Døden er en gåde. Vi ved ikke, hvad der sker efter livet. Gåden løses ikke i nærværende

Indledning Døden er en gåde. Vi ved ikke, hvad der sker efter livet. Gåden løses ikke i nærværende bog. Det er derimod meningen, at bogen skal oplyse om de mange problemer, der dukker op i forbindelse med et dødsfald, og besvare de mange spørgsmål. Døden er fortsat ikke et naturligt samtaleemne i Danmark, og vi finder, at der bør rådes bod på den usikkerhed, der følger heraf. Bogen er stilet til alle danskere, høj som lav, lærd såvel som læg. Den behandler mange praktiske emner, herunder reglerne for obduktioner og forskellene på de retsmedicinske og de lægevidenskabelige obduktioner. Hvilken hjælp kan man få fra socialrådgivere og bedemænd, hvad er de pårørendes rettigheder og roller. Vi vil dog ikke gå uden om religionen og har et afsnit om dette emne. Vi har også valgt at perspektivere døden ud over de håndgribelige regler og fakta. Således omhandler bogen også dødens psykologi: hvad sker der, når man får en dødsdom, hvad er en værdig død, skal børn være med til begravelser? Det historiske perspektiv behandles i kapitlet om fortidens begravelsesritualer, hvori der også er overvejelser om troens oprindelse. Sproget er bevidst gjort let læseligt, selv om forfatterne er akademikere. Vi føler, at vi er kommet rundt om alle emner og håber, at bogen også kan få udbredelse til sundhedsuddannelserne og i det hele taget medvirke til nedbrydning af blokeringen over for døden. Jørgen L. Thomsen Indledning 5

INDHOLD Indledning / 5 1. Livet spejlet i døden Omsorgen for den døde i historisk belysning / 11 Jesper L. Boldsen 2. Fra jord til jord / 25 Peter Mygind Leth og Martin Worm-Leonhard 3. Ligsyn og dødsattest / 37 Peter Thiis Knudsen 4. Den retsmedicinske obduktion / 47 Peter Thiis Knudsen 5. Forsikringsobduktioner / 57 Peter Thiis Knudsen 6. Hjernedød og organdonation / 63 Peter Thiis Knudsen 7. Livstestamenter / 71 Jørgen L. Thomsen 8. Identifikation og ekshumering / 77 Peter Thiis Knudsen 9. Undersøgelser på gerningsstedet / 95 Jørgen L. Thomsen INDHOLD 7

10. Når en udlænding dør i Danmark / 103 Birgitte Schmidt Astrup 11. Når en dansker dør i udlandet / 111 Birgitte Schmidt Astrup 12. Død på søen / 121 Birgitte Schmidt Astrup 13. Retsmedicinerens tanker om døden / 129 Jørgen L. Thomsen 14. Død på sygehuset. Sundhedslovens regler / 135 Niels Korsgaard og Ulrik Baandrup 15. Død uden for sygehuset / 143 Niels Korsgaard og Ulrik Baandrup 16. Hospitalsobduktion / 149 Ulrik Baandrup og Niels Korsgaard 17. Dagligdagen på en hospitalsafdeling for patologi / 159 Ulrik Baandrup og Niels Korsgaard 18. Beretninger fra en retsmedicinsk teknikers dagligdag / 167 Peter Knudsen og Tonny Hansen 19. Bedemandens arbejde, herunder om begravelse og ligbrænding / 181 Nils-Peter Holm 20. Døden og begravelsesskikke i evangelisk-luthersk kristendom, jødedom og islam / 193 Gabriella Dahm 21. Martinus og døden / 209 Ole Therkelsen 8 OM DØDEN

22. Når man får en dødsdom / 215 Susanne Ursula Larsen 23. Palliativ indsats til den døende lindring i den sidste tid / 223 Anette Damkier 24. Vi har mistet et barn / 237 Erik Hedelund 25. Dødens psykologi / 247 Louise Brückner Wiwe 26. Samtaler med pårørende/afsked med den døde / 269 Jørgen L. Thomsen 27. Dødens etik / 277 Jørgen L. Thomsen 28. Om arv og testamenter / 283 Hans Viggo Godsk Pedersen 29. Hjælp og støtte i en svær tid sygehussocialrådgiverens fagområde / 297 Astrid Skotte Lange og Lisbeth Langkilde 30. Dødsfald blandt misbrugere / 307 Jørgen L. Thomsen 31. Hvad dør vi af? / 317 Jørgen L. Thomsen Litteratur / 329 Forfattere / 332 Stikordsregister / 334 INDHOLD 9

Livet spejlet i døden Omsorgen for den døde i historisk belysning KAPitel 1 Jesper L. Boldsen

I en hule i det, der i dag er det nordlige Israel, har man fundet de første sikkert kendte menneskelige begravelser. De fandt sted for næsten 100.000 år siden. De er dog formentlig ikke de ældste døderitualer, som er blevet afdækket arkæologisk. Det er lidt af en kunst at slutte sig tilbage fra spredte forstenede knogler og stenredskaber til forholdet mellem de mennesker, hvis rester og redskaber vi finder. Endnu vanskeligere er det at slutte et skridt længere tilbage og prøve at forstå de tanker og følelser, som handlingerne, hvis spor vi finder, er et udtryk for. På trods af det skal vi i dette kapitel prøve at følge de levendes forhold til de døde så langt tilbage som muligt, og i den beretning vil vi prøve på at nærme os spørgsmål om, hvordan døden er blevet opfattet gennem menneskehedens historie. For at gøre det må vi begive os ud på en rejse gennem tid og rum over mere end trekvart million år og fra Spanien til Israel med en enkelt afstikker til Afrika for næsten to millioner år siden. Den rituelle omsorg for den døde er et karaktertræk ved alle mennesker og er måske med til at definere os som mennesker i forhold til andre levende væsner. Vi vil formentlig aldrig blive i stand til at følge riterne omkring den døde og de tanker, der må være gået ind i dem tilbage til deres første oprindelse. Man kan foretage sig så mange ting med den døde krop, som ikke efterlader sig arkæologiske spor, som vi kan fortolke som dødeomsorg, selv om mange andre arkæologiske spor kan berette om, hvordan vore forfædre af hvilke vi i dag ville klassificere nogle som dyr og andre som mennesker har udviklet sig emotionelt, mentalt og socialt. Her vil vi koncentrere os om det udsagn, som de døde og deres lejring kan fortælle os om, hvordan de levende har spejlet sig i de døde og i døden. For at kunne følge med i denne beretning er det nødvendigt med et overblik over, hvad der er sket, siden vores forfædre blev mennesker, i den forstand vi bruger ordet i dag. Men det skal ikke alt sammen handle om en fjern fortid befolket med væsner, vi ikke engang er sikre på, vi ville kalde mennesker. Vi kommer også ind på dødekulten efter istiden, da vore umiddelbare forfædre genbefolkede Nordeuropa, blev bønder, opfandt metalteknologien, byggede byer og blev kristne. Vi slutter ved reformationen omkring 1530, hvor Danmark i det store og hele blev præget af den protestantiske kristendom, hvis forhold til døden nutidens præster og teologer kan belyse langt bedre end arkæologien. Da mennesket blev menneske Hvad er et menneske? Det er et på en gang såre enkelt og dybt kompliceret spørgsmål. I dag har vi ingen problemer med at se, hvem der i vor samtid er et 12 OM DØDEN

menneske, og hvad der ikke er det. For mindre end to hundrede år siden var det måske ikke så let, for var de sorte amerikanere, slaver af afrikansk afstamning, rigtige mennesker? Var de skabt af Gud som skabningens herre, eller var de for evigt sat på jorden som tjenende hænder for de rigtige mennesker de hvide af europæisk oprindelse? Og når vi går bagud i tiden, bliver spørgsmålet mere og mere kompliceret. Så lad os starte let: Biologisk set er chimpansen det væsen, der er nærmere beslægtet med mine læsere, mig og alle andre nulevende mennesker end med de menneskeaber, der befolker skovene i Centralafrika. Alle nutidens mennesker tilhører én utroligt homogen biologisk art, Homo sapiens. Men for at forstå det, der er sket, siden vi og chimpanserne havde fælles forfædre og spørgsmålet om, hvad der var mennesker, og hvad der ikke var det, derfor var ikke eksisterende må vi se udviklingen fra et evolutionært synspunkt. Her, hvor vi ikke skal beskæftige os med evolutionens mekanismer, men kun dens resultater, er det nok at vide, at evolution består i, at tiden går, ændringer indtræffer, og at det ikke er muligt at rulle disse ændringer tilbage, når de først er indtrådt. Menneskets og chimpansens evolutionære veje skiltes for mellem fem og syv millioner år siden, da det nordøstlige Afrika blev et savanneområde skilt fra de store skove i Centralafrika. Vi ved ikke meget om vores sidste fælles stamform, men kort tid efter at menneskelinjen var opstået, vandrede tobenede, menneskeabelignende væsner rundt på stepperne i Afrika. Biologisk set var disse væsner mennesker, men hvis vi kunne møde dem i dag, ville vi klassificere dem som dyr godt nok tobenede dyr, men det er høns jo også. Disse tobenede aber levede videre i Afrika. De blev gennem de følgende millioner år bedre og bedre til at gå på to ben, men mængden af rygproblemer, som moderne mennesker oplever, fortæller, at tilpasningen til den oprejste gang ikke er og var perfekt. Det var, selv om de første adskillige millioner af år af menneskelinjens evolution ikke så nogen vækst af hjernen, intelligente dyr; men dyr var de. De talte ikke sammen og havde nok heller ikke nogen tanker, de ville kunne have delt med hinanden. De levede på savannen, spiste, hvad de kunne finde af frugter, nødder, rødder og ådsler, og når de døde, blev de efterladt, hvor de faldt som ådsler på sletten. De var ikke væsner uden følelser, de følte sorg over at miste et medlem af flokken, men de havde ingen tanker om, hvad der skete med de døde, selv om de måske ikke ligefrem spiste dem; og efter en stund formentlig præget af en uhåndgribelig følelse af tab, gik de videre, måske med erindringen om et væsen, som de havde været knyttet til. Nogle af disse tobenede aber spiste hårde og seje plantedele, mens andre specialiserede sig i en lettere tyggelig kost. Man kan se det på deres tænder. Livet spejlet i døden KAPitel 1 13

Og sådan blev det mere eller mindre ved til for cirka to en halv million år siden. Pludselig begynder palæontologerne (fossiljægerne) og arkæologerne at finde sten, hvor de ikke skulle være og vel at mærke sten med karakteristiske afslag. Stenredskaber. Stenalderen var begyndt, de første mennesker i en ny betydning af ordet var opstået. Men ville vi kalde dem mennesker, hvis vi mødte dem på ferie i Afrika? Formentlig ikke. De havde ikke et sprog, der kunne oversættes til vores sprog, som alle nutidige sprog ellers kan, og uden et fælles sprog kan man ikke snakke sammen. Der er ingen tvivl om, at disse menneskers liv var langt mere kompliceret end deres forgængeres, de tobenede abers havde været. Hjernen var klart større, og de producerede stenredskaber, der havde en skønhed og symmetri, som har været med til at give dem identitet (fig. 1). Fig. 1. En Acheulien håndøkse fra Omo Valley i Østafrika. Disse redskaber har en æstetisk kvalitet, der har gjort dem egnede til at signalere identitet for dem, der leverede dem, og dem, der brugte dem. De forstod sig selv som dem, der lavede de rigtige, de smukke redskaber. Og det at have en selvforståelse som gruppe var formentlig kimen til, at enkeltindividerne fik en selvforståelse. Disse mennesker kunne måske tænke over, hvad der skete, når et medlem af gruppen døde, de kunne måske identificere sig med ham eller hende og må på et vist plan have kunnet kommunikere denne forståelse til deres fæller; men de begravede ikke deres døde, de gik bare videre ud over stepperne, selv om sorgen måske varede længere og var til stede ikke kun i den enkeltes hjerte, men også i gruppen som en kollektiv følelse af tab. Men uden tegn på begravelse og andre former for omsorg for den døde (som her Turkana-drengen, fig. 2) kan vi ikke få nogen præcis viden om disse menneskers tanker om livet og døden. På dette tidspunkt begyndte vores forfædre at vandre ud af Afrika, først gennem Mellemøsten og siden ud i både Asien og Europa. I Europa etablerede de dog først en permanent tilstedeværelse for en lille million år siden, men det, at et tropisk steppedyr på forholdsvis kort tid kunne finde sig tilrette i et Europa, præget af hyppige skift mellem kolde istider og kun milde mellemistider, viser, at de fra starten var i besiddelse af andre tilpasningsmekanismer, end andre dyr har og havde. På den samme tid etablerede mennesker sig under nogenlunde tilsvarende levevilkår også i Østasien. De bredte sig også ud over 14 OM DØDEN

det tropiske Sydøstasien, blandt andet til Indonesien, men her var de i stand til at klare sig med de midler, de havde med hjemme fra Afrika, uden at skulle opfinde tøj, hytter og ildsteder. Den store mangfoldighed For en lille million år siden blev menneskeheden splittet op i fire hovedgrene, som hver for sig skulle få selvstændige evolutionshistorier. De fire grene var formentlig ikke helt isolerede fra hinanden. Der var mindst et fællestræk i deres udviklingshistorier. Hjernen voksede, og alle fire grene producerede inden for de sidste 100.000 år medlemmer, der havde moderne hjernestørrelser. Energimæssigt er hjernen et ekstremt dyrt organ. Selv om hjernen kun vejer omkring to procent af et voksent menneskes kropsvægt, så bruger den omkring en fjerdedel af alle de kalorier, kroppen forbrænder. Derfor kan man konkludere, at hjernen evolutionært set aldrig ville have vokset, hvis ikke den havde været en forudsætning for menneskers liv i såvel som uden for Afrika. Tilpasningen til det kølige klima, arbejdet med forbedrede red- Fig. 2. Turkana-drengen. Det tidligste næsten komplette menneskeskelet. Drengen blev 11-12 år gammel, og han blev IKKE begravet, da han døde. Livet spejlet i døden KAPitel 1 15

skaber, planlagt jagt på store dyr, hytter og ild stillede store krav til menneskers mentale kapacitet, især i de kølige dele af den beboede verden, Europa og Østasien. Men hvorfor voksede hjernen så også i Sydøstasien og Afrika? Svaret må ligge i de mellemmenneskelige relationer. Samarbejde, arbejdsdeling mellem kønnene og opretholdelse af en form for etnisk identitet stillede stedse stigende krav til det enkelte menneskes evne til mentalt at rumme den komplekse verden, det levede i. De krav, som det stillede til hjernen, gav menneskene en evne til spejle sig selv i hinanden, tænke over relationerne inden for samfundet og reflektere over, hvad der var blevet af de fæller, der var gået bort. Evnen til at reflektere over det, der ikke er håndgribeligt, som relationen mellem en mand og hans afkom, og hvad der sker med dem, der går bort, har givet mennesker muligheder for at orientere sig og handle i et socialt og psykologisk rum, der er holdt sammen af usynlige og uhåndgribelige relatio- Fig. 3. Udgravning i Atapuerca-hulen i Spanien, stedet for fundet af de første tegn på systematiske dødsritualer kannibalisme. 16 OM DØDEN

ner og normer. Det er i sådanne rum, at menneskers opfattelse af det uerkendelige og dermed religionen er opstået. I begyndelsen var de religiøse verdensbilleder præget af den samme orden, som herskede i det samfund, de reflekterede, men hurtigt fik livets åndelige dimensioner deres egen dynamik, og selv om religionen altid må være knyttet til menneskers oplevelse af deres konkrete virkelighed, blev religionen et selvstændigt system, der kunne brede sig i omliggende samfund og derved komme til at skabe konflikter mellem den virkelighed, man oplevede i sin hverdag, og det verdensbillede, religionen skabte. 1 Hjernens vækst var imidlertid en langsom proces. Der har til alle tider været mennesker med større og mindre hjerne og i nutiden består der på individuelt plan ikke nogen klar sammenhæng mellem fx intelligens og hjernestørrelse; så fundet af enkelte forstenede kranier med en stor hjernekasse betyder ikke, at vi med det står over for resterne af et menneske, der har reflekteret over døden. Refleksionen er og var naturligvis en individuel, privat sag, men det er det åndelige miljø i samfundet, der gør det muligt for dets medlemmer at reflektere. Einstein var formentlig genial, men hvis han ikke havde stået på det åndelige fundament, som Newtons mekanik udgjorde, havde han aldrig fundet på relativitetsteorien. Den sociale og mentale kompleksitet, som betingede hjernens vækst, udmøntede sig ikke i dødsriter, som i øvrigt ikke kan eftervises arkæologisk før længe efter menneskehedens opsplitning i fire hovedgrene. De ældste fund, der kan fortolkes som tegn på systematiske ritualer med de døde, stammer fra Spanien og er ca. 800.000 år gamle (fig. 3). De knytter sig naturligvis til den europæiske gren af menneskeheden, den gruppe, der 500.000 år senere blev til de mennesker, som vi kender som neandertalerne. Disse tidlige europæere begravede ikke deres døde i den forstand, som vi forstår begravelser i dag, de spiste dem formentlig. Cirka fem og tyve procent af de firs knogler, der er fundet i dette ældste lag i hulen, bærer præg af, at mennesker har behandlet dem på en måde, der er forenelig med, at de blev spist (fig. 4). Kannibalisme opfatter vi i dag som entydigt negativt, som et udtryk for despekt for den afdøde og måske endda et resultat af systematisk menneskejagt. Fig. 4. En kunstners opfattelse af den kannibalistiske adfærd hos menneskene fra Atapuerca et rituelt måltid? Livet spejlet i døden KAPitel 1 17

Sådan behøver det på ingen måde at have forholdt sig for disse mennesker fra det nuværende Nordspanien. Det forekommer sandsynligt, at gruppen har villet sikre de afdødes efterliv i samfundet ved at gøre dem til en del af de overlevende. Tanker, forestillinger og samspillet mellem mennesker efterlader sig ikke direkte arkæologiske spor, så forståelsen af disse fjerne ritualer må bero på en nutidig fortolkning. Denne fortolkning vil altid være hyllet i vor tids tanke- og forestillingsgods, men det er vanskeligt at forstå dette fund som andet end et tegn på, at de overlevende var optaget af, hvad der skulle ske med de døde, og at de derfor formentlig havde en forestilling om, at der var noget andet og mere end den håndgribelige verden, deres liv udspandt sig i. Det moderne menneske Det blev den afrikanske gren af menneskeheden, der i det lange løb kom til at spille den største rolle. Nutidens europæere har formentlig mindst 90 procent af deres gener fra den gren resten stammer så fra den europæiske gren, som vi lige har hørt lidt om. Det moderne menneske opstod, som hele menneskeheden gjorde det, i Afrika. Ligesom det moderne menneskes forfædre bredte det sig ud af Afrika, gennem Mellemøsten, langs Asiens sydkyst til Australien og gennem kontinentet til højre (Østasien) og venstre (Europa). Det blev det moderne menneske, der stod for det næste led i udviklingen af omsorgen for de døde. Men der skulle gå lang tid, inden det skete. Tilsyneladende skete der ikke rigtigt noget arkæologisk synligt med dødeomsorgen i mange hundrede tusinde år efter de første kannibaler fra Nordspanien. Men på tærskelen mellem Afrika og det Eurasiske Kontinent blandt de første moderne mennesker, der bredte sig ud af Afrika, finder vi de første rigtige begravelser. I Qafzeh-hulen i det nordlige Israel har man afdækket resterne af femten tidlige, anatomisk moderne mennesker. Af disse var de otte børn. Aktiviteten i hulen daterer sig til tiden for omkring et hundrede tusinde år siden. Alene det at finde så mange rimeligt hele skeletter på et sted gør, at man får tanken, at det kunne dreje sig om egentlige begravelser, og faktisk blev der under udgravningen identificeret fem grave, af hvilke den ene var en dobbeltgrav. I dobbeltgraven lå et barn og en ung vok- Fig. 5. Dobbeltgraven fra Qafzeh, en af de allerældste rigtige begravelser i verden. 18 OM DØDEN

sen kvinde. Det har været foreslået, at det skulle være mor og barn, men det er langt fra sikkert (fig. 5). Hvad der derimod er sikkert er, at disse mennesker havde omsorg for stammens døde medlemmer. Det var ikke blot af hygiejniske grunde, at de blev begravet der, hvor gruppen havde sin base. Samhørigheden mellem de levende og de døde var stærk, og det er et tydeligt tegn på, at medlemmerne ville spejle sig i de døde og vise deres omsorg frem for at styrke kontinuiteten og sammenhængskraften i samfundet. Det var ikke sådan, at de to grene af menneskeheden (de anatomisk moderne mennesker fra Afrika og Neandertalerne fra Europa), der mere eller mindre sameksisterede i Mellemøsten og Europa gennem mindst en snes årtusinder, holdt sig helt adskilt. Moderne genetiske studier viser, at de mødtes og udvekslede gener, og det er tydeligt, at neandertalerne fik teknologiske impulser fra de anatomisk moderne mennesker. Og så begyndte neandertalerne formentlig under indflydelse af de anatomisk moderne mennesker at begrave deres døde. Ligesom i Qafzeh finder vi neandertalerbegravelser i de huler, hvor de havde deres hjemmebase (fig. 6 og 7). De begravede ligesom de anatomisk moderne mennesker både børn og voksne i deres huler. Men bortset fra de forestillinger, der går ind i at ofre tid og kræfter på at begrave de døde og de forestillinger, der har båret en sådan indsats, fortæller gravene os meget lidt om det konkrete trossystem, som bar deres omsorg for de døde. Det er usandsynligt, at neandertalerne, som udgør en mindre del af de nulevende europæeres ophav, skulle begrave deres døde som en simpel imitation af en adfærd, som de kunne iagttage hos deres anatomisk moderne naboer. Det giver kun mening, at det er ideen om det hinsides, de fik, og at de Fig. 6. Neandertalerbegravelsen fra La Chapelle aux Saints i Sydfrankrig. Den daterer sig til midten af den sidste istid. Fig. 7. Hulen ved la Ferrassie i Sydfrankrig. Hjemsted og gravplads for neandertalere for omkring 70.000 år siden. Livet spejlet i døden KAPitel 1 19

derfor var i stand til at lære hinandens sprog så godt, at de kunne tale om åndelige forhold. Ifølge Jean Auels bog om hulebjørnens klan skulle neandertalere også have brugt okker i forbindelse med deres gravritualer. Det er der ingen evidens for. Markeringen af liget og graven med blodsten er først rigtig dokumenteret blandt anatomisk moderne mennesker fra den kulturfase, der kaldes aurignacien for omkring 37.000 år siden. De berømte Cro Magnon skeletter, som er nogen af de ældste kendte skeletter af anatomisk moderne mennesker fra Europa, tilhørte denne kultur. Okkerens røde farve forsvandt ikke, så livets symbol holdt den døde i live for fællerne, så de kunne vandre med resten af gruppen, når de drog til andre jagtmarker. Okkergravene er blot en af de mange fornyelser, som aurignacien kulturen bragte med sig. Smykker, kosmetik og figurativ kunst indførte de også i Europa, og de satte ved neandertalernes forsvinden for mellem 30.000 og 40.000 år siden gang i den åndelige, kunstneriske og teknologiske innovationsbølge, som vi stadig rider på. Danmarks oldtid Der har været mennesker i det nuværende Danmark i varmeperioder under og før den sidste istid. Desværre har vi ikke fundet deres skeletter eller grave, så vi skal frem til århundrederne efter istidens afslutning, før vi finder det ældste menneske i Norden, Koelbjergmanden, 2 fra Fyn. Han blev fundet ved tørvegravning i 1941, under anden verdenskrig. Skelettet blev ikke fagmæssigt udgravet, så det vides ikke, om vi står over for en drukneulykke, en forbrydelse eller en vandbegravelse. Ud fra dateringen, ca. 8300 før Kristi kan det skønnes, at han må have levet med Maglemosekulturen; men fundet fortæller ikke noget specifikt om omsorgen for de døde. Anderledes forholder det sig med de cirka tre tusinde år yngre grave fra Vedbæk, lige nord for København. Her afdækkede arkæologer fra Nationalmuseet i 1970erne en boplads med underliggende gravplads. Her begravede Ertebøllekulturens mennesker sine døde. De brugte rigeligt med okker, og ligesom deres forgængere fra Aurignacienkulturen blev de døde begravet i deres rigt ornamenterede dragter. Døden må have været en forholdsvis hyppig gæst på den lille kystboplads, for blandt de 17 udgravede grave var der en dobbelt- og en tredobbeltgrav. Begge gravene indeholder resterne af mennesker, som vi må formode var beslægtede, i dobbeltgraven en ung kvinde (mor) og hendes nyfødte drengebarn, og i tredobbeltgraven en mand, dræbt at et pileskud, en kvinde og et barn, der meget vel kan have udgjort en familie. Ligesom forgængerne snesevis af årtusinder tidligere begravede jægerne ved 20 OM DØDEN

Fig. 8. Dobbeltgraven fra Vedbæk. Den unge kvinde døde formentlig kort efter, at hun havde født den lille dreng, der blev begravet på en svanevinge ved siden af sin mor. Vedbæk deres døde på bopladsen for at sikre og signalere samfundets sammenhængskraft og kontinuitet. I livet var ikke alle i det lille samfund lige, og således heller ikke i døden. Det er et pudsigt faktum, at det var yngre kvinder og ældre mænd, der fik rige gravgaver med sig i jorden. Ældre kvinder og yngre mænd måtte nøjes med mindre, hvad det så end måtte betyde. Der er ingen tvivl om, at vedbækfolkets ideologi var befolket med åndelige, gudelignende væsner. Gravgaverne blev ganske givet brugt til at signalere status og betydning af den døde i den åndelige efterverden. Om de forestillede sig, at de døde gik over i et gudelignende efterliv, hvor de kunne gavne og skade de efterlevende, eller om de blev placeret i et dødsrige fjernt fra de levendes land er uvist, der er paralleller til begge dele. I Danmark udviklede ældre stenalder med Ertebøllekulturen sig uden nævneværdig indvandring til yngre stenalder med agerbrug og storstensgrave, i andre dele af Europa spredte agerbruget sig tilsyneladende ved, at bønderne flyttede til og slog sig ned på nye marker, men således ikke i Danmark. Ligesom den ældre stenalders jægere placerede deres grave midt mellem de levende, gjorde den yngre stenalders bønder det også. Først dysserne og lidt senere jættestuerne blev landsbyens samlingspunkt. Her var de døde midt imellem de levende og opfyldte deres samfundsmæssige rolle, at skabe orden og sammenhæng mellem mennesker, hvis kultur ikke rigtigt endnu havde nået at tilpasse sig til at have naboerne tæt på hver dag. Det er i nordisk sammenhæng yngre stenalders bønder, der opfandt gravhøjen. De gjorde det som et samlingspunkt for de levende, landsbyens beboere. Bronzealderens bønder blev ved med at bygge gravhøje, men for dem havde de en helt anden funktion. Fra at være samfundets midtpunkt og sammenhængskraft blev de døde vogterne af stammens territorium. Når man ser ud over det danske landskab og ser gravhøje på bakketoppe og langs højdedrag, så er det bronzealderens markering af, at her gik deres land til. I begyndelsen Livet spejlet i døden KAPitel 1 21

af bronzealderen begravede man på samme måde som i stenalderen, ubehandlede ned i jorden. Men fra midten af bronzealderen begyndte man at praktisere ligbrænding. I ligbrændingen blev den døde befriet for sin jordiske skal, og sjælen sat fri på en anden måde end ved jordfæstegrave. Ligbrændingen signalerede et nyt syn på livet og døden. Sjælen, livets åndelige kerne, var blevet det vigtige. Man placerede stadigvæk de døde i store gravhøje langs hjembygdens grænser, men nu var det de dødes ånd ikke deres materie, der kunne bidrage til at holde sammen på jorderne. Med bronzealderen og endnu mere i den efterfølgende jernalder fik vi opbygget egentlige hierarkiske samfund. Det blev vigtigt for de efterlevendes magt og position at demonstrere, at der var fuld kontrol over de ressourcer, som den døde, havde befæstet sin position med. Frem til, at kristendommen begyndte at gøre sin indflydelse gældende i vikingetiden (mellem 700 og 1050 efter Kristus), var gravene en vigtig måde for de efterladte at markere deres retmæssige adkomst til den afdødes gods og position på. I vikingetiden blev denne markering så suppleret med runestenene, og ved kristendommens gennemslag i Danmark (omkring år 1050) fandt markeringen af arveretten helt andre veje, de skrevne dokumenter. I det foregående er der skrevet meget om skiftene mellem brud og kontinuitet i dødeopfattelsen og dermed i gravskikken. Vores periodeovergange er i det store og hele arbitrære, men de hjælper os til at holde styr på historien. Den sidste periodeovergang, vi skal beskæftige os med, er, da Danmark ved vikingetidens afslutning forlader oldtiden og træder ind i historiens lys. I løbet af vikingetidens sidste århundrede vandt kristendommen den romersk-katolske kristendom indpas. Harald Blåtand blev døbt omkring 960, og omkring 1050 er landet dækket med kirker, og meget få fik efter det tidspunkt ikke en kristen begravelse. Gennem det meste af oldtiden var befolkningstætheden lille, og mennesker flyttede meget rundt, så derfor var de enkelte gravpladser som regel små og kun i brug i kortere tid. I middelalderen cementeredes samfundets struktur, både geografisk og politisk. Der kom konger, herremænd, fogeder og andre embedsfolk til at holde styr på befolkningen og i døden kom alle i jorden på kirkegården. Selv om de døde i den kristne forståelse alle var lige over for Gud og derfor ideelt set skulle begraves ens, kunne man ikke holde sig tilbage for også efter døden at gøre forskel på folk. Ikke mindst her i Norden var der mange regler for, hvem der skulle begraves hvor, så man kunne se og forstå deres og især deres efterladtes sociale position. I den tidlige middelalderlige kristendom var døden en hvile- og ventetid til dommens dag, hvor alle, høj som lav, skulle stå for her- 22 OM DØDEN

rens dom og kun kunne håbe på Guds ufattelige nåde. Men middelalderen var også den tid, hvor den danske stat blev etableret, og etableringen af en stat med en fast autoritetsstruktur krævede magt til kongen og underkastelse af befolkningen. Det var derfor ikke ubekvemt, at teologerne i begyndelsen af det andet årtusind efter Kristus udviklede dogmerne omkring Skærsilden. Tiden i Skærsilden var en renselsesperiode, hvor sjælen gennemgik lidelser, nøje målt ud i forhold til de synder, der var blevet begået i levende live. Ideen om Skærsilden blev et vigtigt magtmiddel både i kongens og kirkens hånd. For en befolkning, der ikke frygter døden, er ikke nær så nem at kue som en, der ryster for lidelserne i det næste liv. I løbet af middelalderen skete der en systematisk ændring i den måde, man placerede armene på liget ved begravelsen. I tidlig middelalder blev armene lagt ned langs siden, så den døde ved opstandelsen frejdigt mødte sin skaber. Da troen på Skærsilden vandt indpas, flyttede hænderne sig fra siden af kroppen til en underdanig bedende position, hvor de var foldet over underlivet. Således slog ændringer i verdensbilledet, som vi har dokumenteret ved middelalderens teologiske skrifter, igennem i gravskikken. Denne sidste beretning om livets spejling i døden, vi har givet her, er det eneste eksempel, hvori vi har kunnet slutte fra den åndelige forestillingsverden til gravskikken. Her er vi på langt mere sikker grund med hensyn til betydningen af ændringerne, end vi har været gennem den lange rejse gennem den sidste million år, så her overlades funderingerne over forholdet mellem de levende og døde til eksperter, der har studeret vores åndsliv og vore forestillinger. Noter 1. Selv om religionen her analyseres som et historisk og evolutionært fænomen, der kan forstås uden at tillægge enkeltreligioner nogen som helst sandhedsværdi, så tages der her ikke stilling til den absolutte sandhedsværdi af noget religiøst system. 2. Af lidt uforståelige grunde omtales Koelbjergskelettet altid som Koelbjergkvinden. Betegnelsen stammer fra den første publikation om skelettet, hvor forfatteren var usikker på kønnet, men dog hældede til, at det var en kvinde. Nyere forskning har utvetydigt vist, at det er et mandsskelet. Livet spejlet i døden KAPitel 1 23