Lindvig Osmundsen Bruger Side 1 05-10-2014 Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2014. Tekst. Johs. 11,19-45. Der er en vej som vi alle går alene. Teksterne vi har fået til 16. søndag efter trinitatis handler om døden. I de sidste år har der været talt meget om døden i medierne. Man har forsøgt at bryde det tabu der stiltiende har været lagt omkring døden. Døden er det vi alle ved kommer engang, men det taler vi ikke så meget om. Mange forskellige mennesker har så forsøgt at nærme sig det emne, der er lavet temaprogrammer om mennesker som var på hospice, eller ramt af kræft, og man har forsøgt at tale om døden, for at bryde dette tabu. Man har forsøgt at røre ved døden, men jeg tror aldrig at det bliver et godt emne at tale om. Døden er kold. Jeg har endnu en klar erindring om den kulde som krøb mig i kroppen, da jeg lagde min hånd på min mors pande, da hun lå i kisten. Det var på en underlig måde en både en barsk og en befriende erkendelse som gik mig i kroppen da jeg gjorde det. Barsk fordi berøringen fortalte mig at hendes liv var endegyldigt forbi, og befriende fordi det hjalp mig til at erkende og acceptere hendes død. Det er derfor godt at se den døde, røre den døde, eller gøre noget konkret for den døde, som kan hjælpe mig til at erkende den dødes død. I tabet af vore kære, er der en vej vi alle skal gå, og det er at erkende at vi har mistet. Det er smertefuldt og det er befriende. Det er en nødvendig vej at gå, for det er på en mærkelig måde Side 1 af 6
Lindvig Osmundsen Bruger Side 2 05-10-2014 vejen til modenhed. For nu skal man leve videre og gå på egne ben, uden den støtte som ens kære var. Og når det er ens forældre, betyder det at man vokser ind i nye roller i familien, som man naturligt skal tage på sig og bære, og dermed bære det videre i slægten som ens forældre bar før. At erkende hvad man har mistet, er også at blive moden til at påtage sig nye roller og opgaver i familien og slægten. Der er derfor et møde med døden, som ethvert menneske skal igennem, i forholdet til dem man har mistet. I livets gang mod ny modenhed og erkendelse. Som ruster en til at kunne bære livsmod og livsduelighed ind i slægten. Til at trodse døden ved at bære slægten videre, som vi synger det: slægt skal følge slægters gang. Modenheden som fødes i mødet med døden, er modenhed og styrke til at bære livet videre. Det er at overtage arven under et nyt perspektiv og med et anderledes ansvar. Men der er også et møde med døden i forholdet til en selv. Som præst får jeg ofte døden tæt på både krop og sjæl, i de mange gode samtaler med efterladte, og når jeg står ved kisten, og når jeg ved jordpåkastelsen skal sige de så sande ord, til jord skal du blive. Ofte er det sådan at det ord jeg tager frem fra evangeliet ved en begravelse, er ord jeg selv har brug for at høre. Tit taler jeg lige så meget til mig selv, som til alle andre. Men vi mennesker er nogle underlige nogen. Også når det angår døden og talen om døden. Den rammer ikke mig, kun naboen. Sådan tænker vi. Alligevel når vi er samlet til gudstjeneste for en afdød, så kan tanken om min egen død ramme mig. Er det mig næste gang? Eller en oplevelse i trafikken, hvor man bagefter tænkte: Det var ikke min egen skyld at det gik godt! Det kan være sundt for en selv at have set døden i øjnene, for det giver respekt for livet. Side 2 af 6
Lindvig Osmundsen Bruger Side 3 05-10-2014 Man skal ikke tænke på døden for at blive så forsigtig at man ikke tør noget, eller pakker sig ind med ansigtsmasker og sterilt tøj, frygten for døden kan tage livsmodet og livsdueligheden fra os. Men at have set døden i øjnene giver respekt for livet, og varsomhed over for andre mennesker. Og det giver os muligheder for at ændre vores perspektiver på livet og vore prioriteringer i livet. 16. søndag efter trinitatis er i kirkeåret en påskedag her midt i efteråret mellem sommer og vinter. Naturen har sat frugt og samlet livets vækst og forråd og spirekraft i alle mulige slags korn og frugt. Vi ser nattekuldens virkninger på træernes blade, der farves i efterårets smukke gule og brune og gyldne farver, og falder smukke til jorden, men tilbage på grenene sidder frugter og frøkapsler. Korn og frugt er død og liv på en og samme tid. Ligesom langfredag og påskemorgen står sammen, sådan er død og liv samlet i frugt og kerne. I vores kristne tro kan vi altid tale om døden i lys af påskemorgen. Døden er ikke det sidste, den er af Jesu liv og budskab gennemlyst af opstandelsen. I troen på Kristus kastes håbets lys over døden, så der bliver et lys forude, selv om den vej man går er både mørk og tung og ensom. At møde døden i lyset af evangeliet og i lyset af opstandelsen, er at stå med sin egen død, men der lyser et håb forude. Påskemorgens sol lyser håbet ind over den vej vi skal gå alene. Jesu opvækkelse af Lazarus og mødet med Martha og Maria fortæller os lige ind i livets mest smertefulde oplevelse, og vi som selv har mødt døden ramme en af vore kære, kender alle de følelser som var Martha og Marias. Vi kender alle spørgsmålene og ensomheden og afmagten. Side 3 af 6
Lindvig Osmundsen Bruger Side 4 05-10-2014 Evangeliets måde at fortælle om den lille familie på, er så velkendt og rummer så meget. Og hvis man tog Jesus væk fra den historie så ville det være en historie som kunne skrives om det alle familier oplever på et eller andet tidspunkt. At miste en af deres kære. Det vi har fået og kan samles om, er en historie om døden, hvor evangeliet sætter Jesus lige midt ind i vores møde med døden. Derfor kaster denne historie evangeliets lys ind i vores død, som solen der bryder gennem skyerne, og fortæller til os at der er en som har sejret over døden. Da Johannes skrev sin bog om Jesus valgte han 7 af Jesu undere ud, og tog med i sin bog. Det første under, eller tegn, som Johannes kalder det, var underet med vand der blev til vin, ved brylluppet i Kana. De 7 undere er 7 tegn der fortæller os om Jesu magt midt ind i livets kampe for os mennesker. Ved et bryllup, ved et barns sygdom, ved en voksens mands langvarige sygdom, ved sult, ved livets storme, ved blindhed, og her hos Martha og Maria ved mødet med døden. På den måde fortæller Johannes om Jesus i mødet med mennesker i alle mennesket livets forhold og kampe. I bibelen har tallet 7 den symbolske betydning at det er det fuldkomne tal. De 7 tegn har det hele med, hele menneskelivet. Og tallet 7 består også af summen af 3 + 4. Tallet 3 som er Guds tal, og tallet 4 som er menneskets tal. Guds og menneskets historie skrevet sammen. Jesu historie flettet ind i menneskets historie. Det vi ofte kan føle er ensomheden og afmagten. Det ord evangeliet vil sige til os er, at intet i menneskelivet er ukendt for Gud. Det som salme 139 så enkelt og direkte sagde: Side 4 af 6
Lindvig Osmundsen Bruger Side 5 05-10-2014 Gud, du ved om jeg sidder eller står, alle mine vej kender du. Hver tanke, hvert ord på min tunge. Når jeg flyver højt i egne tanker under himlen, eller når jeg ligger knust i dødsriget. Guds højre hånd holder mig fast. Evangeliet vil med ordet om Jesus lukke os ind i Guds verden med vore liv. At vi er ikke alene med livet. Og når vi skal møde døden, så kan vi gøre det med håb, i troen på at Jesus er den som har sprængt døden og åbnet evigheden for os, evigheden hos Gud. Det ord som evangeliet vil plante i os, midt i vore tanker om døden, er et ord om fremtid og håb. Ser vi med naturens og videnskabens øjne på døden, så er det jord vi ser. At vi vender tilbage til jorden i naturens kredsløb. Men evangeliet og påskemorgen har et ord mere at sige til os. Af jorden skal du igen opstå. For mig er der meget stor forskel på dette. Evigheds håbet og troen på opstandelsen løfter mit sind, til at kunne se mit eget forfald, og min egen død i øjnene, med håb, og med troen på en fremtid. Om menneskets skabelse siges det, at mennesket er skabt i Guds billede, og indblæst Guds ånd. Guds Ånd blæste liv i jord. Det betyder at vi for at forstå os selv, skal se op til Gud, for at finde en tydning af livets gåde. Vi skal ikke se nedad til naturen og til dyrene for at forstå os selv, men løfte vore øjne til Gud, for at finde livets betydning og mening. Ser vi på døden kun med naturens øjne, kan vi kun se jord efter os selv. Til jord skal du blive! Men midt ind i livet har evangeliet placeret Kristus, som ham der kaster lys og tro og håb midt ind i menneskelivet, og taler sit ord imod døden. Med Kristus ånder Gud igen på jorden. Døden kender vi fra naturen, den er kommet ved et menneske, vi har arvet den, så at sige. Som Paulus skrev det. Side 5 af 6
Lindvig Osmundsen Bruger Side 6 05-10-2014 Men opstandelsen er også kommet ved et menneske, Kristus. Det første ord der lyder til os ved dåben, er ordet om at vi er genfødt til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Og ved graven lyder det igen. Ordet om den nye fødsel ved Jesu opstandelse fra de døde. Og opstandelsens ord til den døde: Af jorden skal du igen opstå. Det ord sætter alle døbte ind i livet under påskemorgens sol og håb. Uanset hvordan det går mig, er jeg i Guds hænder med mit liv. Så vi kan synge det: Der er en vej, som vi ikke går alene, om end den fører os til et ukendt land; for Kristus venter på os ved dødens grænse, og han er livet, vi får bag tidens rand. Side 6 af 6