64 magasinet bornholm

64 magasinet bornholm

DET VAR I AAKIRKEBY, JEG SÅ HAM. FØRSTE GANG. HAN FOREKOM PÅ EN GANG FREMMED - DENNE UNGE MAND KLÆDT I SORT. OG SÅ ALLIGEVEL IKKE. MEN ALENE HANS HØJDE STAK UD. OG DET KRONRAGEDE HOVED - JA, DET NÆRMEST SKREG STORBY... Tekst Ida Lassen Fotos Torben Villumsen magasinet bornholm 65

Præstasnûdan...EN HALV TIME SENERE SÅ JEG HAM IGEN. DENNE GANG TÆT VED BUSSELY OG LODBERGS SMEDJE. Målbevidst, iført attaché-mappe, i rask gang på vej mod den sydlige ende af byen. En fremmed. En fremmed på gennemrejse. Ingen tvivl om det. Og fremmed, det var han. Denne Kim Fischer Nielsen. Importeret fra skyggesidernes København, i tæt kontakt med misbrugsfolket og aidsramte. Importeret til det trygge, nære, tætte lokalsamfund på sydlandet. Han opholdt sig kun på Bornholm i få måneder og forlod øen igen, da sommeren gik på hæld. Men alligevel var han en af dem - en af de få - der på allernærmeste hold kom til af dele nogle af livets største øjeblikke med de lokale Pedersker-boere. Men hvad får en ung, nyuddannet teolog fra København til overhovedet at søge jobbet som præst i et lille sogn på Østbornholm? At flytte sig fra sin centralt placerede toværelses lejlighed på Amager tæt på byens puls til en lille gul bungalow i Pedersker godt nok med egen carport og køkkenhave? At kaste den behagelige storbyanonymitet overbord og placere sig selv i centrum for et fremmed folks interesserede og ind i mellem nysgerrige blikke? Mærkeligt nok lyder det hverken hult eller som en kliché, når han med alvor i stemmen og en Kings med filter i hånden bekræfter, at der er tale om et kald.»jeg vil virkelig gerne dét her, jeg vil virkelig gerne være præst,«siger han.»jeg går så meget ind for det kristne budskab om tolerance, næstekærlighed og tilgivelse, at det i den grad giver mening for mig at være præst.«at det så lige blev Bornholm var nok mest, fordi jobbet tilfældigvis var her. Men ikke desto mindre har flytningen til netop Bornholm understreget hans følelse af at have kastet sig ud i noget spændende og eksotisk. For der er forskel på København og Pedersker. På storbyen og Bornholm.»Det er ganske særligt at opleve, hvordan det pludselig er interessant, hvad præsten mener, siger han og trækker æ¹et i præst på det bedste bornholmske, han har lært. Uanset hvad, så forventer man noget særligt af præsten. Han skal se ordentlig ud, opføre sig ordentligt, ikke drikke for mange øl, og så har han kone og børn. Havde jeg været 50, var et Johannes Møllehave-agtigt look med fløjlsbukser og fornuftige Jacoform sko nok det, de fleste havde forventet, siger den unge præst, der selv går ungt og stilsikkert men afslappet klædt.det er da sket, at jeg har delt en flaske vin med mig selv en aften, og jeg har måske endda købt flasken i den lokale brugs, men det er ikke noget jeg har skiltet med, smiler Kim Fischer.«Ganske vist er han selv vokset op i et lille samfund i det sydfynske og var derfor bekendt med og godt forberedt på den eksponering, han ville blive udsat for. Men at interessen for hans person skulle blive så stor, havde han ikke forudset. Han er ikke i tvivl om, at nysgerrigheden over for det nære er vigtig. Altså at man i det lille lokalsamfund interesserer sig for hinanden og engagerer sig i sine omgivelser.»nysgerrigheden er på den måde med til at holde én i gang, og man bliver ikke så let ensom. Ud fra et kristent synspunkt, skal vi faktisk på et eller andet plan bekymre os om det liv, der omgiver os. Men nysgerrighed bliver let til nyfigenhed, og med den følger sladderen. I min tid i Pedersker har jeg nok oplevet sladder men ikke ondsindet sladder,«siger Kim Fischer. 66 magasinet bornholm

fakta Sognepræst Kim Fischer Nielsen, 33 år er født og opvokset på Tåsinge ved Svendborg. Cand. theol. i 2001. Sit første præstembede fik han som vikar i Pedersker fra 1. marts til 15. august 2003. Kim Fischer Nielsen har blandt andet arbejdet som rådgiver på AIDS-linien, på en familiebehandlingsinstitution, hvor misbrugere kan være sammen med deres børn, mens de er i behandling. Desuden har han besøgt en række gadeprojekter i udlandet, der lavede opsøgende socialt arbejde blandt unge prostituerede. Kim Fischer Nielsen forlod Bornholm 1. september for at tiltræde som hjælpepræst ved den danske kirke i Bruxelles. Det store ansvar: Han føler et stort ansvar for at udfylde sin rolle som præst og medmenneske og at give begrebet næstekærlighed mening i praksis. Med jævne mellemrum sover Kim Fischer med telefonen under hovedpuden. Det sker, når han har vagt på Sct. Nicolai Tjenesten, som er en kristen telefontjeneste, der giver ensomme, ulykkelige og rådvilde mennesker mulighed for at tale med et andet menneske om sine problemer. Det er ikke mange nætter siden, at han der fra sengekanten hjalp et ensomt menneske ved at lytte og tale en halv times tid.»bagefter tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, jeg var der. Jeg fik en fornemmelse af, at det virkelig betaler sig at anstrenge sig, at yde en indsats,«siger Kim Fischer. Som han sidder der i sin enkelt indrettede stue omgivet af bøger, musik og levende lys, har man måske et svar på, hvorfra han selv henter saft og kraft. magasinet bornholm 67

Præstasnûdan Den store lokale interesse har gjort det let for ham at komme i kontakt med folk, og han føler sig modtaget med åbne arme. De lokale vil gerne præsentere sig selv og så selvfølgelig høre lidt om, hvad ham præsten er for én.»en bedstemor passer mig op på gaden, fordi hun gerne vil vise mig sine børnebørn, og i Brugsen møder jeg endnu et par stykker, der gerne vil sludre. På mig har det ikke virket omklamrende, men jeg kan da godt forestille mig de, der var løbet skrigende bort. Tværtimod har den kolossale opbakning og interesse betydet, at jeg har fået den bedste start på mit præsteliv, jeg kunne ønske mig.«lige fra starten har han konsekvent hilst på alle han møder. Hilsner der kun med enkelte undtagelser bliver gengældt. Og en del tyske turister har sikkert fået noget at tænke over: Hvem pokker kender jeg i Pedersker? Men det er ikke kun det lokale samfunds opmærksomhed, der gør forskellen mellem land og by. F.eks. konfirmanderne.»jeg tror, at de unge her lever et noget andet liv og får nogle andre værdier med hjemmefra. F.eks. da jeg introducerede årets konfirmander for det voksende problem med stoffer og narkotika blandt deres jævnaldrende og forsøgte at forklare dem, at uanset, hvad de kommer ud for, så vil kirken være der for dem - ja, det faldt faktisk lidt til jorden. Det var åbenbart ikke en relevant dagsorden.«og efterfølgende er han blevet i tvivl om, hvorvidt emnet har været bragt på banen for tidligt.»selvom de på mange måder agerer som teenagere, så fornemmer jeg, at de unge her er mere afventende og velopdragne end deres jævnaldrende i byen.havde de været mere stille end de var, havde jeg troet, der var noget galt.de forekommer heller ikke så modige, men måske hænger det sammen med en større respekt for kirken. De fik helt frie hænder til at planlægge deres konfirmationsgudtjeneste, og jeg havde håbet, de kunne finde på at rappe trosbekendelsen. Men det blev der ikke noget af. På den måde er de ikke så udfarende og eksperimenterende.«som vikarierende sognepræst i Pedersker Sogn har Kim Fischer Nielsen få dage forinden forrettet sin fjerde begravelse. Forrygende! Sådan betegner han selv det at få lov at være med til at formulere det sidste farvel til et medmenneske.»det er her jeg tjener min løn som præst,«siger Kim Fischer. At tage del i et sorgforløb og begravelse er på én gang krævende og spændende.»det at miste en af sine nærmeste giver sjældent mening og skal ikke forstås. Det er vigtigt for mig som præst at lykkes og få de efterladte til at tro på, at den retfærdighed, vi ikke kan se, trods alt findes.«ved begravelsessamtalen med de pårørende lægger han vægt på at forsøge at lære afdøde at kende. Det handler ikke kun om at sætte sig ind i vedkommendes livsforløb men også om at pejle sig ind på, hvem vedkommende var som menneske. Nysgerrighed vil nogen måske kalde det. Men nej, måske mere en dyb interessere i at få en fornemmelse for, hvem personen egentlig var, inden han siger de sidste og mange gange afgørende ord i kirken. I Pedersker er der nemlig mulighed for at lære alle at kende - her kender præsten den, han begraver. I storbyen forekommer det derimod ofte, at præsten begraver en person, han ikke kender.»for mig som præst har den personlige involvering en vigtig betydning også selvom den sikkert på længere sigt kan komme til at tære på ressourcerne. Det at være tæt på folk betyder, at jeg i højere grad kan komme til at fungere som samtalepartner. Og det er en mindst ligeså vigtig og spændende del af præstens arbejde som at holde gudstjeneste om søndagen.«i Kim Fischers tid som præst i Pedersker nåede der at ske et boom i interessen for de personlige samtaler, da først folk havde set ham tilstrækkeligt an.»det har været drønspændende og så cool at opleve, at man faktisk du r til noget ikke bare som præst men som en god og ligeværdig samtalepartner. 68 magasinet bornholm