Jeg ved det ikke Hvordan kan vi forstå, hvad det kan handle om, og hvad kan vi så tilbyde?
Spørg barnet De bedste kurser, vi kan gå på, er hos dem, vi arbejder med Børn er typisk objekter, der bliver studeret af voksne. Barnet bliver i en uendelighed omtalt som han eller hun, uden forståelse for at barnet er et menneske med sine egne intentioner, håb, drømme og viden om, hvordan livet mestres. Barnet fratages muligheden for at studere deres egne mål og se konsekvenserne af deres handlinger. De voksne gør arbejdet, men risikerer også at træffe vidtgående og sårende konklusioner om barnets person, muligheder og fremtid. De voksne risikerer at fastlægge barnets fremtid på baggrund af fragmenter af barnets virkelighed. i samtale OM fastfryses barnets OMDØMME. Barnet fratages muligheden for at tage til genmæle. Vi har gennem mange år i tilknytning til folkeskolen og PPR været optaget af, hvordan vi kan få barnet på banen som aktiv i samarbejdet om det, der er, og det, der også kan blive muligt. Som voksne kan vi ikke vide, hvordan verden ser ud fra barnets perspektiv. Vi kan gætte, hvordan barnets oplever verden, forestiller sig ting, tænker over livet og hvad, der mon er vigtigt for barnet. Det sikreste er at spørge barnet, inden vi løber med hurtige konklusioner og træffer beslutninger, der kan have stor betydning for barnets liv. At spørge barnet handler ikke om, at det skal overtage eller overlades ansvaret for det, som voksne skal tage ansvar for. At spørge barnet kan handle om at blive klogere på: Hvad har barnet gang i? Hvad er barnets (gode) grunde til at have gang i lige det? Vi tænker, at mennesker handler ud fra intentioner ikke ud fra årsager. Hvad håber barnet, der kan ske nu og på sigt? Hvad inviterer barnet mig til at blive mere nysgerrig på? 2
Jeg ved det ikke - Hvad kan det handle om? Selv om vi har nok så gode intentioner, så bestemmer barnet selv om og hvordan, det svarer. Det kan afstedkomme frustration og magtesløshed hos den voksne, når barnet siger: Det ved jeg ikke. Det kan også give anledning til nysgerrighed på, hvad det kan være, jeg endnu ikke har fået øje på og forstået. Den måde, vi erkender og forstår verden på, afhænger af grænsen mellem det valgte (det, vi kan se) fra det ikke-valgte (det, vi ikke kan se). Vi kan ikke se, hvad vi ikke ser (for så ville vi se det) og vi kan ikke vide, hvad vi ikke ved (for så ville vi vide det). Det, vi ikke stiller spørgsmål ved, befinder sig i grænsen, i den blinde plet og i mellemrummene mellem det, vi allerede ved, og det, der er muligt at vide. I forhold til barnet må vi indtage den ikke-vidende position. Vi må indgå i en dialog for at blive klogere på barnet og for at få viden om det, vi ikke ved det, der endnu er usynligt for os. Noget, der er usynligt for mig, kan blive synligt for os begge. Spørg kun, når du har lyst til at høre svaret og vil være åben, lydhør og ærlig, og når du ikke vil misbruge svaret til et formål, som barnet ikke kender. Det ved jeg ikke kan ofte være udtryk for, at barnet har været i begivenheder, som der endnu ikke er lavet en historie om. Mennesker skaber fortællinger ved at trække tråde og skabe sammenhæng mellem handlinger (det vi gør) og mening. Uden denne lille refleksion over jeg gjorde dette, fordi noget er vigtigt, så kan livet opleves fragmenteret, som noget, der bare skete, og som det derfor ikke er muligt at fortælle om. Det, at fortælle om sig selv, er en færdighed, som kan og skal læres. Det er en færdighed, som kun kan læres og udvikles i samspil med andre mennesker, nogle der kan lige lidt mere end mig. Nedenstående liste er ikke udtømmende, men kan give inspiration til ens egne overvejelser, når man taler med et barn, der svarer ved ikke. 3
Nogle gange ved barnet det bare ikke, eller det er blevet en vane at sige: Det ved jeg ikke. Barnet kan være uvant med at blive spurgt, det kan være ude af træning, eller måske har det endnu ikke fået oplevelser og erfaringer med, hvordan man fortæller om sig selv, eller det mangler ord. Barnet kan være træt og orker ikke at tænke og forholde sig til noget lige nu. Barnet var måske uopmærksomt, tænkte på noget andet og hørte ikke, hvad jeg spurgte om, eller at jeg henvendte mig til barnet. Barnet kan fortælle: Jeg er ligeglad, eller: Jeg gider ikke, hvilket kan være udtryk for, at barnet ikke har fået tillid til, at jeg vil lytte og forholde mig til det, barnet måske ikke er helt så ligeglad med, eller som det godt gider. Barnet kan fortælle: Jeg vil ikke deltage i dit projekt, eller: Du er endnu ikke en sådan person for mig, som jeg fortæller ting til. Du har ikke vist, at du vil mig noget godt. Barnet kan opleve spørgsmålet tåbeligt eller som udtryk for, at den voksne allerede har fundet på svaret og har gang i projekter på barnets vegne, som det bare skal sige ja til. Barnet har måske ikke forstået, hvad jeg spørger om. Jeg har brugt ord, som barnet slet ikke kender eller forstår i denne sammenhæng. Jeg formulerer mig for uklart, for abstrakt, bruger metaforer eller ironi, som barnet kan blive usikker på. Jeg kan have spurgt på en måde, som er uvant eller underlig for barnet jeg forstår ikke, hvad du siger. Barnet bliver måske træt i hovedet af snak, snak. Barnet vil måske undgå at føle sig dum ved at risikere at svare forkert. Måske har barnet generelt negative forestillinger om sig selv, som stiller sig i vejen for at turde vove sig ind i nye og ukendte sammenhænge. Barnets har måske endnu kun vage billeder af sig selv om, hvad det vil, og hvad der er vigtigt. Barnet kan være usikker på situationen, på mig eller på, hvad svaret skal bruges til, hvilket giver ubehagelige følelser. Barnet synes, emnet er rigtig svært at tale om eller forbundet med sårethed, hvorfor det passer på sig selv svar kan blive så forpligtende. Måske har barnet haft oplevelser med, at voksne har reageret med vrede eller forskrækkelse, når barnet prøvede at formulere sig om noget vigtigt. Barnet kan passe på den voksne. 4
Barnet kan fortælle mig: Jeg er endnu ikke klar til at fortælle. Barnet kan være optaget af noget helt andet, som er meget mere betydningsfuldt, og som det ville foretrække, at vi kunne tale om i stedet for. Når vi møder børn i professionelle sammenhænge, så er det ikke uskyldigt, men en del af magtfulde praksisser, hvor vi vil og skal have noget på færde sammen med barnet. Vi taler med børn ud fra vores faglige ideer om, hvad der er vigtigt at lægge mærke til. Vi må derfor hele tiden have blikket på vores spørgsmål: Hvad kan der mere fortælles, og hvad kan det blive muligt også at få øje på. Når vi får øje på det, vi plejer at få øje på, så bliver det endnu mere sandt, og det tiltrækker lignende fortællinger. Vi skal møde børn både med nysgerrighed og med en tilpas afstand, så vi kan få øje på det, der hører til barnet som noget, der er adskilt fra mine forestillinger, og som samtidig er forbundet med mig i den konkrete sammenhæng, hvor vi mødes. Nysgerrigheden kan handle om at gribe øjeblikket og om at kunne afstemme sig efter barnet for at kunne vælge, om jeg skal gå foran og invitere, gå ved siden af og være sammen, eller gå bagved og skubbe på. Vi kan ikke få problemer til at gå væk, men vi kan få dem til at fylde mindre ved at finde åbninger og sprækker til andre fortællinger. Når vi får øje på én måde at trække tråde og forbinde begivenheder med mening på, så er der altid andre mulige måder. I narrative praksisser taler vi om at trække tråde mellem landskabet af handlinger og landskabet af mening. Det er lige som prik-til-prik -tegninger, hvor det billede, der bliver muligt at se, afhænger af den måde, som vi forbinder prikkerne på. Spørgsmål til handlingslandskabet: Start med at sætte scenen, fx hvad gjorde du?, hvor? og sammen med hvem? for at skabe en indre film af eksempler, sansninger, følelser og billeder. Lyt efter, eller spørg til, udtryk for viden og færdigheder. Spørg til forbindelser med andre: Hvem har set dig gøre det? Forbind eksempler over tid. Spørgsmål til meningslandskabet: Lyt efter eller spørg til temaer, til det, barnet vil, og som det tillægger betydning og værdi: Hvad fortæller det om dig?. Spørg til forbindelser med andre: Hvem ved det om dig? Inviter til refleksioner på oplevelsen er det o.k. eller ikke o.k.? 5
Jeg ved det ikke - Hvad kan vi tilbyde? Samtaler med børn og unge stiller krav til vores færdigheder i at reflektere og trække tråde mellem det, barnet gør, og hvad det kan fortælle om, hvad barnet finder meningsfuldt og forbundet med oplevelsen af identitet. Vi kan ikke lade være med at trække tråde og fortælle historier. Det sker helt automatisk i samværet mellem mennesker allerede inden barnet er blevet født: Sikke du sparker du vil nok fremad i verden. Når livet opleves meningsfuldt og begribeligt (ikke det samme som behageligt og uden problemer), så kan det bidrage til en oplevelse af, at det er mig, der handler, i modsætning til, at ting bare sker for mig uden min indflydelse. Nedenstående liste over hvad vi kan tilbyde, når barnet svarer: Det ved jeg ikke, er på ingen måde fyldestgørende, men kan give inspiration ind i den konkrete sammenhæng. Vi kan bruge mere tid på at etablere kontakt, tryghed, tillid og en relation, som kan mærkes. Vi kan holde en pause, være tavse sammen, give tid, ro og rum, nærvær, lave noget andet, som barnet kan lide, så barnet igen kan forbinde sig med en oplevelse af, at jeg kan. Hvis vi kender barnet godt, så kan vi tale om andre gange, hvor barnet har klaret noget svært. Lyst til at sige noget kommer sjældent af sig selv. Vi kan vente til en anden dag, så barnet får mulighed for at forberede sig og vi kan få tid til at tænke og måske tale med vores kolleger eller andre, der kender barnet. Vi taler om det i morgen så gør vi det på den måde Gode relationer er som penge, man sætter ind på kontoen. Der skal være dækning på kontoen, før vi kan trække penge ud, så fyld kontoen op med gode oplevelser af at mestre. Barnet har brug for at være til penge, at få positiv opmærksomhed og nærvær bare for at være og ikke kun for præstation. Situationsuafhængig positiv opmærksomhed handler om at anerkende og værdsætte barnet, når det mindst venter det. Vedvarende irrationelt engagement handler om at få fat i empatien og det, der gør, at man må være lidt tosset med det barn. 6
Det, vi gør eller taler om i andre sammenhænge før og efter samtalen om det, der kan være vigtigt at tale om kan give os en viden om barnet, som vi kan knytte an til: Kan du huske Vi kan spørge andre børn eller voksne, som kender barnet, og bringe deres viden ind i samtalen: Din mor fortæller om dig, hvis hun var her, hvad ville hun så sige?, eller hvad har hun set dig gøre? Vi kan spørge: Hvad har du hørt, jeg har sagt? Vi kan gentage spørgsmålet eller omformulere det til noget mere enkelt og konkret, eller vi kan være ordtilbydere og give barnet et tagselvbord af muligheder: Kan det være eller?. Når du siger, at du ikke ved det, kan det så betyde? På den måde giver vi barnet et valg. Nogle gange er det lettere at gå vejen omkring nej, sådan er det ikke, for at finde frem til, hvordan det så kan være. Vi kan tænke højt og gætte: Jeg tænker at. Vi kan bringe andre børns viden ind i rummet: Jeg kender andre børn, og de siger, eller vi kan fortælle om egne erfaringer og give barnet en idé om, og konkrete eksempler på, hvad det er muligt at sige. Hvis vi er flere voksne, så kan vi tænke højt sammen, mens barnet får tid og mulighed for at lytte og tage stilling til det, vi siger. Vi kan invitere barnet til at vise os svaret enten ved at tegne, markere følelsen på skalaer med smileys eller tal, eller ved at vi sammen besøger det sted, hvor barnet har fået de oplevelser, som vi gerne vil tale med det om. Det kan være lettere at finde ord, når man er i den sammenhæng, hvor ordene hører til. Vi kan sige til barnet, at vi kan tåle at høre meget, eller fortælle barnet, hvad vi vil gøre med det svar, som barnet måske frygter, at vi ikke vil bryde os om, eller som vi vil gøre noget med, som barnet ikke kan overskue. Nogle gange når vi hen til det, der er vigtigt for barnet, når vi går helt andre veje, når vi leger, og når vi taler om det nære og kære i barnets liv. Jeg kan afstemme mine spørgsmål efter barnets alder, færdigheder og de kulturelle normer og værdier, som barnet kender og føler sig tryg i Vi kan gøre os umage med at møde barnet, hvor barnet er og ikke der, hvor vi synes, det skal være. Vi skal ikke tage for givet, at barnet vil fortælle i dag, bare fordi det ville i går. Dagen i dag en ny dag. Grib muligheden der, hvor den opstår, og giv hinanden plads til at bruge tiden til at forstå, hvad barnet forstår. 7
Om denne folder Spørg barnet i stedet for at fantasere og gætte, når vi laver fortællinger om børn og træffer beslutninger i deres liv. Det kan lyde så enkelt og banalt. Ingen kan være uenige i, at det er vigtigt at høre, hvad barnet har gang i, og hvad det synes er vigtigt. Nogle gange bliver det svært, når barnet siger: Det ved jeg ikke. Vi inviterede en gruppe pædagoger, lærere, behandlere og konsulenter til fyraftensmøde en eftermiddag i april for at få fortællinger om, hvordan vi kan forstå, hvad ved ikke kan betyde, og hvad vi kan tilbyde barnet, så det får lyst til at dele sine perspektiver med os. Vi fik mange forskellige bud, som vi har blandet sammen med det, vi allerede havde tænkt. Folderen er tænkt som inspiration til pædagogens, lærerens og de andre fagpersoners egne overvejelser og til spørgsmål, som vi kan stille os selv, så vi kan bevare en åben og nysgerrig indstilling til barnet. Vi kigger gerne forbi din institution eller skole for at høre, hvad du har fundet inspirerende, hvad det har gjort muligt, og om der er noget helt andet, som du har øje for og gør til gavn for børnene. Haderslev, maj 2012 Marianne Andersen, specialundervisningskonsulent & Dorthe Beck Frederiksen, psykolog 8 Pædagogisk Psykologisk Rådgivning Haderslev Kommune Gåskærgade 26-28 6100 Haderslev