1 PROBLEMFELT/PROBLEMSTILLING... 2 2 METODE... 6 2.1 INDLEDNING... 6 2.2 VALG AF TEORI OG EMPIRI... 6 2.3 LITTERATURSØGNING... 8 2.

1 PROBLEMFELT/PROBLEMSTILLING... 2 2 METODE... 6 2.1 INDLEDNING... 6 2.2 VALG AF TEORI OG EMPIRI... 6 2.3 LITTERATURSØGNING... 8 2.4 GENNEMGANG AF KILDER VI BRUGER I CASESTUDIET:... 8 2.5 FORSKNINGSMETODE OG BRUG AF SAMFUNDSVIDENSKABELIGE DISCIPLINER... 10 3 TEORI... 11 3.1 GENNEMGANG AF TEORI.... 11 3.1.1 Gennemgang af idealismens og realismens udvikling... 12 3.1.2 Realisme... 13 3.1.3 Neorealismen/ struktur realisme... 15 3.1.4 Liberalisme... 16 3.1.5 Neo-Neo syntesen... 18 3.1.6 Delkonklusion/sammenfatning... 21 3.2 NYE KONFLIKTTYPER/PROBLEMER VED BIPOLARITETEN OPHØR... 22 4 HVILKEN ROLLE SPILLER SIKKERHEDSRÅDET I VERDENSSAMFUNDET... 25 4.1 SIKKERHEDSRÅDETS STRUKTUR OG FUNKTION... 26 4.2 SAMMENSÆTNINGEN:... 27 4.2.1 Afstemningsregler og vetoretsprincippet:... 28 4.2.2 Sikkerhedsrådets funktion:... 30 4.2.3 Sammenfatning af Sikkerhedsrådets struktur og funktion:... 31 4.3 SIKKERHEDSRÅDETS DISPONIBLE OPERATIONSMULIGHEDER... 31 4.3.1 Fredsbevarende (Peace-keeping) operationer... 31 4.3.2 1.generations fredsbevarende operationer... 32 4.3.3 2.generations fredsbevarende operationer... 33 4.3.4 Sammenfatning af fredsbevarende operationer:... 34 4.4 FOREBYGGENDE DEPLOYERING AF MILITÆRE STYRKER... 34 4.4.1 Fredshåndhævende (Peace-enforcement) operationer... 35 4.5 INTERVENTIONER... 36 4.5.1 Erfaringer med overvejende militære interventioner... 37 4.5.2 Sammenfatning af fredshåndhævende operationer... 38 4.5.3 Sammenfatning af Sikkerhedsrådets fredsstøttende operationer... 39 4.6 REFORMMULIGHEDER FOR SIKKERHEDSRÅDET OG FN... 40 4.6.1 Udvidelse af Sikkerhedsrådet:... 40 4.6.2 Oprettelse af en stående FN-styrke... 41 4.6.3 Regionalisering af Sikkerhedsrådets opgaver... 42 4.7 SAMMENFATNING... 43 4.8 KAPITEL SAMMENFATNING... 44 5 CASESTUDIE AF KOSOVO OG SOMALIA KONFLIKTERNE... 45 5.1 KOSOVO... 45 5.1.1 Redegørelse... 45 5.1.2 Analyse... 50 5.1.3 Sammenfatning... 53 5.2 SOMALIA... 54 5.2.1 Redegørelse... 54 5.2.2 Analyse... 59 5.2.3 Sammenfatning... 63 5.3 KAPITEL SAMMENFATNING... 64 6 KONKLUSION... 66 6.1 PERSPEKTIVERING... 70 7 LITTERATURLISTE... 72 1

1 Problemfelt/problemstilling Emne: FN og Sikkerhedspolitik. Problemfelt: International politik står i dag over for nye udfordringer, hvilket har vakt vores interesse for FNs placering i den nye verdenssituation. FN blev oprettet for at sikre fred i verden og for at etablere samarbejde mellem verdens stater. Igennem tiden har vurderingen af FNs indsats og effektivitet været præget af skuffelse og kritik, som bl.a. deres indsats i Kosovo og Somalia viste, som blot er et af mange eksempler(hækkerup 2002 81-82). Sikkerhedsrådet har ifølge FN-pagten hovedansvaret for opretholdelse af international fred og sikkerhed. Rådet er på grund af sin sammensætning og beføjelser organisationens mest magtfulde organ og kernen i FNs sikkerhedssystem. Sikkerhedsrådet har for øjeblikket, som det eneste internationale organ i verden, magt eller beføjelse til at træffe bindende sikkerhedspolitiske beslutninger med global rækkevidde. Vurderingerne af organisationens handlekraft og effektivitet er, som ovennævnt, svingende. Derudover kan man se på dilemmaet mellem ord og handling, som er en central problemstilling for FNs troværdighed. Som eksempel på den svingende handlekraft er resolution 92. Den blev vedtaget i forbindelse med nogle sanktioner mod Irak. Resolutionen viste sig for bredt formuleret, idet at parterne tolkede den forskelligt. Ud fra følgende gennemgang antager vi, set ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv, at verdenssituationen og de dertilhørende sikkerhedspolitiske problemer har ændret sig og dermed også FNs rolle som mægler og forhandler. Hvorledes har det påvirket Sikkerhedsrådets effektivitet? Efterkrigstiden fra 1945 ændrede verdenssamfundet. Med aksemagternes nederlag og Europas ødelæggelse opstod et tomrum. Tilbage stod to supermagter: USA og Sovjetunionen. De havde under anden verdenskrig stået på samme side i kampen mod specielt Tyskland. Sammen med Frankrig, Kina og England, de andre sejrsherrer fra anden verdenskrig, grundlagde de i 1945 FN. Dette skulle danne rammen om den nye verdensorden. Det var en vision medlemslandene forpligtede sig til at indfri og overholde gennem undertegnelsen af FNs charter. 2

Gnidningerne mellem parterne blev dog hurtig en stopklods for den ellers positive (idealistiske) tankegang, der havde dannet udgangspunktet for oprettelsen af FN. Om end formålet var idealistisk, var tilgangen til oprettelsen af FN realistisk, idet at man oprettede vetoretsprincippet i Sikkerhedsrådet i modsætning til det rent idealistiske Folkeforbund, hvor alle magter havde én stemme. Hovedkonflikten i denne periode mellem USA og Sovjetunionen var i høj grad ideologiorienteret, hvori der lå stærke økonomiske og politiske interesser. Staterne verden over organiserede sig i to massive blokke med henholdsvis USA og Sovjetunionen i spidsen. Disse adskilte sig som supermagter fra de andre stater på baggrund af militær styrke og politisk indflydelse uden for egne grænser. Den kolde krig var centreret omkring alliancepolitik og oprustning. Der var dog tale om flere grader af oprustning og også nedrustning bl.a. SALT I og SALT II 1, hvilket er kendetegnet ved terrorbalancen. Verdensordenen blev fastholdt af et stærkt bipolart system. Bipolariteten hindrede FN i at reagere tilstrækkelig effektivt på de internationale konflikter, der løbende opstod. Men i samme kontekst kan det fremhæves, at der var færre nationale kriser under den kolde krig pga. af den ideologiske kamp mellem USA og Sovjet. Væsentligt er det her at være opmærksom på, at nedrustningsarbejdet primært foregik udenom FN på et bilateralt grundlag. Med den kolde krigs ophør var bipolaritetens hindring af effektiviteten ikke længere tilstedeværende. Ville dette betyde, at Sikkerhedsrådet uden denne hindring ville kunne agere mere effektivt i en ny unipolær, sikkerhedspolitisk verdensorden? Ophøret af den kolde krig startede i slutningen af 1980erne, da der opstod revner i de fasttømrede blokke. De to gamle kommunistiske giganter: Sovjetunionen og Kina kom på kollisionskurs ideologisk, politisk og militært set. Det sovjetiske imperium havde stigende problemer med at holde sammen på landene. Dette skyldtes i høj grad en økonomisk krise. (http://home20.inet.tele.dk/schlager/continent/europe/russia/sektion_3.htm, 7/12-04) En anden faktor, der ligeledes blev afgørende, var afkolonialiseringen. Denne foregik primært i 60 erne, som skabte nye aktører i verdenssamfundet - den såkaldte 3. verden (Petersen og Skak 1998;20). Antallet af stater i verden steg i perioden fra 75 til 161 og herved også FNs medlemstal, som i 2001 lå på 189 (Petersen og Skak 1998;17). Med en så stor repræsentation af verdens lande ville det være nærliggende at tro, at Sikkerhedsrådet ville kunne agere mere legitimt og måske effektivt ved, at disse senere blev repræsenteret i Sikkerhedsrådet. Blev dette tilfældet? 1 Forkortelsen for de nedrustningsaftaler USA og Sovjetunionen indgik i forbindelse med den kolde krig. Aftalerne bestod i en reduktion eller begrænsning af kernevåben, fly og missiler langtrækkende vidde. SALT I blev indgået i 1972. Og med loft over våbenudviklingen blev SALT II vedtaget i 1979 (Den Store Danske Encyklopædi bind 17;177). 3

I 1985 kom Mikhail Gorbatjov til magten. Gennem hans iværksættelse af reformprocesserne - Glasnost og Perestrojka blev der skabt en større åbenhed og ytringsfrihed. På samme tid oplevede Europa økonomisk fremgang og en fortsat udvikling af det europæiske samarbejde. Magtbalancen blev forskudt til fordel for USA, som var Sovjetunionen økonomisk overlegen. Dette skyldtes bl.a., at Ronald Reagans kostbare forsvarssystem SDI(stjernekrigsprojekt) ville undergrave terrorbalancen helt, idet USA ville blive usårlig (Branner 2001;31). Man kan konkludere, at den kolde krig endte fredeligt i modsætning til tidligere stormagtskonflikter. Med murens fald blev der symbolsk set sat punktum ved bipolariteten og den kolde krig. I dag er der ikke længere nogen hovedkonflikt, som der var under den kolde krig. Konfliktmønstret har ændret sig. Den kolde krigs afslutning betød, at man nu kunne planlægge et reelt samarbejde mellem staterne. Golfkrigen er bl.a. et godt eksempel på dette. Samarbejde mellem stormagterne i FNs sikkerhedsråd illustrerede hurtig beslutsomhed og handling. Dette resulterede i en hurtig afslutning på den første Golfkrig.(Christensen 1998;72). Troen på et kollektivt samarbejde omkring sikkerheden på verdensplan blev derved styrket. Dermed øjnedes muligheden for at få et mere effektivt Sikkerhedsråd i den post-bipolære verdensorden. Nye sikkerhedspolitiske aspekter af intrastatslig karakter har dog ofte været hæmmende for effektiviteten siden. I dag er et af de sikkerhedspolitiske problemer betegnet som terrorisme. Masser af nye konflikter er opstået efter den kolde krigs ophør, og har derved fået mulighed for at udvikle sig. Siden terrorangrebet d. 11. september i USA har mange statsmagter defineret disse under paraplyen terrorisme. Konsensusen omkring definitionen af, hvornår en konflikt er forbundet med terrorisme, er dog langt fra klar og entydig, hvilket skaber en stor usikkerhed og uklarhed om, hvorledes man skal forholde sig til dette relative begreb. Dog skal det understreges, at idet nationer legitimerer deres krigsførelser ud fra at henvise til terrorproblematikken, må og skal FN forholde sig hertil. Selvom det kan være svært at forholde sig helt til terrorproblematikken, kan der dog udledes visse karakteristika for de nye konflikttyper i kølvandet på den kolde krig. Her tænkes der specielt på interne etnisk-religiøse og politiske konflikter, som kendetegnes ved begrebet subkonventionelle konflikter. Disse væbnende konflikter finder i højere grad sted inden for regionale områder, hvilket oftest er med til at betyde et meget større tab af civile end tidligere. Et eksempel på dette er Kosovo-konflikten, som var en lokal etnisk konflikt, der fik lov til at udvikle sig efter Titos fald og Milosevics opildnende nationalisme(hækkerup 2002;100). I forbindelse med denne konflikt arbejdede FN i 1998-1999 på en løsning af denne konflikt. Der blev ikke opnået 4

enighed, og efter mange FN-fordømmelser valgte NATO at gå ind i Jugoslavien for, med militær magt, at opnå en løsning på konflikten. Her udstillede FN sin manglende effektivitet i henhold til at finde frem til en fælles konsensus for at intervenere i konflikten. Efter at NATO fik afvæbnet de serbiske styrker, viste Sikkerhedsrådet i FN i dette tilfælde handlekraft og gik i et vist omfang hurtigt og effektivt ind med en fredsbevarende styrke. Hvorfor blev Sikkerhedsrådet først effektivt i denne fase af konflikten? Et andet eksempel på en nyere konflikttype er Somalia, hvor den primære konflikt bestod i et anarki af interne magtkampe mellem mange forskellige klaner og militser. I dette tilfælde blev der dog opnået en konsensus i Sikkerhedsrådet, hvilket banede vejen for først en fredsbevarende operation og senere i forløbet en fredshåndhævende operation. Ingen af dem viste sig dog bæredygtige i forsøget på at løse konflikten effektivt. Der synes dog generelt at være et paradoks i Sikkerhedsrådet, når det ifølge pagtens artikel 28 er FNs organ, der skal kunne gribe effektivt ind overfor medlemsstater gennem sanktioner og interventionsmuligheder. I stedet synes Sikkerhedsrådet ofte at agere bedst i konfliktsituationer, hvor stormagterne i Sikkerhedsrådet har klare interesser i at intervenere, men ingen modstridende strategiske sikkerhedspolitiske interesser, når parten eller parterne i den pågældende konflikt er tydeligt identificeret, og det sikkerhedspolitiske problem synes klart defineret. Vi undrer os over dette, og derfor er problemstillingen følgende: Problemstilling: Vi undrer os over, hvordan Sikkerhedsrådet kan fungere effektivt i forhold til nye sikkerhedspolitiske problemer? Underspørgsmål: Hvad er de nye sikkerhedspolitiske problemer i verdenssamfundet? Underspørgsmål: Hvilken rolle spiller Sikkerhedsrådet i verdenssamfundet? Underspørgsmål: Hvad er kriterierne for effektivitet i en organisation som Sikkerhedsrådet? 5

2 Metode I dette kapitel vil vi kort redegøre for, hvordan vi i vores problemstilling har lavet nogle afgrænsninger. Vi vil fortælle om valg af teori og empiri, og hvilken betydning det har for vores opgave. Derefter har vi en gennemgang af vores litteratursøgning. Vi har et multi- casestudie i projektet, som vi begrunder valget af, og efterfølgende har vi en gennemgang af de bøger, som vi benytter til casestudierne. 2.1 Indledning I vores problemstilling har vi valgt at afgrænse effektivitetsbegrebets måling. Effektiviteten skal helt overordnet ses ud fra FNs evne til at sikre, at konflikter i første omgang ikke opstår, dernæst ikke udvikler sig og sidst ikke spreder sig. Effektiviteten måles i vores rapport ud fra Sikkerhedsrådets beslutningseffektivitet og måleffektivitet, herunder løsningen af selve konflikten eller en inddæmning af konflikten. Problemstillingen afgrænses ligeledes til kun at beskæftige sig med High Politics aspekter, og hermed kigges på sikkerhedspolitiske problemer. Derved har vi udelukket Low Politics aspekter, som berører fattigdom, klimaproblemer o.a. Ligeledes har vi valgt at afgrænse tidsperioden. I problemfeltet er tidsaspektet fra anden verdenskrig og op til år 2000. I selve rapporten fokuseres primært på perioden fra bipolaritetens ophør og til starten af år 2000. Ligeledes er perioden valgt, fordi de cases, som vi benytter, afsluttes før år 2000. Dette skyldes, at andre relevante cases endnu ikke er afsluttede konflikter, og derfor er det for tidligt at sige noget endegyldigt om effektiviteten i disse konflikter. Derudover knytter mange konflikter fra år 2001 sig til terrorproblematikken, der er vanskeligere at belyse pga. usikkerheden angående definitionen på denne terrorisme. 2.2 Valg af teori og empiri Man kan ikke, modsat tidligere tiders forhåbninger, forstå verdenssystemet ud fra den konsensusskabende Grand Theory. Denne vision er opgivet. I stedet kan det konstateres, at der forekommer en lang række teorier om mere begrænsede aspekter af international politik. Det er ikke væsentligt for projektet at redegøre for en overordnet gennemgang af IP teorier, men blot konstatere, at der findes andre måder at anskue international politik på. Det være sig rationalisme, socialkonstruktivisme m.v. 6

I henhold til problemstillingen har vi valgt at beskæftige os med realismen, idealismen og neo-neo syntesen. Vores overvejelser i dette valg hænger bl.a. andet sammen med, at Sikkerhedsrådet er dannet på et realistisk grundlag specielt på baggrund af den manglende effektivitet, som Folkeforbundet udstillede. Derfor har vi valgt at bruge nogle teoretikere, som har nogle af disse aspekter med. I en yderligere afgrænsning af teorierne, er det relevant at bemærke, at teorierne er udviklet i deres samtid, og derfor mangler den klassiske realisme og liberalisme faktorer, som skal bruges til at forstå verdenssamfundet i dag. Det var i 1980erne muligt at finde frem til en tilnærmelse mellem neoliberalismen og neorealismen. Realismen og liberalismen fremstår som brede tanketraditioner, hvorimod neo-neo syntesen fremstår som en mere præcis videnskabelig teoretisk retning. Det har ledt os frem til valget af neo-neo syntesen, fordi den tager højde for nye faktorer, der spiller ind såsom: Integration, globalisering, interdependens tendenser o.a. Vi har i denne opgave valgt at bruge casestudier for at undersøge, hvad der betinger Sikkerhedsrådets effektivitet i forbindelse med konkrete konflikter i verdenssamfundet. Vi har valgt at kigge på flere forskellige cases, med hovedvægten på Kosovo og Somalia konflikterne. Disse to cases er begge konkrete eksempler på nye former for konflikter, som indgår i teorien i kapitel 1. Vi har gennemgået forskellige relevante teorier, som vi bruger til at forstå verdenssystemet, og som vi i et vist omfang vil benytte på casene. De forskellige teoriretninger har forskellige bud på, hvorfor og hvordan konflikter er opstået, og måderne de er blevet løst på, og dette vil vi i et vist omfang bruge som redskab til at forstå konflikterne. Ved at bruge casestudier kan vi give konkrete bud på de nye sikkerhedspolitiske problemer. Derudover kan casestudier medvirke til at belyse, hvordan sikkerhedsrådet fungerer inden for disse nye sikkerhedspolitiske problemer, og vi har netop på den baggrund valgt at ligge vores fokus på Kosovo og Somalia, fordi de hver især problematiserer forskellige effektivitetsproblemstillinger, som FNs sikkerhedsråd står overfor. Derfor kan vi også bruge casene til at belyse, hvilken rolle Sikkerhedsrådet spiller i verdenssystemet, der er blevet gennemgået i kapitel 2. Casene medvirker endvidere til en besvarelse af vores overordnede problemstilling, der leder ud i en konklusion og perspektivering. Vi vil altså bruge disse forskellige cases som en ramme for at kigge på de meget komplekse relationer, der er i FN s sikkerhedsråd og i verdens konflikter, hvilket vil resultere i et bud på, hvordan sikkerhedsrådets forskellige former for effektivitet opfyldes. Casestudierne medvirker endvidere til 7

at beskrive en indviklet og kompliceret virkelighed med mange forskellige handlingsrationaler og faktorer, der i en bestemt teoretisk forståelsesramme ikke altid bliver belyst tilstrækkeligt. Helt overordnet har vi altså valgt at bruge to forskellige cases, hvor der er tale om, at Sikkerhedsrådet henholdsvis har besluttet at gribe ind, som i Somalia hvor der var konsensus om at løse konflikten, eller har undladt at gribe ind, som i Kosovo hvor vetomagternes strategiske sikkerhedspolitiske interesser stod i vejen. 2.3 Litteratursøgning. I vores litteratursøgning har vi benyttet forskellige steder. RUC bibliotek Rub har været brugt til at finde grundlæggende viden om teorier og om Sikkerhedsrådet generelt. Vi har kigget på DCISM Biblioteket for at finde yderligere materiale. Noget af det materiale som vi ikke kunne finde på Rub, har vi prøvet at finde på Københavns Hovedbibliotek. Derudover har internettet været inddraget i et lille omfang for at finde andet materiale, og internettet har ligeledes været brugt til søgning efter artikler. Hjemmesiden for FN har vi benyttet til at finde bl.a. resolutioner til de to cases og til oplysninger omkring FNs charter. I vores cases vil der blive benyttet flere kilder for at belyse flere vinkler af problematikken. Vi er også opmærksomme på, at mange af de kilder, som vi benytter til at belyse vores cases, er farvede, og derfor vil vi være kildekritiske ved disse. I vores opgave betyder dette, at vi vil benytte forskellige kilder, som har forskellige syn og udgangspunkter, får at sikre, at vi giver et så nuanceret billede på casene som muligt. 2.4 Gennemgang af kilder vi bruger i casestudiet: Adibe, Clement E.; Learning from the Failure of Disarmament and Conflict Resolution in Somalia fra Moxon-Brown, Edward(red.) ; A Future for Peacekeeping? MacMillan Press LTD 1998. Dette kapitel er skrevet af Clement E. Adibe, som har en ph.d. i politisk videnskab fra Kingstons universitet i Canada. Han har arbejdet som forsker ved FNs institut for afvæbningsvidenskab i Geneve Schweiz. Bogen er udgivet på et anerkendt britisk videnskabeligt forlag, hvilket giver bogen en vis karakter af videnskabelig og troværdig holdbarhed. 8

Bonnén, Preben; De Forende Nationer fra vision til virkelighed Forlaget Modtryk, 1.oplag 1999. Preben Bonnén har i denne bog benytte sig af mange kilder og citater fra centrale personer i FNsystemet samt fra anerkendte forskere. Dette giver bogen en god videnskabelig karakter og substans. Fledelius, Karsten; Fra Golfen til Kosovo - International militær indsats på Balkan i 1990erne Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 2000 Bogen er skrevet af Balkan eksperten Fledelius, som har studeret dansk og historie og taget en cand. mag. i serbokroatisk. Denne bog er et bestillingsarbejdet fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste og er ment som del af et temahæfte om konflikter i dag, der bliver analyseret og gennemgået af forskellige eksperter. For vores opgave betyder dette, at denne bog er positivt indstillet overfor, hvordan konflikten blev håndteret. Fledelius, Karsten; Jugoslaviens Sygdom og Død Gyldendals uddannelse 1999 Bogen er skrevet af Balkan eksperten Karsten Fledelius. Fledelius har studeret ved universitet i Beograd i 1963. Bogen fortæller om Jugoslaviens sammenbrud i årene efter Tito, bl.a. gennem historiske gennemgange. Relevant fra denne bog er forværringen af de etniske forhold i Kosovo. Bogen beskæftiger sig en hel del med udløsende faktorer fra serbisk side til den etniske spænding. De relevante dele af bogen til casestudiet er for det meste med udgangspunkt i serbiske forhold. Dette betyder imidlertid ikke, at Fledelius mangler kritik overfor de serbiske faktorer. Det synes at være en neutral og objektiv beskrivelse. Dog står det klart, at Fledelius er engageret i denne sag pga. sit studie i Beograd. Hækkerup, Hans; På skansen - Dansk forsvarspolitik fra murens fald til Kosovo Lindhardt og Ringhof 2002 Denne bog er skrevet af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup. I forordet til bogen er han selv inde på, at denne bog er hans personlige syn på den politiske udvikling, og at der selvfølgelig kan forekomme erindringsfejl. Den er udgivet i 2002 og er altså forholdsvis ny. Dette er godt i forhold til vores opgave, som beskæftiger sig ud udviklingen op i år 2000. 9

Skov-Christensen, Per; FN på vrangen en militær vurdering Borgens Forlag A/S, 1.udgave, 1.oplag 1998. Denne bog er skrevet af Brigadegeneral Per Skov-Christensen. Han var i 1993-94 dansk repræsentant i en FN-arbejdsgruppe, som havde til formål at udarbejde retningslinier og strategier for FNs operationstyper, således at de kunne anvendes effektivt og hurtigt i krisesituationer. Bogen er udgivet i 1998, og omhandler derfor ikke Kosovo-konflikten. Bogen er stærkt præget af hans egne oplevelser i FN systemet, og anskuer problematikken ud fra en overvejende militær-strategisk vinkel. Bogen inddrager dog mange kilder og er udarbejdet med støtte fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, hvilket øger troværdigheden. Woodward, Peter; Somalia fra Furley, Oliver og May, Roy (red); Peacekeeping in Africa Publishing Limited 1998, reprint 1999. Dette kapitel er skrevet af Peter Woodward, som underviser på Readings universitet. Han har før udgivet en masse materiale om nordøst Afrika. Derudover skal det nævnes, at bogen er blevet udgivet på et meget anerkendt britisk videnskabeligt forlag. Bogen er desuden fundet på DUPIs bibliotek, hvilket betyder, at det er en bog, der er benyttet i DUPIs arbejde. Dette gør, at bogen har et anerkendt videnskabeligt indhold, som giver den en vis position. 2.5 Forskningsmetode og brug af samfundsvidenskabelige discipliner Vi har benyttet kvalitativ metode til besvarelse af vores problemstilling, og tilgangen til de samfundsvidenskabelige discipliner er overvejende IP-teoretisk og politologisk. Vi har valgt at benytte kvalitativt data og casestudier. Vores casestudie er et multiple casestudie, da der indgår flere enheder, og hvor formålet er at producere en generel viden om Sikkerhedsrådets effektivitetsproblemer, som bedst belyses gennem studier af flere cases. Det karakteristiske ved multiple casestudier er, at casene foregår forskellige steder og under forskellige betingelser i henhold til Kosovo og Somalia. Vi benytter os af en holistisk tilgang til casestudierne, der kan give en forståelse af fænomenet, i dette tilfælde Sikkerhedsrådets effektivitetsproblemer, som helhed, således at vi kan præcisere en besvarelse af vores problemstilling(andersen 1997;165-168). 10

3 Teori 3.1 Gennemgang af teori. For at forstå verdenssystemet er det nødvendigt at anvende et teoretisk blik. Verdenssystemet er en bred og kompleks størrelse, hvor der er mange hensyn og aspekter, som skal behandles for at give en optimal og deskriptiv forståelse af systemet. Dette er en vanskelig og om ikke umulig opgave. Teorier tilbyder sjældent udtømmende forklaringer. Derfor er det ikke vores sigte med dette projekt at give en endegyldig forståelse, men blot anskueliggøre nogle overvejende problemstillinger ved brugen af teorien. Det bliver ved brugen af teori muligt at foretage en reduktion af et ellers komplekst problem. Vi er bevidste om, at der ved brugen af teori gives et forenklet billede af virkeligheden. Vi kigger bredt på en række fænomener og siger herfra noget generelt om verdenssystemet. Dette har betydning for projektet karakter, da vi i vores tolkning og analyse af teorierne tillægger bestemte aspekter større betydning end andre. Endvidere er det heller ikke væsentligt for vores problemstilling at gå i dybden med hele disciplinens (international politik) teoriudvikling, men begrunde og afgrænse vores teorivalg i henhold til at forstå verdenssystemet, der herefter leder os hen til at kunne analysere relationen mellem verdenssystemet og effektiviteten i sikkerhedsrådet. Vi bliver nød til at kunne forstå verdenssystemet teoretisk, før vi kan sige noget om, om der er en relation mellem denne og effektiviteten i sikkerhedsrådet. Derfor er det relevant at beskæftige sig med teorier om verdenssystemet, da det har implicit betydning for effektiviteten i sikkerhedsrådet og derved betydning for besvarelsen af vores problemstilling. Vi vil i dette projekt gå ind og kigge på realismen, da Sikkerhedsrådet i FN som før nævnt blev dannet på et realistisk grundlag, liberalismen, og neo-neo syntesen. Neo-neo syntesen er en slags forsoning(wæver 1992; 126) mellem de to klassiske dominerende teoriretninger, henholdsvis idealismen og realismen. Neo-neo syntesen er især relevant for vores projekt, da den tillægges aspekter, der tager hensyn til faktorer som økonomisk, teknologisk interdependens og den såkaldte world security. Det relevante for forståelsen af dette valg af neo-neo syntesen er kort at redegøre for realismen og liberalismen udvikling. Dette giver et bedre overblik og en bredere forståelse af neo-neo syntesens dannelse og derved de to teoriers forsoning. Vi vil kort gennemgå idealismen og realismen udvikling og herefter ridse nogle grundlæggende træk op fra de to teoriretninger. 11

3.1.1 Gennemgang af idealismens og realismens udvikling Denne korte gennemgang har til formål at klargøre nogle udviklingstendenser, der har haft og har betydning for verdenssystemet udseende og måde at tænke international politik på. Den er en slags baggrundsviden, der leder ud til, hvordan neo-neo syntesen har kunnet skabes og derved parallelt verdenssystemet udvikling. I international politik har man traditionelt skelnet mellem to grundlæggende teoretiske hovedretninger: Idealismen og realismen. Fra disse udgangspunkter har der udviklet sig underordnede teoridannelse, der ud fra sin samtid søger at forklare fænomener og begivenheder i international politik. Det er væsentligt at understege, at de to teoriretninger har været der hele tiden og i et konstant konkurrenceforhold. Efter første verdenskrig dannes Folkeforbundet i 1920erne. Det var et forsøg på at skabe kollektivt sikkerhed efter princippet en for alle, og alle for en. International politik fik som disciplin et idealistisk normativt præg, hvor nogle kritikere endda har brugt betegnelsen utopisk præg (Petersen & Skak 1998;16). Den herskende idealismes overordnet målsætning var at skabe fredelige forandringer og dermed udelukke krige som første verdenskrig. Med anden verdenskrig braste den idealistiske målsætning om fred. Angrebet satte snart ind fra realisterne. De satte sig som hovedformål at studere verden og international politik, som den var og ikke, som den bør være. Efter anden verdenskrig blev den realistiske tankegang dominerende med dens fokus på magt og konflikt i det internationale system. Realismen dominans havde bl.a. sammenhæng med efterkrigstidens supermagter(krigens sejrherrer) og dannelse af Sikkerhedsrådet i FN i 1945(Sikkerhedsrådet blev oprettet med udgangspunkt i efterkrigstidens realistiske situation, se kapitel 3). Teoridiskussionen under den kolde krig og bipolariteten var præget af tovtrækkeri mellem idealismen og realismen. Der var tale om en dynamisk idealist vs. realist debat(wæver 1992;125). Dog fremhæver nogle realismen som værende mest dominerende helt frem til 1960erne (Petersen & Skak 1998;17). Omkring 1970erne indtraf en jævn svækkelse af realismen. Dette skyldes bl.a. oliekrisen i 1973 og USA krigsførelse i Vietnam, som mange opfattede som en perverteret realistisk tankegang (Petersen & Skak 1998;21). Interdependens skolen og integrations teori vandt indpas. Disse påstod, at det anarkiske internationale system, som den realistiske(traditionelle) teori var baseret på, var under afgørende forandring som følge af voksende gensidig afhængighed(interdependens) mellem systemets aktører. Andre aspekter sammenfattet som low politics blev stadigvæk mere væsentlige. Pro- 12

blemstillinger af økonomisk og social karakter blev mere nødvendigt og legitimt at beskæftige sig med. I løbet af 1980erne fik realismen sin renæssance i form af neorealisme. Økonomiske og teknologiske problemstillinger indoptages i teorien, repræsenteret af bl.a. Kenneth Waltz(struktur realisme/neorealisme) og Barry Buzans(neorealisme/neo-neo syntesen). Også idealismen udviklede sig inden for den liberalistiske fløj af international politisk økonomi til neoliberalisme. De to neoteoriretninger fik i løbet af 1980-90erne et mere præcis og videnskabeligt præg, hvor de i deres klassiske form havde fremstået som meget brede tanketraditioner(wæver 1992;125). Som det fremgår af overordnet gennemgang har de to dominerende teorier stødt og roligt udviklet sig i retning af forsoning. Fra at være hinandens opponenter og senere stridspartner har de tilnærmet sig hinandens teori og derved debatten omkring neo-neo syntesen, som vil blive uddybet betydeligt senere i dette afsnit(se også bilag). Da neo-neo syntesen netop er en forsoning, der er udviklet i forlængelse af de gamle teoriretninger, er det væsentligt at tage udgangspunkt i den klassiske realisme og liberalisme for at forstå og opridse nogle grundlæggende elementer, som også er relevante for at kunne beskæftige sig med syntesen. Vi bruger netop neo-neo syntesen til at sige noget om verdenssystemet og herved vurdere om, der er en sammenhæng mellem denne og effektiviteten i sikkerhedsrådet. Derfor mener vi, at det giver mening kort at redegøre for de klassiske teoriretninger. Der kan fra disse uddrages nogle helt præcise og konkrete forskelle i forhold til de nye elementer, som neo-neo syntesen rummer. De overordnede rammer og grundprincipper i teorierne er stadigvæk relevante for at kunne forstå de nye neoretninger. Det er relativt lettere for forståelsen at redegøre og uddrage forskelle, når det er gjort klart, hvilken kontekst de er taget ud af. Derfor mener vi, at det er relevant at redegøre for realismen og liberalismen for herefter at bruge neo-neo syntesen mere konkret, da det har indirekte betydning for besvarelsen af vores problemstilling. 3.1.2 Realisme Realismen bliver ofte beskrevet billedligt som et spil billiard (Olsen Rye & Udsholt 1995;32). Det internationale system kan betragtes som billiardbordet. De enkelte stater kan sammenlignes med billiardkuglerne. International politik består i, at kuglerne støder sammen, og hvad deraf følger. Hvad der sker inden i kuglerne er irrelevant. Indenrigspolitiske forhold og evt. uenigheder er ikke 13

vigtige for at kunne forstå billiardspillet, sagt på en anden måde: Realisme er en teoriretning, der benægter (grundlæggende) fremskridt i international politik (Wæver1992; 42). Følgende er baseret på Paul R. Viotti og Mark V. Kauppi - International Relations Theory. Realismen bygger på 4 forudsætninger: 1) Staten er den vigtigste aktør, og international politik er udelukkende et studie af staternes relationer til hinanden. 2) Staten er enhedsaktør, unitary. Den taler med en stemme og har en klar målsætning og dermed en klar politik på ethvert givet område. 3) Staten er en rational aktør. 4) National sikkerhed vil være højst prioriteret på den internationale dagsorden. International politik vil være domineret af militær og sikkerhedspolitiske emmer - high polities. Realisternes fokus vil altid ligger på en endelig eller potentiel konflikt. NGO er(non - governmental organisation) og IGO er(intergovernmental organisation, som FN) vil være uden væsentlig betydning, da de er organiseret omkring staternes suverænitet, uafhængig og autonomi. Staterne beslutter, hvad organisationerne kan og ikke kan. Derfor vil en international organisation, som FN ikke havde nogen reel magt eller selvstædig indflydelse, men blot være arena for staterne indbyrdes varetagelse af egeninteresser. System og magt er kerneprincipper i realismens tænkning. Staten og statens magt er helt fundamentalt for realismen. Systemet betragtes af realisterne som værende anarkisk. De ligger vægt på fordelingen af kapacitet og ressourcer som afgørende for det internationale systems udseende. Realister fremhæver anarki og fordelingen af kapacitet eller magt som det mest karakteristiske ved det international system. For realisterne refererer tilstanden anarki til fraværet af en autoritet højere end staterne. Ifølge realisterne hersker der i det internationale system et hierarki af magt, hvor man først og fremmest indplaceres efter besiddelse af fysiske magtressourcer, dvs. BNP, militær kapacitet, areal m.m. Der udskiller sig således nogle supermagter, og det bliver herudfra muligt at karakterisere systemet som enten unipolært, bipolært eller multipolært. Systemet struktur afhænger således af fordelingen af kapacitet og ressourcer, hvor denne fordeling udgør magtbalancen i systemet. Magtbalancen fastholder en vis international orden og forhindrer stater i uafbrudt at bekrige hinanden. Da staterne er suveræne enheder, forbeholder de sig retten til at udøve magt over eget territorium. Selvom stater varierer i den magt, som de besidder og er i stand til at udøve, vil ingen anden stat kunne påkalde sig retten til at dominere over andres suveræne territorier. Fraværet eller manglen på 14

en verdensautoritet - world government - vil fastholde systemet i en anarkisk tilstand. Anarki er således det miljø, som suveræne stater interagerer i. Fraværet af en world government eller central and overriding autohority (Viotti & Kauppi 1993;48) kan ifølge realisterne forklare, hvorfor staterne griber til magtmidler - high polities - for at fastholde og udvide deres magtposition. Tilstanden af anarki er sædvanligvis ledsaget af mistillid mellem staterne. Hver stat befinder sig i en self-help situation, hvor det kan være farligt at placere sikkerheden af ens egen land i andres hænder. Realisterne lægger vægt på, at der i det internationale system ikke er nogen garantier mod forræderi og løftebrud fra eventuelle allierede. I en sådan ureguleret verden vil det være logisk, rationelt og klogt at holde øje med nr. 1 i magthierarki. Pga. af mistilliden mellem stater og den anarkiske tilstand i det internationale system befinder aktørerne sig i et security dilemma. Des mere en stat opruster, des mere truende bliver den overfor andre stater, og desto mere påvirkes andre stater til at deltage i våbenopløbet i forsøget på at beskytte sine egne sikkerhedsinteresser. Selv om en stat udelukkende opruster på et defensivt grundlag, er det rationelt i et self-help system at formode det værste om en modstanders intentioner og derfor holde trit med våben opbygningen, da man aldrig med sikkerhed kan vide om evt. modstandere kun opruster defensivt. Det er derfor et rationelt forbehold at bruge mange ressourcer og meget kapacitet på at matche en potentiel modstanders oprustning. Dynamikken i våbenkapløb er et resultat af staternes worst-case analyses of one another s intentions. Samarbejde mellem staterne i et anarkisk system er vanskeligt at opnå. En stat kan pga. ikke tilstrækkelige ressourcer (not self reliant) føle sig fristet til at tilslutte sig en allieret og derved forsøge at afskrække angreb fra andre evt. modstandere. Men som nævnt overfor er der i det internationale system ingen garantier mod forræderi og løftebrud. 3.1.3 Neorealismen/ struktur realisme Bl.a. Hans Morgenthau, og Henry Kissinger repræsenterede denne klassiske form for realisme, som i dag fremstår mere som ideologi eller en snæversynet tanketradition (Wæver 1992;125). De lagde vægt på menneskets egoistiske natur, altså antagelser om mennesket ondskab eller magtstræb, som afgørende for skabelsen og opretholdelsen af magtbalancen. Magtbalancen blev karakteriseret ved, at den bl.a. ikke havde nogen selvstændig struktur, og at den ikke forekom naturlig eller automatisk, men var skabt af selvstændige politikere og andre statsmænd (Viotti & Kauppi 1993;52). Kenneth Waltz, som anses som struktur realismen(neorealismen) fader, deler ikke dette syn på magtbalancen og systemets struktur. Han erkender magtbalancen som kendetegnet ved det interna- 15

tionale systemet af stater, men ligger vægt på, at den forekommer naturligt og automatisk. Systemet har sin egen struktur og er ikke skabt af selvstændige, frie politikere. Kenneth Walt ser det internationale systems struktur som det, der skaber magtstræbet i IP. Systemets struktur er det konstante og stabile element. Kenneth Waltz fremhæver, at mønstrer og adfærd i IP er gentagelser af evige og velkendte forhold som alliancer, magtbalancer osv.(wæver 129;1992). Når disse forhold ikke ændres radikalt og tilstrækkeligt over længere tid, må der være tale om en konstant systemstruktur, hvor man herfra kan udlede noget forklaringsbærende. IP forklares ved IP(ved det internationale system selvstændige struktur)og ikke udefra enhederne(staternes indenrigspolitik). Waltz opererer med 3 niveauer i strukturen; 1) systemet organisationsprincip. Det kan være enten centralistisk og hierarkisk eller decentralistisk og anarkisk. 2) enhedernes differentiation. Enhederne er ikke funktionelt specificerede. De er ikke forskellige, men stræber alle efter at opfylde samme funktioner bl.a. sikkerhedspolitisk, og derfor er dette niveau ikke interessant og får ligeledes tillagt minimal betydning af Waltz. 3) fordelingen af kapacitet/ressourcer. I praksis er dette den vigtige struktur, da variablen - antallet af supermagter eller med realismen egne ord polariteten i det internationale system - er det helt afgørende for verdenssystemet. Waltz strukturere forklarer ikke alt, men kun nogle få vigtige ting, hvilket også var målsætning med en stram og minimalistisk teori. Den fortæller noget om det pres og de rammer, som aktørerne må regne med. Med andre ord: Structures never tells us all that we want to know. Instead thery tells us a small number of big and import things (Wæver 1992;158). Forskellene mellem realisme og neorealismen har udover det ovennævnte også at gøre med deres måde at være på deres videnskabsopfattelse(wæver 1992;47). Den klassiske realisme har en stram og fast forestilling om verden, og om hvilken betydning bestemte handlinger har. Det er en snæver tolkningsramme(wæver 1992;158), der udelukker, at økonomisk, teknologisk udvikling og interdependens, moral og indsigt skulle kunne ændre de overordnede spilleregler væsentligt. Neorealismen anerkender derimod at andre forhold, som de førnævnte, kan medvirke og have indflydelse på IP, men understreger samtidigt, at man ikke kan se bort fra de anarkiske grundvilkår i verdenssystemet. Visse rammer for det mulige er sat af systemets struktur (Wæver 1992;158). 3.1.4 Liberalisme I dette afsnit vil linierne til neoliberalismen blive trukket op, og de elementer liberalisterne opererer med i det internationale samfund vil blive udpenslet. 16

Hos liberalisterne er hovedtanken det individualistiske menneskesyn. Det enkelte individ har nogle naturlige rettigheder såsom retten til liv, frihed og ejendom(den Store Danske Encyklopædi bind 12;143). I liberalismens syn på internationale forhold fremkommer 4 kernepunkter, som er vigtige for den liberale tankegang: 1) International lov/folkeretten er et sæt delvis uskrevne regler. Nogle er nedskrevet i form af konventioner, men som helhed er det en blanding af sædvaneret og aftaler indgået mellem staterne(som staterne følger i det internationale system). I loven er indeholdt, at staten er suveræn. Dernæst har staten kontrol over og bestemmer over sit eget territoriale område. 2) Organisation i global forstand. Problemer er blevet globale, og derfor ses disse løst i globale institutioner. 3) Integration af økonomi og andre faktorer som øger interdependensen landene imellem. Her tales om en transnational kapitalisme. Nationale og lokale økonomier må tilpasse sig global konkurrence betingelser. 4) Demokratisk fred forstås således, at der endnu ikke er forekommet krig mellem stater, der har det liberale demokrati som styreform. Igennem historien har det vist sig, at der endnu ikke er udbrudt krig mellem stater med liberalt demokrati. Denne grundtanke stammer tilbage fra den tyske filosof Emanuel Kants tanker om den evige fred(kegley, 1999;541). Mennesket er bevidst om sine handlinger, og mennesket kan ligeledes erkende. Denne erkendelse er subjektiv og op til den enkelte. Mennesket samler sig i samfund, som Kant siger: Mennesket har en tilbøjelighed til at samfundsmæssiggøre sig, fordi det i en sådan tilstand føler sig mere som et menneske. Med menneskets bevidsthed og tendens mod større myndighed hos den enkelte kunne der etableres en forfatning, som var en fuldkommen retfærdig borgerlig forfatning. En sådan krævede, at der blev skabt et folkeforbund, der kunne sikre freden blandt stater. (Hans-Jørgen Schanz 2002;154). Den demokratiske fred har fået liberalister og neoliberalister til at arbejde på udbredelsen af det liberale demokrati til andre stater. Ligeledes kan det konkluderes, at antallet af disse i de sidste år er steget. Procenten af den demokratiske udbredelse på verdensplan er væsentlig højere i dag end i 1975(Kegley 1999;542). Denne betydelige stigning har dermed fået liberale institutionalister til at underbygge begrebet om den demokratiske fred. Derfor arbejder liberale institutionalister på oprettelsen af internationale institutioner. Liberalisterne foretrækker en omformulering af sikkerhedsspørgsmålet vedrørende nationale sikkerhed. Pga. af 17

den øget økonomiske interdependens, miljø o.l. er mange af verdens lande afhængige af hinanden og derfor sårbare. For at forhindre et kollaps er samarbejde nødvendigt(kegley 1999;423). Derved kunne der opstå en world security. Blandt liberalisterne hævdes, at disse problemer vedrører mange stater. Disse kan ikke løses på et unilateralt grundlag, men må løses i multilaterale organisationer gennem organer, der tager hånd om at sikre den kollektive fred. Det er i organisationer med demokrati, at nogle af disse problemer kan løses. Eksempler på disse er EU, NATO og OECD. De liberale teorier omkring de institutionelle rammer udviklede sig omkring 1970 erne med de to stormagters gradvise afspænding. De satte fokus på samarbejde mellem stater på trods af anarkiet i det internationale samfund(den Store Danske Encyklopædi bind 9;434). Det er nødvendigt for de involverede stater i et sådan samarbejde ikke kun at tænke på egen sikkerhed. Alle nationer skal udvise sikkerhed overfor hinanden. Sker dette ikke, er den fælles sikkerhed skrøbelig. I kraft af at mange sikkerhedspolitiske og andre spørgsmål er blevet globale, ser liberalisterne gerne disse klaret i globale institutioner. I sikkerhedspolitiske spørgsmål opererer staterne i verden under FNs sikkerhedsråd. Sikkerhedsrådet i FN arbejder på at sikre freden i verden. Medlemsstaterne har forpligtet sig til at følge den kollektive sikkerhed, som den er nedfældet i FN-pagten. Det kræver, som tidligere beskrevet, at alle deltagere samarbejder for at gøre FN stærkt. Liberale teoretikere anbefaler dannelsen af internationale organisationer som et middel til vejen mod fred, hvor FN tjener som et godt eksempel. 3.1.5 Neo-Neo syntesen Neo-neo syntesen giver et dækkende billedet af, hvordan verden ser ud i dag. Flere og flere problemer har global eller international karakter, og kan derfor bedre løses i samarbejde. Ikke-statslige aktører kan derfor med tiden tænkes at få endnu større betydning. Vi mener, at syntesen er relevant i forhold til at forstå og beskrive verdenssystemet i dag og derved også til at sige noget om effektiviteten i Sikkerhedsrådet. Rådets permanente medlemmers grundholdningen til verdenssystemet er ikke længere så entydigt som ved grundlæggelsen i 1945, hvor de overvejende kunne betegnes som realister. At opretholde mellemfolkelig fred indebærer i dag en lang række overvejelser, der går ud over Sikkerhedsrådets normale high polities beføjelser. Andre hensyn, der kan sammenfattes som low polities, er menneskerettigheder, interdependens/transnational økonomi og teknologi, miljøpolitiske problemer m.m. Disse bliver mere nødvendige at forholde sig til i fremtiden for at kunne opretholde mellemfolkelig fred, stabilitet og sikkerhed. Man må fra liberalisternes side anerkende, at 18

staten og dens interesser stadigvæk har stor betydning for IP. Mange problemstillinger i sikkerhedsrådet vil derfor også blive afvejet i forhold til nationale interesser. Disse udviklingstræk og hensyn er bl.a. indoptaget i neo-neo syntesen, hvilket gør den velegnet til både at forstå verdenssystemet, men også til at analysere, hvordan sikkerhedsrådet handler i forskellige situationer gennem et kompleks samspil mellem neorealismen og neoliberalismen. Neorealismen og neoliberalismen fik i 80erne et mere præcis og videnskabeligt præg. Denne indsnævring er ifølge Wæver en hovedårsag til, at det i 80-90erne har været muligt at foretage en historisk overraskende tilnærmelse mellem neoliberalisme og neorealisme. Denne tilnærmelse har dannet ramme om en ny teoretisk retning, som netop er neo-neo syntesen. Barry Buzan kan betegnes som en af syntesens ophavsmænd. Han forsøger at kombinere realismens anarki og statsdominans med liberalismens interesse for økonomisk teknologisk udvikling og interdependens(wæver 1992:125). Buzan har bl.a. kritiseret Kenneth Walts model for at være for statisk og for kun at lægge vægt på den politiske vinkel. Men også hans forkastelse af niveau 2 er blevet stærkt kritiseret af John Ruggie. Dette har Barry Buzan sammen med andre teoretikere så som John Ruggie prøvet at rode bod på ved at videreudvikle og åbne teorien. Neo-neo syntesens metode er mere positivistisk 2 og altfavnende, hvilket står i skarp kontrast til Waltzs oprindelige struktur - neorealisme. Neo-neo syntesen bliver af Lene Hansen kritiseret (Wæver 1992;157) for ikke at være tro mod denne metode. Hun sætter spørgsmålstegn ved, om teorien ikke bliver for kompleks og svær til overhovedet at kunne anvendes brugbart. Hun fremhæver, hvordan neorealismen mister sin skarphed til fordel for en altomfattende teori, der alligevel ikke kan leve op til sin positivistiske metode eller målsætning. Hun stiller endvidere spørgsmålstegn ved, om Buzan falder i den grøft, som Waltz kalder: At tro teorier skal være maksimalt detaljerede kort over virkeligheden (Wæver1992;157). Selvom neo-neo syntesen er kompleks og kompliceret, tilbyder den et mere dynamisk syn på IP og derved muligheden for en bedre fortolkningsramme. Buzan åbner teorien op, og gør den mere brugbar til at forstå verdenssystemet, da den inkluderer vigtige elementer og grundprincipper fra begge teoriretninger(se nedenfor). Ydermere kan det forudsættes som en naturlig konsekvens, at idet ver- 2 Positivismen kan beskrives således: Man beskæftiger sig med det virkelige i modsætning til det indbildte, og kun det der er tilgængeligt for menneskelig erkendelse. Centralt er det nyttige, det præcise og det kan organiserer. Viden er erfaring og beskrivelse, ikke forklaring. Positivismen metode er baseret på indsamling af data som skal kunne kontrolleres og observeres/deskriptive undersøgelser(samfundslex 2000;319) 19

denssystemet og derved teorier om verdenssystemet er en kompleks og vanskelig størrelse, må den teoretiske forståelsesramme også blive det, og at den herfra alligevel lever op til sin oprindelige metode. Den væsentligste forskel på neorealismen og neoliberalismen er, at førstenævnte mener, at staterne fokuserer på de relative gevinster, altså hvem der får mest ud af et samarbejde, mens neoliberalisterne mener, at staterne fokuserer på de absolutte gevinster får jeg noget ud af samarbejdet. Det der overordnet kan sammenfattes til fælles fra de to teoriretninger i neo-neo syntesen er følgende 4 punkter: 1) I den moderne verden nedprioriteres brugen af militært forsvar og dermed high polities. Magtressourcer er ikke længere kun bundet til militære styrke. 2) Begge neoretninger er enige om, at alle aktører er værdimaksimerende. 3) Staten er stadigvæk den primære aktør i international politik, men ikke-statslige aktører har også væsentlig betydning. 4) Internationalt samarbejde og løsning af konflikter har fået en mere central plads i IP. Disse 4 punkter kan også identificeres i det, som Ole Wæver kalder the liberal factor (Wæver 1992;160) eller i Buzans interaktionskapacitet. Denne faktor må altså medregnes for at forstå verdenssystemet teoretisk, da den på længere sigt kan udgøre en vedvarende gradvis opvirkning på spillereglerne i IP. Dette sammenfald i syntesen fra neorealisterne og neoliberalisterne har medvirket til, at det er nødvendigt med en analyse af regionale forskelle i verdenssamfundet. For at fylde det nødvendige tomrum som disse to neoteoriretninger efterlader, er neo-neo syntesen opstået og herunder Regional Security Complex Theory (RSCT). Denne teori er god til at beskrive regionale forhold, men ikke ud fra et udelukkende neorealistisk eller neoliberalistisk synspunkt. RSCT forklarer, hvordan enheder i en regional sammenhæng er bundet sammen i et sikkerhedsmæssigt kompleks, og den tager ligeledes globale hensyn med. (Buzan & Wæver, 2003;40). Et sådant kompleks opstår som oftest af historiske konflikter og af stridigheder parterne imellem gennem flere århundreder. Komplekset baseres ofte på sammenspil mellem den anarkiske struktur, magtbalanceforhold og lokale geografiske faktorer (Buzan & Wæver, 2003;45). RSCT begår sig på et underglobalt plan, og teorien kigger på geografiske mønstrer i den sikkerhedsmæssige interdependens. Teorien kunne såmænd være spændende nok til brug for vores casestudier. Dog er vi nået frem til den konklusion, at RSCT er for omfattende og vil kræve kolossal gennemarbejdning, så 20