Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 6. juli 2014 3. søndag efter Trinitatis Lukas 15,11-32 Salmer: 743-523-747 492-752 v.4+5 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også:»en mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«luk 15,11-32 Godmorgen. I dag skal vi høre den måske kendteste af alle Jesu lignelser, nemlig den om den fortabte søn, der vender hjem efter at være endt i svinestien, og så mødes han af en far, hvis kærlighed aldrig har forladt ham. Kort sagt denne søndag handler det om, at sådan er Gud, så fuld af tilgivelse og nåde. Det startede egentlig med Suarez ham fodboldspilleren fra Uruguay, der bed tænderne godt fast i modstanderens skulder. 1
De fleste kender computerfirmaet Apples logo, og selv om I ikke kender det, så kan I gætte det, blot I kan en smule engelsk. Ja, rigtigt, selvfølgelig, et æble men der er noget særligt ved det logo-æble der er nemlig taget en bid. Og så var det vittige hoveder på facebook havde taget Apples logo og skrevet nedenunder: Suarez was here. Apples logo spiller selvfølgelig ikke på Suarez mærkelige bidelyster, men på bibelens historie om Eva, der af slangen blev fristet til at tage en bid af kundskabens træ, det eneste træ i paradisets have, som Gud havde sagt, de ikke måtte røre. Eva som fik lokket Adam med på samme galej, fordi han ikke ville stå tilbage som en tøsedreng eller blød mand. Bangebuks kan vi ikke så godt kalde ham, for bukserne var slet ikke opfundet endnu og bangefigenblads lyder dumt. Resultatet af dét syndefald kender vi, som straf blev paradisets dør smækket i, Suarez slap. I hvert fald i første omgang - men Adam og Eva fik prompte det røde kort på livstid. Ikke fordi kundskab og lærdom er dårligt, men fordi de ikke ville nøjes med at være afhængige skabninger, være Guds børn de ville selv være Herre og uafhængige. Om Apple med det syndefaldslogo spiller på, at hvis bare du køber vores produkter, så får du adgang til alverdens kundskab, eller de går endnu videre, hvis bare du bruger vores computere, så bliver du så klog, så du kan undvære Gud. Ja, det må du selv fortolke videre på. Men når jeg begynder her ved den første bid af æblet og syndefaldet. Så er det fordi dagens lignelse om sønnen, der kræver at få sin arv udbetalt, selv om faderen stadig er lyslevende, ja, det er på en måde den nytestamentlige parallel til Eva og Adams syndefald. 2
For synden er jo ikke, at sønnen bruger arven på druk, dans og damer. Uanset hvor megen småborgerlig forargelse vi kan hælde ud over den slags udskejelser, så har Gud formentlig intet som helst imod hverken vin, wienervals eller vævre kvinder. Nej, syndefaldet sker allerede i det sekund, sønnen åbner munden og kræver sin bid af kagen for dermed siger han, at han er ligeglad med, om faren er død eller levende, bare han får, hvad der tilkommer ham han vil være sig selv nok, han vil ikke vide af forbundetheden med sin far, han afskærer forbindelsen og ignorerer den forpligtethed, der følger af at høre sammen. Forskellen til Adam og Eva er, at denne søn ikke bliver smidt ud, han går selv vender faren ryggen, forlader gladeligt barndommens trygge paradis og går ud i verden for at klare sig selv. Men akkurat som Adam og Eva opdager, at de er nøgne, da de har spist af æblet, så opdager sønnen sin nøgenhed, da han er totalt blanket af, klædt af til skindet og endt i svinestien. Men da er det for sent. Point of no return, siger vi ofte på nudansk, når vi er kommet helt derud, hvor alle døre er lukket, og alle veje ender blindt. Men til forskel fra Adam og Eva, så møder sønnen ingen keruber med flammesværd, der vogter indgangen til Paradiset. Tvært imod. Da sønnen bider hovedet af al skam og vender hjem i al sin svinestistinkende elendighed, det eneste han har i lommerne er fortrydelse og bondeanger så møder han ikke en lukket dør, men derimod en åben favn. På en måde fik Adam og Eva allerede ved syndefaldet en forsmag på den godhed, faren viser sin fortabte søn, da han gir ham festdragt og sko på fødderne. Der er sikkert ikke mange, der husker den detalje. Men inden Adam og Eva vises ud, så fortælles det, at Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. 3
Er det ikke som om der går en lige linje fra billedet af den Gud, der sidder der i skrædderstilling med nål og tråd og syr skindtøj, så Adam og Eva er beskyttet mod nattens kulde og tjørnens torne og så til den far, der løber sin barfodede søn i møde og tager ham i sin favn og kysser ham og giver ham festdragt og sko på. Men tænker jeg, er det ikke det forældreoprør eller fadermord alle børn skal igennem, det behøver man ikke hedde Ødipus, Jung eller Freud for at vide. Det hører med til at blive voksen at bryde ud og lære at stå på egne ben. Det er såre naturligt, det unaturlige er, hvis vi bliver hængende i mors skørter og aldrig flytter hjemmefra. Og flytter afkommet ikke af sig selv, så er det alle forældres pligt at skubbe ungerne ud af reden, så de kan folde vingerne ud og mærke, at de bærer. Sandt nok her er bare mere på spil end almindelig ungdomspsykologi her er ikke blot en opskrift på, hvordan vi skal være gode curlingforældre, der står parate med åbne arme og varme og pleje, når de unge kommer totalt udbombede hjem fra Roskildefestival, eller hvornår de nu ellers kommer og ber om husly og godt vejr. For som sagt er det her den nytestamentlige variant af den gamle syndefaldsmyte. Og det altafgørende er, at her nøjes Gud ikke blot med at sy lidt skindtøj, der kan afbøde de værste gener af vores dumhed og forsøg på at undvære Gud. Nej, her møder vi et ganske anderledes billede af Gud, som den der har set os, præcis som vi er set os som dem, der ikke blot overmodigt sætter Gud fra bestillingen, men som mindst lige så storhedsvanvittigt erklærer, at Gud er kun er for dem, der ikke selv er stærke nok eller oplyste nok. Man skal selvfølgelig være varsom med at overfortolke et logo men det er da tankevækkende, at et af de stærkeste brands i verden har valgt syndefaldets æble som logo. 4
Videnskabens drøm om at kunne forklare alt lige fra livets inderste byggesten, til den gnist, der startede big bang drømmen om at sende Gud på plejehjem og selv overtage ansvar, ære og styring. Og så mødes vi af denne gamle far, der løber sin fortabte søn i møde og med et kys genskaber den forbindelse, det fællesskab og den forbundethed, som sønnen ikke vil vide af, da han kræver sin bid af kagen. Sådan er Gud, siger Jesus det er det nye testamente Gud har skrevet et nyt testamente, Gud kunne ikke leve med det gamle, keruberne og deres flammesværd, for en far kan ikke holde op med at elske det, han selv har skabt, en far kan ikke holde op med at elske sine egne børn. En far kan blive vred. En far kan blive skuffet. En far kan blive såret. En far kan blive ked af det. En far kan blive hidsig. En far kan straffe. Men en far kan ikke holde op med at elske sit barn i hvert fald ikke, hvis den far hedder Gud. Nu ved jeg godt, at netop billedet af den gode far eller for den sags skyld den gode mor er farligt, farligt, fordi du måske sidder med helt andre erfaringer. Erfaringer så smertefulde så de står i vejen for at høre om Gud som den gode far eller kærlige mor. Men uanset hvilke gode eller dårlige erfaringer vi hver især sidder med så er jeg så naiv at tro, at vi alligevel er i stand til at høre om Gud som den kærlige, tilgivende, omsorgsfulde far, der elsker på trods og på tværs af, hvad du og jeg måtte have fortjent. I det lys er det faktisk ironisk, at det så ofte er ondskaben i verden, der får os til at tvivle på Gud. 5
Jordskælvet, bilulykken, kræften, krigen, tørken, terrorangrebet ofte udløser det spørgsmålet: Hvordan kan man tro på en god Gud, når der er så meget ondt i verden. Men hvad med al godheden i verden? Når jeg mærker solens varme, ser blomsterne i al deres farvepragt, buskene der står bugnende med ribs og solbær, fuglene der flyver og farer for at finde føde til ungerne i reden, børnene der leger, et gammelt ægtepar på en bænk med udsigt over havet og solnedgangen. Når jeg ser denne far, der står der ved gavlen den ene dag efter den anden og spejder håbefuldt efter den søn, der kun har ønsket at bryde alle bånd til ham, ja, den søn der dybest set har ønsket, han var død og borte når jeg ser den far omfavne sin søn og byde ham velkommen hjem når jeg ser alle de forældre, der tålmodigt tåler alverdens urimeligheder fra deres egne børn, når jeg ser de mennesker, som dag ud og dag ind prøver at hjælpe og gøre godt både overfor dem som absolut ikke har fortjent det og overfor dem, der forskyldt eller uforskyldt er blevet hjælpeløst afhængige og er havnet i en af vor tids mange svinestier. Så tænker jeg, hvor er der dog ufatteligt megen urimelig godhed til i denne verden. Så i stedet for at tage anledning af al verdens ondskab så skulle vi måske denne søndag fastholde billedet af den Gud, der står der med al sin gensynsglæde og kærlighed og omsorg og tilgivelse og uden skyggen af bebrejdelse ufatteligt generøst øser den ud over sin fortabte søns hoved. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre sådan lyder det mildt formanende til alle brudepar, kort før de skal sige ja til at elske og ære i medgang og modgang. Hør det lige igen: Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Det er lettere sagt end gjort både for ægtepar og alle os andre. Måske vi alle sammen skal til at øve os øve os i at se denne fortabte søns far for os se godheden i verden Guds himmelråbende urimelige godhed. 6
Den godhed vi ikke kan leve uden, hvis ikke vore liv skal gå i hårdknude og ende med lukkede døre og blinde veje. For vi får brug for den, godheden, kærligheden, tilgivelsen alle sammen snarere før end siden snarere 7 gange 70 gange end kun 7 gange. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Et løfte og en opgave. Men løftet kommer først. For Gud har skrevet et nyt testamente, og i det testamente er keruberne med deres flammesværd byttet ud med en mand på et kors og en grav, hvor stenen er væltet væk. Fedekalven er slagtet døren står på vid gab nadverbordet er dækket hånden er rakt frem. Den ældste søn vidste minsandten ikke rigtig, om han ville dele den glæde om misundelsen, fornærmetheden og forurettetheden sejrede vi ved ikke, om han vendte festen og faren ryggen, eller han gik med ind men godheden bliver stående - historien slutter åben. Det gør den også for dig og mig i dag og igen i morgen. Og vi skal nok få brug for den alle sammen, hvis vi vil være ved det. Amen. 7