Prædiken til 10. søndag efter trinitatis, Luk 19,41-48. 1. tekstrække

1 Grindsted Kirke Søndag d. 9. august 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 10. søndag efter trinitatis, Luk 19,41-48. 1. tekstrække Salmer DDS 2: Lover den Herre DDS 435: Aleneste Gud i Himmerig DDS 335: Flammerne er mange - - - DDS 332: På Jerusalem det ny Altergang DDS 321: O, kristelighed DDS 471: O, glædelig dag DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære Tekstlæsninger GT-læsning: 5 Mos 6,4-9 Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal

2 fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. Epistel: 1 Kor 12,1-7 Om Åndens gaver, brødre, vil jeg ikke holde jer i uvidenhed. I ved, hvordan I viljeløst blev drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger. Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden. Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Prædiketekst: Luk 19,41-48 Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde:»vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem:»der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.«han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

3 PRÆDIKEN Vi begynder i dag med en tanke, som meldte sig, da jeg forberedte prædikenen. Hvad hvis der i teksten havde stået: Da Jesus kom nærmere og så Grindsted Hvad ville eftersætningen være? Hvad ville Jesu reaktion være, når han kom hen over viadukten og så byen, kirken, husene, folkene. Ville det være som på vejen til Jerusalem. Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Eller ville der komme et smil over hans læber, fordi han glædede sig over Grindsteds åndelige tilstand? Eller Danmark. Hvordan ville Jesus se på Danmark? Vi har de sidste par uger haft en noget heftig diskussion af, om Danmark kan kaldes et kristent land. Regeringen fastslår, at Danmark er et kristent land. Kultur- og kirkeministeren siger: Kristendommen er sammenvævet med dansk historie, kultur, kunst, arkitektur og litteratur. Den kristne fortælling, de bibelske fortællinger, den kristne anskuelse er jo fundamental i dansk kultur. Det er jo også derfor, at kristendomskundskab er obligatorisk i skolen, for man kender ikke Danmark, hvis man ikke kender den kulturelle baggrund og den er lige vigtig, hvad enten man er troende eller bare kulturkristen. Andre er uenige og føler, det er en diskrimination af både ateister og folk af anden tro at kalde landet for kristent. Formanden for Humanistisk Samfund føler sig ekskluderet, hvis man kalder Danmark kristent, og hun siger: Jeg føler ikke, at det Danmark, jeg bor i, er et kristent land. Nogle kristne er enige og lægger vægt på, at vores land er blevet sekulariseret, altså at der er sket et stort tilbagetog fra kristen tro i vores folk, hvilket vel er et faktum?! En præst skrev følgende på Facebook: I en kristen nation myrder man ikke ufødte børn,

4 får skilsmisse med et klik på internettet, ophæver det naturlige ægteskab mellem mand og kvinde, understøtter en kirke, hvor størstedelen af præster og biskopper er villige til at velsigne homoseksuelle og dermed benægte Guds lov og Guds vrede over synden, så der heller ikke er behov for en objektiv forsoning, da mennesker frelses alligevel. Så nej, Danmark er ikke en kristen nation, men en frafalden nation, der må forvente Guds dom og vrede gennem timelige og evige straffe, hvis ikke det danske folk omvender sig. Sådan kan vi diskutere stolpe op og stolpe ned om det spørgsmål, og det er da vigtigt med tanke på Jesu gråd over Jerusalem. Så kan man da ikke bare slå det hen og sige, det er ligegyldigt, hvordan situationen er. Diskussionen har mange facetter, og vinklen her skal ikke være kulturhistorisk eller religionssociologisk, men åndelig: Da Jesus kom nærmere og så Grindsted / Danmark Hvad så? Hvorfor græd Jesus over Jerusalem? Han var lige kommet hele vejen fra Galilæa i nord sammen med sine disciple og en enorm folkeskare. Når man kommer hen over Oliebjerget får man et helt overvældende syn over Jerusalem, og det fik jubelen til at bryde løs i festskaren. Jesus red ind i Jerusalem på et æsel til folkeskarens jubel, man skar grene af træerne og råbte Hosianna. Det var festuge i Jerusalem, den årlige Påskefest, og der var feststemning. Jesu tanker var et helt andet sted. Han så bag al festivitassen og græd over byens åndelige tilstand. I Israel kan man i dag komme ind i Dominus Flevit -kirken, Herren græd -kirken på Oliebjerget, som vi gjorde på Israelsrejsen i foråret. Kirken er dråbeformet efter Jesu tårer. Og dermed bliver det en stærk oplevelse at gå ind i kirken, fordi man bliver mindet om Jesu sind og tanker, da han så ud over byen. I dag vil vi billedlig talt gå ind i kirken, ind i dråben, ind i Jesu hjerte. Og der vil vi se ind i et dyb af kærlighed og nåde, som du aldrig har set noget andet sted. Vi vil spørge: Hvor kommer disse tårer fra? Hvorfor græd Jesus?

5 Vi har to steder i evangelierne, hvor det eksplicit nævnes, at Jesus græd. Det var ikke i Getsemane have, hvor han stod ansigt til ansigt med sin lidelse og død, og blev grebet af forfærdelse og angst. Da var det en anden slags dråber, der faldt. Lukas skriver, at hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden. Det var heller ikke i statholderens borg, hvor Pilatus lod Jesus piske, og heller ikke ved korsfæstelsen, denne brutale, langsomme måde at trække livet ud af mennesker. Nej, ingen hørte ham græde, men man hørte ham bede for sine fjender, bede om noget at drikke, råbe min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?, og man hørte ham overgive sin ånd i Faderens hænder. Det var ved to helt andre lejligheder, Det nye Testamente fortæller om Jesus, at han græd. Første gang ved Lazarus grav, hvor Jesus stod og havde mistet den ven, han elskede. Og anden gang har vi lige hørt om i evangeliet i dag. Det var, da Jesus stod ansigt til ansigt med den hellige stad og erkendte, at han havde mistet den by, som han elskede. Det er to meget forskellige lejligheder, men alligevel grundlæggende ens. For det var to lejligheder, hvor Jesus stod og havde mistet den, som han elskede. Han havde mistet den eller det, som han elskede. Hvad han selv blev udsat for, bar han uden tårer. Men han kunne og kan stadig ikke bære at miste en eneste af dem, han elsker. Og når Jesus er Guds Søn og hans væsens udtrykte billede, er det et glimt af Guds hjerte, der møder os i Jesu gråd. Gud kan bære meget, bære over med meget, tilgive meget, helt ned til de groveste forbrydelser, et menneske kan udtænke mod sit medmenneske, og helt ned til den mest perverse spot, et menneske kan få sin beskidte tunge til at udtale mod sin Gud. Den slags ryster ikke vor himmelske Fader. Men at miste den, han elsker det fremkalder tårer. Vi læser også om hos Hoseas og Jeremias, at Gud græd over sit folk: Men hvis I ikke vil høre, græder jeg i det skjulte over jeres hovmod, jeg græder og græder; tårer strømmer fra mine øjne, for Herrens hjord føres i fangenskab... Du skal sige dette til dem:

6 Tårer strømmer fra mine øjne, nat og dag uden ophør, jomfruen, mit folks datter, ligger lemlæstet, såret vil slet ikke læges. Gud taler til et folk, som har vendt ham ryggen. Så kan man spørge: Vidste Gud ikke, at det ville gå galt? Jo! Var det ikke Guds straf over et frafaldent folk? Jo! Hvorfor græder han så over det? Forestil dig at sidde med et andet menneske i telefonen, som du kender godt og holder af, som fortæller dig, at vedkommende vil tage sit eget liv. Du prøver at argumentere imod det, men samtalen slutter med, at røret bliver lagt på. Du ved, at dette kan ende helt galt, men du kan ikke gøre noget. En anden situation: Du har et barn, som elsker at lege, og en dag kommer barnet med to strikkepinde og vil stikke dem i en stikkontakt. Du siger nej, fordi du ved, det vil give barnet stød og skade det. Men en dag trodser barnet alligevel dit nej, og det går galt. En tredje situation: Du har en god ven, som du holder meget af, og du vil give vedkommende en kæmpestor gave. Du sparer sammen i tre år, og endelig kommer dagen, da du køber gaven og vil give den. Du ringer på døren, vennen åbner og får gaven, pakker op og siger: Nej tak, jeg vil ikke have den. Vores venskab er slut. I disse tre situationer har du nogle af Jesu tanker på vejen til Jerusalem. Han havde mistet den, han elskede. Han så et folk, han havde mistet, fordi de havde valgt dødens vej væk fra ham. Han vidste, at man i templet havde forladt Guds ord. I stedet for et bedehus var det blevet en røverkule, hvor man troede at kunne arrangere sig til Guds velsignelse uden om Guds ord. Folk var imponeret over templet kirken. Stenene, udsmykningen. Folk var optaget af tempelskatten og ofringerne, ritualerne, som kørte efter en snor. Men Jesus sagde:»vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender

7 skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«gud havde igennem Jesus været på jorden i tre år og så at sige sparet sammen til at give sin enorme gave til byen, folket, ja hele verden. Det skulle ske i løbet af den kommende uge, hvor Jesus Langfredag ville give sit eget liv for at betale for synden. Han ville Påskedag besejre døden, og igennem det ville han give sin fred. Det afgørende for et menneske er ikke at finde fred med sig selv, men at modtage Jesu fred. Og han så, at byen var lukket for denne gave. Templet havde store dobbeltporte, men i folkets hjerte var der ikke så meget som den mindste dør at komme ind ad. Hvordan er det i Grindsted? I Danmark? Og lad os bare gå tæt på: I dit hjerte? Den, som kender sit eget hjerte, vil vide, at min egen synd og lukkethed for evangeliet var med i Jesu gråd over Jerusalem. Spørgsmålet er: Hvor står du nu? Vi lever i en folkekirke med verdens mest velholdte kirkebygninger, vi betaler vores kirkeskat, vi har vores ritualer i dåb, konfirmation, vielse, begravelse, som kirkens hele dagligdag afhænger af. Kan Jesus forlange mere? Nej, ikke mere men noget helt andet! Midt i denne lune folkekirke møder vi i dag, 10. søndag efter trinitatis, budskabet om Jesu gråd: Templet eller Hedens domkirke hjælper dig ikke, hvis der i virkeligheden ikke i dit hjerte er den mindste lille dør åben for Guds Søn. Hvad skal vi med folkekirke og sten og bygninger og kirkeskat og kirkelige handlinger, hvis det i virkeligheden kan siges om dig og mig, at vi ikke kender vores besøgelsestid? Den besøgelsestid er nu. Nu, hvor vi holder gudstjeneste, ser han ind over byen, over hjerterne, banker på og vil lukkes ind, og det svar, han venter, lyder, med en julesalmes ord: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig, ja ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se.

8 Hvor det svar lyder, er der glæde hos Guds engle i Himlen og hos Jesus. Og hvor det svar ikke lyder, vil vi høre ligesom et ekko af Jesu gråd. Fordi Gud altså er ved at miste en, som han elsker et menneske, som han ikke kan nå med sin fred. Hvor finder vi fred? Ét, eneste sted: Han er vor fred, skriver Paulus. I det dyb af kærlighed, som vi nu har set gennem tårerne i Jesu øjne, og som vi ser i Guds ord, finder du al Guds fred og velsignelse. Amen!