Tekster: Job 5,8-16, 1 Kor 15,1-10a, Luk 18,9-14 Salmer: Lem Kirke kl 9.00 739 Rind nu op 54 Hvad mener I om Kristus 365 Guds kærlighed ej grænse ved 7 Herre Gud Rødding Sognehus kl 10.30 739 Rind nu op 7 Herre Gud 54 Hvad mener I om Kristus 365 Guds kærlighed ej grænse ved 438 Hellig 477 Som korn (sv. mel.) 57 Herre fordi du (mel. Børge Ring) Det er let nok at falde hen i forargelse over farisæeren i evangeliet, vi har hørt i dag. En ubehagelig selvglad fyr tænker vi. Men er han nu egentlig så slem? Vi tænker måske på ham som en ubehageligt brovtende pralhans. Men det er jo slet ikke det, der er tale om her. Vi hører intet om, at han går rundt og praler. Nej det vi hører er, at han stiller sig hen i templet, ligesom når vi sætter os hen i kirken, og så hører vi at han takker Gud for, at han er blevet et ordentligt menneske som lever et respektabelt liv. Er det så galt? Kender vi måske ikke selv til at tænke: Godt det ikke er mig! når andre havner i noget skidt? 1
Farisæeren gør egentlig ikke noget, vi ikke alle sammen ville gøre. Han glæder sig over, at der gået ham godt. Og alligevel er det galt! siger Jesus. Hvorfor? Måske forstår vi lidt bedre, hvad det er, det drejer sig om, hvis vi betragter tolderen i lignelsen, som jo altså gik hjem som retfærdig i modsætning til farisæeren. Tolderen beder: Gud vær mig synder nådig! Sådan kunne vi andre måske også godt finde på at sige ved særlige lejligheder, hvor vi har for alvor har gjort i nælderne. Men hvorfor er det at denne sølle fyr, som så grundigt er trådt ved siden af, bliver gjort retfærdig bare af at sige Gud, vær mig synder nådig! Ja, vi kan jo ikke vide det, for tællingen er en lignelse, et billede, og hvad det er et billede på, må vi selv finde ud af. Men jeg tænker mig, at tolderen oplever sig selv som så fedtet ind i alt muligt galt og forkert, at han kun har et Guds under at håbe på, hvis ikke han skal styrte helt og aldeles i afgrunden. Set under den vinkel giver lignelsen god mening, synes jeg. For når vi tænker os om, så lever vi jo kun i kraft af et Guds under. Det er slet ikke nogen selvfølge, at vi er til. Det er faktisk et enestående under, at vi er her. Vi har intet kunne gøre selv for at vi fik livet, og faktisk er det også i høj grad begrænset hvad kan gøre for at beholde livet. "Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke." siger Johannes Vig i romanen Løgneren. 2
Og sådan er det jo. Det lærer vi gennem livet, at det der kunne se ud som mening og mønster i tilværelsen tit viser sig at være en illusion. Somme tider må vi tænke: livet er en lang række af tilfældigheder: det var en tilfældighed, jeg blev til, det var en tilfældighed, at jeg ikke blev ramt af den bil, jeg kørte ud foran da jeg var ved at lære at cykle som 6-årig. Eller: det er en tilfældighed at man er blevet syg og at sygdommen nu har udviklet sig, så man ikke står til at redde. En enkelt celle, der har udviklet sig forkert og som ikke er blevet opfanget og ødelagt af kroppens immunsystem, og nu deler og deler og deler den sig uhæmmet, indtil den har ødelagt den krop, den selv er del af. Da min kone for 4 år siden blev uhelbredeligt syg af kræft sagde hun til mig: Jeg kan altså ikke forstå det! Og så sagde hun også med et stort smil til mig: Jeg kunne endda forstå, hvis det var dig! Du har røget hele livet og gjort alt muligt dumt, men du fejler ingen ting. Jeg har levet så sundt, og jeg skal dø! Men virkeligheden er altså ikke skruet sådan sammen, at vi selv gennem vores levevis bestemmer, hvordan det skal gå os. Selvfølgelig kan vi gøre alt muligt for ikke at blive syge og ikke at komme til skade, men nogen garanti for at det virker har vi ikke. For vort liv, vor lykke og vor sundhed er vi ikke selv herrer over. Der indgår så mange forskellige faktorer i det spil der bestemmer, hvordan det skal gå os, at vi slet ikke kan overskue dem. Ja, så mange er de faktorer der spiller ind i vort livs lotteri, at vi ikke har en chance for at beherske dem. 3
Men samtidig med at vort liv udgøres af sådan et fuldstændigt uoverskueligt samspil af alle mulige forskellige forhold, så er det alligevel næsten pinagtigt enkelt alt sammen. For til syvende og sidst er der enten liv eller død. Der er enten noget eller ingenting. Det komplicerede og uoverskuelige er ikke nogen selvfølge. Det forsvinder alt sammen, der hvor der intet er. Det vi ikke kan beherske og ikke kan begribe, det er det, der er. Det, der ikke er, er bare tomt, bare ingenting. Vi tror, at der er noget, fordi Gud lader det være til. Fordi Gud skaber det. Og vi tror, at Gud som har skabt det, der er til, har gjort det af kærlighed, og at han har gjort det for at give glæde og kærlighed plads, tid og krop i verden. Sådan har vi lært Gud at kende anelsesvist gennem vores egen oplevelse af glæde og sorg, fryd og angst, men først og fremmest har vi lært Gud at kende som den, der vil glæde og kærlighed, gennem Jesus fra Nazareth. Kan vi tro Jesus som den kærligheds- og glædesskabende hånd, Gud rækker ind i vor verden, så kan vi måske også se, at så må det, der spreder frygt, sorg, mørke og angst være noget andet end Gud. Somme tider siger vi: Hvordan kan der være en Gud, når der sker så skrækkelige ting? Men når vi lytter til fortællingerne om Jesus, går det måske op for os, at det ikke er sådan, at Gud sidder oppe over alt ting og deler ud af godt og ondt, heller ikke selvom der faktisk er steder i biblen, der siger, at han gør det! Men Gud er livets skaber, kærlighedens og glædens ophav, og det der gør ondt og volder sorg, det er at Guds skaberværk går i stykker og bliver til intet. Det der gør ondt og det der skaber angst, det er intetheden, 4
der får Guds skaberværk til at forsvinde. Og dette spil: Gud skabelse af det, der er, og intethedens kamp for at udslette det, der er, det er så kompliceret og uoverskueligt, at vi ikke fatter det. Men ind i vores afmagt over for den virkelighed, vi er del af, lyder evangeliet om, at Gud ikke lader sig affinde med at hans skaberværk opløses i intethed, men i Jesus er Gud selv gået i kamp mod intetheden for at hans skabninger ikke skal forsvinde men leve og være til sammen med ham. Jesu opstandelse fra de døde er Guds sejrsbudskab til os om, at han ikke blot skaber for en tid, for at det, der er blevet til, så skal forsvinde igen, men Gud går selv i kamp mod intetheden for at hans skaberværk skal udfolde sig i glæde og kærlighed uden noget der truer det og ødelægger det. Derfor lever vi i håb. Håb om at det mørke, den død og den intethed der truer os skal overvindes af Guds livskabende kærlighed- og glædesmagt. Når tolderen, vi har hørt om i dag går retfærdiggjort hjem, mens farisæeren ikke gør. Så skyldes det, at tolderen lægger sit liv i Guds hånd, mens farisæeren insisterer på det, han selv er og selv kan. Det fatale i farisæerens bøn er, at han i den tror sig forskellig fra andre mennesker, ikke mindst tolderen ved siden af ham. Men der er ingen forskel. Begge er, hvad Gud giver dem at være. Begge lever i kraft af Guds skabende kærlighed. Begge er de intet, uden den Gud, der lader dem være til. Så længe vi tror, at vi selv kan mestre tilværelsen og at vi selv skaber vor lykke og selv er ansvarlige for vor ulykke er vi på vildspor. 5
For heller ikke det, vi er og kan, er vort eget værk. Det er alt sammen noget, der er givet, noget der er blevet til uden at vi selv er herrer over det. Vi er i bund og grund afhængige af Gud, der skaber os, og som også har skabt det uoverskuelige og ubegribelige spil af tilfældigheder, vi lever vore liv i. Vort liv er i Guds hænder, og det vi selv kan gøre for at bjerge det, er så uendeligt lidt. Men Gud være lovet, har Gud i Jesus sagt os og vist os, at han vil gå ind i intetheden og selv kæmpe mod mørke, død og alt ondt der truer os, for at vi skal leve med ham i kærlighed og glæde i evighed. Det er vort håb. Lad det være vort lys i alt mørke. Amen. 6