Guide til elektronisk retning Jens Sveistrup, Gl. Hellerup Gymnasium Elektronisk aflevering er med elevernes større anvendelse af computer i undervisningen og med Lectios store udbredelse blevet mere og mere almindelig. Det fører til at afleveringerne også rettes elektronisk! Den umiddelbare fordel herved, er at man slipper for at holde styr på stakke af afleveringer på papir der som regel ikke er hæftet eller lagt i chartek Med elektronisk retning (ER) undgår man dette, men to store problemer melder sig hurtigt, især i matematik: Det går langsomt og hvor finder man tasterne på computeren med de matematiske specialtegn (kvadratrod, integraltegn osv)? Jeg vil i det følgende præsentere en guide til ER samt mine erfaringer, fordele og ulemper med ER. Mine erfaringer bygger på elektronisk aflevering i Lectio samt brug af hardware og software på en Windows 7-maskine. Fordele ved elektronisk aflevering og ER Afleveringerne er samlet ét sted. Afleveringerne bliver automatisk krydset af. Afleveringerne bliver ikke væk eller udsat for hærværk pga. en væltet kaffekop, ivrige småbørn med en tusch osv. Man kan rette eller slette det man allerede har skrevet (hvem kender ikke til situationen hvor man får skrevet en lang kommentar til eleven og dernæst opdager på næste side at eleven rent faktisk har gjort det der udløste kommentaren?). Man slipper for dårlige undskyldninger ( jeg har glemt afleveringen, min printer duede ikke osv.). Afleveringstidspunkt kan være når som helst (inden for skolens regler). Man har altid adgang til afleveringerne (blot man har adgang til computer og internet). Ulemper ved elektronisk aflevering og ER Afleveringen er gemt i et format man ikke kan åbne. Det tager lang tid at åbne en kommentarboks, eller en tekstboks, og dernæst skrive kommentaren. Hvis ellers det er muligt at åbne en kommentarboks i det aktuelle program. Det er et problem med specialtegn som kvadratrod i matematik (og kemi og fysik). Snyd er nemt. Hvad som helst krydses af som afleveret, når blot eleven afleverer et eller andet elektronisk. Man har altid adgang til afleveringerne (blot man har adgang til computer og internet).
Fordele ved aflevering og retning af besvarelser på papir Det er hurtigt at skrive kommentarer i hånden. Det er nemt og hurtigt at skrive de matematiske specialtegn. Man har et større overblik. Det er nemt lige at gå tilbage til en allerede rettet aflevering. Ulemper ved aflevering og retning af besvarelser på papir Der skal holdes styr på mange papirer, oftest som løsark trods utallige formaninger Afleveringerne fra de elever der afleverer for sent, har risiko for ikke at havne i stakken med de andre. Der er simpelt hen større risiko for at afleveringer bortkommer. Det virker gammeldags. Elever får ikke afleveret fordi printeren er gået i stykker, eller dokumentet kan ikke åbnes på skolens computer. Eller pga. sygdom. Det er møjsommeligt at printe elevernes afleveringer ud hvis de har afleveret elektronisk. Fortsæt selv listerne kan givetvis udvides med flere punkter! Jeg har forsøgt at kombinere fordelene ved gammeldags håndretning af afleveringer på papir med fordelene ved ER. En af måderne er at læreren printer elevernes afleveringer ud, men det mener jeg ikke er vejen frem: én aflevering på fire sider i gennemsnit fra en klasse med 30 elever = 120 sider! Løsningen har for mig været anvendelse af en elektronisk skriveplade, en skriveplade af mærket Bamboo fra Wacom, som blev indkøbt af skolens IT-mand: Størrelsen er ca. som et A4-ark og prisen var ca. 800-900 kr. Der er muligvis andre og bedre (og billigere) løsninger i dag, fx Ipad? Med skrivepladen følger en pen som man skriver med ved at skrive på pladen. Det betyder at man må bruge et program der kan håndterer input fra en elektronisk skriveplade! Det førte til følgende krav:
Krav til læreren Udover en elektronisk skriveplade og pen, skal man bruge noget software der nemt kan bruges hermed. Her er PDF Xchange Viewer god til at håndtere håndskrift i PDF-filer. Word kan også bruges når ellers funktionen Start håndskrift under fanebladet Gennemse er tilgængelig. Den er tilgængelig på min Word 2007 på Windows 7 snak med den IT-ansvarlige! Afleveringer i PDF er langt at foretrække. Word er lige det tungere og langsommere at arbejde med, fx fjernes fokus nemt fra det fanebladet Gennemse hvis man af en eller anden grund har lavet noget andet i det dokument man retter. Desuden kan der ske ændringer i elevens layout når man benytter håndskrift-funktionen, specielt når der er indsat billeder og anden grafik det er uheldigt med denne ændring af layoutet! Så derfor er PDF mit foretrukne format. Derudover er det en god en ide med et program der kan håndtere ZIP-filer. Når man henter afleveringerne i Lectio, modtager man én ZIP-fil med alle afleveringerne. Selvom Windows kan håndtere ZIP-filer, fandt jeg det mest fordelagtigt at benytte et dedikeret ZIP-program som fx 7-zip. Både PDF Xchange Viewer og 7-zip er gratis-programmer (links senere). Der er naturligvis alternativer og muligvis også bedre alternativer! søg og prøv selv. Krav til eleverne Det kan siges enkelt: Aflever i PDF og aflever kun én fil! ZIP-filen fra Lectio indeholder kun én fil pr. elev og det er det senest afleverede dokument. Så hvis eleven uploader flere filer til Lectio, er det kun den seneste man som lærer får hentet i ZIP-filen! Eleverne skal altså kunne producere PDF-filer, og de skal kunne sammensætte flere PDF-filer til én fil, hvis de har benyttet flere programmer i deres aflevering. Mac-brugere kan umiddelbart gemme i PDF (vælg print). Windows-brugere må installere den nødvendige software. Dog kan Maple, Word, Excel, OpenOffice og andre gemme filer direkte som PDF! Men bruges fx GeoGebra må man ty til et PDFprogram. Jeg benytter PFCreator, der også er gratis. Igen, der findes alternativer! Til at sammenkæde flere PDF er til én PDF-fil, benytter jeg PDFsam (PDF Split and Merge). Begge er gratis-programmer (links senere) og til Windows. Jeg kender ingen Mac-alternativer. Dette kan lyde teknisk og skræmmende for nogle elever, men der er altid en hjælpsom kammerat der kan træde til.
Erfaringer med ER med skriveplade og pen Fordele Det er (næsten) lige så hurtigt som at rette papirafleveringer. Det er nemt at skrive kvadratrodstegn, integraltegn, gradtegn osv. Det er nemt at tilføje en skitse, eller tegne på en figur (fx skravere et område under en graf, markere nogle skæringspunkter osv.). Eleverne foretrækker klart elektroniske afleveringer. Dem der ikke gør, har stadig muligheden for at aflevere på papir! Dem er der ingen af længere. Ingen roden med papirer, chartekker el.lign. Ingen stakke på skrivebordet. Ingen slæberi. Ulemper Det kræver tilvænning for læreren! Det kan være svært i starten at styre sådan en pen og skriveplade. Jeg har pennen i højre hånd og musen i venstre hånd til at navigere op og ned i dokumentet (med musehjulet). Efter et stykke tid går det fint. Ens håndskrift bliver grimmere (og det er et problem hvis den ikke er så pæn i forvejen!). Det er ligesom med SmartBoards! Jeg har valgt at se stort på dette. Ikke alle elever forstår/husker at aflevere i PDF (alternativt Word). Men det er efterhånden kun et par stykker. Enten laver jeg konverteringen selv eller beder dem om at aflevere igen. Evt. retter jeg med kommentarbokse el.lign. Kun få elever sammenkæder flere PDF er til én (PDFsam). Hvis eleverne har benyttet flere programmer, tager de normalt bare en skærmkopi og sætter denne ind i Word eller Maple (der jo kan gemme direkte i PDF-format), eller i Nspire. Nspire på Mac er PDF-fjendtlig!! Dette er klart den største ulempe. Det er mig en gåde hvorfor Nspire ikke tillader Mac-brugere at gemme i PDF-format. Dette er ellers (som tidligere nævnt) en standardfunktion på Mac-maskiner, men den er ikke mulig i Nspire!? De fleste af mine elever får dog klaret den sag alligevel sikkert med tredjepartssoftware
Links Alle de benyttede værktøjer fås i gratis-versioner. Pas dog på ved installation af nogle af programmerne, idet der kan følge et andet stykke software med hvis man ikke er omhyggelig med at slå det fra (som fx en ekstra toolbar i browseren osv.). PDF Xchange Viewer (glem alt om Adobe Reader): http://www.trackersoftware.com/product/pdf-xchange-viewer 7-zip (glem alt om WinZip): http://www.7-zip.org/ PDFCreator: http://sourceforge.net/projects/pdfcreator/ PDFsam (PDF Split and Merge): http://www.pdfsam.org/ Software-udvikling går hurtigt, så det er sikkert muligt at finde bedre programmer!? Eller anden hardware. Selv vil jeg gerne forsøge mig med Ipad eller andre tabletter.