Indholdsfortegnelse. Abstract S. 1. Indholdsfortegnelse S. 3. 1. Introduktion S. 5. 1.1. Problemformulering S. 6. 2. Metode S. 7

Abstract Formålet med denne artikel, er at belyse de forskellige muligheder og begrænsninger, der optræder i forbindelse med en rekonstruktion af Allosaurus, som udvalgt case. Dette dyr var en stor kødædende dinosaur, der levede på Jorden i Juratiden. Til dette er palæontologien brugt som teori, rekonstruktion som metode og Morrison Formationen som område. Denne dinosaur er stærkt repræsenteret i the fossil record, og altså derved blandt de organismer fra perioden som der er tilvejebragt mest data om. Samtidig gør det komplette billede af Allosaurus os i stand til at sige noget generelt om Mesoziokum og dinosaurernes tidsalder. Forskellige faktorer spiller ind når de fossile rester af organismen nærstuderes, og mere eller mindre sikre teser kan opstilles. Knogler og hårde dele er som oftest aflejret i sedimentet, imens at mere bløde dele af kroppen er gået tabt. Dette tilfører enhver undersøgelse af organismen en mængde usikkerhed, hvilket projiceres op igennem de videnskabelige overliggere, som ligger over palæontologien som praksis. Videnskaber der gør brug af palæontologien for at løse deres egne overordnede spørgsmål. Undersøgelser af den enkelte art, og sporingen af den i formationer og aflejringer kan bruges til at afgrænse og fastsætte klippeformationer i tid. Derfor kan indgående kendskab til Allosaurus morfologi og levevis være med til at sikre de bedste resultater. Men der er både muligheder og begrænsninger. Side 1

Side 2

Indholdsfortegnelse Abstract S. 1 Indholdsfortegnelse S. 3 1. Introduktion S. 5 1.1. Problemformulering S. 6 2. Metode S. 7 3. Resultatafsnit S. 10 3.1. Indledende S. 10 3.1.1. Livets udvikling S. 10 3.1.2. Pladetektonik S. 10 3.1.3. Geologiske perioder S. 10 3.1.4. Dinosaurernes udvikling S. 11 3.1.5. Mesoziokum S. 12 3.1.6. Pangeae S. 12 3.1.7. Allosaurus S. 12 3.1.8. Juratiden S. 13 3.1.9. Morrison Formationen S. 13 3.2. At kategorisere et dinosaurfossil, en indsnævring og eksemplificering S. 14 3.3. Stratigrafi S. 22 3.3.1. Biostratigrafi S. 24 3.4. Rekonstruktion S. 26 3.4.1. Palæontologi som videnskab og praksis S. 26 3.4.2. Forstening og fossilering S. 30 3.4.2.1. Sporfossiler S. 33 3.5 Område Morrison Formationen S. 35 Side 3

3.6. Allosaurus S. 37 3.6.1. Klassificering S. 37 3.6.2. Morfologi S. 37 3.6.2.1. Hoved S. 38 3.6.2.2. Lemmer S. 42 3.6.3. Det samlede billede S. 44 3.6.4. Fødsel og død S. 45 3.6.5. Rovdyr S. 46 3.6.6. Juratidens verden S. 49 4. Diskussion S. 53 4.1. Hovedkonklusioner Muligheder og begrænsninger i rekonstruktionen af Allosaurus S. 53 4.2. Generaliseringsproblemet S. 57 4.3. Teoretiske konsekvenser Muligheder og begrænsninger i artiklens teori S. 57 4.4. Fremtidig forskning S. 61 5. Konklusion S. 63 6. Ordliste S. 64 7. Litteraturliste S. 66 8. Bilag S. 71 Bilag 1: Pangeae S. 71 Bilag 2: Morrison Formationen S. 72 Bilag 3: Fylogeni S. 73 Bilag 4: Geologiske tidsperioder S. 74 Side 4

1. Introduktion I dette afsnit vil jeg skitsere op, hvad artiklen kommer til at dreje sig om og hvorfor. Jeg vil give et indblik i min motivation for at skrive det, og samtidig stille op hvilke videnskabelige parametre der ligger til grund for det. Her forefindes problemformuleringen, sammen med tanker om, hvorfor netop dette er så interessant. Denne artikels centrale omdrejningspunkt, bunder i, at der ikke foreligger komplette artikler over Allosaurus. Fragmenter er igennem tiden blevet plukket ud fra helheden, og derefter blevet videnskabeligt undersøgt. Hoved 12, lemmer 3, levesteder 4 er alle veldokumenterede i forskellige videnskabelige artikler og tidsskrifter, men der bliver derved en mangel på artikler som giver det komplette billede af Allosaurus og rekonstruktionen heraf. Dog opstår der uvægerligt spørgsmål og forskellige problemer, der må nedbrydes igennem denne rekonstruktion. Problematikker opstår når videnskaben forsøger at rekonstruere fortiden, idet beviser og vidnesbyrd som oftest er separeret fra forskeren over enorme afgrunde af tid 5. Data er forsvundet og forskeren er efterladt til gisninger og hypoteser. Visse ting kan siges med sikkerhed imens andre fortsat må stå hen i det uvisse. For hvordan rekonstruerer man økologien og morfologien hos en uddød organisme som dinosaurerne? Hvordan rekonstruere man Allosaurus? Og, ikke mindst, hvordan gør man det ud fra data fra Morrison Formationen? Disse afgrænsninger og indsnævringer fra hovedproblemet afføder naturligt flere specifikke spørgsmål, som alle er relevante i forsøget på at opnå totalbilledet og opnå erkendelsen. Dette studium er relevant fordi palæontologiske studier er med til at definere vores opfattelse af livets historie. Enkelte studier, eksempelvis af Allosaurus, er sammen med andre studier, med til at trække tingene op i et større perspektiv og skitsere oprindelsen, evolutionen og hvordan planetens fortid så ud. Det omfatter studier af dinosaurerne som helhed og som dyregruppe. Det omfatter stratigrafien, og hvordan den påvirker det konkrete problem og emne. Det omfatter palæontologien og 1 Antón et al., 2003 2 Rayfield et al. 2001 3 Middletong/Gatesy, 2000 4 Jennings/Hasiotis, 2006 5 Bates et al., 2006. S. 2 Side 5

rekonstruktion som metode, og til sidst omfatter det studier af selve Allosaurus som selvstændig organisme. Formålet med hele denne artikel, bliver derved for det første at forsøge at opstille det komplette billede af Allosaurus. Vigtigere er det dog, at den skal forsøge at forklare, hvilke muligheder og begrænsninger palæontologiske rekonstruktionsstudier af Allosaurus fører med sig. Disse er uundgåelige overvejelser i enhver palæontologisk rekonstruktion 6. På dette grundlag opstiller jeg problemet: 1.1. Problemformulering Hvilke muligheder og begrænsninger er der for at rekonstruere Allosaurus? Der er både begrænsninger og muligheder, og er disse erkendt, så kan data om Allosaurus bruges til at belyse de større spørgsmål i geologien, stratigrafien og palæontologien. 6 Benton/Harper, 2009. S. 6 Side 6

2. Metode I dette afsnit vil jeg forsøge at opstille nogle af de metodiske tilgange der ligger til grund for de valg der er sket i forbindelse med denne artikel. Rekonstruktionsproblemet skal løses ved at jeg indsamler data, og foretager en rekonstruktion af Allosaurus. I dette tilfælde er det nødvendigt at sammensætte viden fra mange forskellige kilder, for at opbygge det samlede billede, da der som nævnt kun eksisterer specifikke fragmenterede studier af Allosaurus. Disse giver gode data og informationer omkring de enkelte aspekter af dyret, men de skal stadig stykkes sammen til en støbt helhed. Jeg har valgt dinosaurerne fordi afgrunden i tid er så abnormt stor. Dette gør det svært at rekonstruere dem. Stoffet er ikke let tilgængeligt, og der skal derfor ydes en ekstra indsats for at grave det nødvendige data frem. Metodik, teori og artikler skal derfor overvejes nøje, for at rekonstruere dyr, der er så afgrundsfjerne i tid og rum. Data om dinosaurerne er primært bygget på, Dinosaurerne, et levende mysterium, som er skrevet af Paul Barrett og José Luis Sanz. Denne har jeg valgt på baggrund af, at den giver et godt indblik i dinosaurernes verden på tværs af arterne, og den er samtidig blevet brugt til at supportere i spørgsmål om dinosaurerne artiklen igennem. Jeg har udvalgt litteratur i relation til hvordan man rekonstruerer, i overensstemmelse med professionel palæontologisk praksis. Denne litteratur er primært omhandlende hvordan man rekonstruerer Allosaurus lemmer, hoved og enkelte osteologiske dele. Dette har jeg gjort, da artikler med komplette optegnelser og studier af Allosaurus ikke er noget der florerer iblandt emnets videnskabsmænd. På denne baggrund har jeg valgt denne procedure, der sørger for at udvælge forfattere der tilsammen dækker Allosaurus ind. Desuden er valget af palæontologi som teori gjort, da denne form for videnskab netop beskæftiger sig med rekonstruktion ud fra fossiler, hvilket er essentielt i arbejdet med Allosaurus. I arbejdet med palæontologien, rekonstruktion og dens praksis, er der i høj grad trukket på bogen, Introduction to Paleobiology and the Fossil Record, som er skrevet af Michael J. Benton og David A. T. Harper. Denne bog er et flagskib i palæontologisk teori og metode, og er blevet anvendt i Side 7

denne artikel til at sige noget om disse to termer. Desuden er den blevet brugt som support, da den dækker samtlige aspekter af palæontologien. Til at stykke data sammen om Allosaurus har jeg primært gjort brug af James H. Madsens osteologi, Allosaurus Fragilis: A revised Osteology, der betragtes som pionerarbejde i forbindelse med Allosaurus, samt M. Antón et al.s, artikel, The Muscle-Powered Bite of Allosaurus, Emily Jennings et al.s, Cranial design and function in a large theropod dinosaur, John Cloudsley- Thompsons, Ecology and Behaviour of Mesozoic Reptiles, Kevin Middleton og Stephan Gatesys, Theropod forelimb design and evolution, Brent Breihaupts, The case of "Big Al" the Allosaurus: A study in paleodetective partnerships og James Farlow og Thomas Holtz, The fossil record of predation in dinosaurs. Sat sammen giver disse et helstøbt morfologisk billede af Allosaurus, der igen kan bruges til at afgøre, hvordan dyret skal rekonstrueres. De primære artikler er desuden supporteret af værker af Barrett/Sanz, Fields, Bates et al., Smith et al., Rogers og Jennings/Hasiotis. Jeg har udvalgt artikler om stratigrafi, for at give et billede af hvordan data om Allosaurus kan bidrage til de store spørgsmål i geologien. Jeg har valgt artikler der siger ting om stratigrafi og biostratigrafi generelt, da disse giver et godt overblik over hvordan den enkelte organisme kan bidrage til stratigrafiens overordnede spørgsmål og problemer. Data om stratigrafi er hovedsageligt hentet fra, Principles of Paleontology, som er skrevet af David M. Raup og Steven M. Stanley. Denne giver netop de overordnede beskrivelser af stratigrafi og biostratigrafi som artiklen har behov for. Der er dog supporteret med Benton og Harpers arbejde, da visse aspekter kræver lidt anderledes belysning. Jeg har valgt artikler om Morrison Formationen, da jeg har valgt denne aflejring som basisområde for artiklen. Dette valg har jeg gjort på baggrund af mængden af data fra Morrison Formationen, både specifikt for Allosaurus, men også generelt fra de øvrige organismer fra Juratiden. Jeg har udvalgt artikler der beskriver Morrison Formationens sammensætning og dens oprindelse, da jeg ønsker at studere Allosaurus bygget på data hevet ud fra denne aflejring, ikke studere Allosaurus i selve Morrison Formationen. Side 8

De primære artikler jeg valgt om Morrison Formationen, er henholdsvis Brent H. Breithaupts, The case of "Big Al" the Allosaurus: A study in paleodetective partnerships, Scott Rogers, Allosaurus, Crocodiles, and Birds: Evolutionary Clues From Spiral Computed Tomography of an Endocast, John Cloudsley-Thompsons, Ecology and Behaviour of Mesozoic Reptiles, og støttet op af Stanton, Santos, Flesch og Turner/Peterson. Disse bidrager alle til at gengive formationens opbygning, samtidig med at de sammenkobler Morrison Formationen med Allosaurus. Jeg har valgt en tidsperiode hvor dinosaurerne kulminerede - Juratiden. Dette har jeg gjort da mængden af data om dinosaurerne fra denne periode kendes indgående, og samtidig fordi denne periode betragtes som dyregruppens storhedstid. Her var biodiversiteten størst og dinosaurerne befolkede kloden i overflod. Jeg har udvalgt artikler omkring denne periode, for at opstille data omkring Allosaurus og det landskab den bevægede sig igennem. Igennem disse har jeg parret oplysninger om Allosaurus, med data om de øvrige dinosaurer der eksisterede i dens samtid, for at kunne sige noget om dens levevis. For at kunne sige noget om Juratiden og Allosaurus omgivelser, har jeg udvalgt artikler der siger noget om disse aspekter. De primære iblandt disse er de før nævnte værker og artikler af Jennings/Hasiotis, Cloudsley-Thompson, Antón et al. og Breithaupt, Disse forfattere skitserer omgivelserne i Juratiden, samt de øvrige dinosaurer der sameksisterede på dette tidspunkt. I arbejdet med Juratiden er artikler af Barrett/Sanz, Rogers og Lucas/Heckert, blevet brugt til at støtte op om de primære værker. Desuden er yderligere en mængde tillægsartikler og data også blevet anvendt, for at supportere og støtte op om artiklens problemstilling og problemløsning. Side 9

3. Resultatafsnit Resultatafsnittet vil blive brugt til at opridse data og fakta. Hvad foreligger der af viden om emnet, i dette tilfælde både palæontologi, den overordnede videnskab, og så selvfølgelig om Allosaurus. 3.1. Indledende 3.1.1. Livets udvikling Livet fastsættes til at begynde for 3500 millioner år siden, da de første prokaryote celler udviklede sig i oceanerne 7. Før dette havde udviklingen af den første primitive atmosfære, ført til dannelsen af forskellige stoffer, der så igen affødte større molekyler, som til sidst skabte grobund for livet 8. Herfra udviklede cellerne sig til at blive mere avancerede og eukaryote, inden de første flercellede organismer, indeholdende egentligt væv, viste sig for 1260-950 millioner år siden 9. 3.1.2. Pladetektonik Pladetektonik er en term der dækker over en teori, som omhandler strukturen på Jordens skorpe. I denne inddeles skorpen i forskellige tektoniske plader, der bevæger sig uafhængigt af hinanden 10. Hvor pladerne mødes og støder sammen er der som oftest stor tektonisk aktivitet, der ofte manifesterer sig ved at danne vulkaner og voldsom seismisk aktivitet 11. Det er også på grund af dette, at Pangeae opstod, og siden blev opdelt i Gondwana og Laurasia i Kridttiden. Og som en følge heraf, at de fleste af vores bjergkæder eksisterer 12. Denne bevægelse skyldes forskydninger i den magma under skorpen, der så får de tektoniske plader til at bevæge sig 13. 3.1.3. Geologiske Perioder Jordens historie strækker sig 4,6 milliarder år tilbage, og hele denne levetid er inddelt geologisk i forskellige perioder og æraer 14. Se også Boks 1. Æraerne har det største spænd i tid, og disse består af Pre-cambrium, Paleozoikum, Mesozoikum og Caenozoikum. Disse er så igen inddelt i 7 Benton/Harper, 2009. S. 185 8 Benton/Harper, 2009. S. 185 9 Benton/Harper, 2009. S. 185 10 http://en.wikipedia.org/wiki/plate_tectonics 11 Benton/Harper, 2009. S. 571 12 Benton/Harper, 2009. S. 571 13 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 10 14 Se Bilag 4 Side 10

perioder. Pre-Cambrium indeholdt kun en enkelt periode af samme navn, da denne spændte over tiden uden flercellulært liv 15. Herefter fulgte den paleozoiske æra, hvor perioderne Cambrium, Ordovicium, Silur, Devon, Kul og Perm optrådte, og den strakte sig fra 570-248 millioner år siden 16. Mesozoikum bestod af perioderne Trias, Jura og Kridt, og den startede da Paleozoikum sluttede, og endte brat da dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden 17. Derefter fulgte Cenozoikum, som vi stadig befinder os i, hvor pattedyrene tog over. Denne startede for 65 millioner år siden 18. Jordens historie er i geologien delt ind i forskellige tidsperioder, der hver for sig er signifikant vigtige for udviklingen i denne. Forskellige begivenheder markerede skelsættende vendepunkter i disse forskellige perioder, og oftest er de enkelte perioder adskilt med dette for øje. Forklaringsboks 1 Billede 1 - Skitse over klodens geologiske tidsperioder og æraer. (Stort billede bilag 4) 3.1.4. Dinosaurernes Udvikling De første reptiler udviklede sig fra amfibierne i Carboniferous perioden (Kultiden), hvor de begyndte at udvikle de træk vi kender fra reptiler i dag, og afstøde sig amfibiernes udseende 19. Nye typer af reptiler kom til igennem Permium (Permtiden), indtil den store permiske uddøen, der markerede enden på denne periode og samtidig den paleozoiske æra. 50 % af alle dyrefamilier 15 Bilag 4 16 Bilag 4 17 Bilag 4 18 Bilag 4 19 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 11 Side 11

uddøde på en gang, og denne er videnskabeligt set at betragte, som den største naturkatastrofe i Jordens historie 20. De arter der overlevede, havde pludselig fået nye forhold, og det tillod dinosaurerne at udvikle sig fra thecodont reptiler for 230 millioner år siden 21. I Juratiden overtog dinosaurerne dominansen på Jorden. Dyregruppen voksede, og i Kridttiden kom stadig nye og mere veludviklede dinosaurarter til, indtil de forsvandt for 65 millioner år siden eller udviklede sig til fugle 22. 3.1.5. Mesozoikum Mesozoikum ( Middel Alder ) beskriver den del af Jordens tidsaldre hvor dinosaurerne herskede, og den er som sådan opdelt i tre perioder: Triastiden (248-213 millioner år siden), Juratiden (213-144 millioner år siden) og Kridttiden (144-65 millioner år siden) 23. 3.1.6. Pangeae Pladetektoniske bevægelser fik i Paleozoikum kontinenterne til at bevæge sig rundt på klodens overflade, men i begyndelsen af Triastiden, lå alle kontinenterne samlet i et superkontinent. Dette superkontinent kaldes Pangeae 2425. Dette kontinent blev igen brudt op i de stykker vi kender fra i dag midt i Kridttiden, hvor de enkelte mindre kontinenter begyndte at bevæge sig væk fra hinanden igen 26. 3.1.7. Allosaurus Allosaurus var en stor kødædende dinosaur fra den sene Juratid (156-144 millioner år siden). Den er fundet i udgravninger i USA, Portugal og Tanzania, og har i levende live vejet op til 2 tons og været omkring 12 meter lang i fuldvoksen tilstand 27. Den hører til iblandt de mest kendte dinosaurer, da mængden af data om den er bemærkelsesværdig høj 28. Allosaurus fandtes på stort 20 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 18 21 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 20 22 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 21-22 23 Barrett/Sanz, 2000. S. 189 24 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 10 25 Se Bilag 1 26 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 10 27 Barrett/Sanz, 2000. S. 143 28 Rogers, 1999. S. 162 Side 12

set hele Pangeae (kun Asien var adskilt 29 ), da superkontinentets kompakthed gjorde, at de dyr der levede var stort set ens alle steder. Der var ikke store afgrunde imellem kontinenterne, der kunne tillade en enkelt art at udvikle sig uafhængigt 30. Dette er også grunden til at Allosaurus har så spredte fundsteder. Disse steder har været meget tættere forbundne da dyrene stadig levede 31. 3.1.8. Juratiden Juratiden betragtes som dinosaurernes storhedstid. Her befolkede kæmpemæssige rovdyr og kolossale langhalsede sauropoder de vidtstrakte sletter og nåleskove, der skød frem i slutningen af Trias/starten af Jura, på grund af gunstige ændringer i klimaet 3233. Planterne befolkede ørknerne og tillod de planteædende dinosaurer at vokse sig enorme i størrelse, og med denne udvikling måtte rovdyrene følge trop. Kontinenterne lå samlet i Pangeae, og dinosaurerne kunne frit befolke alle afkroge af verden. 3.1.9. Morrison Formationen Morrison Formationen er et sedimentært lag fra den sene Juratid, og det strækker sig fra Canada, igennem det vestlige USA, næsten til Mexicos grænse, hvilket dækker over et areal på næsten 950.000 kvadratkilometer 34. I denne formation er der gjort et utal af dinosaurfund, og samtidig er hovedparten af Allosaurus fossiler, der er tilvejebragt, fundet her 35. 29 Mateus, 2006. S. 3 30 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 20 31 Mateus, 2006. S. 1 32 Cloudsley-Thompson, 2005. S. 33 Barrett/Sanz, 2005. S. 34 http://www.fossilmuseum.net/fossil_sites/morrison.htm 35 Rogers, 1999. S. 162 Side 13

3.2. At kategorisere et dinosaurfossil, en indsnævring og eksemplificering Første skridt i den videnskabelige nedbrydning af informationer omkring et dinosaurfossil, er at forsøge at opnå en klassifikation af dyret. Dinosaurer inddeles fylogenetisk efter forskellige fællestræk, og hvordan de forskellige arter er beslægtet med hinanden. Dette kan ses nærmere visualiseret i Boks 2. Når forskere skal inddele dinosaurerne, så sker den første deling af arten på baggrund af deres hofter. Dyregruppen Dinosauria forgrener sig ud i to grupper: Saurischia (øgle-hofter) og Ornithischia (fugle-hofter) 36. Undergruppen Saurischia er kendetegnet ved at pubis (skamben) peger nedad, og derved giver deres hofter et udseende der til dels minder om det vi ser hos moderne øgler. Hos Ornithischia er pubis derimod bagudvendt, som hos vore dages fugle 37. Herfra inddeles dyrene så yderligere i flere specifikke undergrupper. Saurischia deler sig i Theropoda, som indeholder alle rovdyr iblandt dinosaurerne, samt Sauropodomorpha, der indeholder de kæmpemæssige langhalsede planteædere 38. På den anden side deler Ornithischia sig ud i grenene Thyreophora, som indeholder de pansrede dinosaurer, Marginocephalia, hvor de hornede individer med de karakteristiske nakkekraver indekseres og endelig Ornithopoda, der huser de andenæbede planteædere 39. Selvfølgelig er dette blot en grov opridsning for at give en ide om hvordan man kategoriserer dinosaurer. De enkelte grupper kan naturligvis inddeles langt mere finkornet. 36 Barrett/Sanz, 2000. S. 59 37 Barrett/Sanz, 2000. S. 59 38 Barrett/Sanz, 2000. S. 61 39 Barrett/Sanz, 2000. S. 62-63 Side 14

Forklaringsboks 2 Billede 2 Fylogenetisk træ over dyregruppen Dinosauria (Stort billede, bilag 3) Her har jeg opstillet en simpel fylogeni over dinosaurerne som art. Denne model er simplificeret, men giver et billede af hvordan de enkelte dinosaurundergrupper er beslægtet, og hvor de har udviklet sig fra hinanden. Dinosaurernes knogler i sig selv kan fortælle forskeren meget, hvis blot han ved hvad han skal kigge efter. Lange spidser tænder bevidner som oftest om et rovdyr, imens fladere tænder er bedre til at findele tykt plantemateriale. Planteædende dinosaurer havde lange bladformede tænder, imens rovdyrenes tænder var spidse, flade og ofte med savtakker. Disse takker var velegnede hvis byttet bestod af store landdyr, hvis huder var seje og læderagtige. Derved kunne tænderne fungerer som en kødkniv ved hvert bid, og hjælpe tandsættets ejermand i sit forehavende 40. Andre rovdyr havde derimod tænder som var lange, glatte og spidse, og ideelle til at holde fast på glat eller slimet byttet. Theropoden Baryonyx var eksempelvis udstyret med disse tænder, og det er derfor bredt anerkendt, at den højst sandsynligt har levet af fisk 41. Når det kommer til planteædende dinosaurer, så er der også her gennemgående to slags tænder. De lange 40 Barrett/Sanz, 2000. S. 50 41 Barrett/Sanz, 2000. S. 50 Side 15

bladformede, som ofte var at finde i munden på de langhalsede dinosaurer, og så de fladere udgaver, der mindede mere om tænderne på nulevende planteædere, og som var ideelle til at kværne sejt plantemateriale 42. Bladformede tænder havde også savtakker til at skære igennem blade og grene, imens de fladere tænder, hos de mere avancerede planteædere, i stedet blev brugt til at kværne planter i store dele af døgnet 43. Kigger vi ud fra munden, så kan hele fossile kranier også sige meget om dinosaurens levevis imens den stadig var i live. Eksempelvis deler rovdyrenes kranier visse generelle fællestræk. Oftest er der store hulrum på, der bevidner at der var rigeligt med plads til de massive kæbemuskler, der tjente som lukkemekanisme for de ofte solide kæber. Samtidig kan også selve kraniets bygning give et fingerpeg hen imod dyrets måde at tilvejebringe sit bytte på 44. Tyrannosaurus var eksempelvis udstyret med et særdeles solidt og kraftfuldt kranie, selv for en dinosaur, og det har fået visse palæontologer til at foreslå at den har været ådselæder, da den højst sandsynligt har været i stand til at knuse selv massive knogler med sit bid. Kraniet hos theropoder som Giganotosaurus og Achrocanthosaurus er derimod større, men de er samtidig mere skrøbeligt og let bygget. Hos planteæderne varierer typen af kranie noget mere, da der her ofte var overlevelsesstrategier forbundet med dets opbygning. De hornede ceratopsider havde nogle af de tungeste hoveder der nogensinde har siddet på et landdyr, og der er derfor plads til enorme nakkemuskler på deres skeletter. Desuden kan deres enorme horn have fungeret som drabelige våben i eventuelle kampe med rovdyr og hinanden, artens hanner imellem 45. Samtidig havde planteædere som eksempelvis Ankylosaurus et solidt panser over hele kroppen, der nærmest udmundede sig i en egentlig knoglehjelm på dyrets hoved 46. Beskyttelse der var nødvendig i Mesozoikum, da de kæmpemæssige rovdyr ofte var udstyret med lange kløer, både på hænder og fødder. Langt de fleste af dem var bipedale, hvilket betyder at de gik på to ben. Dette gav dem fordelen af at kunne bruge forbenene til at holde, såre og flå i et eventuelt bytte under angreb 47. Dette kunne dog kun lade sig gøre, fordi halen på disse 42 Barrett/Sanz, 2000. S. 50 43 Barrett/Sanz, 2000. S. 50 44 Barrett/Sanz, 2000. S. 42 45 Barrett/Sanz, 2000. S. 46 46 Barrett/Sanz, 2000. S. 46 47 Barrett/Sanz, 2000. S. 58 Side 16

dinosaurer, fungerede som en kontravægt til forkroppen, og derved altså forhindrede dyret i at styrte forover. Alle disse observationer gøres af palæontologerne på baggrund af de fossile dyrs morfologi, og hjælper dem på den måde tættere på en forståelse, da dyrets udseende siger meget om hvordan det fouragede da det var i live, og samtidig også hvordan dets adfærd har set ud. Der er givet et eksempel på dette i Boks 3. Planteædere havde som oftest store maver der var nødvendige for at fordøje sej planteføde, så oftest er det nok blot at betragte størrelsen på dyrets bug, for at afgøre hvad det levede af. Samtidig kan alle disse små fingerpeg, gemt i fossilerne, være med til at bygge et større billede op. Nye spørgsmål melder sig når de basale morfologiske sammenhænge er erkendt, og derved kan forskeren begynde at se ud fra det enkelte individ. Side 17

Forklaringsboks 3 Billede 3 Skelet Tyrannosaurus Rex Billede 4 Skelet Ankylosaurus Her er givet et eksempel på to meget forskellige morfologiske opbygninger hos to slags dinosaurer. Tyrannosaurus hører til i klassen Saurischia imens Ankylosaurus hører til i Ornithischia. Dette ses på deres skamben, der hos Ankylosaurus vender bagud langs ischium (sædeben), mens det på Tyrannosaurus vender nedad. Desuden er det også tydeligt at se de forskellige dyrs overlevelsesstrategi. Ankylosaurus har beskyttende benplader fra halen og til hovedet, og dette har gjort den tung og højst sandsynligt langsom. Derved har den nok brugt sit panser og den knoglekølle den havde på halen som primært forsvar. Tyrannosaurus derimod bærer de klassiske træk for et rovdyr. Bipedal, med stærke kæber og kløer på hænder og fødder. Ser man på det store billede, som udgår fra det enkelte fossil og den enkelte dinosaur, og i stedet kigger på de systemer den indgik i, så træder vi endnu et trin op ad usikkerhedens stige. For her er det ikke så ligetil at konkludere ting direkte fra knoglerne. Her må palæontologen på arbejde, for at finde logiske hypoteser ud fra forskellige faktorer omkring det enkelte dyr og tit de omstændigheder som det er fundet under. Dinosaurernes yngelpleje er et eksempel på, at forskerne må tolke det de finder. Her er deres største medspiller de fossilerede æg og reder man har fundet, da al forskning tyder på at alle dinosaurer lagde æg 48. Disse varierer meget fra art til art hos dinosaurerne, og da der ikke er 48 Barrett/Sanz, 2000. S. 36 Side 18

fundet reder og æg fra alle arter, så må man i stedet drage paralleller til de arter der kendes indgående. Theropoden Troodon havde eksempelvis en rede der var forholdsvis simpel. Æggene blev lagt parvis, i en simpel skalkonstruktion 49. Hos den planteædende Maiasaurus var historien derimod en helt anden. Her var rederne imponerende bygningsværker, der blev nænsomt bygget op i lag, hvilket kunne tyde på at de blev brugt flere gange 50. Dette påpeger altså et tydeligt spænd i den måde hvorpå dinosaurerne opfostrede deres afkom. Dinosaurernes æg var meget forskellige, men de delte dog den ovale struktur. De varierede i størrelse afhængig af størrelsen på dyret der lagde dem, men igen havde de den nubrede overflade til fælles. Dette sikrede at snavs og skidt ikke kunne sætte sig på æggene, så gasser, som ilt, kunne vandre frit igennem æggeskallerne til fostrene 51. Hos en håndfuld dinosaurarter er der fundet fossiler af fostre i æggene, og hos disse kan æggenes tilhørsforhold afgøres med sikkerhed, men ellers vil der altid ligge en hvis usikkerhed i denne bestemmelse 52. Gisninger og spekulationer om dinosaurernes sociale forhold og flokstrukturer bunder også i studiet af deres fossile rester. Som udgangspunkt opstilles hypoteser om enkelte dinosaurer som værende flokdyr, på basis af deres fundsteder. Findes der flere skeletter fra den samme dinosaur på det samme sted, der kan dateres til samme tidspunkt, er det palæontologisk anerkendt at opstille formodninger om et flokdyr. Eksempelvis er theropoden Deinonychus fundet i flokke, endda sammen med større planteædende dinosaurer. Dette har ledt til ideen om denne lille rovdinosaur som værende et flokdyr, der tilmed har brugt flokstrukturen til at fange større bytte. Dette bakkes samtidig op af studier af dyrets kranie, der viser at hjernekassen har haft plads til en usædvanligt stor hjerne, der igen har været med til at gøre Deinonychus i stand til at koordinere angreb individerne imellem 53. Morrison Formationen indeholder også en mængde fundsteder af forskellige sporfossiler, og disse kan sige meget om en enkelt dinosaur og dens væsen. Koprolitter kan fortælle meget om organismens kost, og der er tilvejebragt mange koprolitter, men oftest uden tilslutning til en speciel dinosaur. Findes disse inden i et givent skelet eller fossil, så kan de nemt parres til det dyr 49 Barrett/Sanz, 2000. S. 36 50 Barrett/Sanz, 2000. S. 37 51 Barrett/Sanz, 2000. S. 37 52 Barrett/Sanz, 2000. S. 37 53 Barrett/Sanz, 2000. S. 43 Side 19

de oprindeligt stammer fra, men findes de isoleret så er opgaven straks langs sværere. Der er fundet mængder af forskelligt indhold i koprolitter, eksempelvis plantemateriale og knoglerester, og disse giver et godt billede af hvad den enkelte dinosaur indtog imens den stadig levede 54. Samtidig kan fundne gastrolitter også hjælpe til at stykke helhedsbilledet sammen. Gastrolitterne, eller mavesten, kendes også fra moderne planteædere, der sluger dem for at hjælpe med at kværne sejt plantemateriale i maven. De menes at have fungeret på samme måde hos planteædende dinosaurer, og kan altså derved hjælpe med at sige noget om dyrets fordøjelse og måde at bearbejde maden i maveregionen 55. Fossile fodspor kan hjælpe palæontologen til at sige noget om en dinosaurs hastighed. Forskning iblandt nulevende dyr har vist, at man ved at bruge sporafstanden og selve størrelsen på sporet, kan regne sig frem til dyrets fart. Dette har været praktisk, i det at man har fundet mængder af forskellige fossile fodspor fra dinosaurer. En ulempe er dog, at disse meget sjældent bliver fundet i direkte forbindelse med fossile dinosaurrester, og det kan derfor være svært at sige præcis hvilken art der har sat dem. De kan samtidig være svære at skelne fra hinanden art til art, men de enkelte undergruppers fodspor kan derimod med forholdsvis lethed skelnes 56. Eksempelvis er små letbyggede ornithopoder, som Hypsilphodon, beregnet til at kunne løbe næsten 60 km/t. imens at tunge dyr, som eksempelvis Ankylosaurus, var betydeligt langsommere 57. Dette giver igen grobund til teorierne om de forskellige dyrs måde at forsvare sig på. Hypsilophodon beroede sig nok primært på flugt, imens Ankylosaurus stolede på sit tykke panser. Miljøet i dinosaurernes tidsalder var langt anderledes end det vi kender fra i dag. Juratiden begyndte for 213 millioner år siden, og her begyndte verden at forandre sig. Den blev fugtigere, skønt klimaet stadig var varmere end i dag, og samtidig begyndte Pangeae at glide fra hinanden. Det fugtige klima hjalp planterne med kolonisere Triastidens ørkner, så der i stedet blev dannet enorme skove og store sletter. Denne nye vegetation understøttede større dinosaurer, og derved også de første store rovdyr 58. Alt dette kan man finde tegn på i de enkelte fossiler, hvis blot man kigger ordentligt efter. Dateringer kan fortælle at en mængde enorme dinosaurer udviklede sig og 54 Barrett/Sanz, 2000. S. 48-49 55 Barrett/Sanz, 2000. S. 51 56 Barrett/Sanz, 2000. S. 56 57 Barrett/Sanz, 2000. S. 56 58 Barrett/Sanz, 2000. S. 12 Side 20

levede i Juratiden, imens at rovdyrenes anatomi kan fortælle hvordan de jagede disse. Samtidig kan der så sluttes, at miljøet må have været rigt på plantemateriale for at understøtte så store planteædere, og derved den store mængde rovdyr der levede af dem. Side 21

3.3. Stratigrafi Stratigraphy is the study of the geometry, composition, and time relations of stratified rocks Raup/Stanley, 1974. S. 317 Stratigrafi er studiet af sten og klippers opbygning. Dette felt interesserer sig for stenenes og klippernes historie, og altså derved også de fossiler der findes i dem 59. Stratigrafi beskæftiger sig hovedsageligt med enheder der hedder sten og tid. Dette bruges til at inddele klipperne i stratigrafiske sekvenser og samtidig placere dem i den geologiske historie 60. Mange principper i eksempelvis palæoøkologi, evolution, sedimentologi og geomorfologi bygger på stratigrafiske problemer, hvilket også bringer palæontologien ind under denne brede videnskabelige vifte 61. Klippeenheder, i fagterminologien ofte benævnt klippe-stratigrafiske enheder, kategoriseres oftest uden forbindelse til hverken tid eller den mængde fossiler de indeholder medmindre fossilerne udgør noget af deres direkte struktur 62. Den basale betegnelse for den basale stratigrafiske enhed er som oftest en formation 63. Den kan dog også brydes ned i mindre dele: medlemmer, samt større dele: grupper 64. Definitionen af en formation er, at det skal være muligt at gøre kartografiske optegnelser over den, og at nedfælde dens eksistens på et kort 65. Raup og Stanley forklarer dog i deres bog, at denne definition kan være en meget flyvende størrelse, da skalaerne på geologiske kort kan variere meget kraftigt, og at den derfor ikke altid er helt dækkende 66. Stratified rocks, dækker i sin grundform over, at formationer har tendenser til at optræde i lag. Disse lag skabes af forskellige sedimenter som aflejres, og derefter presses sammen til klipper. Et eksempel på dette kan ses i Boks 4. 59 Raup/Stanley, 1971. S. 317 60 Raup/Stanley, 1971. S. 318 61 Raup/Stanley, 1971. S. 317-318 62 Raup/Stanley, 1971. S. 318 63 Raup/Stanley, 1971. S. 318 64 Raup/Stanley, 1971. S. 318 65 Raup/Stanley, 1971. S. 318 66 Raup/Stanley, 1971. S. 318 Side 22

Forklaringsboks 4 Klipper og formationer optræder oftest i lag, men selvom denne inddeling kan give indtrykket, at sedimentet er aflejret kontinuert, så forholder det sig som oftest aldrig sådan. Billede 5 Laginddelt klippe fra Morrison Formationen, Colorado Dette kan bruges i arbejdet med geologien, til at sige noget om Jordens historie, og samtidig hvilke begivenheder der har fundet sted i denne 67. Men selvom det virker klart og ligetil, at afgrænse klipperne i tid i henhold til deres visuelle lag, og antage at sedimenterne er aflejret på en kontinuert basis, så er dette langt fra tilfældet i de fleste formationer 68. Oftest sker der en ulige fordeling af de forskellige sedimenter når de aflejres. Dette skyldes for det meste de miljøer hvorfra sedimentet aflejres, der naturligt kan have varieret meget i beskaffenhed i datidens verden, nøjagtig som de også gør i dag. Eksempelvis kan sedimenter der aflejres i havmiljøer, ophobes og aflejres forskelligt på havbunden, så der derved sker en skævvridning 69. Nogle områder vil danne rammen om kontinuert deposition, imens andre i stedet vil underligge forskellige faktorer, som vil sørge for at sedimenterne bliver transporteret eller eroderet væk i stedet 70. Samtidig kan variationer i klipperne også afvige fra hinanden, grundet miljøets kemiske og fysiske karakter. Derfor kan 67 Raup/Stanley, 1971. S. 318 68 Raup/Stanley, 1971. S. 318 69 Raup/Stanley, 1971. S. 318-319 70 Raup/Stanley, 1971. S. 319 Side 23

sedimenter, der er aflejret balanceret og kontinuert over tid, alligevel variere over geografiske områder 71. Denne bevægelse og afvigelse væk fra de nøje afgrænsede lag, gør altså geologens opgave, med at bestemme hvor de enkelte laterale grænser imellem lagene går, noget mere vanskelig. For at imødekomme dette problem, kan han imidlertid kigge på to ting i klippe-lagene: Det Raup og Stanley kalder for lithofacies, som er baseret på lithologi, klippernes fysiske karakteristika, og endelig biofacies, som bygger på studier af de fossiler laget indeholder 72. 3.3.1. Biostratigrafi Biostratigrafi er en underorden af den overordnede stratigrafi og er baseret på opdukken af fossiler. Denne underinddeling er baseret på enheder ved navn biostratigrafiske enheder. Disse er stadig klippe og forstenings strukturer, men de er i stedet baseret på palæontologiske kriterier 73. Her defineres og beskrives forskellige fossiler og deres karaktertræk, og mønstre opdages på tværs af kloden og ned igennem planetens forskellige lag. Her studeres tendenserne i fossilernes karakter og morfologi, for at positionere formationer og klipper i tid. Denne måde at indeksere Jordens lag på, har eksisteret i mange år, og kan hjælpe med stratigrafien af denne 74. Eksempelvis er Jordens æraer (Paleozoic: Tidligt liv. Mesozoic: Middel Liv. Cenozoic: Nyligt liv) afgrænset fra hinanden ved hjælp af biostratigrafi af Phillips efter denne metode 75. Her blev der kigget på de forskellige tidsaldres forskelligt udformede fossiler, der samtidig alle var separeret af en stor og massiv uddøen 76. Men mange andre, og langt mindre spørgsmål og inddelinger, kan opstilles og besvares ud fra disse morfologiske ændringer langs de fylogenetiske linjer 77. Biozoner er i denne forbindelse en fagterm der bruges til at underinddele fossilernes forskellige rækkevidde, så forskerne kan bruge dem til at adskille enhederne i stratigrafien. Biozonen defineres først på baggrund af en rækkevidde zone eller range zone, der bygges på enkelte fossilers geografiske forekomster. Denne 71 Raup/Stanley, 1971. S. 321 72 Raup/Stanley, 1971. S. 323 73 Raip/Stanley, 1974. S. 323 74 Benton/Harper, 2009. S. 26 75 Benton/Harper, 2009. S. 26 76 Benton/Harper, 2009. S. 26 77 Benton/Harper, 2009. S. 26 Side 24

metodik blev udviklet af Oppel, og den ligger til grund for meget i den moderne biostratigrafi. Herfra kigges der nemlig på det enkelte zone fossil. Hvornår dukker det første gang op i en given klippeformation og hvornår dukker det op sidste gang. Denne rækkevidde, målt ud imod lithostratigrafien, definerer biozonen 78. Once biozones have been established, quantitative techniques may be used to understand the relationships between rock thickness and time, and to make links from locality to locality Benton/Harper, 2009. S. 26 Derfor er det vigtigt at kende til fossilerne i klippeformationerne når man skal danne sig et overblik over det store billede, og på den måde bliver studiet af den enkelte organisme altså essentiel. Dette bringer os ned fra det overordnede i stratigrafien til biostratigrafien og til sidst til den mere specifikke videnskab, palæontologi. 78 Benton/Harper, 2009. S. 26 Side 25

3.4. Rekonstruktion I dette afsnit vil forskellige palæontologiske grundbegreber blive gennemgået. Der vil blive ridset op, hvordan man læser fossiler og hvordan man tolker noget ud fra disse. 3.4.1. Palæontologi som videnskab og praksis I Den Store Danske, Gyldendals internetbaserede encyklopædi, beskrives palæontologi som: Studiet af fortidens dyr og planter på grundlag af fossiler 79. De fleste voksne mennesker, og til en vis grad også børn, har på et tidspunkt i løbet af deres liv stødt på denne gren af naturvidenskaben, de fleste dog uden at vide det. Hvad enten man har samlet vættelys op fra stranden eller blot ladet sig rive med af film som Jurassic Park (der dog er stærkt forvrænget når det kommer til billedet af dinosaurerne), så har man snuset til begrebet. I videnskabelige kredse har palæontologi være anset for at være det rene gætværk af visse forskere 80, men denne holdning har ændret sig igennem historien, når den videnskabelige praksis omkring palæontologi samtidig også har ændret sig drastisk. På linje med mere kendte naturvidenskaber som matematik og fysik, kan opstillede teser i palæontologien ligeledes testes og enten blive dømt valide eller blive forkastet. Overraskende mange ting kan blive konkluderet ud fra studiet af fossilerede prøver 81, og palæontologi er ikke længere blot videnskabelige studier af sten, som det til tider ( fejlagtigt ) er blevet fremlagt som. Sandheden er at vi kan lære meget af fossilerne. De kan fortælle os ting, hvis vi forstår at lytte efter, og deres vigtigste formål for os, menneskene, kan beskrives som: 1. Oprindelse: Hvor kommer vi fra? Hvordan opstod livet? Og hvordan udviklede det sig? Disse spørgsmål er nogle af de ældst florerende i både filosofi og religion, og mange er døde i jagten på det korrekte svar. På dette punkt kan palæontologien være til stor nytte, selvom religiøse fundamentalister ofte vil forkaste dens teser 82. 2. Nysgerrighed: Fantasien har altid været menneskets tro følgesvend, og igennem den altså også vores fascination for fantastiske nye verdner i science fiction eller fantasy romaner. 79 http://www.denstoredanske.dk/special:opslag?opslag=pal%c3%a6ontologi 80 Benton/Harper, 2009. S. 1 81 Benton/Harper, 2009. S. 1 82 Benton/Harper, 2009. S. 1 Side 26

Palæontologien er en videnskab der tager os med tilbage til sådan en verden, en verden der ikke blot er et fantasifoster, men som faktisk har eksisteret. Denne tanke tryllebinder os, og giver grobund til nye og spændende studier 83. 3. Skift i klima og biodiversitet: Tidens videnskabelige debatter koger næsten i spørgsmålet omkring planetens klimatiske fremtid, og de fleste naturvidenskaber er efterhånden drejet i denne retning. Meget kan dog læres om hvordan tingene måske kommer til at se ud i fremtiden, ved at studere fortidens tendenser og deres påvirkning på det daværende liv 84. 4. Evolution: Der er noget fascinerende ved evolutionen. At alle arter på Jorden måske kan dateres tilbage til den samme mikroskopiske forfader i det Precambriske hav. Studierne der har ført til disse ideer, kunne aldrig være tilvejebragt igennem studiet af levende organismer, så også her viser palæontologien sig som en vigtig medspiller 85. 5. Uddøen: Fossilerne har lært os, at uddøen er et naturligt fænomen, der er fundet sted flere gange over de sidste mange millioner år. Uden fossilerne til at fortælle os dette, kunne vores opfattelse af fænomenet måske være helt fordrejet ja endda direkte forkert 86. 6. Datering: Fossiler spiller, som nævnt, i høj grad en rolle når sedimentære lag og sten skal dateres. Ikke blot for videnskabsfolk, men også geologer der arbejder kommercielt. De kan være med til at præge vores forståelse for Jordens historie både på lokal og globale skalaer 87. Palæontologien kan altså give svar på mange store spørgsmål, men hvordan efterprøver man en hypotese om en organisme der har været død i millioner af år? Når det kommer til at klassificere et fossil i arbejdet med dem, så kan der i første omgang uddrages kendsgerninger og spekulationer 88 En kendsgerning kunne være notationer om et givet fossils fysiske størrelse, imens at spekulationer, som navnet antyder, hentyder til lidt mere spekulative hypoteser der ikke direkte kan testes. Grænsen imellem det spekulative og det faktuelle er dog hårfin, og derfor skal enhver given palæontologisk hypotese naturligvis vurderes i 83 Benton/Harper, 2009. S. 1-2 84 Benton/Harper, 2009. S. 2 85 Benton/Harper, 2009. S. 2 86 Benton/Harper, 2009. S. 2 87 Benton/Harper, 2009. S. 2 88 Benton/Harper, 2009. S. 5 Side 27

henhold til i forvejen kendte realitetsbegreber 89. Eksempelvis er hypotesen: Allosaurus var et rovdyr, væsentlig tættere på at være en kendsgerning, end, Allosaurus kunne flyve, som det også er beskrevet i Boks 5. Forklaringsboks 5 Nærstuderer man skelettet af Allosaurus, er det tydeligt at tænderne afgjort indikerer at den var et rovdyr. Derfor er denne hypotese tæt på at være en kendsgerning. Derimod er der ingen indikationer på at dyret på noget tidspunkt har haft vinger, og derfor må hypotesen om en flyvende Allosaurus høre til iblandt de meget spekulative. Billede 6 Opstillet Allosaurus Skelet San Diego Der bliver derfor en hårfin grænse imellem fri fantasi og kendsgerninger, og denne grænse kan i palæontologi, ligesom i alle andre naturvidenskaber, kun påvises til en vis grad. Men videnskab lever nu en gang af kendsgerninger, og derfor må det fastslås hvordan forskeren kommer tættest på disse i sit virke. Palæontologen må arbejde med det materiale han har. Dinosaurens fossile skeletter fortæller ham noget om formen og størrelsen på dyret. Klipperne fortæller hvor og hvornår den levede, imens at andre forsteninger fra samme tid og sted kan give et billede af den verden hvor den levede 90. Disse første trin for palæontologen kan straks identificeres som kendsgerninger. Næste skridt bliver at rekonstruere skelettet. Det er bredt anerkendt i videnskabelige kredse at denne form for rekonstruktion af knoglerne kun kan blive gjort på en måde, og derfor må denne genopbygning også anerkendes som værende en kendsgerning 91. Herfra bliver næste job at lægge muskler ud over de forstenede knogler, og samtidig bevæger palæontologen sig endnu et skridt imod grænsen imellem kendsgerninger og spekulation. Dog findes der et væld nulevende dyr, som rekonstruktionen kan støtte sig op ad, da muskelfibre alle dyregrupper imellem opfører sig ens og 89 Benton/Harper, 2009. S. 5 90 Benton/Harper, 2009. S. 6 91 Benton/Harper. 2009. S. 6 Side 28

fæstner ens til knoglerne 92. Ud fra denne viden opbygges et billede af den form organismen havde da den stadig levede. Samtidig rekonstrueres hjerte, tunge og andre bløde organer, der som oftest ikke er intakte når det drejer sig om dinosaurer. Disse kan endvidere modelleres op fra nulevende slægtninge til uddøde organismer, og passes ind sammen med resten af rekonstruktionen. Enten som kopier i ler eller i digital form på en computer 93. Til sidst skal hypoteser om dyrets epidermis, eller yderste lag skind, rekonstrueres, og selvom der også her kan være mangel på fossilerede prøver, så er palæontologen stadig ikke ude i noget rent spekulativt, da man har fundet indtil flere fossilerede aftryk af dinosaurernes hud. Ud fra disse har man så kunne rekonstruere skælmønstre og skindkontur meget nøjagtigt 94. Når denne proces, dyrets basale morfologi, er rekonstrueret, så bliver næste skridt at undersøge fossilet for at finde organismens basale biologi. Også her kunne onde tunger påstå, at studierne er det rene gætværk, men igen findes der en række processer, som kan sikre validiteten af opstillede påstande. Dinosaurernes forstenede tænder kan give palæontologen ideer om hvad dyret har spist da det var i live, og samtidig kan kæbernes sammenstykning fortælle ham hvordan den fouragerede 95. Lemmeknoglerne kan fortælle hvordan dyret har bevæget sig da det var i live, om det var let til bens eller mere solidt bygget, og samtidig kan led rekonstrueres så der igennem modellering og beregninger kan udføres nøje studier af dyrets bevægelsesmønstre. Lemmernes og kæbernes bevægelser har i Mesozoikum været underlagt forskellige universelle kræfter (såsom tyngdekraften, vægtstangsprincippet etc.), akkurat som nutidige organismer, og derfor bliver disse biomekaniske rekonstruktioner omkring den fossile dinosaur, nødt til at være at betragte som en kendsgerning 96. Sidste perspektiv på at rekonstruere en dinosaurs verden, er samtidig også den som er sværest at sige noget faktuelt om. Denne omfatter nemlig ting som dyrets farver, dets kurmageri og de lyde det sagde 97 Disse data kan ikke konkluderes og udledes direkte fra fossilerne, men derfor er den akkumulerede viden på området ikke grebet direkte ud af luften. Når det kommer til farven, så kan palæontologen igen drage sine slutninger ud fra moderne dyr. Disse endelige data er måske ikke 92 Benton/Harper, 2009. S. 6 93 Benton/Harper, 2009. S. 6 94 Benton/Harper, 2009. S. 6 95 Benton/Harper, 2009. S. 6 96 Benton/Harper, 2009. S. 6 97 Benton/Harper, 2009. S. 6 Side 29

hundrede procent bevist, men de giver biologisk mening 98. Når det kommer til kurmageri og yngelpleje, så er der i tidens løb afdækket mange forstenede dinosaurreder, som har hjulpet forskerne med at få et indblik her i, som det er beskrevet i Boks 6. Forklaringsboks 6 I spørgsmålet om dinosaurernes yngelpleje, så har der i mange år været to hovedpåstande. Den ene gik på at dinosaurerne var gode forældre der passede på deres unger, imens den anden fremlagde dem som nutidens krokodiller, der forlader deres æg umiddelbart efter at de er lagt. Nye studier af reder (Maiasaurus og Oviraptor), peger dog på at dinosaurerne tog sig godt af deres unger efter at de var klækket. Billede 7 Forstenet Oviraptor æg Derved skulle det altså være påvist, at palæontologien bunder i kendsgerninger, akkurat som andre naturvidenskaber, og har samme metodiske tilgange og efterprøvningsmekanismer som disse. Der er altså ikke tale om fri fantasi. Samtidig har jeg også fået ridset en måde op for, hvordan man kan gribe rekonstruktionen af en uddød organisme an på. Dette vil jeg kigge endnu dybere på senere i dette afsnit, da jeg med fordel vil anvende denne fremgangsmåde til at rekonstruere Allosaurus verden, men først skal vi have klarlagt, hvad er et fossil? 3.4.2. Forstening og fossilering Fossiler er forstenede rester af forhistorisk liv 99. Der findes to slags fossiler: De kropslige fossiler, som er efterladenskaber af knogler og væv, både komplette og fragmenterede, og så sporfossiler, altså fossiler der bevidner en aktivitet hos forhistorieske organismer, såsom fodaftryk etc. 100. Sporfossiler vil vi se nærmere på senere i dette afsnit. Når en organisme dør, så sker der en nedbrydning af den døde krop. Forskellige processer sættes i gang, og afhængig af hvor og hvordan organismen er død, så forløber fossileringsprocessen efter forskellige mønstre. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at det eksempelvis kun er en brøkdel af dødt dinosaurmateriale som ender i forskernes hænder, da meget er gået tabt undervejs. For at 98 Benton/Harper, 2009. S. 6 99 http://www.denstoredanske.dk/natur_og_milj%c3%b8/biologi_generelt/pal%c3%a6ontologi/fossiler?highlight=fossil 100 Benton/Harper, 2009. S. 58 Side 30