1 Grindsted Kirke Søndag d. 29. juni 2014 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. søndag trinitatis, Luk 14,25-35. 2. tekstrække Salmer DDS 36: Befal du dine veje DDS 62: Jesus, det eneste DDS 508: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre - - - DDS 633: Har hånd du lagt på Herrens plov Altergang DDS 336: Vor Gud, han er så fast en borg DDS 266: Mægtigste Kriste, menighedens Herre Tekstlæsninger GT-læsning: Jer 15,10.15-21 Epistel: Åb 3,14-22 Prædiketekst: Luk 14,25-35
2 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem:»hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«luk 14,25-35 Prædiken Som spejder har jeg tit været med til at lave forskellige aktiviteter, hvor man skulle gennemføre en eller anden taktik eller strategi for at nå frem til målet eller sejren. Fx kan man lave skovstratego eller capture the flag med to hold. Det gælder om at vinde over det andet hold ved at sætte sine tropper ind på det rigtige tidspunkt og så overmande fjenden. Det er ét af de billeder, Jesus bruger, når han skal fortælle om efterfølgelse. Kongen, der drager i krig mod en anden konge, må først regne på, om han kan besejre ham. Manden, der bygger et tårn, må først kalkulere, om han kan bygge det færdigt. Og jeg undrer mig over, at Jesus opfordrer os til at lave en sådan beregning i forhold til at være kristen. Man skulle tro, at han sagde: Gå endelig ind i Guds rige, jo flere, desto bedre. Det gør han ikke!
3 Med barske ord siger han, at du skal vide, at du må give afkald på alt dit eget for at være hans discipel. Det er den beregning, du må gøre. Og man kan spørge: Er det virkelig meningen, at sådanne ord skal tages helt bogstaveligt? Hvis det er, kan man godt forstå, at nogle udråber kristendommen til at være både kulturfjendsk, verdensfjern og med til at skabe splid i både familieliv og hverdagens glæder. Jeg vil nævne tre ting her allerførst, som kaster lys over ordene. For det første kommer vi ikke udenom, at Jesus tit chokerede mennesker med det, han sagde, bl.a. om efterfølgelse. Mange tror, at Gud og kristendom er sådan en sød og lækker tilføjelse til livet, en slags adspredelse eller interesse, man kan gribe til en gang imellem, når man har brug for det. Men vi må endelig ikke gå for meget op i det. Lever man med den forståelse af kristendom, så er man kommet i kirke på den forkerte søndag. Eller også er man her på den rigtige søndag - for så bliver man udfordret af Jesus. Du kan ikke være lidt discipel eller lidt kristen - enten er man det, eller også er man ikke! For det andet skal vi lægge mærke til, hvornår Jesus siger disse ord. Teksten begynder med at omtale store skarer, der fulgtes med Jesus. Men hvorfor gik de med ham? For at opleve noget spændende. Det ville egentlig ikke, når det kom til stykket. De havde ingen brug for ham. Derfor taler Jesus så skarpt, fordi han vil fremprovokere en afgørelse. Og derfor er vi også i kirke i dag. Vi kan godt have sympati for Jesus og følge ham på afstand, men Jesus vil tale med os om afgørelsen. Sæt dig ned og regn på det - læg stratego eller strategi for dit liv! For det tredje kender vi godt til at give afkald på noget for at opnå noget andet. En maratonløber må give afkald på fx god mad og familiehygge for ensomt at træne de mange kilometer op i løbet. En professionel fodboldspiller giver måske afkald på familien og masser af nydelser for at skabe en karriere og vinde et mesterskab. Er målet stort og gevinsten høj, kan mennesker bringe ufattelige ofre for at opnå målet. Se, det forklarer til dels, hvorfor Jesus siger som han gør. Men så kommer en forfærdelig provokerende linje i teksten: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin
4 far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Far og mor. Mange teenagere har sikkert gnedet sig i hænderne over de ord: Yes, der er guddommelig legimation til mit ungdomsoprør - selv Jesus siger, at jeg skal hade de gamle, forstokkede øgler! Men sådan er det jo ikke! Du skal ære din far og din mor, lyder buddet også til teenageren! Ligesom forældre skal elske deres børn. Selvfølgelig hader vi ikke vores børn, hustru og forældre i ordets konkrete betydning, vi skal elske dem og lade dem vide, at vi elsker dem. Hvad så med ordene om at hade? Jo, den situation, Jesus taler om, er det tilfælde, hvor forældre eller børn vil rive Jesus fra dig. Da skal du ikke adlyde eller følge dem. Da skal du vide, at troen på Jesus er det dyrebareste, du har, og ingen skal rive den fra dig, så du igen kommer ind under Guds forbandelse og evige dom. Da er det tid til at sige nej og det er at hade dem. Det er meget parallelt til, at der i Bibelen flere steder står, at Gud hader mennesker. Hvad betyder det nu? Hader Gud da virkeligt ét eneste menneske? Nej, han elsker alle mennesker med en uendelig, evig kærlighed! Men alligevel kan et menneske møde Guds had, Guds nej, nemlig i det tilfælde og kun i det ene at det menneske ikke vil tage imod Guds frelse og tilgivelse, men bestemmer sig for at leve i vantro. Gør du det, da vil du møde Guds had, Guds nej, Guds dom! Samtidig med, at han elsker dig med brændende kærlighed og mere end noget andet ønsker dig tilbage ind i sit fællesskab. Og sådan skal dette også forstås. Jesu barske ord om at hade andre skal kun bringes i anvendelse i forhold til mennesker, der vil tage troen fra dig. Men så gælder det til gengæld også uanset hvem det er. Og ikke med Jehovas Vidners metoder, hvor man støder mennesker fra sig og ikke vil være sammen med dem. Nej, det betyder, at du frimodigt holder fast i din tro på Jesus, selv om nogle vil prøve at lede dig væk, og så
5 ellers fortsætter med at ære dem på alle andre områder og elske dem sønder og sammen. Det kan måske endda vække dem til også at tro på Jesus. Hvordan følger vi så i praksis efter Jesus? Der er som sædvanligt to grøfter i dette: I den første grøft er der mennesker, som griber dette med efterfølgelsen og siger: Yes, det er sådan, jeg vil leve. Og så forsager de alt i denne verden og arbejder intenst og målrettet på at gøre, hvad Gud siger, man skal gøre, og undlader at gøre, hvad man ikke må. De lever efter Guds lov og indretter sig efter det. Snart finder de ud af, at det ikke er muligt at følge alt til punkt og prikke, men så kan man lave sine egne underparagraffer, så det lykkes nogenlunde. De lider af og til nederlag, men så tager de sig bare sammen og prøver en gang til. Og tænker: Engang vil det sikkert lykkes mig at leve efter Guds vilje, og jeg prøver så godt jeg kan. Jeg tror, vi er mange, som har vandret i den grøft - og oplevet den desperate kamp for at leve efter Guds vilje. Regnet på, om jeg med 10.000 kan klare den fristelse, som kommer imod mig med 20.000. Snart falder de 9.999, og man står alene tilbage, og fjenderne synes at være blevet mange flere. Det er lovtrældommens grøft. Og går du i den grøft alene, så er det tid til at høre noget andet. I den anden grøft holder man sig til, at der i Bibelen står, at Gud tilgiver. Derfor siger man: Så jeg kan jo bare leve med min skyld, som jeg vil, og udleve mine lyster og drifter, jeg kan leve med min synd, som det passer mig, for er det ikke Guds bestilling at tilgive mig? Gud er vel kærlighed? Og så bliver det sådan, at Gud automatisk frelser alle - det er det, som Bonhoeffer kalder billig nåde. Nu kan man bare leve med sin synd og sine lyster, for Gud frelser jo alligevel! I den grøft mister al tale om efterfølgelse sin betydning. Der er ingen omkostninger, ingen kamp, ingen synd. Og dermed heller ingen sejr, ingen tilgivelse, ingen frelse. Hvad er da løsningen: Ja, normalt ville vi sige, at det bedste er den gyldne middelvej, nemlig at gå på vejen i midten? Vi prøver at undgå begge grøfter og tager
6 lidt efterfølgelse, lidt nåde! Her er der ingen skarpe hjørner, her har vi det trygt og godt - og: her bliver alting inderlig ligegyldigt. Og spørger vi Guds modstander, Satan: Hvor synes du, vi skal være?, så vil han svare: Jeg synes, det er fint, du er i midten, fordi: Det skader ikke mit rige. Og det gør det ikke. Men for os er det dødsensfarligt at være i midten. I epistlen kaldte Jesus det lunkenhed. Han siger til menigheden der: I er hverken kolde eller varme - gid I var det ene eller det andet. Men I er lunkne, og derfor vil jeg spytte jer ud af min mund. Hvad skal vi så gøre? Den svære øvelse, men også det virkelige evangelium, ligger i at leve i begge grøfter på én gang. Og det er noget andet end at være i midten. Så bliver det ikke til grøfter, for så er et billede af en katamaran bedre i den sammenhæng. En katamaran er en båd med to parallelle skrog eller pontoner. Uden den ene ponton sejler den ikke. På den ene side skal vi høre Jesu kald til efterfølgelse. Tage korset op og følge ham. Dagligt komme til ham og bede om tilgivelse, lytte til om morgenen, hvad han vil med mig i dag. Sige nej til alt, der vil rive mig bort fra Jesus, og sige et stort og varmt ja til alt, der fører mig ind i tro og lydighed mod ham. Den ponton på katamaranen må vi leve på. Det er ikke lovtrældommens, men efterfølgelsens ponton. Den anden ponton på katamaranen: Nåden! Jo, for det er jo sandt, at Gud tilgiver synden. Jesus gjorde selv det, som han beder os om. Han gik imod fjendens hær, ene mand imod Djævelen og hele hans åndehær, og han sejrede for os. På korset bar Jesus alle vores svigt og synd, alle vores halvhjertede forsøg på at følge Jesus efter og vores lunkenhed. Og så er det lige pludseligt ikke så afgørende, om du har 10.000 mand eller står alene tilbage - for har du ham, så vinder du sejr! Han beregnede omkostningerne for byggeriet og gik ind i vores sted, og Pinsedag stod byggeriet færdigt: Guds rige var en realitet!
7 To pontoner, én kristen: Uden nåde bliver efterfølgelse lovtrældom, uden efterfølgelse bliver nåden ligegyldig og falsk. Et menneske, der følger Jesus efter og lever af nåden alene, er en frigjort og elsket kristen. Paulus synes faktisk ikke, det er så svært! Han samler begge sider i to sætninger i brevet til filipperne: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. v13 For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. Til sidst vil jeg nævne en lille oplevelse, jeg havde med emnet her, hvor vi - som mange gange før - sad og diskuterede, hvor vanskeligt det er og hvor meget det river i os, og hvordan vi dog kan forstå disse svære sætninger - indtil et viist menneske sagde: Sådan ser jeg slet ikke på det. Det er da et evangelium at give afkald på alt sit eget. Og siden har jeg set anderledes på Jesu ord. Hvorfor er det et evangelium? Jo, for det første, fordi det jo er det syndige menneske, jeg skal give afkald på. Jeg skal ikke give afkald på, at jeg er skabt af Gud, at han elsker mig, at jeg derfor har en uendelig værdi. Heller ikke mine evner og kvaliteter, men alene det onde. For det andet betyder det at give afkald på alt sit eget at invitere Jesus indenfor i alt mit eget. Det betyder at følge kærligheden og overlade ansvaret for mit liv der. Og noget bedre findes ikke. For det tredje vil Jesus kun lede mig til det, som er godt. Han fører os altid ad gode veje og vil det bedste for os. Lad os nu høre Jesu to spørgsmål til os, som vi skal høre med hele Jesu kærlighed som forudsætning: For det første: Har du givet afkald på alt dit eget for at følge Jesus? For det andet: Lever du af nåden og nåden alene? Amen!