Konfirmation 3. april 2016 Tre gange Peter Halleluja, vor Gud er stor! Og himlen svare amen. I dag er det 1.søndag efter påske. Evangelieteksten, vi læser på denne dag, står i Johannesevangeliet kapitel 21, vers 15-19: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?" Han svarede :"Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine lam!" Igen, for anden gang, sagde han til ham: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. "Jesus sagde til ham: "Vær hyrde for mine får!" Jesus sagde til ham for tredje gang :"Simon, Johannes søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" og han svarede ham :"Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: "Følg mig!" Amen Da I, konfirmander, skulle arrangere jeres egen gudstjeneste, tog I udgangspunkt i Lille Peter Edderkop, en sang, som I har kendt fra I var ganske små og sikkert en gang har gjort fagter til. Så vidt jeg husker, handlede jeres fortolkning af sangen om, hvordan den lille Peter friskt og frejdigt kravlede op ad muren i sit edderkoppeliv. Måske var han en smule overmodig og hovmodig og regnede med, at det skulle han sandelig nok klare selv. Da han så kom ud for modgang i form af regnvejr, blev han skyllet ud af kurs. Men Guds sol varmede ham op, så han fik mod og kræfter til at begynde opturen på ny. - Se, det er en både realistisk og optimistisk fortælling, også hvis den skulle handle om vores liv, der hvor vi kan blive udsat for både op og nedture, men også kan få styrke og mod til kravle videre i livet med Guds hjælp. Den Peter, som evangelieteksten handler om i dag (Hvide Søndag, den gamle konfirmationssøndag) havde også været udsat for både op og nedture. Det var tre år siden, at han, den fornuftige familiefar, forlod båd, hus og hjem, kone og børn for at følge den fremmede. Han fulgtes med Jesus, mens han levede, han mærkede hans nærvær, følte hvordan alting og alle andre blev anderledes, når han var sammen med ham. Sammen med ham turde han håbe, at verden skulle blive ny, sammen med ham troede han. Sammen med ham lærte han sig selv at kende. Sammen med ham kunne han gå på vandet. Men allerdybest i sig selv så Peter den nat, de fængslede Jesus. Natten efter den aften, hvor Jesus vaskede hans og de andre disciples fødder og sagde, at de skulle tjene hinanden. Den nat, da han ikke kunne holde sig vågen, men faldt i søvn i Gethsemane have. Den nat, da han fornægtede Jesus tre gange. Tre gange sagde han i ypperstepræstens gård, så det rungede mellem murene: Nej ham kender jeg ikke. Jeg har aldrig set ham for mine øjne. Og morgenhanen galede, og fortvivlelsen rungede og galede som en hane i Peters hjerte. Tre dage senere jublede Peter og de andre disciple påskemorgen, fordi de hørte, at Jesus var opstået fra de døde. Men måske var de inderst inde bange for at møde ham igen.
Og så kommer han. Den korsfæstede og opstandne. Ham, som, de har svigtet, forrådt, fornægtet, forskudt, fortrudt. Han siger: Goddag, fred være med jer! og han spiser sammen med dem, som om intet var hændt. Han holder nadver sammen med dem, han kommer ind i deres fællesskab, han kommer ind i deres hjerter, sådan som det sker, når vi fejrer nadver i kirken. En og anden har nok haft ondt i maven og slået blikket ned, Måske var der nogle, der rødmede, måske kunne de ikke se ham i øjnene. De havde ikke den største appetit. Alligevel deler han måltidet med dem. Og ganske langsomt går det op for dem, at de ikke behøver være bange, for Jesus dømmer ikke, som de selv gør. Han dømmer ikke efter denne verdens retfærdighed. Den retfærdighed, som de har dømt sig selv med. De bliver i stedet mødt med kærlighed og tillid. Det burde de have vidst, for sådan har de set ham før, når han plejede omgang med alle de foragtede og fortabte, sådan har de hørt ham før, når han fortalte om den fortabte søn, hvis far tog imod ham med barmhjertighed i stedet for skænd og straf. Peter sidder med bøjet hoved og reparerer sine fiskegarn. Inden i ham er der også noget, der er gået itu og trænger til at blive repareret. Han ville gerne spørge: Jesus, kan du tilgive mig? men han formår og når det ikke, før Jesus kommer ham i forkøbet og spørger ham. Da Jesus første gang spørger ham, om han elsker ham, svarer han ja, af et glad og oprigtigt hjerte. Men Jesus bliver ved med at spørge, han spørger hele tre gange, og Peter bliver fortvivlet, for det minder ham om hans nederlag. Det var den måde, hans kone spurgte på, lige inden han rejste, og det ekkoer af de tre gange, han fornægtede Jesus. Men hvert eneste usikkert svar følges af en tillidserklæring: Du elsker mig - jamen så vogt mine får, pas på mine lam. Del ud af min kærlighed. Jesus kender Peters svigt og fornægtelse, men han opgiver ham ikke. Han giver ham mulighed for at gøre fornægtelsen til en bekræftelse. Han reparerer det, der var gået i stykker i ham, med sin kærlighed og tillid. Netop som den, der selv er blevet tilgivet, bliver Peter i stand til at gå ud i verden og fortælle om Guds tilgivelse. Man siger, Peter fik nøglen til himlens port og at han står der, når vi kommer derop eller derhen eller derud, for at tage stilling til, om vi skal lukkes ind eller ej. Da er det en trøst, at han ikke er nogen ufejlbarlig helt, ligesom dem I har talt om i konfirmandundervisningen. Peter ved, hvordan det er at være menneske. Han er ligesom os, en, som kender til svigt og fortvivlelse, en, som kender til angst, usikkerhed og mindreværd. Men indtil vi skal møde ham, har vi selv fået en nøgle. Vi er blevet døbt og har fået at vide, at vi er Guds børn. Den dåb kan vi tage med os som en gammel nøgle, det er rart at gå rundt med i lommen. Måske bruger man den daglig, måske kun en gang imellem, men man ved, den er der, når man har brug for den, man ved den er til et sted, et rum, hvor man kan komme og lægge sit liv frem uden at blive vejet og vurderet. Nøglen kan blive blankslidt i brug, men den kan ikke slides eller ruste op. Lad bare Sankt Peter stå og stritte med sin nøgle, vi har allerede fået nøglen til himlens port. Lille Peter Edderkop og Lille Simon Peter. Der er en tredje Peter. I har lært, at der er fire evangelier i Det Nye Testamente. I ved måske også, at der er mange flere udenfor Bibelen. Men der findes tillige et evangelium om en tredje Peter, det er Peter Plys-evangeliet. Vi læser det for børn, men man skal være voksen eller næsten voksen for at forstå dybden i det, man skal kende sig selv og menneskene så godt, at man kan spejle sig i figurerne, ligesom vi spejler os i Peter og de andre disciple i Det Nye Testamente. En dag, hvor Peter Plys har været rigtig tåbelig, siger Jakob til ham: Plys, jeg elsker dig. Og så svarer Plys: Det gør jeg også. Det er sådan man i en kejtet og øm situation kan komme til at sige
det, når man egentlig mener: jeg elsker også dig. Men måske er det gør jeg også meget rigtigt lige i det øjeblik. Der ligger en sandhed i, at vi elsker os selv, når den anden elsker os. Så bliver vi elsk-værdige, også i egne øjne, vi ranker ryggen og får nyt livsmod. Den andens kærlighed elsker det bedste i os frem. For kærligheden ser os ikke blot som vi er, men som vi kan blive. Sådan er det også med Guds kærlighed. Når han siger, at han elsker os, må vi svare: Det gør jeg også. Vi svarer på hans kærlighed ved at elske ham igen, og i hans kærlige omfavnelse kan vi se på os selv med hans øjne. Det er det vidunderlige ved kristendommen. Guds kærlighed kommer først, vi skal ikke gøre os fortjent til den. Vi blev døbt uden at kunne præstere noget som helst. Hverken gode gerninger eller fromme følelser. Hos Gud er der præstationsfrit område. Det er vigtigt især i en tid, hvor vi testes og vurderes lige fra børnehaven til plejehjemmet. Vi behøver heller ikke lede efter Gud, han har for længst fundet os og vil lede efter os, hvis vi skulle fare vild. At elske er at kende hinanden og kendes ved hinanden. Derfor bliver den lille Grisling ganske ulykkelig, da hans ven Jakob lader som han ikke kender ham. Det sker, da Kængumor har skrubbet ham ren og ukendelig, fordi hun også lader som om hun ikke ved, at det er Grisling. Jeg kender dig ikke, siger Jakob, de værste ord, man kan høre for sine ører. Grislingeører og menneskeører: Jeg kender dig ikke, jeg vil ikke kendes ved dig. Heldigvis for den lille fyr er der et par mudderhuller i nærheden, så Grislingen igen kan blive den gamle snavsede Grisling, som Jakob kender og holder af. Der er hverken Gud eller Jesus i 100m-skoven, det indrømmer jeg. Men Peter Plys-bøgerne kunne som alle andre gode bøger ikke være skrevet, med mindre forfatteren kendte det rigtige evangelium, det glædelige budskab, som er indeholdt i Det nye Testamentes evangelier. Det glædelige budskab om Gud, der blev menneske for på egen krop at gennemleve og gennemlide menneskelivets glæder og sorger. Han, som blev forladt, svigtet og forrådt, så han midt i langfredagens angst og pine råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og Gud svarede ved at løfte ham op af graven påskemorgen, sådan som vi ser det på vores altertavle. Gud blev sig selv i mødet med menneskelivet. Også han skulle lære sig selv at kende. Også han skulle forandres og bevæges af kærligheden. Deraf ved vi, at livet er stærkere end døden, kærligheden større end hadet, at glæden kommer før sorgen. Det kan vi leve og dø på. Det kan vi fortælle om med vore egne historier, vores eget liv. En hel masse små evangelie-beretninger bliver det til. Vi har 18 af dem siddende her. Til sidst i Peter Plys-bøgerne går Jakob og Plys ud på et fortryllet sted næsten som en kirke mellem træstammernes søjler. Sad man der, siges det, så kunne man se hele verden liggende bredt ud foran sig, lige til den nåede himmelen. Der fortæller vennerne hinanden alt, hvad der er at fortælle, og der sværger de hinanden troskab. De giver hinanden hånd og pote. Hvad der end sker, og hvad der hænder dem undervejs, - får vi at vide så vil den lille dreng og hans bjørn altid lege på det fortryllede sted, der ligger helt langt inde bag i skoven. Kære konfirmander: I dag får I mulighed for at svare på Guds kærlighedserklæring med jeres ja, Vi skal ikke selv bekræfte vores dåb, det gør den Gud, der tog imod os i dåben. Han kommer os ustandselig i forkøbet. Han vedbliver at forsikre os om, at han vil være med os alle dage, og han vil give os muligheden for at svare på hans kærlighed, hver eneste gang vi har fornægtet ham, hver eneste gang vi har forsømt at passe på hans skabninger. Det er den Guds nåde, der giver nyt liv og nye muligheder. Den reparerer det, der måtte gå i stykker i os, den lader sin sol skinne på os, så glæden og kærligheden kan gro.
I et fortryllet øjeblik vil I om lidt sige ja til Guds kærlighed og hans velsignelse. Hvad der end sker og hvad der end hænder jer undervejs gennem livet, så vil I altid have et fortryllet sted sammen med Gud, hvor han siger, at han elsker jer, og så kan I sige: Det gør jeg også. Amen Kirkebønnen er i dag afløst af nogle af konfirmandernes bønner for dagen i dag: Vi håber at alle kommer herfra med en god fornemmelse i maven, fordi oplevelsen lever op til deres forventninger og at deres fest bliver god. Jeg beder til, at jeg får en fantastisk uforglemmelig dag på min konfirmation Jeg takker for at have fået en helt fantastisk konfirmationsundervisning Love Gud Lille Peter Edderkop kravled op ad muren Jeg håber at min familie og jeg får et godt og langt liv Jeg beder om at vi får en god konfirmation og at jeg får en masse gode gaver Jeg beder også om at vejret bliver bedre, for jeg hader kulde Tak for alle de gode oplevelser, jeg har haft sammen med 7.a og 7.b Saftevand, kokos, love, næbdyret Perry, lime, rød, sommer, sommer, fugle, sol, superhelte Fadervor du som er i himlen I disse hårde tider giv mig styrke til at leve videre, selv når alt synes håbløst Lad ikke sygdomme knække os. Selv om vi har det godt i dette lille land sker der stadig grusomheder Giv os alle styrken Fordi vi elsker dig, vi elsker dig, vi elsker dig (Undskyld hvis der er stavefejl) Ja også stavefejl tilgiver Gud.
Og så vil jeg slutte med jeres egen salme: Vi takker Gud fordi vi er i dette fællesskab. For vi har mange venner her, som sikrer os mod tab. Den kærlighed, vi møder her, den minder os om Gud. Han siger til os at enhver er mere værd end guld Han gav os liv og det er godt præcis som vor natur. For den er vigtig, stor og flot og solen er dens ur. Vi har et ur i vores krop som siger sov! vågn op! til vores trygge dagligdag, som giver os behag. Vi takker nu for alt vi får. Vi høster og vi sår. Vi håber det må blive ved i mange Herrens år!