1 Grindsted Kirke. Søndag d. 18. august 2013 kl. 10.00 Lilian Høegh Tyrsted Prædiken til 12. søndag efter trinitatis, Mark 7,31.37 1. tekstrække. Salmer. DDS 749 I østen stiger solen op DDS 448 Fyldt af glæde DDS 443 Op til Guds hus vi gå - - - DDS 295 Drag ind ad disse porte Altergang: Koret DDS 11 Nu takker alle Gud Tekstlæsninger. Sl 115,1-9; 2 Kor 3,4-9; Mark 7,31-37
2 Prædiken. Ord skaber, hvad de nævner det gør de mellem mennesker, og det gør de også her i kirken - i dåben og ved nadverbordet den erkendelse gjorde også Grundtvig ja han kaldte den sin mageløse opdagelse, at Gud ikke er til stede i dåbsvandet, i brødet eller i vinen, men i ordene. Det var med ordet og ordets åndedrag, at Gud skabte liv lad der blive lys! sagde han på skabelsesmorgenen og der blev lys og han så, hvor godt det var. Og i dag skaber Jesus nyt liv for en døvstum. Der står, at han ser op mod himmelen som for at hente sin kraft derfra, han sukker og siger så: Effatha det er aramæisk og betyder luk dig op, og folkemængden der var til stede den dag udbrød: Han har gjort alting vel! for den døvstumme var nu ikke længere lukket inde i sin døve og stumme verden. Det er en lidelse ikke at kunne høre og tale, sådan som det er en lidelse, hver gang vi er lukket inde i vores egen lille verden. Ved at få hørelsen igen blev han genindsat i det menneskelige fællesskab, som det kan være svært nok at være en del af, men som det er endnu vanskeligere at være udenfor og det skete ved et enkelt ord: Effatha luk dig op for at blive lukket ind! Det er underligt hvad ord kan. De er usynlige, men alligevel har de en enorm virkning og kraft, og de gør noget ved os. Hvis jeg f.eks. siger: Der sad to rødspætter på et værtshus. Den ene sagde: Kan du låne mig en halvtredser Nej, svarede den anden, jeg er fuldstændig flad. Så griner vi, fordi ordene skaber sjove billeder i hovedet på os. Ordene gør noget ved os. Skaber latter, ja og gråd og alt muligt andet. Sådan er det også i Biblen. Ord er forunderligt levende. Derfor er kommunikation med andre så vigtig. Et levende sprog skaber min verden, binder mig til fællesskabet med andre mennesker, binder mig til virkeligheden.
3 Der er dog også et sprog, der taler, selv om det er stumt. Det sprog bliver hørt af Gud, og det sprog kan lukke selv døves ører op. Det stumme sprog er ikke kun ét, men flere. Der er hændernes stumme sprog: Hænder kan tale, nervøse hænder, hænder, som er barkede og ru, fortæller et helt livs historie. Der er fine og varme, rolige, foldede, knyttede - eller næsten hvide knugede hænder. De har deres eget sprog, og det er ganske vist stumt, men hænderne kan indimellem være mere talende end ord. Der er øjnenes stumme sprog. Henrykkelsen, overraskelsen, glæden, angsten, afskyen, respekten, hadet, og kærligheden taler gennem vore øjne. Øjet kan afsløre, hvad mange ord prøver at skjule. Øjet siger vi også er sjælens spejl. Og sukket har endda også sit stumme sprog, sukket fra hjertes dyb, et suk, der kan tale, så det griber os om hjertet. Det stumme sprog kan blive det eneste sprog ikke blot for den døve og stumme, men også for dem, der kan bruge mund og pen. Vi kan alle blive stumme for et øjeblik, for en tid eller for resten af livet. Et menneske kan blive ramt af stumhed stillet overfor det ubærlige, lynet der slår ned med ulykke, med sygdom og død. Og der hvor det menneske lader sig se, går mange ofte en stor bue uden om og røber afmagtens og medlidenhedens stumhed. Den døve mand i dagens fortælling stod alene med de andre omkring sig - udstødt - ingen ville røre ved ham, og vi ved alle, hvor vigtigt det er at blive rørt - ja set og hørt. Så Jesus gjorde med andre ord det, som ingen anden havde mod til han rørte stak sine fingre ind der, hvor det gjorde allermest ondt fandt det ømmeste sted. Han rørte ved den, som ellers var urørlig, og manden blev rask. Jesus ville vise skaren omkring sig, at stumhed kan kun brydes af en varm hånd, der taler, af et blik der ser og et suk der måske ikke høres af andre, men dog af Gud. Via stumhedens kraftfulde sprog kan selv døve reddes ud af deres elendighed.
4 Eller måske skulle vi sige stumhedens kærlige, guddommelige sprog, for vi ved også, at stumheden af hænders værk kan være ødelæggende - at lægge hånd på en anden og i særdeleshed en andens øre er nemlig ikke altid helbredende. Nogle gange lever vi som om vi bare lader som om vi ser eller hører hinanden. Vi er i vores eget. Vi har slet ikke øje for dagligdagens undere og vi har ikke øje for hinanden hverken i glæden, i sorgen, i fortvivlelsen, i håbet. Gud har øje for det! og ind i det stumme og døve hjerte taler Gud. Men hvordan kan man så være sikker på, at Han hører, hvad man siger til ham. Anna på 5 spurgte mig for nogen tid siden: Hvordan er det nu man snakker med Gud Åh ja, sagde hun uden at vente på mit svar: man gør jo sådan her! Det er rigtigt, sagde jeg, når man vil bede Gud om noget, kan man folde hænderne, men det behøver man ikke, og man kan sige ordene inde i sig selv. Hvordan kan man så være sikker på, at han hører det? Det gør han helt bestemt, for Gud er alting muligt, og Gud svarer os ikke altid sådan, at vi kan høre det. Men insisterer Anna: i Biblen er der jo nogen, der kan Moses kan høre hvad Gud siger til ham, og hvorfor kan jeg ikke? ville Anna gerne vide. Og det er et svært spørgsmål, men jeg tror, at Gud taler til os gennem sin søn, Jesus Kristus det er gennem ham, og det han siger og det han gør, at vi ser og hører, hvad Gud vil os og vil med os. Med sit Effatha giver Jesus os heller ikke lov til at kroge os ind i os selv eller lukke os inde i vores egen verden, hvor vi ikke har øre eller mund for andre end os selv, og hvor vi glemmer, at livet også kan være smukt og godt. For livet er såre godt, det var Guds egne ord, da han havde skabt himlen, jorden, solen, månen, stjernerne, planter og alt som har ånde, også mennesket. Og Jesus holdt fast i, at alt var godt og gjorde selv alt godt - ved ikke at overhøre og vende det døve øre til - ved ikke at være stum.
5 Og det var, hvad han ville lære skaren omkring sig den dag og os i dag at vi ikke må lukke hinanden eller lukke verden ude. Ved at blive set, hørt og rørt vandt den stumme og døve mand selv evnen til netop at kunne høre og tale. Vi bliver også hørt og rørt, - i dette rum af måske især det stumme sprog, af korstegningen i dåben og de velsignende hænder, af brødet og vinen som rækkes os i nadveren alle er de tegn på Guds handlen med os at han vil os noget. Det er så let som ingenting at isolere sig i sin egen lille verden, hvor det kun handler om mig og mig og mine behov og mine ønsker. Men det går galt, når vi mennesker siger, hvad rager du mig. Det går galt, når vi som præsten og levitten på vejen til Jeriko vender ryggen og det blinde øje til, og lader som om vi ikke har hørt og set det menneske, der beder os om hjælp. Verden har brug for barmhjertige samaritanere, der standser og hjælper og tager et menneske ind i fællesskabet, selv om det koster både besvær, tid og penge. Gud har ikke skabt os til at være alene, Gud har skabt os til fællesskab og medansvar for hinanden. Det kan godt være, at det moderne menneske bare vil have lov at passe sig selv og ikke have noget med andre end sine egne nærmeste at bestille. Men det moderne menneske må så finde sig i, at denne livsholdning modsiges af Guds ord, Effata. Gud har rakt sin hånd ud imod os og rækker til stadighed sin hånd ud imod os og sætter sin fingre på vores ømmeste steder for netop at åbne vore øjne og ører, så vi ser og hører i kraft af kærligheden og dermed på trods finder et håb og en tro. En tro på at når alt andet er borte og væk, vil det være kærlighedens stemme som når os. En tro på at når vi synes alt er gået i sort, vil livet alligevel spire på forunderlig vis på ny - at vi i kraft af kærligheden nyskabes gang på gang livet igennem.
6 Og det er den tro vi har med os, når vi bærer vore børn til døbefonten. For vi håber og tror, at vi med dåben kan give vores børn den gave som vi selv har fået. Kærlighedens gave, løftet om at deres liv må have kærligheden som fortegn, og at de også må føle sig både hørt, set og rørt af livet - af kærligheden som er og som virker i Gud. Og derfor Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen