MZNdcmsAe STJERNE. Februar 1974. .123. Årgang Nummer 2

MZNdcmsAe TJERNE Februar 1974.12. Årgang Nummer 2 &*

Abrahams TJERNE rgan for JEU KRITI KIRKE AF IDTE DAGE HELLIGE Februar 1974 12. Årgang, Nummer 2 DET FØRTE PRÆIDENTKAB pencer W. Kmball N. Eldon Tanner Maron G. Romney DE TLV RÅD Mark E. Petersen Ezra Taft Benson Delbe L. tapley LeGrand Rchards Hugh B. Brown Howard W. Hunter Gordon B. Hnckley Thomas. Monson Boyd K. Packer Marvn J. Ashton REDAKTINKMITEEN Doyle L. Green, edtor-n-chef Larry A. Hller, managng edtor Jørgen Ljungstrøm, coordnator, Translaton ervces Depament, Grundtvgsvej 27 C, 1 tv DK-1864 København LAYUT Verlag Krche Jesu Chrst der Helgen der Letzten Tage PRINTING Paul Gese KG, ffenbach/m Vesttyskland ABNNEMENT 6 numre d. kr. 15.00 12 numre d. kr. 0.00 I løssalg pr. nr d. kr..00 Nævnte prser er ncl. moms og poo. Betalng ved check udstedt tl Den danske tjerne eller gennem postgro.8 tl Jesu Krst Krke af dste Dages Hellge, Dalgas Boulevard 164, 2000 København F. (C) 1974 by the Corporaton of the Presdent of The Church of Jesus Chrst of Latter-day ants.. 65 Indholdsfoegnelse Guds præstedømme, præsdent N. Eldon Tanner 47 Hjemmelærerforfatnngen", Bruce R. McConke 5 En Guds mand, sammendrag af Leon R. Hashorn 55 Hebraske skkke, dney B. perry 57 Abrahams pagter og velsgnelser 62 Rejser og begvenheder lv (kronologsk ko). Rene af hjeet, (et budskab tl ungdommen), bskop Vaughn J. Featherstone 68 pørgsmål og svar, Edward J. Brandt 70 Hvad er en levende profet? Præsdent A. Theodore Tuttle.. 72 Åbenbarngens klppe, ældste Joseph Anderson 74 e jeres små, ældste Boyd K. Packer 77 Krkens sande styrke, ældste Gordon B. Hnckley 80 Der var lagt en mormonbrochure hver sko Børnenes sder Præsdent mth tog ham ved hånden 9 Guldpladerne (sang) 10 En apostel taler tl børnene, ældste Marvn J. Ashton 11 Bedstemors lekte (ven tl ven), ældste Theodore M. Buon. 12. Lsas undervsnng, Mary Ellen Jolley 14 Bare for sjov 15 En stemme fra tågen 16 E.D.. CHURCH WI1LATIQN ERVICE EP$,; LI1JUY

vor I verden overensstemmelse rf r /w Det er et sto prvlegum, en stor velsgnelse og et sto ansvar af være medlem af Jesu Krst Krke af dste Dages Hellge, hvor præstedømmet og altså derved Guds myndghed leder og admnstrerer krkens anlggender. Alle krkens ordnanser admnstreres af og under denne myndghed, lgesom alle ordnanser også modtages gennem denne myndghed. Det er derfor et sto prvlegum, en velsgnelse og et vrkelgt ansvar at bære dette præstedømme og besdde denne myndghed; det er denne guddommelge myndghed, jeg gerne vl skrve om. Jeg tror bedst, jeg kan gøre dette ved at svare på nogle af de mange spørgsmål, der er blevet stllet mg, som for eksempel: 1. hvad er præstedømmet? 2. hvad lgger tl grund for jeres påstand om, at er den eneste krke, der har myndghed fra Gud?. hvorfor holder I på, at præstedømmet er nødvendgt for at admnstrere krkens anlggender? 4. hvem bærer præstedømmet? 5. hvlket ansvar har man, når man bærer præstedømmet? 6. hvlke velsgnelser følger med præstedømmet? kønt jeg ønsker at tale om præstedømmet, sådan som det vrker de sdste dage, så må v dog, som Brgham Young sagde, gøre os kla, at præstedømmet er den lov, overensstemmelse med hvlken verdenerne blev, er og vl blve skabt og befolket. Det er efter denne lov, at omvæltnngerne sker, det er efter denne lov, at altng nddeles dage, uger, måneder, år og årstder. Han erklærede vdere, at præstedømmet ndbefatter en fuldkommen regerng, fuldkomne love og ordnanser, med hvlke v kan forberede os tl at drage fremad fra den ene po tl den anden, ndtl v gen kan komme Faders og Guds nærværelse." (Journal of Dscourses, bnd 2, sde 19). Guds præstedømme blev gvet tl Adam, og gen- Guds dømme VED PRÆIDENT N. ELDN TANNER, 1. rådgver Det første Præsdentskab Kun gennem præstedømmets myndghed kan evangelets ordnanser modtages eller admnstreres. Uden præstedømmet kan der kke døbes, bekræftes, ordneres, præsderes eller det hele taget forekomme nogen ledende st- Ung krken. I kvndernes organsatoner kaldes og ordneres de, der har stllnger som funktonærer eller lærere, gennem præstedømmets myndghed." 47

I vor vor de dag, nem ham gk det vdere ned tl Abraham, som modtog det af højpræsten, Melkzedek, hvlket præstedømme fndes Guds krke gennem alle slægter og er uden dages begyndelse eller års ende. g Herren bekræftede også et præstedømme på Aron og hans sæd gennem alle slægtled, hvlket præstedømme også vedvarer og består for stedse tllge med det præstedømme, som er efter Guds hellgste orden. g dette højere præstedømme forvalter evangelet og holder nøglen tl rgets hemmelgheder, ja, nøglen tl Guds kundskab. Derfor åbenbares gudfrygtghedens kraft dets forordnnger. g uden dsse forordnnger og præstedømmets myndghed blver gudfrygtghedens kraft kke åbenbaret for menneskene kødet." (L&P. 84: 17-21). Lad os nu tale om præstedømmet og dets gengvelse sdste dage og besvare spørgsmålet om, hvorfor v påstår, at vor krke er den eneste, der har præstedømmet eller myndgheden fra Gud. 5. trosakel står der tydelgt: V tror, at en mand må kaldes af Gud ved profet og håndspålæggelse af sådanne, som har myndghed del, for at prædke evangelet og tjene dets forordnnger." Denne udtalelse er fuld overensstemmelse med det, Paulus sagde tl hebræerne. Idet han henføe tl præstedømmets ordnanser, sagde han nemlg: g ngen tltager sg selv den værdghed, men man må som Aron kaldes del af Gud." (Hebr. 5:4). En af de mest betydnngsfulde og betegnende aspekter af krken er præstedømmet, som så smukt defneres af præsdent Joseph F. mth: (Præstedømmet) er hverken mere eller mndre end Guds kraft, der er gvet mennesket, for at mennesket på jorden kan handle tl frelse for hele den menneskelge famle Faderens, ønnens og den Hellgånds navn, og dette er fuld overensstemmelse med loven; det mennesket kke blot påtager sg denne myndghed, ej heller efterlgner tdlgere generatoners handlemåder, men myndgheden er vrkelg blevet gengvet td af tjenende engle og ånder fra det hnsdes, drekte fra den Almægtge Guds nærhed..." (Gospel Doctrne (Deseret Book Co., 199) sderne 19-140). På det tdspunkt, hvor Joseph mth og lver Cowdery var gang med at oversætte Mormons Bog, vste Johannes Døberen sg for dem; efter at have foalt dem, at han handlede efter de gamle apostles, Peter, Jakob og Johannes, nstruktoner; de apostle, som jo holdt nøglerne tl det højere præstedømme, overdrog Joseph og lver Det aronske Præstedømme med dsse ord: I Messas' navn overdrager jeg jer, mne medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne tl engles betjenng og tl omvendelsens evangelum og tl dåb ved nedsænknng tl syndernes forladelse; og dette skal aldrg mere tages fra jorden førend Levs sønner atter frembrnger et offer for Herren retfærdghed." (L. & P. 1). Joseph mth skrver, at Peter, Jakob og Johannes senere ordnerede ham og lver Cowdery tl apostle og særlge vdner om Jesus Krstus tl at bære nøglerne tl hans rge tl evangelets sdste uddelng og tl tdernes fylde. (e L. & P. 27:12-1). mkrng det tdspunkt, hvor Jesu Krst krke af dste Dages Hellge blev organseret gav Herren Joseph mth følgende åbenbarng: e, der skal føres en optegnelse af jer, hvor du skal kaldes seer, oversætter, profet, en Jesu Krst apostel, ældste krken gennem Gud Faderens vlje og vor Herres Jesu Krst nåde. g du blver nspreret af den Hellgånd tl at lægge krkens grundvold og opbygge den den allerhellgste tro." (L. & P. 21:1-2). 'Præstedømmets myndghed er kke blot noget, man uden vdere kan påtage sg uden bevslgt at have ret del, men det må overdrages af Gud gennem en, der har myndghed del. En af grundene tl den forvrrng, der fndes blandt krkerne er, at mennesket tror, at det kan tltage sg myndghed uden at være kaldet del af Herren. Et menneske vlle kke have mere ret tl at tltage sg præstedømmets myndghed, end man har tl at udnævne sg selv tl repræsentant for en konge eller regerng, eller tl at udnævne sg selv tl præsdent for en naton. Ja, hvs man gav sg tl at underskrve noget som helst sn egenskab af en sådan repræsentant" der på ngen måde var bemyndget del, vlle 49

Jesu denne den modstrd det dag graderne man efter loven blve anklaget for at have begået falsk. Hvs verden blot vlle ndse og akceptere denne sandhed, så vlle det kke være vanskelgt at blve enge om, at myndgheden blev overdraget Joseph mth af Herren, for at han kunne organsere hans krke. Men v må huske på, at når som helst Gud har gvet jorden det sande præstedømme, har der også altd været et falsk præstedømme, der påstår at besdde det sande præstedømmes magt. Gennem tro, bønner og den Hellgånds vdnesbyrd kan v dog skelne sandheden. V kommer nu tl det trede spørgsmål om nødvendgheden af præstedømmet for at kunne admnstrere krkens anlggender. Kun gennem præstedømmets myndghed kan evangelets ordnanser modtages eller admnstreres. Uden præstedømmet kan der kke døbes, bekræftes, ordneres, præsderes eller det hele taget forekomme nogen ledende stllng krken. I kvndernes organsaton kaldes og ordneres de, der har stllnger som funktonærer og lærere, gennem præstedømmets myndghed. I alle uddelnger har der været en, der har haft Guds præstedømme. g tdernes fyldes uddelng er præstedømmet blevet gengvet og fndes nu Krst Krke af dste Dages Hellge, som derfor har fuld myndghed tl at prædke evangelet og admnstrere dets ordnanser. Det er tydelgt at se, at præstedømmet kommer fra Guddommen, og at mennesket herved har fået særlg myndghed, uden hvlken alt vo arbejde vlle være spldt. En yderlgere grund tl, at v kke kan undvære præstedømmet står nævnt 9. trosakel: V tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og v tror, at han endnu vl åbenbare mange store og vgtge tng angående Guds rge." V ved, at Gud lader os komme tl kundskab om hans ønsker og tanker gennem sne tjenere, profeterne, og at det er nødvendgt for Herren at have en repræsentant, der bærer præstedømmet, gennem hvlken han kan kundgøre os sn vlje og sne ønsker, og som kan tjene som talerør overfor krkens medlemmer. Det er altså nødvendgt at have præstedømmet for at kunne foolke og udføre Guds hensgter. Det fjerde spørgsmål er: Hvem kan bære præstedømmet? Hel kan v svare: enhver mand, der er værdg del og som ordneres, kan bære præstedømmet og vrke embede, han besdder. Der synes dog krken at være en tendens tl at mene, at en dreng, når han når tolvsårsalderen, får Det aronske Præstedømme rent automatsk og blver ordneret tl dakon, samt at han bevæger sg fremad overensstemmelse med sn alder, og at han så, når han blver 18 år gammel automatsk bør ordneres tl ældste. Dette er med krkens lære og præstedømmets orden. Enhver mand, der ønsker at modtage præstedømmet, eller at blve forfremmet det, skal, enten han er ung eller gammel leve overensstemmelse med pagterne, som han ndgår, når han går dåbens vande, samt være værdg på enhver måde. Præstedømmet er en af de største gaver eller velsgnelser, som et menneske kan modtage. Alle forældre, lærere, alle bskopper og alle stavspræsdenter bør undervse den, som forfremmes,, hvad præstedømmet er, og den der har den præsderende myndghed bør gennem et ntervew skre sg, at den som forfremmes præstedømmet nu også vrkelg ved, hvlket ansvar dette ndebærer. rdnatonen skal også godkendes af præstedømmekvorummet. Når Gud bemyndger et menneske tl at tale og handle hans navn, så er det da hævet over enhver tvvl, at han, hvad enten det drejer sg om en dakon, en lærer, præst, ældste, en af de halvfjerds eller en højpræst, forventer, at dette menneske er ham en værdg repræsentant. Tænk på, en ung mand på 18 år får myndghed tl at undervse, døbe og ordnere andre unge mænd tl dakoner, lærere, præster og ældster på ganske samme måde som dem, der ndtager højere stllnger krken. Tænk på hvor sto et ansvar og prvlegum, han her får, og hvor stor en ære, der overgår ham. V kan kke lægge tltrækkel g stor vægt på vgtgheden af at være værdg tl denne store velsgnelse og af at være et eksempel for verden. Det femte og sjette spørgsmål drejer sg om præstedømmets ansvar og dets velsgnelser. En mand, der bærer præstedømmet, bør tage mod enhver stllng, han blver kaldet tl, eller ethve arbejde, som han af den der præsderer over ham, blver bedt om at udføre, for at ære st 50

enhver Præstedømmet er tl for at alle kan få glæde deraf både mænd, kvnder og børn, det er gennem præstedømmet, at v modtager og admnstrerer evangelets ordnanser, derblandt dåb, bekræftelse, nadveren og alle tempelordnanserne, bl. a. beseglnger for td og al evghed og arbejde for de døde. Det er gennem præstedømmets kraft, at de syge helbredes, de lamme kommer tl at gå, de blnde kommer tl at se og de døve tl at høre alt efter deres tro og vor hmmelske Faders vlje. Præstedømmets velsgnelser brnger trøst tl de sørgende og hjælper de modløse." præstedømme og for at tjene sne medmennesker. Husk at Herren har sagt: Th de, der trofaste og får dsse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og som ærer deres kaldelse, blver hellggjo ved Ånden tl deres legemers fornyelse." g han tlføjer dette store løfte:... Derfor skal alt det, som mn Fader har, gves ham." (L. & P. 84:, 8). Alt dette afhænger af, om man ærer st præstedømme. V bør alle sammen læse, studere og prøve at forstå det 84. og det 107. afsnt af Lære og Pagter. Dsse afsnt handler om præstedømmet. Jeg skal aldrg glemme den betydnng, som mn far tllagde det ansvar, der følger med præstedømmet. kønt v boede på en gård og altd havde nok at gøre, så lagde han dog stor vægt på, at mne plgter præstedømmet kom før alt andet. Jeg blev opdraget under denne parole Men søg først Guds rge og hans retfærdghed, så skal alt andet gves jer tlgft" (Matt. 6:), noget som følge mn erfarng altd har vst sg at være rgtg. Mn far gav mg også lejlghed tl vo hjem at vrke med mt præstedømme, det han af og tl bad mg velsgne de syge eller gøre andre tng. Man kan aldrg vde, hvlken ndflydelse man har på de mennesker, som man omgås, eller hvordan man kan komme tl at påvrke deres lv. om medlemmer af præstedømmet må v være eksempler på retfærdghed; være ærlge al vor færd; undgå alt, hvad der er af kødet; vse vore naboer og alle, v møder, at v lever et rent, ærba lv. Hold budene. V bør stræbe efter at skabe fred og harmon vore hjem, samt at lade denne ndflydelse sprede sg tl hele verden. De, der bærer præstedømmet, har ansvar for at leve helt og fuldt op tl krkens standarder og stuaton opmuntre andre tl at gøre det samme. V må elske vor næste som os selv (Rom. 1:9), og række de nødstedte en hjælpende hånd. Præstedømmet er tl for at alle kan få glæde deraf både mænd, kvnder og børn. Det er gennem præstedømmet, at v modtager og admnstrerer evangelets ordnanser, derblandt dåb, bekræftelse, nadveren og alle tempelordnanserne, bl. a. beseglnger for td og al evghed og arbejde for de døde. Det er gennem præstedømmets kraft, at de syge helbredes, de lamme 51

I naturen. blnde, dag stedet kommer tl at gå, de blnde kommer tl at høre, alt efter deres tro og vor hmmelske Faders vlje. Præstedømmets velsgnelser brnger trøst tl de sørgende og hjælper de modløse. Ja, hvs v tlfulde forstod, hvad alt dette betyder, så vlle v skke føle, som lver Cowdery gjorde da han beskrev, hvordan Johannes Døberen vste sg for dem for at gengve Det aronske Præstedømme, så de kunne påbegynde oprettelsen af Guds rge på jorden: Pludselg, som fra evghedens mdte, lød Forløserens røst ned tl os, medens sløret forsvandt, og Guds engel kom klædt herlghed og gav os det med længsel ventede budskab, samt nøglerne tl omvendelsens evangelum. Hvlken uudsgelg glæde! Hvlket mrakel! g hvor v dog undrede os! Medens verden våndede sg smee medens mloner famlede og de fleste mennesker gk rundt uvdenhed og u- tryghed så fk vore øjne dette at se og vore øren dette at høre. Lyset var så stærkt som på den klareste dag ja, det var stærkere end en klar solstråle maj, og dette lys strålede nu overnaturlgt mdt å høe v hans stemme, skønt den var mld, nåede den dog tl vo nderste, han sagde:,jeg er jeres medtjener.' Dette fk vor angst tl at forsvnde. V lyttede, ndsugede hve ndtryk med øjnene, og hvor v dog beundrede ham! Det var en engels stemme, en engel fra det høje ja, det var et budskab fra den Allerhøjeste, og v glædede os usgelgt over det, v høe, alt medens kærlghed tl Gud varmede vore hjeer, og v var fuldstændg optaget af det syn, den Almægtge sendte os! Der var ngen plads tl tvvl. Uskkerheden var boe som dug for solen, tvvl blev et fænomen, der aldrg mere kunne forekomme, medens fabel og falske formodnnger for altd tog flugten!" (Domentary Hstory of the Church, bnd 1, sde 4). en samtale om præstedømmet kom præsdent J. Reuben Clark med følgende bemærknng: Hvs den almene, cvle regerng pludselg blev sat ud af spllet, så kunne krkens organsatoner regere samfundet, hvs samfundet ellers vlle gve st samtykke hel." Han erklærede at lærerne, som jo skal sørge for orden krken, kunne påtage sg poltets arbejde. Bskopperne vlle få myndghed tl at afholde retsager; højrådene og stavspræsdenterne kunne udgøre de højere retsnstanser, altså både landsretten og højesteret, som man så kunne kære tl, eller som vgtgere sager kunne ndankes drekte for. Endelg vlle krkens præsdentskab have benådnngsret. Han fosætter med at sge, at krkens præsdent har myndghed tl at fastsætte alle nødvendge love og regler, som folket så skulle regeres efter. Det står kla, at præstedømmets organsaton er fuldkommen og står rede tl at gå akton med det samme, når Herren kommer ned på jorden for at regere. Et udmærket eksempel på, hvor fuldkommen præstedømmets organsaton og kraft er, gves os af præsdent Harold B. Lee forbndelse med det han oplevede, da han 195 blev kaldet tl at organsere krkens velfærdsprogram, gennem hvlket man forsøgte at vende tendensen tl at medlemmerne blev afhængge af hjælp fra statens sde og for sørge for, at krken blev stand tl at sørge for sne egne nødstedte medlemmer. Han foalte, at han, efter at have bedt nderlgt tl Herren om vejlednng angående hvlken organsaton, der burde skabes for at klare dette problem, modtog dette utvetydge svar: Det er kke nødvendgt at skabe en ny organsaton for at opfylde dette folks behov. Det eneste, der skal gøres, er at sætte Guds præstedømme arbejde. Der behøves ntet tl at erstatte dette." Dette blev gjo, og velfærdsprog rammet har haft fremgang og er et bevs på præstedømmets magt og et eksempel for verden. Lad os tlsge Guds præstedømme vor loyaltet og hengvenhed og følge den leder, som er Herrens talerør her på jorden. For når v gør dette, betyder det kke alene, at v forøger vor egen og vore famlers fred og glæde, men også at v ved at tjene vore medmennesker tjener Herren og forbereder os tl for evgt at bo hos ham. Q 52

For at understrege betydnngen af hjemmelærerarbejdet har ældste Bruce R. McConke fra De tolvs Råd uddelt hjemmelærerforfatnngen" tl De Tolvs regonalrepræsentanter ved et semnar, der blev afholdt for nylg. Ældste McConke har beskæftget sg meget med jura, hvad man tydelgt fornemmede udfra hans meget tydelge og detajlerede redegørelse af forfatnngens" t punkter: 1. Hvs v ønsker at opnå frelse, må v lære at efterleve evangelet. Man kan kke opnå frelse, hvs man er uvdende om Jesus Krstus og hans evge love. V frelses samme grad, som v tror og adlyder. 2. Gud har åbenbaret mennesket evangelet med sn egen stemme, gennem tjenende engle og gennem den Hellgånds gave.. Forældre bør undervse deres børn. Undervsnng evangelet foregår først og fremmest hjemmet famlens skød. Et godt forhold mellem forældre og børn er af stor betydnng denne forbndelse. Dsse bud, som jeg pålægger dg dag, skal du tage dg tl hjee; og du skal ndprente dne børn dem og tale om dem, både når du sdder dt hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dg, og når du står op du skal bnde dem som et tegn om dn hånd, de skal være som et erndrngsmærke på dn pande, og du skal skrve dem på dørstolperne af dt hus og på dne poe." (5. Mos. 6:6-9). For at famlerne kan blve fuldkommengjo; for at forældre kan undervse deres børn må krken selv undervse evangelet, præsentere krkens medlemmer og hele verden for frelsesbudskabet. Paulus sagde:... besluttede Gud, ved prædkenens dårskab at frelse dem, som tror." (1 Kor. 1:21). Joseph mth sagde: Efter alt dette er blevet sagt og gjo, så er vor største og vgtgste ansvar dog at prædke evangelet." Præstedømmet er Guds magt og myndghed, der er gvet tl mennesket på jorden, så det alle tng kan handle tl menneskenes frelse; de, der bærer præstedømmet, er Herrens repræsentanter, gena. b. c. nem hvlke krken og evangelet admnstreres. g dette højere præstedømme forvalter evangelet og holder nøglen tl rgets hemmelgheder, ja, nøglen tl Guds kundskab." (L.&P. 84:19). Præstedømmets kvorummer skal oplære dem, der bærer præstedømmet, : hvorledes de skal undervse og lede deres famler, hvorledes de skal admnstrere krken og evangelet, samt, hvorledes de skal opnå evgt lv. Kvorumspræsdenterne skal sdde råd" med medlemmerne, lære dem deres plgter", og lede dem tl evgt lv vor Faders rge. (L.&P. 107:85). Når de således er oplæ, er det menngen, at de, der bærer det aronske, såvel som det melksedekske præstedømme, skal prædke, lære, forklare, formane, besøge medlemmerne hjemmene og formane dem tl at bede lydelgt og løndom og tl at opfylde alle deres huslge plgter, være hos medlemmerne og styrke dem, påse, at der kke fndes nogen 5

evgheden, denne samme prncpperne uretfærdghed mengheden eller udestående medlemmerne mellem, eller løgn, bagvaskelse og ond tale, samt ndbyde alle tl at komme tl Krstus. Faktsk er de redskaber Guds hænder tl at opfylde det, som Moron skrev tl slut sne gamle optegnelser: Ja kom tl Krstus og blv fuldkommen ham og fornægt jer selv alt, hvad der er ugudelgt; og dersom I fornægter jer selv alt, hvad der er ugudelgt samt elsker Gud af hele jeres magt, snd og styrke, da er hans nåde tlstrækkelg for jer, så at I gennem hans nåde kan blve fuldkomne Krstus, og dersom I ved Guds nåde er fuldkomne Krstus, kan I ngenlunde fornægte Guds kraft. g atter, dersom I gennem Guds nåde er fuldkomne Krstus og kke fornægter hans kraft, da er I hellggjoe Krstus ved Guds nåde gennem Krst blods udgydelse, hvlket er Faderens pagt tl jeres synders forladelse, så at I kan blve hellgede og uplettede." (Moro. 10:2-). 8. Hjemmelærene er præstedømmets repræsentanter, og hjemmelærerarbejdet er præstedømmets måde at våge over mengheden på. Gennem dette arbejde leder og styrker præstedømmets kvorummer medlemmerne, så de gen kan lede og styrke deres famler. Gennem dette arbejde ledes fædrene, famlerne og enkelte tl at gøre deres plgt, holder budene og opnå frelse. Når hjemmelærerarbejdet udføres rgtgt, så er det Herrens redskab tl at gve alle medlemmerne rget mulghed for at nyde godt af præstedømmets velsgnelser. 9. Formålet med præstedømmesamordnngen er, at organsere og udføre det arbejde, som Herren har overladt tl krkens medlemmer, på en måde som behager ham. Alle præstedømmets organsatoner, hjælpeorgansatonerne samt krkens programmer skal vrke ndenfor præstedømmesamordnngens rammer. Der er tale om tre grundlæggende prncpper. a. Famlen er den vgtgste nsttuton for tden og og famlen såvel som den enkelte har først og fremmest plgt tl at udføre alle de tng, som Herren har befalet, samt at sørge for, at alle krkens organsatoner vrker efter hensgten. b. Krken og alle dens organsatoner skal hjælpe famlerne og den enkelte tl at udføre de tng, som de nødvendgvs må udføre for at opnå fred både dette og det kommende lv. c. Det er gennem hjemmelærerarbejdet, at famlerne og den enkelte har mulghed for at få hjælp fra krken og dens forskellge nsttutoner. 10. Hjemmelærerne er uundværlge led tl vderegvelse af Herrens snd og vlje, hvlke han har ordneret skal nå frem tl den enkelte famle, såvel som tl det enkelte medlem af krken. Hvs der kommer et brud på denne forbndelse, eller hvs der blver gjo forsøg på at overdrage evangelets myndghed gennem andre end de korrekte kanaler, så får Herrens folk kke samme grad del de velsgnelser, som krkens organsaton vlle brnge dem, hvs den var fulstændg organseret og alt vrkede, som det skulle. om afslutnng på denne t-punkt opstllng over hjemmelærerarbejdet, foalte ældste McConke om en præsdent for ældsternes kvorum og 96 ældster, der kke havde levet op tl denne forfatnng", og som altså kke havde udfø deres hjemmelærerarbejde på en antagelg måde. Det var sær galt, at præsdenten blot havde stllet spørgsmålet: Er I færdge med jeres hjemmelærerarbejde?" og at kvorummedlemmerne bare svarede: Ja, v er færdge. V har undervst dem hjemmet." Ældste McConke sagde: Inden v kan slutte os tl noget forbndelse, må v overveje følgende prncpper: Hjemmelærerarbejdet er præstedømmets måde at våge over mengheden. V må derfor slutte, at det, v skal beskæftge os med, er mennesker og kke programmer for programmernes skyld, og at man absolut kke kan sge, at man er færdg", før alle de, v er blevet sat tl at våge over, har fuldkommengjo deres lv og har opnået alle evangelets velsgnelser dette lv og det følgende." Præstedømmets ledere vlle gøre vel at undervse fra.hjemmelærerforfatnngen' deres stave, så at alle kan vde, hvlken kurs de bør følge, så andre kke skal gøre sg skyldge fejl som denne præsdent for ældsternes kvorum og dsse ældster," sagde ældste McConke. 54

I Toronto. Canada,. aprl 186 modtog Parley P. Pratt af De tolvs Råd en kaldelse tl at tage tl Toronto hvor han skulle fnde et folk, der var parat tl at modtage evangelets fylde, og de vl modtage dg, og du skal organsere krken blandt dem, og derfra skal evangelet spredes vdenom, og mange skal komme tl kundskab om sandheden og blve fyldt med glæde; og på grund af denne mssons vækst skal evangelets fylde også nå tl England, hvor der vl blve udfø et sto arbejde for dette værk." Da han var på vej tl Canada, mødte han en mand, der gav ham t dollars som hjælp på rejsen samt et brev, der skulle ntroducere ham for John Taylor Taylors hjem den samme aften. Han ankom tl famlen Herom skrver han følgende: Fru Taylor modtog mg venlgt og gk nd for at hente sn mand, som havde travlt værkstedet. Jeg foalte dem, hvad mt ærnde der byen var.. Næste morgen aflagde jeg hver eneste af de stedlge præster et besøg, det jeg præsenterede mg og foalte, hvad jeg vlle. Jeg blev pure afvst, man nægtede mg endda tlladelse tl at prædke nogen af de huse, hvor det følge loven var tlladt at prædke for en menghed. Det var jo en begyndelse, der kke lovede godt for fremtden, tænkte jeg, alt medens jeg overvejede de profeter, der var blevet gvet angående mn msson tl Toronto. Jeg gav dog kke op, men henvendte mg tl sherffen for at få tlladelse tl at benytte retsbygnngen, og sden henvendte jeg mg tl de lokale myndgheder for at spørge, om jeg kunne bruge en bod på markedspladsen; men ntet gav resultat. Hvad mere kunne jeg gøre? Jeg havde prøvet alle mulgheder. Jeg trak mg nu tlbage tl en fyrrelund, der lå lge uden for byen, hvor jeg knælede ned og påkaldte Herren og udgød mt hjee for ham om mne mslykkede forsøg på at fremme hans værk, og bad ham åbne en udvej. Jeg bad ham også Jesu navn om at hjælpe hans tjener tl at udfylde sn msson på dette sted. å rejste jeg mg og gk gen nd byen. Da jeg kom tlbage tl John Taylor og netop havde samlet mn bagage op for at begve mg bo fra dette sted, hvor jeg åbenba ntet kunne udrette, begyndte hr. Taylor at stlle mg nogle spørgsmål, hvaden- 55

høj en Jesu. ten dsse nu var nspreret af nysgerrghed eller vrkelg bekymrng på mne vegne. Dette snkede mg et øjeblk. Netop da kom en dame ved navn Walton nd huset. Hun var en bekendt af fru Taylor og stod sna og sludrede med denne værelset ved sden af. Jeg høe dem sge følgende:,hvor er jeg glad for at se Dem, fru Walton; der er kommet en herre fra De forenede tater, som sger at Herren har sendt ham tl denne by for at prædke evangelet. Men han har forgæves henvendt sg tl præsterne og de forskellge myndgheder for at få lejlghed tl at udfylde sn msson, og han vl nu tage afsted gen. Han kunne jo være en Guds mand; jeg er kke så glad for, at han drager afsted.',jamen nu forstår jeg det hele,' svarede kvnden.,det var nemlg en ganske særlg følelse, der fk mg tl at komme herhen dag. Jeg havde travlt med at vaske, og faktsk var jeg for træt tl at gå nogen steder; men allgevel følte jeg, at jeg skulle afsted. å tænkte jeg, at jeg vlle gå hen for at besøge mn søster, som bor den anden ende af byen; men da jeg kom forb jeres dør, bød Ånden mg gå ndenfor; men jeg sagde tl mg selv, at jeg vlle besøge jer på tlbagevejen; men Ånden sagde:,det er nu, du skal gå dernd.' g altså gjorde jeg det, og det er jeg sandelg meget taknemmelg for nu. g tl den fremmede, at han er velkommen mt hjem. Jeg er enke; men jeg har et gæsteværelse med en god seng, og rgelgt mad. Han kan bo hos mg, jeg har to store værelser, han kan prædke, når som helst han ønsker det. g tl ham, at jeg vl sende mn søn John hen for at hente ham, så han kan vse ham vej, medens jeg henter mne slægtnnge og venner, så de kan komme og høre ham endnu aften; for Ånden sger mg, at han er sendt os af Herren, og at han har et budskab, der grad vl komme os tl gode.' amme aften sad jeg fredelgt hendes hjem blandt et større antal tlhørere, der var anbragt rundt om bordet hendes spsestue, og alle vrkede dybt nteresseret samtalen.. Efter at have talt med dsse nteressante mennesker, gk v tl ro. Næste dag bad fru Walton mg om at besøge en vennde tl sg. gså hun var enke, men led stor nød, det hun var fuldstændg blnd på grund af voldsom betændelse øjnene; hun havde haft stærke smeer adskllge måneder og var nu også kommet yderlgere nød. Hun havde fre børn at underholde. Hendes mand var død af kolera to år tdlgere, og hun havde forsørget sg selv og børnene ved at undervse, ndtl hun kke længere kunne se. Derefter var hun blevet afhængg af metodstsamfundet, det hun og børnene nu levede af andres hjælp. Fru Walton sendte sn llle datter, der var tolv år gammel, med mg for at vse mg vejen. Jeg aflagde den stakkels blnde enke og hendes hjælpeløse børn et besøg. De boede mørk og trst lejlghed, alt lys blev lukket ude for at skåne enkens smeende øjne. Jeg foalte hende, hvordan jeg var blevet sendt på msson, og hun troede straks på alt, hvad jeg sagde. Jeg lagde mne hænder på hendes hoved Krst navn og sagde tl hende:,dne øjne vl blve raske fra dette øjeblk.' Hun tog straks sne bandager af; trak forhængene fra, så lyset gen kom nd huset; klædte sg på og gk fra nu af med åbne øjne. m aftenen kom hun tl mødet hos søster Walton. Hendes øjne sknnede lge så kla som alle de andre tlstedeværendes." Fru Walton sagde, at hun var vllg tl at åbne st hjem for ældste Pratt, så han kunne prædke der; han kunne også bo og få sne måltder der. Her var endelg en begyndelse tl noget.. Han begyndte at holde møder hos fru Walton og fk sna efter mulgheder for at prædke ved undersøgermøder som hr. Taylor afholdt for sne relgøse venner. De var meget posetvt ndstllede overfor hans prædkener. Han læe dem at have tro på Gud og på Jesus Krstus; han opfordrede dem tl at omvende sg fra deres synder og tl at lade sg døbe lghed med Krst begravelse (Rom. 6:4) for at få tlgvelse; han lovede dem den Hellgånd gennem håndspålæggelse overensstemmelse med deres egen tro; det, han foalte om Joseph mth og Mormons Bog, forvrrede dog mange af dem; ja nogle af medlemmerne nægtede at undersøge Mormons Bog, eller at undersøge, om ældste Pratt vrkelg havde guddommelg myndghed tl at prædke evangelet og admnstrere dets ordnanser. Det var på dette tdspunkt, at den ædle selvstændghed og det åndelge mod, der lvet gennem kendetegnede John Taylor, gav sg tl kende. Han henvendte sg tl mengheden med følgende ord: V er kommet her for at søge efter sandheden. Indtl nu har v tl fulde undersøgt andre trosretnnger og læresætnnger og fundet ud af, at de kke var sande. Hvorfor skulle v så frygte at undersøge mormonsmen? Denne herre, hr. Pratt, er kommet med mange læresætnnger, der stemmer overens med det, v selv mener. V har ldt en hel del og ofret meget på grund af vor relgøse overbevsnng. V har bedt Gud sende os en budbrnger, hvs han har en krke på jorden, der er sand. Hr. Pratt er kommet tl os under ganske bemærkelsesværdge omstændgheder; og derudover er der noget, der sær gør, at v bør høre på ham; han er kommet tl os uden guld eller sølv eller tggerpose (Matt. 10:10) på ganske samme måde, som de gamle apostle rejste; yderlgere er der ngen af os, der er stand tl at gendrve hans lære gennem skrften eller logske argumenter. Jeg ønsker hve fald at undersøge hans lære og hans påstande om, at han har myndghed. g det vl glæde mg, hvs nogen af mne venner vl gøre fælles sag med mg, men selv om det kke er tlfældet, kan I dog være forvssede om, at jeg så vl undersøge dette alene. Hvs jeg kommer tl det resultat, at hans relgon er sand, så vl jeg akceptere (Fos, på sde 61) 56

gammeltestamentlge den Lærer J R>1 lx> / IDNEY B. PERRY sprog og ltteratur, Brgham Young Unverstetet. Bbelen er jo vrkelgheden en orentalsk bog. Den blev skrevet for århundreder sden af orentalske folk, der først og fremmest også skrev for orentalske folk. Det er rgtgt nok, at Det ny Testamente er gået vdere tl os va det græske sprog, som er et europæsk og dermed vestlgt sprog; men Jesus og hans apostle var orentalske. De talte aramæsk, som er et orentalsk sprog. Ikke alene bør v have forståelse for vsse tng forbndelse nffed dette sprog, men v bør egentlg også kende dsse folks skkke og vaner, hvs v vrkelg skal kunne forstå bbelen. Folk kom vestfra og bosatte sg Palæstna og det gør, at området langsomt forandrede karakter, men selv nu kan man langt nde landet fnde egne, hvor lvet sto set fosætter, sådan som det levedes Abrahams dage. De unge landsbydrenge og pger er stadg klædt samme slags tøj, som generatoner af deres forfædre har gået. Jorden dyrkes også sto set på samme måde; selv de ord, man hlser hnanden med er omtrent de samme som på Bbelens td. Mange andre tradtoner og skkke bruges stadg den mere prmtve del af Palæstna. Når for eksempel et menneske fra vesten ønsker, at man skal komme hen tl ham, så udfører han en opadgående bevægelse 57

Palæstna. I den Palæstna, I Bbelen med håndfladen nd mod sg selv, det han bøjer pegefngeren; palæstnenseren dermod vender håndfladerne nedad og bøjer fngrene nd mod sg selv. V udtrykker et negatvt svar ved at ryste hovedet fra sde tl sde; palæstnenseren kaster hovedet bagover. Når v ønsker at vse respekt, for eksempel når v går nd på et hellgt sted eller nogens hjem, tager v hatten af; den prmtve palæstnenser tager skoene af. Vestlge hyrder drver deres får afsted foran sg; hyrder østen leder deres får. Hvor mange gange har jeg kke, når jeg har været Palæstna, set fårene følge deres herre en lang række over smalle bjergster! g hvor ofte har jeg kke ved sådanne lejlgheder husket på vor Herres ord: han kalder sne får ved navn.. (han) går foran dem; og fårene følger ham, ford de kender hans røst." (Joh. 10:-4). Nygfte par vesten forsøger at få deres eget hjem så sna som mulgt, efter at de er blevet gft; et nygft par bor hos brudgommens famle. Læg mærke tl, at da Abrahams tjener bragte Rebekka med sg fra hendes hjemland, føe Isak Rebekka nd sn moder aras telt og tog hende tl hustru.".. (1 mos. 24: 67). Rebekka blev således en del af Abrahams stamme. Det kan måske have nteresse at sammenlgne det moderne og det gamle Palæstnas sprog med vo eget. I tanke og tale er orentaleren kunstner. Folk fra vesten kan på den anden sde betegnes som arktekter. Når orentaleren taler, maler han et bllede, hvs helhed er overensstemmelse med sandheden, men derfor kan detaljerne udmærket være unøjagtge; folk fra vesten har tendens tl at gengve tngene på en måde, så selv detaljerne er ganske nøjagtge. Da vor Herre talte om sennepskornet og sagde, at det er mndre end alt andet frø på jorden" og at planten dog blver større end de andre uer" (Mark. 4:1-2), så talte han som orentaler. En hvlken som helst botankkyndg ved at sennepsfrøet (snap), som Jesus talte om, kke er det mndste af alle frø, elvom det vtterlgt er llle. Ej heller er planten større end alle andre uer. Fra Abrahams dage og tl den td, hvor sraltterne slog sg ned Palæstna og blev en naton, levede de som nomader eller hve fald som halvnomader. elv efter at de havde slået sg ned beholdt de mange af de skkke, der karakterserede deres tdlgere levemåde. Udfra det lv, som mange arabere endnu lever ørkenen, kan v danne os et ndtryk af mange gamle hebraske skkke. Jeg har været gæst hos flere forskellge ørkensheker og er på denne måde ofte blevet mndet om vsse bbelske foællnger om de gamle patrarker. Den gamle hebraske famle var patrarkalsk sn opbygnng. Det hebraske udtryk herfor var beth'ab, som betyder fædrenehus. Faderen havde den øverste myndghed over famlen. Når hans børn voksede tl, og sønnerne gftede sg, så kom både de og deres børn stadg nd under hans jursdkton. Hvs han havde mere end én kone, eller hvs børnene var afkom af medhustruer eller tjenernder, så ndtog de dog en stlng, der svarede tl de andre børns. åledes var Jakobs sønner, der var afkom af fre forskellge mødre, fuldstændg lgestllede. Famlen omfattede også dem, der, skønt de kke var blodsbeslægtede, havde ndgået en pagt, desuden gjaldt også tjenere og tyende med tl famleenheden. allerældste td havde faderen endda helt bogstavelgt hånd- og halsret over famlen. For eksempel dømte Juda sn svgerdatter Tamar tl døden, da hun blev anklaget for utugtg opførsel. Den hebraske famle blev også omtalt som et hus. Grundlaget for, at man kunne stfte så stor en famle var jo netop, at man havde et hus, der var tlstrækkelg sto tl at rumme så mange mennesker. Brugen af udtrykket hus" var meget fleksbelt, blandt andet kan det bruges om en hel naton (Jakobs hus eller Israels hus) eller om en af et folk (Judas hus eller Josefs hus). en hebrask famle var det faderen, der sørgede for, at retfærdgheden skete fyldest mellem de forskellge medlemmer af husholdnngen, og ngen vovede at sge ham mod. Det var kke alene børnene, der et og alt skulle rette sg efter famleoverhovedet og vse ham respekt under alle forhold, men dette gjaldt også alle andre medlemmer famlen. En søn kunne kke sætte sg ned, når faderen var tl stede, uden først at have fået tlladelse hel, han kunne heller kke tllade sg at udtrykke sn menng uden at have fået tlladelse hel. Når faderen døde, var det normalt den ældste søn, der oveog hans plads. Han blev nu overhovedet for hele famlen, selv for dens ældre medlemmer. Med mndre han drekte vste sg at være uværdg tl en sådan stlng, modtog han nu alle de rettgheder, al den loyaltet og alle de prvleger, som hans fader havde haft før ham. Ikke desto mndre foælles der dog om tlfælde, hvor faderen udnævnte en efterfølger stedet for den ældste søn. For eksempel blev Josef overhovede for stammerne efter Jakob, da Ruben havde vst sg at være uværdg, og alomon udnævnte Davd tl sn efterfølger. Nogle lærde påstår, at ndgåelsen af 58

Illustreret ved Rchard Brown 9 en hebrask famle var det faderen, der sørgede for, at retfærdgheden skete fyldest mellem de forskellge medlemmer af husholdnngen, og ngen vovede at sge ham mod."

Det en ægteskabet blandt de gamle hebræere var en verdslg pagt og kke en relgøs pagt. Det er mulgt, at det har været tlfældet blandt nogle hebræere, men som sdste dages hellge ved v, at for de store patrarker spllede relgonen en stor rolle. Når sønnerne hebrask famle skulle gftes, var det deres forældre der valgte deres koner. Denne skk fndes stadg blandt araberne vsse bbelske lande. Man gftede sg normalt meget tdlgt de hebraske famler. Dr. Ludwg Kohler, som tdlgere har været lærer her på Brgham Young Unverstetet, og som studerer hebraske skkke meget vrgt, plejede at sge, at gennemsntshebræeren blev far som nttenårg, bedstefar som otteogtredveårg og oldefar som syvoghalvtredsårg. Det skete dog, at en hebræer gftede sg på et senere tdspunkt. Dette var tlfælde med Isak, som var fyrre år gammel, da han tog Rebekka tl ægte. Men allgevel var det Abraham, der gennem sn nsprerede træl valgte Rebekka. Når en pge vælges som hustru tl en ung mand, så forventes det, at den unge mand betaler en mohar eller en pengesum tl brudens far eller tl bruden selv. Hvs der så senere blver tale om sklsmsse, så har hun altd denne medgft at klare sg for. Medgften kan betegnes som en kompensaton tl hendes famle, ford de må gve afkald på hendes arbejdsydelse marken eller blandt dyrene. Hos jøderne ny Testamentes td foregk ægteskabsceremonen tre forskellge trn. Først kom forlovelsen, som kunne ske selv om de nvolverede paer endnu kun var børn. Det fremtdge ægteskab kunne være arrangeret af forældrene selv eller af en professonel mellemmand. fte havde de nvolverede paer aldrg så meget som set hnanden. Denne kendsgernng forbløffer måske

dag, mange unge mennesker men ndgåelsen af ægteskab blev betragtet som noget meget alvorlgt, og kke noget som man kunne lade afhænge af menneskelge ldenskaber og forhastede beslutnnger. Derefter kom trolovelsen. På dette tdspunkt blev forlovelsen bekræftet, med mndre pgen var uvllg hel. Men hvs hun ndvlgede, betragtede jøderne trolovelsen som absolut bndende. I et år blev parret betragtet som mand og kone, uden at de dog havde de rettgheder, der følger med ægteskabet. Trolovelsen kunne kun ophæves gennem sklsmsse. om trede og sdste trn kom så selve velsen, som fandt sted, efter at parret havde været trolovet et år. Det blev regnet for en skam blandt de hebraske kvnder kke at være gft. Profeten Esajas hentyder hel, da han cterede, hvad en kvnde sagde tl en mand: Tag vanæren fra os" (Es. 4:1). Nygfte hebræere ventede deres børn med længsel, sær betød det meget at få sønner. Læg mærke tl dsse ord salmstens dgt: e, sønner er Herrens gave, lvsens frugt er en løn. om ple krgerens hånd er sønner, man får sn ungdom. alg den mand, som fylder st kogger med dem;" (I. 127:-5). Ufrugtbare kvnder mente, at Guds forbandelse hvlede over dem, og de sørgede dybt over deres barnløse tlstand. Da Rakel så, at hun kke fødte Jakob noget barn, blev hun sknsyg på sn søster (Lea) og sagde tl Jakob;,skaf mg børn, ellers dør jeg!, "(1 Mos. 0:1). En anden orentalsk skk er at tnge om prsen, når man køber noget. En aften var der en af mne gode venner, som har en forretnng Jerusalem, der foalte mg, at han kke syntes, der var noget ved at forlange mange gange mere, end varen var værd, og vtterlgt få pengene for eksempel af amerkanere, der kke var vant tl at tnge. Han satte naturlgvs prs på deres penge, men han vlle hellere tnge om prsen. \ For at vse nogle eksempler på, at den prs, som en handlende først forlanger, sjældent er den endelge prs, kan jeg foælle noget, jeg selv har oplevet. Jeg gk engang nd en forretnng Jerusalem for at købe nogle typske palæstnensske kostumer. Da jeg havde valgt, hvad jeg gerne vlle have, nævnte forretnngens arabske ndehaver en prs amerkansk valuta. Da jeg havde dskuteret med ham t mnutter, kunne jeg gå ud af forretnngen med varerne, som jeg kun havde betalt en trededel af den oprndelge prs for. Ved en anden lejlghed var jeg ombord på et dampskb, der lå Alger havn, da en araber kom om bord medbrngende et antal kkkeer. En af dem var af et godt tysk mærke, og jeg bestemte mg tl at købe den, hvs jeg ellers kunne opnå en ordentlg prs. Altså købslog v vrgt henved en halv tme. Endelg fk jeg kkkeen, ovenkøbet med et smukt læderhylster for mndre end halvdelen af den oprndelge prs. Msforstå mg kke. Araberen tjente stadgvæk på handelen, ellers vlle han kke have ladet mg købe kkkeen. Folk fra vesten forbavses ofte over foællngen om dengang Abraham købte Efrons mark, hvor der var en klppehule, som han vlle bruge tl at begrave ara. Men det drejer sg vrkelgheden om en ganske almndelg forretnng. Da Abraham forskrede sn hettven om, at han vlle betale Efron så meget, som marken var værd, trådte Efron frem og sagde: Gud mn herre vlle høre mg! Marken gver jeg dg, og hulen derpå gver jeg dg; mt folks nærværelse gver jeg dg den; jord du kun dne døde!" (1 Mos. 2:9-11). De fleste læsere tror så, at Efron var meget venlg, og at han generøst tlbød Abraham marken og hulen uden at forlange noget herfor. I vrkelgheden var hans ord blot en høflghed overfor kunden. For læg mærke tl, at Abraham jo betaler de 400 sekel, som Efron forlangte for sn ejendom. (e1 Mos. 2:1-16). Ja, når man kender ldt tl det gamle mellemøstens vaner og skkke, så blver det lettere at forstå og værdsætte Bbelen. Foællngen om, hvorledes Abraham fandt et begravelsessted tl ara er kke en beretnng om, at han modtog en gave men om en gammel handelsskk. (Fos, fra sde 56) den, hvad end konsekvenserne måtte blve; hvs den kke er sand, så vl jeg afvse den. Herefter begyndte John Taylor for alvor at undersøge mormonsmen. Han nedskrev otte prædkener, som ældste Pratt prædkede, og sammenlgnede dem med skrfterne. Han undersøgte også bevserne for guddommelgheden af Mormons Bog og Lære og Pagter. Jeg gjorde mg det tl et daglgt arbejde tre uger," foæller han, g jeg fulgte bror Pratt overalt på hans færd." Resultatet af denne grundge undersøgelse var, at han blev overbevst; og den 9. maj 186 blev han og hans hustru døbt. Leon R. Hashorn, Exceptnal tores from the Lves of ur Apostles, (alt Lake Cty: Deseret Book Co., 1972), sderne 192-201. Fodnote: Den 19. december 188 blev John Taylor ordneret tl apostel og oktober 1880 blev han Jesu Krst Krke af dste Dages Hellges trede præsdent. 61

tn * *-> *->, _t <L> CL) <L) 1 I -H t c/ I,-h 1 sds: Iser: J <-) 4-> 1>* 4-> 4_t H-l 4-> 4-> *-> 1, *-> 4-> -0 4-> Cj 4-> 4-> Cl) 1 4-> -H 4-> 4-> (I > " -» l-> *-> 4-1 4-> * 1 *»»4 1. *V T-H _: ' < n«g ^?? e > <N.» - J ^ Vh!> ^.-1 -J "o -.. Kd <U <u J J - J r T u cl cl s J r^l <u», g tu r o > s o 6 J< C g, H»1 rrl c C **! " co " <-> V C/5 MAC, n 6 IH Cl T) l -C <u "C TJ -fj u "" *** - Jg J <u c C bo 7 < <u ) o J *-> X o o co <N C! k tn > U æ ^"^ b c!h *" b o c o u Cl, -H bo tu o -o u? C X CL, C. -~ ) Ja Cm *> E -o *a <n 9 r g M r W) *** *a ^ bo Jrf b u._, g s w Pk s & 2 «H l -Q T > bc "C C bo o^ w CL) uh " B. «-o Id <U E Jt? w -a o Jh bx) hj -T CD c 2 o Ja 9 c«" g «J bp a bc -C ^2 - C C 5 * 6 > s cn o.5 -C d -C n <U o> ~ > Jh g y k^ 1) 6C "»h o r^ W -H Cl T c T Ej bj <U s & b Cl g M " - bd sh I.tf* " _«& & E T c R ) c g Q 1^ 6 - g g > rh C ^^ bx c«cn» E C ^^ Ch «^ << os 8 fe <N L Wl C! Æ L CL o o 7. -o.5 T bd " 6 ^ T «-C fl a h4 <N B M H T-H > T-H *-" X^ CN ^^ "» 4-> " r T & g o o 2 tf o <hh T \D 00 <u r J\ * * _ b l > Cl rh C 6^.P' vd L» T-l - m J T) H Mw ID * _, 2.h Cm 00!-" T-, 1 T* B. m -C»H ) -' X ^ -r J^ U5 -, * E bc r "* > J4-1 E g.e «CL, " -o o C»H «9 C «R dj _ 2 o h J_) ^H J4 2 MH "] C -«o" _ <u «_2 *z > > E c C co B - j- J -o o b g ' ' -T t -a 'C jj ^ co <U "^ ) " «= <u *-> o- E w = ^ <U g T r. _h «-c > - - < -C C JD " -o r1 <u r TH,*\ j U "a Cbo > b C <u 1) > <U b **H -o ) J-J de og hams Abra sgne E 4-> o 1 r Mk >-< CH C E C "H RW5 C.2 ^ ~ >h4 <-> - n "tf "0 <-> «-o T cn 1-H ID o tn L > -a o c -a '17" o Ch 1) bo l J4 E åå <u Cl b > v (J <u J _g J '> r -o tn >+ '5? E -Q «! > 'bo > E o -o c.fe *4-» C -o!h vd U") oo n c«ih (U > E C o» J C bo -C J4 b J> M T " MH "sve IH av o T U-, * IH H CJ _g ' IH o C J5 C -o o c <u T b -> ^1 T (U <U 'lh T E o u IC (U J4 bc " E u " <U Mh o 1 <U IH J 4-> -M l\ <H ^,, bo. w '""-'v CL, 4-> cf E <s 'd r. TH <HH M-T (U r<- E 1-tH <N J CD T-, <N T o <u o Cl 1 5 J r +H J M z > IT) T-H R <HH U1 R E vr 'R <U o T d H X ro H fn T vd r\ H <U C ås f B 4-> X o rh 1 -<*- <o T.. < T-l C f 4_. " <U rh *H* d 1 TH C U c <U > -H M4H <U 'l-» T C v " -o > T-H -o. J4 s r > > J 4-J MH IH (9 0) E * " IH z <Hh PH Q J T J4 CN o E - ^h oo oo tn -d- J4 B -C Vh - < tn vd tn r*l v rv! E H-» "< o IH HH '-C «T C r > E '57 o HH o» F -H - --H ^^H E K H Uh > '6o Co +H> tn '> *^H vu > 1 o «U - < (V l\ l/l N Tf T I T, tn v" vd mt-h o tn oo 00 00 Pk" - IH IH b E > CN IH C+H N C 'e J. tn 1*1 T-H t*l vd" tn L T-4 Ph" ": T^. 00 co oo 71 t-h <N IT 6p <u T-H U J - co vd u U- Jh 1 r, "o o & ^. co Q -o C r cj Cl r, kh q <4 -o -o 1 ^ «<" E o j tu l -o E Hh <, B w f H <U ^ C <«-v Jm o Jh Cl) E o -d- -o " - cn IH I- 1 t "HH \ ) rg o lh U ~ 00 C IH. o Q Jh Pm (^ o E ^ M E^ co co Jh - r hj n J J!> - < T^ td 1 "n t-h - tn C Jh "g tn tn - < r u -a - r I <J HH? -o rh ^- tc: HH T-H o*f r* «Jm ^,_H o Cu o H > HH J - 4 -r) R t s* Q w *-> hfl Co -H *. H "r ^) > >~ ^^ Cjv. v - *-> 1 < KT-H H» )-H 1 tn pq 'h s _, u h -o Uh s a J? «*> IH _h C >h f< ^ -Q tn )-> r - co -o 2 u «) h^ g 8 u R Jh1 62

H-» I t) fl) C/5 ' ' > > ' ' ' : 1 < 1 4-»»-- mi. I - r-t I H-> ' Cl)., *d -Q W to s 8 s 4-J 6 1) o m!> -. CM 7 m *-> J2 oct) C. Ph oj T ^8 m> r! H-> w hj s eu - 1 ". "w o _ " p Jj g og ^ tu 0 s c <h os > E o 1 n-i eu > *->, <u hj T) CD <u -r b «s M -o <U M V kl bo a 6 «-th >, cu v.tf -C s C/1 -H * w s- -H la \0 ' ^ t-j t_> oo, <u u & g _Q 1:1 < 00 u- WD n <U to * ' fe *-«T-H 2 Pn v\ <Z <U J,2 o tu *-> w u t+h > +H -d l l -r-j 2 C qj G V u tu -C tu <-> g 0 - tu C tu tu d o M M ; o fe u U 1J en Q os 1-1 fe 0\»j -* -Q. C to rj t. -o oo h-i s-' o. 1 -t t C Ml M -tf en <u 1 h to nt HH * CM T 1\ TJ T.tf"f a.o <HH J 4_> <U tu.tf C co > -o tu. W T-t h "2 fe w tu <-n c tu CM CM IT) C Ph tu : Q ad u *5 ^H >H T 1 ^ tu C - o > tu tu *h <u "2 E tu - ~ CM ro ' r -g tu n 6 ^j MC/l -o Td tu, hm ej n tu - 0 oj. o CM CM CM t 0\ "' h I CM 00 n - t oj tu f) - T oo o (H co C Ch 6 ^ tu tu M g a - -t H orj *^ d o> n< tu - 0 -., * tu M -o 0 ocj.tf > M <U K -d <J Mh 'oj o - M u» H o, " tu C -o <u,ta M H C 6JD 0 JJ» tf 6oQ o «W -.-«tu tu 1 6 tu ooj *-> n, -g 4^ \T - 6 M 6 ^ M -fe tu J< u -o to ^ tu M 4h > 0 oo o, a -jj 6 B tu "^ _, l 0 > J ) CL ** - T c -o JJ C ^j n tu. J«fe 0 --H > -a " IX»- 1 tu - to 0 Cu < J tu -h' C>5 ** Cu <o tu ' oo n oo m <n cm en -- oo CM CM CM.-CM ^ ^ H <fc TJ t\ ^H 1-H CM CM ss CM v > 5.-.- (v ^h h n cm t-h " m m K cm H TH r* H (N os T ^ < CM v\ 00 J K u tu -H 4-» ^ -o «*< tu Hh ^-1 ^^ tu oo b t M H ^ 6 s q -o «^ r -o _, 0 co > tu fo "?.., -. o -o ) t J E *rj E U t h s >a m -o o tu tf«&0 ol 6 2 -* to -Hk tu *5 > 0 1 E G tu 0? W *j tu w TI a!> H H M tu -o h V > s tå V tf to oo C 1-1 tu ^H tu -n d -d -< ^ a. ^ >~ HH HH HH tu to R g sr fe 6 CM. -d _^ ^ u w «* fe.. fe * ^ v H-H to hf) nt J h v bo "TI., «R j> tf^ tu 'l < "<H to E pq.tf tu. ~h "d "tf. o f ts-o t+h -d t<h < 0 h ^h -d " -d - Wto ^ r n w5 tu -d U h to n "* tu g -d -d» w : to "d U tu 0 " -d e s - eu CM < <U o J5 -t! <o 1 CM eu _ tu C ^ "H - _Q - ^-H ^ s R - o ^ s -s o -d * 4J "d >> ""' M., 0 ^ rh 1 H. K lh R "% '7-5 _w n <c 1 4H H rc -d - *«"d 6- «tu H-> tu 4-> 'LI V tu <Hh 6«-H 0? cl) ^-H c 1 ^ «- -d ph >- s -o <U > CM 0 tu n JA 6o V s rr _Q IH H-» tu tu _ < t tu 6 6" tu R V > < <s "w 0 > * -d 6

* cc CC CC t 1 fr > CL) <L> CL) <L> CL) fl *-> H-» I-I CC fc! CC <_» *-. 1 - <-t->. CL) cc! ' cc fc. I CC, 1 I ' s 4-> 1 s H H 1 G T T K T C <U h, 6X5 4) WD T T 6X5 j> &h C 4) to J g Tj TI ^ f* 4) oo T u 6X5 6X5 n T 6X5 T J T n B > co o M 4) c T 4) s; G o C " s > o T C rj!> cc 6X5 occ T " 4) ja Q - -G 6X5 6 -H T Tp 6 4-> os T CN c«. C n 6X5 T-C <N T, T) C * T <J C/5 < ro r T-H CN u T n c+h T 6X5 t C <N o" <5 bo IN g c <5 n T \D 6X5 ro Pm 2 s-t h rj T-H n M 00 _ ^ <» T! PH rs -»C 00 *-H ) (U»d n < C T a, o h 6X5 to so T R 0) o T *H 7 J C s to *-> wn G u^ ro 6X5 ) j- 6X5 1 s TH 41 T d o< 6xj. T 'n, 4> 1) T CD T TI T T T T J<._H -o T T, o w 6 o bd C. f co ^ n co»^ <J * h,_j co r_v Vh TI <U.g [p H : 6 <"" J T ^ C««<u Wco J -4 hti <q fe b) ^ c -o c - T -M 6X5 co -C u s 6J5 6X5 T j-. o!h j-j T T T p I g ^ - c? ^ W). > -«C B l "C tf J _Q > hq C B^ c T _Q a B <J T g <+h!> m J C ".2 *-» HH T cl tj ^ T C T T W) >. ^ CN rn. <N 2 ^ T u T C <«J^ f C R m C T 11 " 1 t5 vo s 5 ^ co *H p< ; J T 6X5 ' 6X5.-T co 1 1 C " ". E T ^H h. T ro -C ' r h * -a T E > - 6X5!h o < "" T W E T _g B J o - T 4-> " TI hc, 'co -C T _, T *-> 6X5 T. C -G " b E s 6X5 W T B g < *-* 6X5 t T a<u T T ja I E TI co o T. w T _Q N TI TI, "g -fe co -T^ E -2, -s Jh T J << ^ a " 'vj P H-H t- w W-) C 6X5 h co H ^" o s TI T > co -th.jt >s h Ch r <-n ja C T «r? h Jj 0_ C C/5 «H- nn q <u c r to»h c*o > ^ o -1 -h7 h ^ g )~~1 co to M h -f T k 6X5 h << h T _M «J2 TI -Q 2 f 6X5 5 * - CN L o **.. u " v (1> T T < oct h IH r J? 95 m r 6X5 T s CN -a <n _v Tf h. CN 6X5 45 1- H co c 6X5 T TI ^ <- J" - ^ onj y* V 5r tf o C ^ c/5 -o Cl) C o ^H Jd C o T 6X5 o E er m " 00 T rs jo - o J4 4) f - 6X5 4) v cc m, w I I I» 6X5 6X5 6X5 /~\ U VH co Zl^ 4) J 4) o CN f ^ «<«,-, *- *-> c h., 4) 4) J! o " J2 6X5 6X5 "2 - J «T ^ - T CN tf CN co co h E 45 4) <-> &Jh r1 *^ TI.2 G W CJ co 4) o -9 co r r Q *< -H 4) > 5x5- g tf 6X5 co -v t K 6X5 TH <N CN o CN 2Z 4) m»* o t 45 "o.» CN h CN 4> 6X5 * t. E 4) _-. «Tg occ '*, p T T I 1 u.^ " «s* -d h &a 4> -J -H T T M CC 6X5 4) C/) CN TI 6X5 o ro vjh 5J % -V H -d B n > T.^ *45 T r co ' ^.I T CN ' "<2 tn J2 -f 00 CN 4> ~h ^H <* T CN T cd h +H d 4) V N -o CN w M 4) CN. E " hh Tf h m ^J U +jr r. 6X5 '.: 6X5 CC << r\ T-H co CN +H f h cn CC H E ro T. h 00 CN H CN CN CN 'B.. ^ CJ m» h t H Jq ^K^ T-H x.^ > ^H t-h t-( CN CN CN 00 CN CN CC IH - _2 '-M T 4) ns V CN 6X) 6X5 hq T < PQ s s T opj -* A * <u 4) *,-: tf tf 2 ^ <N 4) w a u 6X5.tf- o jg <. : ^r^ - 6 ^ R 4) m u %1& -rj 6x5 «-d _r J A C o > J os" -f u W5 B ^ cd IH - 6X5 T < f 4) CC r< -f ' occ. h 4) 4) 45 CC -T-l 6X5 co 4) "^ occ oto hti T > 6X5 4) 6X5 1 th - 0) T T n \A 6X5 H T 4) T > C) TI IH 6X5 «H T-H. CN # 4) R TI n < 6X5 T. 1 4) B u > <s> 6X5 4) occ E.. 4) R. HH,m CN f < 6X5 ^ I.tf " > 6X5 4) 64