Det var altså første cirkel: identiteten fra ejendele og gods.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 20. juni 2010 kl søndag efter trinitatis Luk 15, Salmer: v v Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også:»en mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«luk 15,11-32 I dag handler det om udskiftning af centrum i os selv. Prøv at forestille jer tre cirkler, som fortæller os, hvem vi er. En ydercirkel, så en indenfor dén og så en kernecirkel. Den første er vores ejendele, den anden familie og slægt og den tredje centrum i vores person. De første to var de gamle tegn på velsignelse, hvor det gjaldt om at have ejendom og familie. Vi kan sige, at første cirkel er mit eget, den anden mine egne og den tredje mig selv. 1

2 Se, her på 3. søndag i Trinitatis er vi nået til historien om den fortabte søn. Den kender vi godt, men den er sat ind i en sammenhæng, hvor der tegner sig denne tredeling; nogle cirkler, der kommer tættere og tættere på vores krop og person. 1. søndag efter Trinitatis handlede det om den rige bonde, der skrabede sammen til sig selv og fodrede sig selv med identitet som ejer, ham, der vil sikre sig et trygt liv ved masser af korn i laderne. Det var altså første cirkel: identiteten fra ejendele og gods. Anden cirkel som er tættere på - handler om slægten: sidste søndag, dvs. 2. søndag efter Trinitatis, sagde Jesus, at den, der ikke hader sin familie og tager sit kors op og følger ham, ikke kan være hans discipel. Der er selvfølgelig dem, som ikke har spor svært ved at hade sin familie, og som lynhurtigt sætter flueben ved dét punkt. Men hvad vil Jesus med så langt ude en udmelding? Han vil sige, at den du er, er andet og mere end din placering i slægten. Ja, du er bror, søster, søn, datter, og alt det dér. Men dermed er du ikke inde ved kernen af, hvem du er overfor Gud. (her kan man næsten høre Jesus slå en hånlatter op overfor kristne familieværdier good, Christian family values åh, jo). Det vil sige, vi tager identitet i vores ejendele, og vi tager identitet i vores plads i familien. Hvorfor det? Fordi alt andet er dødsens farligt. Vi kan meget hurtigt komme til at mangle svar på spørgsmålet: hvem er jeg? Og så kan vi kigge os omkring, se på vores identitetsmarkører og ånde lettet op. Jeg er søn og barnebarn af nogen og jeg er også far. Og så har jeg mit hjem, min guitar, mad i køleskabet, mit på det tørre, og alt det dér. Fint nok. Jeg bliver mindet om hvem jeg er gennem gods og familie. Og hvis jeg skulle glemme det, vil de sikkert hjertens gerne minde mig om det. Det vil sige, på én eller anden måde er vores identitet bundet til omstændigheder, der minder os om, hvem vi er. Men hvis vi tror, at med de to ting er alt sagt om os, det materielle og det slægtsforbundne, tager vi meget fejl. Der er dybder, som ikke er kommet frem i lyset endnu. Skræmmende dybder. Det er derfor vi dynger det hele til med mere af det samme, når vi oplever tomheden. Større fjernsyn, flere unger. Så er der ro indeni os for en tid. Så ved vi, hvem vi er igen. For børnene og tingene vil hele tiden minde os om det. De holder os identitetskrisen fra livet. Men nu må vi frem til tredje cirkel. Og hér kommer vi til storebror fra historien om den fortabte søn. Han er en mand, for hvem de to første cirkler pludselig er væk. 2

3 Hvordan dét? Jo, hans gods er væk. Han har sat hele sit liv ind på at overtage gården, når faderen dør engang. Og nu kommer lillebror hjem fra sin tur i det fremmede, og får en fest uden lige. Han får den bare. Han har ikke gjort noget som helst for at fortjene den. Storebror har gjort alt. Og hvad med familien? Ja, han betragter ikke engang sin bror som sin bror. Din søn, dér, siger han til faderen. Din søn, dér Han har fuldstændigt distanceret sig fra sin bror. Og hvad med faderen? Han kender ikke engang sin far mere. Hvem er den mand? Han troede, han havde regnet sin far dvs. Gud ud: Hvis jeg gør det og det og er trofast her hjemme på gården, så! Han tænker i årsag og virkning. Hvad man giver ud, får man tilbage. Den skulle ikke være svær at genkende i sig selv, vel? Yde for at nyde, og mere New Ageagtigt: den kærlighed du giver, kommer tilbage. Livet er en automat, og spørgsmålet, vi stiller os selv med dén tankegang er: hvordan kan jeg få livet til at give mig, hvad jeg vil have ud af det? Og mere kynisk: hvis jeg går rundt og er et kærligt menneske, får jeg selv kærlighed tilbage. Dét er karmalov. Og det hedder ikke kærlighed. Det hedder manipulation, lige meget hvordan vi udsmykker det inde i vores beskedne hoveder. Men nu føler han sig berøvet sit retmæssige gods og han har mistet sin familie. De er ikke dem, han regnede med, de var. Faderen tager fuldkommen fusen på ham. Men der er noget på færde her. For det er kun hans billede af faderen og lillebroren, der smuldrer bort. Og det er hans held. Han skal til at bevæge sig ind i tredje cirkel af identitetsmarkører. Eller skulle vi her sige: identitetsforhindringer? For hvem er han nu? Uden retmæssigt gods og uden familie (altså inde i hans hoved, naturligvis)? Nu er han konfronteret med sig selv, helt og aldeles. Og hvad er han så? Han læner sig op ad sin fornærmelse over, at tingene ikke er, som de bør være. Det findes der et navn for: forfængelighed. Og forfængeligheden er tredje forhindring for dér, hvor Jesus vil føre os hen. Det vil sige: gods væk, familie væk så er der kun mig tilbage som forhindring. Men det er kun forhindring, hvis jeg ser, at der er noget mere på den anden side. Forfængeligheden ser man kun i lyset af Gud. Ellers lever den et skjult liv. Hans forfængelighed viser sig akut i fornærmetheden, og den kan let slå over i bitterhed. Han har altså et valg at træffe. 3

4 Han føler sig hjemløs i dybeste forstand, og det eneste han kan støtte sig til, er sin fornærmethed, dvs. sin forfængelighed, dvs. sin selvoptagethed. Nu er der nok nogle, der vil sige, at forfængelighed kan man let komme af med. Han står ved sidste forhindring, og det er kun ego et, der står i vejen for deltagelse i dén fest, der har kastet lys over hans inderste væsen. Men den, der prøver at komme af med forfængeligheden af egen kraft, anstrenger sig forgæves, for bare det at ville af med sin forfængelighed er forfængelighed. Forfængelighed er en fælde, man ikke kan komme ud af. Alle forsøg på det er udtryk for forfængelighed. Prøv at se hvor selvmodsigende det er at sige: nu vil jeg ud af min selvoptagethed, jeg vil gøre alt for at blive fri, for jeg vil have det bedre med mig selv. Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer den, har vi stadig os selv i centrum, i inderste cirkel. Så hvad er løsningen på dét problem? Problemet løser sig, når det omformuleres, når det ikke længere handler om mig og mit velbefindende. Han kunne jo droppe offerbevidstheden og begynde at tænke på hvordan hans lillebror havde det. Han sidder måske ved festen, og vinen og fedekalven smager ham ikke, for hans storebror tilbageholder enhver form for velsignelse. Og det begrænser glæden, det ved vi godt fra os selv. Og hvad med deres far? Hvordan har han det? Hvordan er det at være far til børn, der ikke kan holde hinanden ud? Han skal altså spørge, hvordan Gud har det, og ikke fokusere på, hvordan han selv har det. Vi kan jo trække den op på et teologisk niveau og spørge: er der sorg i himlen over vores had til hinanden? Er det ikke vores fælles far, vi beder til i Fadervor? Og videre: kan vi jo spørge ateisterne om de ville overlade gårdens drift til de to brødre uden dén slags far? Hvordan ville dét mon gå? Storebror kan rydde fuldstændigt op efter sig selv, tage 100% ansvar, se sig selv i øjnene og sige: ja, nu kan jeg se, hvem jeg er dybest inde. Hvis han tør dét, kunne han sige med Kingo i den salme, vi lige har sunget: hvad er min møje, mit arbejd, min sved? Forfængelighed. Hvad er ære, rigdom og guld, hvad er min bekymring, mit hovedes spind? Hvad er du, yndest og gunst, når man og nu kommer det: hvad er du, når man dig ved Solen har set? Hvad er solen? Det er Guds handlen i Jesus Kristus. Gud, der holder en fest. Og den kaster lys over tingene. Den fest fremprovokerer storebrors forfængelighed. Men det ér en fest, og invitationen er åben. Det vil sige, der er ingen adgangskrav. Og idet han går ind 4

5 til festen med sin lillebrors og sin fars velbefindende for øje, ændrer alting sig. Så lander han igen på begge ben. Så er han ikke længere selv centrum for sit liv; det er hans far og hans bror, dvs. Gud og næsten. Centrumskift i inderste cirkel. For hvad har hans far sagt? Du skal berøves alting? Nej, han har sagt: alt mit er dit, og du er altid hos mig. Med andre ord: Alle hans protester, som kommer af forfængelighed, der er fremprovokeret af, at far holder en fest, for den, der ikke har fortjent det, afholder ham fra at være i Paradisets Have. Det er alt hans indre larm, der forhindrer ham i at forstå, at faderen også har givet ham alt. Hvis han indser det, dvs. smider offerbevidstheden fra sig, og retter fokus væk fra sig selv og tænker på sin far og sin lillebror, er han pludselig i Paradisets Have. Det, der forhindrer ham i det, hedder med et gammeldags udtryk synd. Og synd er bare ikke at ville tage imod Guds kærlighed. Den, der ikke har prøvet den slags hjemløshed, kan godt glæde sig, for der kommer en sandere og dybere identitet ud af det, en identitet, der handler om frihed under Guds smilende ansigt, og det er altså noget, der overgår enhver forstand. Med andre ord: søg først Guds Rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift. Så lander du på benene med gods og familie men først bagefter. Før det, kan det nemt gå hen og ligne en gidseltagning, hvor vi tvinger hinanden til at forblive i de billeder, vi har af hinanden. Bare for at bevare vores gamle identitet, fordi vi ikke kender den nye. Vi tror ikke der er noget hinsides de vante identitetsmarkører, og derfor bliver vi krampagtige ofre for vores egen angst. Og det går ud over os selv og vores omgivelser. Jesus er ikke ude på at lokke os i en fælde når han siger væk med dit billede af gods som lykken, væk med familien I skal ikke plage livet af hinanden. Læg rigtigt godt mærke til ordene i anden halvdel af Kingos salme. Der er et liv efter de tre cirkler, hvis centrum skiftes ud. Det er et skift af centrum, hvor det ikke er mig eller mine tanker eller min livshistorie eller mine erfaringer, der kommer først, men Guds handlen i Jesus Kristus. Dér på den anden side af de sædvanlige identiteter er der et kildevæld af format. Jesus siger: der hvor du skal hen, kan du ikke tage dine gamle identiteter med dig. I dag skal du være med mig i Paradis, sagde Jesus til røveren. med mig og kun med Jesus, ellers er det stadig forfængelighed, og så er porten lukket. Jesus siger: Kom indenfor, gamle jas. Og tag din værste fjende med dig. Du skal se, han ligner nok dig selv. Amen! 5