Orientering At finde den hurtigste, korteste eller nemmeste vejhar du brug for, både som spejder og i hverdagen. Orientering betyder oprindeligt at vende mod den opgående sol eller østen. Altså at få klarhed over en retning og derefter finde vej efter den. Indholdsfortegnelse Afstandsbedømmelse... 2 Korttyper... 3 Højdekurver... 4 Kompasset viser retningen... 5 Kortsignatur... 7 Målestok... 8 Nivellering... 9 Nordfinding... 11 Orienteringsløb... 12 Pejling... 14 Sportegn... 17 Orientering side 1 of 17
Afstandsbedømmelse Det er sjovt at træne i afstandsbedømmelse Udpeg terrængenstande i landskabet og bedøm først selv, hvor mange meter de er borte. Mål derefter afstanden på kortet, og du vil opdage, at det kræver megen øvelse at ramme den rigtige afstand. Du kan selvfølgelig også måle ved hjælp af skridt. Skriv op i din notesbog under personlige data, hvor lange dine almindelige gåskridt er. Du tæller kun skridtene for det ene ben, altså hver gang du sætter f.eks højre fod til jorden. Gå en tur helt normalt og afslappet og tæl, hvor mange dobbeltskridt, du tager på 100 m. Gå turen 2 3 gange og notér gennemsnittet. Måske bruger du 125 skridt, dvs. at hvert skridt er 100:125 = 0,80 meter. Orientering side 2 of 17
Korttyper Orientering side 3 of 17
Højdekurver Højdekurver gør kortet 3 dimensionalt Fra din PC kender du udtrykket 3D, dvs. tre dimensioner: længde, bredde og som den ekstra dimension: højde eller dybde, om du vil. Hvis du er god til at læse et kort, kan du også se dét i tre dimensioner. Den ekstra dimension får du fra højdekurverne. De viser nemlig, hvor meget terrænet hæver og sænker sig i forhold til havoverfladen. Hvis højdekurverne er tegnet meget tæt, viser de stejle bakker. Hvis der er langt imellem dem, er terrænet fladt. På et 4 cm kort er der en højdeforskel på 5 m mellem de fuldt optrukne kurver. Mellem disse er der stiplede linier, der markerer de næste 2,5 meter. I nogle af kurverne er højden angivet i meter over havoverfladen. Højdeforskellen mellem kurverne kaldes ækvidistancen. Et punkt på kortet angivet med en sort prik og et tal, der viser højden i meter over havet, kaldes en kote. Det kan være svært at forstå disse kurver. Prøv at forestille dig, at du sidder på en lille bitte ø, hvor der er meget stor forskel mellem ebbe og flod. Det er højvande, men fra nu af falder vandstanden en meter i timen. Hver time markerer du vandstanden ved at løbe øen rundt og tegne en streg i vandkanten. Efter fire timer ser øen ud fra luften, som du ser på billedet. Orientering side 4 of 17
Kompasset viser retningen På et kompas kan du til enhver tid læse retningerne nord og syd, fordi kompasnålen altid peger i disse to retninger. Det fandt kineserne ud af for små 1.000 år siden, og europæerne begyndte at navigere efter det på havet i 1200 tallet. Årsagen finder vi i jordkloden, der har to magnetiske poler, der er så kraftige, at de kan påvirke kompasnåle over hele jorden. Kompasset. Det kompas, spejdere benytter mest, er et Silvakompas. Det er bygget af disse dele: Kompaslinealen. Bunden af kompasset er af gennemsigtig plastic og kaldes kompaslinealen. Den har flere hjælpestreger, der er parallelle med de længste af siderne samt en marchpil i midten, der markerer den retning, kompasset skal vise. Kompashuset er monteret i den ene ende af kompaslinealen og er gennemsigtigt. Det kan drejes inde i en rund skala, der viser kompassets 360 grader. Tidligere benyttede spejdere ofte en skala, der gik til 400. I bunden af kompashuset er der tegnet hjælpelinier, der passer med kompasnålens bredde. I midten af disse linier er nordpilen angivet. Kompashuset er væskefyldt for at gøre kompasnålens bevægelser rolige og træge. Kompasnålen er en magnetisk flad nål, der balancerer på en anden lille kort nål. Den er rød i den ene ende og hvid i den anden. Den røde ende vil altid pege mod nord, når kompasset ligger vandret, såfremt der ikke er jern i nærheden, der kan påvirke den. Kompasrosen. Kompasset har fire hovedretninger: nord, øst, syd og vest. Mellem hver af disse hovedretninger deles kompasset yderligere i 8 retninger, så der ialt bliver 32 retninger. Hvis du ser et skibskompas, vil du let kunne se, hvorfor man kalder denne inddeling for en kompasrose. Forklaring til forkortelserne er f.eks. Nord Nord til øst Nordnordøst Nordøst til nord Nordøst osv. Kompasset er også inddelt på en anden måde, nemlig i 360 grader. Hver grad er igen inddelt i 60 minutter og hvert minut i 60 sekunder. En retning kan altså hedde 30 grader 55 minutter 25 sekunder det skrives 30 55 25. Denne fine inddeling benyttes mest i navigation af skibe og fly. Som spejder har du kun brug for inddeling i hele grader. Orientering side 5 of 17
Misvisning Alle kort er rettet ind efter jordens geografiske nordpol. Dvs. at meridianerne peger nord syd. Kompasset peger mod den magnetiske nordpol, som desværre ikke ligger nøjagtigt samme sted som den geografiske nordpol. Den ligger i et område i nordkanten af Canada, men flytter sig lidt hvert år, så misvisningen ændrer sig. Den bliver ca. 6 mindre hvert år, dvs. ca. 1 grad mindre hvert 10. år. I 1998 ca. 3 og altså i år 2008 ca. 2. I realiteten så lidt, at du ikke kan måle det på et almindeligt Silvakompas. Derfor kan du se bort fra den i Danmark. Orientering side 6 of 17
Kortsignatur Når du ser på et 4 cm kort, altså et kort, hvor 1 km i virkeligheden er 4 cm på kortet, så fortæller det dig rigtigt meget om hver eneste lille plet. Du kan se, hvilken type beplantning det er: løvskov, nåleskov, nålekrat eller hede. Du kan se terrænets beskaffenhed: er det eng, mose, marker eller bebygget område. Du kan se markante terrængenstande som f.eks. grusgrave, kirker, kæmpehøje og møller. Ja, selv en ruin eller et levende hegn kan du lokalisere. Og ikke mindst er der vejene. De markeres i forhold til deres bredde og betydning for trafikken. Det kan godt betale sig at lære nogle af signaturerne udenad det sætter dig i stand til at læse et kort meget godt. Orientering side 7 of 17
Målestok Alle kort viser et område i formindsket størrelse. Målestoksforholdet angiver, hvor mange gange mindre end virkeligheden kortet er. Det gør det let at regne en afstand på kortet om til en afstand i landskabet. Ofte bruger spejdere kort med målestoksforholdet 1:25.000 til løb og vandreture. Det betyder, at 1 cm på kortet er 25.000 cm i virkeligheden, altså 250 meter. Hvis du skal omregne en afstand fra kortet, kan du måle den i cm og gange med 250, så får du den i meter i virkeligheden. Eksempel: Afstand fra kæmpehøj til kirke er udmålt til 2.4 cm på kortet. Afstand i virkeligheden er 2,4x250 m = 600 meter. Orientering side 8 of 17
Nivellering Tænk, hvis du kunne skære en bakke over på midten som en kage. Så ville du kunne se bakkens form helt præcist. Du ville kunne se, hvor bakken var højest, og om der var nogle steder, den var mere stejl end andre. Der er flere måder at nivellere på. Her vil vi nøjes med to: linienivellering og fladenivellering eller man kan sige lodrette snit og vandrette snit gennem terrænet. Instrumenter Du skal bruge et nivellerinstrument og et stadie, som er en pind med centimeterinddeling, samt dine patruljekammerater. Du kan se på tegningen, hvordan man laver et nivellerinstrument og et stadie. Linienivellering Er netop at tegne en bakke, så du ser den skåret igennem med et lodret snit. Du sigter med nivellerinstrumentet hen mod den stigning, du vil måle. Så dirigerer du én fra din patrulje op ad bakken, til du lige netop sigter på hans eller hendes fødder. Højdeforskellen mellem jeres fødder er nu præcis lige så stor som højden på dit nivellerinstrument, nemlig 1 meter. Hvis du bruger dit stadie, kan du gøre det mere nøjagtigt. Én fra din patrulje løber op ad bakken og sætter stadiet på det sted, hvor du gerne vil kende højden. Når du kikker hen over sigtelinien, rammer dine øjne et sted på stadiet. Få din patruljekammerat til at sætte en finger der. Højdeforskellen mellem dig og stadiet er nu lig med højden af dit nivellerinstrument minus den højde, du aflæser på stadiet. Nu mangler du bare at måle afstanden mellem dig og stadiet, så kender du alt, hvad der skal til for at tegne den del af bakken set fra siden. Orientering side 9 of 17
Fladenivellering Hvis du vil tegne højdekurver ind på jeres kort over patruljelejrpladsen, skal du bruge en anden metode. Den hedder fladenivellering. Her laver du vandrette snit som skiver, der ligger oven på hinanden. Nu skal hele patruljen i sving. Du begynder med at vælge det areal og de ting i terrænet, der skal med på kortet. Så vælger du det laveste punkt som basis og placerer nivellerinstrumentet der. Hvis det er et meget kuperet terræn, vælger du et punkt mere til basis. Derefter udstikker du to eller tre retninger fra basis og laver en linienivellering ad disse sigtelinier. Du bruger patruljekammeraterne til at placere stadierne. Kortets kanter og sigtelinier lægges ind på kortet med de rigtige kompasretninger. Vælger du tre sigtelinier, placeres det første stadie 1 meter over basis i alle tre sigtelinier, det andet 2 m højere osv. Dette er forudsat, at nivellerinstrumentet er 1 meter. Når I er nået gennem alle tre sigtelinier, skal du have målt højden af næste basis. Derefter skifter du basis og laver en ny nivellering derfra. Måske er det nok med en enkelt sigtelinie her. Hvis der er flere fremtrædende punkter i terrænet, som ikke ligger på sigtelinierne, kan du placere dem enkeltvis ved at måle højde og retning fra basis. Basis, sigtelinier og stadiepunkter tegnes ind på kortet efterhånden, og til sidst kan du trække højdekurverne fra punkt til punkt. I dette tilfælde er der altså 1 meter mellem kurverne. Et nivellerinstrument er en nem sag at lave: To glasrør, der er forbundet med slanger, så vandstanden står lige højt. Og to mærker til at kontrollere vandret position for sigtelinien. Tilsæt farvestof i væsken, så ses den bedre. Som sigtekorn kan også bruges søm. Orientering side 10 of 17
Nordfinding Du står et sted i Danmark, som du ikke kender. Du er bragt dertil med bind for øjnene, og det eneste du véd er, at hvis du skal hjem, er retningen mod øst. Så får du brug for din viden om, hvordan verdenshjørnerne kan læses i naturen og omgivelserne. Der er spor af sol og vind, og gennem århundreder har mennesker også udnyttet deres viden om verdenshjørnerne ved byggeri og beplantning. Solen Om dagen kan du altid regne med solen. Den står op i øst og går ned i vest. Midt på dagen står den højest på himlen kl. 12. Så ved du, den står i syd. Men husk, at solen først står direkte mod syd kl. 13, når det er sommertid. I løbet af dagen kan du også finde syd, hvis du har et ur med visere. Hold uret, så den lille viser peger mod solen, og halvér så vinklen mellem viseren og 12 på urskiven, f.eks. med et græsstrå. Det peger nu mod syd. Ved sommertid må du forestille dig, at uret stilles en time tilbage. Hvad nu hvis det er overskyet? Det kan faktisk lade sig gøre at pejle retningen til den alligevel. Hvis du sætter en lille tynd pind mod din håndflade, så kommer skyggen frem. Prøv bare. Naturen viser vej Ellers må du se på de tegn, naturen og vejret giver os, for både sol og vind påvirker det landskab, vi færdes i. Træer med tynd bark, f.eks. bøg og fyr, får ofte sprækker og revner på den side, der vender mod syd. Myrerne elsker varme. De kan simpelthen ikke fungere, hvis de ikke er varmet ordentligt igennem. Derfor vil du se, at aktiviteten på myretuen er størst på sydsiden. Om vinteren ser man bedst solens magt. Sne og frost forsvinder først på sydvendte skråninger. Vinden former træer og buske effektivt. Herhjemme blæser den mest fra vest, og de træer, der står udsatte, kommer efterhånden til at pege mod øst. På stammen kan man også se, at mos og lav vokser bedst på skyggesiden, altså på nordvestsiden. Mennesker sætter også spor. De gamle landsbykirker har for det meste koret i den østlige ende (nærmest solopgangen). Tårnet vender derfor normalt mod vest. Om natten Hvis du kan se stjernerne, er det én bestemt stjerne, der altid viser vej og har gjort det i årtusinder: Nordstjernen. Den finder du ved hjælp af stjernebilledet Karlsvognen. Orientering side 11 of 17
Orienteringsløb Nu skal alle teorierne afprøves! Nu skal du ud i terrænet og stå din prøve i orienteringsløb. Du kan regne med en herlig tur! Der er mange former for orienteringsløb. Sådan er det klassiske orienteringsløb: her er posterne tegnet ind på kortet, ruten går tværs gennem landskabet, du bruger både kort og kompas posterne skal besøges i nummerorden, start og mål er samme sted, tiden er afgørende for placering, når du har besøgt alle poster. Her kan du få brug for både pejling, parallelforskydning og andet. Men ofte kan du nøjes med at kigge på kortet. Det vigtigste er, at du holder hovedet koldt og kigger godt efter på kortet, inden du løber mod næste post. Sørg for hele tiden at vide, hvor på kortet du er. Du kan selv opfinde flere o løb end vist her kun fantasien sætter grænser. 1. Alm. O løb: Alle poster opgives i rækkefølge ved start 2. Stjerneløb: efter hver post skal du tilbage til start for at få opgivet næste post 3. Pointorientering: Posterne giver forskellige point, som opgives ved start 4. Figurløb: Posterne ligger i en forudbestemt figur, f.eks. et stjernebillede. 2 poster er indtegnet 5. Trinvis opgave: Efterhånden som du når frem til en post, får du opgivet den næste 6. Linieløb: Posterne ligger på en indtegnet linie Orientering side 12 of 17
Når du skal lave et løb, er der selvfølgelig nogle ting, der skal være i orden, ud over posternes nøjagtige placering: 1. Tilladelse til at benytte terrænet. I åbne statsskove og private skove skal du anmelde ankomst til skovrideren eller ejeren senest 14 dage før løbet. 2. Hvis du kopierer kortet, skal du have tilladelse af fremstilleren. 3. Gode afmærkninger, helst en rød/hvid skærm, der kan ses fra flere sider. Posterne skal markeres med navn, adresse og dato. 4. Sværhedsgraden skal passe til deltagerne. Sværhedsgraden bestemmes bl.a. af postens synlighed, dens placering i forhold til tydelige terrængenstande samt afstandene imellem posterne. 5. Alle spor efter løbsdeltagere samt poster fjernes straks, når løbet er slut. Korttyper (o løbskort) Når du skal planlægge et løb eller en tur, vil du oftest få fat i et kort i 1:25.000. Det er så detaljeret, at du kan se f.eks. en gård, en kirke, en markvej eller en sti. Kortet kaldes også et 4 cm kort, fordi 4 cm på kortet er 1 km i terrænet. Der findes kort, som dækker hele Danmark, udarbejdet af Kort og Matrikelstyrelsen. De kan købes hos boghandleren. Orienteringskort eller O kort kan være i forskellige målestoksforhold, f.eks. 1:15.000. De indeholder flere detaljer, signaturer og farver. De er tegnet af lokale orienteringsklubber, som også forhandler kortene. De dækker hovedsageligt de områder, der er velegnede til O løb. Orientering side 13 of 17
Pejling Du har et kort og et kompas. Du kan se to terrængenstande, f.eks. en mølle og en kirke, som du også kan finde på kortet. Men du står langt ude i et åbent terræn og vil vide, hvor du er på kortet. Du behøver ikke at orientere kortet, men det er klogt at gøre det, fordi det letter forståelsen for dig. Begynd med at sigte på møllen, der ligger til venstre. Du finder ud af, at retningen til den er 312. Du tegner en tynd streg på kortet. Den går gennem møllen men bagud i forhold til retningen 312. Derefter konstaterer du, at kirken ligger i retningen 40. Så tegner du igen, denne gang gennem kirken og bagud i forlængelse af de 40. Der hvor stregerne mødes, står du! Der er altid en usikkerhed ved sådanne målinger, så du kan evt. checke ved at pejle en genstand mere. Nøjagtigheden er størst, når der er ca. 90 mellem retningerne. Du skal ikke tænke på afstande skæringspunktet viser stedet på kortet. Orientering side 14 of 17
Orientering side 15 of 17
Orientering side 16 of 17
Sportegn Den simpleste og mest primitive form for orientering er at følge de internationale sportegn. De egner sig bedst til orientering, der følger de synlige veje og stier. Orientering side 17 of 17