Judas fem sidste konger

3 Judas fem sidste konger TIL SABBATTEN 17. OKTOBER 2015 Ugens vers Introduktion Han fældede retfærdig dom for hjælpeløse og fattige, og det gik ham godt. Er det ikke at kende mig? siger Herren (Jer 22,16). Den berømte russiske forfatter Fjodor Dostojevskij tilbragte i 1800 tallet fire år i et sibirisk fængsel for samfundsfjendtlige politiske aktiviteter. Da han senere skrev om sine oplevelser, talte han om nogle af sine medfangers totale mangel på anger over deres forfærdelige handlinger. I adskillige år så jeg aldrig tegn på anger hos disse mennesker; ikke spor af fortvivlet eftertanke over deres forbrydelser, og de fleste af dem havde den indre overbevisning, at de havde handlet ret. (Joseph Frank, Dostoevsky, the Years of Ordeal, 1850 1859, p. 9). Dostojevskij kunne, med undtagelse af Josija, have talt om de fem konger, der herskede i Juda under Jeremias profetiske tjeneste. Den ene efter den anden af disse mænd syntes fuldstændig uden anger over deres handlinger, selv da det blev mere og mere tydeligt, at disse handlinger var årsagen til de ulykker, som Herren gennem Jeremias havde advaret om ville komme. Det var aldrig Guds mening, at Israel skulle have en konge. Sidst i denne uges studium vil vi bedre forstå hvorfor. Vi vil også forstå det enorme pres, som den stakkels Jeremias var under i store dele af sit utaknemmelige arbejde. Ugens tekster 2 Krøn 34 Jer 22,1-19; 29,1-14 2 Krøn 36,11-14 Jer 23,2-8 26

SØNDAG 11. OKTOBER 2015 Under Josijas styre Josija var den sekstende konge til at herske i Sydriget. Hans regeringstid var 640-609 f.kr. Han blev konge, da han kun var otte år, hvor landet i mere end et halvt århundrede havde oplevet et moralsk og åndeligt forfald under hans far (Amon) og bedstefar (Manasse), to af de mest onde konger i Judas historie. Josijas regering varede i enogtredive år. På trods af omgivelser, der kæmpede imod ham gjorde Josija i modsætning til sine forfædre, hvad der var ret i Herrens øjne (2 Kong 22,2). Til trods for, at Josija var søn af en ond konge og var hårdt fristet til at gå i sin fars spor, og skønt han kun havde få rådgivere, som opmuntrede ham til at gøre det, der var ret, var han tro imod Israels Gud. Han tog ved lære af fortidens fejltagelser og besluttede at gøre det rette i stedet for at kaste sig ud i den samme synd og nedværdigelse som hans far og bedstefar. Han veg ikke til højre eller til venstre. Han skulle beklæde en ansvarsfuld stilling og besluttede at rette sig efter den vejledning, som Israels konger havde fået. Takket være hans lydighed kunne Gud bruge ham som et kar til ære. (Ellen White, Profeter og konger, s. 188). 2 Krøn 34 Hvori bestod Josijas reform, og hvorfor bør sådanne elementer være grundlæggende for ethvert forsøg på åndelig reform, enten den er personlig eller kollektiv? Josijas reform bestod af to hoveddele. For det første fjernede det så vidt muligt alt det, der kunne minde om afgudsdyrkelse. Det vil sige, han gjorde, hvad han kunne for at fjerne de onde skikke, der havde udviklet sig i landet. Men dette var kun det første skridt. Ondskab og mangel på forkerte handlinger fører ikke automatisk til det, der er godt og rigtigt. Efter at have hørt lovbogen oplæst var hans næste skridt at indgå en pagt med Herren om at følge Herren og holde hans befalinger, formaninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl, og således handle efter pagtens ord, som stod i denne bog (2 Krøn 34,31). Til at tænke over Læs 2 Krøn 34,32-33. Hvad siger disse vers os om eksemplets magt, især for mennesker i magtfulde og indflydelsesrige stillinger? Tænk nøje over, hvilken indflydelse dine ord og handlinger har på andre. 27

MANDAG 12. OKTOBER 2015 Joakaz og Jojakim: yderligere fald 2 Krøn 36,4 2 Kong 23, 31-34 Joakaz (også kendt som Shallum) var 23 år, da han efterfulgte sin far på tronen. Hans regeringstid varede kun i tre måneder. Farao skiftede ham ud med hans bror; for Joakaz gik ikke ind for Egyptens politik. Joakaz blev ført til Egypten, hvor han døde. Den konge, der efterfulgte Joakaz, var Jojakim, som herskede fra 609 til 598 f.kr. Han var Josijas søn. Da Nebukadnesar indtog Jerusalem, blev Jojakim sammen med kar fra templet ført til Babylon. Igen advarede Jeremias folket om, at deres nye konge ledte dem den forkerte vej. Jer 22,1-19 Nævn nogle af de ting ved Jojakim, der bragte en så skarp irettesættelse fra Herren. Gennem Jeremias kom Gud med meget skarpe ord til denne korrupte og begærlige konge. Jojakim var en grisk konge, som undertrykte folket og lagde store skatter på Juda (se 2 Kong 23,35) for at betale egypterne. Endnu værre var det, at han benyttede tvangsarbejde for at udføre omfattende udsmykninger af sit palads i klar modstrid med loven, som var meget tydelig mht. at betale folk for det arbejde, de udførte: Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag (3 Mos 19,13). I modsætning til sin far tillod Jojakim også, at hedenske skikke igen blomstrede op i Juda. Jer 22,16 kommer med en stærk udtalelse. Gud sammenligner den korrupte Jojakim med hans far Josija, og siger til ham: Han fældede retfærdig dom for hjælpeløse og fattige, og det gik ham godt. Er det ikke at kende mig? siger Herren. Sandt kendskab til Gud kommer med andre ord gennem den måde, hvorpå vi behandler dem, der lider nød; det kommer, når vi sætter os selv til side for at hjælpe dem, som aldrig kan gøre noget for os til gengæld. Igen ser vi her, ligesom over alt i Bibelen, Guds bekymring for de fattige og hjælpeløse og også vores pligt til at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv. Til at tænke over Mediter over tanken om, at vi kommer til at kende Gud ved at hjælpe de fattige og hjælpeløse. Hvad betyder dette? 28

TIRSDAG 13. OKTOBER 2015 Kong Jojakins korte regeringstid 2 Kong 25, 27-30 Jer 52,31-34 Jer 29,1-14 Jojakin blev Judas nittende konge. Han var søn af Jojakim og regerede på Davids trone i kun tre og en halv måned. I 598 f.kr. kom Nebukadnesar med sin hær til Jerusalem og tog den 18-årige konge, hans mor og koner og mange andre af de kongelige til fange. I 561 f.kr., i det syvogtredivte år af Jojakins landflygtighed, blev han benådet af Evil- Merodak, Nebukadnesars efterfølger. Han fik lov til at spise sammen med Babylons konge, og han kunne igen iklæde sig sine kongelige klæder. Hans sønner var også i Babylon sammen med ham; men Jeremias profeti sagde, at de kom til at opgive Davids trone. Herrens ord gennem profeten, efter at kong Jojakin og hans familie og hof blev ført som fanger til Babylon. Hvordan ser vi Guds kærlighed og nåde selv i denne tragiske situation? Et af de bedst kendte vers i Bibelen er dette: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb (Jer 29,11). Den umiddelbare sammenhæng er denne: Herren taler gennem Jeremias til Judas landflygtige, som havde set deres tilværelse totalt omvæltet af deres babyloniske erobrere. Men selv da, uanset hvor frygtelig deres situation syntes, ønskede Gud, at de skulle være klar over, at han elskede dem fremdeles og kun havde godt i tanke for dem. Når man tænker på deres forfærdelige situation, må de utvivlsomt have sat stor pris på dette løfte, som var så fuldt af håb. Selv midt blandt alle de alvorlige advarsler og trusler blev folket altså givet et løfte om en fremtid og et håb. Hvor må det især på det tidspunkt have haft stor betydning for dem at få en sådan forsikring! Til at tænke over En fremtid og et håb? Hvilke løfter fra Gud om en fremtid og et håb kan du tilegne dig netop nu, uanset hvilken situation du befinder dig i? 29

ONSDAG 14. OKTOBER 2015 Ved enden af en blindgyde 2 Krøn 36,11-14 Hvad fortæller disse vers om Judas sidste konge før nationens endelige undergang? Hvilke åndelige principper om frafald finder vi i disse vers? Sidkija (også kendt som Mattanja) var enogtyve år, da han blev konge. Han blev indsat af Nebukadnesar som en marionetkonge. Desværre fortæller teksten os, at han ikke havde lært fra de foregående kongers fejl, og som et resultat deraf førte han nationen ud i endnu større ulykke. 2 Krøn 36,14 fremfører en pointe, en dyb sandhed, som på mange måder lå til grund for deres frafald. I listen over alle de onde ting, der blev gjort under kong Sidkija, siges det om Juda, at de fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Her finder vi folket mange hundrede år efter udvandringen af Egypten. I mange hundrede år havde det været pagtsfolket, som skulle være et lys og en lygte for de andre folkeslag (5 Mos 4,5-8). Men de er stadigvæk så fanget af den fremherskende kultur, så optaget af deres naboers kulturelle og religiøse omgivelser, at de fulgte alle folkeslagenes afskyelige skikke. Mon der er et budskab til os også heri? Jer 38,14-18 Hvad spurgte kongen Jeremias om og hvorfor? Herren havde gentagne gange gjort det klart, at nationen skulle underlægge sig Babylons herredømme, at denne indtagelse var straffen for deres synd. Men Sidkija nægtede at lytte og indgik en militær alliance imod Nebukadnesar. Israel klyngede sig til håbet om en militær sejr for Egypten. Men i 597 f.kr. besejrede Nebukadnesar faraos hær. Dette nederlag beseglede endeligt Jerusalems og folkets skæbne. Til trods for de mange anledninger om at angre og til at gennemføre reform og vækkelse nægtede Juda at lytte. Til at tænke over Som kirke er vi blevet kaldt til at forkynde et budskab for verden, som ingen andre forkynder. På mange måder ligner dette, hvad Juda skulle gøre. Hvilke lærdomme kan og bør vi lære af deres fejl? 30

TORSDAG 15. OKTOBER 2015 De mørke år Jer 39,8-9 Hvad skete der med Israel og Jerusalem, efter at de havde afvist Guds budskab? Alt det, Gud havde advaret dem om, var nøjagtigt, hvad der skete. Hvor nødigt de end havde villet tro advarslerne, kom de i høj grad til at tro, efter at det hele gik i opfyldelse. Hvem har ikke selv på et personligt plan oplevet noget lignende? Vi er blevet advaret af Gud om ikke at gøre noget bestemt, for så vil dette eller hint ske. Men vi gør det alligevel og må derfor tage konsekvenerne heraf. Jer 23,2-8 Hvilket budskab finder vi her? Hvilket håb gives til folket? Fra en menneskelig synsvinkel syntes alt håbløst: landet lå i ruiner, templet var ødelagt, deres ledere var i landflygtighed og fangenskab, og Jerusalem var en bunke sten. Den jødiske nation og det jødiske folk burde være forsvundet fra historien på dette tidspunkt, ligesom så mange andre folk havde gjort, som havde oplevet det samme. Men Herren havde andre planer, og i versene 2-8 (og i mange andre vers) gav han dem det håb, at ikke alt var tabt, men at der ville blive en rest tilbage, som skulle komme hjem igen, og gennem denne rest skulle alle løfterne opfyldes. Midt blandt alle advarsler om undergang og ødelæggelse gav profeten også folket deres eneste håb. De sidste år af Judas riges historie var præget af mørke, ødelæggelse og død, og i denne tid ville selv det tapreste hjerte have fortvivlet, hvis ikke det havde haft de opmuntringer at klynge sig til, som Guds tjenere forkyndte. Herren gav i sin nåde sin evige vilje til kende ved Jeremias i Jerusalem, Daniel ved Babylons hof og Ezekiel ved floden Kebar og forsikrede sit udvalgte folk om, at han var villig til at opfylde de løfter, som stod nedtegnet i Moses skrifter. Han ville opfylde det, han havde sagt, på dem, der var tro mod ham. Guds ord er levende og blivende (1 Pet 1,23). (Ellen White, Profeter og konger, s. 225). 31

FREDAG 16. OKTOBER 2015 Læs Ellen White Profeternes formaninger var tilsyneladende næsten frugtesløse i de sidste år af Judas frafald, og da kaldæernes hære kom og belejrede Jerusalem for tredje og sidste gang, mistede alle håbet. Jeremias forudsagde, at det ville ende med en katastrofe. Han blev jo netop kastet i fængsel, fordi han blev ved at opfordre nationen til at overgive sig. Men Gud overlod ikke de få trofaste, som stadig var i byen, til fortvivlelsens mørke. Selv da Jeremias blev holdt under opsyn af mennesker, som foragtede hans budskab, fik han stadig nye åbenbaringer om Himlens villighed til at tilgive og frelse, og disse budskaber har været en aldrig svigtende kilde til trøst for Guds menighed fra den dag til nu. (Ellen White, Profeter og konger, s. 226). Bemærk udtrykket Himlens villighed til at tilgive og frelse. Tænk over de mange måder, vi er blevet vist Himlens villighed til at tilgive og frelse. Korset alene burde trods alt fortælle os om denne villighed. Vi har Guds Ord, som åbenbarer frelsesplanen for os. Vi er blevet givet Profetiens ånd, som er en fantastisk gave. Hvordan er vi ellers blevet vist Himlens villighed til at tilgive og frelse? Spørgsmål til drøftelse 1. [Folket kom hen] til profeten Jeremias og sagde: Vi bønfalder dig om at bede til Herren din Gud for alle os, der er tilbage. Som du selv ser, er vi kun få tilbage af de mange, der var (Jer 42,2). Hvad siger dette vers samt det, vi læser i vers 3, om temaet om en rest i Jeremias Bog? 2. Det er så let fra vores synsvinkel at se tilbage på bibelhistorien og se alle de fejl og mangler og åndelige ufuldkommenheder, som Guds folk dengang havde. Og det bør vi gøre; for vi er blevet fortalt, at disse historier er nedskrevet som eksempler for os (1 Kor 10,11). Men det er trist, at mange af disse mennesker på den tid, i deres egen sammenhæng og kultur, troede, at de gjorde det rigtige, at alt var i orden mellem dem og Gud. Hvilken advarsel bør dette være for os om, hvor blinde vi kan blive mht. vores egen åndelige tilstand? Hvad kan vi gøre for at opdage vores sande åndelige tilstand? Hvorfor er det så vigtigt, at korset står centralt i denne proces? Hvad vil der ske med os, hvis vi ikke gør korsets budskab til centrum i vores åndelige liv? 32

DIALOG TIL SABBATTEN 17. OKTOBER 2015 Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter Læs overskrifterne til andre af de profetiske skrifter i Det Gamle Testamente. Noter hvilke af disse profeter som levede samtidig med Jeremias og altså muligvis har kendt ham personligt. Begrebet pagten er af stor betydning i Jeremias Bog og dækker over Guds aftale med sit folk. Denne aftale eller pagt gik tilbage til Abraham og i en vis forstand videre helt til Edens have. - Find tekster i Jeremias Bog, hvor ordet pagt er omtalt og læs dem sammen. Vær opmærksom på, at nogle af disse tekster bliver mere detaljeret behandlet senere i studiet. - Sammenlign evt. disse tekster med brugen af begrebet i Daniels bøn i Daniel 9, se specielt vers 4-5. Daniels bøn kommer efter et studium af netop Jeremias Bog og er sprogligt og tematisk stærkt præget af den. Uddybende spørgsmål Hvad gør et rige godt at leve i hvad gør en nation god? Prøv at sammenfatte nogle af de karaktertræk, der hører til et godt samfund. - Hvor mange af disse kendetegn finder du i Danmark? Hvad synes du evt., der mangler? - Hvis du skulle sammenligne dagens Danmark med Juda på Jeremias tid, hvilket rige er bedst? Hvor ville du helst leve? - Hvis Danmark er et sækulært land, hvordan kan det da være, at så mange synes, at det er det bedste at leve i og at undersøgelser verden over igen og igen kårer danskerne som verdens lykkeligste folk? Hvilke træk tror du, Gud var mest frustreret over i Juda: deres religiøse hykleri eller selvbedrag eller deres holdning til de fattige og nødlidende? Eller? Profeterne fra denne periode taler om, hvorledes Gud brugte babylonerne til at straffe Judas folk for deres ugudelighed (jf. Hab 1,2-4). - Hvordan kunne Gud bruge fremmede magter som strafferedskab, når disse fremmede magter var lige så onde eller måske til og med værre? - Synes du, at man kan bruge den samme forklaring på moderne rigers storhed og fald, som disse bibeltekster anvender 33

DIALOG TIL SABBATTEN 17. OKTOBER 2015 om datidens riger og deres forhold til Israels folk? Tænk på Nazityskland m.fl - Hvorfor eller hvorfor ikke? Baggrund I den kristne udgave af Det Gamle Testamente inddeles bøgerne i Moseloven, de historiske bøger, poesi og visdom og profeterne. Profeterne er inddelt i de såkaldt fire store (Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel) og de tolv små. De samme bøger genfindes i den hebraiske bibel; men her er inddelingen anderledes. Loven (toraen) er de fem Mosebøger. En række af bøgerne er samlet under kategorien skrifter (ketubim). Profeterne udgør også en kategori (nebiim). Tilsammen kaldes toraen, nebiim og ketubim for tanakh, navnet for den hebraiske bibel. Den hebraiske bibels inddeling af profeterne i undergrupper er imidlertid for mange kristne i dag overraskende. Den skelner ikke mellem de store og de små, men mellem de tidlige og de senere, og blandt de tidlige hører også en bog som Josvas Bog. Det skyldes, at alle inspirerede bøger i en vis forstand regnes for profetiske. De gengiver måske ikke fremtidsforudsigelser; men de fremfører, hvad Gud har åbenbaret. Samme opfattelse af den profetiske inspiration finder vi i Det Nye Testamente, fx i 2 Pet 1,19-21, der næppe kun taler om nogle af Det Gamle Testamentes bøger, men om dem alle. NOTER 34

NOTER TIL SABBATTEN 17. OKTOBER 2015 35