Dansk biodiversitet set i en europæisk (og global) biogeografisk sammenhæng Ved Jon Fjeldså, professor i biodiversitet CENTER FOR MACROECOLOGY EVOLUTION AND CLIMATE Center for Macroecology, Evolution and Climate DEPARTMENT OF BIOLOGY Department of Biology UNIVERSITY OF COPENHAGEN University of Copenhagen
Global biodiversitet (planter tv; pattedyr th) Det geografiske mønster bestemmes i stor grad af forekomsten af vidt-udbredte arter, og korrelerer med tilgængelighed af energi (sol) og vand, og landskabskompleksitet. (A) Mammals (4,818 spp.)
Problemet: at forklare forekomsten af arter med meget små udbredelser (endemer), her illustreret for fugle, pattedyr og amfibier Residualværdier, Zhiheng Wang, CMEC
Fordelingen på endemismemønsteret ligger i oceanerne: Stabil overfladetemperatur (lilla farve) i tropisk/sydlige havområder skaber betingelse for lokal overlevelse i tropiske kystnære bjerge. Mangel på stabilitet i Nordeuropa udelukker udvikling af endemer. Ændring i overfladetemperatur ift glacialt maximum; HadCM3XX model; M.Adjou, CMEC
Eurasien for 21.000 år siden (modelleret ud fra pollendata; Allen et al. Quat. Sci. Rev. 29(2010): 2604-18) Tempereret løvskov (tv) og varmeelskende skov overlevede i refugier i Middelhavsområdet Mesophile urter og dværgbuske (th) var udbredt langt mod nord. Allen et al. Quat. Sci. Rev. 29(2010): 2604-18.
Fordeling af de 25% ældste arter (blåt) og yngre arter (grønt) for to store fuglegrupper. Øverst: 614 muscicapoider (drosler, fluesnappere o.a.) Nederst: 1112 arter af sylvoider (sangere, timalier, svaler, lærker o.a.). Bemærk forskellen mellem Europa og Asien!
Dynamik i udbredelserne har ført til udstrakt opblanding af genetisk forskellige bestande. Lokale tilpasninger forsvinder, men genetisk diversitet opretholdes. Rødstjert (Hogner et al., Ecol. Evol. 2(2012): 2974-88)
Stor accumuleret variation i immuno-kompetens hos blåhals Polymorphisme i et genkompleks for histocompatabilitet opretholdes på tværs af bestandene: Gul: skandinavisk/russiske svecica Grøn: centraleuropæiske cyanecula Blå: spanske azuricollis Rød: pseudogener Hvid: Nattergal Anmarkrud et al. Evol. Biol. 23(2010): 1206-17.
Variation i CLOCK-genet hos 1461 blåmejser: Antal gentagelser i det gen, der regulerer døgnrytme viser klinal variation i forhold til nordlig bredde, men også stor individuel variation, som tilpasning til fotoperioden. Johnsen et al., Mol. Ecol 16(2007): 4867-80.
Hvis arterne har det genetiske potentiale til omstilling, og egentlig er knyttet til bestemte landskaber, er det tvivlsomt om deres udbredelse vil følge klimamodellerne Sorthalset Lappedykker: Skifter opholdssted efter hvor der opstår nye søer (uden fisk men med mængder af smådyr) Skarven klarer sig fint så længe der er store fladvandede områder (med mængder af fisk)
Så vore arter klarer sig nok?
Graden af optimisme afhænger af hvilke præmisser vi opstiller Ønsker vi at bevare den natur, vi kender? Ønsker vi at bevare alle arter indenfor landets grænser? Eller skal vi koncentrere os om at sikre det mest unikke og forhindre global uddøen af arter
Det (globalt) mest unikke: Det store estuarie på overgangen mellem Østersøens brakvand og det salte Nordsøvand. Stor variation i salinitet, bundforhold og kysttyper Stor produktivitet Netværk af vandringsveje, yngleområder og opvækstområder
De fladvandede kystområder er opfedningsområder for enorme fuglebestande, der yngler fra Grønland til Sibirien
Arternes muligheder for at overleve afhænger af deres bevægelsesfrihed i de stærkt menneskepåvirkede områder. Kortet viser dyrket land år 2000. Mere land blev opdyrket 1950-1980 end i perioden 1700-1850
Mange arter er meget lokale i deres udbredelse, idet de er knyttet til pletvise, azonale habitater. Tæt vandaks Groenlandia densa (tv) kræver næringsrigt men klart vand på sandbund Mosepost Rhododendron tomentosum (Ledum palustre) (th) er knyttet til fattigkær, med en enkelt relikt forekomst i Danmark
Kystklitter og klitheder har et særpræget plantesamfund med begrænset udbredelse i Vesteuropa
Relikte forekomster på kalkskrænter Scabiosa columbaria, Sphingonotus caerulans, Epipactis leptochila
Uanset om de fleste arter har levedygtige bestande i andre lande må vi forvente en stor grad af lokal uddøen blandt alle de arter som er knyttet til fragmenter af uforstyrret natur