Dødehavsrullerne i Jerusalem, 4 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

hvor mange af fundene er afbilledet. Jeg besøgte museet i 1990 og så med egne øjne et manuskript af profeten Esajas, som var dateret tilbage til ca. 100 år før Kristus. Før 1947 var den ældste manuskriptkopi, som man kendte til af profeten Esajas, fra år 895 efter Kristus, og dette var en vigtig kilde til bogen Esajas i den danske bibel. Men pludselig havde man en kopi, som var tusind år ældre! Og det som var mest utroligt var, at manuskripterne praktisk talt var identiske! Hvordan havde man været i stand til at kopiere manuskripterne så nøjagtigt over en tidsperiode på tusind år? Dette skal vi komme tilbage til senere. Dødehavsrullerne tjente som bibliotek for en jødisk sekt, der hed essæerne. De levede i et Masada kloster nær Qumran, men under oprøret mod romerne i årene 67 til 70 e.kr. måtte de forlade klostret. En romersk hær var på vej til Masada for at knække den sidste rest af den jødiske opstand mod det romerske imperium. Den romerske hær passerede Qumran og ville benytte lejligheden til at tage alle jøderne i klostret til fange. Men lige før romerne nåede frem, gemte essæerne bogrullerne i huler i de stejle klippesider nær ved klostret. Efter at de havde placeret alle bogrullerne i lerkrukker, forseglede de også huleåbningerne med ler, så det ikke var muligt at se indgangen. Essæerne tog denne hemmelighed med sig i graven uden at fortælle romerne, hvad de havde foretaget sig. Bogrullerne var det dyrebareste, de havde. De turde ikke gemme alle rullerne i én hule. Hidtil er der fundet hele eller dele af i alt 800 manuskripter fra mange huler ved Qumran. Der er fundet kopier af næsten alle bøgerne i Det Gamle Testamente og andre værker fra dette vigtige tidsrum i vor kulturhistorie. Det, der er særlig vigtigt ved fundet fra et kristent perspektiv er, at Dødehavsrullerne beviser, at de mange profetier om Jesus i Det Gamle Testamente er skrevet før hans fødsel. Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 5

Hvordan kunne man kopiere så nøjagtigt? Bi b e l e n b e s t å r a f c a. t r e m i l l i o n e r t e g n. flere forskere mener, at det ville tage et år at skrive Bibelen af i hånden, hvis man brugte hele arbejdsdagen på det. De ældste kopier var skrevet på papyrus, medens man senere begyndte at skrive Bibelen på pergament, det vil sige fint hvidt skind tilberedt af huderne af dyr. Der gik et par hundrede gedeskind til for at skaffe nok pergament til ét eksemplar af Bibelen. Først ved overgangen til trykkekunsten i 1500-tallet blev Bibelen skrevet på papir. Oprindeligt bestod bøgerne af bogruller, som var rullet sammen af lange strimler papyrus eller pergament. Men i det første århundrede efter Kristus blev bogformen udviklet, og man kaldte den for en»kodeks«. Mange af bibelmanuskripterne er skrevet i kodeks-formen, som den berømte»codex Sinaiticus«.»Kodeks«betyder blot en bog i bogform, ikke en bogrulle. Der er meget som tyder på, at det netop var Bibelen, som var årsagen til denne ændring fra bogrulle til den bogform, som vi kender i dag, fordi det var lettere at slå op i en kodeks og finde et skriftsted end i en bogrulle. For at kontrollere at kopieringen af teksterne blev korrekt udført, havde jøderne udviklet et sindrigt system. De kopierede f.eks. det midterste bogstav i hver linie ude i margenen ud for linien. På den måde ville det blive opdaget, hvis man ved en fejl havde føjet til eller fjernet et ord eller bogstav eller skrevet et ord forkert med færre eller flere 6 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

bogstaver. Derved ville nemlig antallet og rækkefølgen af bogstaverne på linien blive ændret, og dermed ville det midterste bogstav blive forskelligt. Kopien skulle nemlig have samme bogstav i midten på hver linie som i originalmanuskriptet. Desuden talte de alle ordene i hvert manuskript, f.eks. i bogen om profeten Esajas, og noterede det midterste ord i bogen til allersidst i manuskriptet. Hvis det midterste ord i kopien ikke stemte overens med det midterste ord i originaldokumentet, var der en eller flere fejl i kopien, og dermed blev kopien kasseret. Disse tiltag sammen med en række andre kontroltællinger gjorde, at man vidste, hvornår man havde en rigtig kopi. Dermed var jøderne i stand til at sikre nøjagtig kopiering af Det gamle Testamente. Fasciculus: Codex Vaticanus B, 2. Tess. 3:17 18; Hebr. 1:1 2:2 Torah Som resultatet af et samarbejdsprojekt mellem nogle institutioner i Storbritannien, Tyskland, Egypten og Rusland er det lykkedes at genoprette næsten fuldstændig over 800 sider og fragmenter fra verdens ældste overlevende kristne bibel Codex Sinaiticus. Bogen fra det fjerde århundrede er skrevet på græsk på pergament af flere skribenter. I juni 2009 blev den frit tilgængelig på internettet www.codexsinaiticus.org Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 7

Hvorfor»Det Gamle testamente«? Et t e s ta m e n t e e r e n persons sidste vilje, og den, som læser Bibelen for første gang, kan blive nok så forvirret over, at den består af to testamenter! Grunden til, at de to dele af Bibelen har fået navnene Det Nye og Det Gamle Testamente, har at gøre med oversættelsen af Bibelen. Det Gamle Testamente indeholder en række pagter, såsom Guds pagt med Adam, Noah, Abraham, Israel med flere. Men når vi bruger begrebet»den Gamle Pagt«, så mener vi den pagt, som Gud havde indgået med Israel (Hebræerbrevet 8:13), da det var den sidste og gældende pagt, da Jesus levede. Den Gamle Pagt ophørte, da Jesus døde på korset, og ikke da han blev født, som mange tror. Guds pagt med Israel var gældende i hele Jesu levetid og var en af grundene til, at han måtte komme for at opfylde alle lovene nedfældet i pagten. Loven i Den Gamle Pagt med Israel pegede frem mod Kristus. Ligesom Gud indgik og bestemte indholdet i de gamle pagter som omtalt i Det Gamle Testamente, er også Den Nye Pagt en pagt, hvor kun den ene af parterne har bestemt indholdet, nemlig Gud. Den anden part kan kun acceptere eller forkaste pagten. Guds pagt med os er ikke genstand for forhandlinger. Det græske ord for en sådan pagt er diatheke. På græsk er der et andet ord for en pagt, som man kan forhandle om. Diatheke kan imidlertid også forstås som et testamente, og da Bibelen blev oversat til latin, oversatte man diatheke med det latinske ord testamentum. Senere oversættelser blev påvirket af den latinske oversættelse. En mere korrekt oversættelse er»den Gamle Pagt«eller»De Gamle Pagter«og»Den Nye Pagt«. I stedet for at dele Bibelen i to, skulle man nok hellere have opdelt den i de mange pagter, hvilket ville have gjort det enklere at forstå sammenhængen. 8 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Hvordan blev Det Gamle Testamente til? De t g a m l e t e s ta m e n t e b l e v t i l o v e r e n p e r i o d e på mere end 1000 år fra ca. 1300 til ca. 300 f.kr. Til sammenligning blev bøgerne i Det Nye Testamente skrevet i løbet af en periode på ca. 70 år fra Jesu død, til slutningen af det første århundrede. Vi kalder godkendelsesprocessen for Guds ord for»kanoniseringsprocessen«. Kanon stammer fra et ord, som betyder målestok. Guds ord bliver målestokken for vor livsførelse og tro. Vi skal se, at det var Gud som kanoniserede Bibelen og ikke kirken. Dette gælder for både Det Gamle og Det Nye Testamente. Skriftens autoritet er ikke udgået fra kirken, som godkendte den. Tvært imod har kirken fået sin autoritet fra Skriften. Jøderne delte Det Gamle Testamente op i tre dele: Loven, Profeterne og Skrifterne. Jøderne kaldte disse bøger for deres Tanakh eller TNK, da der ikke bruges vokaler på hebræisk. TNK var de første bogstaver i Torah (Loven), Nebdim (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne.) Bøgerne i den hebræiske version af Det Gamle Testamente har en anden rækkefølge end i vores bibel, og desuden er nogle af bøgerne delt op i flere dele i vores udgave. Indholdet er imidlertid det samme. Det var jødernes ansvar at tage vare på Guds ord (Romerbrevet 3:2). Når Paulus bruger Guds ord her, mener han bøgerne i Det Gamle Testamente. Paulus siger, at jøderne havde et fortrin i forhold til hedningerne, fordi Guds ord, Det Gamle Testamente, blev betroet til dem. Ifølge Efeserbrevet 2:19 20 er kirken bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus som hovedhjørnesten. Det samme gælder Guds ord. Det Gamle Testamente var sammensat Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 9

af en række profeter, som var kaldet og inspireret til at skrive Guds ord (Andet Petersbrev 1:21.) Når vi tænker på en profet, tænker vi ofte på en person, som kan forudsige, hvad der skal ske i fremtiden, men derudover udførte han tegn og undere, alt efter hvad Herren inspirerede ham til. Det er Moses, som er det første eksempel på, hvordan en profet blev brugt i Herrens tjeneste. Vi tænker ikke på Moses som en profet, men i Bibelen regnes han faktisk for at være den største af profeterne (5. Mosebog 34:10). I 5. Mosebog 18:15 hedder det, at Gud vil lade en profet som Moses fremstå af deres midte, og bibelkommentatorerne er enige om, at det er Jesus, der her er tale om. I det sidste vers i samme kapitel står det forklaret, hvordan man kan vide, om vedkommende er en ægte eller en falsk profet: Hvis profetens ord ikke går i opfyldelse, er det en falsk profet. Desuden skulle profeten også undervise folket, og hvis det, han lærte fra sig, var i strid med de fem Mosebøger, var han en falsk profet. En sand profet var kaldet af Gud, og hans eller hendes gerninger, levemåde og talemåde, skulle være bevis på, at han eller hun var Guds profet eller ikke. En profet skulle advare, irettesætte, undervise og være vejviser. En profet var optaget af folkets vel både åndeligt, moralsk og socialt. I alle disse aspekter af en profets rolle var Moses forbilledet. Mange af profeterne spillede desuden en stor rolle på nationalt niveau, f.eks. Esajas og Jeremias. Profeterne måtte ind imellem irettesætte kongen, og dette havde nogle gange alvorlige konsekvenser for dem. Jeremias var et eksempel herpå. Loven Den første del, Loven (Torah), har fra oldtiden været betragtet som Moses værk, til trods for at det ikke fremgår af den hebræiske titel på hver enkelt bog. Den hebræiske tradition og Bibelen selv hævder, at Moses skrev bøgerne og lagde dem ved siden af pagtens ark (5. Mosebog 31:24 26). JCEA-rullen er en af mange som blev reddet fra Tjekkoslovakiet i 1964 10 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

De sidste 200 år har bibelforskerne fremsat forskellige teorier om forfatterskabet til disse fem bøger. Den mest udbredte teori i dag er, at der var fire kilder, og at de er blevet samlet og skrevet ned flere hundrede år senere. Et argument for dette har været antagelsen af, at skrivekunsten ikke var kendt på Moses tid. Dette har arkæologiske fund imidlertid modbevist. Andre argumenter tager udgangspunkt i, at teksten indeholder stednavne, som er af nyere dato, og det samme gælder sproget og skrifttegnene, som er anvendt. Desuden det, at Moses omtaler sig selv som en meget ydmyg mand, og at han ikke kunne skrive om sin egen død. Vi skal svare på disse argumenter senere i hæftet. Men ifølge Bibelen er disse fem bøger skrevet af Moses, og de blev anerkendt som inspireret af Gud. Moses efterfølger fik allerede påbud om at følge loven, som Moses havde oplært ham i.»denne lovbog skal du altid have på dine læber«(josvabogen 1:7 8). Jesus henviser mange gange i Det Nye Testamente til det Moses skrev, bl.a. i Johannesevangeliet 5:46 47. Disse fem bøger (Loven) var grundlaget og standarden for bøgerne i Det Gamle Testamente, og de bøger, som ikke var i tråd med læren i de første fem Mosebøger, blev ikke ankerkendt som Guds ord. Moses værk danner på denne måde selve grundlaget for Det Gamle Testamente. Profeterne Den anden del, Profeterne, består tillige med de store og små profeter, underligt nok også af Josvabogen, Dommerbogen, begge Samuelsbøgerne og begge Kongebøgerne. Flere bibelforskere mener, at disse historiske bøger blev anset som en del af de profetiske bøger, da de skildrede, hvordan profetierne var blevet opfyldt. Når man skelner mellem de fire store og de tolv små profeter, skyldes det, at de store er omfattende og lange bøger, medens de små profeter er korte bøger. De store profeter udgjorde en bogrulle hver, medens de tolv små profeter var samlet i én bogrulle i kronologisk rækkefølge, hvor Hoseas Bog var den tidligste og første af disse profeter og Malakias Bog den sidste. Der er påfaldende mange profetiske bøger i Det Gamle Testamente. Jøderne tog vare på de profetiske bøger, som viste sig at være sande. Skrifterne Den tredje del af bøgerne i Det Gamle Testamente, Skrifterne, består af: Salmernes Bog, Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 11

Ordsprogenes Bog, Jobs Bog, Prædikerens Bog, Esters Bog, Ruths Bog, Højsangen, Daniels Bog, Klagesangene, Nehemias Bog, Ezras Bog, Første og Anden Krønikebog (som én bog). Det var Første og Anden Krønikebog, som tilsammen var den sidste bog ifølge rækkefølgen i den hebræiske udgave af Det Gamle Testamente. Blandt skrifterne var de fleste visdomsbøger og historiske bøger, men også profeten Daniels Bog var at finde der. Nogle blev læst på de årlige højtidsdage (se 3. Mosebog kapitel 23). Det var Salomos Højsang, Ruths Bog, Klagesangene, Prædikerens Bog og Esters Bog. Mange bibelforskere tror, at den tredje del, Skrifterne, er blevet samlet senere end de andre dele. Hvordan disse bøger blev samlet er noget uklart. Vigtige bøger blev imidlertid opbevaret i tabernaklet og senere i templet. Der er mange henvisninger til andre bøger i Det Gamle Testamente, som i Josvabogen 10:13, hvor der henvises til»de Retskafnes Bog«. I 4. Mosebog 21:14 henviser Moses selv til en bog, som kaldes»bogen om Herrens Krige«. Andre henvisninger i Det Gamle Testamente er ofte bøger om kongerne (f.eks. 1. Kongebog 11:41 og 2. Krønikebog 9:29.) Et andet eksempel er Samuel, som skrev Salmerne fra klostret Sankt Florian i Østrig en bog om kongeloven for folket og»lagde den for Herrens ansigt«(1. Samuelsbog 10:25). At lægge bogen frem for Herrens åsyn var det samme som at sige, at man lagde den i tabernaklet. Det var her, at Gud og menneskeheden mødtes. Denne bog fra Samuel blev opbevaret i tabernaklet sammen med Mosebøgerne og tydeligvis andre bøger. Det var en tradition i oldtiden, også hos andre folkeslag, at hellige skrifter blev opbevaret i gudens tempel. David skrev mange salmer. Også disse blev samlet og opbevaret. Når der på dansk står»davids Salmer«, kan den hebræiske tekst også oversættes med»salme om David«. Det fremgår af bøgerne, at kong Salomo skrev Salomos Højsang og mange af Ordsprogene og Prædikerens Bog. En jødisk tradition går ud på, at han skrev Højsangen i sine unge dage, Ordsprogene midt i livsforløbet og Prædikerens Bog mod livets 12 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

afslutning, efter at han havde omvendt sig efter sit frafald. I 728 f.kr. iværksatte kong Hizkija en rensning af templet, hvilket varede en uge (2. Krønikebog 29:17), og gudstjenesten blev derefter genoptaget i templet. Man kan læse om hans reformations arbejde i 2. Krønikebog kapitel 29 til 32. Det er tydeligt, at han under dette arbejde har fundet de hellige bøger i templet. I Ordsprogenes Bog 25:1 læser vi, at»det følgende er også ordsprog af Salomo, som Judas konge Hizkijas mænd har samlet«. Initialerne eller navnet på kong Hizkija blev skrevet ind efter den hebræiske tekst på alle de hellige bøger. Nogle mener, at dette er hans godkendelse af bøgerne som hellige skrifter. I dag opfattes de tre bogstaver som konsonanterne til ordene»vær stærk«eller lignende. Men egentlig var det kong Hizkijas mærke. Guds profet på denne tid var Esajas, som også skrev sin bog og satte den i templet. Han led senere martyrdøden ifølge jødisk tradition blev han savet i to stykker. I år 621 f.kr. blev bogen med Herrens lov fundet i templet (2. Krønikebog 34:14 19) i forbindelse med, at kong Josija befalede, at templet skulle renses og rehabiliteres. Det bekræfter, at bøgerne blev opbevaret i templet. Senere skrev profeten Jeremias bogen, som bærer hans navn og Klagesangene. Ifølge jødernes Talmud skrev Jeremias også 1. og 2. Kongebog. Men efter Jeremias blev Israel bortført til Babylon og var i landflygtighed i 70 år. De hellige bøger blev bragt med til Babylon, da templet blev ødelagt i 587 f.kr. Det er interessant, at Daniel i Babylon granskede i bøgerne og profeten Jeremias (Daniels Bog 9:2). Daniel havde tydeligvis adgang til de hellige skrifter, og profeten Jeremias Bog blev allerede dengang anset som en del af disse, blot nogle år efter, at den var skrevet. Da jøderne kom tilbage til deres land efter fangenskabet i Babylon, var det et stort behov for Israel at genfinde rødderne og genoprette den sande tilbedelse af Gud. I denne sammenhæng spillede Ezra en nøglerolle, idet han tog bøgerne med sig tilbage til Jerusalem. Esra I henhold til jødernes Talmud er det en stærk jødisk tradition, at det var Ezra, som skrev 1. og 2. Krønikebog, Nehemias Bog og bogen, som bærer hans navn Ezras Bog. Ezra, som var præst, levede ca. 450 f.kr., og han vendte tilbage fra Babylon efter Israels babylonske fangenskab. Alt hvad vi ved om ham er, hvad der Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 13

Esra (Codex Amiatinus, cirka 700) fortælles i Ezras Bog. Han blev anset som skriftklog samtidig med, at han var præst. Ud fra det man kan læse i Ezras Bog, er bibelkommentatorerne enige om, at han må have haft en høj stilling i embedsværket. Nogle bibelforskere mener, at hans embede kan sammenlignes med en indenrigsministers i dag. Ezra havde en dobbeltfunktion som både statsmand og præst, og havde derfor adgang til kilder i både staten og templet. Han havde adgang til de mange bøger, som fortalte om tidligere konger i Israel. Der er meget, som taler for, at det var ham, som foruden sine egne bøger, også samlede de øvrige bøger og fornyede det hebræiske skriftsprog. De gamle manuskripter var skrevet med et gammelt hebræisk skriftsprog. Det var sikkert Ezra og hans medarbejdere, som kopierede de gamle manuskripter med de hebræiske tegn, som blev brugt på deres tid. Dette arbejde var nødvendigt af to grunde. For det første var det vigtigt at bruge skrifttegn, som man kunne forstå. Når Jesus i Matthæusevangeliet 5:18 siger, at ikke en eneste tøddel eller det mindste bogstav skal forgå, refererer han til et nyt skriftsprog, som Ezra eller den seneste redaktør indførte. Den anden grund til, at det var vigtigt at ændre skrifttegnene, var, at skille den hebræiske version af Det Gamle Testamente fra den samaritanske, som hovedsagelig bestod af en kopi af de fem Mosebøger, men som indeholdt mange fejl, og desuden var blevet blandet med indslag fra andre religioner. Ezra og hans medhjælpere opdaterede også de gamle stednavne, således at man kunne genkende stederne, som blev nævnt. Stednavne har tendens til at ændre sig over tid. De redigerede også teksten ved f.eks. at skrive om Moses død i 5. Mosebog, da Moses af gode grunde ikke selv kunne have gjort det. Ezra spillede helt afgjort en afgørende rolle i arbejdet med at samle bøgerne for at folket ikke igen skulle glemme dets forhold til Gud. I jødisk tradition bliver han som lovgiver betragtet som den anden Moses, da han sørgede for, at folket fornyede pagten med Gud. 14 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Bøgerne i Det Gamle Testamente er skrevet på hebræisk, undtagen fire kapitler i Ezra, seks kapitler i Daniel og et vers i Jeremias (10:11), som er skrevet på aramæisk. Aramæisk var et semitisk sprog i samme sproggruppe som hebræisk. De to sprog var nær beslægtet. Aramæisk var det officielle statssprog i det babylonske rige og blev senere så udbredt, at det blev dagligtale sproget, også i Israel på Jesu tid. Når Jesus beder Fadervor, bruger han ordet»abba«om Gud Fader. Abba er aramæisk for far og er den uhøjtidelige tiltaleform, hvilken jøderne ikke havde brugt tidligere. Det var naturligt for Ezra at citere fra kongens brev på aramæisk, som var diplomatsproget på den tid. Daniel var en af de højest rangerende embedsmænd i Babylon, så det var naturligt også for ham at bruge det officielle statssprog. Grunden til, at det ene vers i Jeremias er på aramæisk, er ukendt, men verset handler om andre folkeslag end Israel, og da var det ikke unaturligt, at aramæisk blev brugt som skriftsprog. Der var en almindelig opfattelse både blandt jøder og kristne i oldtiden, at det var Ezra med hjælp fra Nehemias, som samlede bøgerne i det hebræiske Gamle Testamente. Der er en interessant oplysning i 2. Makkabæerbog 2:13, en af de apokrypfiske bøger, at Nehemias havde et bibliotek bestående af bl.a. bøger om konger, profeter og Davids skrifter (Salmerne). Denne henvisning bekræfter en tredeling af bøgerne. Nogle bibelforskere mener, at det må have været en person, som levede ca. 100 år senere end Ezra, som foretog den endelige samling af bøgerne. Bibelkommentatorerne er imidlertid enige om, at arbejdet med at samle Det Gamle Testamente var færdigt i god tid før Jesu fødsel. Der findes skrifter, som er dateret 150 år f.kr., som bekræfter antallet af bøger i Det Gamle Testamente. Kristus selv bekræfter tredelingen af skrifterne: Loven, Profeterne og Salmerne (den første og største bog i skrifterne) i Lukasevangeliet 24:44. I Lukas 11:51 bekræfter Jesus indirekte rækkefølgen af bøgerne i den hebræiske version af Det Gamle Testamente. Han omtaler Abel (1. Mosebog 4:8) som den første martyr og Zakarias som den sidste. Dette passer med den hebræiske udgave, hvor 1. og 2. Krønikebog tilsammen var den sidste af bøgerne i Det Gamle Testamente, og i denne bog var Zakarias den martyr, som nævnes sidst (2. Krønikebog 24:20 21). Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 15

De sidste bøger som kom til i Det Gamle Testamente var profeten Malakias Bog og muligvis Esters Bog. Malakias var den sidste af profeterne, som levede tidligere end år 300 f.kr. Nogle mener, at han kan have levet på Ezras tid. Han blev anerkendt som den sidste af profeterne, og der blev ikke tilføjet flere bøger til Det Gamle Testamente efter ham. Ifølge den jødiske historiker Josefus, som levede i det første århundrede e.kr., var den sidste bog i Det Gamle Testamente skrevet før 300 f.kr. Malakias blev derfor den sidste profet før Johannes Døberen begyndte sin virksomhed. Efter at romerne havde ødelagt templet i Jerusalem i år 70 e.kr., havde jøderne behov for at efterprøve de bøger, som blev anset for at være Guds ord og vurdere enkelte af bøgerne, som nogen var i tvivl om. De apokryfiske bøger blev ikke anset som Guds ord, så det var ikke et spørgsmål om deres indhold. Derimod gjaldt det en del andre bøger, som f.eks. Esters Bog, fordi Guds navn ikke nævnes en eneste gang i hele bogen. Prædikerens Bog var også omdiskuteret, da den blev opfattet som for negativ og fatalistisk. Men den blev godkendt, da den blev opfattet som Salomos vej til omvendelse i en høj alder, efter at han havde forladt Gud. Salomos Højsang, som han skrev i en ung alder, var også en bog, som mange jøder var kritisk overfor, da indholdet var erotisk. Bogen beskriver den fysiske kærlighed mellem mand og hustru, hvilket er en symbolsk fortælling om kærligheden mellem Gud og hans folk. Det er denne symbolske tolkning af fortællingen, som antagelig ligger til grund for, at den blev bibeholdt blandt de hellige skrifter. Har vi alle bøgerne i Det Gamle Testamente? For det første bekræfter historikeren Josefus, hvor mange bøger Det Gamle Testamente bestod af. Det samme gør flere skrifter fra ca. 150 f.kr. Som vi har set tidligere, bekræfter Jesus, at 1. Mosebog er den første og 1. og 2. Krønikebog samlet er den sidste bog i rækken. Det er også interessant, at antallet af bøger i den hebræiske version, er det samme som antallet af bogstaver i det hebræiske alfabet. Side fra Josva ur Codex Gigas 16 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Litterære mesterværker De r e r e n r æ k k e b ø g e r i d e t g a m l e t e s ta m e n t e, som er litterære perler af høj klasse. En af de fremmeste er Jobs Bog, som måske er den ældste af alle bøgerne i Bibelen, da den handler om en tid før eller samtidig med Moses. Det hebræiske ord for sølvmønt i Job 42:11 bekræfter, at Job levede før 1000 f.kr. Jobs Bog er skrevet på rim på hebræisk. Den blev skrevet i en meget gammel form for hebræisk med brug af sjældne ord, og det er derfor vanskeligt at oversætte værket. Blandt hebræiske læsere er denne bog betragtet som et litterært mesterværk. Ifølge jødernes Talmud er Moses forfatteren af Jobs Bog. En række bøger i Bibelen er skrevet på rim, hvor f.eks. første bogstav i hvert vers følger et mønster, således at alle bogstaverne i alfabetet er blevet anvendt. Klagesangene er et eksempel herpå. Kapitel 1, 2 og 4 består af 22 vers, hvor hvert vers begynder med et bogstav i stigende rækkefølge i alfabetet. I det hebræiske alfabet var der netop 22 bogstaver. I kapitel 3 følger forfatteren det samme princip, men da med tre vers ad gangen. Der er 66 vers i kapitlet, og tre vers i rækkefølge begynder med samme bogstav, og således fortsætter det gennem hele kapitlet. Dette er interessant, da nogle bibelforskere hævder, at forskellig stil og brud i et tema må betyde forskellige forfattere. Men midt i kapitel 3 vers 21 i Klagesangene er der en pludselig ændring i temaet. Men kapitlet er stadig låst fast i den alfabetiske ramme, og dette er en stærk indikation på, at skifte i tema og ændring i stil ikke nødvendigvis betyder flere forfattere. Og går vi til Det Nye Testamente, er Lukasevangeliet skrevet på et højtideligt og nydeligt græsk, som enkelte steder nærmer sig den klassiske græske stil. Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 17

Den berømte Septuaginta Al e x a n d e r d e n s t o r e g r u n d l a g d e b y e n Alexandria i 332 f.kr. Byen blev et kulturcentrum, og biblioteket i Alexandria forsøgte at kopiere alle de vigtigste bøger i verden. Nogle historikere mener, at biblioteket, da antal af bøger var på det højeste, havde 400 000 bøger i dets samling. Græsk blev efterhånden hverdagssprog i Egypten, efter at Alexander havde indlemmet landet i sit imperium. De landflygtige jøder talte da også græsk og ønskede en oversættelse af de hebræiske bøger, hvilket passede godt med kongens ønske om at få bøger til biblioteket i Alexandria. Septuaginta er en græsk oversættelse af en række hebræiske bøger, hvoraf de fleste kommer fra det hebræiske gamle testamente. Ordet septuaginta er græsk og betyder»de halvfjerds.«ifølge traditionen løslod den egyptiske konge 100 000 jødiske fanger i ca. 250 f.kr. efter de sidste krige i Judæa. Til gengæld sendte ypperstepræsten i Jerusalem 72 kvalificerede oversættere til Egypten for at oversætte de første hebræiske bøger. De fem Mosebøger var de første, som blev oversat, og oversætterne udførte et fremragende stykke arbejde. Historien fortæller, at de 72 lærde brugte 70 dage på opgaven. Ifølge fortællingen var deres arbejde identisk til trods for, at de ikke havde samarbejdet. Septuaginta indeholder de samme bøger som i den danske Bibel, men desuden også de såkaldte apokryfiske bøger. Mange af citaterne i Det Nye Testamente er hentet fra Septuaginta, da den og Det Nye Testamente var skrevet på græsk. Jesus selv citerer fra Septuaginta flere steder. Den blev grundlag for den latinske oversættelse af Bibelen. 18 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Apokryferne De a p o k ry f i s k e b ø g e r e r f r a d e n g a m m e l - testamentlige periode, men jøderne har aldrig anset dem for at være hellige tekster eller som en del af det hebræiske gamle testamente. Navnet på disse bøger stammer fra et ord, som betyder»skjult«. De giver skjult eller hemmelig kundskab. Apokryferne var derimod taget med i Septuaginta. De latinske bibelversioner byggede på Septuaginta og har disse bøger med i deres versioner, men en række bibler, som har tilføjet disse bøger, indeholder gerne et forord, som fortæller om bøgerne, at de ikke har den samme troværdighed, som de øvrige bøger i Bibelen. De apokryfiske bøger blev ikke godkendt på mødet i Jamina ca. år 90 e.kr., da jøderne diskuterede kanonen for den hebræiske udgave af Det Gamle Testamente. De apokryfiske bøger var faktisk ikke et tema dengang. De kom derfor ikke med i den hebræiske version og er heller ikke taget med i den danske Bibel. Bøgerne er gamle tekster og blev derfor taget med i Septuaginta. Det kan være interessant at læse disse bøger ud fra et historisk perspektiv. Særlig gælder det 1. og 2. Makkabæerbog, som beskriver jødernes historie efter fangenskabet i Babylon og oprøret mod grækerne i 167 f.kr. De apokryfiske bøger er til dels tillæg til bøgerne i Det Gamle Testamente, men hovedsagelig selvstændige bøger. Apokryferne i Det gamle Testamente Judit Visheden Tobit Syrak Baruk 1. Makkabæerbog 2. Makkabæerbog Tillæg til Esters Bog Tillæg til Daniels Bog Manasas bøn Hvordan blev Bibelen til? (del 1) 19

Hvem skrev Det Gamle Testamente? De r e r m a n g e forfattere til Det Gamle Testamente, hvor handlingen begynder med skabelsen og afsluttes ca. 400 år før Kristus. Viden om forfatterne får vi som oftest blot gennem det, som står i bøgerne, som de selv har skrevet, og mange gange fortæller de ganske lidt om dem selv. Men nogle af forfatterne kender vi til. Moses fik den bedste uddannelse, som var muligt at få på den tid som medlem af faraos familie i Egypten. Han blev anset for at være faraos søstersøn, og blev uddannet til at være statsmand og en mulig arvtager efter farao i Egypten, som den gang var et af verdens ypperste kulturlande. Han skrev de første fem bøger i Bibelen og Jobs Bog. To konger var blandt forfatterne. Kong David skrev en række salmer, og kong Salomo, den viseste mand som havde levet, skrev tre bøger: Salomos Højsang, Ordsprogene og Prædikerens Bog. Højtstående og mægtige embedsmænd er blandt forfatterne, nemlig Daniel og Ezra. Samuel havde viet sit liv til Gud fra han var en lille dreng. Esajas var en veluddannet mand med adgang til de kongelige i Jerusalem. Jeremias var ud af en præstefamilie og begyndte sit 40-årige virke 20 år gammel. Han afsluttede sin bog med Jerusalems fald i 587 f.kr. Han var samtidig med Habakkuk og Sefanias. Præsten Ezekiel skrev sin bog, medens han var i eksil i Babylon under Israels fangenskab. Der var også mange erhvervsgrupper, som var repræsenteret blandt profeterne. Amos kalder sig for fårehyrde og dyrkede figner. Mika kom fra enkle kår i en lille landsby 30 km vest for Jerusalem. Den sidste profet i Det Gamle Testamente er Malakias, hvis navn betyder»mit sendebud«. Vi kender ellers ikke mere til ham og de mange andre ukendte forfattere, som har sørget for, at vi har Det Gamle Testamente. 20 Hvordan blev Bibelen til? (del 1)

Adresseændringer bedes meddelt til: Livets Kilde, c/o BTHB, Hemmestorps Eke 33, SE-275 63 Blentarp, Sverige Fax: 0046 - (0)46 800 57 Redaktionens adresse: Livets Kilde, Postboks 89 Holmlia, NO-1201 Oslo www.gvks.org Andre adresser i Norden: Danmark: Livets Kilde Hæfteserie, P.O. Box 714, DK-4000 Roskilde Finland: Livets Kilde, Box 603, FI-00101 Helsingfors Sverige: Livets Kilde, c/o BTHB, Hemmestorps Eke 33, SE-275 63 Blentarp, Sverige (produktion) Vi kan kontaktes på telefon: Danmark: +45-22 67 70 96 Norge: +47-64 87 74 48 Sverige: +46-(0)763 904 104 Støtte til udgivelse af Livets Kilde hæfteserie Abonnementet på Livets Kilde hæfter er gratis. Vi har for tiden ca. 1400 læsere og uden støtte fra vore læsere havde det ikke været muligt for os at udgive hæfterne. Vi vil gerne udtrykke vor dybeste taknemmelighed over for alle der støtter Livets Kilde hæfter! Arbejdet med at lave hæfterne sker med frivillig indsats. Men trykning af hæfterne og portoen må betales. De som ønsker at støtte udgivelsen af hæfterne så vi kan fortsætte denne tjeneste og måske endda sende hæfter til endnu flere abonnenter, kan sende en gave til én af nedenstående konti. I Danmark er alle bidrag over 500 kr. fradragsberettiget. Yderligere informationer fås ved at skrive e-mail til Danmark@gvks.org eller til postadressen P.O. Box 714, 4000-Roskilde. Danmark: 9570 12457278 Finland: 800014-1952461 Norge: 7082 0512624 Sverige: 98 07 30-6 Forfatter til dette hæfte: Carl Fredrik Aas Norsk originaltitel: Hvordan ble Bibelen til? (1. del) Oversætter: Marie Laursen Forsidebildet: GNU Free Documentation License

Under et familieselskab fortæller et af familiemedlemmerne overraskende, at hvis han ikke inden den følgende dag kan stille med 700000 kr., så vil hans hus gå på tvangsauktion. Det udløser forskellige reaktioner i familien. Hvad skal de gøre? Det viser sig efterhånden, at alle omkring middagsbordet hver især bærer på sin hemmelighed. Under den følgende diskussion, bliver en række vigtige emner berørt: Hvad bringer lykke i livet? Hvordan forhindrer man at bekymringer tager overhånd? Er materielle goder det samme som lykke? Hvordan kan man leve i nuet? Til deres overraskelse viser det sig at de vise ord i Bjergprædikenen siger en masse om disse spørgsmål, og får en central plads i diskussionen. Bjergprædikenen er én af antikkens mest kendte skrifter. Udviklingen i familiedramaet viser hvordan visdommen i Bjergprædikenen kan bruges af det moderne menneske til at forstå livet, og tackle hverdagens udfordringer. Første del af bogen er en fortælling, hvor syv hemmeligheder afsløres. Anden del er kommentarer til hvert enkelt vers i Bjergprædikenen. Bogen er på 235 sider, og findes kun på norsk. Hvis du ønsker at købe et eksemplar af bogen Syv hemmeligheter, kan du skrive til: Livets Kilde, Postboks 714, 4000 Roskilde Vil du vide mere? Se vor hjemmeside www.gvks.org Guds Verdensvide Kirke i Skandinavia ISBN 87-91681-23-5 001HBBT1(d)/082010