centralnervesystemet 1 Erik Christophersen og Henrik Løvschall Anatomisk afsnit, TA Århus Tandlægeskole
Medulla spinalis, fortykkelser N7,4 Medulla spinalis er en cylindrisk streng, en halv meter lang og en centimeter i diameter som vist på det udskårne tværsnit. Den har et par udvidelser, den øverste (a) ved afgangen af nerverne til overekstremiteten, og den nederste (b) ved afgangen af nerverne til underekstremiteter. Nedadtil ender den med en spids (c), der ligger ud for discus mellem første og anden lændehvirvel. Rygmarven er tyndere end man sædvanligvis tror, på tykkelse med en lillefinger, og den er kortere end man forestiller sig.
Medulla spinalis, vigtige centre N7,19
Medulla spinalis, tværsnit N7,1 Til venstre ses et tværsnit af rygmarven, medulla spinalis. Opbygningen er enkel. Centralt ligger den grå substans (g) der indeholder alle rygmarvens nerveceller, og uden om ligger hvid substans, der består af nervetråde. Den hvide substans deles i bagstreng (b), sidestreng (s) og forstreng (f). Tegningen til højre viser en skive rygmarv hvor nogle nervetråde er vist. Rygmarven er et ledningsorgan, idet nervetrådene i den hvide substans leder impulser gennem rygmarven. Her er kun vist enkelte nervetråde, men i virkeligheden ligger de i grupper eller bundter, som hedder ledningsbaner. I bagstrengen findes store sensoriske ledningsbaner (s), dvs. baner der fører sanseindtryk gennem rygmarven til hjernen. I bagstrengen er ingen motoriske baner. I sidestrengen er der både motoriske (m) og sensoriske ledningsbaner, og det samme gælder forstrengen. Motoriske baner fører impulser, der kommer fra hjernen, løber gennem rygmarven, og ender i musklerne, som derved bringes til kontraktion. På latin hedder streng funiculus,og rygmarvens strenge er funiculus posterior, lateralis og anterior.
Medulla spinalis i canalis vertebralis N7,5 På dette oversigtsbillede ser vi medulla spinalis bagfra i canalis vertebralis. Kanalen er åbnet undtagen ved (a) på et kort stykke i thoracaldelen. De to vandrette pile viser rygmarvens øvre og nedre grænse. Den nedre er et lille stykke under sidste ribben. Vi går tæt på medulla spinalis lidt over (a).
Medulla spinalis, rygmarvshinder N7,6 Bogstavet (a) står på hvirvelbuer, der ikke er fjernet i thoracaldelen. Lige over (a) ses dura mater. Den er her intakt og markeret med en RØD bøjle ved pilen fra (1). Bøjlen sidder over snitkanten idet det følgende stykke af dura opadtil er klappet til side. Det er markeret (d). Den tynde hinde, der ses hvor (d) har ligget, er den mellemste rygmarvshinde, arachnoidea. Den hedder spindelvævshinden, og som det fremgår, er den så tynd, at rygmarven ses igennem den. Dura betyder hård, og det navn bærer den med rette, idet det er en solid bindevævsmembran, der minder om senevæv. De to RØDE bøjler ved pilen (2) sidder over snitkanten af arachnoidea, og over bøjlerne er arachnoidea fjernet. På overfladen af medulla spinalis ligger pia mater, men den er tynd og falder sammen med rygmarven. Rygmarvens overflade præges af nerverødder. Et bundt rodtråde er markeret (r) to steder, men de er lette at få øje på de fleste steder. De kan endda ses gennem arachnoidea. De rodtråde, fila radicularia, vi ser her, løber sammen og danner radix posterior, der er markeret med HVID ring ved pilen fra (c), og med GUL ring ved pilen fra (t). (c) er radix posterior i nederste cervicalnerve, og (t) er radix posterior i tredie thoracalnerve. Læg mærke til nerverødderne perforerer rygmarvshinderne. Fortil findes tilsvarende fila radicularia, der løber sammen og danner radix anterior, som sammen med radix posterior, med HVID eller GUL ring, danner n. spinalis, som er skjult her. Vi går nu tæt på rygmarven lige under hvirvelbuerne (a).
Medulla spinalis, afgang af rygmarvsnerve N7,8 Det intakte stykke dura er markeret med øverste (d), og den mørke pil lige under (d) ligger på udsiden af dura, hvor der findes en bred spalte, spatium epidurale, der indeholder fedtvæv og store veneplekser. Fedt og vener fungerer som polster for rygmarven, men er fjernet her. Nederste (d) sidder på den gennemskårne og opklappede dura. Pilen (1) peger på et spinalganglie med GULT mærke. Gangliet er opsvulmingen på radix posterior med GUL ring til venstre for pilen (1). Pilen fra (2) peger på den korte spinalnerve, der dannes ved, at radix posterior smelter sammen med radix anterior. Fra spinalnerven afgår ramus posterior og anterior ved pilen (3).Her er ramus posterior fjernet så pilen peger på den tykke ramus anterior. Til venstre ved pilen (4) og med GUL og SORT ring ses ramus posterior. På rygmarven kan pia mater identificeres ved hjælp af de kar (p) der ligger på overfladen af medulla spinalis. De ligger i pia.
Medulla spinalis, cauda equina N7,9 Nederste ende af medulla spinalis er ved spidsen af pilen (1), hvor der sidder to SORTE mærker. Enden hedder conus medullaris. Dura mater (d) er klippet igennem og bredt ud, og arachnoidea er fjernet, men normalt danner dura og arachnoidea begge en pose, den ene inden i den anden, som strækker sig fra (1) og nedad. Conus medullaris ved (1) ligger ud for discus mellem 1.og 2. lændehvirvel, mens dura-arachnoideaposerne ender ved anden sacralhvirvel. På dette lange stykke er der ingen medulla spinalis. Kun en tynd endetråd, filum terminale, ved spidsen af pilen (3), og denne fine tråd, der er en fortsættelse af pia omkring medulla spinalis, omgives af nerverødder, som tilsammen danner et bundt, der slående ligner en hestehale og kaldes cauda equina. Hestehalens "hår" er her skilt kunstigt ved hjælp af små metaltråde til højre, for at vise filum terminale, der ligger midt i halen. Til venstre er nervetrådsbundtet markeret (2). Filum terminale og cauda equina ligger i arachnoideaposen med cerebrospinalvæske. Når man ønsker en prøve af væsken, kan man foretage lumbalpunktur, dvs. en kanyle føres gennem dura og ind i arachnoideaposen, og væske tages ud. Medulla spinalis findes ikke her, og nerverødderne i cauda equina viger til side for kanylen og undgår derved læsion. Pilen fra (g) peger på et spinalganglie med RØDT mærke. Den tilhørende radix posterior er forsynet med RØD ring, lidt over pilespidsen. Den RØDE ring viser at roden tilhører en Lumbalnerve.
Medulla spinalis, fire rygmarvssegmenter N7,12 Her har vi skåret et stykke rygmarv ud og forstørret stykket. Overfladen præges af rygmarvsnervernes afgang. På tegningen ses fire rygmarvs- eller spinalnerver på hver side. En spinalnerve er markeret (a), og dens to rødder, dvs. nervetrådenes afgang fra rygmarven, er markeret med hver et plus. Spinalnerven (a) er ganske kort og deler sig i to grene der ses til højre for pilen. En skive rygmarv med to spinalnerver, en højre og en venstre, kaldes et rygmarvssegment. Vi har med andre ord skåret fire rygmarvssegmenter ud. Der er ingen tværfurer mellem segmenterne som alene defineres ved afgangen af de to spinalnerver. Ialt består rygmarven af 31 segmenter, dvs. der findes 62 spinalnerver, 31 i hver side. Hver spinalnerve forlader canalis vertebralis gennem et foramen intervertebrale.
Medulla spinalis, inddeling af grå substans N7,14 Selv om vi ved, at den grå substans er en søjle, så bruges stadig udtrykket horn, cornu, om de forskellige dele. Forhorn, cornu anterius (A), har med motoriske funktioner at gøre, baghorn, cornu posterius (P), er omkoblingsstation for sensoriske baner, og lateralhornet, cornu laterale (L), er en del af det autonome dvs selvstyrende nervesystem. Midt i H-ets tværstreg ligger canalis centralis (C) der indeholder lidt cerebrospinalvæske. Den ender blindt nedadtil, men opadtil står den i forbindelse med hjernens hulrum, hjerneventriklerne, hvor cerebrospinalvæsken produceres.
Medulla spinalis, celletyper N7,15 Den grå substans består af nerveceller af forskellig størrel- se. De er alle multipolare, dvs. deres cellelegemer er uregelmæssige, som det ses her. De største (o) findes i forhornet, de mindste (n) i lateralhornet og en mellemstørrelse (m) i baghornet. Ved (r) er vist de særlige støtteceller, gliaceller, der ligger mellem nerveceller og nervetråde. (s) er en enkelt tværskåret nervetråd med skede omkring. Bagstrengen i højre side er LILLA. Den er skilt fra den venstre af et septum (5). Forstrengene (højre og venstre) har forbindelse med hinanden ved (3), dvs. mellem den dybe fure (4) og grå substans. (2) er grå substans omkring canalis centralis.
Medulla spinalis, afferent neuron N7,17 Et sensorisk neuron (s) løber gennem bageste rod af spinalnerven til baghornet (1). Her er synapse med en multipolar nervecelle I baghornet som impulserne føres over på. (Cellen er ikke tegnet). Det sensoriske neuron (s) er enten unipolart, bipolart eller pseudounipolart. Her er det pseudounipolart. Cellelegemet ved spidsen af pilen (s) ligger i en udvidelse på bageste rod, spinalgangliet.
Medulla spinalis, efferente neuroner N7,16 En motorisk nervecelle (m) i forhornet sender sin nervetråd, sin akson, gennem forreste rod (f) af spinalnerven og videre til en tværstribet muskel. Nervetråde fra en lille multipolar nervecelle (a) i lateralhornet løber også perifert gennem spinalnervens forreste rod (f). Impulserne herfra går bl.a. til kar og indvolds- organer.
Medulla spinalis, spinalnerve, udspring & deling N7,18 Her er et segment af rygmarven. Spinalnerven, rygmarvsnerven (s) dannes af to rødder, radix posterior (P) med en udvidelse, spinalgangliet (1), og radix anterior (A). Radix posterior (P) fører afferente eller sensoriske nervetråde, mens radix anterior (A) fører efferente eller motoriske tråde til muskler, og for nogle segmenters vedkommende tillige efferente tråde med autonome impulser til kar og indvoldsorganer. Det gælder hele thoracaldelen og lidt af lumbaldelen. Både radix posterior og anterior afgår fra medulla spinalis med fila radicularia, rodtråde. Trådene i radix anterior ses til venstre for pilen (r). Hver spinalnerve deler sig efter et kort forløb gennem foramen intervertebrale i ramus anterior (v) og ramus posterior (d). Mens radix posterior (P) er rent sensorisk og radix anterior (A) ren efferent eller "motorisk så er n. spinalis (s) blandet, dvs. her findes både sensoriske og motoriske tråde, og det samme gælder ramus anterior (v) og ramus posterior (d), der begge fortsætter til periferien. Ramus anterior fører nervetråde til ekstremiteter og forfladen af kroppen. Ramus posterior skal kun innervere hud og muskler på ryggen og i nakken. Ramus anterior skal innervere meget mere og derfor indeholder den mange flere nervetråde, og er tykkere end ramus posterior.
Hjernestammen, basis cerebri N6,1 Her ses nedre flade af en hjerne taget ud af kraniehulen. Fladen hedder basis cerebri. Lillehjernen, cerebellum (c) ses nedadtil på hver side af hjernestammen, der består af tre dele: nederst medulla oblongata (o), den forlængede marv, dernæst pons (p), hjernebroen og endelig mesencephalon (m), midthjernen. Foran og over hjernestammen ligger diencephalon, mellemhjernen, med GRØN klat. Det største område af basis cerebri udgøres af storhjernen, der strækker sig fra (n) nedadtil og til (f) øverst. Vi går tættere på hjernestammen.
Hjernestammen, set forfra N6,2 Under den GULE tråd ligger medulla oblongata (o) der i omkreds ligner medulla spinalis, særlig nedadtil. Her ser vi dens forflade med to kraftige fremspring med SORT mærke, et på hver side af midtlinien hvor der er en dyb, smal fure. Hvert fremspring hedder pyramis og indeholder menneskets vigtigste motoriske ledningsbaner, pyramidebanerne. Banerne har iøvrigt navn efter pyramis som de gamle anatomer sammenlignede med en pyramide. Lateralt ligger endnu en forhøjning, den har form som en oliven og hedder oliva(a) Den skyldes en kerne, dvs. en ø af grå substans. Pons forflade har en flad, bred fure i midten med tre BLÅ stjerner, sulcus basilaris. Her ligger en af hjernens store arterier, a. basilaris. På hver side er en bred forhøjning med BLÅT mærke, der indeholder pyramidebanerne, men er ikke benævnt. Pons ophører lateralt ved de tre RØDE stjerner. Her går den over i den mellemste lillehjernestilk, pedunculus cerebellaris medius, der fører et stort antal nervetråde mellem pons og cerebellum. Mesencephalon ligger mellem RØD og BLÅ tråd, og pilen (s) peger på de to fremspring, som findes på forfladen af mesencephalon, crura cerebri, og mellem dem er en dyb fure (f). Som det ses er mesencephalon kort. Den ender ved den BLÅ tråd. Crura cerebri er den fremspringende del af storhjernestilken, pedunculus cerebri. Den store GRØNNE klat sidder midt i diencephalon.
Hjernestammen, mediansnit N6,4 Her er hjernen skåret igennem med et medi- ansnit, dvs. sagittalsnit i midtlinien. Vi kigger på medialfladen af højre storhjernehalvdel. Hjernebjælken, corpus callosum, er skåret igennem og markeret (b) i hver ende. Diencephalon findes omkring det GRØNNE mærke. Hjernestammen er markeret (m,p,o) og de enkelte dele er skilt af farvede tråde. Bag hjernestammen ligger cerebellum (c), Og mellem bagfladen af hjernestammen og lillehjernen ligger fjerde ventrikel (4).
Hjernestammen, mediansnit N6,5 Her ses hjernestamme, cerebellum og fjerde ventrikel. På dette nærbillede ses, at fjerde ventrikel strækker sig et stykke ned på bagfladen af medulla oblongata og helt op til øvre kant af pons ved RØD tråd. Ventriklen er lidt mere sammenklemt her end i virkeligheden. Den SORTE klat til venstre for (m) sidder i fordybningen på forfladen af mesencephalon, mellem højre og venstre crus cerebri.
Hjernestammen, fossa rhomboidea N6,7 Her er hele højre halvdel (og lidt af venstre) af cerebellum fjernet. (c) sidder på overgangen til snitfladen. Vi har fjernet det meste af loftet i fjerde ventrikel, som netop dannes af cerebellum. Bunden i fjerde ventrikel ligner en rhombe, eller langstrakt ruder. Den kaldes fossa rhomboidea og er her begrænset af SORTE mærker. I fossa rhomboidea indgår bagsiden af pons og øverste del af bagsiden af medulla oblongata.de to bidrager omtrent lige meget. For at fjerne højre halvdel af cerebellum, er det nødvendigt, at skære lillehjernestilkene over. De snitflader, der derved fremkommer, er markeret. Den største er mellemste lillehjernestilk fra pons, pedunculus cerebellaris medius (m). Langt mindre er snitfladen af øvre (s) og nedre (i). Nedre stilk forbinder cerebellum med medulla oblongata, og øvre med mesencephalon. Dvs. alle tre dele af hjernestammen har forbindelse med cerebellum. Stjernen på medulla oblongata sidder på nogle små forhøjninger der dannes af de sensoriske bagstrengskerner, som omtales under ledningsbaner. Bagsiden af mesencephalon præges af afrundede forhøjninger, firhøjene. Der er to øvre, den højre er markeret (ø), og to nedre hvor den højre er markeret (n).
Hjernestammen, set bagfra N6,8 Her er cerebellum helt fjernet, og snitfladerne af lillehjernestilkene i højre side er markeret som før (s,m,i). Det BLÅ 4-tal sidder midt i fossa rhomboidea. Den nedadrettede pil peger på forbindelsen fra fjerde ventrikel til canalis centralis, der løber gennem nederste del af medulla oblongata og gennem hele medulla spinalis. Den opadrettede pil fra det BLÅ 4-tal peger på nedre åbning af kanalen gennem mesencephalon, aqueductus mesencephali, der forbinder fjerde ventrikel med tredie (3) som ligger i diencephalon, mellem højre og venstre thalamus (t). Firhøjene ses tydeligt med GULE mærker. I højre side er øvre markeret (ø) og nedre (n). Den SORTE klat sidder på koglekirtlen, epifysen eller corpus pineale, som hører til diencephalon, men som hviler på mesencephalon. Pilen fra det RØDE 4-tal peger på udspringsstedet for n. trochlearis, med lille RØD ring. Det er den eneste hjernenerve, som kommer frem på bagfladen af hjernestammen, lige under nedre firhøj. Den løber omkring mesencephalon og kommer frem på forfladen.
Cerebellum, inddeling N5,8 På dette mediansnit gennem en lillehjerne er de tre afsnit tydeliggjort ved hjælp af forskel- lige farver. Den MØRKE farve nærmest de to pile fra (a) viser archicerebellum, ligevægts- delen af lillehjernen. Hos fisk udgør den næsten hele cerebellum. Hos os er den lille, men vigtig. Resten og størstedelen af den mørke farve (som i virkeligheden er BLÅ) viser paleoce- rebellum, der optræder hos dyr med lemmer, hvor der derfor er brug for at koordinere større muskelgrupper. Endelig er neocerebellum (n) nødvendig, for at koordinere de fineste muskelbevægelser, der f.eks. anvendes ved brug af fingrene.
Mediansnit gennem cerebellum N5,7 Her ses et mediansnit gennem cerebellum og lidt af hjernestammen (h). 4-tallet står i fjerde ventrikel. Den del af cerebellum, der ligger tæt ved og er markeret (a), kaldes archicerebellum. Det er den del af cerebellum, der er ældst i udviklingshistorisk sammenhæng og findes gennem hele dyreriget. Den er vigtig for ligevægten. Områderne (p) er af nyere oprindelse, de kaldes paleocerebellum, og denne del koordinerer musklerne ved grovere bevægelser f. eks. gang. Endelig er (n) nyest i udviklingen og særlig stor hos mennesket. Det er neocerebellum, der koordinerer musklerne ved udførelse af finere bevægelser. De enkelte afsnit adskilles af dybe furer, som vi ikke interesserer os for.
Diencephalon, oversigt basis cerebri N9,1 Her er basis cerebri, dvs. hele hjernen set nedefra. Nederst ses cerebellum (c) på hver side af hjernestammen (h). Diencephalon dækkes nogenlunde af den GRØNNE plet, og hele resten er storhjernen. Diencephalon, mellemhjernen, udgør en meget beskeden del af basis cerebri. Vi går tættere på.
Diencephalon, tæt på basis cerebri N9,2 Vi ser midterste del af hjernens basis. Nederst er cerebellum (c) på hver side af hjernestammen, hvor medulla oblongata er markeret (d), pons (p) og mesencephalon ligger mellem RØD tråd (4) og BLÅ tråd (5). Dernæst følger diencephalon. Bagtil er grænsen den BLÅ tråd ved pilen (5), lateralt pilene (6) ved BLÅLIGE mærker og fortil pilen (7). Til diencephalon hører chiasma opticum (o), synsnervekrydsningen, endvidere corpora mamillaria, (m) står på både højre og venstre, og endelig ses resten af hypofysestilken med SORT klat. Her har hypofysen siddet, og den hører også med. Husk at det danske navn for diencephalon er mellemhjernen, -ikke midtmidthjernen som er mesencephalon, mellem RØD og BLÅ tråd.
Diencephalon, oversigt højre hjernehalvdel N9,3 Vi har skåret hjernen igennem med et sagittal- snit gennem midten, et mediansnit, og kigger her på medialfladen af højre hjernehalvdel. Nedadtil er snitfladen af cerebellum (c) og af hjernestammen (h). De GRØNNE mærker dækker omtrent højre halvdel af diencephalon og (b) står på hjernebjælken, corpus callosum, der forbinder højre hjernehalvdel (e) med venstre. Igen må vi konstatere at diencephalons udstrækning er meget beskeden. Vi går tættere på.
Diencephalon, højre hjernehalvdel N9,4 I diencephalon ser vi medialfladen af højre thalamus (t). Den strækker sig helt frem til foramen interventriculare (i), dvs. åbningen der forbinder lateralventriklen i højre hjernehalvdel med tredie ventrikel som snittet er gået igennem, og hvor thalamus danner lateralvæg. Bagtil når thalamus bag det BRUNLIGE mærke over bogstavet (e). Opadtil når den fornix (f) der er en vigtig ledningsbane, og nedadtil når den til furen med BLÅLIGE mærker som afgrænser thalamus fra hypothalamus (h), der indrammes af mærkerne samt den BLÅ tråd der skiller diencephalon fra mesencephalon (m). (o) sidder på chiasma opticum og pilehovedet bag (h) peger på højre corpus mamillare. Hypofysen er revet af ved udtagelsen af hjernen, men har siddet mellem chiasma opticum og corpus mamillare. Bogstavet (e) sidder på epifysen, der udgør hovedbestanddelen af epithalamus, der ligesom thalamus og hypothalamus er en del af diencephalon. Corpus callosum, hjernebjælken, er markeret (b), (c) er cerebellum, (d) medulla oblongata og (p) pons. På en ny hjerne vil vi nu fjerne alt hvad der ligger over fornix ved pilen (f), og kigge fra oven og ned på diencephalon.
Diencephalon, diencephalon oppefra N9,5 Vi får her et indtryk af thalamus udstrækning. På venstre thalamus står øverste (t) nær forreste ende og nederste (t) nær bageste. På højre thalamus står (t) midt på. Fornix (f) er markeret i begge sider. Navnet betyder hvælving og præparatet viser at fornix danner en bue over thalamus. Fortil mødes højre og venstre fornix. Epifysen og dermed en væsentlig del af epithalamus er markeret (e), og pilen (3) peger på bageste del af tredie ventrikel, mellem de to thalami. Den skjules fortil af fornices. Epifysen hedder også koglekirtlen, corpus pineale, på grund af ligheden med en fyrrekogle. Det HVIDE mærke sidder i mesencephalon, der afgrænses nedadtil mod pons af RØD tråd og opadtil mod diencephalon af BLÅ tråd. Koglekirtlen når ind over mesencephalon, men hører som nævnt til diencephalon. På en ny hjerne fjerner vi tillige fornix for derved bedre at kunne overse thalamus og tredie ventrikel.
Diencephalon, tredje ventrikel set oppefra N9,6 Her er fornix fjernet indtil forreste del ved (f). De to t'er til venstre angigiver thalamus udstrækning og ved bageste ende af højre thalamus peger pilene på den fjerde del af diencephalon, metathalamus. Det er to ret uanselige knopper, hvor den mediale (m) hedder corpus geniculatum mediale og den laterale (n) corpus geniculatum laterale. Den laterale (n), er omkoblingsstation for synsbanen, dvs. for nervetråde fra nethinden, mens corpus geniculatum mediale (m) er omkoblingsstation for hørebaner, dvs. for nervetråde fra hørenervens kerner i hjernestammen. Koglekirtlen, corpus pineale, er markeret (e). Den udgør den vigtigste del af epithalamus. De fire GULE mærker sidder i firhøjene på bagsiden af mesencephalon, et mærke i hver firhøj. Nederste firhøj står i forbindelse med corpus geniculatum mediale (m), og forbindelsen ses som en bjælke på overfladen, men er ikke markeret. På samme måde står øvre firhøj i forbindelse med corpus geniculatum laterale (n), men forbindelsen ses ikke under denne synsvinkel. Pilen fra (4) peger på n. trochlearis, hjernenerve nr. 4, der kommer frem på hjernestammens bagflade lige under nedre firhøje. De andre hjernenerver kommer frem på forfladen (nedre flade) af hjernestammen. Præparatet giver et godt indtryk af tredje ventrikel (3). Den er meget smal fra side til side, faktisk en spalte, der lateralt begrænses af thalamus og hypothalamus. Epifysen (e) sidder i bagvæggen. Den er en internt secernerende kirtel som hæmmer kønsmodningen og forhindrer en for tidlig udvikling af kønsorganerne. De fire afsnit af diencephalon hedder thalamus, hypothalamus, epithalamus og metathalamus. Den sidste består af corpus geniculatum mediale og laterale.
Diencephalon, hypofyse i durapose N9,7 Her ses hypofysens relation til kraniebunden. Hypofysen (H) ligger i en lille grube og er her omgivet af en pose af dura mater, den ydre hjernehinde. Knoglen under hypofysen ligger bagtil i næsehulens loft, dvs. det er muligt at skaffe sig adgang til hypofysen gennem næsehulen. Stilken (S) er opadtil forbundet med resten af hypothalamus. Vi skal nu se nærmere, på hypofysens forbindelser med den øvrige del af diencephalon.
Diencephalon, hypofysebaglap, forbindelser N9,8 På dette udsnit af diencephalon ses lidt af hypothalamus opadtil. Chiasma opticum er (o) og corpus mamillare er (m). Billedet domineres af hypofysen hvis baglap er vist ved (b). Baglapshormonerne dannes ikke i baglappen, men i to kerner i hypothalamus (s) og (p). Baglapshormonerne produceres i kernernes nerveceller og transporteres i selve nervetrådene, med GRØNNE og RØDE trekanter, til karrene (k) i baglappen, og herfra føres de med blodet overalt i kroppen.
Diencephalon, hypofyseforlap, forbindelser N9,9 Her er igen hypothalamus og hypofyse, men denne gang drejer det sig om forlapshormonerne. Disse produceres i forlappen ved (H), men produktionen dirigeres fra hypothalamus af nerveceller (r), der producerer regulerings- stoffer". Stofferne transporteres gennem de BLÅ ner- vetråde ved RØDE pile til hypofysens speci- elle karsystem, og via dette system, markeret (1), (p) og (2), til forlappen, hvor stofferne strømmer langs GRØNNE pile og virker på de hormonproducerende celler ved (H).
Telencephalon, mediansnit N10,1 Her er en hjerne taget ud af kraniehulen og "fikseret" i bl.a. al- kohol. Vi ser hjernen bagfra og lidt fra højre, og kniven er anbragt i den dybe fure eller spalte der skiller højre og venstre storhjernehalvdel. De to halvdele udgør tilsammen storhjernen, telencephalon. Spalten hedder fissura longitudinalis. Kniven standses i bunden af spalten af hjernebjælken, corpus callosum, der forbinder højre og venstre storhjernehalvdel. Da hjernen er taget ud i hel tilstand er lillehjernen, cerebellum (c), også med samt hjernestammen, som cerebellum skjuler. Læg mærke til de brede vindinger, gyri (v), på storhjernen og de smalle vindinger, folia, på lillehjernen (c). Forskellen er så stor at det er umuligt at forveksle de to. Den SORTE pil peger på en fure, sulcus cerebri, mellem to vindinger. Hjerneoverfladen er stadig dækket af den inderste hjernehin- de, pia mater, der slører overfladen, og som indeholder talrige blodkar. Nu skærer vi igennem hjernebjælken og gennem hjernestamme og lillehjerne. Snittet er et mediansnit, dvs. vi deler hele hjernen i en højre og en venstre halvdel.
Telencephalon, medialflade højre halvdel N10,2 Her er højre hjernehalvdel set medialt fra. Vi har højre halv- del af lillehjernen (c), højre halvdel af hjernestammen (h) og højre halvdel af diencephalon med to GRØNNE mærker. Den overskårne hjernebjælke, corpus callosum, er stor. Forreste og bageste ende er markeret (b). Hjernebjælken indeholder millioner af nervetråde som forbinder de to storhjernehalvdele, og det er først i de senere år, man er blevet klar over dens store betydning for telencephalons funktion. (v) sidder på en gyrus cerebri, pilen peger på en sulcus cerebri. Vi ser imidlertid ikke hele højre storhjernehalvdel. Nederste del skjules af cerebellum, hjernestamme og diencephalon. Nu vil vi fjerne mest muligt af det der generer udsigten ved at skære hjernestammen igennem.
Telencephalon, medialfladen højre halvdel N10,3 Her er hjernestammen skåret over og fjernet sammen med cerebellum. Den SORTE klat sidder på snitfladen. Egentlig skulle diencephalon med GRØN klat også skæres væk, men det kan kun lade sig gøre ved at skære ind i telencephalon, idet de to hjerneafsnit er vokset sammen. En total adskillelse vil med andre ord være kunstig, og vi har opnået hvad vi ville: lobus temporalis (t) kan ses. De øvrige hjernelapper er lobus frontalis (f), lobus parietalis (p) og lobus occipitalis (o). De danske navne for hjernelapperne er: Lobus frontalis =pandelap, lobus parietalis =isselap, lobus occipitalis =nakkelap og lobus temporalis =tindingelap.
Telencephalon, medialfladen højre halvdel N10,3 Lobus frontalis (f) og parietalis (p) adskilles af sulcus centralis (a). Den er kort her på medialfladen af hemispheren, som vi kalder en storhjernehalvdel, men lang på lateralfladen. Den adskiller den motoriske hjernevinding, gyrus præcentralis, som pilehovedet af pilen fra (a) hviler på, fra den sensoriske hjernevinding, gyrus postcentralis lige bag pilespidsen. Den sensoriske vinding hører til lobus parietalis (p). Furen ved pilen (e) mellem lobus parietalis (p) og lobus occipitalis (o) er sulcus parietooccipitalis, der er lang på medialsiden af hemispheren, som det fremgår, men kort på lateralsiden. Pilen fra (d) peger på sulcus calcarinus, som skiller lobus occipitalis (o) fra lobus temporalis (t). Synsindtryk opfattes i hjernebarken omkring sulcus calcarinus. Fortil, ved RØD stjerne, løber sulcus calcarinus (d) sammen med sulcus parietooccipitalis (e). Corpus callosum (b) er så lang at den har relation til både lobus frontalis (f) og lobus parietalis (p). I hjernebjælkens konkavitet fortil ligger septum pellucidum (s), en tynd skillevæg mellem højre og venstre lateralventrikel, dvs. hulrummet i hver hjernehalvdel.
Basale hjerneganglier N13,4 Her er en anden hjerne set lateralt fra. Der er fjernet hjernevæv helt ind til lateralventriklen som er fyldt med en svag GULLIG masse, og til basalganglierne, hvor der er brugt andre farver. Nucleus caudatus er BLÅ og nucleus lentiformis (d) er RØD. Corpus amygdaloideum er ikke med. Den skulle ligge ved spidsen af underhornet (2). Den mørke masse er thalamus. De basale hjerneganglier ses næsten altid på snit gennem hjernen. Vi begynder med et horisontalsnit.
Hjerne, horisontalsnit, oversigt N13,5 Hjernen er skåret igennem med et horisontalsnit og vi ser på øvre del nedefra. Hjernebjælken, corpus callosum (k), er ramt to steder, fortil og bagtil fordi den danner en bue. For at vise basalganglierne tydeligt er de farvet kraftigt i den ene side. Nucleus caudatus løber i en bue og rammes derfor to steder, hovedet (c) er stort, mens halen (h) er tynd. Nucleus lentiformis (d) minder om en linse på dette snit. Den består af to dele, som det fremgår af farverne, men det ses tydeligere når vi går tættere på. Den BLÅ barkzone ved pilen fra (i) er insula, der ligger begravet i den store fure på hjernens lateralflade. Capsula interna ligger mellem (c) og (d) og mellem (t) og (d).
Hjerne, frontalsnit N13,9 Dette frontalsnit går gennem commissura anterior. Nucleus caudatus ses med mørkeblå farve udfor (c) og den røde farve, der viser putamen (p) er relativ stor samtidig med at også globus pallidus (g) med gullig farve ses, dvs. vi har begge komponenter i nucleus lentiformis. En del af capsula interna (o) ses mellem nucleus caudatus (c) og nucleus lentiformis (p+g). Den GULE sonde under (3) sidder i tredie ventrikel, der er strejfet af snittet. Et stykke under 3-tallet og den GULE sonde sidder en SORT klat på chiasma opticum, synsnervekrydsningen. Og den BLÅ ring sidder omkring den ene n. opticus,kort før krydsningen. Forbindelserne mellem højre og venstre hjernehalvdel er sparsomme. Corpus callosum (k) er den største, og commis- sura anterior (a) er langt mindre. Den ses som en smal hvid stribe på hver side af 3-tallet, og kan følges lateralt. Mellem (3) og pilen fra (a) sidder en HVID nål i commissura anterior.
Hjerne, model af venstre lateralventrikel N13,2 Her er en model af venstre lateralventrikel (3) set lateralt fra. Den er fremstillet ved at hælde flydende plastik i ventriklerne, og når denne er størknet fjernes hjernemassen uden om. Derefter modelleres basalganglierne og anbringes i forhold til lateralventriklen. Det længste basalganglion er halekernen, nucleus caudatus, der er vist med GRØN farve. Den er lang, og formet som et komma, med kommaets hoved (c) fortil. Halen af kommaet følger den hesteskoformede lateralventrikel idet nunucleus caudatus ligger i hesteskoens konkavitet. Det GULE basalganglie (d) er nucleus lentiformis, linsekernen, og det BLÅ er corpus amygdaloideum, mandelkernen. Den RØDE masse hører ikke til basalganglierne. Det er thalamus der udgør den centrale struktur i diencephalon, men har nær relation til nucleus caudatus. Det forreste 3-tal står på lateralventriklens forhorn, og det nederste på lateralventriklens underhorn. Forhornet ender omtrent ud for (d) på nucleus lentiformis, og derfra til næste 3- tal ligger pars centralis af lateralventriklen. På grund af kommaformen kan nucleus caudatus rammes flere steder på samme snit. Hvis vi lægger et lodret snit gennem hjernen ved nederste 3-tal rammes nucleus caudatus to steder, over og under den RØDE thalamus. Det samme gælder lateralventriklen. Et horisontalsnit i højde med (c) vil også ramme kommaet to steder. Fortil hænger nucleus caudatus (c) og nucleus lentiformis (d) tydeligt nok sammen, men derefter er der større og større mellemrum mellem dem. Vi drejer modellen og kigger på den forfra.
Hjerne, model af ventrikelsystemet set forfra N13,3 Her ses begge lateralventrikler forfra. Forhornet i den venstre er markeret (1) og underhornet i den højre er markeret (2). I midten ligger tredie ventrikel (3) med thalamus (RØD) i lateralvæggen. Hovedet (c) af nucleus caudatus ses forfra, og ved spidsen af underhornet skimtes den lille mandelkerne, corpus amygdaloideum (e). Nucleus lentiformis (d) strækker sig længere lateralt end nucleus caudatus og ses derfor også forfra.
Hjerne, limbiske system/strukturer N8,1 Vi kigger på medialfladen af højre storhjernehalvdel. Hjernestammen er fjernet så vi ser hele hemispheren. De to RØDE klatter sidder på forreste og bageste ende af corpus callosum, hjernebjælken, den store forbindelse mellem de to storhjernehalvdele. (s) er en tynd plade, septum pellucidum, under corpus callosum. De SORTE klatter sidder på de mediale dele af det limbiske system. Disse dele er hjernevindinger, og de danner tilsammen et bælte langs corpus callosum og fortsætter på tindingelappen (t). Navnet limbisk skyldes at systemet ligger på grænsen, limbus, mellem diencephalon, mellemhjernen, som pilene hviler på og storhjernen, telencephalon, der udgør resten. Pilespidserne peger på fornix, en vigtig ledningsbane i det limbiske system som på et stykke af vejen ligger under corpus callosum. Det limbiske system består hovedsagelig af ydre og indre hjernevindinger der ligger spredt og forbindes af ledningsbaner. Systemet bearbejder og udløser reaktioner der har med følelser og adfærd at gøre. Det drejer sig især om reaktioner som har betydning for at overleve, og for at føre slægten videre, dvs. evnen til at forsvare sig og lysten til at formere sig og passe afkommet.
Hjerne, limbiske strukturer N8,2 Her ses venstre storhjernehalvdel lateralt fra. De RØDE klatter viser hvor der er fjernet hjernesubstans for at blotlægge et stykke hjernebark med SORTE klatter som ligger dybt i den fure, sulcus lateralis, der begynder ved pilen(s). Furen fortsætter helt op til den bageste øver- ste RØDE klat med retning mod øverste pil, og den afgrænser tindingelappen (t) fra re- sten. Vi har udvidet furen ved at skære hjernesub- stans væk. Barkområdet med hjernevindinger, markeret med SORTE klatter, hedder insula, øen, og er den laterale del af det limbiske system.
Hjerne, limbiske strukturer på frontalsnit N8,3 På dette frontalsnit gennem hjernen ses ventrikelsystemet. I mid- midten er tredie ventrikel (3) og under corpus callosum (c) ses den centrale del af de to lateralventrikler, og den ene lateralventrikels underhorn ses i tindingelappen (t). I underhornet ses en indre vinding ved pilen fra (h), hippocampus, som er en vigtig del af det limbiske system. Hippocampus er en langstrakt vinding, næsten lige så lang som underhornet. Endnu en del af systemet ligger i spidsen af underhornet, der her er skåret væk.det er mandelkernen, corpus amygdaloideum. Over corpus callosum (c) sidder de to SORTE klatter på gyrus cinguli, den bælteformede del af det limbiske system som vi så før på medialfladen af hemispheren. De to SORTE klatter ved (n) er insula i bunden af den dybe sulcus lateralis (s). Det limbiske system består af spredte hjerneafsnit, der hører sammen funktionelt.
Hjerne, fornix - hippocampus N8,4 Blandt mange forbindelser mellem det limbiske system og omgivelserne er fornix særlig vigtig. Denne ledningsbane er RØD ved SORT pil og ligger under corpus callosum (H). Den forbinder hippocampus (K) med corpus mamillare ved BLÅ pil. Underhornet er åbnet så vi ser hippocampus (K) som en lang vinding. Fra corpus mamillare, ved BLÅ pil i hypothalamus, er der forbindelse til thalamus, som ikke er vist. Hele systemet har betydning for indlæringsevnen, der svækkes ved beskadigelse af en eller flere komponenter. Velkendt er svækket hukommelse hos svært medtagne alkoholikere på grund af cellesvind i hippocampus, og det drejer sig om hukommelse for nye indtryk, mens gamle erindringer stadig kan fremkaldes.
FORTSÆTTELSEN i CENTRALNERVE- SYSTEMET2.