Kapitel 7 - Den spæde Kirke vokser

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 7 - Den spæde Kirke vokser Tidslinie Dato Sep.-okt. 1830 Betydningsfuld begivenhed Der kaldes missionærer for lamaniterne Nov. 1830 Missionærerne besøgte Det Vestlige Reservat (Ohio) og døbte 127 personer Dec. 1830 Dec. 1830 Jan. 1831 Feb. 1831 Sidney Rigdon og Edward Partridge rejste til New York for at møde profeten Ved åbenbaring modtog Joseph dele af den gamle Enoks bog Missionærerne nåede det vestlige Missouri og begyndte at forkynde for indianerne i det uorganiserede territorium Parley P. Pratt vendte tilbage østpå for at berette om sin mission Indledning Siden begyndelsen af 1830 har de sidste dages hellige anerkendt de amerikanske indianere som en rest af Israels hus, som har modtaget store løfter. En profet fra Mormons Bog omtaler disse mennesker som "lamaniter", og har erklæret: "Og en skønne dag vil de komme til at tro på [Guds] ord og erkende urigtigheden af deres fædres overleveringer, og mange af dem vil blive frelst" (Alma 9:17). De hellige i 1830 troede på disse løfter og blev helt fra begyndelsen af Kirkens eksistens tilskyndet til at sørge for opfyldelsen af disse løfter. Kaldet til at undervise lamaniterne Kirken var kun næsten et halvt år gammel, da Oliver Cowdery ved åbenbaring blev kaldet til at gå til lamaniterne og forkynde evangeliet (se L&P 28:8). Derefter blev Peter Whitmer jun., Ziba Peterson og Parley P. Pratt kaldet til at hjælpe ham (se L&P 30:5; 32:1-3). Missionærernes bestemmelsessted var "grænsen til lamaniterne" (L&P 28:9). Denne sætning skulle forstås som linien mellem Missouri og indianerterritoriet mod vest. I mere end 20 år havde mange amerikanere propaganderet for at flytte indianerne fra de østlige stater til en permanent grænse på sletterne længere mod vest. Som et resultat af denne propaganda underskrev præsident Andrew Jackson mindre end fire måneder før missionærernes kald loven om flytningen af indianerne. Shawnee- og Delawareindianerne fra Ohio kom denne udvikling i forkøbet og flyttede på egen hånd så tidligt som i 1828-1829. Begge stammer bosatte sig i nærheden af Kansas River lige vest for grænsen til Missouri. Efter Kirkens anden konference begyndte forberedelserne til missionærernes afrejse for alvor. Emma Smith og flere andre søstre sørgede for at forsyne missionærerne tilstrækkeligt med tøj. Selv om Emma ikke var rask, tilbragte hun mange timer med at sy passende tøj til hver af missionærerne. De hellige i Fayette-området i New York sørgede gavmildt for mad, og Martin Harris kom med eksemplarer af Mormons Bog til uddeling. Side 1 af 8

Før missionærerne rejste, forpligtede de sig skriftligt til at "efterleve alle ord og råd" fra Oliver Cowdery. De forpligtede sig til at forkynde "evangeliets fylde" for deres brødre, lamaniterne.1 Den 18. oktober begyndte de deres 2400 km lange rejse mod vest. Den første succes i det vestlige reservat Missionærerne besøgte den venlige stamme, Seneca-indianerne, i Cattaraugus-reservatet nær Buffalo, New York, hvor de blev længe nok til at introducere Mormons Bog som en optegnelse om deres glemte forfædre. "Vi blev venligt modtaget, og de viste stor interesse, da de hørte disse nyheder," skrev Parley.2 Missionærerne rejste videre efter at have efterladt to eksemplarer af bogen. Så vidt det vides, var disse de første amerikanske indianere, der hørte genoprettelsens budskab i denne uddeling. Da ældsterne ankom til det nordøstlige Ohio, nåede de et område, almindeligt kendt som Det Vestlige Reservat, fordi det i nybyggertiden blev tildelt Connecticut som et "vestligt reservat". Parley P. Pratt kendte denne egn, fordi han havde boet i Amherst, 80 km vest for Kirtland i ca. 4 år før han blev omvendt til Kirken. Parley havde studeret hos Sidney Rigdon, en fremtrædende præst i området, som præsiderede over en gruppe søgere (folk, der søgte at vende tilbage til Det Nye Testamentes kristendom). På et tidspunkt slog Sidney sig sammen med en anden gruppe søgere, som blev ledet af Alexander Campbell, og hjalp ham med at grundlægge en kirke, der blev kaldt Kristi Disciple, også kendt som Campbellitterne. Men Rigdon var uenig med Campbell i visse lærdomsmæssige metoder og dannede sin egen gruppe, De Reformerte Baptister. På grund af ældste Pratts tidligere tætte forhold til Rigdon, overtalte han sine kammerater til at besøge Sidney i Mentor, Ohio, hvor han vidnede for sin tidligere lærer om, at genoprettelsen havde fundet sted, deriblandt genoprettelsen af guddommelig myndighed. Oliver Cowdery, et øjenvidne til præstedømmets genoprettelse, bar personligt vidnesbyrd om denne begivenhed. Selv om Sidney behandlede missionærerne hjertevarmt og med respekt, var hans omvendelse ikke umiddelbar. Han sagde til ældsterne: "Jeg vil læse jeres bog og se, hvordan den påvirker mig, og derpå beslutte om jeg mener, den er sand." Ældsterne spurgte dernæst om de kunne præsentere deres budskab i Rigdons kirke. Det fik de lov til: "Tidspunktet blev offentliggjort, og en stor og respektabel menighed samlede sig." Ved mødets afslutning fortalte Rigdon med prisværdig åbenhed sine lyttere, at det budskab, de lige havde hørt, var af usædvanlig beskaffenhed og bestemt fordrede deres alvorligste overvejelser." Han mindede menigheden om apostlen Paulus' råd: "Prøv alt, hold fast ved det gode" (1 Tess 5:21).3 I mellemtiden lå ældsterne ikke på den lade side. Mindre end 8 km fra Rigdons hjem i Mentor, lå landsbyen Kirtland, hvor mange fra Rigdons menighed boede. Missionærerne gik fra hus til hus og forkyndte og mødte på samme måde ærbødig opmærksomhed. Snart efter var nogle af beboerne overbevist om, at ingen blandt dem besad den guddommelige myndighed, der var nødvendig for at forvalte evangeliets ordinancer, og at de ikke selv var blevet døbt med myndighed. Efter megen studeren og bøn anmodede mange mennesker, deriblandt Sidney Rigdom, om at blive døbt af missionærerne. Nyheden om deres lærdomme spredtes hurtigt. Parley skrev: "Folk flokkedes om os nat og dag, så vi ikke havde tid til at hvile os og være os selv. Der blev kaldt til møder flere steder, og mængder af mennesker samledes, som bad om vores opmærksomhed, mens tusinder flokkedes omkring os dagligt; nogle for at blive undervist, nogle af nysgerrighed, nogle for at adlyde evangeliet og andre for at bekæmpe og modsætte sig det."4 Side 2 af 8

Inden for tre uger efter missionærernes ankomst blev 127 personer døbt. Blandt dem var Isaac Morley, Levi Hancock, Lyman Wight og John Murdock, kendte indbyggere i området, som senere skulle spille betydningsfulde roller i Kirkens fremtidige virke. Da John Murdock senere mindedes sin egen dåb og den påvirkning, den havde på ham, skrev han, at "Herrens Ånd helt tydeligt var til stede under ordinancen, og jeg kom op af vandet, idet jeg glædede mig og sang til Guds og Lammets pris."5 En anden af de første omvendte, Philo Dibble, som boede ca. 8 km øst for Kirtland, fik fortalt noget om en "gylden bibel". Han opsøgte nysgerrigt missionærerne, og efter at have hørt Oliver Cowdery tale, troede han og bad om at blive døbt. Hans beskrivelse af den åndelige kraft, der ledsagede hans modtagelse af Helligånden, kan være en nøgle til, hvorfor så mange af de første hellige fandt glæde i genoprettelsen: "Da jeg kom op af vandet, vidste jeg, at jeg var blevet født af vand og ånd, for mit sind var oplyst af Helligånden.... Da jeg var kommet i seng den aften følte jeg noget, som syntes at være en hånd på min venstre skulder, og en følelse af ild omgav straks mit legeme... Jeg var omgivet af himmelsk påvirkning, og jeg kunne ikke sove af glæde."6 Det korte besøg, missionærerne foretog i Det Vestlige Reservat den november måned, bar hurtig og vedvarende frugt. Disse omvendelser i Ohio mere end fordoblede Kirkens medlemskab på kun tre uger. Det var, som Herren havde lovet de hellige i en åbenbaring: "Thi se, marken er allerede hvid til høsten, og se, den, der bruger seglen med hele sin styrke, samler et forråd, så han ikke omkommer, men sikrer sin sjæl frelse" (L&P 4:4; se også 11:3; 12:3). Missionærerne ordinerede Sidney Rigdon og nogle få andre og efterlod dem så med ledelsen af tjenestegerningen. Sammen med Frederick G. Williams, som havde praktiseret som læge i Kirtland før sin omvendelse, fortsatte de deres rejse mod vest mod "grænsen til lamaniterne". Et besøg hos profeten i New York Kort efter at missionærerne forlod Kirtland, besluttede Sidney Rigdon og hans nære ven, Edward Partridge, at rejse til New York for at "finde ud af mere" om det gengivne evangeliums oprindelse, som netop var blevet præsenteret for dem. Lydia Partridge skrev: "Min mand troede delvist, men han måtte rejse til staten New York og se profeten", før han var tilfreds.7 Ifølge Philo Dibble, rejste Partridge også på andres vegne. Han fik at vide af en nabo: "Vi har sendt en mand ned til staten New York for at finde ud af, om dette værk er sandt, og han er en mand, som ikke vil lyve."8 Da Sidney og Edward ankom til Manchester, New York, i december 1830, fandt de ud af, at Joseph boede hos familien Whitmer i Fayette, 32 km borte. Da de spurgte naboerne om familien Smith, opdagede de, at familiens ry havde været ulasteligt, indtil Joseph havde bekendtgjort sin opdagelse af Mormons Bog. De bemærkede ligeledes, at gården var præget af "orden og flid". Edward og Sidney fandt profeten i dennes forældres hjem i Waterloo, hvor Edward bad Joseph Smith om at døbe sig. Fire dage senere blev Edward ordineret til ældste af Sidney Rigdon, hans ven og rejsekammerat.9 Joseph Smith var imponeret over Sidney og Edward lige fra begyndelsen. Han henviste til Edward som "et mønster på fromhed og en af Herrens store mænd."10 Kort efter Edwards dåb modtog profeten åbenbaringer, der redegjorde for begge mænds pligter og kaldelser. På grund af Sidney Rigdons påvirkning på sine tilhængere, sammenlignede Herren ham med Johannes Døber, som havde beredt vejen for Jesus Kristus. Sidneys Side 3 af 8

nye opgave var at være skriver for Joseph Smith (se L&P 35:4, 20). Edward blev kaldet til at forkynde evangeliet "som med en basuns lyd" (L&P 36:1). Joseph Smith og Sidney Rigdon blev formanet til at styrke Kirken overalt, men "især i Colesville; thi se, de beder til mig med stor tro" (L&P 37:2). De helliges tro i Colesville blev belønnet med et besøg af profeten og hans nye medarbejder, Sidney Rigdon. Her bevistes Sidneys talegaver for første gang i Kirken, da han adlød den befaling, han havde modtaget ved åbenbaring, om at "prædike mit evangelium og citere de hellige profeter for at bevise hans ord, som de bliver givet ham" (L&P 35:23). Han holdt en kraftig og virkningsfuld prædiken. De hellige i New York blev også velsignet af betydningsfulde lærdomsmæssige åbenbaringer, der blev givet til Joseph Smith. Mellem juni og oktober arbejdede han på en inspireret revision af Første Mosebog. Joseph sagde, at på det tidspunkt var der "meget gætteri og samtale blandt de hellige om de nævnte bøger, som der henvistes til flere steder i Det Gamle og Det Nye Testamente, og som nu ikke mere fandtes noget sted. I almindelighed var kommentaren: 'De er tabte bøger'; men det lader til, at den oprindelige kirke havde nogle af disse skrivelser, da Judas nævner eller citerer fra Enok, syvende slægtled efter Adam."11 Til stor glæde for Kirken, som nu omfattede omkring 70 i New York, åbenbarede Herren en del af Enoks gamle bog, som indeholder en længere profeti om fremtiden. Gennem denne optegnelse, som nu findes i Moses 7 i Den Kostelige Perle, "opmuntrede og styrkede Herren troen hos sin lille flok... ved at give dem mere omfattende oplysninger om skrifterne", end man hidtil havde kendt.12 Rejsen til Missouri Imens fortsatte de fem missionærer hos indianerne med at forkynde for alle mennesker, da de fortsatte mod vest. Parley P. Pratt skrev: "Nogle ønskede at lære om og adlyde evangeliets fylde... Andre var fulde af misundelse, vrede og løgn."13 70 km vest for Kirtland i Amherst i Ohio blev Parley arresteret på en intetsigende anklage, stillet for retten, dømt skyldig og beordret til at betale en bøde. Da Parley ikke kunne betale, tilbragte han en nat låst inde i en kro. Næste morgen fik han et kort besøg af sine medarbejdere, og han tilskyndede dem til at fortsætte på deres rejse og lovede dem, at han snart ville slutte sig til dem. Parley berettede: "Efter at have siddet en stund ved ildstedet i betjentens forvaring, bad jeg om at få lov til at gå udenfor. Jeg gik over på torvet sammen med ham. Jeg sagde: 'Hr. Peabody, er du god til at løbe om kap?' 'Nej,' sagde han, 'men det er min store bulldog, og han er blevet trænet til at hjælpe mig i mit arbejde de sidste mange år. Han vil nedlægge enhver mand, hvis jeg befaler ham det.' 'Hr. Peabody, du har bedt mig om at gå en mil med dig, og jeg har gået to. Du har givet mig mulighed for at forkynde, synge, og du har også givet mig husly og morgenmad. Nu må jeg videre på min rejse; hvis du er god til at løbe om kap, kan du komme med. Jeg takker for al din venlighed -- hav en god dag, hr.' Derpå påbegyndte jeg min rejse, mens han stod forbavset og ude af stand til at sætte den ene fod foran den anden... Han kom sig ikke over forbløffelsen i så god tid, at han kunne begynde forfølgelsen, før jeg havde et forspring på måske to hundrede meter... Derpå kom han råbende efter mig og kommanderede sin hund til at gribe mig. Hunden, der var en af de største, jeg nogensinde havde set, kom tæt på mig i al sin rasen; betjenten bag den forfulgte mig stadig, mens han klappede i hænderne og råbte: 'Tag ham -- der -- stop ham -- ned med ham,' og pegede i den retning, jeg løb. Hunden var hurtigt henne ved mig, og da den skulle til at springe på mig, slog tanken ned i mig hurtigt som lynet, at jeg Side 4 af 8

skulle hjælpe betjenten med at sende den rasende hund ind i skoven, som lå i lidt afstand foran mig. Jeg pegede i den retning, klappede i hænderne og råbte ligesom betjenten. Hunden ilede forbi mig med dobbelt fart hen mod skoven, fordi den blev tilskyndet af betjenten og mig, og fordi vi begge løb i samme retning." Da ældste Pratt havde undveget både hunden og betjenten, tilsluttede han sig sine medarbejdere via en anden rute. Parley fik senere at vide, at Simeon Carter, som han havde givet Mormons Bog, sammen med omkring 60 andre i det område, havde tilsluttet sig Kirken og dannet en gren.14 Missionærerne havde ikke glemt deres befaling om at undervise de indfødte amerikanere i evangeliet. Ved Sandusky i Ohio gjorde de holdt flere dage blandt Wiandot-indianerne. Parley skrev: "De frydede sig over disse nyheder, bød os god rejse og bad os sende dem besked om, hvordan vi blev modtaget blandt stammerne vestpå."15 Det var vinter, da de frygtløse missionærer rejste fra Sandusky mod Cincinnati, og de gik hele vejen. Vinteren 1830-1831 huskes i midtvestens analer som en vinter med megen sne. Sidst i december 1830 var det "bittert koldt, den blindende, fygende sne og den blygrå, mørke himmel gjorde tilsammen denne storm til noget, som lammede prærielandet. Den syntes at fortsætte uophørligt i dagevis -- i begyndelsen som et under, dernæst som en rædsel, en lammende forfærdelse, da den blev en trussel mod menneskers og dyrs liv."16 I Cincinnati gik ældsterne om bord på et dampskib til St. Louis fem dage før jul. Men isflager fyldte Ohiofloden, så de var tvunget til at gå fra borde i Cairo, Illinois, og fortsætte til fods. "32 km fra St. Louis [tvang] en forfærdelig storm med regn og sne" dem til at vente en uge, og denne storm gjorde, at sneen "nogle steder lå en meter højt". Langsomt fortsatte de mod vest og travede gennem sne til knæene i dagevis, "uden husly eller varme", "den råkolde nordvestenvind, der konstant blæste i vore ansigter med en intensitet, som næsten flåede huden af," skrev Parley. "Kulden var så intens, at sneen ikke smeltede på sydsiden af husene, selv i middagssolen, i næsten seks uger." Mere end 400 km bar de deres tøj, bøger og mad i rygsække. Det eneste, de havde at spise, var frossent majsbrød og råt svinekød. Parley sagde, at brødet var "så frosset, at vi ikke kunne bide i det eller komme igennem noget af det bortset fra den yderste skorpe." I halvanden måned udholdt de udmattelse og lidelser, mens de rejste fra Kirtland til Independence. Den 13. januar 1831 ankom missionærerne til Independence i Missouri, USA's grænse mod vest.17 Undervisning i evangeliet Da missionærerne nærmede sig deres bestemmelsessted indlogerede de sig i oberst Robert Pattersons hjem på den vestlige grænse af Missouri, mens de ventede på at vejret skulle blive bedre. Omkring den 1. februar åbnede Peter Whitmer og Ziba Peterson en skrædderforretning i Independence for at tjene de nødvendige penge, mens Oliver Cowdery, Parley P. Pratt og Frederick G. Williams gik ud i indianerlandet for at forkynde og introducere Mormons Bog.18 De fandt en lytter i William Anderson, Delaware-indianernes gamle høvding og søn af en skandinavisk far og en indiansk mor. Høvdingen havde været uvillig til at lytte til andre kristne, men blev til sidst overtalt til at høre på missionærerne. Med omkring 40 stammeledere komfortabelt siddende i høvdingens hytte blev Oliver Cowdery bedt om at tale. Han fik hurtigt deres tillid, da han fortalte om den lange og vanskelige tur fra østen for at bringe nyhederne om Mormons Bog til dem. Han erkendte indianernes nuværende Side 5 af 8

tilstand: Engang var de mange, nu var de få; engang var deres besiddelser store, nu var de små. Behændigt flettede han Mormons Bogs historie ind i sin tale: "For tusinder af måner siden, da den røde mands forfædre boede i fred og besad hele dette land, talte den store Ånd til dem, og åbenbarede sin lov og sin vilje samt megen af sin kundskab til deres vise mænd og profeter." Oliver fortalte dem, at denne, deres historie, og profetier om det, "der skulle komme til deres efterkommere i de sidste dage", blev skrevet i en bog. Han lovede dem, at hvis de ville modtage og følge denne bog, ville deres "store Fader" igen gøre dem fremgangsrige og føre dem tilbage til deres tidligere storhed. Han forklarede, at han og hans medarbejdere var kommet for at give dem eksemplarer af bogen, som havde nøglen til deres fremtidige succes. Høvding Anderson udtrykte sin taknemmelighed for de hvide mænds venlighed: "'Det får os til at føle godt herinde,' sagde han, mens han lagde sin hånd på hjertet. 'Nu er det vinter, og vi er nybyggere på dette sted; sneen er dyb, vores kvæg og heste er ved at dø, vore wigwamer er dårlige; vi har meget at gøre i foråret -- bygge huse og indhegninger og lave gårde; men vi vil bygge et rådshus og mødes sammen, og I skal læse for os og lære os mere om vore forfædres bog og den store Ånds vilje.'" Ældsterne "fortsatte flere dage med at belære den gamle høvding og mange fra hans stamme." Deres værters ønske om at lære mere om Mormons Bog voksede for hver dag, og da ældsterne fandt flere mennesker, som kunne læse, uddelte de eksemplarer af Mormons Bog blandt dem, og læserne hjalp med at sprede ordet.19 Regeringens indianeragenter havde kontrol over området, og uheldigvis havde missionærerne ikke fået den krævede tilladelse til at gå ind i indianerlandet for at undervise i evangeliet. Den lokale indianeragent oplyste dem straks om, at de overtrådte loven og beordrede dem til at stoppe, indtil de havde opnået tilladelse fra general William Clark, kommissær for indianeranliggender i St. Louis.20 Parley P. Pratt sagde imidlertid, at da nyhederne om missionærernes succes nåede grænsebeboelserne i Missouri, "forårsagede det jalousi og misundelse hos indianeragenterne og sekteriske missionærer i en sådan grad, at vi snart blev beordret ud af indianerområdet som fredsforstyrrere, og vi blev endog truet med militæret, hvis vi ikke parerede ordre."21 I et brev, dateret den 14. februar 1831, skrev Oliver Cowdery til general Clark og forklarede, at han repræsenterede et religiøst samfund med hovedsæde i staten New York og ønskede at oprette "skoler til undervisning af [indianske] børn og også til undervisning af [deres ældste] i den kristne religion." Dette ville de gøre, sagde han, "uden at forstyrre eller blande sig i andre missioner, der nu var etableret."22 Det vides ikke, om Clark nogen sinde svarede på deres anmodning eller gav dem tilladelsen. Missionærerne slog sig ned i Independence og forkyndte evangeliet til interesserede nybyggere der. I mellemtiden var Parley P. Pratt blevet udvalgt til at vende tilbage til Østen og berette om missionen og få fat i flere eksemplarer af Mormons Bog. Efter at han var taget af sted, øgedes de andre missionærers interesse for indianerne, da de hørte om eksistensen af Navajo-indianerne, en stor, flittig stamme, der boede omkring 500 km vest for Santa Fe.23 Situationen tvang missionærerne til at opgive alle forsøg på at bringe evangeliet til andre indianerstammer. Vurdering af missionærernes rejse Selv om "lamanitmissionen" ikke var særlig vellykket i forbindelse med forkyndelsen for de indfødte amerikanere, havde den dog en betydningsfuld indvirkning på Kirkens senere Side 6 af 8

historie. Ikke alene blev evangeliet præsenteret for første gang for denne rest af Israels hus, men den skabte opmærksomhed om, hvor betydningsfuldt dette folk var i Herrens øjne. Med hensyn til omvendelser og umiddelbar indvirkning, var missionen særdeles vellykket blandt de hvide nybyggere i Det Vestlige Reservat. Mange mennesker, som skulle få stor indvirkning på den voksende kirke, blev indsamlet til evangeliet i Ohio. I løbet af få måneder var der flere medlemmer i Ohio end i New York, så da tilstandene i New York nødvendiggjorde en flytning, blev Ohio udpeget af Herren som samlingssted og hovedsæde for Kirken. Missionen viste på en anden måde også Mormons Bogs motiverende kraft som et middel til omvendelse og som en prøve på den styrke, omvendelsen bragte. Denne bog var et middel, som ændrede mange menneskers liv. Lamanitmissionen banede også vejen for fremtidige åbenbaringer om Zions land, selv om det ikke blev erkendt straks. Det præcise sted for Zions midtpunkt var endnu ikke blevet åbenbaret, selvom Herren allerede havde antydet for de hellige, at Zion ville ligge på "grænsen til lamaniterne" (L&P 28:9). Fem af Kirkens stærke medlemmer havde nu opnået erfaringer i dette område og kunne bære vidnesbyrd om, at det var god jord. Slutnoter 1. Brev dateret den 17. okt. 1830 i Ohio Star, den 8. dec. 1831, s. 1. 2. Parley P. Pratt, ed., Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature series (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1985), s. 35. 3. History of the Church, 1:124; "History of Joseph Smith," Times and Seasons, den 15. aug. 1843, s. 289-290. 4. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 35-36. 5. John Murdock, "An Abridged Record of the Life of John Murdock Taken from His Journals by Himself," LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 16. 6. Philo Dibble, "Philo Dibble's Narrative," Early Scenes in Church History (Salt Lake City: Juvenile Instructor Office, 1882), s. 75-76. 7. Account of Lydia Partridge, citeret i Edward Partridge genealogical record, 1878, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 5. 8. Dibble, "Philo Dibble's Narrative," s. 77. 9. Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, ed. Preston Nibley (Salt Lake City: Bookcraft, 1958), s. 191-192. 10. History of the Church, 1:128. 11. History of the Church, 1:132; se også Den Danske Stjerne, sep. 1980, s. 8. 12. History of the Church, 1:131-133; se også Den Danske Stjerne, sep. 1980, s. 8. 13. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 36. 14. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 36, 38-39. 15. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 39; se også Berrett, Den Genoprettede kirke, s. 67. 16. Eleanor Atkinson, "The Winter of the Deep Snow," Transactions of the Illinois State Historical Society for the Year 1909, s. 49. 17. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 40. 18. Se Warren A. Jenning, "Zion Is Fled: The Expulsion of the Mormons from Jackson County, Missouri," Ph.D. disp., University of Florida, 1962, s. 6-7; interview af A. W. Doniphan i Kansas City Journal, den 24. juni 1881, citeret i Saint's Herald, den 1. aug. 1881. Side 7 af 8

19. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 42-44; se også Berrett, Den Genoprettede Kirke, s. 67. 20. Se brev fra Major Ricard Cummins til General William Clark, den 13. feb. 1831, William Clark Letter Book (Topeka, Kans.: Kansas State Historical Society, ingen dato) rulle 2, vol. 6, s. 113-114. 21. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 44. 22. Brev fra Oliver Cowdery til general William Clark, den 14. feb. 1831, William Clark Letter Book, s. 103. 23. Se Oliver Cowdery i History of the Church, 1:182. Side 8 af 8