Ikke vores, men Guds frugt!

Ikke vores, men Guds frugt! Luk 14,1-11 Salmer: 16-448-13-54-439/476-731 Kollekt: Seidelin, s. 107 Måne og sol, vand, luft og vind og blomster og børn skabte vor Gud. Himmel og jord, alting er hans, Herren vor Gud vil vi takke. I Jesu Kristi navn amen! Det er en utrolig ja, nærmest ubegribelig tålmodighed Jesus lægger for dagen, mens han drager omkring for at fortælle sine landsmænd om Gud. Det hænder en enkelt gang eller to, at han flipper ud, f.eks. da han finder templet i Jerusalem fyldt med handelsfolk, slagtedyr og tingeltangel som en hvilken som helst markedsplads et hvilket som helst sted på jorden. Men langt de fleste gange lytter han opmærksomt og imødekommende til deres spørgsmål og ønsker. Og han svarer pænt og forklarer omhyggeligt Bente Bisgaard Thomsen 1

også de gange, hvor spørgeren tydeligvis er sendt i byen af magtfulde folk, der føler sig truet og provokeret af ham. I dag hører vi således om nogle farisæere, der for Gud ved hvilken gang ville teste, hvor godt Jesus egentlig var hjemme i de hellige skrifter. Kort forinden var det en anden gruppering blandt landets rigeste og indflydelsesrige borgere, nemlig Sadukæerne, der havde været efter ham. Sadukæerne var ligesom farisæerne belæste og veluddannede folk, men i modsætning til farisæerne troede de ikke på et liv efter døden. En dag fandt de på at stille Jesus et fiktivt spørgsmål om syv brødre, der alle havde været gift med den samme kvinde. Hvem af dem skal være hendes mand, når de alle er døde og mødes i himlen, spurgte de. Men Jesus gennemskuede dem og bebrejdede dem deres manglende kendskab til Guds magt og skrifterne. Når mennesker genopstår, lever de som engle, der hverken gifter sig eller giftes bort, sagde han. Og så føjede han i øvrigt til, at Gud ikke er Gud for døde, men for levende. Det svar lukkede munden på sadukæerne, hvilket frydede farisæerne for de to grupperinger sloges om magten i samfundet. Nu, da sadukæerne var blevet hængt offentligt ud, kunne farisæerne ikke stå for fristelsen til at give dem et Bente Bisgaard Thomsen 2

ekstra spark. Det ville de gøre ved selv at fremstå som dem, der havde haft held til at lokke Jesus i en fælde. Men den, der graver en grav for andre, risikerer selv at falde i den. Og sådan gik det farisæerne. Da de spurgte Jesus, hvad det største bud i loven er, svarede han i første omgang helt efter bogen: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind! Det var det svar, de kendte og forventede. Men Jesus stoppede ikke der, men tilføjede endnu et bud: Du skal elske din næste som dig selv. Selvfølgelig tænker vi. Det er nemlig det svar, vi kristne kender og forventer. Det er det bud, vi kalder det dobbelte kærlighedsbud, som udtrykker hele kristendommens essens. Men for farisæerne og jøderne på den tid kom svaret som et chok, der gjorde dem mundlamme. At sidestille Gud og menneske var uhørt nærmest blasfemi. Hvad vil det sige at elske andre mennesker som sig selv. Og hvem er denne næste egentlig? Er det en bestemt person eller hvem som helst? Igen vil vi som kristne nok mene, vi kender svaret. Vi kender det bl.a. fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Her hører vi om manden, der blev overfaldet af røvere, som lod ham ligge halvdød i vejkanten, hvor først en præst og senere en levit to repræsentanter for de mest Bente Bisgaard Thomsen 3

fromme og retskafne borgere i samfundet kom forbi og lod ham ligge. Først da en udstødt et menneske ingen brød sig om eller regnede med kom samme vej, skete der noget. Først da fik den nødstedte den hjælp, han havde brug for og vi andre fik svaret på, hvem vores næste er. Er det så et svar, vi kan bruge? Ved vi nu med usvigelig sikkerhed, hvem VORES næste er og hvad vi skal gøre for at hjælpe ham eller hende? Svaret er nej. Som Løgstrup viser det i Den etiske Fordring kan kravet om næstekærlighed ikke nedskrives i faste, konkrete formler, der punkt for punkt fortæller os, hvad vi skal gøre hvornår og hvordan. Vi er henvist til at tage bestik af situationen og må handle her og nu så godt vi formår. Kravet om at elske næsten tvinger os til konstant årvågenhed, åbenhed og medleven. Forleden læste jeg, at man i dagens Kina ikke længere tør komme ældre medborgere, der kommer til skade eller får et ildebefindende, til hjælp. Årsagen skulle være, at man som gammel i Kina ikke har adgang til offentlig hjælp, hvis man ikke kan klare sig selv. Nogle har fundet på at løse problemet ved at melde medborgere, som har forsøgt at hjælpe dem, til politiet i håb om at få dem idømt erstatningspligt. Noget tilsvarende kan man blive udsat for i Australien, hvor der er mennesker fra den oprindelige Bente Bisgaard Thomsen 4

befolkning, der har opøvet en teknik i at kaste sig ud foran biler med sagesløse turister, som efterfølgende risikerer retsforfølgelse og erstatningspligt. Tænk hvis en sådan adfærd blev almindeligt udbredt. Det ville for alvor sætte næstekærlighedskravet på prøve. Enhver kan bare prøve at overføre tanken til fortællingen om den barmhjertige samaritaner, der installerede den hårdt sårede mand på et herberg. Her betalte han værten forud og lovede at komme tilbage og betale mere, hvis det blev nødvendigt. Tænk hvis manden, han hjalp, i mellemtiden var gået til politiet og havde meldt samaritaneren som den, der havde overfaldet ham! Så vidt er det heldigvis ikke kommet, og med Guds hjælp kan vi undgå både frygten for andre menneskers eventuelle og sandsynligvis egoistiske motiver såvel som tvivlen og usikkerheden angående vores egen indsats. Al vores frygt og usikkerhed må smelte og forsvinde ved tanken om, at Gud elskede os først og dermed gav os evnen til og muligheden for at elske hinanden. Som det hedder i Jørgen Kristensens salme om vintræet er Kristus ét med sit folk. Vi skal ikke selv sørge for vore gerningers rette motiv eller spørge til meningen med vores liv, men trygt give os i kast med de opgaver, livet byder på. Som grene på et vintræet Bente Bisgaard Thomsen 5

henter vi også liv og kraft i den stamme, der bærer os. Den frugt vi bærer, er ikke vores, men Guds. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os bede: Kære Gud, vi takker dig, fordi du i dåben har givet os alle en plads i dit rige. Vi takker dig, fordi du vil noget med alle mennesker og lærer os, at intet menneskeliv er ligegyldigt eller mindre værd end et andet! Lær os at tage vare på det liv, vi har fået givet de mennesker vi er sat iblandt og møder på vor vej og hele dit skaberværk, som dagligt minder os om din kærlighed. Vi takker dig for de to børn, der med deres dåb i dag er blevet del af vores menighed i Bogense og som nu og altid er omfattet af din kærlighed. Vær med dem og deres familier og lad os være gode til at tage imod dem, så de føler sig hjemme her i din kirke. Vi beder dig: trøst os, når vi er bange, ensomme, syge og svage. Lad de døende mærke, du er nær. Læg dine varme hænder om alle, der plages af tvivl eller angst! Bente Bisgaard Thomsen 6

Velsign og bevar vort folk og fædreland. Forund os altid at måtte leve i et samfund, hvor magten forvaltes med ret og rimelighed. Velsign og bevar vores dronning og hendes familie! Amen! Bente Bisgaard Thomsen 7