Kapitel 6: Sociale ydelser

Kapitel 6: Sociale ydelser 6.1 Det sociale sikkerhedsnet Alle kan blive udsat for hændelser som arbejdsløshed, sygdom, nedsat/tabt arbejdsevne eller en ændret familiesituation (familieforøgelse, skilsmisse, dødsfald etc), der kan skabe særlige behov eller vanskeliggøre selvforsørgelse. Det er velfærdssamfundets opgave at træde til i sådanne situationer, for ikke alene at sikre alle rimelige livsvilkår, men også for i videst muligt omfang at løse disse problemer. Det sociale sikkerhedsnets opgave er at stille ydelser til rådighed for borgere, der er ude af stand til selvforsørgelse eller i specielle sociale situationer. Sådanne ydelser er behovsafhængige. Det vil sige, at de er bestemt for givne situationer, og at adgangen typisk er baseret på visitation, hvor det afgøres, om vilkårene for modtagelse er opfyldt. Andre ydelser udløses mere automatisk som eksempelvis SU eller alderspension fra det fyldte 65. år. Indretningen af det sociale sikkerhedsnet må tage højde for de forskellige karakterer af de sociale hændelser, herunder om de vil være midlertidige eller mere varige. Midlertidigt indkomstbortfald kan skyldes arbejdsløshed, sygdom eller barsel. Mere varige forsørgelsesproblemer er knyttet til helt eller delvist nedsat arbejdsevne grundet sygdom, ulykke eller medfødte handicaps. Tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er et særligt emne, der behandles særskilt i kapitel 8 om pensioner. Der tildeles forskellige overførselsindkomster efter kriterier såsom alder, arbejdsevne, arbejdsmarkedstilknytning og lignende, herunder henholdsvis alderspension, førtidspension, revalidering, offentlig hjælp, arbejdsmarkedsydelse og uddannelsesstøtte. Udover disse kan der tildeles forskellige supplerende sikringsydelser efter kriterier såsom arbejdsevne, boligsituation, forsørgerpligt over børn og lignende, herunder henholdsvis fleksjobordning, barselsdagpenge, boligsikring, børnetilskud, daginstitutionstakster og underholdsbidrag. De forskellige sociale sikringsydelser er alle skattefinansierede. Udgifterne til nogle af de sociale sikringsydelser afholdes udelukkende af Selvstyret, hvorimod udgifterne til andre efter en fordelingsnøgle er afholdt med en andel til Selvstyret og en andel til kommunerne, jf. kapitel 11 om offentlige sektor og finanser. Udgangspunktet for Skatte og Velfærdskommissionens arbejde på velfærdsområdet har været at styrke mulighederne for selvforsørgelse. Skatte og Velfærdskommissionens arbejde har samtidigt fokus på behovet for at forbedre levevilkårene for de socialt og økonomisk dårligst stillede samt at sikre en udjævning af indkomstforskelle i samfundet. Et væsentligt mål i kommissoriet for Skatte og Velfærdskommissionen er at sikre en bedre målretning af de forskellige ydelser og tilbud, som velfærdssamfundet stiller til rådighed for befolkningen. 1

I såvel dette kapitel, som kapitel 7 om sårbare grupper vil der være fokus på personer, der af forskellige årsager står udenfor arbejdsmarkedet, samt forskellige velfærdsordninger målrettet denne gruppe. Hvor fokus i dette kapitel vil være på de ledige, hvis primære barriere for selvforsørgelse er ledighed, vil fokus i kapitel 7 om sårbare grupper være på de ledige, hvis primære barriere for selvforsørgelse er en mere eller mindre nedsat arbejdsevne. I dette kapitel vil Skatte og Velfærdskommissionen mere konkret forsøge at kortlægge nogle udfordringer først og fremmest ved bestemmelserne omkring offentlig hjælp, men også ved barselsordningen. Årsagen til denne afgrænsning er vigtigheden af lige netop disse to velfærdsordninger, der skal sikre levevilkårene for personer, der midlertidigt står udenfor arbejdsmarkedet, og ikke mindst disses familier. 6.2 Offentlig hjælp Hensigten med bestemmelserne om offentlig hjælp er at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for alle, der ikke er selvforsørgende, opholder sig i landet, og som ikke kan klare sig på anden vis. Samtidig skal det øge motivationen hos modtageren af offentlig hjælp til at tage ansvar for sit eget liv samt til i videst muligt omfang at blive selvforsørgende. Imidlertid er der problemer med målretningen af denne sociale sikringsydelse. Den manglende målretning af offentlig hjælp handler helt overordnet om, at det offentlige hjælp system i dag i visse tilfælde tilkender offentlig hjælp til personer uden et reelt forsørgelsesbehov. Der er ikke sikkerhed for at offentlig hjælp tilkendes alle, med et reelt forsørgelsesbehov. Derudover handler det om, at sikre, at størrelsen af kommunekassen ikke bliver afgørende for størrelsen af den udbetalte offentlige hjælp. Hvad enten det omhandler problemer med manglende målretning eller uheldige incitamenter for kommunerne, er der behov for at tage kritisk stilling til såvel måden, hvorpå offentlig hjælp tilkendes, som måden, hvorpå denne sociale sikringsydelse udmåles. Dette skal ske med henblik på at sikre, både at personer, der tilkendes offentlig hjælp, er dem, der har det største behov, og at udmålingen af denne sociale sikringsydelse kommer til at foregå mere ensartet. Systemet skal således, så vidt det er muligt, gøres mere gennemskueligt, end hvad tilfældet er i dag. Et mere gennemskueligt offentlig hjælp system vil gavne borgerne og give mulighed for større retssikkerhed. Samtidig vil det lette administrationen af reglerne om offentlig hjælp i kommunerne. Et lettere administrerbart offentlig hjælp system vil, givet de personalemæssige ressourcer i kommunerne, sikre en mere ensartet stilling af borgere i samme situation, end hvad tilfældet er i dag. Ved indretningen af offentlig hjælp systemet er det også vigtigt at gøre selvforsørgelse mere attraktivt end passiv forsørgelse. En større grad af selvforsørgelse vil have en positiv indvirkning, ikke blot på den økonomiske velstand og den sociale samhørighed i samfundet, men også på den såvel sociale, som økonomiske situation for den enkelte borger. 2

Skatte og Velfærdskommissionen vil i dette kapitel mere indgående redegøre for og diskutere den manglende målretning af offentlig hjælp samt årsagerne til dette. Udgangspunktet for denne redegørelse og diskussion vil være en kort gennemgang af reglerne om offentlig hjælp, samt en kortlægning af offentlig hjælp området. På baggrund heraf vil Skatte og Velfærdskommissionen fremsætte sine anbefalinger vedrørende en ændring af offentlig hjælp systemet. Som udgangspunkt for hele kapitlet vil Skatte og Velfærdskommissionen indledningsvist fremsætte nogle anbefalinger vedrørende de generelle principper for de sociale sikringsydelser. 6.2.1 Reglerne om offentlig hjælp Offentlig hjælp er en social sikringsydelse, der har til formål at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for alle, der ikke er i stand til at forsørge sig selv. Offentlig hjælp kan således kun tildeles, hvis alle andre muligheder er udtømte. Offentlig hjælp kan tildeles henholdsvis ved akut trang og til forsørgelse og til faste udgifter samt i særlige tilfælde. Offentlig hjælp, der ydes som hjælp ved akut trang, ydes som en form for overlevelseshjælp. Hjælpen er tiltænkt at dække modtagerens helt basale behov til for eksempel mad, tøj o.l. Offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter har en mere længerevarende karakter, hvilket også medfører, at man skal opfylde flere betingelser for at modtage denne form for hjælp. Offentlig hjælp til forsørgelse og faste udgifter udmåles med et beløb til underhold, samt et beløb som fastsættes ud fra modtagerens dokumenterede faste udgifter. Offentlig hjælp i særlige tilfælde giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan yde hjælp i nogle ganske særlige tilfælde. Der kan ydes hjælp til enkeltudgifter, flytning og begravelse 1. Hvor offentlig hjælp henholdsvis ved akut trang og i særlige tilfælde har karakter af et engangsbeløb eller en kortvarig hjælp, har offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter karakter af en mere varig hjælp, om end hensigten med offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter ikke er varig passiv forsørgelse. Selvom offentlig hjælp er en social sikringsydelse, så skal reglerne for denne samtidig være med til at øge motivationen til at tage ansvar for sit eget liv og til på sigt i videst muligt omfang at blive selvforsørgende. Udover de almindelige betingelser for modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter, er det derfor en betingelse, at man er ledig, ikke har et rimeligt tilbud om arbejde og aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder. Kun i helt særlige tilfælde kan man modtage offentlig hjælp på trods af, at man ikke opfylder sin rådighedsforpligtelse. For at kunne modtage offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter uden at opfylde rådighedsforpligtelsen, skal man således være enten vurderet uarbejdsdygtig, syg eller på barsel. Uarbejdsdygtighed er typisk baseret på enten helbreds, eller tilpasningsproblemer, mens sygdom giver fritagelse fra rådighedsforpligtigelsen såfremt der er risiko for, at ens helbred forringes ved fortsat arbejde. Til grund for afgørelsen om, hvorvidt man kan fritages for at stå til 1 Vejledning til Landstingsforordningen om offentlig hjælp, Departementet for Sociale Anliggender, December 2010 3

rådighed for arbejdsmarkedet, fordi man er enten vurderet uarbejdsdygtig, eller syg, dokumenteres i dag typisk ved en lægeerklæring. I forbindelse med tildelingen af offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter skal der udarbejdes en individuel handlingsplan. Den individuelle handlingsplan har til formål at sikre en målrettet indsats for at muliggøre en fast tilknytning til arbejdsmarkedet samt en eventuel bedring af de personlige og familiemæssige vilkår. Planen skal beskrive hvordan man kan opnå optagelse og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Dette kan eksempelvis ske via afvænning, personlig udvikling, opkvalificering, uddannelse, aktivering, revalidering, omskoling og lignende I udarbejdelsen skal modtageren af offentlig hjælp i videst mulig omfang inddrages. For at sikre, at det altid bedre kan betale sig at arbejde end at modtage offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter, er der indsat en maksimalgrænse, der indebærer, at denne sociale sikringsydelse med få undtagelser maksimalt må udgøre 65 pct. af mindstelønnen for en ufaglært lønmodtager efter overenskomsten imellem SIK og Landsstyret. Dette svarer til ca. 9.100 kr. om måneden. Offentlig hjælp var før 1. januar 2005 skattefri, men er i dag en skattepligtig social sikringsydelse. Der gives dog en reduktion i indkomstskatten. Der betales således ikke skat af offentlig hjælp, så længe modtageren ikke har anden indkomst, der overstiger standardfradraget eller det ligningsmæssige fradrag. Dette betyder også, at loftet på den offentlige hjælp på 65 pct. af SIKs mindsteløn svarer til 90 pct. af SIKs mindsteløn, såfremt der ikke betales skat af den offentlige hjælp. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af offentlig hjælp i bestemte tilfælde. Offentlig hjælp skal således tilbagebetales, hvis modtageren af offentlig hjælp mod bedrevidende har undladt at meddele kommunalbestyrelsen oplysninger om ændringer i de private forhold af betydning for rettigheden til offentlig hjælp. Offentlig hjælp skal også tilbagebetales, hvis modtageren mod bedrevidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne forordning. Endelig skal offentlig hjælp tilbagebetales, hvis modtageren senere har fået udbetalt erstatning, offentlig pension, et underholdsbidrag eller lignende som vedrører samme tidsrum og formål som den udbetalte offentlige hjælp. I andre tilfælde kan Kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling af offentlig hjælp. Dette kan ske, hvis der må hjælp til en person på grund af den pågældendes uforsvarlige økonomiske eller arbejdsmæssige handlinger. Dette kan også ske, hvis modtageren af offentlig hjælp forventes i løbet af kort tid at ville være i stand til at tilbagebetale den offentlige hjælp. Beslutningen om tilbagebetaling af offentlig hjælp afhænger således af modtagerens og denne families fremtidige muligheder for at få økonomien til at hænge sammen igen. Derudover afhænger det af, om modtageren af offentlig hjælp tidligere har handlet uforsvarligt og om der er undskyldelige elementer for den uforsvarlige handling. 6.2.2. Udmåling af offentlig hjælp Som nævnt udmåles offentlig hjælp i princippet efter et skøn over, hvad modtageren af offentlig hjælp vurderes at have brug for. Af vejledningen til forordningen om offentlig hjælp fremgår det, 4

at fastsættelsen af størrelsen på offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter, sker skønsmæssigt ud fra ansøgerens hidtidige levevilkår, forsørgelsesforpligtelser, en eventuel ægtefælle, registreret partner eller dermed ligestillet samlevers indtægter, faste udgifter og lokale forhold 2. I praksis udmåles offentlig hjælp, ved at der udmåles et rådighedsbeløb til ansøgeren efter en fast takst på forsørgelse samt et børnetillæg til hvert barn, som personen har forsørgelsespligt i forhold til. Hertil lægges eksisterende udgifter til husleje (fratrukket boligsikring) samt andre faste udgifter såsom vand, varme og el udgifter, daginstitutionsbetaling og eventuelle kontingenter. Både rådighedsbeløbene og forsørgertillægget fastsættes af kommunerne og varierer kommunerne imellem. Nedenfor i tabel 6.1. er vist eksempler på udmålingen af offentlig hjælp for forskellige familietyper, hvor rådighedsbeløbet er fastsat til 2.000 kr. pr. måned for en enlig og 3.500 kr. om måneden for et par. Forsørgertillægget udgør 1.000 kr. pr. måned pr. barn, hvilket svarer til underholdsbidraget. Disse beløb svarer til, hvad Kommuneqarfik Sermersooq opererer med i udmålingen af offentlig hjælp. Tabel 6.1. Eksempler på udmåling af offentlig hjælp Enlig uden børn Enlig med et barn Enlig med tre børn Par uden børn Par med to børn Husleje/Udgifter til bolig 3.000 4.000 6.000 4.000 6.000 Boligsikring 1.950 2.640 4.080 1.440 2.640 Varme, vand, el 500 750 1.000 750 1.000 Forsikring 100 200 200 200 200 Forsørgertillæg 0 1.000 3.000 4.000 Daginstitution 0 500 1.000 500 Rådighedsbeløb 2.000 2.000 2.000 3.500 3.500 Offentlig hjælp pr. person pr. måned 3.650 5.810 9.120 3.505 6.280 Underholdsbidrag 1.000 3.000 Børnetilskud 635 1.905 1.270 Kilde: Egne beregninger. Note: Boligsikringen er beregnes ud fra en antagelse om, at det seneste års slutlignede indkomst for den enlige er kr. 100.000 og for parret kr. 150.000 Som det fremgår af ovenstående tabel stiger udmålingen af offentlig hjælp med antallet af børn samt størrelsen på huslejen. En enlig med tre børn vil derfor i mange tilfælde få offentlige hjælp, som ligger tæt på ydelsesloftet, mens en enlig og par uden børn vil få offentlig hjælp, der ligger på et relativt beskedent niveau. For personer med børn suppleres den offentlige hjælp af underholdsbidrag samt børnetilskud, som ikke bliver modregnet i den offentlige hjælp. Er modtageren af offentlig hjælp samlevende med en person, der er i arbejde, udregnes den offentlige hjælp ved først at beregne, hvad begge voksne ville modtage i offentlig hjælp i henhold til ovenstående procedure, hvorfra der fratrækkes nettolønindkomsten fra den person, der er i 2 Vejledning til Landstingsforordningen om offentlig hjælp, Departementet for Sociale Anliggender, December 2010 5

arbejde. Nedenfor i tabel 6.2. er vist eksempler på udmålingen af offentlig hjælp for forskellige familietyper, hvor den ene er i arbejde, og hvor den anden modtager offentlig hjælp. 6

Tabel 6.2. Udmåling af offentlig hjælp til par, hvor den ene er i arbejde Par med to Par med to Par med tre Par uden børn børn børn børn Husleje/Udgifter til bolig 4.000 6.000 6.000 7.000 Boligsikring 1.440 2.640 2.640 3.360 Varme, vand, el 750 1.000 1.000 1.250 Forsikring 200 200 200 200 Kontingenter 250 250 250 250 Forsørgertillæg 4.000 4.000 6.000 Daginstitution 500 500 1.000 Rådighedsbeløb 3.500 3.500 3.500 3.500 Nettolønindkomst 6.828 6.828 4.167 6.828 Offentlig hjælp pr. måned 432 5.982 8.643 9.012 Børnetilskud 1.270 1.270 1.905 Kilde: Egne beregninger. Note: Boligsikringen er beregnes ud fra en antagelse om, at det seneste års slutlignede indkomst for parret er kr. 150.000 Den nuværende praksis betyder også, at der sker en krone for krone modregning af lønindkomst, når nettolønindkomsten ikke overstiger, hvad der kunne opnås i offentlig hjælp for parret tilsammen. Denne grænse stiger jo flere børn og jo højere faste udgifter. Med den nuværende udmåling sker der tilmed en kompensation over den offentlige hjælp, hvis lønindkomsten for den ene i parret, er mindre end det beløb, som personen ville have modtaget i offentlig hjælp. Den supplerende del udbetales til modtageren af offentlig hjælp og ikke til personen, som er i arbejde, således at parrets indtægt fra offentlig hjælp og lønindkomst som minimum befinder sig på det niveau, som parret ville have fået, hvis de begge modtog offentlig hjælp. Som det ses af ovenstående eksempel vil størrelsen på den offentlige hjælp ligge tæt på ydelsesloftet på ca. 9.100 kr. om måneden i de tilfælde, hvor en familie har høje faste udgifter og mange børn. Udmålingen af den offentlige hjælp vil ligeledes ligge tæt på eller over ydelsesloftet i de tilfælde, hvor en samlevers indkomst ligger under det niveau, som vil kunne opnås i offentlig hjælp, idet offentlig hjælp vil fungere som en supplerende ydelse for samleveren med en lav indkomst. Eksemplerne ovenfor er et tænkt eksempel, idet kommunerne har mulighed for at vurdere, om de faste udgifter er rimelige og dermed om størrelsen på den udmålte offentlige hjælp skal kunne dække alle faste udgifter. Er det vurderingen, at de faste udgifter ikke er rimelige, kan der udmåles et mindre beløb til dækning af de faste udgifter. Det er dog vurderingen, at det er praksis, at udmålingen af offentlig hjælp tager udgangspunkt i de eksisterende faste udgifter, idet den høje efterspørgsel og ventetiden på en lejebolig mange steder i landet betyder, at det er vanskeligt at flytte til en billigere bolig. Den nuværende praksis med udmåling af offentlig hjælp betyder, at størrelsen på den offentlige hjælp først og fremmest bestemmes af niveauet for de faste udgifter samt antallet af børn, som modtageren af offentlig hjælp har forsørgelsespligt overfor. Det nuværende system betyder også, at jo mere der udbetales i offentlig hjælp, jo mere skal der tjenes før det giver sig udslag i et større rådighedsbeløb. Spørgsmålet er så, hvornår det kan betale sig at arbejde? 7

6.2.3 Incitamentsproblemer i den offentlige hjælp Formålet med offentlig hjælp er, at det skal kunne betale sig at arbejde, men at det samtidig skal være et socialt sikkerhedsnet for personer, som ikke kan opretholde en indkomst, der kan forsørge dem selv og deres familie. Med den faste praksis omkring udmåling af såvel rådighedsbeløb som forsørgertillæg, er der i den offentlige hjælp taget højde for, at børnefamilier udenfor arbejdsmarkedet sikres et rimeligt forsørgelsesgrundlag. For at det kan betale sig at arbejde skal størrelsen på den disponible indkomst gerne stige jo mere man tjener, hvilket vil sige, at den marginale skat skal ligge under 100 pct. Som det ses af figurerne 6.1 og 6.2 er der stor forskel på, hvornår den disponible indkomst stiger for enlige eller par med børn. Ses der på eksemplerne i tabel 6.1. og 6.2, kan det for en enlig med 1 barn betale sig at arbejde, hvis indkomsten overstiger ca. 50.000 kr., mens det for et par med to børn, hvor den ene modtager offentlig hjælp, først kan betale sig at arbejde, når der kan opnås en samlet indkomst for parret på 210.000 kr. årligt. For parret med to børn, vil der sågar i en periode være tale om en nedgang i den disponible indkomst. Dette skyldes samspillet mellem aftrapningen af børnetilskuddet og daginstitutionsbetalingen. For en familie med tre børn, hvor den ene modtager offentlig hjælp skal lønindkomsten overstige 274.000 kr. før at det afføder en stigning i den disponible indkomst. Figur 6.1. Udvikling i disponibel indkomst for en enlig med et barn 140.000 9.000 130.000 120.000 8.000 Disponibel indkomst 110.000 100.000 90.000 80.000 70.000 60.000 50.000 40.000 30.000 7.000 6.000 5.000 4.000 3.000 2.000 Børnetilskud og udgifter til daginstitution 20.000 10.000 1.000 0 0 20.000 40.000 60.000 80.000 100.000 120.000 140.000 160.000 180.000 200.000 220.000 240.000 260.000 280.000 300.000 Indkomst Disponibel indkomst Børnetilskud Udgifter til daginstitution Kilde: Egne beregninger 8

Figur 6.2. Udviklingen i disponibel indkomst for et par med to børn Disponibel indkomst 110.000 100.000 90.000 80.000 70.000 60.000 50.000 40.000 30.000 20.000 10.000 18.000 16.000 14.000 12.000 10.000 8.000 6.000 4.000 2.000 Børnetilskud og udgifter til daginstitution 0 0 20.000 40.000 60.000 80.000 100.000 120.000 140.000 160.000 180.000 200.000 220.000 240.000 260.000 280.000 300.000 Indkomst Disponibel indkomst Børnetilskud Udgifter til daginstitution Kilde: Egne beregninger Som den offentlige hjælp administreres og udmåles på nuværende tidspunkt er incitamentet til at arbejde ikke særlig stort for nogle familietyper, da de vil modtage meget i offentlig hjælp. Det gælder som nævnt for familier med mange børn og for familier med høje faste udgifter. Rådighedsbeløbet for en familie med høje faste udgifter vil tilmed være uændret op til en relativt høj indkomstgrænse. Dette skyldes dels at der sker en krone for krone modregning af evt. lønindkomst, samt at kombinationen med boligsikring, børnetilskud og tilskud til daginstitutionsbetaling skaber incitamentsfælder ved stigende lønindkomster. For personer med meget lave indkomster vil der op til en vis indkomstgrænse være en marginalskat tæt på 100 pct. hvilket er udtryk for, at der bør være et minimum eksistensgrundlag for forskellige familietyper. Samspillet mellem boligsikring, børnetilskud og daginstitutionsbetaling kan med fordel optimeres, således at det også ved lave indkomster kan betale sig at arbejde frem for at modtage offentlig hjælp. 9

6.2.4. Fakta om offentlig hjælp I 2008 var der i alt 7.246 personer fordelt på 5.595 husstande, der modtog den ene eller den anden form for offentlig hjælp. Som det fremgår af nedenstående figur 6.3, var der i 2008 i gruppen af modtagere af offentlig hjælp en lille overvægt af mænd. Dette kan blandt andet skyldes, at mænd i højere grad end kvinder er beskæftiget med sæsonpræget arbejde, og derfor i perioder ikke kan oppebære en tilstrækkelig indkomst til at forsørge sig selv og deres familier. Figur 6.3: Antal modtagere af offentlig hjælp fordelt på køn Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik. Som det fremgår af figur 6.4, var der i 2008 i gruppen af modtagere af offentlig hjælp en overvægt i aldersgrupperne 38 42 år og 43 47 år. Dette kan blandt andet skyldes, at der i aldersgrupperne 38 42 år og 43 47 år er et større forsørgelsesbehov på grund af nedslidning, eller behovet for omskoling og andre større eller mindre barrierer for på kortere eller længere sigt igen at opnå en mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet. 10

Figur 6.4: Antal modtagere af offentlig hjælp i 2008 fordelt på aldersgrupper Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik. Som det fremgår af figur 6.5, var det i 2008 størstedelen af gruppen af modtagere af offentlig hjælp, der ikke havde forsørgerpligt overfor børn. Dette kan blandt andet skyldes, at en stor del af gruppen af modtagere af offentlig hjælp hører til i de yngre aldersgrupper. Der synes at være en tendens til, at forsørgelsesbehovet vokser i takt med antallet af børn. Dette kan blandt andet skyldes samspilsproblemer imellem offentlig hjælp og andre offentlige ydelser. 11

Figur 6.5: Antal husstande, der modtager offentlig hjælp, fordelt på antal børn i husstanden Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik. Som det fremgår af tabel 6.3 beløb de samlede udgifter til offentlig hjælp sig i 2008 til i alt 89,1 mio. kr. De samlede udgifter til offentlig hjælp varierer en del fra kommune til kommune, hvor Kommuneqarfik Sermersooq står for næsten halvdelen af de samlede udgifter til offentlig hjælp. Tabel 6.3: Samlede udgifter til offentlig hjælp i 2008 (mio. kr.) Samlet Andel af offentlig hjælp offentlig hjælp Hele landet 89,1 100 Kommune Kujalleq 16,0 18 Kommuneqarfik Sermersooq 39,1 44 Qaasuitsup Kommunia 24,0 27 Qeqqata Kommunia 10,1 11 Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik Det ses af tabel 6.4., at der er forholdsvist store forskelle både kommunerne imellem, og mellem kommunerne og landsgennemsnittet, hvad angår niveauet for offentlig hjælp. Kommunerne adskiller sig således en del fra såvel hinanden, som landsgennemsnittet, hvad angår, hvor stor en andel offentlig hjælp udgør af den gennemsnitlige ækvivalerede markedsindkomst. Forskellene kan blandt andet forklares ved antallet af modtagere af offentlig hjælp. Der synes således at være en vis sammenhæng imellem niveauet for offentlig hjælp og antallet af 12

modtagere af denne sociale sikringsydelse i storkommunen. Desto flere modtagere af offentlig hjælp, desto lavere er niveauet for offentlig hjælp. Forklaringen på forskellene kan også være forskelle i den gennemsnitlige ækvivalerede markedsindkomst. Der synes også at være en vis sammenhæng imellem niveauet for offentlig hjælp og størrelsen af den gennemsnitlige ækvivalerede markedsindkomst i kommunen. Desto større den gennemsnitlige ækvivalerede markedsindkomst er, desto lavere er niveauet for offentlig hjælp. Som det imidlertid også fremgår af tabel 6.4 er der forholdsvist små forskelle kommunerne imellem og mellem kommunerne og landsgennemsnittet, hvad angår størrelsen af den disponible indkomst. Dette kan tyde på, at udmålingen af offentlig hjælp stort set giver modtagere de samme vilkår over hele landet. Tabel 6.4: Gennemsnitlige ækvivalerede indkomster for modtagere af offentlig hjælp i 2008 fordelt på kommuner Hele Kommune Kommuneqarfik Qaasuitsup Qeqqata landet Kujalleq Sermersooq Kommunia Kommunia Antal husstande 5.595 974 1.874 1.967 780 Markedsindkomst 66.159 63.550 65.376 67.102 68.762 Samlet offentlig hjælp 9.838 10.574 13.045 6.967 8.477 Disponibel indkomst 63.294 64.414 65.491 60.430 63.762 Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik Tabel 6.5 viser, at de fleste modtagere af offentlig hjælp modtager relativt beskedne beløb i offentlig hjælp. Således modtog 4 ud af 5 modtagere af offentilg hjælp et beløb på 20.000 kr. eller derunder i 2008, hvilket samlet set beløb sig til ca. 32 mio. kr. 75 pct. af udgifterne til offentlig hjælp blev udbetalt til personer, der modtog beløb på 50.000 kr. eller derunder i 2008. 13

Tabel 6.5. Antal modtagere af offentlig hjælp og samlede udgifter opdelt på intervaller af udbetalt offentlig hjælp Udbetalt Antal Samlede offentlig hjælp modtagere udgifter 0 5.000 3.427 6.548.361 5.000 10.000 1.265 9.091.089 10.000 15.000 668 8.191.460 15.000 20.000 476 8.278.335 20.000 25.000 335 7.438.572 25.000 30.000 224 6.136.825 30.000 35.000 175 5.688.639 35.000 40.000 148 5.523.904 40.000 45.000 102 4.315.430 45.000 50.000 98 4.646.390 50.000 55.000 67 3.520.923 55.000 60.000 40 2.311.532 60.000 65.000 43 2.665.904 65.000 70.000 35 2.352.219 70.000 75.000 31 2.242.618 75.000 80.000 32 2.471.644 80.000 85.000 21 1.726.383 85.000 90.000 12 1.052.083 90.000 95.000 13 1.200.889 95.000 100.000 11 1.068.622 100.000+ 23 2.721.162 Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik Figur 6.6 viser sammenhængen mellem den gennemsnitlige udbetalte offentlige hjælp og bruttoindkomsten i 2009 for personer der ikke var registreret i et parforhold. Bruttoindkomsten for hver person er nedrundet til nærmeste 10.000 kr., hvorefter der er beregnet et gennemsnitligt beløb for den udbetalte offentlige hjælp for personerne i de enkelte intervaller. I 2009 havde 786 personer, uden en registreret partner, en bruttoindkomst under 10.000 kr. Den gennemsnitlige udbetalte offentlige hjælp for denne gruppe var 30.485 kr. 351 personer havde en bruttoindkomst imellem 10.000 kr. og 20.000 kr. og modtog en gennemsnitligt offentlig hjælp på 22.686 kr. Ved udmåling af den offentlige hjælp, indgår som tidligere nævnt husstandens samlede nettoløn. I det datagrundlag som ligger til grund for figuren nedenfor, kendes kun bruttoindkomstern for modtageren af offentlig hjælp og ikke den samlede husstands indkomster. Det må på den baggrund formodes, at den offentlige hjælp blev beregnet med afsæt i en højere gennemsnitlig bruttoindkomst end den, der ligger til grund for dette datasæt. På den baggrund vil figuren med overvejende sandsynlighed undervurdere størrelsen af den faktisk udbetalte offentlige hjælp ved forskellige bruttoindkomster. 14

Figur 6.6: Offentlig hjælp og bruttoindkomst for personer uden en registreret partner Kilde: Skattestyrelsen Hvor meget figuren undervurderer størrelsen af den offentlige hjælp ved forskellige husstandes bruttoindkomster kan anskueliggøres ved at betragte de personer der lever i et registreret parforhold. For disse personer kendes nemlig også den registreret partners indkomst og den eventuelt udbetalte offentlige hjælp. Det vil på den måde være muligt at kommer nærmere et realistisk billede af husstandens faktiske samlede indkomstforhold og dermed de faktiske forudsætninger for beregningerne af den udbetalte offentlige hjælp. Figur 6.7 viser, at sammenhængen mellem de registrerede parforholds samlede bruttoindkomst samt personernes udbetalte offentlige hjælp. Par med bruttoindkomster under 10.000 kr. modtog ifølge figuren offentlig hjælp på godt 93.000 kr., hvilket svarer til 46.500 kr. pr. person. De ca. 30.000 kr. i udbetalt offentlig hjælp ved bruttoindkomster på under 10.000 kr. fra figur 6.6 kan på den baggrund skønnes at være for lavt, men nok ikke meget mere end 15.000 kr. pr år. 15

Figur 6.7: Bruttoindkomst og offentlig hjælp for medbeskattede husstande Kilde: Skattestyrelsen Det forekommer i dag, at også personer med indkomster, som forventes at være tilstrækkelige til at være selvforsørgende, modtager offentlig hjælp, jf. tabel 6.6. Det har ikke været muligt at analysere sammenhængen mellem indkomsten og modtagelsen af offentlig hjælp yderligere, idet datagrundlaget ikke giver mulighed for at se i hvilken periode indkomsten er faldet og i hvilken periode, der er modtaget offentlige hjælp. Det antages, at der er tale om personer, der på trods af pæne indkomster ikke har formået at spare op til dårlige tider, eller at det dækker over personer, som efter modtagelse af offentlig hjælp har fået høje indkomster. 16

Tabel 6.6: Gennemsnitlige ækvivalerede indkomster for modtagere af offentlig hjælp i 2008 fordelt på deciler Markeds Samlet Disponibel indkomst offentlig hjælp indkomst 1. decil 121 18.864 38.438 2.decil 6.614 16.031 33.081 3.decil 18.794 14.735 31.497 4.decil 31.296 13.457 33.006 5.decil 44.399 12.588 35.964 6.decil 58.283 11.992 39.332 7.decil 74.254 11.327 43.233 8.decil 94.310 10.794 47.129 9.decil 124.568 10.426 51.921 10.decil 208.785 9.962 59.231 Kilde: Egne beregninger baseret på tal fra Grønlands Statistik Tabel 6.7 viser antallet af personer, der i 2009 modtog offentlig hjælp opdelt i forhold til, om deres bruttoindkomst var over eller under 200.000 kr. for enlige og 300.000 kr. for par. Tabel 6.7.: Udbetalinger af offentlig hjælp Husstande hvor personerne er gifte Ikke gifte Under 300.000 kr. over 300.000 kr. Under 200.000 kr. over 200.000 kr. Antal Beløb Antal Beløb Antal Beløb Antal Beløb 632 12.552.485 301 2.729.028 5.299 80.645.080 376 3.039.766 Kilde: Skattestyrelsen Af tabellen fremgår det, at 632 husstande 3 med bruttoindkomster under 300.000 kr. modtog offentlig hjælp til en samlet værdi på 12,6 mio. kr. Antallet af husstande med bruttoindkomster over 300.000 kr. udgjorde 301, som samlet modtog knap 2,7 mio. kr. i offentlig hjælp. For ikke gifte modtagere af offentlig hjælp var der 5299 personer med bruttoindkomster under 200.000 kr., og de modtog samlet 80,6 mio. kr. Antallet af modtagere med bruttoindkomster over 200.000 kr. var 376, og de modtog tilsammen offentlig hjælp til en værdi på 3 mio. kr. Der er ikke fastsat regler for, hvordan størrelsen af den offentlige hjælp aftrappes, hvis borgeren opnår indkomst via andre kanaler. Som udgangspunkt vil personer med tilstrækkeligt høje indkomster have mulighed for at tilrettelægge deres private økonomi på en sådan måde, at det må høre til den absolutte undtagelse, at der kan være grund til at rette henvendelse til de sociale myndigheder med en ansøgning om udbetaling af offentlig hjælp som følge af akut trang. Når der på trods heraf forholdsvis tit sker udbetaling af offentlig hjælp til personer med indkomster, der må formodes at være tilstrækkelige til selvforsørgelse, skal det antageligvis ses i 3 Hver husstand inkluderer to gifte personer. 17

sammenhæng med, at de pågældende borgere i den konkrete situation ikke har haft midler til at forsørge sig selv eller deres familie. Især hvis der er tale om børnefamilier, kan det være vanskeligt at afvise borgerne i disse tilfælde. Udbetalingerne af offentlig hjælp viser, at den ikke er tilstrækkeligt målrettet til de grupper i samfundet, der har behov for det, eftersom personer med tilstrækkelige indkomster til at kunne være selvforsørgende alligevel modtager offentlig hjælp. Dette skyldes dels, at der hverken er et fast regelsæt eller en fast praksis omkring tilbagebetaling af offentlig hjælp. Der er ikke fastsat bestemmelser omkring indtægtsgrænser for modtagelse af offentlig hjælp, hvorfor incitamenterne til at spare op under gode tider ikke er tilstrækkelige. 6.3 Udfordringer ved offentlig hjælp systemet 6.3.1 Ydelse, udmåling og tilbagebetaling En udfordring for offentlig hjælp systemet drejer sig om selve ydelsen, samt proceduren for såvel udmålingen, som tilbagebetalingen af denne. Helt overordnet er det problematisk, at offentlig hjælp ikke bliver beskattet, hvis modtagere af offentlig hjælp ikke har øvrige indkomster, der overstiger de ligningsmæssige fradrag/standardfradraget. Dette gør det svært at sammenligne levestandarden for modtagere af offentlig hjælp med levestandarden for såvel modtagere af de øvrige sociale sikringsydelser, som lønmodtagere. Det indebærer en risiko for, at tilskyndelsen til at blive selvforsørgende hos modtagere af offentlig hjælp mindskes. Derudover er det problematisk, at udmålingen af offentlig hjælp indenfor rammerne af maksimalgrænsen på 65 pct. skal ske på baggrund af et skøn over forskellige individuelle forhold. At udmåle en social sikringsydelse på baggrund af et skøn er administrativt en mere krævende procedure end at udmåle denne på baggrund af en bestemmelse. Erfaringer viser, at der i den kommunale forvaltning ikke altid er den fornødne socialfaglige ekspertise 4 til at foretage komplicerede skøn (Arbejdsgruppen om undersøgelse af arbejdsforholdene i den sociale sektor (2002)), og dette er muligvis en årsag til, at det i praksis sjældent er et skøn over forskellige individuelle forhold, der afgør størrelsen af den udbetalte offentlige hjælp, men derimod kommunalt fastsatte takster. Udmålingen af offentlig hjælp og det forhold, at der i praksis opereres med lokalt fastsatte rådighedsbeløb betyder, at høje faste udgifter og mange børn udløser meget i offentlig hjælp. For disse grupper skal modtageren af offentlig hjælp og dennes ægtefælle/samlever have udsigt til en relativt høj lønindkomst, før end at det kan betale sig for dem at arbejde. Aftrapningen af 4 Ifølge en redegørelse om arbejdsforholdene i den sociale sektor, der blev udarbejdet af en arbejdsgruppe om undersøgelse af arbejdsforholdene i den sociale sektor i 2002 var det på daværende tidspunkt kun omkring halvdelen af personalet i den kommunale forvaltning, der var ansat i ordinære stillingskategorier. Kun omkring halvdelen af personalet i den kommunale forvaltning var således ansat i en stilling som enten socialchef, afdelingsleder, socialrådgiver, eller sagsbehandler. Kun 24 pct. af medarbejderne var uddannet socialrådgivere. 10 pct. af medarbejderne var uddannet socialmedhjælpere, og de øvrige medarbejdere havde en anden uddannelsesmæssig baggrund, herunder 40 pct. kontoruddannede. Der er ikke siden 2002 mere systematisk blevet fulgt op på udviklingen i personalesammensætningen i den kommunale forvaltning, men diverse tilsynsbesøg og en stikprøve i Qaasuitsup Kommunia så sent som i 2010 indikerer, at der ikke siden da er sket de store ændringer i denne. 18

boligsikring, børnetilskud og daginstitutionsbetaling spiller i høj grad ind på børnefamiliers disponible indkomst, hvilket med den nuværende praksis har den effekt, at en lønindkomst under et vist niveau betyder en reel nedgang i den disponible indkomst. Det skaber meget dårlige incitamenter til at arbejde for en lav løn eller i kortere perioder. Endelig er de personalemæssige ressourcer i den kommunale forvaltning muligvis en årsag til, at offentlig hjælp ikke altid tilbagebetales i de tilfælde, hvor modtagere af offentlig hjælp enten har modtaget for meget, eller af forskellige årsager ikke længere har behov for dette økonomiske sikkerhedsnet. Som det fremgår af ovenstående, kan tilbagebetalingspligten i visse tilfælde enten blive henstillet, eller helt bortfalde, men hovedreglen er tilbagebetaling. Imidlertid synes der i dag ikke at være klare regler omkring indkomstgrænse for modtagelse af offentlig hjælp, og der er heller ikke en klar praksis med hensyn til, hvornår offentlig hjælp tildeles med og uden tilbagebetalingspligt. Som det ses af afsnit 6.2.4 har nogle modtagere af offentlig hjælp en indkomst, der må formodes at være tilstrækkelig til at kunne forsørge sig selv og sin familie, hvorfor offentlig hjælp ikke burde være nødvendig. Offentlig hjælp udbetales derfor ikke i alle tilfælde til dem, der har det største behov for den. Samlet set tegner der sig et billede af et offentlig hjælp system, der indebærer en risiko for, at tilskyndelsen hos modtagere af offentlig hjælp til at blive selvforsørgende mindskes, samt at borgere i samme situation stilles uensartet. Dette skyldes dels den skattemæssige stilling af offentlig hjælp samt samspillet med supplerende sociale ydelser. Derudover er den kommunale forvaltning ikke i tilstrækkelig grad rustet til at forvalte et offentlig hjælp system, der som det nuværende er meget skønsbaseret, og som forudsætter en meget aktiv forvaltning af arbejdsmarkedspolitikken. 6.3.2 Samspil mellem børnetillæg, børnetilskud og daginstitutionsbetaling En særskilt problematik med hensyn til niveauet for offentlig hjælp er at balancere hensynet til, at modtagere af offentlig hjælp med forsørgerpligt overfor børn lever under rimelige forhold, og at disse har en tilskyndelse til at blive selvforsørgende. For at opnå en bedre balance er det nødvendigt at revurdere offentlig hjælp systemet. Dernæst indebærer det imidlertid også, at der sker en revurdering af andre sociale sikringsydelser, der er målrettet personer med forsørgerpligt overfor børn, samt en revurdering af samspillet imellem disse og offentlig hjælp. Det sociale sikkerhedsnet tilgodeser børnefamilier, dels via generelle ordninger for alle børnefamilier og dels via ordninger for familier på overførselsindkomster. Børnetilskuddet er en indtægtsreguleret supplerende sikringsydelse for alle familier med børn. På nuværende tidspunkt udgør ydelsen maksimalt 7.637 kr. pr. år. Børnetilskuddet bortfalder, når husstandens samlede skattepligtige indkomst overstiger 280.000 kr. Som modtager af offentlig hjælp vil man derudover modtage et forsørgertillæg, som udmåles som del af den offentlige hjælp. For offentlig hjælp generelt er udmålingen baseret på et skøn over de individuelle forhold for familien. Praksis viser dog, at ydelsen typisk fastlægges efter en kommunalt fastsat takst. Denne er i dag typisk på 1.000 kr. pr. måned til hver forsørger svarende til niveauet for børnetillægget til pensionister og studerende. Dette svarer også til det gældende niveau for underholdsbidraget. 19

Forsørgertillægget (børnetillægget) til modtagere af offentlig hjælp har til formål at sikre, at børn af modtagere af offentlig hjælp uafhængigt af forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet lever under rimelige forhold. Vigtigheden af at sikre, at børn lever under rimelige forhold, er veldokumenteret i forskellige undersøgelser af fattigdom 5. De nuværende velfærdsordninger for modtagere af offentlig hjælp med forsørgerpligt overfor børn indebærer imidlertid en risiko for, at tilskyndelsen hos personer med børn til at blive selvforsørgende mindskes. Når modtagere af offentlig hjælp med forsørgerpligt overfor børn kommer i arbejde, skal nettoindkomsten overstige den offentlige hjælp, som er højere jo flere børn, der er i familien. Som følge heraf vil det særligt for familier med flere børn i lavindkomstgruppen i nogle tilfælde ikke kunne betale sig for forældrene at komme i arbejde, idet en lønindkomst vil ligge på et lavere niveau end offentlig hjælp. En mulighed for at undgå en indkomstnedgang ved overgang fra offentlig hjælp til arbejde er at forhøje det generelle børnetilskud, således at forsørgere med lave indkomster bibeholder incitamentet til at tage et arbejde. Dermed vil der i flere tilfælde være en tilskyndelse hos såvel personer i lavindkomstgruppen, som modtagere af offentlig hjælp til enten at være, eller at blive selvforsørgende. Derudover vil en mere glidende aftrapning af børnetilskuddet også sikre en stigning i den disponible indkomst ved alle indkomstgrænser, således at der ikke skabes situationer, hvor det ikke kan betale sig at arbejde mere. Som det fremgår af figur 6.1 og 6.2 har aftrapningen på daginstitutionsbetaling også indflydelse på, hvor meget der er tilbage i disponibel indkomst, og på i hvor høj grad den disponible indkomst stiger jo højere indkomsten er. Her vil en mere glidende aftrapning på daginstitutionsbetalingen også medvirke til, at der ikke sker en nedgang i den disponible indkomst for børnefamilier ved højere indkomster. 6.3.3 Indsatsen i forhold til modtagere af offentlig hjælp Der opereres ikke med en systematiseret differentiering af indsatsen i forhold til ledige, selvom om ledighedsgruppen er meget heterogen I Kommuneqarfik Sermersooq og Kommune Kujalleq er der imidlertid med succes blevet eksperimenteret med et mere differentieret system baseret på en opdeling af de ledige (matchgruppesystem), der i store træk svarer til det danske matchgruppesystem. Ligesom i det danske matchgruppesystem (Arbejdsmarkedsstyrelsen (2009)), opereres der i de forskellige grønlandske med tre matchgrupper, herunder henholdsvis en matchgruppe A, der rummer de jobklar, en matchgruppe B, der rummer de indsatsklar, og endelig en matchgruppe C, der rummer de midlertidig passive. Formålet med at indføre et matchgruppesystem i Kommuneqarfik Sermersooq og Kommune Kujalleq har været at målrette indsatsen i forhold til ledige med forskellig arbejdsevne med henblik på at sikre, at disse uanset arbejdsevnen i videst muligt omfang yder en aktiv indsats som modydelse for deres sociale ydelse. Et skøn fra kommunerne indhentet i sommeren 2010 viser, at omkring 30 70 pct. af ledige har så store problemer udover ledighed, at de ikke reelt står til 5 Videnscenter om Børn og Unge (MIPI), 2007, Børns Levestandard i Grønland (del 1): Børn med afsavn interviewundersøgelse med børn og forældre i familier med knap økonomi, Nuuk. 20

rådighed for arbejdsmarkedet. Ved at indføre et mere differentieret system er indsatsen i forhold til disse blevet mere målrettet. Det kan fremføres, at indførelsen af et matchgruppesystem vil pålægge kommunerne en stor administrativ byrde, som disse givet arbejdsvilkårene i den kommunale forvaltning kan have svært ved at løfte. Den manglende systematiserede differentiering af indsatsen i forhold til modtagere af offentlig hjælp pålægger imidlertid allerede kommunerne en stor administrativ byrde, der kan spænde ben for arbejdet med at hjælpe modtagere af offentlig hjælp ud af en marginaliseret position. Det kan også fremføres, at det vil indebære en risiko for stemplingseffekter. Skatte og Velfærdskommissionen vurdere dog disse problemer til at være mindre end fordelene ved en mere differentieret orientering af arbejdsmarkedspolitikken baseres på et matchgruppesystem. I afsnit 6.6.3 i dette kapitel redegøres for Skatte og Velfærdskommissionens anbefalinger vedrørende indførslen af et matchgruppesystem. I forbindelse med tildelingen af offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter skal der udarbejdes en individuel handlingsplan. Den individuelle handlingsplan skal udarbejdes af kommunalbestyrelsen, om muligt i et samarbejde med modtageren af offentlig hjælp. Udarbejdelsen af den individuelle handlingsplan skal tage udgangspunkt i rådgivning, om hvordan modtageren af offentlig hjælp i videst muligt omfang kan klare øjeblikkelige problemer samt på længere sigt ved egen hjælp kan blive selvforsørgende. Derudover skal den tage udgangspunkt i ønsker og forudsætninger hos modtageren af offentlig hjælp samt arbejdsmarkedets behov. At udarbejde en individuel handlingsplan med udgangspunkt i såvel personlige ønsker og forudsætninger, som arbejdsmarkedets behov, kræver en stor socialfaglig ekspertise, herunder et indgående kendskab til såvel forskellige problemstillinger hos modtagere af offentlig hjælp, som mulighederne for at integrere/genintegrere disse på arbejdsmarkedet. Der findes på nuværende tidspunkt ikke viden om, i hvilket omfang personalesammensætningen i den kommunale forvaltning påvirker kvaliteten af de individuelle handlingsplaner, men givet manglen på socialfaglig ekspertise hos medarbejderne i den kommunale forvaltning kan kvaliteten af denne forventes at være varierende. Dette er problematisk i indsatsen i forhold til såvel dem, der er tættest på, som dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. For gruppen med problemer udover ledighed, er det afgørende for en effektiv indsats, at sagsbehandleren har en tilstrækkelig stor viden om diagnoser og lignende, således at denne kan identificere forskellige fysiske, psykiske og sociale barrierer for at indtræde/genindtræde på arbejdsmarkedet. Derudover er det afgørende for en effektiv indsats, at sagsbehandleren har en tilstrækkelig stor viden om behandlingstilbud og lignende til, således at der kan tilrettelægges og igangsættes en målrettet indsats i forhold til at overkomme disse. For personer, hvor det primære problem er ledighed, er det afgørende for en effektiv indsats, at sagsbehandleren har en tilstrækkelig stor viden om arbejds og uddannelsesmuligheder, så denne kan kanalisere ledige over i enten arbejds, eller uddannelsesmuligheder, som de er motiverede og kvalificerede til at tage imod. Da arbejds og uddannelsesudbuddet på de fleste områder er geografisk meget koncentreret, er det derudover afgørende for en effektiv indsats, at 21

sagsbehandleren har viden om erhvervslivet og uddannelsessystemet ikke blot i lokalområdet, men også i regionen samt på landsplan. Vigtigheden af værdien af en bred viden om arbejdsmarkedssituation understreges af forskellige analyser af bosætningsmønsteret (Formandens Departement & Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked (2010)). Af disse fremgår det blandt andet, at omkring 1/5 af befolkningen årligt flytter. Flytning sker først og fremmest internt i landet, og først og fremmest til og imellem byerne. Flytning skyldes helt overvejende enten eget eller partners arbejde, men også enten egen eller partners uddannelse kan være årsag til flytning. Lønforhold har ofte været afgørende, men også muligheden for at udnytte og udvikle kompetencer har i mange tilfælde haft en betydning. Den geografiske mobilitet vil være at stor betydning i forhold til de potentielle erhvervsprojekter, jf. sammenfatningen i kapitel 1 og 3 om uddannelse. Der stilles i dag ikke krav til modtagere af offentlig hjælp om at flytte efter arbejde og uddannelse, og særligt i bygderne, hvor der typisk er et mindre og/eller mere varierende arbejdsog uddannelsesudbud, står mange af disse derfor reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Givet den forventede erhvervsudvikling, vil det i indsatsen i forhold til modtagere af offentlig hjælp være relevant at tænke i tiltag, der fremme mobiliteten i befolkningen. Skatte og Velfærdskommissionen anbefaler derfor, at der i hver kommune oprettes lokale beskæftigelsesråd, der skal vejlede og rådgive kommunerne i forhold til arbejds og uddannelsesmulighederne i disse. 6.3.4 Fiskere og fangere I forhold til indretningen af det sociale sikkerhedsnet et det en væsentlig problemstilling om særlige grupper har så dårlige indtægtsmuligheder, at der inden for rammerne af de offentlige ydelser skal gives tilskud for at sikre en rimelig levestandard. Fiskere og fangere betragtes ofte som en sådan lavindkomstgruppe. Fremadrettet er der ikke udsigter til, at indkomstmulighederne indenfor fisker og fangererhvervet kan øges væsentligt, hvis den nuværende produktionsstruktur og antallet af personer i erhvervet fastholdes. Fiskerikommissionen konkluderede i 2009 (Fiskeri Kommissionen (2009)), at fiskererhvervet står overfor nødvendige fortsatte strukturtilpasninger, hvis lønningerne i erhvervet skal øges uden at hæve den offentlige støtte til erhvervet.. Det er ikke på sigt holdbart at basere indtjeningen på offentlig støtte til erhvervet. Fiskerikommissionen foreslog blandt andet at udnytte stordriftsfordelene ved, at en del af de mange fiskere med små produktionsenheder inddrages i en omstillingsproces i retning af færre men større og mere effektive produktionsstrukturer. Særligt for den yngre del af fiskerne og fangerne fremstår en sådan omstilling realistisk. Omstillingen vil først og fremmest være til gavn for den enkelte, da højere lønninger øger levestandarden. Samfundet vil ligeledes drage nytte af omstillingen igennem mindre udgifter til offentlig hjælp og erhvervsstøtte samtidig med, at skatteindtægterne vil stige. Strukturtilpasninger af en sådan karakter vil således indebærer en mere hensigtsmæssig udnyttelse af samfundets ressourcer. For den ældre del af fiskerne og fangerne, vil en sådan omstilling have svære og omkostningstunge udsigter. Skatte og Velfærdskommissionen har 22