Rektor Claus Jensens tale til studenterne på Faaborg Gymnasium, 24-06-2011 Kære studenterårgang 2011, Nu ringer det ind til sidste time, og det mig, som skal have jer. Det har jeg både glædet mig til og gruet lidt for. For selvfølgelig har jeg set frem til at skulle fejre jer efter en velgennemført eksamen, men det er jo også nu, vi skal til at tage afsked med netop jer. Det er jo mærkeligt med en skole. Den tager farve af de mennesker, som går der og arbejder der. Tager farve af samværet, sliddet, humøret, festerne, tonen, som udgår fra den samlede sum af menneskelige relationer i og omkring skolen. Ja, i virkeligheden kan man sige, at det er dem, der er den, langt mere end murstenene, hvis I forstår hvad jeg mener. Det betyder jo også, at lige præcis den udgave af Faaborg Gymnasium, som vi har haft sammen (og som jeg har været utrolig glad for), opløses i dag. På et gymnasium har man et midlertidigt fællesskab, som måske netop er så intenst, fordi det er tidsbegrænset. Efter sommerferien spredes I for alle vinde, og her kommer der nye elever til, som lidt forsigtigt træder ind af døren til kantinen, og så er det deres tur til at skubbe til, påvirke, skabe og genopfinde Faaborg Gymnasium. Det er vi, som bliver tilbage, klar over og klar til, og det holder os levende og i gang, men det skal ikke forhindre mig i at dvæle lidt ved, hvad der har gjort det så godt at være sammen med jer. Jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden, synes man. Til sidst minder man sikkert om dem, som ikke rigtig synes, det kan svare sig at tage julepynten ned, for det bliver jo alligevel jul igen lige om lidt. På samme måde synes jeg jo, hvis jeg skal være ærlig, at I næsten lige er kommet. Men jeg ved godt, at det ikke kan passe, I hvert fald hvis jeg skal forsøge at presse alle billederne inde i mit hoved sammen på det ene år, jeg max. synes, der kan være gået, siden I kom. Jeg husker Martin, som med lidt snyd (som ikke var snyd, fordi der ikke var blevet sagt noget om regler, som han sagde) vandt 1.g-kapløbet i havnekanalen; jeg husker Amalie, Anna Sofie og hele holdet på scenen på Brandts, da de fuldt fortjent - og meget bevægende - vandt dokumentarfilmsprisen; jeg husker Timur, som få dage efter, at han var kommet lavede en professionel computertegning af, hvordan medielokalet ville komme til at tage sig ud; jeg husker Michelle, Maggie, Anders, Pernille og Janus i introfilmen fra 2009, hvor samme 1.g- Martin voksent anbefalede alle nye elever at læse lektier og hænge godt i fra starten, så ville det gå dem godt. Jeg husker Lasses fine og poetiske animationstalent - og ham og flere af jer andre som overbevisende medvirkende i 1700-tals totalteateret i Den gamle Gård. Jeg husker Kowthaman med faretruende kemiske eksplosioner på Forskningens Døgn i Aarslev, og da Emilie blev månedens science-talent i Sorø; Jeg husker Sofies gode indlæg i Faaborg Byforum og billedet af Jessie, som taler i EU-parlamentet. Jeg husker, da flere af jer medvirkede i vores CSI Camp, og da Andreas, Pernille Bøg og I andre, som blev fanget af askeskyen på Grønland. Husker Nicolais gennemtænkte overvejelser i studierådet og bestyrelsen. Og jeg husker, og jeg husker Personligt glæder jeg mig også over, at jeg fik lov til at tage med jer på den store, fælles studietur til Berlin, og fik mulighed for at stå på stedet og fortælle jer historien om Muren og fx om Peter Fechter en fyr på jeres egen alder som satsede alt, men blev skudt ned få meter
fra sit mål: den frihed, som vi andre hver dag tager for givet, uden at tænke ret meget mere over det. Og ikke mindst husker jeg gode, vigtige og alvorlige samtaler på tomandshånd med flere af jer, (ingen nævnt, ingen glemt), når noget skulle afklares, eller når livet var svært, og det ikke var til at tro på vejen videre frem. Undskyld den alt for voldsomme opremsning, men den understreger, hvor meget der sker i forbindelse med et gymnasieforløb, og så har jeg endda slet ikke nævnt alle timerne, som selvfølgelig udgør rygraden i det hele. Og de fag, som I netop har været til eksamen i. Apropos dem, så hørte jeg et udsagn fra nogle af jer, som jeg blev ved med at vende i hovedet bagefter. (Det er vi altså lige nødt til at have fat i, selv om det er sidste time). Det var den dag, hvor det endelig var blevet afsløret, hvilke fag I hver især skulle op i. Her var der en klasse, som ikke var kommet op i engelsk, og det var de vist kede af. Læreren sagde i hvert fald til mig, at de skuffede elever havde sagt til hende: Jamen, så har vi jo lært alt det til ingen verdens nytte!. Hertil er kun at sige: Det håber jeg sandelig ikke! Fornemmelsen er til at forstå, men da også lidt bekymrende. Jeg kan godt forstå, (selv om jeg ærgrer mig over det), at man undervejs i gymnasiet kan komme til at tro, at det er eksamen, som er målet med det hele. Og at I nu, hvor I har været oppe i det sidste fag, også er færdige med det hele. Ja, for min skyld må I gerne, hvis I har behov for det, brænde alle jeres noter på Sankthansbålet med en glad og udmattet følelse af, at det var det. Det var det så bare ikke, kan jeg røbe for jer. I skulle ikke jo ikke bare til eksamen for at vise, at I vidste noget. I skulle demonstrere, at I kunne noget (kunne bruge jeres viden til noget). Og det kan I da forhåbentlig stadigvæk, også selvom eksamen snart vil fortone sig. Nu gælder det så om at ville noget med det I kan. Og det sidste er faktisk det allervigtigste. Derfor er jeg lidt bekymret for, om vi har brugt for lidt tid på at stille skarpt på dette med at ville. Og da det jo er sidste øjeblik, og timen snart er gået, vil jeg tale resten af tiden om det. I ved godt, at jeg hver gang, jeg får en chance for det, rutinemæssigt siger, at man ikke får en studentereksamen; man skal tage den. Man skal være aktiv, gøre sig umage, hænge i, tage fat, tage fra, holde ud, blive ved, komme ind i kampen eller gå all-in, som det vist hedder i dag. Udbytte og indsats er tæt forbundne størrelser i gymnasiet. Jeg benægter bestemt ikke, at det også handler om evner og talent, men der er rigtig, rigtig meget, som afhænger af ens egen vilje og motivation. At lære er at ville, som det ligefrem hedder i en god sang. Der er endda en amerikaner, Malcolm Gladwell, som for et par år siden mente at kunne fastslå, at opskriften på at blive blandt de bedste inden for et hvilket som helst felt sådan set er ret enkel: Man skal bare øve sig i ca. 10.000 timer, (men så bliver man også god). Det gjaldt selv for et musikalsk geni som Mozart han begyndte ganske vist at komponere, da han var seks, men det første rigtige mesterværk kom, da han var 21 10.000 timer senere. Og før Liverpool-drengene The Beatles for alvor slog igennem, havde de over fire omgange haft 270 jobs i Hamburg, otte timer hver aften, syv dage om ugen, hvor de spillede for et særdeles
robust og alkoholpåvirket publikum, som mest af alt var optaget af, hvornår stripperen kom på scenen. Efter 10.000 timer på de vilkår, så kører det bare! Det er jo ligesom en anden historie end X-factors, hvor der skal en hårdtslående Thomas Blachmann til at forklare en rasende mor, at hendes datter ikke bliver en guddommelig sanger blot fordi hun selv og hendes nærmeste familie synes, at hun synger fantastisk. Altså, at der ikke er nogen nem genvej til et højt niveau på noget som helst felt. Vejen går gennem hårdt arbejde, at man er i stand til at blive ved. Så igen: man skal ville det på en forpligtende måde. Ikke blot håbe på og drømme om succes. I husker sikkert, at jeg ved juleafslutningen i år viste et par klip fra Rytteriet, hvor skuespilleren Rasmus Botoft på ét af dem kommer frem i rollen som Den Lille Gumbas og byder velkommen til dagens gode råd med disse skræmmende ord (som bestemt ikke egner sig som studentertale): Hvis du tror, at du som menneske er en ganske særlig person, som jorden aldrig har set mage til, så kan du roligt tro om igen. Der har levet adskillige personligheder før dig, som var både klogere, stærkere og på alle måder langt mere interessante end dig. Du er blot en lille brik I den enorme masse, som menneskeheden vitterlig er. Hvis du virkelig gerne vil gøre en forskel som menneske, så skal du tage dig alvorligt sammen; du skal tage dig alvorligt sammen! Er du i stand til det? Eller er du simpelthen for slap? Jeg tror, at du er for slap. (og så slutter han, som han altid gør:) Jeg ønsker dig en dejlig dag, en behagelig aften, og en rolig nat. Men så nemt er det jo heller ikke at sove efter den salut. Faktisk heller ikke når man har ansvaret for en skole. Når citatet slet ikke egner sig til en studentertale, skyldes det, at I, som sidder her i dag, jo netop har sat jer et mål og nået det. Det er det, vi fejrer i dag. Det har krævet af jer, i perioder, at I var i stand til at bide tænderne sammen og tage fat. Det har krævet af jer, at I ind imellem skulle sætte jer ind i stof, som ikke på forhånd havde jeres umiddelbare interesse. Og det har krævet af jer, at I havde evne til at holde ud, også hvor det var meget lettere at give op. Måske er det i virkeligheden det, vi har lært jer, mens både I og vi har troet, at det var noget helt andet, som var det vigtigste. Og faktisk er det måske noget, som vi godt som skole kunne stille endnu mere skarpt på i forhold til elever, som kommer efter jer. Der begynder i hvert fald at være røster fra de videregående uddannelser, som beder os i gymnasiet om at tale mere med vores elever om viljen og lysten til at studere, til at sætte sig ind i ting, læse lange bøger, gå i lag med processer som ikke giver afkast i løbet af et halvt sekund. Og som beder os om at træne noget så gammeldags som vedholdenhed hos vore elever. Fordi den slags er helt afgørende på alle uddannelser. Eller vi kan også bare sige i alle sammenhænge, hvor man vil være rigtig god til noget. Og både vilje, motivation og vedholdenhed er faktisk noget, som kan opøves, hvis man udfordres i passende doser. Tænk bare på sportens verden med coaches, mentaltrænere osv. Så igen - I ved noget (det ved vi), I kan noget med jeres viden (det ved vi også), nu gælder det om at ville noget at ville ville, kunne vi sige. Jo, men lærer man ikke bedst, hvis man er glad og har det godt? Skal det ikke være lysten, som driver værket? Er det ikke i orden ind imellem at spørge sig selv, om det ikke regner eller
blæser lidt for meget uden for til at det for alvor kan betale sig at gå ud i vejret til endnu en trættende skoledag? Skal man ikke have lov at være lidt god ved sig selv? Det er vel i grunden en meget dansk måde at tænke på og da også fin nok, hvis det arbejdsmarked, I skulle ud på og virke på indtil engang i 2060 erne - kun var befolket af sorgløse danskere, som kunne føle sig sikre på, at deres timeløn til evig tid ville blive ved med at være en af de højeste i verden, fordi de var netop danskere. Den danske erhvervsadvokat og konsulent Malene Lei Raben fortalte forleden i en avis, at hun i anledning af en ny bog var blevet ringet op af en journalist, som havde spurgt hende, om hun helst ville have, at hendes børn blev glade eller dygtige? Hun havde efter lidt betænkningstid svaret, at hun faktisk troede på, at det gjorde én mest glad at være dygtig. Altså at det efter hendes opfattelse var muligt at blive dygtig uden at behøve at holde op med at være glad. Ligesom hun også mente, at man godt både kunne blive god til at samarbejde i skolen og samtidig lære svære og vigtige sager. Det er en falsk modsætning, siger hun, og måske en særlig dansk opfattelse, at den slags med nødvendighed udelukker hinanden. Bogen, som hun blev ringet op om, var den, som I sikkert har hørt om, som er skrevet af en tigermor med kinesiske forældre, men vokset op i USA. Og i den skal jeg da ellers lige love for, at vi alle sammen, (både I og jeg - og for den sags skyld alle forældre i lokalet og når vi nu er i gang hele den vestlige verden) får at vide, at vi er for slappe og skal tage os meget mere end alvorligt sammen. Amy Chua hedder hun. Amy Chua ser med undren på, at vi beskytter vores børn mod udfordringer, og at vi roser dem, også når de langt fra har gjort sig umage. Hun synes, det virker som om, vi tror, at vores børn (eller vores elever) er skrøbelige og vil komme til kort, hvis vi ikke bestandigt beskytter og anerkender og opmuntrer og trøster. Sådan ville kinesiske forældre aldrig tænke, hævder hun; de ville forvente, at deres børn ville kunne klare meget mere, end de gør lige nu, hvis man går ud fra, at de kan, og ansporer dem til at holde ud, træne, øve, blive ved. Kinesiske forældre forudsætter styrke hos deres børn, siger hun, mens vi i Vesten er mere optaget af børnenes selvværd og psyke. Vi vil have glade børn de vil have succesfulde børn. At stille krav til sine børn (eller elever) er ikke at mishandle dem, men at gøre dem en tjeneste, mener man i den tradition. Og der er som bekendt rigtig mange børn og unge, uddannet efter den opskrift, på vej ind i virksomheder og forskningsinstitutioner derude. Og vi kommer meget snart til at høre fra dem, kan jeg love jer for. I sin bog fortæller hun den personlige historie om, hvordan hun som 2. generations indvandrer, der selv er nået langt i USA, opdrager sine egne to piger, men får kamp til stregen af sin yngste datter, som er gjort af at lige så hårdt og ubøjeligt stof som sin mor. (en interessant bog med voldsomme synspunkter, som ikke kan undgå at provokere og udfordre). Men rolig nu jeg mener ikke, at vi skal døbe Faaborg Gymnasium om til Amy Chua-High School. I så fald ville rigtig mange af jer sikkert prise jer lykkelige for, at I nåede væk først. Jeg kunne heller ikke drømme om at opgive min grundopfattelse om, at de bedste lærere er dem, som forstår til stadighed at afbalancere udfordringer med opmuntringer. Intet er lettere end at være fejlfinder og nedgøre unge, talentfulde nybegyndere med negativ kritik, så de kommer til at føle sig dumme og utilstrækkelige. Det er faktisk det nemmeste i hele verden. Kunsten er at få nye elever eller studerende til at vokse gennem konstruktiv vejledning, som peger frem
og giver dem lyst til at fortsætte og yde mere. Og i bedste fald bringer dem til at få øje på sig selv som nogen, der kan bidrage med noget betydningsfuldt - om det så først er 10.000 timer senere. Kineserne er under alle omstændigheder langt bedre til at være kinesere, end vi er, men hvis vi nu forsigtigt tænkte den tanke, at vi tog noget af det bedste af det, vi tror på, og krydsede det med noget af deres viljestyrke og vedholdenhed, så skete der virkelig noget. Bare en knivspids Amy Chua ville gøre underværker. Hvis vi fx bare tog os mere tid til engang imellem at tale med hver enkelt elev om, hvorfor de er her, og hvordan det går med motivationen; både støttede og udfordrede, (som vi allerede i det små har gjort det med jer) så ville det for alvor gøre en forskel. Den dårlige nyhed er, at den danske opfattelse af, hvor meget man kan byde sig selv, før man har krav på en velfortjent pause, står ret alene i en globaliseret verden, hvor der er rigtig mange tigermødre. Den gode nyhed er, at I som er studenter fra Faaborg Gymnasium i 2011 er både dygtige og glade på én gang, og at I kan meget mere, og kan holde til meget mere, end I selv tror. Hvis I altså for alvor vil. Det synes jeg, I skulle ville. I er nemlig overhovedet ikke færdige i dag. I er faktisk først lige begyndt! Verden er lige dér ude, og den har i den grad brug for unge mennesker, som ved noget, kan noget og vil noget. Og verden er vigtigst - så må vi andre leve med, at vi kommer til at savne jer. Tillykke med jeres eksamen og pas på jer selv derude. Claus Jensen, 24/06/11