Natugle Videnskabeligt navn (Strix aluco) (L) Status Natuglen er en almindelig og udbredt ynglefugl i Danmark, dog er den meget fåtallig i Vestjylland, hvor der mangler redemuligheder i form af gamle hullede træer, og den mangler også på Bornholm og Samsø, hvorimod den findes på Læsø. Natuglen er udpræget standfugl, og bevæger sig stort set ikke uden for sit én gang etablerede territorium. Ynglebestanden i Danmark har igennem de seneste år overordnet set været stabil, men fluktuerende, da hårde vintre kan tolde slemt af bestanden. Der er pt nok omkring 5000 ynglepar i Danmark. Den er udbredt over det meste af Europa, ind over det sydlige Rusland til et stykke på østsiden af Ural og det nordlige Mellemøsten. Desuden en bestand i det centrale Asien og i Nordafrika, men mangler i Irland og i det nordlige Skandinavien, samt på øerne i Middelhavet. Ynglebestanden i Europa estimeres til at ligge imellem 0,5 og 1 million, og at udgøre imellem 50 og 75% af verdensbestanden. Ugler er udbredt over hele verden, og deles op i to grupper, slørugler og egentlige ugler hornugler/natugler. I Danmark har vi syv mere eller mindre regelmæssige ynglefugle, stor hornugle, perleugle, skovhornugle, mosehornugle, natugle, kirkeugle og slørugle. Desuden ses som sjældne fåtallige vintergæster, sneugle, høgeugle, spurveugle, og endog er dværghornugle (sommeriagttagelse). På verdensplan regner man med godt knap 220 uglearter, og det antages, at de er ret nært beslægtede med papegøjerne. Som en lille krølle på denne forklaring, har enkelte endda foreslået, at stamfaderen til papegøjerne har levet af animalsk føde som ugler, rovfugle og falke, og har altså været et rovdyr. Vingefang Vingelængde Vægt (g) (gennemsnit) gennemsnit gennemsnit Ældste* Ynglepar Art **Levetid Status# Længde (cm) (cm) (År) i DK*** Han Hun (cm) Han Hun Han Hun Natugle 330-500 (440) 400-630 (560) 37-42 93 98 26,5 27,6 22 4 5000 YS * Ringmærkede fund **Generationslængde - svarende til gennemsnitlige levetid ***Estimeret på baggrund af årlige DOF optællinger #Status: YS-Ynglestandfugl 1
Levested (habitat) Den oprindelige habitat for natuglen har nok været den åbne løv eller blandskov med gamle træer med større huller til reder. Hvis der er redemuligheder, og føde naturligvis er natuglen meget fleksibel med hensyn til valg af levested, åbne skov, gårde, landsbyer, parker, alleer og helt ind i byen. De er meget territoriale, og bevæger sig stort set ikke uden for et én gang etableret territorium. Det har bl.a. den fordel, at de lærer det at kende i detaljer, og de ved hvor de bedste fangstpladser findes. Spredning De gamle fugle er standfugle, og bevæger sig praktisk talt ikke uden for territoriet. Ungfuglene bliver smidt ud af forældreterritoriet i august/september, og de spredes i alle retninger. Selv de unge fugle når ikke langt omkring, kun 5% er fundet mere end 20 km fra den rede, hvor de blev klækket. Den længst kendte afstand var fra Fyn til Skåne ca. 200 km. Figuren nedenfor illustrerer natuglens spredning. Længste registrerede spredningsafstand er ca. 200 km Fugle spredes fra ynglepladser til vinter opholdssteder i samme geografiske område. Der er ingen entydig retning. Det kan være fra indlandslokaliteter til kyster, f.eks. knopsvane Det kan også være ungfugle, der forlader/jages ud af forældrefuglenes territorium, og som må finde egne territorier, f.eks. natugle Gennemsnitlig spredningsafstand for unge natugler er 7 km Dødeligheden i spredningsperioden er stor, og ligeså den første vinter i uglernes levetid. Fra ungfuglenes spredningstid, der foregår fra midt august og igennem september, men også igennem efteråret, vil man hyppigt kunne høre de territorieejende ugler tude, dels driver de ungerne ud, dels forsvarer de deres territorium mod de mange strejfende ungfugle, der forsøger at finde og etablere et yngleterritorium. Føde Hovedføden er smågnavere, mus, studsmus, men også rotter, egern og fugle indgår i menuen. I byen indgår ofte en lidt større andel af fugle. Som anført udgør smågnavere almindeligvis hovedbestanddelen af natuglernes føde, men de forholdsvis opportunistiske og tager hvad der er til rådighed. Den samlede liste af byttedyr er lang, og inkluderer muldvarp, spidsmus, flagermus, padder, krybdyr, biller, regnorme osv. 2
Toprovdyr Natugle Natuglens hovednæring er smågnavere, men et bredt spektrum af mindre dyr som f.eks. krybdyr, padder, fugleunger etc. indgår også, ligesom regnorm til tider har betydning. Den indplacerer sig således på rovdyrniveauet, med hovedvægt på det første niveau (gnavere). Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Jagtteknik Natuglen er som navnet antyder stort set udelukkende aktiv om natten, hvor størstedelen af byttefangsten også foregår. Ugler har et godt nattesyn, bedre end vort eget, men ikke voldsomt meget bedre, og som hovedsagligt bliver anvendt til orientering, men nok i mindre grad til jagt. Nataktive ugler bruger i høj grad hørelsen til at lokalisere byttet. Der er ikke gennemført forsøg med natugler, men sløruglers hørelse og evne til at lokalisere bytte i absolut mørke er meget veldokumenteret. Det er vist at slørugler i totalt mørke kan lokalisere og fange en mus der bevæger sig rundt. Den kan endda i sidste øjeblik inden musen gribes rette ind, så den griber musen på tværs. Forklaringen på uglernes evne til med baggrund i lyd, og med stor nøjagtighed at stedfæste hvor et byttedyr befinder sig, er baseret på forskellige anatomiske forhold hos uglerne. Øreåbningerne sidder i det vertikale plan forskudt for hinanden, den venstre åbning sidder højere oppe end åbningen til højre. Det hjælper med til at lokalisere lyden i det lodrette plan. Hvis lyden i forhold til fuglen kommer nedefra vil det venstre øre høre den først, og omvendt hvis lyden kommer fra oven, vil det højre øre høre den først. Kommer lyden direkte frem for, vil der ingen forskel være for de to ører. Uglerne kan tidsmæssigt skelne lyde med mikrosekunders forskel. Øreflapperne, hudfolder (bag ved sløret) der sidder foran øret er på samme måde i forskudt for hinanden, og er med til at øge effekten af asymmetrien. Sløret virker som to paraboler, der kanaliserer lyden ind til de respektive øreåbninger, på samme måde som menneskets udvendige øre. Fjerene i kanten sidder så tæt pakkede, som det pladsmæssigt kan lade sig gøre, så al lyd der rammer sløret bliver kanaliseret til øret. Der er gennem en kanal direkte forbindelse imellem de to ører, hvilket hjælper med til at skelne fra hvilken retning lyden kommer i det horisontale plan, både hvad angår den tidsmæssige forskydning, såvel som forskellen i intensitet. 3
Uglerne fjer har desuden en ulden overflade, der mindsker vindstøjen under flugten. Særligt håndsvingfjerene har på bagkanten en kam af små strimlede hår der dæmper vindstøj, og som derfor ikke generer uglens hørelse, men heller ikke advarer byttet om, at uglen nærmer sig. Til behandling af de lydinformationer der kommer til ørerne, har uglerne et særdeles veleudviklet hørecenter i hjernen. Uglernes hørelse Natugle Ører forskydningen af ørerne i det vertikale plan, giver mulighed for også at anvende 3 dimensioner i retningsbestemmelsen Slør Kant der adskiller de to halvdele af sløret og hjælper til at separere lydene fra de forskellige retninger Mange af uglerne jager deres bytte om natten, med ringe lys, og selvom de har et godt natsyn er det ikke altid tilstrækkeligt til, nøjagtigt at stedfæste en mus der rasler rundt i græsset eller vissent løv. Uglerne har derfor udviklet en ekstraordinær evne til at anvende høresansen retningsbestemt. Der er flere tilpasninger. Uglerne har udviklet et slør, der fungerer som en parabol der retningsbestemt kanaliserer lyden fra en given retning til det nærmeste øre Øreåbningerne sidder desuden forskudt for hinanden i det vertikale plan, således sidder det venstre øre højere end det højre øre, hvilket sammen med den sidværts afstand imellem øreåbningerne giver mulighed for en ganske nøjagtig lokalisering af en lydkilde i et felt foran fuglen. Natuglens mest anvendte jagtform er at sidde på en lytte/udkigspost, og derfra angribe byttet. De kan også jage flyvende, og de kan bl.a. fange småfugle ved at skræmme dem op fra deres natrasteplads ved at slå vingerne sammen, og slå dem i flugten. Rede plyndring indgår ligeledes i repertoiret. Biller og orme tages ved at bevæge sig rundt på jorden. Som nævnt ovenfor kender natuglerne deres territorium i detaljer, og ved derfor hvor de bedste fangstpladser er rundt omkring i territoriet. At uglerne anvender hørelsen til at lokalisere byttet har desuden den fordel at eventuelt løv og græs, ligesom snedække ikke er hindringer under jagten. Fældning Voksne fugle fælder fjerdragten én gang om året (hvor mange svingfjer der fældes veksler dog, helt fra ingen til alle, i gennemsnit 5 håndsvingfjer og 9 armsvingfjer), men nærmest opdelt i to perioder, først svingfjer og halefjer, hvor fældningen begynder i maj/juni og normalt er afsluttet i september/oktober. Kropsfjerene fældes derefter og er først overstået i december. Ungfuglen har en partiel fældning af småfjer, dog ikke store dækfjer, i maj til oktober. Derefter igen partiel fældning i april/juni til september/oktober, inklusive dæk, hale og nogle svingfjer. De sidste juvenile svingfjer bliver først fældet i 3 eller fjer kalenderår. Derefter følger de det voksne mønster. Ynglebiologi Natuglerne bliver kønsmodne i løbet af første leveår, men yngler typisk første gang i 3-4 års alderen. De er monogame, og et par holder typisk sammen for livstid. 4
Yngleaktiviteten går i gang tidligt, afhængigt af vejret og mængden af føde. Hovedsæsonen for æglægningen er marts, men i milde vintre kan de gå i gang allerede sidst i februar. I den anden ende kan nye kuld påbegyndes helt hen i maj. I år med få mus kan nogle helt undlade at yngle, eller eventuelt forlade allerede lagte kuld. Nedenstående figur illustrerer yngleforløbet hos natuglerne. Yngleforløbet hos natugle Grønne bjælker angiver forløbet hos et enkelt par, orange bjælker angiver hele perioden hvor forskellige natugle par kan begynde sæsonen. Æglægningen kan begynde allerede slut februar, marts er dog reglen men senere, helt ind i maj, forekommer også. Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 8-10 dage Rugning: 28-36 dage (det enkelte æg ruges 28-29 dage) Klækning: 6-8 dage Redetid: 30-35 dage Føringstid: 2-3 måneder Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. Februar Marts April Maj Juni Juli August Reden anbringes fortrinsvis i hule træer, men i mangel af huller kan gamle krage og musvågereder tages i brug. I dag er der mange steder sat kasser op til uglerne, som de gerne benytter. Tidligere blev kirketårne og lader ofte brugt, men desværre er disse i dag for det meste tillukkede. Redetræ for natugle, med stort knasthul, den ynglende ugle til højre Der lægges typisk 2-4 æg, men i gode gnaverår helt op til 6-7 æg, med 1-3 dages mellemrum. Det er udelukkende hunnen der ruger, men hannen sørger for al føde i rugeperioden. Rugningen begynder fra 5
første æg, varer 27-29 dage pr. æg, og æggene klækkes asynkront. Der er derfor stor forskel på ungerne, og afhængigt af hvor meget føde der er til rådighed, vil de sidst klækkede ofte gå til. I de første 2 uger bliver hunnen ved ungerne, og det er stadigvæk hannen der alene bringer føde, derefter deltager hunnen også i byttejagten. Ungerne forlader reden efter 30-35 dage, og sætter sig på grenene omkring reden, endnu ikke flyvedygtige, det sker ofte at de falder til jorden, og en af de store dødsårsager for ugleungerne er da også, at de bliver taget af ræve og andre rovdyr. Forældrefuglene tager sig af ungerne i yderligere 2-3 måneder, hvorefter de bliver jaget ud af territoriet i august/september, for det meste med en del spektakel i form at tuden og skrigeri. Alder/dødelighed Den ældste registrerede fritlevende natugle blev 22 år gammel, men generationslængden eller gennemsnitlige levealder er omkring 4 år. Som nævnt er det som unger og ungfugle at dødeligheden er størst, imellem 50 og 70% i første leveår og 25 til 45% i andet leveår. Dødeligheden inden ungfuglene forlader territoriet skyldes dels som nævnt oven for ræve eller andre rovdyr, som mår der tage ikke flyvefærdige unger, dels bliver nogle taget af rovfugle, f.eks. duehøg. En væsentlig dødsårsag efter at ungfuglene har forladt forældreterritoriet er sult. 6