Timbuktu Et undervisningsmateriale Fag: historie, kristendomskundskab, fransk og samfundsfag. Niveau: gymnasiale uddannelser Forfatter: Birgitte Maria Smidt. 1. Bag om filmen 2. Synopse 3. Afrikas mange stemmer. Den sproglige virkelighed 4. Den afrikanske æstetik 5. Islam: Mission og fundamentalisme
Bag om filmen Timbuktu er et autentisk berettende og samtidig kunstnerisk udført fransk-mauretansk såkaldt world cinema drama. Filmen, der er instrueret af mauretanskfødte Abderrahmane Sissako, blev nomineret til en Gylden Palme i Cannes 2014 og vandt Den Økumeniske Jurys Pris og Francois Chalais-prisen. På amerikansk jord var filmen nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Udenlandske Film. Nomineringen er Mauretaniens første nogensinde. Det afrikanske Afrika har på alle måder fået en filmisk stemme. Filmen, der lægger sig tæt op af den dokurealistiske genre, ser på den islamistiske jihadistgruppe Ansar Dines tidligste besættelse af Malis hovedstad Timbuktu i 2012 og lægger anslag til en refleksion over det tabte Afrika. Centrale dele af filmen bygger på realia, blandt andet den offentlige stening af et ugift par i Aguelhok. Filmen er som kunstværk et stilhedens skrig mod teokratisk funderet intolerance og uniform tænkning. Filmen blev optaget i det sydvestlige Mauretanien i byen Oualata.
Synopse Filmens tempo er langsomt, og inden man vænner sig til den usædvanlige rytme, kan den forekomme usammenhængende med sin mosaik af umiddelbart brudte scener uden narrativ støtte af nogen visuel eller auditiv art. Men som karaktererne dukker op for anden gang, forstår vi plottet, der her står entydigt klart. En fisker dræber en ko, der ødelægger hans net i floden, og koens ejer, der er kvæghyrde og afhængig af sit kvæg, konfronterer ham medbringende en pistol - på trods af hans hustrus bekymringer. Fiskeren og kvæghyrden kæmper i floden, og fiskeren bliver dræbt af et skud. Fiskerens mor nægter at tilgive bonden, og byens shariadomstol fastsætter hurtigt de fornødne blodpenge for sønne- og ærestab til 40 køer. Hyrden har kun syv og kan ikke betale og dermed slutte konflikten. Straffen herfor er ifølge sharialovgivningen offentlig henrettelse. Da hans kone møder frem til sin mands sidste minut, løber mand og kvinde mod hinanden, og i samme sekund skyder islamisterne og dræber dem begge. Lav to og to en personkarakteristik af en udvalgt karakter. Beskriv personen ud fra dens nære miljø, de mennesker, der står ham-hende nærest, og den levevis, der er meningsfuld for personen. Lav herefter en gruppekarakteristik af en udvalgt entitet (enhed, gruppe). Hvilke værdier har denne enhed, og hvad er det gode liv for menneskene heri? I et større perspektiv: Undersøg Ansar Dines historik og forbindelser til de øvrige islamistiske bevægelser, der missionerer i Afrika og i Mellemøsten. Mulighederne er mange: Eksempelvis Boko Haram, Jizbollah, Hamas, Taleban, Al Qaeda og ISIS. Afrikas mange stemmer. Den sproglige virkelighed I Timbuktu er mobiltelefonen en vigtig kommunikationsform i en tid, hvor menneskene taler forskellige sprog og må benytte mellemmænd tolke for at forstå hinanden. Der synes fra første instans at være en uoverstigelig sproglig barriere mellem de forskellige sprog. Vi er langt fra et
Europa med et basalt skolekendskab til nabolandenes sprog. Lad os se nærmere på Afrikas multifacetterede sproglige virkelighed. Sagen er den, at ud af verdens anslåede 6000 talte sprog er de 1800 sprog afrikanske. Det betyder, at listen over afrikanske sprog kan være ganske umulig at overskue og endnu mere abstrakt at forholde sig til i praksis. Den vestlige sprogvidenskab har dog eller rettere: derfor - inddelt de afrikanske sprog i fem grupper: 1. Afroasiatiske sprog 1 2. Niger-kordofanske sprog 2 3. Nilo-sahariske sprog 3 4. Khoisansprog 4 5. Austronesiske sprog 5 Ved siden af disse egentlige og naturligt opståede afrikanske sprog tales en række europæiske sprog, der er (og derfor i den afrikanske bevidsthed ofte fungerer præcis som) kolonimagternes sprog altså som sprog påført med tvang, og som ikke udtrykker eller er i stand til at udtrykke egentligheden, den afrikanske sjæl: 6 1 Den afroasiatiske sprogæt benævnes også hamito-semitiske sprog og omfatter seks sprogfamilier med over 250 sprog, som tales af over 300 millioner mennesker. Størst er arabisk med ca. 180 millioner arabisktalende. Den afroasiatiske sprogæt er verdens næststørste sprogæt lige efter den indoeuropæiske sprogæt, rummende over 400 sprog, herunder dansk. 2 Den niger-kordofanske sprogæt er Afrikas største med over 1000 sprog fordelt på ti sprogfamilier. Den tales af over 160 millioner mennesker. Størst af yoruba (ca. 20 millioner), mens swahili, der er modersmål for ca. fem millioner mennesker anvendes af over 40 millioner som andetsprog. 3 Den nilo-sahariske sprogæt er central- og østafrikansk funderet med ca. 160 sprog fordelt på otte sprogfamilier, der tales af ca. 35 millioner mennesker. Størst er kanuri (ca. 3, 5 millioner). 4 Khoisan er en sprogæt med ca. 30 sprog, der tales af Sydvestafrikas to oprindelige befolkningsgrupper, hottentotter (khoi) og buskmænd (san), i alt cirka 200.000 mennesker. 5 Den austronesiske sprogæt indgår i sprogæten austro-tai, som også omfatter tai og rummer ca. 720 talte sprog, der tales af mere end 240 millioner mennesker. Størst her er javanesisk (ca. 70 millioner). 6 Herudover tales der en række indiske sprog i Syd- og Østafrika, afrikaans i Sydafrika og Namibia og flere såkaldte kreol- og pidginsprog.
1. Engelsk 2. Fransk 3. Portugisisk 4. Spansk 5. Tysk Filmen Timbuktu har denne sproglige virkelighed med som et underliggende tema; der tales mange forskellige sprog, og hvert sprog afslører en status eller en levevis. Personkaraktererne taler bambara indbyrdes (der tales af den største etniske gruppe i Mali, bambarafolket, der nærmer sig de små tre millioner personer), men bambara er også betegnelsen for Malis såkaldte lingua franca 7, der hører under sprogfamilien manding (der også rummer mandinka og er en undergruppe til Afrikas største sprogæt, Niger-kordofan-sprogæten. Herudover opleves ørkensprog tuareg (også kendt som nomadefolket det blå folks sprog), arabisk (islamisternes medbragte sprog), fransk (europæernes medbragte sprog og Malis officielle sprog efter koloniseringen) og i et enkelt tilfælde eller to, engelsk. Nedenfor ses bambarasprogets udbredelse. Bemærk den naturlige formation på tværs af nationalstater. 7 Lingua franca er betegnelsen for det sprog, der i et område uden fælles modersmål bliver det egentlige fællessprog. Et eksempel er engelsk som lingua franca i det videnskabelige sprog.
Den afrikanske æstetik Abderrahmane Sissakos Timbuktu er et skrig fra et blødende hjerte. Det er en visuelt meget smuk film med en fortælling, der tydeligt bærer en lidenskab i sig, som kommer til udtryk med ekstrem ynde og, ville franskmændene sige, délicatesse hensynsfuldhed, omsorg. Timbuktu er et portræt af instruktørens barndom i den vestafrikanske stat Mali og i Tuaregbyen Timbuktu, hvis rige og humane traditioner Sissako har oplevet blive trampet ned af fanatiske jihadister, der selv ofte stammer fra andre lande og religiøse virkeligheder. Fortællingen udspiller sig omkring en ko, hvis navn GPS tidligt bærer en symbolik for et land, der er faret vild. Det, at Afrika er et kontinent med lande, hvis grænser ikke er draget af afrikanerne selv men fjernkontinentalt af imperialistiske, europæiske stater, betyder, at grænsedragningerne ikke er naturlige og etnisk-kulturelt meningsfulde, men derimod fungerer som kunstige rammer for en kontinental sjæl, der langt hen af vejen bygger på én fælles grundværdi: Kærligheden til det smukke og sanselige, kærligheden til kroppen. Menneskekroppen er det sociale omdrejningspunkt i alle sociale relationer, og det er med kroppen, at alle livets profane og hellige dimensioner fejres. Kroppen er det menneskelige redskab for at udtrykke alle former for status og følelser, og man kan ud fra et afrikansk ståsted ikke forestille sig glæde uden brug af kroppen æstetisk. Og med den æstetiske krop knytter sig alle menneskets sanser. Det sanselige aspekt har en essentiel værdi for hver enkelt afrikaner, og med det sanselige tænkes her specifikt på musikken, dansen, bevægelsen. Afrikanere har kroppen med i alle sociale sammenhænge, i højere grad end man kender fra Vesten. Samtidig er der forskelle i fortolkningen af specifikke kropsdeles æstetisk-kønslige funktion. Eksempelvis kan en dans forstås som sexet i Europa, hvorimod den udtrykker energi, glæde og-eller frugtbarhed i Afrika. Bambarafolkets kunst i Mali står i nær forbindelse med religionen og har sit fornemmeste udtryk i masken, oftest i form af en træskulptur, som forestiller en stiliseret antilope, der er guddom for marken og afgrøden. Maskerne fastgøres rituelt til en flettet hue af bast og bæres oven på hovedet i en dans, hvor den dansende efterligner antilopernes spring. Bevægelsen er central, kroppen et kommunikationsmiddel med det hellige. I disse geometrisk-konstruktivistiske skulpturer har bambarakunsten nået et enestående niveau uden sidestykke andre steder i Afrika. Mali, især den
sydlige del (og i øvrigt også den nordvestlige del af Elfenbenskysten), er med andre ord vært for en del af kontinentets kulturelle verdensarv. Filmen er stille og visuelt fin i sit udtryk. Det er med stor kraft, at Sissako i løbet af de første, ganske få minutter skaber en smertelig association til islamistiske gruppers omfattende ødelæggelser af den afrikanske kulturarv ved at vise jihadisters skydevåben destruere masker og statuetter. Dette er den perfekte måde at portrættere den besættende magts totalt manglende respekt for århundreders kunst og med et fokuseres igen på mennesker; vi forstår, at virkeligheden drejer sig om menneskenes skæbne. Kontrasten mellem den afrikanske æstetik og shariastatens regelsæt er så ekstrem, som tænkes kan. Filmen viser den afrikanske befolknings reaktioner på de ekstreme islamiske regler, som de oplever som absurde; en kvindelig fiskerkone (CHECK) får at vide, at hun skal bære handsker i sit arbejde for at skjule sine hænder; en kvindelig sanger straffes med fyrre piskeslag for sin sang og fyrre piskeslag for at have opholdt sig i samme rum som ham (CHECK), som akkompagnerede hende instrumentalt; et ægtepar begraves i sand til halsen og stenes til døde; unge mænd spiller fodbold virtuelt, uden fodbold, som er bandlyst. Den ene scene efter den anden bærer et flow med sig af rolige argumenter
for moralspørgsmålet omkring, hvorvidt jihad er en personlig, moralsk kamp eller en mere eksternt funderet og fysisk kamp, og hvorvidt islamisterne har ret til at gennemtvinge sharia i det traditionsrige og i øvrigt polyteistiske, lokalafrikanske samfund. Islam: Mission og fundamentalisme Krig, vold og destruktion har sandsynligvis altid været en del af den menneskelige adfærd, en uundgåelig modpol til forsøget på at skabe et fredeligt samfund. I det før-islamiske Arabien, hvor islam senere kom til at udspringe fra, var krig, på grund af manglen på en autoritet, den normale tilstand, mens fred var noget, der krævede en specialaftale mellem stammerne. Med islams komme forandredes denne tilstand, idet det blev forbudt muslimerne at dræbe deres trosfæller, og den eneste acceptable form for krig, ved siden af undertrykkelse af oprør, blev jihad, der havde det religiøse mål: at udbrede islam og islamisk lov, sharia, til hele verden. Jihad er blevet oversat til hellig krig, men betyder faktisk anstrengelse (og her skelnes mellem den store og den lille jihad), og missionsbefalingen ophører i teorien ikke før hele den ikke-muslimske verden er vundet for islam. Centralt her står buddet om at skelne mellem monoteistiske kulturer og polyteistiske ditto, og i denne skelnen var de polyteistiske samfund som de afrikanske ikke de højest rangerende. Mens
de kristne og de jødiske folkeslag, begge abrahamistiske, kunne bevare deres tro, blot de betalte kopskat, blev de flergudsdyrkende samfund befalet at konvertere til islam, og disse vantro har siden 700-tallet haft to valg: at leve som slaver eller dø. Arbejd videre med islamiseringen af Afrika, idet I i grupper udvælger et land og ser nærmere på tiden fra slutningen af 600-tallet til (som en mulighed) den europæiske kolonisering. Nord- og Vestafrika var nogle af de første afrikanske regioner, der oplevede den islamiske mission, og dette skyldes det forhold, at islams introduktion i Afrika fulgte handelsvejene; inden for dette område var der kun ringe kontakt mellem østkystens handelsfolk og indlandet. Handelskaravanerne, der fulgte Silkevejen og altså trak tråde fra Kina helt til Europa og det nordvestlige Afrika, gjorde tidligt Marokko og Mauretanien til centre for international handel. Byen Timbuktu ligger lige nord for Niger-floden og blev grundlagt allerede i 1100-tallet som handelsmæssigt knudepunkt. Her handledes med guld, elfenben, slaver, salt og asiatiske delikatesser, og Timbuktu var gennem flere århundreder regionens vigtigste by og hovedstad og regionscentrum for adskillige riger. Et universitet blev tidligt knyttet til byen, der således også blev intellektuelt centrum med op til 25.000 forskere og studerende. Byen ligger på grænsen mellem det såkaldt sorte Afrika syd for Sahara og det arabiske Nordafrika, og dens position inden for købmandsskab og akademisk formåen har været med til at gøre byen til et af verdens mest sagnomspundne steder som en metafor for fjerne, eksotiske lande; en by netop fra de varme lande, som man sagde, før man vidste bedre og mere præcist. I ørkenen uden for Timbuktu lever byens oprindelige tuaregfolk, som op til i dag har holdt den oprindelige beduinkultur ved lige, blandt andet ved den årlige musikfestival Festival du Désert, der traditionelt har mikset kamelvæddeløb, markeder med det mest grundlæggende i for afrikaneren i Mali: musikken. Traditionen har været indstillet, siden den fundamentalistiske bevægelse Ansar Dine har indtaget byen i 2012. Timbuktus mange kulturmindesmærker og en pyramide, der er på UNESCOs verdensarvsliste for umistelig kunst og kultur, er ligeledes anset for at være i fare; islam og ikke mindst den rigide islamisme, der sætter Hadith-teksterne højt tabuiserer menneskets
illustrationer af det levende. I filmen Timbuktu trækker Afrika endnu vejret under jihadisternes formaninger, men vi forstår, at jorden er udpint. Dette erkendes også fra muslimsk side i filmen. Islamisterne, der forbyder dagligdagsfornøjelser som musik og fodbold og etablerer shariastraffe som pisk og stening, optræder som nypuritanere over for et etableret muslimsk system, repræsenteret af den lokale imam, der længe har prædiket en næstekærlig og tolerant udgave af islam. Islamisterne møder op i moskeen med våben. Beskriv i grupper islamisternes fremfærd. Hvad sker der? Hvem har magten i forsamlingen? Hvilket forhold har islamisterne til teknologien? Beskriv deres brug af mobiltelefoner, biler og videokameraer i lyset af deres religiøse virke. Hvilken funktion har deres våben også i lyset af deres religiøse virke? I militarismens nærhed ophører byen Timbuktu med at være Tombouctou la mystérieuse det legendariske, magiske sted for at blive et hårdt, grimt og på flere niveauer kærlighedsforladt sted af frygt og snæversynethed. Sissako skaber en kæde af tableauer, der giver os scener fra en traumatiseret nation, en nation, der historisk er revet fra hinanden og i nutiden mærker konsekvenserne af den islamistiske mission. I midten af den nationale tragedie står en familie, der lever i kærlighed og idyl: Kvæghyrden, Kidane, hans hustru Satima og deres 12-årige datter samt familiens adopterede hyrdedreng. Plottet den problemsættende hændelse - tager udgangspunkt i en lokalafrikansk hændelse: en disputs mellem to mænd omkring en kos færden. Udfaldet, et mandsdrab, er i sig selv tragisk, men Malis nye teokratiske stat stadfæster brutalt en dom over noget, der ingen forbindelse har til styrets egne omsiggribende religiøse love. Sissako udstiller her islamismens ensidigt onde væsen af fuldkommen ufølsomhed og umodenhed, der spolerer menneskenes samfund også muslimernes.
I fremstillingen af det onde gør instruktøren brug af dets modsætning det skønne. Filmen byder på flere fantastiske visuelle øjeblikke: Det panoramiske flodmotiv er i al sin skønhed den fuldkomne kontrast til de scener, hvor islamismen taler. Find så mange scener som muligt, der taler for det smukke, traditionelle Afrika. Hvad ser vi? Hvilke positive sider af Afrika fortælles her? Hvordan fremstilles på modsat vis repræsentanterne for det teokratiske Mali? Hvad sker der i farvevalg, kameravinkel og billedkomposition? Tænk for eksempel på naturmotiverne i forbindelse med islamistens frieri hvad skal vi føle her i forhold til islamismens kvindesyn? Hvordan portrætteres de unge mænds desperate forsøg på at spille fodbold? Hvilke værdier er sat i spil her? Ser I et muligt satireaspekt her? Hvad sker der mellem ordene i scenen, hvor en ung mand filmes i sine pro-islamiske overvejelser? Hvordan får vi på trods af det umiddelbare budskab et indtryk af ulykkelige følelser og fortvivlelse? Hvad ønsker Sissako at fortælle os med detaljen omkring den rygende islamist?
Til trods for sit afgjort kritiske blik på Ansar Dines krænkelser af de helt basale menneskerettigheder, gør Sissako ikke jihadisterne til stereotype dæmoner uden ansigt. Timbuktu viser islamisterne som mænd, som på trods af deres engagement i fanatismens udbredelse ikke helt har glemt deres hjerter, men blot indkapslet dem i stålet fra en selvudnævnt stat, og nu griber ud efter rigiditeten i læsningen af helligteksterne og afvisningen af selvet, især hvad angår det feminine køn. Det centrale budsskab ligger dog hele tiden andetsteds: Denne bølge af intolerance er ikke frugten af Malis egen jord, selvom den oprindelige konflikt på flodbredden er skabt af dens levevilkår. Selv naturen synes at beskue jihadisternes gerninger med et trist blik, efterhånden som kameraet fører os frem over sand, sten og vand; islamismen kommer udefra, og den er uvelkommen.
Steninger, pisk og øvrige brutale og barbariske sanktioner formidles filmen igennem næsten minimalistisk - enkelt og uden brug af det spektakulært dyrkende, der blandt andet møder os i andre lidelsesfilm som The Passion og 12 Years A Slave. Den afrikanske stolthed voldtages, stjæles og dræbes i korte, stille momenter, der nærmest står alene uden brug af eksplicitte virkemidler, der kan risikere at banalisere smerten. Men i stilheden vokser stoltheden det desto mere. Sissako har selv udtrykt, at det er i menneskeliggørelsen af fjenden, at ens egen menneskelighed ligger. Steningsscenen varer kun få sekunder og punktueres undervejs af den dansende jihadist. Hans ansigt udtrykker ikke tiltro til gerningen. I stedet beder han til sin gud. Hvad fortælles her på nærmest poetisk og surrealistisk vis? Vi skal nu se nærmere på det billede, filmen giver af verdens næststørste religion, islam. Er filmen antimuslimsk? Nej. Timbuktu viser rent faktisk, at islam ikke har noget med islamismen at gøre. Islam fremstår som en religion, der er blevet kidnappet af en form for bande. Hvad er det, imamen spørger til, da han til jihadisterne stiller følgende spørgsmål: Where is
God in all this? Where is the compassion? Where is forgivesness? You re traumatizing people, you re arrogant. What you re doing to our people has nothing to do with islam. Man kan fremføre, at den vestlige politik efter terrorangrebet på Twin Towers i N.Y. den 11. september 2001 har drejet sig mod islams grønne farve som den nye fælles fjende. For modstandere af denne unuancerede tænkning er der tale om ren stigmatisering. Hvad betyder dette ord? Hvad tænker du selv herom? Islamismen er forbundet til islam, men islam er ikke forbundet til islamismen hævdes det i venstreorienterede kredse. Hvad betyder det? Den værste terror, som de islamiske ekstremister repræsenterer, er med andre ord ikke udelukkende reserveret de vantro vesterlændinge, men påført de folk, der måske af Vesten anses for at være ekstremismens egne trosfæller.