Poul Erik Lindelof Afdelingen for Forhistorisk Arkæologi Saxo Instituttet, Københavns Universitet De sårbare palæo-eskimosamfund i Grønland. Den danske polarforsker Knud Rasmussen blev på sine mange opdagelsesrejser mere og mere overbevist om, at det var den samme slags eskimoer, der havde boet hele vejen langs kysten fra Canada og Alaska til Sibirien. For at få det videnskabeligt dokumenteret arrangerede han i 1921-24 en slæde- og skibsrejse fra Nordgrønland til Sibirien sammen med forskellige eksperter, deriblandt arkæologen Therkel Mathiassen, der var stenalderspecialist. Knud Rasmussens hypotese blev bekræftet af de arkæologiske fund, som viste samme flintkultur fra Sibirien til Canada. Da der ikke var nogen synderlig udvikling at spore i flintkulturen, og de arkæologiske fund lå let tilgængelige, blev konklusionen, at eskimoernes indvandring i Grønland var sket inden for det sidste årtusinde. Efter 2. verdenskrig gav Eigil Knuths undersøgelser imidlertid et helt andet billede: Der har været befolkningsmigrationer i hele området de sidste 4400 år. Eskimoernes historie i Grønland startede altså 1
meget tidligere, end Knud Rasmussens og Therkel Mathiassen forestillede sig, og det har vist sig at være en meget dramatisk historie om gentagne indvandringer i en ustabil verden. De fortidige eskimoer kaldes nu palæo-eskimoer for at skelne dem fra de nulevende eskimoer på Grønland, som kalder sig inuitter. Det ustabile livsgrundlag på Grønland kan beskrives på den måde, at menneskene levede 1-dimensionalt, hvorimod deres byttedyr levede 2-dimensionalt. Til den ene side havde menneskene det store kolde hav, hvor de fiskede og jagede havpattedyr, og på den anden side den ugæstfrie indlandsis med rensdyr og moskusokser. Menneskene levede på en linie, hvor de kun kunne bevæge sig frem eller tilbage (1- dimensionalt). Deres byttedyr var afhængige af isen på havet eller den arktiske bevoksning på landsiden uden for indlandsisen. Men i modsætning til menneskene var fisk og havpattedyr mobile og kunne på meget kort tid flytte til bedre kyststrækninger eller ud i havet, hvis isen tog den vej. Og rensdyr og moskusokser kunne bevæge sig lange strækninger over indlandsis, hvor menneskene ikke kunne følge dem. Dyrene havde millioner af km 2 til deres rådighed. Menneskene havde blot nogle tusinde km 2 med en bredde på nogle få km. Kort sagt: byttedyrene kunne forsvinde i mange retninger (2-dimensionalt), hvis klimaet ændrede sig ugunstigt. Det var ikke kulden i sig selv, der pludselig kunne gøre arktiske egne ubeboelige, det var den effekt, klimaændringerne havde på plante- og dyrelivet langs kysten. Bevaringsforholdene for organisk materiale i det arktiske område er gode, og da der endvidere er en sparsom plantevækst, er de forhistoriske levninger ikke blevet dækket og ligger stadig på den bare jord. Specielt i Nordgrønland har det betydet, at der er gjort mange arkæologiske fund ved simpel inspektion på kysten. Da menneskene i Grønland altid har levet langst kysterne, har landhævninger gjort, at bopladser fra forskellige tider ligger i forskellig højde over vandet. D.v.s. at fundene i nogen grad bekvemt er blevet sorteret efter alder. På Grønland er klimaet kendt tusinder af år tilbage med års præcision. Den danske klimaforsker og geolog Willy Dansgaard startede i 1960 erne udboring af km dybe iskerner på Grønland, hvor vejret år for år er synligt i tynde skiver på tværs af borekernerne. Isotopmålinger på disse skiver giver oplysninger om temperatur, nedbør, vindforhold m.m. Dette har været meget vigtige parametre for at forstå palæoeskimoernes livsbetingelser. En vigtig opdagelse efter 2. Verdenskrig er kulstof-14 analysemetoden, der med ca. 5% nøjagtighed (afhængig af tidspunktet) kan datere organiske fund. Det var bl.a. ved hjælp af kulstof-14 analyser, at Eigil Knuth blev i stand til at give sit bud på befolkningsmigrationerne på Grønland. De gode arkæologiske betingelser har gjort, at vi i dag har et godt billede af Grønlands forhistorie. Vi kan følge de første palæo-eskimoers bosættelser på Grønland som udvandringer fra Nordsibirien. Homo sapiens store vandringer førte dem langs de store sibiriske floder helt op til Ishavet. Om de nordsibiriske palæoeskimoer ved vi fra fund af deres efterladenskaber, at de vandrede østover hen over Beringsstrædet. Vi kan følge disse eskimoer ved hjælp af datering, DNA og typologi og finder til vores overraskelse, at palæoeskimoerne kom til Alaska samtidig med, at de dukkede op i Nordgrønland 2.400 f.kr. Det kan naturligvis 2
ikke være rigtigt, at det er sket samtidigt, men usikkerheden på kulstof 14 dateringerne fortæller os, at de efter at være gået over isen på Beringstrædet maksimalt har brugt 300 år til at nå Nordgrønland og bosætte sig der. En normal migration af en jægerbefolkning har vist sig at ske med ca. 1 km/år, og dette er 10 gange hurtigere. Der har været mange gisninger om, hvorfor de flyttede sig så hurtigt. Flygtede de fra noget, eller blev de lokket af det rige dyreliv langs kysterne, hvor dyrene nok var lette at jage, da de ikke var vant til mennesker og derfor ikke opfattede dem som farlige? Indlandsisens iskerner fortæller os om en varmeperiode, der strækker sig helt fra afslutningen af Weichel Istiden, dog med en svagt aftagende temperatur. Omkring 2.400 f.kr. var passagen langs kysten nord om Canada blevet isfri en del af året, og der var opstået tundraområder med moskusokser og rensdyr nord for de store canadiske skove. Dette må som nævnt have været et incitament for de palæo-eskimoiske grupper, og indvandringen fortsatte videre til Grønland. Bopladser i Nordvestgrønland viser, at de første palæo-eskimoer vandrede over isen på Smith Sund til Inglefield Land. En gruppe vandrede derefter mod nord ( Independence I) og en anden gruppe vandrede mod syd langs Grønlands vestkyst (Saqqaq). Vi kan se på resterne på deres bopladser, at de har levet godt af moskusokser og rensdyr, suppleret med lidt havpattedyr. De jagede primært med bue og pil. Omkring år 2.000 kom der et dyk i temperaturen i hele Europa, og det slog som altid meget kraftig igennem i de arktiske egne. Undersøgelser viser, at antallet af rensdyr- og moskusokseknogler aftog hurtigt på Independence I bopladserne efter år 2000 f.kr. Man kan forestille sig, at mangel på føde fik dyrene til at vandre til andre græsgange. Dermed var livsbetingelserne for Independence I reduceret. Ishavet frøs til, og antallet af havpattedyr langs kysten steg formodentlig i samme periode, men der er intet, der tyder på, at befolkningen skiftede fødegrundlag og fangstmetoder. Der var lang vej langs kysten tilbage til arktisk Canada vest for Smith Sund, så vi må nok forestille os, at befolkningen sultede ihjel. Independence I kan følges i 600 år. Klimaskiftet omkring år 2.000 f.kr. påvirkede også Saqqaqkulturens mennesker, men ikke så hurtigt og dramatisk. De levede på vestkysten i 1600 år. Alt tyder på, at der stadig var godt med rensdyr i Vestgrønland i starten af den koldere periode. Men længere mod nord langs Grønlands vestkyst var der ikke basis for den levevis, de var vant til, og man kan derfor forestille sig, at Saqqaqkulturen blev en indelukket enklave omkring Diskobugten og sydpå. Den kontakt, de måske tidligere havde til palæo-eskimoerne i Canada, var slut, og måske var der efterhånden ikke det befolkningsunderlag (>1000), der kunne sikre, at nye livskraftige gener blev tilført. Saqqaqkulturen ser ud til at være på talmæssig tilbagegang fra år 2.000 f.kr. Men det er ikke arkæologisk påvist, hvorfor Saqqaqkulturen forsvandt helt år 800 f.kr. Nogle vandrede måske trods alt tilbage til Canada. 3
En ny befolkningsgruppe fra Canada indvandrede over Smith Sund omkring det tidspunkt (år 800 f.kr.), da Saqqaqkulturen forsvandt. Det var en gren af den såkaldte canadiske Dorsetkultur, og de kom fra de samme områder i Sibirien og Alaska som de tidligere indvandrere. Indvandringen delte sig igen, således at en gruppe vandrede mod nord og blev det, som arkæologerne nu kalder Independence II. De kan ærkæologisk spores i ca. 200 år og indtog de steder, hvor tidligere Independence I kulturen havde boet. Men på grund af landhævningen boede de typisk på lavere terasser ned mod kystlinien. En anden gruppe vandrede sydpå langs Grønlands vestkyst og levede i 800 år meget spredt på de pladser, som Saqqaqkulturen havde efterladt (f.eks. ved Diskobugten). Her kaldes denne nye kultur for tidlig Dorset. Det er uklart, om de mødte den bortdøende Saqqaqkultur. De meget massive ismængder, der nu var både i Vestgrønland og især langs Grønlands nordkyst gav anledning til, at sælerne flyttede tættere på land og foragerede under isen og havde deres tusindvis af åndehuller der. De nye indvandrere var specialister i at fange og dræbe sæler ved de mange åndehuller. De havde tilsyneladende glemt alt om Indepence I og Saqqaqkulturernes brug af bue og pil, så rensdyr og moskusokser spillede kun en mindre rolle for dem. Allerede omkring år 0 var der ingen tilbage fra denne indvandring af Dorsetfolket hverken i Nordgrønland eller Vestgrønland. I 600 år efter år 0 var Grønland totalt ubeboet. Ca. 600 e.kr. blev det pludselig væsentligt varmere i de arktiske områder. I Nordgrønland startede en ny indvandring af palæo-eskimoer fra Canada omkring år 600 e.kr. I Nordgrønland var der stadig mulighed for åndehulsfangst af sæler, og det var hovedfødekilde for de nye såkaldt Sen Dorset folk. Sen Dorset var en kultur, der på mange måder var forskellig fra alle de tidligere palæo-eskimokulturer. Mens de tidligere eskimoer havde boet i skindtelte, så blev der nu bygget igloer til beboelse. Desuden etablerede de såkaldte langhuse, hvis brug har været meget debatteret. Måske var det årlige samlingssteder for Sen Dorset folk langvejs fra? Der er fundet mange meget smukke kunstgenstande fremstillet i hvalrostand og træ, og der er teorier om shamanisme. Der er også ideer fremme om, at de kom fra den sydlige del af arktisk Canada og dermed bragte indianernes kultur op i de højarktiske egne. Da en ny kuldeperiode slog igennem omkring 1300 e.kr. gik det tilbage for dem, og omkring 1400 e.kr. var også de forsvundet. Både og hundeslæder er ikke blevet fundet ved palæo-eskimoernes bopladser til trods for de gode bevaringsforhold. Alle palæo-eskimoer har tilsyneladende vandret over isen og selv trukket deres baggage på slæder eller skind. Der er heller ikke fundet gravpladser. Mens palæo-eskimoerne bopladser flyder med dyreknogler, er der kun fundet 3 små menneskeknogler og en tot menneskehår på en affaldsdynge på en boplads ved Diskobugten i Vestgrønland. Hvor gjorde palæo-eskimoerne af deres døde? Man ved det ikke, men det er vanskeligt at se anden mulighed for at få dem til at forsvinde helt, end at de blev smidt i havet måske som led i en religiøs forestilling om genfødsel? 4
Der er skrevet meget om, hvordan palæo-eskimoerne heltemodigt overlevede imod alle odds i det kolde arktiske klima. Men de klarede sig faktisk ikke så godt. De uddøde i flere omgange, og nye indvandringer fandt sted. Grønland var som en blindgyde for de forskellige palæo-eskimokulturer. Hvorfor? Det har været nævnt flere gange, at klimavariationerne må have haft en væsentlig betydning. Men det ændrede vejr gav nye muligheder, som palæo-eskimoerne åbenbart havde svært ved at udnytte. Det, der ellers kendetegner mennesket på dets mange vandringer over hele Jorden, er fleksibilitet og evner for at udvikle nye overlevelsesstrategier. Hvorfor var palæo-eskimoerne så passive, når nye klimaforhold krævede en ny strategi? Vinteren i de arktiske egne er lang og mørk og kold. Palæo-eskimoerne samlede forråd hele sommeren og sad derefter i vintermørket i deres telte eller igloer, småfrøs og levede på smalkost i flere måneder. Der var heller ikke meget kontakt med andre grupper af palæo-eskimoer. Vi ved, at nye ideer opstår, hvor mange mennesker mødes. Den passive og isolerede tilværelse har måske gjort, at de manglede initiativ og inspiration til forandring, når klimaet havde ændret livsbetingelserne. En anden fare, der lurer på et lille fangersamfund, er indavl. Vi kan danne os et indtryk af, hvor stor en befolkning, der var i Independence I kulturen ved at tælle deres bopladser og fundene på dem. Normalt ville en sådan optælling være en meget usikker repræsentation af befolkningstætheden, men fordi bevaringsforholdene som nævnt er så gode, og alt stadig efter 4400 år ligger frit fremme, kan vi være sikre på, at vi har fundet næsten alle beboelser. Der er fundet 20 beboelsesområder, hvor det skønnes, at der i alt højest har levet ca. 200 mennesker på samme tid i den 600 års levetid for Independence I. Der har altså ligget ganske små bopladser med en afstand på 100 km til den nærmeste tilsvarende beboelse. Dette betyder formentlig, at fætter-kusine ægteskaber har været mere reglen end undtagelsen. Vi ved, at dette over flere generationer truer en befolkning med arvelige sygdomme. Dette kan have bidraget til at gøre fangersamfundenes eksistens truet og kan være den vigtigste grund til Independence I kulturens nedbrud. Saqqaqkulturen har haft en væsentligt større befolkning, men på grund af den lidt større muldlagsdannelse og den hurtigere forrådnelse i Vestgrønland er det meget vanskelligere at vurdere Saqqaqkulturens befolkningsgrundlag. Men det er muligt, at der også her har været problemer med indavl. Men Saqqaqkulturen eksisterede trods alt i 1600 år. Efter min mening var der især to ting, der gjorde livet og overlevelsen særlig vanskelig i Grønland: Den 1- dimensionale verden, de kom til at leve i, og det uforudsigelige, voldsomme klima. Når klimaet ændrede sig, ændrede byttedyrene deres tilholdsteder. Men eskimoerne havde ikke den fleksibilitet, som sæler og rensdyr har: de var fanget i deres 1-dimensionale verden, og de kunne ikke på en studs bevæge sig de flere tusinde km tilbage til den canadiske tundra eller de canadiske skove. De havde tilsyneladende heller ikke både og kajakker, så de kunne følge sælerne bort fra kysten. Derfor ser vi gang på gang de grønlandske 5
eskimokulturer indvandre fra vest og forsvinde igen, når klimaet og dermed deres livsbetingelser ændrede sig. Måske havde de heller ikke den nødvendige psykiske fleksibilitet? Der ligger en mærkelig monomani i palæo-eskimoernes udnyttelse af naturen. Det er således mærkeligt at tænke på, at de tidligere beboeres buer og pile må have ligget synligt på jorden, uden at menneskene i Independence II og Dorset-kulturerne samlede dem op og fandt ud af, hvad de kunne bruges til. Under alle omstændigheder er det let at forstå, at Therkel Mathiassen ikke kunne forestille sig, at de ret ensartede arkæologiske fund på bopladserne repræsenterede mere end 4400 års udvikling eller mangel på samme. 6