Varighed: 1 time 24 minutter Interviewer: C (Caroline) Interviewperson: Y (Yahya) Inden interview: Dagen inden interviewet, modtog vi en tekstbesked fra Yahya om, at vi blot skulle være opmærksomme på, at han ikke gav hånd ved velkomst. Han understregede, at han ikke ønskede en akavet situation fra starten af. Vi tog selvfølgelig dette hensyn. C: Okay, først så vil jeg bare spørge om du kan fortælle lidt om dig selv og din baggrund. Bare sådan hvad du går og laver og hvor du kommer fra. Y: Jeg er født og opvokset på Amager. [C: Ja]. Jeg har igennem mit liv ikke haft det store forhold til Islam. Jeg kommer fra en familie som har et moderne syn på religion, som mener, at praktisere en religion ikke er en fysisk praktisering men en indre praktisering. Så på den måde har jeg ikke haft den her store viden om hvad Islam er men bare et [uklart] om at der måske er en gud. Og det har jeg så levet med op til gymnasiet, hvor at i gennem årene har min bror prøvet at tage fat i mig mange gange, han blev selv tiltrukket af Islam i en meget tidlig alder, øhm, og så prøvede han hele tiden at tage fat i mig op mod gymnasium. Men jeg blev ved med at ignorere og sagde at det bare er noget fis og det gider jeg ikke og have noget at gøre med og jeg vil bare leve mit liv som det nu passer mig. Indtil en dag hvor vi tog en tur til Jylland hvor ham og hans kammerater og mig, vi var oppe og grille og hygge lidt, så sad vi en aften og talte og så blev jeg fanget af deres samtale. De havde en samtale om en islamisk begivenhed.. og så begyndte jeg med at reflektere over det og tænkte det giver egentlig meget god mening. Og så var det at hver gang vi stillede op for at be den her daglige bøn, så jeg lod bare som om at jeg gjorde alt som de gjorde og fulgte med, så inde i mig selv tænkte jeg, at det er da også lidt mærkeligt at jeg kalder mig selv for muslim, når jeg ikke kender et eneste vers fra koranen eller at jeg ikke ved noget om praktiseringen af religionen. Og så mente jeg at det var her jeg burde tage et valg om enten så gør man det helhjertet eller så gør man det ikke. Så jeg begyndte med at spørge ind til det og jeg blev virkelig forelsket i religionen. [Tid: 2:10] 1
C: Ja! Y: Og så omkring midt i gymnasium, der startede jeg så med virkelig at fordybe mig i det og finde ud af hvad det var, det her Islam. C: Ja, men hvordan vil du så beskrive sådan din barndom og opvækst sammen med dine forældre? Jeg tror Murtaza [red. kontaktperson hos Dansk Muslimsk Forening] sagde, at dine forældre er Sunnimuslimer? Y: Min mor er, ja nu ved jeg ikke, hun vil nok ikke have en titel, men hvis man skal kaste en kasse over hende jo så kommer hun fra en Sunnimuslimsk familie selvom hun selv er meget tiltrukket af Sufismen, fordi det er meget spirituelt og der er meget ja, det har sit sære præg. Men, min opvækst har nok ikke været islamisk som sådan, men mere kulturelt arabisk. Selvfølgelig er der elementer som hvor selvfølgelig den arabiske kultur er blevet påvirket af Islam, så derfor kommer der nogle islamiske værdier indover, men de fleste islamiske værdier er almene menneskelige værdier, så det er ikke noget som er enestående for Islam som sådan. [Tid: 3:15] Sådan noget som at man ikke må stjæle, man ikke må gøre forkert og at man skal respektere sine medmennesker og at man skal behandle sine naboer ordentligt og sådan noget ik [C: Jo]. Så jeg har haft en stille og rolig opvækst min mor var meget stærkt insisterende på at være integreret fra dag et da hun kom til Danmark fra Syrien af. Hun lærte sproget meget hurtigt og ud på arbejdsmarkedet og uddannelse hun elsker at uddanne sig. Man kan sige jeg har en meget moderat opvækst, jeg har både dansk kultur og arabisk kultur. [Tid: 3:50] Y: Men min opvækst.. den har været meget stille og roligt men så var der så min vennekreds, som ikke var lignende. De var alle sammen meget hardcore islamisk hvor der var sådan et meget firkantet syn på det og de var opvokset med det må du, det må du ikke, så kan man godt mærke på et barn at det ikke helt kan klare det og det ikke helt kan forstå det, så derfor begynder det jo bare med.. så bryder det bare og så bliver vi hykleriske i vores holdninger fordi vi går ud og siger det må man, det må man ikke, og så går man ud og gør noget andet for man er barn, som børn gør. Men der var meget tale om Islam da jeg var lille synes jeg og jeg lod mig ikke påvirke af det fordi at jeg tænkte at det indebærer ikke mere end at sige at man er muslim. Såh, jeg ved ikke.. [Tid: 4:47] 2
C: Nej, det var bare med sådan dit forhold til dine forældre? Altså nu spørger jeg bare først, begge dine forældre er fra Syrien, ikke? Y: Nej min far er fra Irak og min mor er fra Syrien. C: Okay, og de mødte hinanden i Danmark? Y: De mødte hinanden i Syrien. C: Okay, og rejste sammen til Danmark? [Tid: 5:00] Y: Ja. De fik først min storebror i Syrien hvor de boede der i tre år og så min fars familie, de havde allerede flyttet til Danmark og så ville han også gerne herover for ligesom at samles med dem og for at have en omkreds. For han havde ikke noget familie i Syrien og hun har ikke noget familie i Irak, så fandt de ligesom et neutralt sted. C: Hvordan kan det være, at det var Danmark? Y: Jeg ved det ikke helt, det var mine onklers beslutning i sin tid og så har de så inviteret min far. Men de kom så til Danmark og hvis vi taler om hvordan mit forhold er i dag til mine forældre [C: ja], så er det sådan at vi respekterer hinandens holdninger på trods af at vi er uenige om hvordan man skal forstå religion. Men jeg kan huske i starten, der blev jeg meget stærkt påvirket af religionen, jeg blev meget sådan sort/hvid seende fordi der var så meget information jeg skulle ha.. normalt er det sådan at muslimer får det ind i opvæksten og de får det langsomt og i små bidder, så er det nemmere at arbejde med. Men når man får det hele på en gang, så kan det godt blive lidt kaotisk og man ved ikke helt hvordan man skal forholde sig til tingene og jeg ved ikke, jeg blev sådan lidt ej, men jeg tør ikke røre ved noget og nu bliver mit liv bare sørgeligt og nu kan man ikke gå ud og lave noget sjovt mere fordi alt er forbudt og alt det. [Tid: 6:28] C: Hvem følte du det var der satte de her grænser? At du følte det var forbudt Y: Jeg følte bare at jo mere jeg læste jo flere forbud fik jeg smidt i hovedet. C: Af Islam? 3
Y: Ja. Af de tekster jeg læste om Islam, hvorimod jo længere ind jeg kom ind i det, og jo mere blev jeg ved med at forstå det jo mere så det som en livsfilosofi, at det var en guide en livsguide. Og selvfølgelig er der regler fordi det er en ideologi, så den vil gerne dække alle aspekter i livet. Men i starten kunne jeg ikke rigtig sætte mig ind i de her lidt mere filosofiske og spirituelle aspekter af Islam. Så derfor kunne jeg kun forholde mig til hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad jeg må og hvad jeg ikke må. Så derfor var det meget svært i starten. [Tid: 7:16] C: Hvordan vil du så sige at religion spiller ind i forhold til dine forældre i dag? Og det er måske lidt også mere din bror hvis det er ham der har fået dine øjne op for Islam, altså kan I godt ses alle sammen og gør I det eller er det en barriere at I har et forskelligt syn på det her? Y: Det var det, jeg nåede ikke at komme ind på det, jeg førte mig selv på et sidespor.. Men idet jeg blev sådan lidt firkantet i det, så fik jeg naturligvis også.. så kunne de jo mærke det på mig, mine forældre, og de blev lidt skræmte af det fordi i Mellemøsten er sådan nogle som har sådan nogle holdninger om at de kun fokuserer på hvad der er rigtigt og forkert og hvad man må og hvad man ikke må, det er dem vi betegner som ekstremister i dag. Det er dem vi betegner som salafister, den her meget ekstreme radikale version af Islam. Så det var de selvfølgelig rigtig bekymret for, at jeg var og havde rodet mig ud i. Fordi at jeg havde ikke rigtigt noget, jeg havde ikke så meget tankevækkende at sige om Islam, men jeg havde mere bare hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad må jeg hvad må jeg ikke. Selvom jeg godt ku forstå noget af de tankevækkende ting, så ku jeg ikke formulere dem. Og når mine forældre så spurgte ind til det, førte det til diskussioner og det var sådan lidt svært [Tid: 8:30] Y: Men min storebror havde jo allerede været igennem det her [C: Ja], nogle år før mig, så de tog ikke så hårdt på det da det var mig men de tog rigtig hårdt på det, da det var min storebror. Det gik så langt at de slet ikke kunne tale sammen mere. C: Nå. Taler de i dag? Y: I dag har de det rigtig godt sammen, ja. Fordi de også er begyndt mere at ku sætte tingene i orden og forstå hvad religionen står for i helhed i stedet for bare kun at fokusere på forbud og hvad man må og man ikke må. 4
[Tid: 8:58] Y: Øhm, så det startede kaotisk mit forhold da jeg kom ind i Islam, men nu har vi så bare blevet enige om at være uenig i nogle punkter. Og på andre punkter, så respekterer og accepterer man at hinanden har holdninger, ik. C: Men er det kun over for dine forældre, at I har den her accept med at I er uenige? Hvad er dit forhold til dine venner er de også alle sammen troende muslimer? Y: Min gamle vennekreds var nogle rødder, som man siger C: Hvor kender du dem fra? Y: Fra der hvor jeg voksede op i, det er sådan et socialt udsat område så vi var meget tiltrukket af ballade og amerikanske bandemiljøer og det her, i vores opvækst. Men da jeg så begyndte at forholde mig til religionen så så de at jeg ikke ville være med i kriminelle aktiviteter, at jeg ikke ville deltage i den her facade, som man sætter på når man nu er i det her miljø. [Tid: 10:05] Y: Ikke fordi at vi var en bande som sådan, men vi var bare meget inspireret af det. Og så kom de så til mig en aften og sagde at hvis du ikke vil gøre de ting som vi gør, så kan vi ikke snakke sammen mere. Og så sagde jeg, jamen fint, det passer mig rigtig godt fordi at det var meget dårligt for mig og det påvirkede mig på en meget negativ måde. Og så mistede jeg alle mine venner på én gang. C: Nåh, på grund af Islam? [Tid: 10:35] Y: Ja på grund af at jeg valgte at tage den her drejning i mit liv. Ikke så meget Islam i sig selv, da de også er muslimer, men at jeg ville praktisere religionen og at jeg ikke ville være med til de her kriminelle aktiviteter. Og så blev jeg så lidt isoleret i starten og det var derfor der kom lidt problemer derhjemme, da jeg ikke havde nogen at snakke med udover min storebror og det var den eneste jeg kendte. Så begyndte jeg så at opsøge forskellige miljøer for at se om der var nogen med samme interesse som mig. Selvfølgelig havde jeg stadig nogle kammerater i skolen, men skolekammerater er jo ikke det samme som venner man ser uden for skolen. Selvfølgelig er der altid nogen men de var blandt dem som jeg mistede. 5
[Tid: 11:26] Y: Og så startede jeg så med at opsøge de her Hizb ut-tahrir, som var meget attraktive for muslimer i dag, fordi de er så velformuleret, de er så dygtige til at tale og til at formulere deres holdninger og pointer. C: Var det i gennem din bror at du fik kontakt til dem? Y: Nej, min bror er det modsatte af Hizb ut-tahrir. Fordi min bror er Shiamuslim og Hizb ut-tahrir er Sunnimuslim. Men de er ikke normale Sunni, de er også udstødte hos Sunnimuslimerne fordi at de har nogle holdninger som er meget kontroversielle. C: Hvad er det for eksempel? Y: Det er bare deres syn på, hvordan man opnår en Islamisk Stat i verden, ik. Og de midler de gerne vil bruge til at opnå det for eksempel at boykotte et land fuldstændigt som man kan se i dag at tilhængere af Hizb ut-tahrir gør; altså du må ikke stemme, du må ikke deltage i aktive samfund man må ikke gøre dit man må ikke gøre dat medmindre det har et formål for hvordan du får din Islamiske Stat. De siger, at løsningen på alt er en islamisk stat. Og vi mener nej, løsningen til alt er islam og det som islam indebærer, de værdier som Islam kommer med og de holdninger som islam kommer med. Men jeg var meget tiltrukket af det fordi jeg havde venner, jeg havde nogen venner som havde forladt os dengang for at gå sammen med Hizb ut-tahrir. Så jeg vidste godt at jeg kunne finde nogen derinde som jeg kendte. [Tid: 13:02] Y: På trods af at min storebror ikke ville ha det, han ønskede for mig at jeg skulle være Shiamuslim fordi han mener det er den rigtige. Han har jo også selv opsøgt forskellige miljøer for at finde ud af hvad var det mest rationelle, hvad var det der gav mest mening. Øhm, og så under det her ophold hos Hizb ut-tahrir, så kommer jeg til mange lektioner og [C: Er det i Danmark?], ja det er i Danmark. Og så begynder jeg så at prøve på at sætte mig ind i hvad de tror på, hvad deres holdninger er og giver det mening for mig. De havde rigtig mange gode pointer, det synes jeg stadig de har, jeg synes stadig de gør meget godt for samfundet. Man kan se at efter Hizb ut-tahrir er blevet meget mere aktiv, kan man se at kriminaliteten er faldet i stor stil. Men så har de så også nogle holdninger som desværre påvirker muslimer på en måde at de får had og splid til samfundet som jeg ikke bryder mig om. 6
[Tid: 14:00] Y: Og så begyndte jeg så at, jeg spurgte så for eksempel ind til min brors holdninger og mine egne. Jeg sagde og nå så hvad med de her holdninger og så kom de med noget som jeg så fandt ud af var løgn og der fandt jeg så ud af, at det er ikke alle mennesker jeg kan tage holdninger fra, fordi at Hizb ut-tahrir har ikke noget ansigt som sådan, de har deres to talsmænd som er repræsentanter og resten er bare tilhængere som alle sammen kunne have haft hver deres holdning. Så jeg fandt lige pludselig ud af at jeg nu bare havde en hel masse forskellige holdninger sat sammen og jeg ved ikke hvad der er hvad. Og så begyndte jeg så at tage lidt afstand til dem fordi at jeg fandt ud af at det her er ikke sted hvor man finder stærke holdninger men det er et sted hvor man gerne vil være politisk aktiv hvad angår at etablere en Islamisk Stat. Selvfølgelig var der altid nogen som jeg følte, der havde noget godt at sige, men så var der andre som havde noget at sige der var lidt for ekstremt. Det tiltalte mig ikke helt og det var ikke i overensstemmelse med min rationalitet. Så det kunne ikke give mening. [Tid: 15:06] Y: Så på et tidspunkt så begynder jeg så med at opsøge min bror mere og opsøge hans holdninger. Og så begyndte han så med at undervise mig i noget der hedder, jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det på dansk, men Islams fundament, hvor man simpelthen går ind og analyserer religionen og guds eksistens ud fra rationaliteten alene. Hvor man kun bruger sin intellekt og menneskets almene værdier til at finde ud af hvad der er rigtig og forkert. Efter jeg havde været igennem det her forløb, så var der ting der gav mening lige pludselig, jeg kunne forstå hvorfor der var en gud og bevise hvorfor der er en gud og ikke bare tro på at der er en gud. Og jeg kunne bevise hvorfor netop lige denne her holdning i Islam var den rigtige holdning i forhold til andre, med de her værktøjer. Og jeg tænkte så at hvis han har så stærke holdninger, så vil jeg gerne vide hvad der har givet ham så stærke holdninger. [Tid: 16:14] Y: Så jeg begyndte så at opsøge det her Shiamuslimske miljø her i Danmark, først og fremmest var det fordi jeg ville præsentere en ven for det som gerne ville finde nogle Shiamuslimer og tale med og så samtidig blev jeg også lige pludselig en del af den her forening som hedder DMF, som Murtaza har henvist til. Den er oprindelig, der var oprindelig en anden forening som hed UUG, som min bror var en del af. Den lukkede så ned og så åbnede de så DMF, som er så den jeg blev en del 7
af. Og så gik jeg derind og tingene gav bare meget mere mening og der var et meget stærkere fællesskab og man kunne virkelig mærke at det følte lige pludselig ikke så isolerende at være muslim mere. Det blev lige pludselig meget farverigt og man kunne godt være en del af samfundet på alle aspekter uden at træde ud over Islams grænser. Så være en fuldt praktiserende muslim og en fuldt gyldig medlem af Danmark, ik. [Tid: 17:20] Y: Og det tiltalte mig rigtigt meget og jeg blev helt bidt af at hele tiden at lære mere og læse mere, og tingene gav bare mere og mere mening. Så jeg ved ikke, jeg har blevet ved med det indtil nu. C: Så dit netværk er meget i DMF og alle dine venner nu er [Y: Ja] fra den samme Det er bare som, at dit netværk så tydeligt har ændret sig [Y: Ja meget], men hvordan vil det så sige, altså har I alle sammen nogenlunde den samme religiøse overbevisning nu eller tilgang til Islam, dem du er venner med nu? Y: Mine nærmeste venner, vi har alle sammen samme tilgang til Islam. Vi har selvfølgelig nogle forskellige holdninger hvad angår hvad må man, hvad må man ikke, men vi følger så nogen som sætter de her regler, ik og så siger vi at det giver vi ikke diskutere fordi for det første har vi ikke viden til det, til at fortælle noget om hvad der er rigtig og forkert og for det andet så skaber det ikke andet end ligegyldig diskussion. Men de vigtige elementer af Islam, de vigtigste elementer sådan noget som Islams fundamenter og guds enighed, der er vi alle sammen enige om hvordan man ser på det og hvad vores holdninger til det er. [Tid: 18:37] Y: Så har jeg også nogle bekendte, vi kan også kalde dem venner, som jeg ikke er sammen med så tit som så har nogle anderledes holdninger. Jeg har også nogen for at være helt ærlig, nogle barndomsvenner som jeg er begyndt at snakke med igen som slet ikke har samme holdninger som mig på nogen måde men som jeg holder fast i, fordi de er nogle gode venner. C: Ja, er de mindre eller mere troende? Y: Det kan jeg ikke sige. Det, jeg ved ikke helt hvordan man kan måle det. Jeg ved ikke om jeg er meget troende eller mere troende. C: Men bare lige for at klarlægge det, du var hizb ut tahrir? 8
Y: Nej jeg var tiltrukket af deres holdninger, men jeg har valgt at følge den shiaske. C: Okay, så du er Shia. Y: Ja [uklart] af Islam. C: Ligesom din bror. Y: Ja. [Lille pause] [Tid: 19:32] C: Men nu snakker du om sådan samfundet, det med at I føler blandt andet gennem DMF at I kan både være muslimer og dansker. Hvad er din holdning til det danske samfund? Y: Jeg mener ikke at demokrati er den bedste styreform men det er den der er her lige nu. Så det er den vi lever under og vi prøver selvfølgelig at følge den i så stort et omfang som man nu kan uden at træde udenfor islamiske normer. Jeg mener at danske værdier i bund og grund er meget fine. C: Hvad for nogen, for eksempel? Y: [Tænker]. Jeg har svært ved at sige noget som kun er dansk. C: Ja, men det må også godt være overordnet. Men hvad for nogen, hvad synes du for eksempel er godt ved Danmark og hvad er dårligt ved Danmark? Y: Hvad der er godt ved Danmark? Det er nemt. Det er at der er meget tolerance overfor forskellighed. Ikke på en religiøs basis men faktisk stik modsat. Men på den menneskelige basis synes jeg der er meget tolerance. Så er der selvfølgelig altid de her radikale, som skaber splid mellem nationaliteter og religion og vi har blandt andet flere politikere som promoverer den her form for tanke hos.. Det er mere et dårligt aspekt, men det kan jeg jo ikke klandre på Danmark, den kan jeg kun klandre på den her minoritet. hvis vi skal kigge på Danmark som land, så mener jeg at det er et rigtigt veletableret samfund. At velfærdsstaten er noget der, er noget af det bedste der findes i Danmark. Vi har en rigtig kendt islamisk tale som sagde at Danmark er mere islamisk, end det islamiske land. 9
C: Hvordan det? [Tid: 21:36] Y: På grund af den medmenneskelighed der er. På grund af de værdier som man sætter fokus på, det her med at man skal være god mod sine naboer og at man skal være disciplineret og komme til tiden når man har en aftale for eksempel, at man ved hvad man må og hvad man ikke må og at der er den her velfærdsstat som er rigtig meget appellerende til muslimer fordi at Islam også har et lignende system som minder meget om det. Så på den mener jeg altså at vores islamiske lande, som man kalder dem, er slet ikke islamiske. Det er bare panarabisk kultur som har taget Islam som gidsel. For eksempel Saudiarabien, Qatar, Dubai og hele golfstaten. Eller Pakistan, der er mere pakistansk kultur end Islam. Der er ikke en balance der. Det eneste land som jeg mener har formået at give et bud på islamiske værdier som en styreform, eller islamisk styreform, det er Iran og det mener jeg heller ikke er helt optimalt. Så på den måde mener jeg heller ikke at der findes et islamisk land som sådan. Og det er det som talen hentyder til, at vores lande begynder at bevæge sig væk fra det og er umoralske, hvorimod Danmark ikke er på den her måde. Hvor man tager hensyn til menneskeliv og at man gerne må ytre sig frit hvor vi så selvfølgelig mener at der burde være nogle begrænsninger for hvad man må ytre sig om. Altså at der burde være ytringsfrihed under ansvar og ikke bare ytringsfrihed som det passer mig. [Tid: 23:44] Y: Men det var jo også tanken oprindeligt med ytringsfrihed. Hvordan man så vælger at diskutere det, det er så en helt anden sag. Så min holdning til Danmark er at jeg synes i bund og grund at næsten alle aspekter er gode og de aspekter jeg ikke rigtig bryder mig om er ikke noget man kan sætte på Danmark som helhed men man kan sætte på en minoritet af befolkningens holdninger. Men jeg ser mig selv som en dansk muslim. Og jeg prøver at fungere i samfundet så godt jeg nu kan. Nogen gange kan der være nogle forhindringer som for eksempel med alkohol. Nogle gange er vores sammenkomster, arbejdsaftaler hvor der er alkohol serveret og det dukker jeg ikke op til. Så på den måde kan der godt være nogle forhindringer nogle gange men det er nemmere at overkomme og der bliver tit og ofte respekteret at det er okay ikke at drikke. [Tid: 25.04] 10
C: Har du altid syntes det om Danmark? Altså sådan, at det har været godt? Y: Ja jeg har altid haft det godt i tankerne, men det er ikke altid at jeg har været ud og formidle eller at jeg har været ude og vise med min opførsel eller med den måde jeg taler på. Og de holdninger jeg har fortalt om som ung knægt i Danmark, der havde jeg en facade på som sagt og var det her hardcore gangster fyr. Jeg var meget tiltrukket af rapmiljøet og jeg lavede selv musik dengang og vi arbejdede os meget op og blev kendte og det var sådan lidt mærkeligt, vi lavede sådan noget ret normalt rap musik, men samtidig udover at være flinke mod folk ville vi gerne være hårde som vi var hjemme i vores kvarter. Så det var meget rodet, jeg kan huske altså når jeg læser mine tekster at jeg kalder til sammenhold, fællesskab og respekt og tolerance selvom det var ikke det jeg viste når jeg var ude og være mig selv med den her facade på. Så ja, tankerne har altid være der, det har altid været en del af mig at jeg har altid godt kunnet lide Danmark selvom jeg har sagt noget andet, selvom jeg har sagt noget helt modsat. Så har det altid været inde i mig at denne her kærlighed til Danmark og det danske samfund. C: Så du betragter dig selv som dansker? Y: Ja C: Men hvilke forhold Y: Men det gjorde jeg ikke dengang. C: Nå, hvorfor ikke? [Tid: 26:49] Y: Fordi at jeg fik at vide at jeg ikke var. C: Af hvem? Y: Af mine lærere og af mine danske kammerater i skolen. C: Har du følt dig anderledes behandlet fordi du var muslim eller fordi dine forældre kommer fra et andet land? Y: Fordi vi kommer fra et andet land. Fordi at vi stadig har begge kulturer og nogle gange kan man se den anden kultur som så gør én lidt fremmed, i folks øjne. Og mennesker er bange for noget 11
fremmed og noget nyt, så det er en naturlig reaktion at først dømme den her person på forhånd uden at sætte sig ind i hvem det er. Så der var nogen gange i gennem mit liv at når jeg bliver mødt, så spørger dig mig ikke hvor i Danmark kommer du fra, men de spørger mig om hvilket land jeg kommer fra. Og så lyder det jo til at nåh, hvordan er det i jeres land. C: Ja. Men hvilken betydning har det så haft for dig at dine forældre er fra flere lande og du er født i Danmark? Y: Jeg har aldrig følt mig som en del af Irak eller Syrien. Jeg ved ikke noget om Irak for at være ærlig, det er noget jeg samler op når jeg møder irakere, ikke fordi jeg har det fra min far men fra irakiske folk jeg har mødt. Syrien har jeg været i mange gange, men jeg har aldrig følt at det var mit hjemland. Jeg har aldrig sådan følt at jeg var syrer men har sagt at jeg var syrer. Jeg har altid følt, at jeg var dansker. C: Hvorfor har du sagt at du var syrer? Y: Fordi at jeg blev ved med at få i hovedet at du er ikke dansker og at du er ikke fra Danmark og hvor kommer du fra og hvad er jeres kultur, og hvis du siger til et barn nok gange at det er dumt, så skal han nok tro at han er dum på et tidspunkt. Så hvis du siger til et barn at han ikke er dansker nok gange, så kommer han også til at tro at han ikke er dansker ligemeget hvad han føler. C: Har det gjort dig sådan mere tiltrukket af Syrien og den syriske kultur fremfor måske den danske? Y: Nej. Det var det der gjorde at jeg blev tiltrukket af den amerikanske kultur. C: Okay! Y: Fordi at jeg følte at jeg kunne personificere mig med de her amerikanske afroamerikanske mennesker som følte sig udstødte af deres samfund. Som blev alienized, som man siger, af deres samfund. Hvor de lige pludselig ikke hører til noget sted, de siger jo heller ikke at nu tilhører vi bare Afrika. Nej så tilhører de bare ikke noget så er de bare fremmed. Og det var sådan jeg følte at jeg var. Men da jeg så endelig blev mødt af nogle som sagde jamen du er dansker, så havde jeg fået at vide så mange gange at jeg ikke var dansker at automatisk sagde at det er jeg ikke. Jeg er ikke som en dansker. C: Hvad svarede du så? [Tid: 30:01] 12
Y: Jeg sagde til dem: nej, jeg er araber. Jeg sagde til dem, at jeg var araber selvom jeg ikke, hvis de spurgte ind til den arabiske kultur, så ville jeg ikke kunne sige hvad deres madvaner var eller hvordan et eller andet fungerer. Øhm, og stadig til dags dato, er der stadig mange der møder mig, og siger til mig, eller bare sådan. Selvom de ikke mener det, selvom de ikke lægger noget i det, så kommer det bare meget naturligt. Jeg ved jo ikke hvordan man gør hvor I kommer fra eller hvem er I. I dag hvis man spørg mig, så vil man spørge mig: nå, men hvordan gør man i dit hjemland?. Så svarer jeg: Jamen i København gør vi sådan her, og i Jylland gør vi sådan her. C: Mmmh Y: Men da jeg var lille, så ville jeg jo prøve at komme med en eller anden forklaring på hvordan man gør i Mellemøsten. Eller blev sur over det og blev aggressiv, hvor nogen begyndte at fremmedgøre mig. C: Hvordan beskriver du så dig selv i dag? Hvis du skal introducere dig selv? Hvor kommer du fra? Y: Dansk-muslim (31.10) C: Dansk-muslim. Hvilken, hvis du kan prøve at beskrive hvilken rolle Islam har haft i den her, nu kalder du den alienation. Hvor er Islam i alt det her? Y: Som sagt kom det først i gymnasiet. Op mod gymnasiet var det sådan, at mine venner havde fortalt mig, at svin, at man ikke måtte spise svin, så derfor spiste jeg ikke svin. Islam havde ikke rigtig nogen rolle. Det kom heller aldrig rigtig op på bordet, når det var at jeg blev fremmedgjort. Det var ikke fordi du sagde: Du muslim så, så derfor er du sådan her. Nej de sagde: du jo derfra, nede i de der lande. Så derfor er du sådan der. F.eks. kan jeg huske engang hvor en lærer, jeg havde været oppe og slås med en knægt i skolen og så var der en lærer der kom og sagde: jamen det er jo sådan man gør i jeres land eller sådan er mænd i jeres land, og der følte jeg ikke, at det var et angreb mod min religion, men et angreb mod min nationalitet, og sådan har jeg altid følt, føltes det var når man blev tilsvinet, eller hvis man blev sådan angrebet, øh, verbalt, så var det altid på nationalitet. Det er først nu, at, eller først senere hen, at jeg rent faktisk vidste hvad Islam var, og jeg, som jeg siger, walked and talked Islam (32.37), og udspejlede Islam. Det var først der, at man begyndte at få angreb på religion, også fordi at i en lille alder, så ved folk godt, at den her dreng ved jo ikke noget om religion. C: Ja? 13
Y: Så, det vil være meningsløst at angribe hans religion. Ligesom at stjæle slik fra et barn. Så at sige. C: Tror du det er anderledes i dag, nu, med hvordan samfundet snakker om Islam, Y: Ja. C: med alt det der er sket. Y: Selvfølgelig. C: At en fra Mellemøsten automatisk er muslim, og at religionen bliver påduttet mere? Y: Sådan synes jeg altid det har været. Også da jeg var lille, der var det også, jeg var automatisk muslim, selvom jeg ikke så mig selv som en, eller jeg vidste ikke rigtig om Islam, og så ved jeg ikke rigtig om jeg kunne kalde mig en muslim. Men det var sådan at, øh, alle arabiske børn, om de var kristne eller muslimer eller hvad de var, så gik man sådan meget med refleks at, nå men, du spiser ikke svinekød eller nå ja, I spiser jo ikke svinekød, I gør ikke sådan her (33.45) og så kan jeg huske, at vores kristne venner, de var sådan lidt: Jo, det gør vi. Det var noget mærkeligt noget at sige en. Hvorfor skulle vi ikke gøre det? Og så kommer den her akavet stemning hvor, at den her voksne person skal prøve at sige: Jamen du er jo muslim, og diskuterer med et barn om hvorvidt han er muslim eller ej. Så jo, jeg synes altid det har været der, og jeg synes stadig det er her. Det er stærkere nu end det var før. Meget stærkere. Før var det sådan at man aldrig havde forestillet sig terrorisme i Danmark, eller i et nærliggende land, men så kom der Breivik, så nu kan jeg ikke undgå terrorister. Så kom der, ikke at de, danskere ikke kunne være terrorister, fremmed mænd kunne være terrorister. C: Ja? (34.36) Y: Fordi at man omtalte Breivik på den måde, som man gjorde i nyhederne. I starten kaldte man det en terroraktion, fordi man ikke vidste hvilken nationalitet han kom fra. C: Ja. Y: Da man så fandt ud af hvor han kom fra, så kaldte man ham en massemorder, hvilket fra mediernes side er, gør, planter i folks hjerne at, fordi han ikke er fremmed så er han ikke terrorist, men en massemorder, som selvfølgelig stadig også er slemt, men det er ikke terrorist jo. C: Hvordan definerer du fremmed? (35.07) Y: Fremmed for mig er, hvis jeg skulle se det fra mit synspunkt, hvad fremmed er, så ville jeg sige, ja, det er jo svært. Hvis det bare er et fremmed menneske, så er det jo bare nogen, som jeg ikke 14
kender. Nogen der er ukendte. Hellere ikke bekendte vil jeg se som fremmed, men en person jeg aldrig har mødt ville jeg kalde for en fremmed. Hvis vi taler fremmed på et nationalt plan, altså os i forhold til andre lande, så ville jeg for eksempel, jeg ved det ikke helt. Det er svært. En der ikke er en del af Danmark er fremmed. En der ikke er dansk. En der ikke vil være en del af Danmark er en fremmed. C: Føler du dig en del af Danmark? Y: Jeg føler selv, at jeg prøver. Jeg føler også at jeg er blevet accepteret som sådan i manges øjne, men jeg har også arbejdet rigtig meget for det. C: Hvordan? Y: Ved at prøve at deltage aktivt i diskussionerne, debatter. Ved at prøve at når jeg møder folk, som jeg kan sige hej, selvom de har et lidt mærkeligt syn på Islam, så jeg skal beskytte Islam, og så på samme tid forklare at jeg kan godt lide Danmark. Så de fleste mennesker, som kender mig, de vil ikke sige at jeg er en person, som ikke er dansk, som er fremmed på den måde. Men der er mennesker, der altid vil se mig som en fremmed, som altid vil se mig som en person, der ikke er fra Danmark. Så jeg har arbejdet for at dem omkring mig accepterer mig som dansker. (37.16) C: Ja, men har det altid været sådan? Nu snakker du om, da du var mindre, med at Y: Der følte jeg mig ikke accepteret på nogen måde. C: Nej? Y: Som sagt, jeg følte mig ikke fremmed. Jeg følte, at jeg gik altid og jeg ville altid væk fra Danmark. C: Hvor ville du hen? Y: Bare et andet land. Hvilket som helst andet land. Jeg var meget tiltrukket af Sverige, fordi at Sverige er så veletableret hvad angår deres integrationssystem. Eller England fordi de har den her stærke multikultur. Så det var nok de to lande som jeg tænkte: Der skal jeg bo når jeg bliver ældre. Jeg skal bare væk herfra ikk. Fordi jeg følte at jeg altid blev fremmedgjort når det kom til arbejdsmarkedet. Så var mit navn og mit udseende nogle gange skyld i, at jeg ikke kunne få et job. Eller at jeg fik en dårlig stilling. Jeg kan huske engang jeg skulle arbejde i Føtex, der nægtede de at sætte mig ud i blandt kunder. C: Havde de en grund til det? Y: Nej. De vil ikke sige, fortælle mig hvorfor, men det er nemt at slå to plus to sammen og se, at alle lagermedarbejderne har sort hår. Men jeg skylder ikke skylden 100% på min, på at, jeg tror ikke 15
der var det her had udelukkende pga. min nationalitet. Jeg tror også det har noget at gøre med den opførsel jeg havde, og de tanker jeg bar på. Fordi, jeg kan retfærdiggøre da jeg var en helt lille dreng, hvor jeg ikke rigtigt kunne vælge selv, tænke selv (39.02). Men jo ældre man bliver, så kan man ikke rigtig retfærdiggøre det mere, man kan ikke rigtig bruge det som undskyldning mere, når du er 15 år gammel og leger gangster. Så kan du ikke sige det er pga. at jeg kommer fra en anden nationalitet. Nej, så er det fordi du opfører dig som en nar, at der er det her syn på dig. Selvfølgelig vil der også altid lægge noget i, man kan altid mærke når det er noget med nationalitet. Men så begynder de at binde kriminaliteten til nationaliteten. C: Ja. Y: Så de siger: Nå, men du er kriminel fordi du kommer derfra, eller sådan noget. C: Men var der nogle af dine venner dengang, som, ja, nu kan det godt være, at det er fraset forkert, i gåseøjne var danskere. Altså født og opvokset i deres forældres land. Y: Etniske danskere? C: Ja, etniske danskere. Y: Jeg havde tre kammerater, tror jeg. I min klasse (i.e. folkeskolen) var der én. Så man kan også godt se, at det har ikke helt været let, at kalde sig selv dansker når 99% af ens klasse ikke er danskere, eller ikke er etniske danskere, og ikke vil være en del af Danmark fordi de alle føler sig fremmedgjort. Men jeg havde nogle få venner som var danskere, og hos dem, det kan jeg huske. Det var det bedste, når jeg skulle hjem til dem. En af mine bedste venner, han var dansker, etnisk dansker. Når jeg skulle hjem til ham, det var det bedste. Der følte jeg bare at, så skulle jeg ikke være nogen jeg ikke var, fordi at hans forældre var så tolerante og accepterende. C: Hvordan mener du være en anden, end du ikke skulle? (40.32) Y: Altså, så følte jeg ikke, at jeg skulle have den her facade på. Jeg slap bare alt det der had jeg havde. C: Had til Danmark? Y: Ja! Had til Danmark. Jeg gik også rundt og sagde, at jeg hader danskere, selvom min bedste ven er dansker. Det giver jo heller ikke nogen mening. Men det følte jeg alt sammen jeg gav slip på, jeg fik lov til at være mig selv, når jeg var hjemme hos ham. Men jeg havde få etniske danske venner. Jeg har også en kammerat i dag, som er dansker, og når jeg kommer hjem til ham, så kan man også mærke, at hans mor er lidt mere ældre end. Så når hun taler med mig, så, hun har stadig nogle, så er det jo fordi hun levede i den tid hun gjorde, hvor det var så normalt at sige indvandrer eller perker, 16
eller at sige, eller det var også normalt at, dem der ikke er fra Danmark er fremmed, selvom hun prøvede med at kæmpe med ikke at gøre det. Hun ville ikke virke racistisk, for hun mener jo ikke hun er racist. For hende er det jo bare normal talemåde. Bare normalt at tale sådan. Så er det jo selvfølgelig sådan nogle gange, at vi taler om tøj f.eks. og så kan hun finde på at sige: Ja, jeg ved ikke hvordan man klæder sig i jeres lande. C: Ja. Y: Og så er hun meget hurtig til at sige: Jamen, det er jo ikke sådan jeg mente det. C: Men føler du ikke, at det er lidt underligt, at du skal forsvare at du kommer fra et andet land, når du er født i Danmark, og opvokset i Danmark? Y: Jo, og det var også det, det var også det jeg prøvede på da jeg var yngre. Det kunne jeg jo ikke, fordi jeg vidste ikke noget om de andre lande. Så i dag, når det er man siger: hvordan er det man gør i jeres lande?, hvis jeg kan se det er en person som ikke mener noget dårligt i det, som ikke er negativ på nogen måde, så kan jeg jo godt, noget jeg har sat mig rigtig meget ind i er arabisk kultur, her senere, fordi jeg har en interesse for hvordan Mellemøsten fungerer. Så fortæller jeg dem: Amen altså, mine forældre de plejede at have den her bestemte tøjstil, nu det lige med det her eksempel. Så siger jeg altid: mine forældre, jamen de har det sådan her eller min familie de har det sådan her. Jeg siger aldrig: Jamen VI er sådan her, eller VI gør sådan her. (42.51) C: Hvordan, hvornår vil du så sige det her skel skete, at du ikke hadede Danmark mere. At du begyndte og se dig selv som dansker? Y: Gymnasiet. C: Gymnasiet. (43.01) Y: Ja, for der møder man forskellige mennesker. det var før at, før jeg fik interesse for Islam. Og lige så snart jeg startede i gymnasium, fordi hele mit liv har jeg ikke været uden for Amager, så det er 10 år tror jeg. Du bor og lever og ånder Amager (mild latter). Ja, og det miljø der er på Amager med, altså selvfølgelig kommer jeg ud nogle gange. Man skal altid nogle steder hen eller gøre et eller andet som er uden for Amager. Hele, stort set hele min dag gik på at være på Amager, og være en del af de miljøer. Min skole lå på Amager, min klub lå på Amager, mine hobbyer var på Amager, og på Amager er der rigtig mange indvandrere ved det område hvor jeg bor. Man skal først ud til Dragør og Tårnby, Kastrup for at møde majoritet af danskere. Men lige der, omkring metrostationen, den her del af Sundholmen. Der er der rigtig, rigtig mange indvandrere. Så lige 17
meget hvor jeg gik hen, hvis jeg gik i klubben så var majoriteten indvandrere. Da jeg gik i fritidshjem var majoriteten indvandrere. Da jeg gik i skole (folkeskolen) var majoriteten indvandrere. Hvilken som helst hobby jeg gik til var majoriteten indvandrere. Så jeg fik kun det syn på det. Jeg fik aldrig lov til at reflektere over andre holdninger. C: Ja. Y: Eller andres synspunkter, men det fik jeg lov til i gymnasiet. Mellem 9., slutningen af 9., så begyndte jeg også sådan at blive, åbne op lidt mere overfor, at, nå ja, der er lidt mere end bare det her. Så gav det ikke rigtigt nogen mening mere at gå hele tiden i de samme spor og lege gangster. C: Det var også her, at du fik øjnene op for Islam? Y: Nej, det var midt/slut gymnasiet. C: Okay. (44.52) Y: I starten af gymnasiet var jeg sådan lidt, så kom jeg i en klasse, hvor jeg var den eneste indvandrer. Så jeg gik fra at være i en klasse, hvor der var én dansker til at være i en klasse hvor alle var danskere. Etniske danskere. Så for at fungere i en klasse, så skal man jo ha nogle relationer til sin klasse. Så jeg blev naturligvis venner med mange af dem, og det blev min omkreds lige pludselig. I skolen var det kun dem jeg gik med, det var kun dem jeg snakkede med. Så finder man ud af, men hey, der er jo faktisk en hel masse mennesker, som har det helt fint med hvordan jeg er. Men jeg glemmer stadig aldrig, på trods af, at de var nogle rigtig flinke mennesker, at de var nogle rigtig gode klassekammerater. Der var et tidspunkt hvor vi var ude, første dag tror jeg, anden dag i skolen, og jeg prøvede at udstråle perker så meget som jeg kunne. C: Hvorfor det? Y: Fordi jeg følte det var min identitet, og den ville jeg holde fast i. Jeg var meget inspireret af det her amerikansk kultur, og amerikanerne gør det at, når folk kalder os negere, så lad os kalde os selv for negere. Så gør det ikke lige så ondt. Så bliver det bare ligegyldigt. Så bliver det ikke et skændselsord mere. Så selvom vi blev kaldt for perkere, så begyndte vi selv at kalde os perkere, sådan så vi kunne gøre det samme som amerikanerne gjorde. Og så begyndte vi at tage en tøjstil på, som fik os til at virke aggressive eller fik os til at virke, som om vi kunne finde på, at gå hen og pande dig en. Det var typisk sådan noget med store jakker, baggy pants og store sko og alt muligt mærkeligt. Så det var den attitude jeg kom i gymnasiet med, hvor at de fleste i den alder har lagt det fra sig. Men jeg blev ved med at holde fast i den, og det er typisk sådan nogle person, der bliver ved med at holde fast i den, det er dem vi ser på gaden i dag ikk? Men det var så den her, jeg ved det 18
ikke. Det var den her udstråling jeg havde, da jeg kom ind i klassen. Så alle var sådan lidt: Nå, han er perker. Der var sådan, det var bare det første indtryk jeg lavede, hvor jeg var sådan lidt. Jeg var skuffet kan jeg huske. C: Ja? (47.13) Y: Fordi, der var et tidspunkt hvor vi gik ud og lærte dem at kende, og så sagde det: Jamen, du er jo god nok, og så var jeg sådan lidt, jamen hvad havde du forventet? havde du forventet, at en person, der starter i gymnasium, ville være sådan en aggressiv person? Er det fordi jeg er mørk, at jeg kommer i den her forsvarstilstand. Er det fordi jeg kommer der, hvor jeg kommer fra? Er det fordi jeg er perker? Er det fordi jeg er dit? Når i virkeligheden at det var selvforskyldt pga. den måde jeg talte på. Den måde jeg gik på. Den måde jeg klædte mig på. C: Tror du, at de havde behandlet dig anderledes, hvis du etnisk dansker, men stadig havde samme attitude og beklædning? Y: De ville nok diskriminere mig på en anderledes måde, kan man sige. C: Men de slog aldrig ned på din religion eller noget? Y: Nej, ikke som sådan. Først da jeg begyndte at praktisere min religion. De slog ikke ned på den, det var ikke fordi de sådan tog afstand. De var nysgerrige. C: Ja. Y: De ville gerne vide noget om: Jamen, vi har alle de her spørgsmål, som vi aldrig har fået afklaret. Nu hvor du siger, at du praktiserer Islam, kan du så ikke forklare os det her og det her? Men det synes jeg var en positiv, en positiv reaktion, en positiv diskussion, eller forklaring. Men jeg tror, at hvis det var en etnisk dansker, som kom ind og var mig på det tidspunkt, så tror jeg heller ikke, at han ville blive behandlet særlig godt. Fordi at de her typer er normalt enten noget man associerer med rockere, eller noget man associerer med Christianshavn, og begge typer er nogle, som er udstødt fra samfundet. Så derfor er det lige meget hvordan jeg kom ind, lige meget hvilken nationalitet jeg bar på, så ville jeg blive diskrimineret, så ville jeg blive udstødt af klassen på en eller anden måde. Men ja, jeg tog det, den kommentar Jamen, du er god nok, så tog jeg det som, jamen du er god nok af en indvandrer at være, hvor de mente: Du er god nok af en, C: Dansker at være? Y: Bølle at være. C: Nå, bølle? 19
Y: Ja, (mild latter), en bøllelignende person at være. Altså de havde forventet en aggressiv person, som jeg ikke var, men som jeg gerne ville lade som om jeg var. C: Men føler du stadig, at du søger den der anerkendelse fra Danmark? At du er god nok som dansker, og ikke bare som indvandrer? (49.47) Y: For at være helt ærlig, så er jeg meget ligeglad med det. I starten var jeg sådan, så ville jeg rigtig gerne være villig til at gå på kompromis med mange af mine holdninger og værdier for at blive accepteret i andres øjne. Hvor nu, der er jeg sådan lidt, jeg føler lidt det er sådan en håbløs sag med alt hvad der sker i Danmark, så synes jeg også bare, at det er sådan lidt, at det er lidt ligegyldigt, om folk ser mig som en dansker eller ej. For jeg ved, at jeg er en del af samfundet. Jeg ved, at jeg gør noget for samfundet, og det er det eneste der betyder noget for mig. C: Men synes du, at du bliver behandlet anderledes? Y: Ikke i starten, men jeg bliver mødt med de samme øjne. Med de samme fordomme. Men nu har jeg så meget erfaring med det, at jeg kommer meget hurtigt over det. Jeg kommer meget hurtigt forbi den her fordomsfulde start på et forhold, venskab og ikk? C: Er det erfaringerne eller er det fordi du hviler mere i andre ting, at du måske hviler mere i dig selv. Hvad er det der gør, Y: En ting er, at jeg er blevet stensikker i, omkring hvem jeg er (51.00). jeg anede ikke hvem jeg var, da jeg var ung knægt. C: Og det har du fundet ud af gennem Islam? Y: Øh, jo, både og. Jeg vil sige, at Islam er det der har hjulpet mig, gjort mig til et rationelt tænkende menneske, men jeg er også bare blevet sådan, jeg er blevet ældre. C: Hvor gammel er det du er? Y: Jeg er 20 år. C: Okay. Y: Alt det her, det var sådan, 1.g, 2.g. 15-16 år. Jeg gik fire år i gymnasiet, så. Jeg føler jeg er blevet ældre og jeg er blevet mere reflekterende over mit liv og mine omgivelser. Alt det her har gjort mig meget stærkere i hvem jeg er som person, og hvad for nogle holdninger jeg har. Så derfor synes jeg, at det også, det spiller en rigtig stor rolle i forhold til, når jeg møder nogle mennesker, og man kommer over de her fordomme. Fordi, de forventer en person, der er meget svag. Ikke fysisk, men psykisk svag. En person, der ikke rigtigt kan finde ud af at formulere sig. En person der er 20
aggressiv. En person, der er tiltrukket af bandemiljøet, eller af ekstremisme, eller. Så de møder mig med de her øjne, men lige så snart de taler med mig, så går det meget hurtigt forbi det. C: Ja? Y: Så har de fået det afklaret. Når man så kommer ind på, at jeg er muslim eller at jeg er praktiserende muslim, så møder de mig så, så kommer der nogle andre fordomme, og det er så den her ekstremisme, radikalisering, hvor jeg synes, at det har jeg haft så meget erfaring med nu, at det kommer jeg meget hurtigt forbi. Jeg er meget hurtig til at distancere mig selv væk fra de her typer, der har taget Islam som gidsler. (52.57) C: Og accepterer dem du så snakker med din holdning, eller har de stadig deres fordomme? Y: Altså, nu accepterer jeg alle aspekter af religion, så hvis man gerne vil prøve at finde noget, nogle holdninger, som jeg ikke er enig med, så kan man altid finde nogle, fordi jeg mener, at Islam deler alle aspekter ligeud. Så, der er jo altid nogen, der hurtigt griber til det her: Nå, men hvad så med det her med afstraffelse?, og så er jeg sådan, nå jamen, så lad mig forklare hvad det er for noget afstraffelse jeg mener burde være i en islamisk stat, altså sådan og sådan og sådan. Og så er de sådan: Nå, okay, så gider de ikke tale mere. Du er ekstrem, du er radikaliseret, det møder man nogen gange. Hvor andre mennesker, der ikke sætter fokus på det her, mere er sådan: Nå, men hvad tror du, og hvorfor har du de holdninger, som du har? Går du ind for næstekærlighed? Går du ind for sådan noget her?, og det er meget positivt, synes jeg. Hvis jeg taler med en politiker, så det første spørgsmål: Tror du på en afsavet fod? Nej, jeg tror ikke på en afsavet fod. Jeg tror på, at der findes en straf, hvor du kan få lidt af sin finger hakket af, og det er fordi sådan, men så skal jeg sidde og forklare, at der skal være så og så mange vidner. Alle de her omstændigheder, som næsten gør det umuligt for, at lade det ske, men det lytter de jo ikke til. De lytter bare til, at: Nå, du er bare en fanger, eller Den findes, så Islam er en voldelig religion. C: men kender du nogen, er der nogle i dit netværk, som, altså, støtter op om de mere radikale holdninger? (54.38) Y: Ja, det er der, og nogle af er endda dem jeg taler godt med.. C: Ja. Hvordan har du det med dem, når I snakker om religion eller hele jeres, Y: Altså, jeg gør meget klart med hvilke holdninger jeg har, og hvor uenig jeg er i deres holdninger, når de kommer med dem. Men, det er ikke altid, det er ikke altid det man taler om. Nogle gange vil man jo bare gerne ud og, 21
C: Ja, selvfølgelig. Y: På café, eller bare ud og sidde sammen, ikk? Men hvis det kommer ud i en religiøs samtale, så. For det første er jeg meget hurtig til at sige, før vi diskuterer, at jeg har de her holdninger, og du har de her holdninger. Før vi diskuterer dem, så skal vi tage det ud fra, så skal vi tage det fra hele Islam. Fra roden af. Fordi jeg mener ikke, at man skal gå ind og diskuterer de som detaljer i Islam, men jeg mener at, at man har forstået hele fundamentet i Islam forkert. C: hvis man har de meget radikale tanker? Y: Ja. Det er ikke bare sådan, at bare fordi man følger nogle bestemte love eller nogle bestemte anskuelser af hvordan lovsystemer fungerer, at man er blevet sådan, eller at man har de holdninger. Eller, jeg mener heller ikke, at jeg kan ændre på dem ved at bevise, at lige det lovforslag er forkert, eller at lige den forståelse af det her aspekt af Islam er forkert. Jeg mener, at man skal tage hele Islam fra bunden, og det er en meget, meget lang diskussion, C: Ja ja. Y: Som der tit og ofte ikke er nogle, der orker at tale om, eller ikke gider, eller er bange for at tale om, fordi de ikke har styr på det, eller noget i den stil ik? C: Kunne du finde på, hvis det er nogle af dine gode venner, at lade være med at se dem på et tidspunkt, hvis I bliver for uenige? Y: Jeg har nogle, som jeg tager meget stærk afstand fra, og det er dem, som støtter ISIS. Dem kan jeg ikke have noget at gøre med. C: hvorfor ikke? (56.29) Y: Fordi ISIS er det værste jeg nogensinde har set for menneskeheden. Jeg har aldrig set så aggressiv en gruppe, og det irriterer mig rigtig meget, at de gør det i Islams navn. Så når der er en person, der kommer og siger til mig, at: Jeg kan godt lide ISIS, så starter jeg, så siger jeg ikke bare: Nå, men så kan jeg ikke lide dig, eller så kan vi ikke tale sammen. Så spørger jeg hvorfor? Hvad er det du godt kan lide ved ISIS. Så er der nogle der siger: Jamen, jeg kan godt lide ISIS fordi de laver en islamisk stat. Så siger jeg: Okay, fint nok. Det kan Hizb ut-tahrir. Også er de sådan: Du kan se hvordan de gør, og jeg siger: Jeg kan se de voldtager kvinder og børn, jeg kan se de slår folk ihjel og halshugger muslimer også, såvel. Mere muslimer end ikkemuslimer faktisk, for at være helt ærlig. Så jeg kan ikke se, hva de kan lide i dem, så hvis de bare bliver ved med at holde fast i den holdning, du ved, de kan ikke rigtig sådan beskytte, de kan ikke 22
forsvare det. De kan heller ikke diskutere det, så er det bare sådan, at så skal jeg ikke have noget med det at gøre. Så må du komme på et tidspunkt, når du har hjertet det rette sted. (57.39) C: hvilken baggrund har de kontakter, som støtter op om ISIS, du kender? Y: Øhm, det er typisk salafister. Folk der går ind for den salafistiske sekt af Islam, som er de her meget, meget ekstreme muslimer. Meget firkantede muslimer. C: Er de født og opvokset i, Y: Nej, nej, nej C: Hvor lærer de så? Y: Jeg ved det ikke. Jeg har det sådan, at det er svært at sige hvor de kommer fra. De springer bare ud. Der er nogle mennesker, der kommer i moskeer, som har de her holdninger. De er typisk fra Saudi Arabien. de mennesker, der giver folk de her holdninger. Typisk fra Saudi Arabien, Golfstaterne, fordi det er dem der har lavet ISIS. Dem der har lavet alle de her terrorgrupper der findes, ikk? Så det er dem, der kommer med de her holdninger, men de er ikke tilhængere af et bestemt sted. De er ikke tilhængere af nogen bestemt gruppe, så de dukker bare sådan op rundt omkring. Man kan ikke rigtigt se på dem. C: Nej. Y: Jo, salafister de har, problemet er bare, deres udseende er det, som muslimer mener er udseendet man havde engang, og acceptabelt at have. De har langt skæg, og de har korte kjoler, som går til knæene. Deres tøj må ikke være under deres ankler. Det er der en hel masse årsager til, men det her er alt sammen nogle ting, som vi accepterer. Som alle muslimer accepterer, at det er helt fint man har den her holdning til tøjstil og til skæg. Så derfor er det svært at spotte en. I de shiadiske miljø er man meget hurtig til at dømme en med langt skæg. C: Okay. Y: Man kalder ham en salafist, og det vil jeg ikke gøre. Det er noget du styrer. Nu snakker vi om hvordan de ser ud, og jeg vil ikke bare dømme dem på udseende. For sofister, de har også langt skæg. De har helt den samme tøjstil. Den er bare lidt mere pakistansk inspireret, meget mere arabisk inspireret. Så det er svært at sige hvordan de ser ud. Der er også nogle, som barberer det med vilje, for at være mere attraktive, for at få flere unge muslimer ind under deres vinge, ik? Så de her radikale mennesker, de kommer lidt fra alle steder. Så er der også nogle, som kommer ind i Hizb ut- Tahrir, og bagefter forlader dem fordi det simpelthen ikke er hårdt nok for dem. C: Nå. Så hvorfor tror du de vil have noget hårdere? 23