Kontaktrejserapport Tamil Nadu, Indien 2009

Kontaktrejserapport Tamil Nadu, Indien 2009 U-landsforeningen Svalerne Af Helle Vinther Kristensen og Tommy FalkeØje

Indholdsfortegnelse Resumé.. side 3 Partnere.. side 6 Nye NGOer, der har søgt om støtte. side 27 Samarbejde med universitet i Trichy? De kontaktrejsende holdte et møde med Anthony Stephen, som arbejder med udviklingsspørgsmål på universitet i Trichy. Formålet var at drøfte et eventuelt samarbejde mellem universitet, Svalerne og deres partnere. På kontaktrejsen i 2007 blev dette også drøftet med Anthony Stephen, og det blev aftalt, at han kunne kontakt RPWO og DWDS med henblik på et samarbejde. Der er dog ikke sket noget. Anthony kan bl.a. tilbyde at undervise vores partnere i fx. kapacitetsopbygning og evaluering af deres indsatser. Han er endvidere interesseret i at evaluere partnernes arbejde. Der vil dog være udgifter forbundet med dette. Han vil gerne holde et seminar med Svalernes og deres partnere, hvor de kan drøftes, hvordan universitetet og partnere kan benytte hinanden i et samarbejde. De kontaktrejsende aftalte, at han kan kontakte RPWO og DWDS som tidligere aftalt. RPWO og DWDS har under kontaktrejsen fået besked om, at han evt. vil kontakte dem. Hvis Svalerne er interesseret i et initiere et samarbejde mellem universitet og partnerne kan vi tage kontakt til han inden næste års kontaktrejse med henblik på at holde et seminar mellem universitet, partnerne og Svalerne under kontaktrejsen. 2

Resume af Svalernes kontaktrejse 2009 til Indien Svalernes kontaktrejse 2009 blev gennemført i perioden 9. marts til 4. april 2009 af Tommy FalkeØje og Helle Vinther Kristensen. På kontaktrejsen besøgte de kontaktrejsende syv potentielle nye organisationer, som havde søgt om støtte til etårige projekter samt Svalernes tre nuværende partnere DWDS, RPWO og SEAS. Endelig blev organisationen FEWIN besøgt, som Svalernes har givet flere engangsstøtter. Kontaktrejserapporten indeholder en beskrivelse og vurdering af de syv nye etårige projekter og en evaluering af partnernes og FEWIN s arbejde og resultater. Nye potentielle engangsstøtter SUHAM De har søgt støtte til at organisere dalit kvinder i distriktet. Den skrevne ansøgning indeholder mange betragtninger, som synes gode. Og det var også derfor, vi valgte at besøge dem. Men deres mundtlige udlægning af, hvad de søger om, viste sig at være helt anderledes end det skrevne. Vi besøgte et par lansdsbyer. Her virkede det, som om de er nået langt både i forhold til velstand og kvindernes empowerment. Selvom de laver noget godt arbejde, finder vi derfor ikke, at det er Svalerne, der skal støtte deres projekt. RUWWO De har søgt støtte til nogle bevidstgørende kurser, som de vil afholde for stammekvinder. Især deres mundlige redegørelse vidner om, at de dels ikke ved ret meget omm stammefolk; men at de mener, at stammefolkenemest går op i sex, og at de bør have en bedre bevidsthed. Vi besøgte to landsbyer. Det virker ikke, som om disse stammefolk er særlig ubevidste om deres forhold. Der er snarere tale om, at de har deres egen kultur, der adskiller dem fra samfundet. Der er en kristelig organisation, der en gang om måneden kontakter disse landsbyer; men det kendte RUWWO åbenbart ikke til. Det fremgår tydeligt, at stammefolkene tror, at RUWWO vil hjælpe dem generelt med deres problemer, hvilket ikke er tilfældet. RUWWO har ikke meldt klart ud, hvad de vil. Vi kan ikke anbefale projektet. RDC RDC har søgt om støtte til oprettelse af 10 træningscentre primært for kvinder, hvor de kan lære at læse og skrive om aftenen. Centrene ligger i 10 forskellige landsbyer, hvor kvinder bor. Målgruppen er 12-40 årige kvinder. De har søgt om 159.100 rps. Projektet er meget konkret og organisationen er bevidst om, hvad de vil have ud af det. Det virker som en god ide at lave uformel uddannelse for kvinderne i landsbyerne med det formål, at de selv kan styre SHG erne og selv skrive ansøgninger til lokal regeringen. Det vil være spændende for Svalerne at støtte projektet for at se om uformel uddannelse kan medvirke til landsbyerne og kvinderne bliver mere uafhængige af organisationen, som vi ofte efterspørger hos de andre organisationer vi støtter. Men det er dog lidt uvist om målgruppen er motiveret for at deltage. Kvinderne i den landsby jeg besøgte virkede noget tilbagestående og havde vanskeligt ved at forstå projektet. Målgruppen er relevant. Organisationen virker reel, og de virker engageret i sagen. LEVERAGE TRUST Af deres ansøgning fremgår det, at de især vil arbejde med problemet vold mod kvinder; men det virkede ikke særlig aktuelt, da vi besøgte dem. Projektet handler om at bevidstgøre dalitkvinder om, at de er ligesom slaver, og at de dels skal have større bevidsthed om et godt liv og dels skifte arbejde. Vi besøgte en plads midt i en storby, hvor der bor en landsby af dalitter, som samler affald. De mente selv, at de var stavnsbundne, fordi de ikke havde råd til at flytte. De var rimelig tilfredse med det, som de tjente. Men de var utilfredse med deres huse, som var primitive og i dårlig stand. De gad ikke flere bevidstgørende kurser; men det var, hvad LEVERAGE TRUST havde i tankerne. 3

Der var ikke tale om at afhjælpe dem i den situation, som dalitterne befandt sig i f.eks. via SHG og lån mm. Projektet gik ud på at ændre hele deres liv. Vi savnede, at dalitterne var med i udformningen af projektet. Og vi vil ikke anbefale støtte til dette projekt. VCWS De har søgt støtte til at gennemføre undervisning af scavenger dalitkvinder om hygiejne. De argumenterede med, at kvinderne ikke kender til kvindesygdomme og generel hygieje; og det synes rigtigt. De argumenterede også med, at kvinderne ikke bare går på hospitalet, hvis der er problemer. Men det synes forkert. Vi var nemlig ude i en landsby, hvor kvinderne sagde, at de da bare gik til hospitalet, hvis de havde nogle sygdomssymptomer. Men dels lå der et hospital lige ved siden af. Og dels kan det godt være, at de går derover; men vi tror stadig, at det er rigtigt, at deres viden om krop og sygdomme er meget begrænset. Organisation fandt vi meget troværdig. Og vi anbafeler, at vi støtter dem. EDUCATR Det viste sig at være et regulært kursuscenter, der får lokal støtte og laver masse af kurser for alle. De virker også rimelig rige. Men de har søgt penge til at lave et særligt sykursus for scavenger kvinder, så disse kvinder efterfølgende kan skifte arbejde. Vi synes, de virker effektive. Men vi mener, at de sagtens selv kan finansiere sådan et kursus, hvis de vil. Og vi kan ikke anbefale at støtte dem. REEDS De har søgt støtte at gennemføre et månedligt møde for Dalit ledere gennem et år. De har for et år siden lavet en sammenslutning af 10 dalit organisation fra midt Tamil Nadu. Og deres planer er at udvikle samarbejdet, sådan at Dalit organisationerne bliver mere effektive. Hovedargumentet er, at dalit organisationer hidtil har bekæmpet hinanden, fordi nogle tager sig af affaldsindsamling, andre af garveri, andre af skopudsning osv. Formålet er derfor at få lederne til gennem et år og 12 møder at snakke sammen og finde fælles fodslag. Indholdet af møderne skal være at sætte sig ind i lovgivningens muligheder for at hjælpe dalitter. Deres eget formål synes godt. Det er tvivlsomt, om de kan opnå de mål, som de skriver om i deres ansøgning, idet de her forestiller sig, at der kommer en masse ud af den viden, de opsamler. Svalernes partnere DWDS Svalerne er ved at udfase deres støtte efter at have støttet DWDS i omkring10 år. DWDS får i 2 år 100.000 rps. per år som en slags udfasning af den økonomiske støtte. I 2009 får de den sidste støtte. Besøget dette år lagde derfor vægt på at diskutere DWDS s planer for fremtiden uden svale støtte. DWDS har gjort fremskridt i forhold til at kontakte donorer. De har skrevet og sendt flere ansøgninger til forskellige donorer. Træningen i fundraising, som Svalerne har støttet, har hjulpet DWDS til at formulere disse ansøgninger. Det er nu klart for DWDS, at støtten fra Svalernes stopper, og at Svalerne ikke kan gøre mere end hvad de allerede har gjort for at hjælpe DWDS videre. RPWO Svalerne har siden 2003 støttet RPWO. Svalerne støtter fra 2007-2010 et projekt, der har til formål at organisere og empower stammefolk. Projektet er en forlængelse og en styrkelse af det 3 årige projekt, Svalerne støttede fra 2004-2006. RPWO gør et stort stykke arbejde for at forbedre irulaernes forhold og har kæmpet hårdt med at få lån til landsbyerne. Der er dog stadig mange udfordringer fx med at motivere forældre til at sende deres børn i skole. De kontaktrejsende vurderer, at der stadig vil tage noget tid før, at kvinderne i 4

landsbyerne bliver uafhængige af RPWO, selvom RPWO synes, der er sket store fremskridt. RPWO regner med, at de om 2 år kan være uafhængige. Det virker ikke realistisk, da RPWO stadig nogle gange meget operer som et service organ og ikke altid har fokus på målgruppens ressourcer. Der kan da være store forskelle på landsbyerne, og de kontaktrejsende har kun besøgt 2 landsbyer. De kontaktrejsende understreger overfor RPWO, at de stadig skal arbejde for at gøre kvinderne mere uafhængige. Det er lykkes RPWO, at få støtte fra andre donorer, hvilket tegner positivt for fremtiden. SEAS Svalerne har støttet SEAS fra 1984 til 1994. I 2006 fik de engangsstøtte og i april 2007 startede støtten til et 3 årig projekt, som nu har kørt i ca. 1½ år. Det 3 årige projekt omhandler støtte til organisering af stammefolk. Der er sket fremskridt i det svalestøttede projekt, men det går langsomt. Fx er der ikke dannet en sangram i landsbyen Palliputum, som SEAS havde planlagt. Målgruppen er dog også meget svær at arbejde med. I landsbyen Palliputam, som vi besøgte, er det vanskeligt at overbevise landsbybeboerne om, at de kan ændre deres liv, og kvinderne har svært ved at se, hvordan det vil hjælpe dem, fx at være med i en SHG. Men det er lykkes SEAS at samle mændene i landsbyen og etablere en SHG for kvinderne. FEWIN FEWIN er et netværk for kvindelige NGO ledere. Netværket består af omkring 13 kvinder. FEWIN har fået etårigt støtte af Svalerne til aktiviteter i netværket og fået etårigt støtte til at etablere en fagforening for uorganiserede kvinder. I 2008 fik FEWIN engangsstøtte på 100.000 rps. til at øge netværkets kapacitet til at fundraise. Det er de kontaktrejsende vurdering, at organisationerne i netværket har fået et stort udbytte ud af at deltage i træningen i fundraisning. Det har resulteret i, at mange af organisationer har fået udformet projektforslag til en række donorer. Det er vurderingen, at netværket og fagforeningen er svækket, da flere organisationer har trukket sig helt ud af fagforeningen og andre overvejer at trække sig ud. De fleste af organisationerne er dog stadig interesseret i at fortsætte netværket, men det er vanskeligt uden finansiel støtte. Desuden tager de andre organisationer ikke initiativer til aktiviteter. Det er vores vurdering, at det udelukkende er Ursula som er drivkræften i netværket, og som er altafgørende for om netværket fortsætter. 5

Partnere DWDS ( Dalit Women Development Solidarity) Program: 23. marts 2009: Møde med lederen af DWDS Mary Elisabeth og medarbejderne Svalerne er ved at udfase deres støtte efter at have støttet DWDS i omkring10 år. DWDS får i 2 år 100.000 rps. per år som en slags udfasning af den økonomiske støtte. I 2009 får de den sidste støtte. Besøget dette år lagde derfor vægt på at diskutere DWDS s planer for fremtiden uden svale støtte. Organisationen og medarbejdere DWDS har de samme medarbejdere som sidste år. Parvathi og Jeeva er dog på halv tid. Selvan, som ved sidste kontaktrejse var tilknyttet DWDS gennem FEWIN og fagforeningen arbejder der ikke mere, da FEWIN ikke mere får støtte til at betale hans løn. Medarbejderne har siden sidste år fået træning i reglerne og funktionerne for Panchayat, sundhed (polio og hiv/aids) samt en dags træning i miljø og vandbeskyttelse ved VCDS. Derudover har de fået træning i loven om retten til 100 dages arbejde og loven om retten til information. Endelig har de deltaget i womens forum i Chenai vedr. problematikken i Sir Lanka og en konference om daliternes rettigheder til land. Status på arbejdet med landsbyerne og sangramerne DWDS vurderer, at 10 af de 24 landsbyer de arbejder i stadig har brug for hjælp. De andre kan køre mere eller mindre selv. 7 af de 24 landsbyer har ikke de basale ting som huse, vandforsyning og begravelsesplads. DWDS giver kvinderne i SHG erne ideer til, hvordan de kan forbedre deres økonomiske status. DWDS har hjulpet med at skaffe lån til SHG erne. De har fået et lån på 1.000.0000 rps. til 4 SHG er, som hver har ca. 20 medlemmer. Kvinderne tager ikke mere lån fra private udlånere, men det er der andre i landsbyerne gør. DWDS opfordrer derfor disse kvinder til at deltage i SHG en. De har siden sidste år hjulpet med 20 sager omkring undertykkelse af kvinder. Kun 6 sager er stadig ikke løst. DWDS er gået ind i 10 nye landsbyer i Goniathan block, 30 kilometer fra kontoret. De overvejer derfor at oprette et kontor der. De hjælper også ind i mellem de grupper, som Mary Elisabeth engang arbejdede med Triruvanamalai distrikt. Når der er problemer med vold mod kvinder løser SHG erne dem selv. De laver også selv ansøgninger til lokalregeringen. DWDS har givet træning til sangram lederne i miljø og vandbeskyttelse, hiv/aids samt panchayat reglerne i forhold til det kommende valg. DWDS har givet samgram medlemmerne træning i at føre regnskab for SHG erne, Panchayat regler og valg, miljø, og hiv/aids. DWDS prøver at forlange 50 rps. om måneden for deres services til SHG' en, men kun 3 grupper af 15 har betalt. Øvrige Aktiviteter Mary Elisabeth fortæller at, efter at have lavet socialt arbejde i 15 år kommer der mange mennesker og NGO er til hende. De laver demonstrationer og kampagner sammen med andre NGO er. 6

Kvindebevægelsen DWDS kvindebevægelse har siden sidst år været med i en kampagne for at få land til dalit kvinder. En politiker har lovet et lille stykke land til alle dalit kvinder. Politikeren har også lovet gratis tv, gas, ris til 1 rps. per kg. Men det er der ingen der har fået nogle af delene i deres område. DWDS vurderer at Bevægelsen er stærk. De har bl.a. kæmpet for at få de 80 rps for 100 dages arbejde, som de er berettiget til ifølge loven. De fik i stedet 60 rps. Nu får de 80 rps. De har fået 110 nye medlemmer i Bevægelsen siden sidste år, både fra nye og gamle landsbyer. Kvinderne betaler 10 rps som engangsydelse for medlemskabet. Der er valg til Bevægelsen hver 4 år. FEWIN netværket og fagforeningen Mary Elisabeth fremhæver, at det er et problem, at medlemskabet af fagforeningen er baseret i Thicy det passer ikke til forholdene i Vellore. Endvidere nævner Mary Elisabeth problemer med at blive registret i fagforeningen og welfareboardet, og at udgifterne til registrering er større end indtægterne til fagforeningens og DWDS arbejde. De kontaktrejsende opfordrer hende til at tage det op i netværket. Selvan, den tidligere ansatte i fagforeningen gik til myndighederne for at få registret medlemmer i fagforeningen. 30 medlemmer er blevet registret i welfareboardet, og nogle af disse har fået ydelser. Fx har Jeeva, som er ansat ved DWDS fået 86.000 rps til barsel, og andre har fået diverse legater. 65 venter på at blive registeret i welfareboardet. DWDS har skaffet 150 medlemmer til fagforeningen, og 100 medlemmer har betalt 100 rps. Efter Selvan er holdt op vil de i FEWIN netværket drøfte muligheden for, at DWDS går hen for at registrere medlemmerne. Der har været 2 møder i FEWIN i 2008. Mary Elisabeth har ikke talt med Ursula de sidste 8 måneder, og hun ved ikke om der har været møder i netværket. Fremtiden og udfasningen med Svalerne De kontaktrejsende holder et møde alene med Mary Elisabeth, hvor vi drøfter hendes syn på fremtiden for DWDS. Mary Elisabeth har udarbejdet og sent mange ansøgninger til forskellige donorer, men har enten ikke fået noget svar elle fået negative svar. Hun har sendt ansøgninger til en Dalit Federation i Bangalore, Emmaus i Holland (om træning i syning), VCDS, Global Women Found (negativ svar), Nicolai Dalit Land Federation (negativ svar) og de svenske svaler. Mary Elisabeth har haft problemer med at få fat på de svenske svaler. Mens vi er dernede kontakter Ursula de svenske svaler for Mary Elisabeth og beder dem se på ansøgningen. Vi spørger, om hun har overvejet andre muligheder som lokale bidrag ved indsamling fra virksomheder og private folk fx også ved at lave teater/koncerter. Det har hun ikke, men tror ikke, at det vil være en mulighed. Mary Elisabeth har ikke meldt sig til It- og engelskkurser, da de foregår i byen. Hun har dog været på 1 uges computer træning i Polur. De kontaktrejsende holder også et møde alene med medarbejderne for at drøfte fremtiden med dem. De spørger, om Svalerne ikke kan støtte dem mere og vise dem vejen. Vi siger, at det er definitivt at 7

støtten stopper, og at vi har prøvet at guide Mary Elisabeth og medarbejderne så meget, som vi har haft mulighed for. Medarbejderne føler sig meget sårbare og ser sort på fremtiden. Medarbejderne har tiltro til at Mary Elisabeth kan finde andre donorer, men er også slået lidt ud over alle de afslag, hun har fået. Alle er interesseret i at arbejde videre for DWDS, men de kan ikke klare sig uden løn. De har ikke meget uddannelse og kan fx ikke få offentlige jobs. De føler stadig de har brug for mere uddannelse. Derudover mener de at kvinderne stadig ikke hvordan de skal henvende sig til myndighederne, så kvinderne har stadig brug for deres hjælp. Konklusioner og anbefalinger Mary Elisabeth har gjort fremskridt ved at få skrevet og sendt flere ansøgninger til forskellige donorer. Træningen i fundraising, som Svalerne har støttet har hjulpet hende til at kunne formulere disse ansøgninger. Mary Elisabeth virker stadig lidt hjælpeløs med hensyn til at kontakte donorer og er ikke optimistisk mht. il at få en ny donor. Hun føler et stort ansvar for sine medarbejdere, og medarbejdere ligger også deres liv i hendes hænder og regner med, at hun kan løse problemerne, men de er ikke selv involveret i at skaffe støtte til organisationen. Det er nu klart for Mary Elisabeth, at støtten fra Svalernes stopper, og at Svalerne har gjort alt hvad de kunne for at hjælpe DWDS videre. 8

RPWO (Rural Peoples Welfare Organisation) Program: 16. marts: Landsbybesøg i Naruti og Melmauthanar 17. marts: Møde med leder og medarbejder samt et besøg i banken Svalerne har siden 2003 støttet RPWO. Svalerne støtter fra 2007-2010 et projekt, der har til formål at organisere og empower irulaer. Projektet er en forlængelse og en styrkelse af det 3 årige projekt, Svalerne støttede fra 2004-2006. Organisationen og medarbejderne Siden sidste år er der komme to nye medarbejdere; Guetha og A.R. Hiruthayras (Raj). Guetha er feltarbejder og underviser i sykursus. Hun har tidligere arbejdet for organisationen Welfare Trust. A.R. Hiruthayras (Raj)er læge i alternativ behandling og behandler beboerne i landbyerne. Han taler engelsk og har tidligere været frivillig i RPWO. Hver medarbejder er ansvarlig for fire landsbyer, som de er ansvarlige for. Men nogle gange tager de flere af sted til landsbyen for sammen at motivere landsbybeboerne. RPWO har fire frivillige medarbejdere. Siden sidste år har RPWO fået en ny frivillig; D Sayarimuthu. Han har tidligere arbejdet for andre NGO er og har erfaring med at give undervisning i phanchayat regler og valg. D. Sayarimuthu skal arbejde med træning af SHG erne i opstilling til og deltagelse i panthayatet. Kumar vil fremover gerne give D Sayarimuthu løn ved at prøve at dele den nuværende lønsum mellem 6 medarbejderne, fx ved at medarbejderne selv betaler for transport. De kontaktrejsende spørger ind til, om alle er indforstået med at gå ned i løn. Kumar siger, at han gerne vil arbejde frivilligt uden løn et par måneder, men det kommer an på hans familieforhold. Det kan også være at de fremover kan få andre donorer. Kumar synes, at feltarbejderne skal aflønnes ens. Men Kumar siger også, at det er svært at få til at gå op økonomisk og bemærker at lønninger er lave i forvejen. De kontaktrejsende spørger, hvorfor der er brug for 6 medarbejdere i stedet for de oprindelige 5. RPWO siger, at det er fordi de gerne vil udvide med 5 nye landsbyer, samtidigt med at de sikrer det forsatte arbejde i de 19 andre landsbyer. De ønsker at øge omfanget af deres arbejde. De vil bruge de 19 landsbyer som rollemodel. De kontaktrejsende understreger, at svalerne har et stramt budget og ikke kan øge beløbet, men at vi gerne vil drøfte, hvis de har ændringer til projektet og budgettet. Kumar og medarbejderne vil drøfte aflønningen af medarbejdere og mulighederne på et kommende møde og sender os deres vurdering og beslutning. Status for landsbyerne RPWO mener selv, at de 19 landsbyer, hvor de arbejder, vil være uafhængige når det nuværende 3 årige projekt, som Svalerne støtter, afsluttes. De synes, der er sket store fremskidt. De tager bl.a. ikke til landsbyerne så tit mere, og landsbyerne afleverer selv ansøgninger (men de skriver dem ikke selv). De mindre problemer klarer landsbyerne også selv, og de går selv på politistationen. RPWO nævner flere eksempler på fremskridtene. Et eksempel, er at der mens vi er på besøg kommer en kvinde og mand ind på kontoret. I deres landsby har en mand solgt kokosnødvand med kemikalier, så folk blev syge. Kvinden og manden kom selv med underskrifter (fingeraftryk) og havde skrevet problemet ned på papir, men skulle have RPWO s hjælp til at skrive en klage til politiet. 9

Et andet eksempel på fremskridt er, at irulaerne nu selv kommer og fortæller om deres problemer. I starten da RPWO kom i landsbyerne, kom de ikke ud af husene. Et tredje eksempel er, at landsbybeboerne nu giver flere klager til politiet når der foregår ulovligheder. I en landsby blev en pige overfaldet af to mænd. Der blev givet en klage til politiet, og nu er mændene forsvundet, fordi de vil blive arresteret, hvis de kommer tilbage. Det har en forebyggende effekt på andre mænd. RPWO er begyndt at arbejde i en ny landsby, hvor der bor 24 familier. RPWO er ved at prøve at få patta (ejendomsretten til deres huse) til dem. Landsbybeboerne har boet i landsbyen i 35 år. I regnsæsonen kan de ikke bo der, men bor i stedet på den lokale skole. RPWO vurderer, at et af de største problemer for irulaerne er at få community certificate, da det giver adgang til alt fx til at få et regeringshuse. RPWO har søgt om community certificate for alle landsbybeboere. De regner med at få nogle community certificate om nogle måneder. De har givet ansøgningerne to til tre gange. Men det er vanskeligt, og RPWO nægter at give bestikkelse. Der er problemer med politiske ledere, som ikke ønsker at stammerne kræver deres rettigheder og derfor også truer RPWO. RPWO prøver at holde sig i baggrunden og fx ikke tage med på politistationen. Skolen er fremtiden Problemerne med at mange af irula børnene ikke går i skole optager RPWO meget, og er et vigtigt led i at forbedre irulaernes fremtidige levevilkår. RPWO fortæller, at det er vanskeligt at overtale forældrene til at sende deres børn i skole. Der gives også scolarship men det er stadig vanskeligt at overtale forældrene. Børnene dropper ofte ud efter 8. klasse. Når børnene er 10-11 år tages de ofte med på arbejde. De kontaktrejsende drøfter med RPWO den konkrete problematik om, at mange af børnene i landsbyen Melmauthanar ikke går i skole, bl.a. fordi der er 6 km til skolen og ingen offentlig transport. Vi drøfter mulighederne for at børnene evt. kan få en cykel fx ved køb af brugte cykler. Fx kunne kvinderne spare op til en cykel i SHG en. Men det er et problem at vejene er dårlige, og der er bakker, så de mindste bliver trætte etc. RPWO siger de vil tale med SHG om det, men at en cykel koster 1000-2000 rps. Ifølge loven kan børn få en gratis cykel men det er kun fra 11 klasse, og der er de fleste børn droppet ud af skolen. RPWO fortæller, at der er nogle steder man betaler for en auto for at børnene kan komme i skole. Det er der god erfaring med, fordi børnene går op i at nå autoen. Vi drøfter ligeledes, om problemet med at børnene ikke går i skole er et praktisk problem (pga. skolen ligger 6 km fra landsbyen) eller det er fordi forældrene som ikke synes det er vigtigt, at børnene går i skole. RPWO vil i fremtiden gerne åbne en kostskole og en aftenskole, hvor børnene får morgenmad og aftensmad. Aktiviteter RPWO har og vil i det andet år af projektet have fokus på information om det nationale valg, information om forest bill og ydelser fra welfareboardet. Ifølge forest bill kan irulaerne søge om retten til land, hvis de nedsætter et lokalt udvalg i landsbyen; en Gramsia med 15 medlemmer af stammen. Hvis irulaerne har boet i landsbyen i tre generationer kan de søge om at få land ved at udarbejde en ansøgning med, hvor meget land de har brug for til at fiske, bruge skoven og til deres huse og fælles areal. Ansøgningen gives til forest department. 10

RPWO har lavet demonstrationer fx på baggrund af, at irulaerne ikke fik community certificate. Der skulle have været en kampagne i sidste uge, om at de ikke har fået gruppehuse, selvom de havde fået det lovet (præsidenten fra landsbyen har givet det til andre). Men på grund af nationalvalget i arpil 2009 blev det ikke til noget. I 2005 fik de bevilliget gruppehuse, men de er blevet givet til nogle andre. I sidste måned tog RPWO en SGH gruppe med til Chenai til et federationsmøde. Mødet handlede om at støtte tamilerne i Sir Lanka. I federationen Advasi har der været et seminar omkring rettigheder for irulaer, som de har deltaget i. Der kommer hele tiden nye regler om irulas rettigheder. De tager SHG lederne med, for at de skal opleve hvad der sker uden for landsbyen. De tager dem også med til møder om stammers rettigheder, om at få community certificates og ydelser fra welfareboardet. RPWO vil stadig gerne oprette en federation og har allerede nu overvejelsen om hvilke kvinder, der kan gå foran i arbejdet og har talt med landsbybeboerne om det. De vil også træne en person i SHG ene til at kunne alle rettighederne etc., så de kan blive mere uafhængige. De vil koncentrere sig om, at gøre dem mere uafhængige de næste to år. Regeringen har oprettet et tribal welfareboard hvor man kan søge om forskellige ydelser fx, barselsorlov, pension, briller, uddannelse, hvis man har et community certificate. De har lige lavet ansøgninger til, at kvinderne i landsbyerne kan optages i welfareboardet. Men de er endnu ikke afgivet. Samarbejdet med forest department Der er kommet en ny person i forest department, som nogle gange forlanger penge fra landsbybeboerne, bl.a. i landsbyen Melmauthanar, for at de lader deres geder græsse i skoven. Men ifølge loven må køer og sorte geder græsse frit i skoven. Nogle af kvinderne har fået 200 rps. i bøde fordi gederne græssede i skoven. Så nu vil RPWO holder møde med landsbyen og personen og lederen af forest department for at tale om problemet Status for mandegrupperne Mændene migrere, så det er ikke muligt at lave mandegrupper. RPWO har dog lavet en gruppe bestående af backward caste og irulas. Træning af kvinderne RPWO holder træninger i kontoret ca. hver 3. måned for medlemmerne af SHG erne. Som regel kommer der tre medlemmer fra hver SHG. De der bor langt væk overnatter de på kontoret. RPWO har lige haft et 6 dages kulturprogram. De har uddannet landsbybeboerne i loven om retten til 100 dages arbejde. De har haft træning i naturmedicin. Det var et regerings træningsprogram om hvordan man kan kurere sygdomme uden medicin, og hvad de fx skal gøre hvis nogle falde, og hvordan de kan bruge urter. Kvinderne der har fået træningen underviser de andre kvinder i SHG en i hvad de har lært. Kvinderne der deltager i træningerne betaler selv for transportudgifterne. Vi spørger ind til, om RPWO vil give træning i at skrive ansøgninger, så SHG erne med tiden kan blive mere uafhængige. De svarer, at de vil træner piger, der har gået i skole indtil 8. klasse. De vil med træning godt kunne skrive ansøgninger. 11

Besøg i landsbyen Melmauthanar De kontaktrejsende holdte et fælles møde med SHG medlemmerne og gik rundt i landsbyen og snakkede med de forskellige beboere. De kontaktrejsende besøgte også denne landsby i 2007. Helle har tidligere været på besøg i landsbyen, men ser ikke de store fremskridt. Det er fx stadig primært lederen af SHG gruppen som føre ordet, men de andre kvinder er mere tilbageholdende. Kumar fortæller, at landsbyen har været plaget af, at landsbybeboerne er blevet snydt af private långivere, som har krævet uhyrlige renter. SHG en Der er15 medlemmer i SHG en. SHG en mødes en gang om ugen og afleverer opsparing og drøfter ansøgninger til de lokale myndigheder. RPWO deltager i SHG møderne. Kvinderne siger, at de primært diskuterer opsparing. Kumar påpeger dog, at de også drøfter andre problemer i SHG en og selv løser nogle af problemerne. Kumar fortælleren, at der ikke mere er bange for at gå til politiet. De kontaktrejsende spørger om, hvad de har opnået. En af kvinderne svarer, at det før var meget svært at få et lån. Nu kan hun få det fra SHG en eller banken, og hun skal ikke bruge private långivere. SHG har fået 40.000 rps. i lån i banken, som de har betalt tilbage og 150.000 rps., som de er ved at afdrage. De har også fået personlige lån - 4.000 rps. per hoved. De har primært købt geder for lånene. Kvinderne har mellem 5-10 geder hver (en vi møder på vej til landsbyen har dog 20). En ged koster mellem 2.000 og 2.500 rps. De kan sælge et kid efter 6 måneder til 800-1000 rps. Efter to år kan de få 2.000 rps. De har dog endnu ikke solgt nogle. Indtil videre er der ingen problemer med at få græs til gederne. De betaler nogle gange 5 rps. per ged per måned til de lokale myndigheder, for at gederne kan græsse i skoven. Det har været svært at få lån til SHG i banken. Kumar har brugt meget tid på at snakke med banken, da de ikke tror på, at irulaer betaler lånene tilbage, fordi de immigrer meget. Han har taget nogle af stammefolkene med i banken. Der er også en mandegruppen i landsbyen, som sparer ca. 300 rps. om måneden per mand. Arbejde og skolegang Mange af kvindernes mænd og en enkelt kvinde migrer i flere måneder af gangen. De kontaktrejsende spørger ind til, om det er et problem, at mændene migrerer. Det mener kvinderne ikke. Kumar mener dog, det er et problem. Det er 20 skolebørn i landsbyen, men kun 10 går i skolen, fordi den kigger 6 km væk, og kun går til femte klassetrin. En pige fortæller, at hun har gået i skole indtil til 5 klassen, men efter det var der ikke andre af pigerne i landsbyen, som gik videre, så hun gik ud. De drøfter problemerne omkring skolegang i SHG en og de har afleveret en ansøgning til de lokale myndigheder for to år siden om at få etableret en skole tættere på landsbyen. Men de har endnu ikke fået svar (de har rykket for det fire gange). De har ikke taget stilling til, hvad de ellers vil gøre ved problemet med at ikke alle børn komme i skole Kvinderne arbejder i landbruget, når de kan få arbejde fx ved høst. De tjener typisk 50 rps om dagen. De arbejder ca. 15 dage om måneden. Kvinderne kan ikke læse og skrive, men de kan skrive deres navn. De har fået brugsretten (patte) til 36 huse (ud af 40 huse). Regeringen er ved at lave en undersøgelse af om, de kan få regeringshuse. De ønsker mere land. Regeringen er villig til at give dem land, men der er ikke noget offentlig land omkring landsbyen - det er privat ejet. Kvinderne påpeger, at de har dårlige huse og ingen badeværelser. De klager over, at de ikke kan få regeringsprogrammer til landsbyen. Kumar fortæller, at de gennem de sidste to år afleveret en masse ansøgninger om elektricitet, gruppehuse, vand, vej, pension etc., men at de ikke har fået noget. Landsbyen har fået en begravelsesplads. 12

Træning af medarbejdere Alle medarbejdere har fået træning i forest act. Der er 17 rettigheder omkring hvordan stammefolk kan bruge jorden. Kumar og Raj har fået træning i SSE (Schedule tribe act) og træning i legal rights. Kumar har fået kapacitets træning i 5 dage. Han har fået træning i hvordan man bruge pengene effektivt i et projekt, administration af projekter, hvordan man arbejde miljøvenligt, hvordan man planlægger og implementere planer. Den kvindelige medarbejder, Magthadevi har fået træning i forest department act 2006, der handler om, hvem der har ret til jord etc. Indkomstgenerende aktiviteter RPWO har for fire måneder siden fået en maskine samt gratis materiale af Virginia Gildersteeve International Fund til at lave hygiejnebind. De er ikke startet marketingsføringen af hygiejnebindene, men forventer at kunne sælge dem på pigeskoler. I alt 3-4 kvinder fra landsbyen Naruti arbejder med at lave hygiejnebind og får 55 rps. om dagen. Githa har fået halvanden månedens træning i syning. RPWO har tre symaskiner, så nu underviser hun 15-20 kvinder i syning på et tre måneders kursus. I en af de landsbyer hvor RPWO arbejder har de bihuse og producerer honning. RPWO vil prøve at sælge det. Men de er endnu ikke fået lavet marketing. Flere landsbyer, bl.a. Mallipatura, har tidligere fået undervisning i produktion af honning, har endnu ikke købt bihuse. RPWO vil først prøve at markedsføre og sælge honningen, inden de andre SHG er evt. køber bihuse. Samarbejde med andre NGO er og donorer RPWO arbejder ikke sammen med Ocorechids, som arbejder i en af de samme landsbyer som RPWO. De har prøvet at booke et møde 3-4 gange med lederne. Men det er ikke lykkes og Oerchid er ikke interesseret i at mødes. RPWO synes ikke, at det er noget problem, at de begge arbejder i landsbyen. RPWO er den eneste organisation i det område de arbejder, som arbejder med Irulas. RPWO arbejder sammen med NGO en SAFE, som også arbejder med irulaer men i et andet område. De mødes 1 gang om måneden. We will live er et 5 årigt regeringsprogram (3 år er gået). Regeringen har oprettet en gruppe i en af de landsbyer RPWO arbejder i (Naruti), og de får ydelser fra programmet. RPWO har også søgt at få ydelser fra programmet, men pga. politik er det ikke lykkes dem. We will live har en slags lokal bestyrelse. Der skal snart være valg til bestyrelsen, så RPWO vil prøve, at få en kvinde fra SHG en ind som sekretær, og på den måde forsøge at få ydelser fra programmet. Gennem we will live kan man få gratis TV, gas samt pension etc. De kontaktrejsende giver RPWO kontaktoplysninger på SEAS, og fortæller at de allerede har oprettet en federation, og at de har erfaringer med at indsamle lokale bidrag. RPWO har kontaktet Anthony Stevens, og han har spurgt om deres adresse, men han har ikke været der. Vi opfordrer dem til at kontakte ham igen. Han har også skrevet til dem, at de kan få en gratis bærbarcomputer hvis de skriver 10 medlemmer af RPWO ind i en ansøgning. Men det har de ikke haft tid til, da det har taget 5-6 måneder at få lån til Melmuthanur. 13

De kontaktrejsende spørger om, RPWO har kontaktet Action Aid. Det har de ikke, men vil lave en ansøgning. Vi opfordrer dem til at søge på nettet og finde ud af deres programmer og ansøgningsprocedure inden de ansøger. De spørger efter andre donorer. Vi siger, at de nu har internet og en medarbejder der kan engelsk, så de kan søge på nettet efter organisationer. Besøg i Landsbyen Naruti Der bor 52 familier i landsbyen. Kvinderne er til forskel fra kvinderne i landsbyen Melmauthanar meget mere snakkesaglige. SHG en har eksisteret i 3 år. Der er 30 kvinder i SHG en. De sparre 10 rps. op om ugen. I SHG en udarbejder de med RPWO s hjælp også ansøgninger om en vej, elektricitet, vand, patte, pension. De afleverer selv ansøgningerne til de lokale myndigheder. Hvis der er problemer, som de ikke selv kan løse ringer de til Kumar. Familiestridigheder løse de selv. Kvinderne fortæller, at efter SHG en er kommet til, er der mange ting, der er forbedret. De har fået elektricitet, vand, 12 community certificate. Før gemte kvinderne sig inde i husene, men nu kommer de ud. Ca. halvdelen af beboerne har brugsretten til deres jord (patta). Der bor 2-3 familier i en hytte. 10 familier har rationeringskort. Men rationeringskortene er ikke nok til at dække familiernes behov. Fx er de 10 i en familie, men de får det samme som en familie med to medlemmer, fx 20 kilo ris om måneden. De vil søge om rationeringskort til de andre familier, men først efter valget. Kvinderne fortæller, at mændene synes det er fint, at kvinderne har en SHG og støtter op omkring ansøgningerne til de lokale myndigheder. Mændene arbejder ofte med træfældning eller migrerer. SHG en har fået to lån fra forest department. Første gang 50.000 rps. og anden gang 50.000 rps. Kvinderne i SHG har også fået lån på 5.000 rps. per person. De skal betale det tilbage inden for 10 måneder. Dvs. at de skal betale 650 rps. tilbage om måneden. Kvinderne synes, det er meget. Kvinderne kan tjene penge ved landsbrugsarbejde og tjener 50 rps. per dag. De har brugt lånet til at købe køer, (3), geder (2), grise, afvikling af tidligere gæld og til ting i husholdningen. Lån fra forest department kan kun bruges på projekter til at skabe en indkomst og ikke hvide geder (de ødelægger skoven). Deres dyr må endnu ikke græsse i skoven. Der skal gå tre år før de må det, da skoven er ung. To har fået 300-400 rps. i bøde, fordi dyrene græssede i skoven. De regner med at de kan få 4.000 for en ged, hvis de sælger ved muslimernes festival. Kumar har også hjulpet 4-5 personer uden for SHG en med at få lån. De kontaktrejsende spørger om, hvordan de kan blive uafhængige af RPWO og Kumar. Det mener de ikke de kan. De siger, at de ikke ved noget. De mener de har gjort fremskridt, men uden Kumar er det ikke muligt. To af kvinderne i SHG en kan skrive og læse lidt, men de kan ikke skrive ansøgninger alene. De fleste børn i landsbyen går i skole, da den ikke lægger langt væk. Nogle går dog ud og leger i stedet. De drøfter problemerne om skolegang i SHG og tvinger børnene til at gå i skole. Skolen går 8. klassetrin. Derefter skal de på en skole, som ligger tæt på i nabolandsbyen. I landsbyen har en anden organisation oprettet en gruppe. RPWO mener ikke der er nogle problemer i det. Men mens vi er på besøg i landsbyen kommer en mand og afbryder mødet for at fortælle, at det ikke er RPWO som har sørget for fremskridtene i byen men nogle politikere, som arbejder sammen med den anden organisation. Kvinderne er uenige i dette. Der er således nogle stridigheder om, hvem der har sørget for fremgang for landsbyen. 14

Partnerskabet med Svalerne RPWO synes at samarbejdet med Svalerne fungerer godt. De håber meget på at svalerne vil fortsætte støtten. Vi understreger at det ikke er sikkert, at vi støtter dem efter det 3 årige partnerskab stopper, og hvis vi gør, er det udgangspunkt i udfasning af Svalerne støtter. Vi understreger endvidere at et nyt 3 årige projekt skal have mere fokus på træning af kvinderne, så de kan bliver mere uafhængige. Konklusioner og anbefalinger De kontaktrejsende vurderer, at der stadig vil tage noget tid før, at kvinderne i landsbyerne bliver uafhængige af RPWO, selvom RPWO synes, der er sket store fremskridt. RPWO regner med, at de om 2 år kan være uafhængige. Det virker ikke realistisk, da de stadig nogle gange meget operer som et service organ og ikke altid har fokus på målgruppens ressourcer. Der kan da være store forskelle på landsbyerne, og de kontaktrejsende har kun besøgt 2 landsbyer. De kontaktrejsende understreger overfor RPWO, at de stadig skal arbejde for at gøre kvinderne mere uafhængige. RPWO er i gang med at udvide organisationen, og de kontaktrejsende har udtalt Svalernes forbehold i forhold til at støtte et udvidet projekt set i forhold til udfasningen af Svalernes støtte og bæredygtigheden i det nuværende projekt. Det er lykkes RPWO, at få anden støtte fra andre donorer, hvilket tegner positivt for fremtiden. RPWO gør et stort stykke arbejde og har kæmpet hårdt med at få lån til landsbyerne. Der er dog stadig mange udfordringer fx med at motivere forældre til at sende deres børn i skole. De kontaktrejsende opfordrer dem til at tænke over, hvordan de kan motivere forældre og børn til at gå i skole, da de gerne vil gøre noget ved problemet med at flere børn ikke går i skole. De vil stadig gerne arbejde med børn i fremtiden. RPWO har fået internet, computer og printer og de har fået ansat en person, som taler og læser engelsk, så de har fået større muligheder for at henvende sig til andre donorer. Vi lover dem at sende en generel anbefaling, som de kan vise til potentielle donorer. De vil sende os eventuelle ønsker om ændringer i budgettet for 2009-2010 15

SEAS (Social Education & Action Society) Program: 12. marts: Møde med leder og medarbejder og besøg i landsbyen Pallipatu 13. marts: Møde med leder og medarbejder, særskilt møde med de den kvindelige medarbejder og en kvindelig frivillig samt besøg i landsby Ajur med kulturprogram 14. marts: Kort afsluttede møde med leder og medarbejdere Svalerne har støttet SEAS fra 1984 til 1994. I 2006 fik de engangsstøtte og i april 2007 startede støtten til et 3 årig projekt, som nu har kørt i ca. 1½ år. Det 3 årige projekt omhandler støtte til organisering af irulaere. Organisationen og medarbejderne Medarbejderne er de samme som sidste år. De 3 mandlige medarbejdere og lederen Selvan arbejder fuldtid, mens den kvindelige medarbejder Veerapathons arbejder på deltid. Veerapathon var praktikant sidste år, men er nu ansat som medarbejder. SEAS oplever ofte, at folk kommer til dem for at få deres hjælp, og de prøver at hjælpe dem. De tage ud i landsbyerne og laver et feltstudie inden de tager stilling til om de vil hjælpe den enkelte landsby. For 1 år siden begyndte de fx at arbejde med en landsby der ligger 60 km væk fra kontoret. Status for landsbyerne, sangrams og SHG er SEAS etablerer sangrams i landsbyerne, som både er for mænd og kvinder. Det er vanskeligt at etablere SHG er, men de har fået formet 8 grupper. Det er oftest mænd, som er ledere for sangramerne (enkelte steder er det kvinder). Det har vært vanskeligt at forstå for landsbybeboerne, at det ikke skal være en mand, som er leder af SHG erne. En SHG kan få lån efter 1 år og træning af regeringen. De skal først bevise de kan opspare og føre regnskab, før de kan få lån. Den gratis træning, som regeringen giver, er for 300-400 mennesker og træningsstedet ligger langt væk. Irulaerne kan ikke deltage i dette, da de ikke overnatter ude. SEAS giver derfor 1 dags træning i stedet. Irulaerne er ofte analfabeter, og ved ikke hvor de skal henvende sig, når der opstår problemer. SE- AS tager ud i landsbyerne en gang om ugen og snakker med dem om problemerne. SEAS hjælper dem med at gå til myndighederne med ansøgninger. De første 5-6 gange går SEAS med, derefter kan de gå alene. SEAS understøtter på flere områder, at irula børn går i skole. SEAS undersøger, om børnene går i skole, og om der er problemer i skolen. I de tilfælde hvor der er problemer i skolen, taler SEAS med lærerne. Irulaerne gå i offentlig skole sammen med andre børn fra andre kaster. SEAS snakker med lærerne, og lærerne og SEAS støtter børnene. Det er et problem blandt irulaere, at forældrene ikke mentalt er indstillet på at børnene skal gå i skole. Det er også et problem at forældrene på nogle tider af året rejser for at arbejde. Derfor prøver SEAS at finde familier, hvor børnene kan bo i mellemtiden, så de kan passe deres skole. Men det er svært. SEAS hjælper også med at skaffe skoleuniformer. Ved problemer med fx vold mod kvinder går kvinderne til panchayat lederen. Hvis det ikke løser noget går de til SEAS. I SHG erne diskuterer de politiske emner og kvinders rettigheder. Mange landsbyer kæmper for at få rettigheder til deres land. SEAS hjælper dem med at kæmpe for land. 16

SEAS har planer om at arbejde i 10 nye landsbyer op. De mener, at de har kapacitet til at løfte dette arbejde. De 18 landsbyer, som de arbejder med er ved at bliver mere uafhængige og landsbybeboerne er mindre frygtfulde. De kontaktrejsende spørger om, det er en mulighed, at landsbybeboerne med tiden giver et bidrag til at dække SEAS udgifter til de services, de yder til landsbyerne. SEAS svarer, at de betaler mad og drikke i landsbyerne. Landsbybeboerne betaler selv for transporten til banken og til de lokale myndigheder, når de skal aflevere en ansøgning. De betaler også selv udgifter til transport ved deltagelse i et kulturprogram. SEAS mener ikke, de kan betale mere end dette. Besøg i landsbyen Anjur Der er 20 familier i landsbyen. SEAS har arbejdet i landsbyen i de sidste 6 år. Der er formet en SHG og en sangram, som begge har eksisteret i omkring 2 år. Det er Duraj som er feltarbejder. I SHG en sparer de omkring 50 rps op om måneder. De låner til hinanden internt i gruppen. Alle der vil kan tage et lån. Der er ingen problemer med, at der er for mange der vil låne store beløb på samme tid. De har ikke taget lån i banken. De kontaktrejsende går rundt i landsbyen og taler med en gruppe kvinder, som er i SHG en. Kvinderne i SHG fortæller, at de har fået træning af SEAS i at gå i banken og lave en konto. De kan nu selv gå i banken. En kvinde fortæller, at hun selv har skaffet sit community certificate ved at gå til myndighederne en masse gange. De fleste i landsbyen har rationeringskort. Rationeringskortet er til hele familien. De kan selv gå hen og forny det uden problemer, når det udløber. En mand fortæller, at man kan købe ris for 1 rps. per kilo, og at de har fået et gratis fjernsyn med rationeringskortet. Der er flere i landsbyen, der har community certificate. En kvinde fortæller, at hun kan bruge hendes community certificate i forhold til uddannelse af hendes børn, låntagning og hun har fået doneret en cykel. I landsbyen er der ca. 8-10 huse regerings huse, som er doneret af de lokale myndigheder. Disse huse har også fået én lyskilde (enkelt pære). Derudover er der kommet gadelys i byen. Ca. halvdelen af husene i landsbyen har ikke lys. Landsbybeboerne har forskellige jobs; nogle arbejder i bazaren med at slæbe sække, nogle arbejde i haven på den nærliggende bilfabrik (de tjener ca.130 rps. om dagen) og nogle af kvinderne arbejder i husholdningen hos de højere kaster. Indkomstgenerede aktiviteter Fremstilling af mursten 15 familier fra 3-4 landsbyer har deltaget i at lave mursten SEAS udvælger de familier som er interesseret. Hvis der er flere interesserede kommer de med næste gang. Når de har taget kurset i at lave mursten kan de få arbejde på en fabrik. De kan tjene 300 rps. pr dag ved at lave 1000 mursten. Det er sæson arbejde, som de kan arbejde med ca. fra marts til juli. En af medarbejderne i SEAS (Durai) er ved at tage et kursus i at lave beton mursten. Det bliver mere almindeligt at bruge i stedet for almindelige mursten. SEAS vil derfor gerne i fremtiden give kurser i dette. Men der er flere omkostninger forbundet med denne type mursten, da det kræver meget land og flere udgifter til råmateriale. Man kan tjene 6-8 rps. per sten afhængig af, om der er udgifter til transport. Hvis man køber en maskine kan man producere mere, men den koster 100.000-200.000 rps. En mand kan lave 60 sten om dagen. Med en maskine kan 7 mand lave i alt 1.500 sten om dagen. 17

Sykurser Kun 1 kvinde har deltaget i et sykursus. Det koster 2.000 rps. for tre måneder. Hvis kvinderne fuldfører kurset får de et certifikat, som gør, at hvis de ikke får job i en virksomhed får doneret en symaskine af regeringen. Det er vanskeligt, at få kvinderne til at deltage i 3 måneders undervisning. De fleste tror ikke på det, og det er vanskeligt at deltage for dem. Fx er de vant til at have børnene med dem på arbejde. Flere kvinder er startet på kurset, men er hoppet fra. SEAS var ved at få et sykursus op at stå, men det blev ikke til noget. Regeringen tilbyder sykurser, men de finder sted langt væk fra deres område, og de kan ikke kurserne til deres område. De har derfor søgt støtte til at oprette et privat kursus. Andre muligheder for indkomst SEAS arbejder også på andre områder for at sikre en bedre indkomst for irulaerne. SEAS prøver fx at skaffe jobs til irulaere hos små industrier og firmaer. SEAS går fx til murstensfabrikkerne. Men det er vanskeligt for irulaerne vil helst ikke arbejde med dalitter eller andre kaster. SEAS fortæller, at regeringen også har forskellige programmer, hvor kvinderne har lært at fremstille kurve, lys og sæbe. SEAS prøver, at få irulaerne til at deltage i dette. Øvrige aktiviteter SEAS arbejder også med miljøspørgsmål. Hvis fx fabrikkerne i området har lukket noget farligt affald ud, og det er gået ud over nogle landsbyer, er SEAS involveret i at få kompensation til landsbyen. Hvis der er en strejke mod regeringen omkring miljø deltager SEAS også gennem federationen. SEAS har en aftenskolen. Der har været fire frivillige lærere, men nu er der kun to, da de to andre har fået andet job. Skolen er både for børn der går i skole, og børn der ikke går i skole. Den ligger i Sri Prampulau. Næste år har SEAS planlagt at fejre Irula festivalen, som finder sted i marts måned vha. lokal støtte. Federationen for irulaerne Federationen holder møde hver 3. måned. På møderne drøfter de, hvilke problemer irulaerne oplever. Federationen består af 18 landsbyer. I hver landsby er der dannet en sangram, som deltager i federationen. Antallet af landsbyder, hvor der er dannet en sangram, er steget fra 5 til18 landsbyer på to år. Federationen blev dannet i 1987, hvor SEAS begyndte at arbejde med irulaer. Det er målet, at federationen skal være for hele distriktet. Der er valg til federationen og de 18 landsby sangrams i april 2009. I hver landsby er der en sangram præsident og sekretær. Sammuel er præsident for federationen og den ældre medarbejder er sekretær. Federationen arbejder sammen med Dalit federationen omkring konflikten i Sir Lanka. De har lavet protester for at få tamiler tilbage til området fra Sir Lanka. De laver også demonstrationer og strejker sammen. SEAS understreger, at de i deres arbejde har fokus på irulaerne, men at dalitterne støtter irulaerne, når der opstår nogle fælles problemer. Fx omkring retten til land. Det er lidt uvist, om federationen for irulaer og federationen for dalitter arbejder sammen. 18

Forholdet mellem dalitter og irulaer Daliter og irulaer lever stadig meget adskilt. Når de lokale myndigheder tilbyder arbejde, som en del af retten til 100 dages arbejde, kan alle kaster komme og tage arbejde. Dalitter og irulaer kan dog ikke lide at arbejde sammen. Så hvis dalitterne arbejder et sted vil irulaerne ikke arbejde der. Men der er også eksempler på, at dalitterne hjælper irulaerne med at kæmpe om retten til land. SEAS kan mærke, at det hjælper på forståelsen mellem de irulaer de arbejde med og dalitter, at SEAS selv er dalitter. Det bygger bro. For 10 år siden ødelagde dalitterne irulaernes huse, men nu hjælper de dem med at kæmpe for deres rettigheder. SEAS har været involveret i et problem omkring at en ejer, som var dalit, skulle have lavet noget arbejder. Dalitterne ville ikke have arbejdet, men de ville ikke give det til irulaerne. SEAS hjalp irulaerne med at få arbejdet. SEAS oplever, at det er let for irulaene at få regeringsstøtte til elektricitet, veje etc, men at det er svært at få community certificate. Det er nemmere for dalitter at få community certificate. Samarbejde med NGO er og netværk SEAS er medlem af en dalit federation for NGO er i Tamil Nadu. SEAS deltager også i et netværk for organisationer, som arbejder med irulas (ITWWS). I forhold til den eksterne evaluering, som SEAS har spurgt om Svalernes holdning til i en e-mail, virkede det som om, de ikke kendte til e-mailen. Men de fortalte, at de er medlem af et netværk, der hedder Youth Children Program, som arbejder for børns rettigheder og for at få børn i skole. SEAS vil gerne lære af denne organisation og måden de arbejder på. De arbejder også med irula børn, og SEAS er også interesseret i at arbejde med uddannelse af irula børn. Der er møde i netværket 1 gang om måneden, hvor SEAS deltager. Budget for det svalestøttede projekt SEAS har i deres ansøgning skrevet, at de i de 2 sidste år af projektet vil skaffe henholdsvis 67.450 rps. og 63.500 rps. fra lokale bidrag. De får mest lokale bidrag i form af skoleuniformer, mad og lån af konferencecenter ved træning samt lån af bil. Det er svært at få pengedonationer. De får en gang i mellem 200-300 rps. af forskellige virksomheder. SEAS oplyser, at de indtil nu har samlet 18.000 rps. -20.000 rps. fra lokale bidrag. Beløbende som står i projektansøgningen virker derfor urealistiske. De kontaktrejsende drøfter løn med SEAS, og nævner at lønudgifterne stiger meget i de næste 2-3 år. Feltarbejderne får det første år 2.000 rps. om måneden og de to sidste år 3.000 rps. Selvan siger, at 2.000 rps. nok til at forsørge en familie, og at medarbejderne ikke får dækket udgifterne til transport. Udgifterne til transport er stigende, da flere landsbyer ligger langt væk. De 500 rps., der står i budgettet er derfor ikke nok til at dække udgifterne. Det bliver omkring 800-1000 rps. per måned. SEAS siger, at de mangler penge til projektet, idet de har mange udgifter til transport til landsbyer, der ligger langt væk og til træningsprogrammer (kost, logi og transport) De kontaktrejsende udtrykte, at de er villig til at diskutere ændringer i budgettet, men at Svalerne ikke pt. kan give mere støtte per år, end de gør nu. SEAS havde intet ønske om at ændre budgettet. SEAS vil gerne søge Svalerne om penge til en computer og en printer, omkring 25.000 rps. De skal bruge den til at lave ansøgninger til de lokale myndigheder for landsbybeboerne, skrive projektansøgninger, tjekke e-mail etc. De kontaktrejsende bad SEAS om at sende en kort ansøgning om dette, men at Svalerne lige nu har et meget stram budget og sikkert ikke vil være i stand til at give støtte til dette. 19

Besøg i landsbyen Pallipatu De kontaktrejsende besøger landsbyen Pallipatu, som også blev besøgt på kontaktrejsen for to år siden. Der bor 50 mennesker i landsbyer. Der er ca. 25 huse og 16 familier. Der er dannet et SHG i landsbyen med12 kvinder. SHG har eksisteret i 3 måneder. Det har været vanskeligt at overbevise kvinderne om at deltage. De tror ikke på, at det kan føre noget med sig. SEAS fortæller, at det er vanskeligt at organisere landsbyen. Alkohol er et stort problem i landsbyen. De fleste mænd drikker. Der er en ulovlig alkoholforretning, hvor nogle af mændene også får tilbudt mad og alkohol for at arbejde. SEAS vil arbejde for at lukke forretningen. Veerapathon er feltarbejder i landsbyen. Hun fortæller, at da hun startede med at komme i landsbyen var landsbybeboerne meget bange. Det tog tre måneder bare at tilnærme sig dem. Hun har taget dem med ud af landsbyen for fx at handle, således at de kan lærer andre kaster at kende, og lærer hvordan de skal bære sig ad uden for landsbyen. Nu er de mere åbne overfor hende. Hun holder SHG møder med kvinderne. For at få involveret mændene i landsbyen, samler hun mændene ca. 1 gang om måneden. Mændene er interesseret og vil også gerne spare op. På møderne diskuterer de, hvor meget de tjener på deres arbejde fx i rismøllen. Enkelte familier har taget lån af ejeren af rismøllen til en høj rente. Nogle familier lever ved rismøllen og arbejder også i ejerens hus. De er en slags bounded labour, idet de også har taget lån af rismølleejeren. Før arbejdede nogle af kvinderne i landsbyen for Reddy kasten i deres huse og fik kun 10-20 rps og gammelt mad. Hun har taget de familier tilbage til landsbyen. Der har været et problem med deres rationeringskort, da de højere kaster har taget kortene fra dem og købt billigt ris etc. og solgt det til dem. Feltarbejderen har derfor skaffet rationeringskortene tilbage. De kontaktrejsende snakker med lederen af SHG. Hun sparer ca. 50 rps. op om måneden. Hun ønsker for fremtiden en god uddannelse til hendes børn og bedre huse, da de er utætte i regntiden. Nogle af kvinderne i landsbyen fortæller, at SEAS har hjulpet med at skabe bedre levevilkår. Flere af landsbybeboerne har fx fået penge gennem en regerings fund, som hedder we will live. Tre landsbybeboere har fået pension gennem we will live, 150 rps. om måneden. Kvinderne fortæller også, at en af mændene i landsbyen havde fået en check på 9.000 rps gennem we will live, men at nogle tog den fra ham. SEAS hjalp med at få den tilbage. Han har brugt pengene til at købe en ko. Landsbyen har med SEAS hjælp fået gadelys og vandpumpe og har fået ja til en ansøgning om at få lavet et stykke vej ud til landsbyen. Derudover har landsbyen søgt om én lyskilde i hvert hus. De vil også søge om huse. SEAS mener, at der med tiden kan dannes en sangram i landsbyen. De fleste i landsbyen har dag til dag arbejde, hvor de fx fælder træer eller arbejder i landbruget. Mændene kan få job når der skal sås, og både kvinderne og mændene kan få arbejde til høsten. Hvis der er et problem i landsbyen går de til feltarbejderen. Fem af børnene i landsbyen går i skole, mens fire arbejder fx med havearbejde eller køkkenarbejde (80 rps. om dagen). Jorden de bor på er det regeringens, men de betaler 55 rps. i skat til regeringen. Så hvis nogle kommer og vil jage dem væk kan de vise dette. 20