Louise Brix JacoBsen stefan KJerKegaard rikke andersen KragLund HenriK skov nielsen camilla møhring reestorff carsten stage.

Louise Brix JacoBsen stefan KJerKegaard rikke andersen KragLund HenriK skov nielsen camilla møhring reestorff carsten stage fiktionalitet

Louise Brix Jacobsen, Stefan Kjerkegaard, Rikke Andersen Kraglund, Henrik Skov Nielsen, Camilla Møhring Reestorf og Carsten Stage FIKTIONALITET

Louise Brix Jacobsen, Stefan Kjerkegaard, Rikke Andersen Kraglund, Henrik Skov Nielsen, Camilla Møhring Reestorf og Carsten Stage Fiktionalitet 1. udgave 2013 E-bogen er udgivet i 2015 Samfundslitteratur, 2013 Omslag: Imperiet Sats: SL grafik (slgrafik.dk) E-bogsproduktion: SL grafik ISBN e-bog: 978-87-593-2354-0 ISBN trykt udgave: 978-87-593-1636-8 Samfundslitteratur Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C info@samfundslitteratur.dk www.samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse

Indhold Introduktion 7 Bogens opbygning 10 1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet 13 Et omdiskuteret begreb 13 Begrebets relationer 15 Tre vigtige teoretiske positioner i fiktionsteorien 17 En panfiktionalistisk position 18 En similaristisk/non-fiktionalistisk position 19 En separatistisk/exceptionalistisk position 20 Adskillelse af fakta- og fiktionsfortællinger 20 Syntaktiske tilgange 21 Semantiske tilgange 22 De tre positioner og Karl Ove Knausgårds Min Kamp 24 Fiktionalisering som retorisk strategi 27 2. Fiktionalitet som retorisk strategi 29 Fiktionalitet vs. fiktion 33 Metodiske konsekvenser 39 Ti teser om fiktionalitet 43 3. Fiktionstvetydige værker 47 Hvad er fiktionstvetydige værker? 48 Fiktionstvetydige værker og det medialiserede landskab 50 Montecore. En unik tiger 53 Klovn 61 Rygteskabelse gennem fiktionalisering 62 Fiktionalisering som katarsis 63 Klovn-diskurs i virkeligheden 64 Rygtecase 65

Montecore. En unik tiger og Klovn: Fiktionalitetsteoriens potentiale i analysen af fiktionstvetydige værker 68 Montecore. En unik tiger 70 Klovn 71 4. Fiktionaliseret politik og politiseret fiktion 75 Politisk fiktionalisering: Ambassadøren 79 Politisk fiktionalisering: Vi er alle Neda 84 Fiktionaliseret politik: Sverigedemokraternas valgvideo 91 Fiktionaliseret politik: Obamas Lion King -tale 94 Opsummering 101 5. Fiktionalitet i sociale medier 103 Facebook og selvfremstilling 105 Blogs og fiktionalisering 111 YouTube, viral markedsføring og hverdagskreativitet 118 Opsummering 124 6. Nye perspektiver på generisk fiktion 127 Teoretisk opsamling hvad har vi sagt om fiktionalitet? 127 Hovedpointer 129 Borgen 132 Lars von Triers Melancholia 136 Hunger Games Collins og kampen for retfærdighed 140 Formelt 141 En simpel retorisk model 145 Selve modellen 147 Konklusion 151 Litteratur 155 Indeks 165

Introduktion Lærebogen Fiktionalitet viser, at fiktionalitet ikke kun findes i fiktive værker og genrer, men også kan studeres og analyseres i fx en politisk tale, et dokumentarprogram og en Facebook-update. Hovedparten af tidligere teorier om fiktion anskuer fiktion som noget, der er afgrænset af et bogbind eller et dvd-cover, og som er mere eller mindre afsondret fra virkeligheden. Over for sådanne forestillinger beskriver denne bog, hvordan fiktionalitet også kan anvendes udenfor traditionelle fiktioner som et middel til at opnå bestemte mål og som en handling, der kan påvirke virkeligheden. Marcel Proust kan anvende fiktionalisering som en strategi i en storstilet litterær præstation; George W. Bush kan anvende fiktionalisering som en strategi i en storstilet militær invasion. Målene er forskellige, og det samme er midlerne. Men de har også noget tilfælles, og det klargør denne bog samtidig med at den trækker klare grænser mellem fiktionalisering på den ene side og fx løgn, konstruktion og narrativisering på den anden. Fordelen ved denne tilgang er tosidig og har dels at gøre med samtidens empiri, som vanskeligt lader sig analysere med eksisterende fiktionsteorier; dels med de analytiske fordele tilgangen tilbyder ved at re-aktualisere et fokus på den fiktionaliserende afsenders mål og midler uanset om denne er instruktør, politiker, forfatter eller noget helt fjerde. Dette betyder også, at analysen af fiktionaliseringer ofte vil have en næranalytisk dimension ved at fokusere på, hvordan der konkret kommunikeres vha. fiktionalisering (fx i en politikers tale), og en kontekstuel dimension ved at fokusere på de mål, som afsenderen forsøger at opnå i den specifikke kommunikative situation vha. fiktionaliseringen (fx de politisk-strategiske gevinster). Ser man på et flertal af de værker, tekster og udsagn, som diskuteres mest i dag, så gælder det fra Karl Ove Knausgårds Min Kamp (Knausgård 2009-2011), over tv-serien Klovn (Christensen og Hvam 2005-2009), dokumentarfilmen Ambassadøren (Brügger 2011), til reality-bølgen, at store dele af den vigtigste nordiske og internationale kunst og populærkultur i disse år overskrider etablerede distinktioner og op- Introduktion 7

delinger ved at forholde sig problematiserende til genrer og kategorier. Man kan således iagttage en udpræget tendens til, at fiktive og dokumentariske formater blandes i samtidens mediekultur. Dette sker ofte på måder, som teorier om fiktion som genre har meget vanskeligt ved at få greb om. Mange diskussioner af sådanne værker har været fastlåste, fordi de grundlæggende har debatteret, om der er tale om fiktion eller ej. Det måske mest eksemplariske eksempel på et værk, der har fremprovokeret denne form for debat, er Knud Romers Den som blinker er bange for døden (Romer 2006). Bogen er genrebetegnet roman, men forfatter og fortæller deler en særdeles lang række træk, ligesom der i bogen er en række henvisninger til virkelige, navngivne personer. Forlader vi imidlertid for et øjeblik de generiske diskussioner, så er det helt åbenlyst, at adskillige passager i bogen er stærkt fiktionaliserede på en måde, som kan beskrives og analyseres uden at dette afgør, at bogen dermed generisk er en fiktion (Kjerkegaard 2012). En anden god grund til at beskæftige sig med fiktionalisering i dag er den tiltagende medialisering (Hjarvard 2008), som indebærer, at stadigt flere praksisser på den ene eller anden måde forholder sig til mediernes logik (fx politiske praksisser der i deres kommunikation tilpasser sig nyhedskriterier, der fordrer negativitet, aktualitet, klare modsætninger etc. for at tilskrive en historie nyhedsværdi). En tilbagekommende pointe gennem bogen er, at fiktionaliseringer netop ofte handler om at stimulere mediecirkulation eller medieinteresse ved at skabe udtryk, der på grund af fiktionaliseringen fremstår spektakulære, nye, interessante mv. Eksempler kunne være fiktionaliserede protestformer, der formår at tiltrække sig medieopmærksomhed, eller forfatterselvfremstillinger, der hele tiden leger med fiktionaliseringen af forfatteridentiteten for at stimulere offentlig nysgerrighed og interesse. Grebet i denne bog er at frigøre spørgsmålet om fiktionalitet som begreb og kvalitet fra spørgsmålet om fiktion som genre eller kategori. Evnen til at forestille sig noget, som ikke foreligger som virkelighed lige her og nu, er en af de allermest fundamentale og vigtige menneskelige evner. Det er evnen til at forestille sig, hvordan noget kunne være eller kan blive eller ville have været, eller simpelthen blot: ikke er. Det er evnen til fiktionalisering. Når vi fiktionaliserer, så taler vi på en bestemt måde, så modtageren forstår, at vi ikke udtaler os direkte om det, som er, men om noget, der ikke er tilfældet lige nu. Det forholder sig ander- 8 FIKTIONALITET

ledes, når vi lyver, hvor vi netop søger at skjule, at vi ikke udtaler os korrekt om den foreliggende virkelighed. Fiktionalitet adskiller sig således fra fiktion ved ikke at betegne en genre, en gruppe af teksttyper eller en kategori, men derimod en kvalitet eller egenskab, som en afsender kan signalere, og som en modtager kan antage, at noget besidder. Fiktionalisering er den handling, som afsender eller modtager udfører, når de tilskriver fiktionalitet til noget. I denne bog vil vi arbejde ud fra følgende definition af fiktionalitet og fiktionalisering, som vil blive forklaret og anvendt undervejs, ligesom den straks fra begyndelsen af næste kapitel vil blive kontrasteret med andre historiske og samtidige opfattelser af fiktion: Fiktionalitet er en egenskab ved (fortrinsvis narrativ) kommunikation (visuel, skriftlig, mundtlig m.m.), som en afsender kan signalere, at kommunikationen besidder, og som en modtager kan antage, at kommunikationen besidder. Disse to handlinger kan kaldes fiktionalisering. Fiktionalisering fungerer som et signal om, at det fortalte ikke i nogen umiddelbar forstand beskriver det værende og virkeligheden, som den foreligger, men derimod beskriver det mulige, det ikke-værende, det potentielle, det fremtidige, det overdrevne osv. Fiktionalisering adskiller sig i denne opfattelse fra andre kommunikative handlinger. Fx fra den sande talehandling ved ikke at omtale virkeligheden, som den er, og fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er. Det er værd at bemærke, at denne opfattelse er retorisk, derved at den anskuer fiktionaliserede fortællinger som en bestemt form for kommunikation med bestemte formål. Den forstår fiktionalitet som en egenskab ved generisk fiktion som romaner og spillefilm, men også meget mere end det: Evnen til fiktionalisering anvendes overalt, når vi taler sammen, når vi forestiller os fremtiden i et kærlighedsforhold, når vi bygger et samfund, når vi taler politik, og når vi på individ- eller samfundsniveau foretager ideologiske forhandlinger, hvor vi holder forskellige muligheder og scenarier op imod hinanden. Man kan sammenligne denne opfattelse af fiktionalitet med en common sense-forståelse af ironi: Ingen vil formentlig hævde, at der findes to helt grundlæggende forskellige genrer eller typer af tekster, i form af Introduktion 9

henholdsvis de ironiske og de ikke-ironiske. Alligevel er det åbenlyst, at det gør en stor forskel, om vi opfatter et udsagn, en person eller en tekst som ironisk eller ej. Ved at se på fiktionalisering som retorisk strategi opstår et stort analytisk potentiale, fordi det bliver tilladt at inddrage forfatteren/taleren/ instruktøren og spørge til, hvilke valg han eller hun har gjort i forhold til fiktionalisering og hvorfor. Men at spørge til forfatterens mål og midler skal ikke ses som udtryk for et ønske om at gøre forfatteren til målet for analysen. Spørgsmål om valg og strategier, fiktionalisering og formål er ikke måder at forlade teksten på, men derimod nye måder at undersøge den nøje på. Dermed kan man bedre forstå, hvordan tekster på tværs af genrer, medier og diskurser kan lykkes og mislykkes med at påvirke læseren, virkeligheden og verden ved at bruge eller undlade at bruge fiktionalisering. Bogens opbygning Bogen består, udover en afsluttende konklusion, af seks kapitler. Kapitel 1, Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet, er en grundlæggende præsentation af tidligere fiktionsforståelser og traditioner inden for fiktionsteorien med henblik på at skabe den fornødne baggrund for introduktionen af bogens egen fiktionaliseringsforståelse. Denne præsenteres i kapitel 2: Fiktionalitet som retorisk strategi. Fiktionalitet udfoldes her som en retorisk strategi og som en handling, hvormed man kan forsøge at forandre virkeligheden. Det forklares, hvordan fiktionalitet adskiller sig fra fiktion ved ikke at betegne en genre eller en kategori, men en kvalitet eller egenskab, som en afsender kan signalere og som en modtager kan antage, at noget besidder. Kapitel 3 med titlen Fiktionstvetydige værker er det første analytiske kapitel. Kapitlet behandler den udprægede tendens til fiktionstvetydige former i samtiden, hvor fx dokumentar, fiktion og selvbiografi blandes i autofiktioner og selvfremstillinger. De centrale cases er Jonas Hassen Khemiris Montecore. En unik tiger (Khemiri 2007) og Frank Hvam og Casper Christensens Klovn (Hvam og Christensen 2005-2009). I kapitel 4 om Fiktionaliseret politik og politiseret fiktion demonstreres det, at fiktionalitet og virkelighed ikke er hinandens 10 FIKTIONALITET

modsætninger, men at fiktionaliseringer har været brugt til (og ofte er lykkedes med) at påvirke den politiske virkelighed. Kapitlet fokuserer analytisk på Mads Brüggers Ambassadøren (Brügger 2011), protestperformancen We are all Neda iscenesat af fotografen Reza Deghati, en valgvideo af det svenske højrefløjsparti Sverigedemokraterna og en politisk tale af Barack Obama. Kapitel 5, Fiktionalitet i sociale medier, viser, hvordan fiktionaliseringer spiller en vigtig rolle som selvfremstillingsstrategi på Facebook og blogs, men også hvordan fiktionalisering udgør en kompliceret strategi for virksomheder, der ønsker at udnytte deltagelseskulturen på sociale medier. Hovedcases er her udvalgte profiler på Facebook, Lars Bukdahls blog Blogdahl, den virale kampagnevideo Danish Mother Seeking lavet af turistorganisationen Visit Denmark samt de mange responsvideoer den motiverede. I det sidste kapitel, kapitel 6, Nye perspektiver på generisk fiktion, retter vi blikket mod den fiktion, som kan anskues som generisk fiktion, idet Lars von Triers Melancholia (Trier 2011), tv-serien Borgen (Price 2010-2011) og romanserien Hunger Games (Collins 2008-2010) af Suzanne Collins analyseres. Her undersøges det således, hvilken betydning den nye opfattelse af fiktion har for traditionelle genrer som spillefilm, tv-serier og skønlitteratur. Til slut opsummeres bogens hovedpointer i en kort konklusion, der desuden udleder de kommunikative funktioner, som analyserne har vist, at fiktionaliseringer ofte har. Introduktion 11

1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet I dette kapitel ser vi på betydningen af ordet fiktion, og vi belyser tidligere fiktionsforståelser og deres anvendelse i forskellige sammenhænge. Vi inddrager tre fiktionsanskuelser, der alle både bidrager og står i opposition til den opfattelse af fiktionalitet, som vi løbende igennem bogens kapitler vil søge at vise det fordelagtige i at adoptere. De forskellige fiktionsanskuelser vil løbende blive anskueliggjort i analyser af Karl Ove Knausgårds Min Kamp (Knausgård 2009-2011). Et omdiskuteret begreb Spørgsmålet om fiktion er omdiskuteret i nyere tids kulturhistorie. Slår man op i Ordbog over det danske sprog, henvises til ordets latinske oprindelse i fictio, der peger mod det at fingere noget. Det fremhæves, at fiktion er opdigtelse; (fantasifuldt) paafund. Den Danske Ordbog for moderne sprog giver to definitioner af fiktion, hvor den første korresponderer med definitionen fra Ordbog over det danske sprog. Ordet fiktion kan her for det første henvise til forestilling eller påfund som er opdigtet eller indbildt. Som eksempel og underkategori nævnes litteratur (fx roman og novelle), film el. lign. der beskriver helt eller delvis opdigtede personer og begivenheder. Ordbogens anden definition holder sig til begrebets anvendelse i filosofi om en antagelse som fremsættes fordi den er hensigtsmæssig som filosofisk eller videnskabelig metode, uagtet den kan være falsk eller modsigelsesfuld. Ser vi nærmere på den første definition, knytter den sig indledningsvis til fiktion som begreb med ordene: forestilling eller påfund som er opdigtet eller indbildt. Derimod er underkategorien litteratur (fx roman og novelle), film el. lign optaget af fiktion som genre og som produkt. Roman og novelle nævnes, men ikke lyrik. Udeladelsen er ikke tilfældig, men peger mod et omdiskuteret felt i forhold til fiktion i skønlitte- 1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet 13

ratur. For der er ikke enighed om, hvorvidt lyrik er fiktion. Det skyldes, at megen lyrik, især moderne lyrik, ikke indeholder fortællinger. Det synes ellers at være oplagt, at lyrik også kan have karakter af opdigtelse; (fantasifuldt) paafund. Årsagen til udeladelsen handler derfor om, at fortælling og fiktion inden for fortælleteori (narratologi) ofte knyttes tæt sammen, som det også ses i Routledge Encyclopedia of Narratology: What distinguishes fiction from tropes in particular is, first, that whereas it is individual sentences that are figurative, fictional discourse must present a narrative, which typically involves a series of sentences. (Gorman 2005: 164) Denne tilknytning til fortællingen ses tydeligt i romaner, noveller og film, som ordbogen også fremhæver i definitionen af fiktion. Men en definition af fiktion som nødvendigvis bundet til fortælling er ikke ukontroversiel. Andre har nemlig fremhævet, at fiktion også som begreb kan findes i et maleri eller fx i forestillingen om en enhjørning. 1 Forklaringen på denne forskel er, at nogle anvender fiktion og fiktiv som synonymer, mens andre tillægger dem forskellige betydninger. Adskilles betydningerne, kan en enhjørning således karakteriseres som fiktiv i sig selv uanset om den er del af en fiktion. At der i ordbogens definition af fiktion som litteratur ikke henvises til sagprosa, dokumentarformer og lignende, er naturligvis heller ingen tilfældighed, selvom årsagen ikke markeres i ordbogen. Skønlitterære værker og sagprosaværker bliver ofte præsenteret skarpt adskilt og er ofte beskrevet som fiktion i opposition til ikke-fiktion. Denne skarpe adskillelse har givet plads til at navngive en række blandformer og grænsetilfælde. Peter Harms Larsen har blandt andet redegjort for termen 1 I John Searles artikel The logical status of fictional discourse giver han den kendte definition af fiktion som pretended speech act (Searle [1975] 1979). Denne definition har bl.a. Kendall Walton sat spørgsmålstegn ved. Ifølge Walton kan definitionen ikke gælde som generel fiktionsdefinition, da den ikke tager højde for den fiktion, man kan finde i et maleri: [ ] the notion of a pretended speech act cannot yield a general definition of fiction because it has no application in, among other things, the domain of pictorial depiction: painting cannot be described in terms of a pretended speech acts because pictorial depiction is not a speech act (Walton 1990: Part 1, 2.6). 14 FIKTIONALITET

faktion (fra det engelske ord faction), der betegner ( ) alle former for medieprodukter, hvor blandingen af fakta og fiktion er interessant og problematisk (Harms Larsen 1990: 12). Andre betegnelser, der er brugt om blandingsformer, er eksempelvis dokudramaet, dramadok, mockumentary, new journalism og historiske romaner. De mange blandformer og eksperimenter på den aktuelle kunst-, kultur- og performancescene har fået en del til at mene, at distinktionen mellem fiktion og ikke-fiktion slet og ret er forældet og ikke længere værd at diskutere. Men lige så vanskeligt som det er at opretholde en forestilling om forskel, lige så umuligt er det at undvære sådanne forestillinger. Vi kan næppe overhovedet operere kognitivt uden hele tiden at forhandle indkommende informationers, fortællingers, nyheders og dokumentarprogrammers status og potentielle fiktionalitet. Så selv om det er sandt, at værkbegrebet er under opbrud, og at fiktionsdistinktioner er problematiserede på mangfoldig vis, så gør dette ikke spørgsmål om fiktion og fiktionalitet mindre vigtige. Mange af de diskussioner, der opstår på baggrund af disse blandformer, baserer sig netop på forsøget på at skelne mellem fiktion og ikke-fiktion, ligesom blandformerne selv netop spiller på en indgroet opfattelse af et sådant skel. Den Danske Ordbogs anden definition af fiktion knytter sig til begrebets anvendelse i filosofi. I filosofi bruges termen fiktion til tider til at dække teoretiske forestillinger, som man postulerer, kan forklare fænomener og observationer, der ellers er uforklarlige. Fiktion dækker i disse tilfælde ikke noget, som man ved, er ikke-eksisterende. Betegnelsen henviser snarere til en hypotetisk antagelse om noget, hvis eksistens ikke umiddelbart kan bekræftes. Begrebets relationer Allerede Aristoteles skelner i Poetikken mellem digtningen og historien, som to fundamentalt forskellige fremstillingsformer, hvor digtningen er mere filosofisk end historieskrivningen, fordi den fremstiller det almene frem for det partikulære. I tillæg hertil skelner Aristoteles ligeledes skarpt mellem digteren og historikeren, som begge kan kendes ikke på formen, men på deres forhold til virkeligheden: 1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet 15

[...] men det fremgår også af det sagte, at det ikke er digternes opgave at foredrage hvad der virkelig er sket, men hvad der er sådan, at det kan ske og er muligt med hensyn til rimelighed eller nødvendighed. For historikeren og digteren er forskellige ikke ved at den ene taler på vers og den anden i prosa, for man kunne meget godt tænke sig Herodots værk sat på vers, og det ville ikke mindre være historie på vers end uden versemål, men forskellen er, at den ene fortæller, hvad der er sket, den anden hvordan det skete måtte være for at ske. (Aristoteles 1997: 26) Termen fiktion er ligeledes ofte blevet knyttet til spørgsmål om eksistens eller ikke-eksistens, sande og falske forestillinger, illusioner og løgne (Schaeffer 2012). Men hvor løgnen bruges til at dække over faktiske forhold og i den forstand anvendes til at vildlede modtageren, så kan fiktionsstrategier nok benyttes til at vildlede modtageren, men det er med helt andre hensigter som fx at belære, at fortælle en god historie, at forklare ting, der ikke kan forklares osv. En løgn ville mislykkes, hvis den blev afsløret som en løgn, hvorimod fiktion ikke skal bedømmes i forhold til sandhed, men ofte er en invitation til modtageren om at indgå i et fælles spil om at opfinde et ikke-eksisterende fænomen. Kendall Walton har beskrevet forskellen som [ ] what is true is to be believed; what is fictional is to be imagined (Walton 1990: 41). Den engelske digter Samuel T. Coleridge har talt om modtagerens engagement og indlevelse i den fiktive verden som suspension of disbelief. Udtrykket forstås som en antagelse om, at det er en del af oplevelsen af fiktion, at vi glemmer, at der er tale om fiktion. Man antager således, at når vi ser en spillefilm eller læser en fiktiv roman, så oplever vi universet som om, det var virkeligt. For at en sådan illusion kan opretholdes, må modtageren således suspendere den mistro, vi ville opleve i virkeligheden, hvis vi stilles over for unaturlige elementer, antages det. Forhold i den fiktive verden vurderes relativt, og det er således kun vigtigt, om de er plausible i forhold til værket og ikke i forhold til den virkelige verden uden for værket. I en fiktion vil det derfor ikke give mening at tale om sandhed i forhold til eksistensen af fx flyvende heste og flere rum og tider. Afsenderen af en fiktion vil således ikke blive anklaget for at lyve, hvis fiktionen indeholder overnaturlige elementer eller eksempelvis den 16 FIKTIONALITET

form for multiversionalitet, professor i filosofi og kultur Ruth Ronen nævner i artiklen Are Fictional Worlds Possible? : [ ] contradictions do not collapse the coherence and internal truthvalue of fictional worlds. A fictional character can be born on two contradicting dates, the same event can take place in two different locations simultaneously, etc. (Ronen 1996: 24f.) Fiktive verdner følger ikke nødvendigvis samme logik som i den virkelige verden, og det har betydning for vores fortolkning. Tre vigtige teoretiske positioner i fiktionsteorien Gennem de sidste 40 år har især tre positioner været dominerende i fiktionsforskningen. De beskæftiger sig alle med, hvordan man kan opfatte forholdet mellem fiktion og virkelighed, og hvad der sker for modtageren i modtagelsen af fiktive værker. Forskellen på dem er imidlertid markante. De tre retninger, der med Henrik Skov Nielsens forslag kan kaldes henholdsvis 1) separatistisk/exceptionalistisk, 2) panfiktionalistisk og 3) similaristisk/non-fiktionalistisk (Nielsen 2011), er alle retninger, som denne bogs fiktionssyn både er inspireret af og positionerer sig i forhold til. Når vi i det følgende tematiserer de tre retninger, er det således med henblik på at vise, hvilke fordele der kan være i at anvende en fjerde og mere pragmatisk/kontekstualistisk tilgang til fiktionsspørgsmålet. Ud af de tre retninger er det den separatistiske, der ser ud til at have haft størst betydning for en mere almen opfattelse af forholdet mellem fiktion og ikke-fiktion. Da det således også er den, vi vil gå mest i dialog med, behandles henholdsvis den panfiktionalistiske og den similaristiske retning først og mindst omfattende. Herefter går vi dybere ind i perspektiver og problematikker i den separatistiske anskuelse og bruger den som springbræt til kapitel 2 og indføringen i fiktionalitet som retorisk strategi på tværs af medier. 1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet 17

En panfiktionalistisk position I en panfiktionalistisk tilgang til fiktionsspørgsmålet hævdes det, at mange typer af fortællinger kan anvende troper, synsvinkler m.m., som ellers associeres med fiktion som genre. Dette forhold fører til antagelsen om, at alle fortællinger er artificielle og derfor fiktionaliserede. For tilhængere af den panfiktionalistiske tilgang betyder det endvidere, at det ikke giver mening at skelne mellem fiktion og ikke-fiktion. Det er først og fremmest Hayden White, der repræsenterer den panfiktionalistiske position, og han hævder bl.a., at også historiske narrative tekster er fiktionaliserede: By the very constitution of a set of events in such a way as to make a comprehensible story out of them, the historian charges those events with the symbolic significance of a plot structure. Historians may not like to think of their work as translations of facts into fictions; but this is one of the effects of their work. (White 1978: 92) Narrativitet er for White skabt af modtagerens fortolkning, og derfor findes den som sådan ikke i den virkelige verden. Fiktionalisering bliver således for White en effekt af narrativiseringen. Det betyder, at historiske narrative tekster fremstår som en fiktionalisering af virkelige facts. I det hele taget er det et meget almindeligt synspunkt både i Danmark og internationalt, at eftersom fortællinger altid er konstruerede, så er der ikke essentielle forskelle på fiktive og ikke-fiktive fortællinger. Efter vores mening er der en række problemstillinger forbundet med anlæggelsen af en panfiktionalistisk tilgang. Som narratologen og medieteoretikeren Marie-Laure Ryan har påpeget, så betyder en tilknytning mellem fiktion og fortælling ikke, at alle fortællinger per definition er fiktion. Selv hvis det gælder, at alle fiktioner er artificielle, og at alle fortællinger er artificielle, så følger ikke deraf, at alle fortællinger er fiktioner. En fortælling om et eller andet, man har oplevet i sit liv, er ikke en opdigtelse, selvom fortællingen på en måde ordner begivenhederne i en rækkefølge og muligvis giver dem en indbyrdes kausal sammenhæng, og derfor til en vis grad er en konstruktion. I Avatars of Story (Ryan 2006) kritiserer Ryan de pointer, Hayden White laver i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt historiske realiteter 18 FIKTIONALITET

overhovedet kan være sandhedsrepræsenterende. Ryan omtaler her litteraten Lubomír Doležels ide om en Holocaust test. Doležel spørger til, hvordan man ud fra en teori om historieskrivning som fiktionaliserende fortsat kan afvise de tekster, der forsøger at benægte eksistensen af Holocaust. Ryan påpeger her, hvordan der således nødvendigvis må findes en fælles referentiel verden, som historieskrivningen kan henvise til på trods af narrativisering og større eller mindre grad af artificialitet. Selv om der er mængder af blandformer, så skal vi være varsomme med ikke at anbringe alt i samme kasse og tro, at det medierede, det situerede, det narrativiserede, det artificielle og det fiktionaliserede alt sammen er det samme. En similaristisk/non-fiktionalistisk position I denne position antages det, at hverdagens små, konversationelle fortællinger er prototypiske, og at alle andre fortællinger er afledt heraf. Endvidere antages det, at vi bruger de samme redskaber, metoder og strategier til at begribe alle fortællinger. Den similaristiske position er kognitivt funderet, og ifølge fortalerne for denne tilgang, som blandt andre tæller narratologerne Richard Gerrig og David Herman, så iværksættes det samme kognitive apparat og dermed det samme fortolkningsapparat hos modtageren, uanset om den fortælling eller det værk, vi skal forstå, er fiktivt eller ikke-fiktivt funderet. Således skriver David Herman: ( ) what constitutes a prototypical story is defined in a gradient, more-or-less way, and emerges from strategies on which people relay in their everyday practices. (Herman 2009: 6) Den similaristiske position er i dag den mest fremstormende, men heller ikke denne er uproblematisk. Den antager således, at fiktive fortællinger og litterære fortællinger er en slags afvigelser, som grundlæggende analyseres ud fra de samme antagelser og principper som hverdagens mundtlige fortællinger. Den similaristiske position kan dog også være en utilstrækkelig måde at anskue fortællinger på, fordi mange fortællinger bliver til og opstår unaturligt, f.eks. når de er tænkt og produceret 1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet 19

artificielt som film eller som litteratur. Det er således i forlængelse af dette, at vi argumenterer for, at vi aktiverer et særligt fortolkningsapparat, når der er tale om fiktionalitet. En separatistisk/exceptionalistisk position I den separatistiske tilgang antages det som det bl.a. fremgår af titlen på litteraturforskeren Dorrit Cohns klassiske værk The Distinction of Fiction (Cohn 1999) at der er en absolut forskel på fiktion og ikkefiktion, og at der er kendetegn ved fiktion, som klart afgør, at der er tale om fiktion. Adgang til andre personers tanker anses for et sådant kendetegn og forskellen mellem fiktion og ikke-fiktion anses for en ontologisk forskel. Det er denne opfattelse, der bedst kan siges at være i overensstemmelse med en common sense-opfattelse af fiktion. De fleste af os vil være opdraget med antagelsen om en forskel på fiktion og ikke-fiktion, og det er naturligt for os, at fiktion er noget, der kun findes i et værk. Der findes derfor også en lang række teoretikere, der kan siges at operere inden for denne opfattelse, og som bidrager med en række forskellige anskuelser i forhold til forsøget på at opstille metoder til at adskille fiktion fra ikke-fiktion. Adskillelse af fakta- og fiktionsfortællinger At kunne skelne mellem et samfunds fiktive og ikke-fiktive fortællinger er blevet beskrevet som en tillært social praksis og ikke som et transkulturelt fænomen. Men ifølge narratologen Jean-Marie Schaeffer synes alle samfund at skelne mellem handlinger og udsagn, der skal forstås seriøst og andre, som skal forstås som en legende forestilling eller som Make-believe (Schaeffer 2012). Definitioner af, hvad der er fiktion, og hvad der er fakta, er ikke universelle, men ændres over tid. Tekster, som nogle perioder og kulturer har opfattet som fakta, er senere blevet læst som fiktion. I samtiden læste man fx flere af H.C. Andersens romaner som en slags rejsebøger, eller ligefrem guides til Italien, dvs. som sagprosa, mens man i dag mere eller mindre altid læser dem som fik- 20 FIKTIONALITET

tion. Flere af Steen Steensen Blichers noveller er også eksempler på tekster, der igennem tiden både er blevet læst som sagprosa og som fiktion. Når fiktions- og faktafortællinger mange steder defineres som modsætningspar, er det ikke ensbetydende med, at der er enighed om rationalet bag denne opposition. For nogle handler skellet mellem fiktion og fakta om, hvilket råstof man fylder på fortællingerne, og om det har forankring i verden eller ej. Findes det fortalte eller ej? For andre handler det om, at fiktionen forandrer måden, som fortællingen finder sted på. En fortælling kan sagtens indeholde udsagn om ikke-fiktive steder og personer, mens måden, den er fortalt på, fortæller os, at henvisningerne til disse til en vis grad er suspenderede. I den separatistiske tilgang har man eksempelvis søgt at adskille fakta fra fiktionsfortællinger ud fra både syntaktiske og semantiske kriterier. 2 Går man syntaktisk til værks, søger man at adskille fakta- og fiktionsfortællinger via deres logik og lingvistiske måde at opføre sig på. I en semantisk definition vil man i stedet fortrinsvis undersøge et værks referentialitet: faktafortællinger er referentielle, de henviser til verden, hvor fiktive fortællinger ikke nødvendigvis gør det. Syntaktiske tilgange Ved en syntaktisk tilgang er man særligt interesseret i, om der er noget i selve den fiktive diskurs, der markerer den som fiktiv. Er der nogen særlige formale karaktertræk, der kun optræder i fiktion og ikke i faktionelle fortællinger? Blandt de elementer man har fremhævet som særligt gældende for fiktion, er den frie adgang til andres tanker, en markant brug af dialog, dækket direkte tale, indre monolog, brug af deiksis, henvisninger til intern kronologi og metalepsis. Blandt de teoretikere, der har arbejdet særligt med fiktionens distinktive form, er Käte Hamburger, Ann Banfield og Dorrit Cohn (Banfield 1982; Cohn 1999; Hamburger 1968[1957]). I den klassiske narratologi har man desuden i forlængelse af Gérard Genettes ideer adskilt fiktion og ikke-fiktion med beskrivelsen af, at fortæller og forfatter i ikke-fiktion er den samme person, hvorimod for- 2 Se eksempelvis Schaeffers inddeling i Schaeffer 2012. 1. Fiktion og fiktionalisering historisk anskuet 21

tælleren i fiktion (som del af den fiktive verden) adskiller sig fra forfatteren (der bebor den samme verden som læserne). 3 Semantiske tilgange Ved en semantisk tilgang er man optaget af relationen mellem virkelighedens og fiktionens verden og ser på de indholdsmæssige træk i en fortælling. Her vil man for eksempel pege på, at brugen af elementer som spøgelser eller tidsmaskiner i en fortælling er et indholdsmæssigt træk, der peger mod fiktion. En måde at adskille ikke-fiktive fortællinger fra fiktive har været at fremhæve dem som referentielle, idet de henviser til en verden og virkelighed uden for fortællingen, hvorimod fiktive fortællinger er blevet beskrevet som nonreferentielle, idet de henviser til en verden, som de selv fremstiller. Ludomír Doležel betoner eksempelvis i artiklen Mimesis and Possible Worlds, at fiktive verdener er konstruerede verdener: [f]ictional worlds of literature are constructs of textual activity (Doležel 1988: 488), og at fiktive verdener er uden eksistens forud for denne konstruktion: [ ] the poet brings into fictional existence a possible world which does not exist prior to this poetic act (Doležel 1988: 489). Fiktive verdener karakteriseres af Doležel som grundlæggende ukomplette i modsætning til den virkelige verdens komplethed (Doležel 1988: 486). Denne ubestemthed i de fiktive verdener kan ifølge Doležel kun afgøres ud fra de konstruerede verdener selv, idet verdenerne ikke har nogen eksistens forud for beskrivelserne af dem. Disse tanker har relation til filosoffen Saul Kripkes berømte udsagn om, at [ ] possible worlds are stipulated, not discovered by powerful telescopes (Kripke [1972] 1980: 44). I forlængelse af diskussionen af fiktion som nonreferentiel har man debatteret, hvordan man skal opfatte beskrivelser i fiktion, der synes at referere til kendte steder, begivenheder og personer, men tilskriver dem fiktive egenskaber. I Calin-Andrei Mihailescus og Walid Harmarnehs artikel Introduction: Under the Jealous Gaze of Truth nævner de eksemplet med en i forhold til virkeligheden fejlagtig sætning Napoleon 3 Ibid. 22 FIKTIONALITET