R E P L I Q U E
Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen
Det amoralske samfund VÆRDIER Den værdineutrale stat er skabt af frihedstanken, men ender med at blive til ufrihed, fordi den nedbryder sit kulturelle og historiske fundament. Det er nødvendigt at opgive projektet om den neutrale stat, hvis vi vil beholde vores kulturelt betingede frihed. Af Mikael Brorson Legalisér hash! Legalisér narkotika! Det er klassikere og man får tudet ørerne fulde med det: lad anarkiet rase, ak ja, legalisér og normalisér det hele. På området er der bred konsensus på både venstre- og højrefløjen. Det maskeres som frihed igennem statens værdineutralitet, og venstreekstremister såvel som liberale og konservative (eller blandinger af disse) bider på! Man må naturligvis spørge sig selv: hvad i alverden er det for en frihed? Er man i tvivl kommer besvarelsen her: Der er tale om en anarkistisk frihedsopfattelse. Friheden er blot et produkt af mængden af love og man opnår således mere frihed ved afskaffelsen af så mange love som overhovedet muligt. Og hvordan sikrer man så at flest muligt love kan forkastes? Man påkalder sig blot vor tids eneste næsten objektive sandhed: den værdineutrale stat. Man ignorerer blot et i denne sammenhæng fuldstændig essentielt faktum. Den selvsamme værdineutrale stat som man konstant agiterer for ender med at ødelægge den frihed man så inderligt - og af et godt hjerte - begærer. Med andre ord er det midlet som forhindrer målet. Lad mig derfor i denne kronik føre et konservativt frihedsforsvar imod tidens nedbrydende legaliserings- og normaliseringsfænomener og redegøre for, hvorledes der ingenlunde er et modsætningsforhold, men nærmere et tilhørsforhold, mellem moral og frihed. Med den værdineutrale stat er vi blevet et amoralsk samfund. Vi er samfundet, som bagatelliserer etik og moral, og påberåber os friheden som det allervigtigste; altså, den demoraliserende frihed. Og netop dette fører til, at vi ikke anerkender én moral. Det eneste, vi egentlig anerkender, er vores egen mening. Således kan intet være rigtigt og intet være forkert: det kommer nemlig an på øjnene der ser. Ovenstående er opskriften på moderne kulturrelativisme. Det handler om hvad jeg synes, og hvad jeg mener. I det moderne samfund bliver det dermed også direkte forkasteligt at mene, at noget er rigtigt og noget er forkert i hvert fald medmindre en stat har formuleret det eksplicit på en lap papir, og erklæret det en lov. Dette har også spillet en central rolle i nedbrydelsen af autoriteter i det danske samfund. Kulturrelativismen er egoistisk i sit væsen, idet man gør individet til omdrejningspunktet for alt andet. Og hvordan skulle man så forvente, at dette individ kan sætte sig ud over sig selv, og eksempelvis adlyde en autoritet? Mange, heriblandt konservative, ønsker som nævnt at normalisere prostitution og legalisere hash. Vi kan ryge og rejse i fred, og prostitution skal eksempelvis anerkendes som et helt normalt erhverv. Om du er rengøringskone, SOSU- Side 45
assistent, pusher, prostitueret eller bankdirektør; det skal, må og bør ingen rolle spille. Først kan man dog spørge: ønsker vi i virkeligheden en normalisering af prostitution? Ønsker vi, at man som ledig kan begive sig ned på jobcenteret, og her blive indstillet til et job som prostitueret - og man har ellers bare at tage jobbet, for ellers ryger dagpengene! Forhåbentlig ikke. Men i det moderne og demoraliserede samfund, er det forkert at mene, at der er jobs som er bedre end jobbet som prostitueret. Jeg er såmænd enig i det umiddelbare frihedsargument: hvis man ønsker at være prostitueret, er det ens eget valg. At der findes prostituerede, som kan lide deres job, det er jeg heller ikke i tvivl om. Men om vi som samfund skal gøre det normalt at sælge sin krop, og reducere sex til et kontraktligt forhold, frem for det mest intime mellem to mennesker? Det er en nihilistisk og kynisk tankegang. Hvordan opretholder vi i så fald sædeligheden i det danske samfund? Den eneste løsning, der i dagens Danmark kan tænkes er, at staten går ind og lovgiver. Det er heri, et stort problem ligger. For en stor del af de danske borgere - hvad end man bekender sig til konservatismen eller liberalismen - vil ikke være med til at lovgive om, hvorvidt folk skal være prostituerede, eller hvad danske borgere må ryge. Selvfølgelig vil vi da ikke det! Og da vi ikke ønsker at lovgive, må vi ignorere problemet. I den situation ender sædeligheden med at komme i anden række. Men hvorfor er det sådan i dagens Danmark? Hvorfor kan vi ikke komme uden om at lovgive om problemerne? Svaret herpå skal findes i historien. Førhen så man ned på protistuerede eller overdreven brug af nydelses- eller rusmidler, som eksempelvis alkohol, i store dele af vores samfund. Det gjorde vi, fordi vi i vores familier var opdragede hertil. Og sådan blev vi opdraget, fordi vores familier var påvirket af en kultur, som tillagde værdighed, ægteskab og en grad af afholdenhed stor værdi. Og hvorfor den kultur: fordi vi havde kristendommen, og moralen som følger hermed. Og hvorfor kunne dette opretholdes? Fordi vi beskyttede det, som nation; fordi vi havde en stat, som ikke var værdineutral. Vi havde en stat som anerkendte opretholdelsen af essentielle fællesskaber, og vi havde en stat som eksempelvis anerkendte protestantismens rolle og dermed forrang i indretningen af samfundet såvel som i værdimæssige spørgsmål. Problemet er i virkeligheden, at vi mangler de stærke fællesskaber. Ikke et fællesskab som defineret af en socialist, hvor alle tvinges til at være en del af et materielt sammenhold, og hvor godhed, værdier og medmenneskelighed er statsliggjort. Her taler vi om tidligere tiders partikulære og autonome fællesskaber. Vi taler om den kristne kernefamilie, vi taler om kultur og vi taler om religion. Det som definerer os, gør os til noget fælles. Det som binder os sammen. Yderligere skal medregnes det fællesskab som danner rammerne for disse
REPLIQUE 3. årg. s. 45-48 Det amoralske samfund Af Mikael Brorson partikulære fællesskaber: nationalstaten. Nationen - og nationalstaten - kræver lige præcis en aktiv kulturpolitik, hvis denne skal opretholdes. Her er tale om en helt central pointe: der findes ikke en kultur uden en religion, og der kan ikke være tale om en nation uden en kultur. Nationalstaten er således afhængig af de partikulære fællesskaber og disse har sammen gødet jorden til den frihed vi nyder godt af i dag - og den frihed, som vi nu har travlt med at reducere, radikalisere og udmagre. Det startede med en direkte nedbrydelse af friheden, til fordel for velfærdsstat. Dette blev senere til 68 ernes (lige så fejlfortolkede dengang som nu) frihedsdyrkelse og med feministernes krav om statsstyret lighed begyndte staten at spille en større og større rolle. Staten skulle være vores allesammens trosfællesskab, hvor vi kunne være lige og deles om de fælles goder. Flere og flere offentlige arbejdspladser blev oprettet. Flere blev pacificerede af staten, og efterhånden var en stor del af den danske befolkning afhængig af staten; og af de politikere, som ville sikre dem en hyre eller overførselsindkomst. Det var ikke blot en afmoralisering, men ydermere demokratiets fallit. Vores bekæmpelse af de gamle fællesskaber, til gavn for staten, har haft vidtrækkende konsekvenser. For i vores desperate forsøg for at undslippe disse fællesskaber og de fælles værdier og forpligtelser som fulgte med, bliver man nu tvunget til at bruge lovgivning og statslig tvang. Således blev vores forsøg på at opnå mere frihed - efter bedste liberale forbillede - til endnu mere ufrihed. Og hvad sker der, når man har et tvangsfællesskab med noget nær monopol på befolkningen? Et trosfællesskab, som kan finansiere sig selv ad nauseam igennem skatteindkrævning, og hvor kun den folkelige opinion - altså, den lille del som ikke allerede er gjort afhængige af staten - kan forsøge at modvirke forfaldet og den reelle sociale massegrav: rodløshed og ufrihed? Der sker det man kunne frygte. Vi ser et statsligt hegemoni over fællesskaberne. Når vi får problemer, ringer vi til sagsbehandleren frem for familien. Når vi udfører kriminelle handlinger og påfører andre skade, er det samfundets skyld og det personlige ansvar spiller ingen rolle. Når vi ikke kan navigere i livets labyrint forventer vi behandlingsgaranti i den offentlige psykiatri, i stedet for at gå i kirke, eller spørge vores nære til råds. Og når muslimer i København chikanerer jøder, skal de personer som står bag antisemitismen ikke bøde; så skal Københavns Borgerrepræsentation blot sørge for, at der ikke må køres bil i området. Således blev ønsket om frihed til ufrihed. Liberalisterne var så optagede af at indrette staten så værdineutralt som overhovedet muligt. I forsøget på det blev der ikke taget hensyn til opretholdelsen af kulturen; og således var det eneste som reelt kunne regulere vores opførsel hin enkelte eller staten. Problemet heri er blot, at det autonome selv i nogen grad må reguleres eller Side 47
influeres, hvis ikke af fællesskaber så af staten. Som Joseph de Maistre udtrykte det: Man in general, if reduced to himself, is too wicked to be free. Det amoralske samfund er i sandhed det ufrie samfund. Frihed er hverken hash eller prostitution, og færre love er ikke altid lig med mere frihed. Hvis vi indretter en stat, som bestræber sig på at være værdineutral, spænder vi ben for os selv. For når vi i samme ombæring tager livet af vores naturlige fællesskaber, er det eneste som kan kontrollere os og opretholde et moralsk samfund, den stat vi bekæmper. Der er kun to veje med den værdineutrale stat: det ufrie samfund eller det amoralske samfund.