At bruge historie i en sen-/postmoderne tid
At bruge historie i en sen-/postmoderne tid Bernard Eric Jensen (red.) Roskilde Universitetsforlag
Bernard Eric Jensen (red.) At bruge historie i en sen-/postmoderne tid 1. udgave 2000 Roskilde Universitetsforlag, 2000 Omslag: Torben Lundsted Sats og tryk: Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-7867-973-4 Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C Tlf. 3815 3880 Fax: 3535 7822 slforlag@sl.cbs.dk www.samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.
Indhold Indledning Af Bernard Eric Jensen..................... 7 Del I Respons og kritik Historie i et universitetsperspektiv Af Mads Mordhorst....................... 13 Historie i et seminarieperspektiv Af Lars Haastrup........................ 32 Historie i et gymnasieperspektiv Af Henrik Skovgaard Nielsen.................. 50 Historie i et folkeskoleperspektiv Af Margrethe Kristensen.................... 79 Historien omkring os arv og miljø Af Carsten Paludan-Müller................... 91 Historieförmedlingens villkor, möjligheter och problem i Danmark och annorstädes Af Ulf Zander.......................... 103
Del II Eftertanker Danmarkshistorier på Nationalmuseet Af Annette Vasström, Helle Leilund og Birgit Vorre....... 133 Historiekultur i det 21. århundrede i anledning af niende november nitten hundrede ni og halvfems Af Carsten Tage Nielsen..................... 159 Historieformidling i et demokratisk perspektiv Af Anette Warring........................ 179 Historie som erindring på sporet af menigmands historiebrug Af Bernard Eric Jensen..................... 197 Forfattere........................... 227
Indledning Af Bernard Eric Jensen Denne bog føjer endnu et bind til den skriftserie om humanistisk historieformidling, der er blevet udgivet med udgangspunkt i forskningsprojektet Humanistisk historieformidling i komparativ belysning. Projektet blev iværksat i efteråret 1995 på grundlag af en bevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd, og det blev afsluttet med udgivelsen af At formidle historie vilkår, kendetegn, formål i marts 1999. Nævnte projekt tog udgangspunkt i det forhold, at formidling af historie udgør et tværhumanistisk arbejdsfelt, og det var baseret på et tværinstitutionelt samarbejde mellem Arbejdermuseet, Danmarks Lærerhøjskole, Museet for Holbæk og Omegn, Nationalmuseet og Roskilde Universitetscenter. Humanistisk historieformidling i komparativ belysning tog afsæt i, hvad der i projektbeskrivelsen blev beskrevet som en interaktiv forståelse af humanistisk forskning og forskningsformidling, og medens det stod på, blev det fulgt med megen interesse af især historikere og museumsfolk. Det forekom derfor som en oplagt idé at følge projektet op med en konference, hvor en række fagfolk og andre interesserede kunne få lejlighed til at kommentere og diskutere, hvad der var kommet ud af det omfattende projekt. Konferencen blev afholdt d. 19. og 20. november 1999 på Danmarks Lærerhøjskole, og den var arrangeret af Institut for humanistiske fag, DLH i samarbejde med Foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Foreningen af historielærere ved handelsgymnasiet, Historielærerforeningen for gymnasiet og hf og Foreningen af historielærere ved seminarierne. Mere end 100 fagfolk fandt det umagen værd at møde op og deltage i denne konference. 7
Oplægsholderne var blevet udvalgt sådan, at de skulle kunne kommentere projektet med udgangspunkt i en forskellig institutionel position og erfaringsverden. De har således hver især deres erfaringer med historieformidling fra folke- og gymnasieskolen, fra seminarie- og museumsverden og fra universitetsverden i ind- og udland. Det er seks af disse oplæg, der i revideret form nu foreligger på tryk i denne bogs første del. Formålet med konferencen var at få en kritisk drøftelse og perspektivering af de tilgange, der var blevet benyttet i projektet, og af de resultater, der var blevet opnået. For at få en sammenhæng i de forskellige oplæg, blev indlederne bedt om at forholde sig til følgende tre punkter: 1 den samtidsanalyse, der er skitseret i slutbindet At formidle historie vilkår, kendetegn, formål (1999), 2 den karakteristik, der gives i slutbindet af, hvordan historie formidles og bruges i en nutidig dansk sammenhæng, 3 de i slutbindet fremlagte forslag til, hvordan en faglig formidling af historie kan gøres bedre i betydningen mere engagerende og perspektiverende for modtagerne. Det sidste punkt drejer sig om projektgruppens forsøg på at indkredse de punkter, hvor historieformidling i dag udgør en faglig udfordring i en etnologisk, faghistorisk og litteraturhistorisk sammenhæng. Der er argumenteret nærmere for disse forslag i sidste kapitel af At formidle historie (1999), men der kan være grund til her at gengive dem i kort form. De såkaldte seks bud lyder sådan: Kyndige og habile formidlere af historie er fagfolk, der ikke alene har kvalificeret indsigt i den fortid, der formidles, men som også: 1 kender til historieinteressen og historiebrugen hos de personer, til hvem der formidles, 2 har en reflekteret opfattelse af og mening om den samtid, i hvilken deres fortolkninger af fortiden skal læses og bruges, 3 forstår at bringe fortid og nutid i spil med hinanden på en engagerende og perspektiverende måde, 8
4 kan agere i en dobbeltrolle som fagfolk og medborgere, 5 formår at bruge deres formidling til at fremme en refleksion over menneskers behov og mulighed for at danne sig selv, og 6 kan arbejde med historie som tekst på en kvalificeret og reflekteret måde. Der er to ting at bemærke om den titel, som konferencen havde: At bruge historie i en sen-/postmoderne tid. Den skulle dels signalere, at historie ikke blot er et spørgsmål om at erkende noget om fortidige forhold, men at historie også er noget, som mennesker løbende bruger i deres dagligdag til flere forskellige formål. Og en af ideerne med at formulere de seks bud om historieformidling som faglig udfordring var netop at gøre et forsøg på at få knyttet en forbindelse mellem historie som en faglig form for erkendelsesvirksomhed og den historiebrug, der gør sig gældende i en hverdagssammenhæng. Den dobbelthed, der antydes i sidste led af titlen var tænkt som en vedgåelse af, at vi i projektgruppen aldrig nåede frem til nogen endelig afklaring af, hvordan vi skal karakterisere nutiden. Er det rimeligst at betragte den som en sen fase af moderniteten? Eller er det rimeligere at se nutiden som en overgangssituation altså som overgangen til en ny historisk epoke? Måske er det bedste svar, der kan gives, at begge disse momenter synes at gøre sig gældende på en og samme tid. Men med markeringen af denne usikkerhed peges der samtidigt på, hvad der udgør en af de afgørende udfordringer for alle formidlere af historie i dag. Der må løbende arbejdes med samtidsanalysen har projektet vist hvis en formidling af historie skal kunne fremstå som engagerende og perspektiverende for folk flest. Ved den afholdte konference var det sådan, at medlemmer af projektgruppen til sidst kommenterede og debatterede de forskellige indlæg der blev altså også givet svar på tiltale. I forbindelse med udgivelsen af denne bog har jeg dog ment, at det ville fungere bedst, hvis oplæggene fik lov til at stå uden at blive kommenteret. Dels for at undgå, at det ellers let kunne komme til at fremstå som 9
opførelsen af en form for faglig skyttegravskrig. Og dels for at undgå, at det ellers let kunne komme til at fremstå som om, at vi i projektgruppen absolut ville have det sidste ord. Men selvom Humanistisk historieformidling i komparativ belysning er afsluttet, og projektgruppen opløst, bliver der på forskellig vis arbejdet videre med afsæt i projektet. For at markere dette har fire fra projektgruppen nedfældet nogle af de tanker, som de har gjort sig i kølvandet på det gennemførte projekt. Det er disse eftertanker, der udgør denne bogs anden del. Den amerikanske billedhugger Daniel Chester French begyndte i 1886 at lave de første skitser til en billedlig fremstilling af erindring, men der gik 25 år, førend han blev færdig med arbejdet på sin marmorstatue. Der har ligget tre overvejelser bag valget af Frenchs Memory (1911) som forsideillustration. Statuen kan dels markere en fortsættelse af den linie, der blev lagt i omslagene på seriens første og sidste bind altså henholdsvis Erindringens og glemslens politik (1996) og At formidle historie vilkår, kendetegn, formål (1999). Den kan også bruges til at angive det forhold, at den afholdte konference var et forsøg på at lade projektets tilgange og resultater spejle sig i en række kollegers erfarings- og tankeverden. Og endelig kan den bruges til at signalere, at et af projektets vigtigste resultater har været påpegningen af, at der i dag er behov for at få den faglige historieformidling til at indgå i et mere interaktivt samspil med det personlige og kollektive erindringsarbejde, der løbende pågår i samfundet. 10
Del I Respons og kritik