Metodeopgave Denne opgave har jeg valgt at inddele i tre afsnit: Erik Dahlbergs rolle Karl X Gustavs rolle Corfitz Ulfelds rolle Jeg vil undersøge og diskutere hver af de tre personers roller i overgangen over Storebælt. Både hvem der var iværksætteren, og hvem der var tog de afgørende beslutninger. NB: (t. x, l. y) = (tekst x, linie y) Erik Dahlbergs rolle Erik Dahlberg var generalkvartermesterløjtnant i den svenske hær, og han skulle sørge for praktiske ting som troppernes marchveje, forplejning og indkvartering. Han blev kendt for sin dagbog, der omhandlede overgangen over Storebælt, men den er sandsynligvis blevet forfattet mange år senere. I dagbogen (tekst 4) beretter Dahlberg, at hans hovedopgave af at undersøge om isen kunne bære. I første omgang skulle han dog på en rekognosceringsmission til Lolland, formålet var at se om det var muligt at gå over isen med rytteri. Han beretter, at de på Lolland tog to bønder og en rytter til fange (t. 4, l. 16), og han var tilbage fra missionen den 28. januar, men dette stemmer ikke overens med andre oplysninger. Ifølge et brev (tekst 14) fra Corfitz Ulfeld til Wrangel d. 5. februar, så var det en major der var draget over isen for at tage disse fanger, det var ikke Erik Dahlberg som var på denne farefulde mission. Man kan også læse i et brev (tekst 9) fra d. 2. februar skrevet af Karl X Gustav til Fabian Berndes, at først her bliver Dahlberg sendt på rekognosceringsmission. For at gøre det endnu mere kompliceret, så sagde Dahlberg ved retssagen imod Ulfeld (tekst 17), at han blev udsendt af kongen for at rekognoscere d. 31. januar. Der er dermed noget forvirring om datoerne, men det helt sikkert, at datoerne i dagbogen er forkerte. Der er dog flere fejl som sniger sig ind i Dahlbergs dagbog, der er ingen tvivl om at manden har haft problemer med datoerne. Han fortæller, at han allerede var på Fyn den 27. januar, men dette kan umuligt passe. Svenskerne marcherede først over Side 1 af 1
Lillebælt den 30. januar, man kan derfor udlede, at Dahlberg på ingen måde har ført dagbog, når han tager så meget fejl af datoer. Senere skriver han også, at han den 28. januar red til kongen på Dalum kloster (t. 4. l. 25), hvilket endnu engang ikke passer overens med virkeligheden, da erobringen af Fyn slet ikke var sket på dette tidspunkt. Efter missionen over isen beretter Dahlberg, at det nu var op til ham at bestemme, om isen over Storebælt kunne holde til de svenske soldater. Kongen sagde, ifølge Dahlberg, at Dahlberg skulle komme med sin mening uanset hvad Ulfeld mente, og Dahlberg forsikrede overfor kongen, at isen kunne holde, og kongen besluttede derfor at gå over isen. Det er dog meget tvivlsomt, om dette nu var hvad der skete. Ifølge Samuel von Pufendorf (tekst 6) lyttede Karl X Gustav mere til Ulfeld end til nogen anden (t. 6. l. 71), derfor er det tvivlsomt, at han kongen pludselig skulle lytte mere til Dahlberg end sin betroede medsammensvorne. Nu var beslutningen taget, og så skulle de ellers over isen. Ifølge Dahlberg tog de afsted mod Lolland d. 29. januar, og her er det endnu engang en fejl. Svenskerne havde stadig ikke passeret Lillebælt på dette tidspunkt, så dette bekræfter endnu engang, at dette ikke er en dagbog skrevet dag for dag. Dahlberg beretter, at han blev bedt af kongen om at ride forrest og lede svenskerne over isen. Dette gjorde han, og han ledte dem over uden nogen tab. Dette passer dog ikke med Chevalier de Terlons beretning (tekst 5), hvor han fortæller, hvordan han bevægede sig over isen i en slæde. Han beretter, at mange omkom, da de sank i vandet hvor isen var for svag (t. 5, l. 77), dette underminerer endnu engang Dahlbergs såkaldte dagbog. Under retssagen mod Corfitz Ulfeld i 1659 (tekst 17) kom det frem, at Dahlberg faktisk heller ikke havde været en af de første over isen. Da kongen drog over Langeland og videre mod Lolland den 6. februar (en dato som stemmer ens med Corfitz Ulfelds brev, tekst 14), da blev Dahlberg tilbage hos infanteriet (t. 17, l. 13), og han gik først kongen i møde igen d. 11. februar på Falster. Der er ingen tvivl om, at Erik Dahlberg var med på Fyn, men han har langt fra deltaget i så meget, som han påstår. Der ligger en del beviser for, at han stod for at undersøge om isen kunne holde, f.eks. afventer Karl X Gustav svar fra Dahlberg i tekst 8. Dette har dog for mig at se, været den eneste opgave som Dahlberg havde. Godt nok beretter Dahlberg om en mission, hvor han fangede bønder, men den ære må tilskrives en Side 2 af 2
ukendt major (t. 14, l. 16) og ikke Dahlberg. Jeg tror heller ikke, at Dahlberg var manden som skulle afgøre Nordens skæbne, som der nu ellers står skrevet i Adelsvældens sidste Dage (tekst 1, linie 59), denne kilde har ædt Dahlbergs bog forholdsvis råt, datoerne stemmer dog overens med kongens breve. Bogen har bl.a. citeret Dahlbergs dagbog i linie 66, Nu, Bror Frederik, skal vi tales sammen paa godt Svensk, hvilket står i linie 32 i Dahlbergs dagbog. Jeg er kommet frem til, at Dahlberg har været en mand, som ønskede at fordreje sandheden til sin fordel. Han har lovprist sig selv, som manden der tog de afgørende beslutninger, og red forrest som en tapper mand over isen. Virkeligheden er dog nok en anden, Dahlberg skulle bare fortælle, om han syntes isen virkede sikker, men han var kun en af flere som skulle undersøge dette. Karl X Gustav nævner i sit brev til Wrangel d. 2. februar (t. 8, l. 1), at en mand ved navn Arensdorff havde undersøgt det, og han mente at isen var sikker. Dahlberg var derfor ikke en mand som tog den afgørende beslutning, han fortalte bare kongen om han mente isen var sikker eller ej. Man kan heller ikke påstå at Dahlberg iværksætte vandringen over isen, intet tyder på at Dahlberg var involveret i den svenske hærs strategi. Dahlberg stod kun for undersøgelsen af isen, ellers sad han tilbage i en lejr uden indflydelse på aktiviteterne på fronten, han tog hverken fanger eller red forrest i marchen over isen. Side 3 af 3
Karl X Gustavs rolle Den svenske konge Karl X Gustav var selv med under erobringen af Fyn og marchen over Storebælt. Som konge var Karl X Gustav den øverstbefalende under denne militæraktion. Allerede det første brev som den svenske konge har udfærdiget i Odense d. 1. februar (tekst 7), der skriver Karl X Gustav om muligheden for at gå over isen til Lolland. Den efterfølgende dag, den 2. februar, der får Karl X Gustav at vide, at det ser ud til at isen kan bære, denne information har han fået igennem Arensdorff (tekst 8). Karl X Gustav er dog endnu ikke sikker på, om isen er stærk nok, så han vil have mere vished om dette, og det skal ske via Dahlbergs undersøgelse af isen. I den periode hvor man afventer svar fra Dahlberg, der nævner Karl X Gustav ideen (d. 3. februar) om at opdele overgangen i to faser (tekst 10); rytteriet først og derefter infanteriet. Ideen går ud på, at man lader rytteriet være ovre i sikkerhed på Lolland, før man lader infanteriet gå over, hellere miste rytteriet end både rytteriet og infanteriet var tanken. Yderligere bliver isen og belastet mindre, da den ikke bliver udsat for et voldsomt pres på en gang. Hvorvidt dette er en strategi planlagt af Karl X Gustav eller Corfitz Ulfeld er svært at sige. Samuel von Pufendorf (tekst 6) beretter, at dette var Ulfeldts ide (t. 6, l. 88), dette kan jeg dog ikke bevise eller afvise. Det er dog meget muligt, at kongen har rådført sig hos Corfitz, da han var ved kongens side. Chevalier de Terlon (tekst 5) beretter, at Ulfeldt var fulgt med kongen på felttoget (t. 5, l. 85). Efter at overgangen er lykkedes skriver Karl X Gustav til Corfitz Ulfeldt (tekst 16), og her roser Karl X Gustav Ulfeldt, og som tak for hjælpen får Ulfeldt overdraget Langeland. Der må dermed være tale om, at Corfitz Ulfeldt har været en god hjælp for Karl X Gustav. Når man skal finde ud af, hvilken rolle Karl X Gustav havde i henholdsvis iværksættelsen og beslutningen i denne periode, så må man konkludere, at Karl X Gustav var en central figur. Han var den øverste leder, og som hærchef har han haft en stor rolle i det strategiske spil. Allerede da erobringen af Fyn var overstået, så talte han om muligheden for en overgang til Lolland (tekst 7). Det er muligt, at Corfitz Ulfeld stod bag ideen, da Karl X Gustav lyttede til alt hvad Ulfeld sagde, ifølge Samuel von Side 4 af 4
Pufendorf (tekst 6). Når det kommer til at træffe beslutninger, så var Karl X Gustav den vigtigste. Alt gik igennem Karl X Gustav, han fik tilbagemeldinger og isens stabilitet, og han kunne derudfra bestemme om overgangen skulle foretages eller ej, han var med sikkerhed beslutningstageren. De fleste kilder vi har fra Karl X Gustav er også levn, og de må derfor være mere troværdige, end eksempelvis Dahlbergs beretninger nedskrevet i dagbogen (mange år senere). Corfitz Ulfeld Den sidste person i metodebesvarelsen er Corfitz Ulfeld. Han fremkommer ikke så meget i teksterne, men han har muligvis haft en vigtig rolle i den svenske hærs strategi. Han har hele tiden været tæt på Karl X Gustav, og dette underbygges af flere kilder. Chevalier de Terlon (tekst 5) berettede, at Ulfeld fulgte med kongen under felttoget, og Samuel von Pufendorf (tekst 6) skrev, at kongen mere end alle andre påvirkedes mest af Corfitz Ulfeld. Under selve felttoget har vi et brev skrevet af Ulfeld (tekst 14), deri står der, at kongen har beordret ham til at skrive, at nu var felttoget over isen sat i gang. Det kunne underbygge, at han er tæt på kongen rent fysisk, da det er praktisk at have en brevskriver ved sin side. Den sidste kilde der involverer Corfitz Ulfeld direkte er brevet fra Karl X Gustav 10. februar 1658 (tekst 16), hvor kongen takker Ulfeld for hans troskab, og som tak får Ulfeld overdraget Langeland. Dette kunne tyde på, at Ulfelds hjælp har været ekstraordinær, og muligvis stod Ulfeld også bag ideen om at dele hæren op i to, hvilket lettede belastningen af isen. Samuel von Pufendorf (tekst 6) mener i hvert fald, at ideen med at opdele hæren var Ulfelds (t. 6, l.87). Corfitz Ulfeld har ikke taget de afgørende beslutninger, det var op til kongen at træffe valgene. Men noget tyder på, at Ulfeld har været rådgiver for Karl X Gustav, og han har haft indflydelse på både iværksættelsen og selve beslutningerne via sin rådgivende funktion. Det er nok tvivlsomt at Ulfeld ville få overdraget Langeland, hvis han ikke havde været nogen hjælp overhovedet. Side 5 af 5