Nytårsdag 2018. B. Matt 6,5-13 Salmer: 712-713-586 588-711-719 Nytårsdag. Denne særlige dag. Den første dag i et nyt og ubrugt år. En dag, hvor man ser tilbage og ser frem. Tænker på, hvordan 2017 gik. Hvilke gode ting, der skete, og hvilke sorger året bragte. Hvilke ting, der lykkedes. Hvilke ting, man kunne have gjort anderledes, og som man gerne vil lære af. Og man ser frem mod det nye år, og tænker på, hvad det vil bringe. Igen, -man ser med glad forventning, -og man ser med bekymring. Et år, -et levet år vil altid frembringe både glade og sorgfulde stunder. Det vil altid være en blanding. Det kan ikke være anderledes, -som Storm P siger det i en tænksom filosofisk flue: I virkeligheden er der ikke forskel på optimisme og pessimisme de er begge indbildninger. Og det er sandt, -den kæmpestørste optimist vil altid ende med at få nogle sine optimistiske drømme bristet. På samme måde vil den sortseende pessimist opleve, at det alligevel ikke gik så galt, som han havde forudset. 1
Sandheden er altid midt imellem. Men er det ikke bedst at være optimistisk kunne man spørge? Jo, måske. Som den om glasset med vand. Er det halvt fyldt, -eller er det halv tomt. Ja, det er det. Begge udsagn er rigtige. Vi vil dog hævde, at der er forskel mellem de to udsagn, og at det er det optimistiske udsagn, det halvfyldte, der er det rigtigste udsagn, og det man skal afgøre sig overfor, ja, lære at se. Men jeg vil hævde, at vi er forskellige. Nogle er fødte optimister. De ser frem mod morgendagen med total glad forventning. Regner det hele dagen, siger optimisten, -det er da dejligt, for jeg kan ikke finde mine solbriller. Der er nogle jubeloptimister, der ikke er til at slå ud, -og det må på en måde være dejligt at ha det sådan. Men som Storm P siger: det er nu engang indbildning. Morgendagen, -det nye år, -kan ikke kun være lys og jubel. Pessimisten - derimod. Han, der kun ser det halvtomme glas og ser frem mod morgendagen og det nye år med bekymring og øjner de sorte skyer selv på en skyfri blå himmel. Han har 2
det måske sværere, -har et tungere humør. Men også sortseeren og den totale pessimist oplever, at det ofte netop var indbildning, -det gik nu ikke helt så galt. Det er sådan, at pessimisten får nogle uventede glæder, mens jubeloptimisten får nogle uventede nederlag. Sandheden er ikke i yderpunkterne, men et sted midt imellem. Men om man er til den ene eller den anden pol, så tror jeg det langt hen ad vejen er et temperamentsspørgsmål, og også noget man har med sig, -i generne, eller gennem påvirkning i opvæksten, og derved ikke noget man sådan kan ændre fra et nytår til det næste. Pessimisten kan ikke her den 1. januar 2018 lægge al bekymring og alle mørke forventninger fra sig og kun se optimistisk på det nye år. Optimisten kan heller ikke bare ændre sind. Optimisten kan ikke pludselig indse, at det måske er lidt naivt og uden hold i virkeligheden kun at vente sig alt godt. Albert Einstein er inde på et andet tilgang til dette ved at sige: Der er kun to måder at leve livet på. Den ene 3
er at se livet, som om intet er et mirakel. Den anden er at se livet som alt er et. Og igen: det er selvfølgelig rigtigst at se på livet som et mirakel, for vi har jo ikke en lovning på en lykkelig morgendag, -et lykkeligt godt nytår, -det er ikke en selvfølge, at vi lever i morgen. Så hver eneste dag er et form for mirakel. Men på den anden side: det er nu lettere at se alt i livet som et mirakel, når alt går godt, når man har et godt helbred, og der ikke sker noget med ens kære. Der er nu engang livssituationer, hvor det er lettere at være optimist, og lettere at se alt i livet som et mirakel. Albert Einstein-citatet stod i fredags som en indledning til et interview i Kristeligt Dagblad med sociolog Rikke Østergaard med overskriften: Uden taknemmelighed glemmer man at leve livet. Sociologen Rikke Østergaard har gjort taknemmelighed til et af sine faglige specialer, og hendes pointe er, at taknemmelighed kan læres. Hun påpeger, at vi fra naturens side er indrettet til at have fokus på det negative for at sikre vores overlevelse. Vi 4
er fra naturens hånd indrettet til at have blik for farer. Og vil man da arbejde med taknemmelighed, skal man lære at gå imod sin natur, for vores hjerne vil have os til at gå ud i de negative tankebaner for at forudse alle farer og mangler. Ifølge en opgørelse i et internationalt psykologisk tidsskrift har vi danskere et veludviklet blik for det negative. Danmark er sammen med Holland, Ungarn, England og Tjekkiet placeret som de mindst taknemmelige nationer i verden, -altså lige omvendt af det, vi ellers hører, at Danmark er et af de mest lykkelige folkefærd i verden. Men mht. til taknemmelighedsfølelse er det altså åbenbart lige omvendt. Sociologen mener, at det hænger sammen med vores forventningskultur, at vi hele tiden stræber efter at gøre det bedre, -og at vi har så evigt travlt med at glæde os til, at vi helt glemmer at glæde os over. Vi glæder os til jul, -men når det er jul, glæder vi os til nytår. Vi stræber hele tiden videre og glemmer at glæde os over, at være i nuet og føle taknemmelighed 5
over det, vi har lige nu, og ikke kun over det, der kan komme. Og det er måske en rigtig vigtig pointe at tage i overvejelse netop her en nytårsdag. Rikke Østergaard underviser i taknemmelighed, og er klar i den overbevisning, at taknemmelighed kan læres, og at der er nogle teknikker, der kan hjælpe, og at vi kan blive mere lykkelige og mere afbalancerede, hvis vi lærer taknemmelighed. At vi prøver at fokusere på, at livet er et mirakel, som selv de, der har en livstruende sygdom, oplever, at de ikke bekymrer sig for dem selv, men for deres kære og indser, at det vigtigste i livet er, at man har hinanden, og at man har det godt sammen. Og som sociologen slår fast: Ingen skal tvinges til at være smilende, og man skal have lov til at være ked af det, det handler om at være med i det, der er og kigge på alt det gode, man trods alt også har. Ja, med Albert Einsteins ord, at man til et hvert tidspunkt og i hver fase af sit liv, altid har mirakler i livet at få øjne på. Det kunne være et nytårsforsæt. Ikke at være jubeloptimist eller sort 6
pessimist, for det er indbildning. Men heller ikke leve i glæden til, -men i glæden over, det at der hver dag er små mirakler, -ja at der er rigtig meget at være taknemmelig for. Så skal jeg ikke glemme evangeliet. Det skal dog ikke være lommefilosofi og sociologi det hele. Evangeliet her nytårsdag er fadervor, -og hvad kan være mere rammende. Og igen, hvis vi prøver at lære taknemmelighed, fokusere på dét, så må jeg sige, at jeg igen og igen undres og fyldes med glæde over at erfare, hvor mange der kan fadervor. Det ser jeg, når børn kommer til arrangementer her i kirken, -fadervor beder rigtig mange børn med på. Når der er begravelse, -igen er der mange, der beder med på fadervor, -enten højt i kor eller med en tydelig mumlen. Der er mange, der har fadervor som en del af deres ståsted. Langt flere end man med pessimistiske briller kan tænke sig. Det er da til at blive glad og taknemmelig over. Det kan godt være, at den kristne tro har svære tider, og der er nok at bekymre sig for, 7
men der er så sandelig også meget at være optimistisk over, -og der er fadervor en af grundene. Det man almindeligvis kalder barnetroen, -den er der stadig, og den er langt mere udbredt, end man kan forstille sig og udrede af alle mulige statistikker. På en eller anden måde gives fadervor videre fra generation til generation. Den læres ikke i skolen. Vi har svært ved at lære ret mange det her i kirken gennem undervisning. På trods af det overleveres fadervor som den helt særlige bøn, -som et ritual mere vigtigt end andet, -har man på fornemmelsen. På en indirekte måde viste bønnen fadervor sine styrke ved den debat, der rejste sig på baggrund af den katolske paves forslag om at ændre en af bønnerne i fadervor, -nemlig ordene led os ikke ind i fristelse. I Frankrig og Spanien har den katolske kirke allerede omskrevet bønnen til: Lad os ikke fristes. Og det er det, paven overvejer, skal være gældende for hele den katolske kirke. Måske ikke den store ændring, men argumentationen er klar nok. Med vendingen. Led 8
os ikke, misforstås det, som om det er Gud, der leder os i fristelse, -at han prøver os, -lokker os væk fra det rigtige. Det kan man ikke rigtig forstå om Gud. At han skulle spille os ud, -prøve os, -friste os. Som vi kender det fra Jobs-bogen, hvor Gud lader Satan tage alt fra Job for at prøve hans tro på Gud og hans retsind. Vi har svært ved at se Gud, som en der vil prøve os, én der vil lede os i fristelse. Det er ikke det billede af den nådefulde og evigt kærlige Gud, som vi kender. Derfor ændringen til det mere passive: lad os ikke fristes, -det passive, at verden er en kamp mellem godt og ondt, og at der er fristelser i livet, som vi ikke ønsker og derfor beder Gud om at blive skånet for og hjulpet i. Men igen lyder reaktionen blandt de fleste herhjemme: fadervor, den rører man ikke ved, -den kan man ikke ændre, -det er Jesu egne ord, -som det jo også ses af, at mange holder fast ved ordene vorde og thi, selvom det er ord, man slet ikke bruger i nogen anden sammenhæng. 9
Fadervor står stærkt. Måske nok langt hen ad vejen som en form for remse. Noget vi siger, -også uden at tænke nærmere over det, -ikke hver gang i hvert fald. Men det er en bøn, som får os til at føle det her særlige nærvær med Gud, -og det er den bøn, vi beder, når vi er bange, når vi er kede af det, når netop bekymringer vælter ind over os. Da er fadervor den her klippe. Den bøn, der er som en navlestreng til Gud. Og det er da kun glædeligt, og noget der skal fylde os med taknemmelighed. Og tro på at fadervor også vil være de fleste danskeres bøn også i 2018. Det er i orden at være optimistiske på troens vegne, at det så måske er en form for indbildning, -det er ok, -vi skal jo dog heller ikke bare læne os tilbage og sige, at det er godt nok. Der er udfordringer. Der er arbejde, der skal gøres. Som det er i alt, når man tager livet og hinanden alvorligt i ægte kærlighed og omsorg. Glædeligt nytår Amen. 10