ATV Jord og Grundvand Miljøjura for enhver - Det store overblik 17. juni 2008 - Schæffergården, Gentofte Advokat (H) Håkun Djurhuus
Det store overblik en ambitiøs titel Arrangørernes mål: At alle tilstedeværende i dag kl. 16.00 føler sig væsentligt bedre rustede til at træffe afgørelser og give råd om miljøretlige problemstillinger. Den miljøretlige regulering er i helt særlig grad en detailregulering. Det betyder, at miljøretlige regler, vejledninger og miljøretlig praksis for henholdsvis 1. instansmyndigheder, rekursorganer og domstole er helt ekstraordinært omfattende. Alene i medfør af Miljøbeskyttelsesloven er der udstedt mere end 200 retsforskrifter (bekendtgørelser m.v. miljøbeskyttelsesloven er en rammelov). Fordelen ved detailregulering er, at der kan findes bestemmelser om stort set alt af miljøretlig relevans. Kunsten ligger i at finde reglerne og naturligvis navnlig at anvende dem korrekt.
De væsentligste miljøretlige love Miljøbeskyttelsesloven (Lov nr. 1757 af 22.12.2006). Jordforureningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 282 af 22.3.2007 med senere ændringer). Miljøskadeloven (Lovforslag 118 og 119, vedtaget af Folketinget den 22. maj 2008). Planloven (Lov nr. 813 af 21.6.2007). Naturbeskyttelsesloven (Lov nr. 749 af 21.6.2007 med senere ændringer)
De væsentligste miljøretlige love - fortsat Miljømålsloven (Lov nr. 1756 af 22.12.2006) Miljøerstatningsloven (Lov nr. 225 af 6. april 1994). Retssikkerhedsloven (Lov nr. 525 af 6.6.2007 med senere ændringer). I øvrigt; Lov om kemiske stoffer og produkter, affaldsforordningen, affaldsbekendtgørelsen, deponeringsbekendtgørelsen, godkendelsesbekendtgørelsen, husdyrbrugsloven, vindmøllebekendtgørelsen etc. samt de forfatningsretlige og forvaltningsretlige regelsæt, herunder Forvaltningsloven, Lov om aktindsigt i miljøoplysninger, Lov om offentlighed i forvaltningen etc.
Miljøbeskyttelsesloven Generelt: En af de væsentligste love på det miljøretlige område. Der er tale om en rammelov (Ministeren kan fastsætte nærmere regler om ). Loven indeholder bl.a. bestemmelser om: Spildevand Miljøgodkendelse af særligt forurenende virksomheder (listevirksomhederne kap. 5) Affald kap. 6 Genanvendelse og renere teknologi (kap. 7) Anmeldelsespligt ved forurening - 21 Ekspropriation kap. 8 Tilsyn og håndhævelse kap. 9 Jordforurening og grundvandsforurening, luftforurening, vibrationer, støj, udsendelse af microorganismer etc. Regler om klageadgang, opsættende virkning og domstolsprøvelse, straf kap. 13 m.v.
Jordforureningsloven Generelt: Den oprindelige tanke var at samle reglerne om jordforurening i én lov. Jordforureningssager er imidlertid reguleret både i Jordforureningsloven, Miljøbeskyttelsesloven, Olietankbekendtgørelsen m.v. Jordforureningslovens hovedelementer: Kortlægning af forurenede og muligvis forurenede ejendomme kap. 2 Den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats kap. 3 Værditabsordning for boligejere kap. 4 Påbud i jordforureningssager kap. 5 Særlige regler om villaolietankforureninger - 48 og 49 Bortskaffelse og anvendelse af jord kap. 6 Administrative bestemmelser kap. 7 Tilsyn og håndhævelse kap. 8 Bestemmelse om klage og søgsmål, herunder opsættende virkning kap. 10
Miljøskadeloven Generelt: Selvstændig lov og tillige en ændringslov (LF 118 og 119) om ansvaret for miljøskader. Miljøstyrelsen anslår, at loven vil finde anvendelse i 5-15 sager om året. Der er netop gennemført høring over en vejledning om begrebet miljøskade. Vejledningen er på ikke mindre end 109 sider, hvilket i sig selv er sigende! Loven pålægger med få undtagelser (bl.a. landbruget) et ubetinget (objektivt) offentligretligt ansvar.
Planloven Generelt: Loven regulerer i alt væsentligt anvendelsen af fast ejendom. Eksempel: Loven skal sat på spidsen hindre, at der bygges kemiske fabrikker (eller fyrværkerifabrikker) i boligområder, henholdsvis at der opføres parcelhuse i industrikvarterer. Loven giver mulighed for alene fremadrettet at detailregulere anvendelsen af fast ejendom helt ned på detailplan og som udgangspunkt uden ekspropriationserstatning erstatningsfri regulering.
Naturbeskyttelsesloven Generelt: Loven fastlægger beskyttelsesområder (eksempelvis 3) og beskyttelseslinier (eksempelvis skovlinien på 300 meter MBL 17). Loven regulerer offentlighedens adgang til strande, skove, det åbne land m.v. Loven indeholder regler til beskyttelse af internationale naturbeskyttelsesområder m.v. Loven indeholder regler om fredning (lovens kap. 6)
Miljømålsloven Generelt: Loven fastlægger rammerne for beskyttelsen af overfladevand og grundvand og for planlægning indenfor de internationale naturbeskyttelsesområder. Loven fastsætter bestemmelse om udarbejdelse af vandplaner, Natura 2000-planer m.v.
Miljøerstatningsloven Generelt: Der er tale om en erstatningslov ikke en påbudslov. Loven indfører et objektivt erstatningsansvar (ansvar uden skyld) for miljøskader, der sker efter lovens ikrafttræden den 1. juli 1994 og som hidrører fra typisk listevirksomheder, autoværksteder, tanke på mere end 6.000 liter m.v. En offentlig myndighed, der eksempelvis bruger 2 mio. på akutte afværgeforanstaltninger efter udslip af kemikalier til en å, kan på baggrund af miljøerstatningsloven kræve sine omkostninger erstattet af forureneren. Da loven regulerer objektivt erstatningsansvar, vil loven for offentlige myndigheder ofte være et både nemmere og skarpere instrument end den traditionelle forvaltningsmæssige håndtering gennem påbud, selvhjælpshandlinger etc. Loven synes ofte at være overset af offentlige myndigheder.
Retssikkerhedsloven Generelt: Indeholder bestemmelser om offentlige myndigheders adgang til private ejendomme. Indeholder bestemmelser om at videre undersøgelser og efterforskning skal overlades til politi og anklagemyndighed, såfremt der foreligger begrundet mistanke om strafbare forhold.
Særligt om jordforureningssager og valg af den rette lov og de rette regler Oversigt over de vigtigste regler: Anmeldelsespligt: Miljøbeskyttelselovens 21 (Ansvarssubjekt: Ejer/bruger). Undersøgelsespåbud: Jordforureningslovens 40 (hvis forureningen ikke er ophørt 1.1.1992). Sammenhold med Jordforureningslovens 76, stk. 4 om myndigheders erstatningsansvar, hvis der viser sig ikke at være en forurening eller hvis den, der har fået påbuddet, ikke er forurener. Typisk hjemmel for oprensningspåbud efter de gamle regler (forureninger fra før 1.1.2001): Miljøbeskyttelseslovens 69, jf. 19 kræver som udgangspunkt culpa/uagtsomhed hos påbudsadressaten.
Særligt om jordforureningssager og valg af den rette lov og de rette regler - fortsat Oversigt over de vigtigste regler: Oprensningspåbud de nye regler (forureninger efter 1.1.2001): Jordforureningslovens 41. Der er tale om et objektivt offentligretligt ansvar, det vil sige, at påbud kan gives til offentlige og private virksomheder uanset, hvordan forureningen er sket, det vil sige uden at myndigheden skal bevise uagtsomhed. Miljøerstatningsloven forurening fra listevirksomheder, autoværksteder og tanke på mere end 6.000 liter, hvor forureningen sker efter 1.7.1994. Villaolietankforureninger oprensningspåbud: Jordforureningslovens 48 (sammenholdt med 49 vedrørende forsikringsdækning). Tidsmæssigt kriterium: Forureninger fra tanke, der er eller kan være i drift, hvor forureningen konstateres efter 1.3.2000.
Oversigt påbud/erstatning - jordforurening 1.1.1992 1.7.1994 1.3.2000 1.1.2001 -------X---------------------X---------------------------------------------X--------------------------------X------------------- "Villaolietankordn", JFL Påbud i.h.t. JFL Forurenings- Undersøgelses- Mel 48 og 49 kap. 5 + obj., off. tidspunktet påbud. JFL 40 Erstatning (ej Obj.ansvar + forsikring retligt ansvar (jfr. 76, stk. 4) påbud) BEM: her er det undtagelsesvis Obj. ansvar konstateringstidspunktet der er afgørende + culpakrav v. oprensningspåbud
Generelt om miljøretlig regulering og håndhævelse (de nedenfor angivne oplysninger er hovedregler for forhold, der gælder generelt i den miljøretlige regulering) 1. Klagefrister: Typisk 4 uger fra modtagelse af meddelelse om afgørelsen. 2. Søgsmålsfrister: Typisk 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt. Er sagen forinden påklaget, er søgsmålsfristen 6 måneder fra klageinstansens afgørelse. I jordforureningsloven er søgsmåls-fristen forlænget til 1 år. 3. Opsættende virkning hovedregel: Klage over bebyrdende afgørelser (eksempelvis påbud) har opsættende virkning. Klage over begunstigende afgørelser (eksempelvis tilladelser) har ikke opsættende virkning. 4. Søgsmål/anlæggelse af retssag: Har ikke opsættende virkning (Grundlovens 63).
Generelt om miljøretlig regulering og håndhævelse fortsat 5. Håndhævelsespligt: Miljømyndighederne har håndhævelsespligt. Sædvanlig formulering: Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning. 6. Lovliggørelsesmetode: Enten fysisk lovliggørelse (eksempelvis nedrivning af en ulovlig opført carport, oprensning af en jordforurening eller lignende) eller retlig lovliggørelse (efterfølgende meddelelse af dispensation, vedtagelse af ny lovliggørende lokalplan, meddelelse af tilladelse i henhold til Miljøbeskyttelseslovens 19 etc.).
Generelt om miljøretlig regulering og håndhævelse - fortsat 7.Klagesager: A) Miljøklagenævnet: Fuld prøvelse, det vil sige både af faktum/tek- niske forhold og juridiske forhold. B) Begrænset prøvelse. Sædvanligvis alene prøvelse af retlige forhold. Undtagelseseksempel: Landzonetilladelser i henhold til Planlovens 35 (fuld prøvelse). Hvem skal sagsøges 1. eller 2. instansen? Svar: Miljøklagenævnet. I naturklagenævnssager: Naturklagenævnet og/eller 1. instansmyndigheden (kommunen). Hvis Naturklagenævnets prøvelse har været begrænset til retlige forhold, skal Naturklagenævnet alene sagsøges, såfremt søgsmålsgrunden er retlige forhold. Hvis søgsmålsgrunden tillige er anfægtetelse af fatiske forhold, forvaltningsretlige skøn m.v., vil det efter omstændighederne kunne være nødvendigt også at sagsøgte 1. instansen.
Generelt om miljøretlig regulering og håndhævelse fortsat 8. Remonstration: Alt for ofte afsluttes et langt sagsforløb med eksempelvis en frifindelse som følge af fodfejl såsom eksempelvis manglende partshøring eller lignende. Sådanne sager er meget ressourcekrævende. I en situation, hvor det eksempelvis i forbindelse med en klagesags-behandling står klart, at der er eller sandsynligvis er begået forvaltningsretlige fejl, bør 1. instansmyndigheden seriøst overveje at tilbagekalde sin påklagede afgørelse og rette fejlen. Dette vil spare betydelige ressourcer.