Tekster: Sl 22,22b-32, ApG 10,34-41, Luk 24,13-35 Salmer: Rødding 9.00 241 Tag det sorte kors 242 Hører I som græde 243 Luk øjne op, al kristenhed 249 Hvad er det at møde Lihme 10.30 241 Tag det sorte kors 218 Krist stod op (førref.mel.) 242 Hører I som græde 243 Luk øjne op, al kristenhed 438 Hellig 248.4-5 Da kommer du igen til os 249 Hvad er det at møde Jo mere man læser i Biblen, jo mere opdager man, at den nok handler om begivenheder og personer i en fjern fortid på et fjernt sted, men den handler samtidig også om os her på vores sted, i vores tid, ligesom den sikkert også har handlet om bønder i England i 800 tallet, om arbejdere i Finland i 1800 tallet, ja om mennesker alle vegne til alle tider. Grunden er, at biblen fortæller om, hvordan Guds virkelighed møder menneskers virkelighed, og over for Gud er vi alle på en måde ens stillet. Vi kan ikke selv sætte noget i værk, men mødet sker når Gud vil og som Gud vil. I evangeliet i dag har vi 1
hørt to mænd, som er i en situation, der ligner vores situation rigtigt meget. De er grebet af Jesus skikkelsen, de ved at han er død, og de har også hørt at han er opstået fra de døde. Men mens deres betagelse af Jesus er reel nok: de havde virkelig håbet, at det var ham der skulle forløse Israel, og deres skuffelse og sorg er lige så virkelig: de havde håbet, det underforstået: men det var det jo så alligevel ikke! Så ved de slet ikke hvad de skal stille op med det de har hørt om at han er opstået fra de døde: nogle af kvinderne har forfærdet dem, siger de ved at fortælle at de har funder graven tom og mødt en engel der sagde, at han lever. Og det er jo også sådan, det er for os. Vi grubler og diskuterer, hvordan det mon skal forstås, dette med at Jesus er opstået fra de døde, og vi prøver igen og igen at bringe det i overensstemmelse med det billede af verden og virkeligheden, der nu en gang er vores. Men det lykkes ikke. For det er selve vores forståelse af virkeligheden, der rystes af evangeliet om Jesu opstandelse. Vi har rigtigt meget forstand på den virkelighed, vort liv udspiller sig i. Vi har undersøgt og analyseret denne virkelighed på alle mulige måder og med rigtigt stort held. Når man sammenligner hvad vi dag ved om universet, om mikrobiologi, om sygdom og sundhed med hvad man vidste for en generation siden, så har vi på bare de sidste 50 år fået meget, meget dybere indsigt i virkeligheden end man havde før. Vi har også oplevet, hvordan grænsen mellem liv og død i de sidste årtier er blevet flyttet. Fostre som tidligere blev regnet for aborter kan i dag holdes i live og få et liv som alle andre takket være lægevidenskabelige teknikker. Sygdomme som for en menneskealder siden var uomgængeligt dødelige kan i dag helbredes eller holdes i ro, så patienterne kan få et liv som alle 2
andre. Men selvom grænsen mellem liv og død er forrykket, så er det stadig sådan, ja, det er vel i endnu højere grad sådan, at er grænsen først overskredet, er et levende væsen først dødt, så er der ingen vej tilbage. Derfor er tanken om Jesu opstandelse så svær at have med at gøre for moderne mennesker. Kristeligt Dagblad skrev lige her op til påske om, at troen på et liv efter døden er langt mere udbredt blandt moderne danskere end troen på Jesu opstandelse. For hvad døden er, ved vi stadig ikke noget om ud over at den ikke er liv, sådan som vi i den daglige virkelighed erfarer liv, så derfor kan vi sådan set forestille os hvad som helst om døden uden at komme i konflikt med den almene tilværelsestolkning, bare vi ikke lader døden gribe ind i livet, for så bliver alt uberegneligt. Men ved vi ikke noget om hvad døden er i sig selv, så ved vi til gengæld, at bevægelsen fra død til liv kun går den ene vej, at noget levende kan dø. Vi kender simpelthen ikke eksempler på den modsatte bevægelse, at noget dødt kan blive levende. Derfor er tanken om Jesu opstandelse så provokerende for os. Og derfor ligner vi de to disciple der gik fra Jerusalem mod Emmaus så meget. Det, der er sket, er for mærkeligt, for sært til at de kan have noget med det at gøre. Men fortællingen, vi har hørt har jo så også en løsning på den problemstilling, de står i: For mens de går der på vejen og tumler med det fuldstændigt urimelige, de har hørt, at Jesus er opstået fra de døde, så går han selv sammen med dem. Og ikke bare er han der og følges med dem. På et tidspunkt gør han ovenikøbet ende på deres mismodige skuffelse ved at vise sig for dem som den han er: Jesus, den mægtige profet, der ikke blot var død, men som nu lever trods døden. 3
Jesus giver sig til kende for de to disciple, idet han bryder brødet, og uvilkårligt tænker vi, at han holder nadver med dem. Nu ligger det jo fristende nær at sige: vi skal også bare gå til alters, så skal vi nok møde den opstandne Kristus. Men sådan er det ikke. For det første: Jesus giver sig til kende for de to på sine egne præmisser. Det er ikke dem, der foranstalter en altergang, hvorefter Jesus er der lyslevende for dem. Men det er Jesus der bryder brødet, og i det samme står det klart for dem, at det er ham. For det andet: Jesus har været der hele tiden. De har bare ikke forstået, at det var ham. Og Lukas, der har fortalt episoden, har i øvrigt tror jeg meget bevidst ikke skrevet noget om at Jesus holdt altergang med dem. Han antyder det ganske vist med ordene om at Jesus bryder brødet, men det andet nadverelement, vinen, mangler jo altså. Og i øvrigt omtales de to som disciple, men da Lukas fortæller om Jesu indstiftelse af nadveren, er det apostlene, der er til stede sammen med ham, altså en snævrere kreds af disciple, så de to vandrere kender formodentlig slet ikke til nogen nadver. Nej, faktisk tror jeg fortællingens sigte er et andet: de to disciple har gået om dagen og været i vildrede, og uden at de har vidst det, har Jesus hele tiden været sammen med ham. Nu bliver det aften. Dagen er ved at være forbi. Da giver Jesus sig til kende for dem. Og de løber tilbage for at fortælle det til de andre disciple og apostlene, men de når slet ikke at fortælle noget, før de andre fortæller, at de har gjort sammen erfaring. Så hvad har fortællingen at sige os, der går her og tumler med opstandelsens mulighed eller umulighed? Fortællingen siger til os, at alt imens vi grunder og grubler og diskuterer og ikke kan finde ud af noget, så er den opstandne Jesus sammen med os. Vi kan ikke 4
erkende ham, men han kender os og han holder os fast på det der er hovedsagen, at det er gennem lidelse og smerte, Kristus går ind i sin herlighed, så det at lide og havde det skidt aldrig kan udtryk for gudsforladthed, men tværtimod betyder, at Kristus er en særligt nær. Samtidig rummer fortællingen et løfte: for da dagen går på hæld og aftenen kommer, da træder Kristus ud af sin skjulthed. Sagt med andre ord: når mørket, - og det er vel døden -, kommer, så vil Kristus ikke lade os forsvinde i mørket, men han er der og giver sig til kende for os for at vi ikke skal være alene, og det skal ikke blot være vores egen personlige erfaring, men en erfaring vi skal dele medalle der hører Kristus til. Lad os bare se i øjnene, at vi ikke forstår det med opstandelsen. det bliver opstandelsen ikke mindre virkelig af. For den opstandne Kristus er hos os hele tiden, og han vil aldrig forvinde fra os, men give sig til kende for ham før natten kommer. Glædelig påske. Amen. 5