LANGSOMHEDENS PÆDAGOGIK KRÆVER ET NYT MIND-SET OG EN NY OPTIK.

LANGSOMHEDENS PÆDAGOGIK KRÆVER ET NYT MIND-SET OG EN NY OPTIK. I det moderne højhastighedssamfund raser vi alle med svimlende fart og med så høj en puls og temposkift, at ingen tidligere generationer har oplevet noget lignende. I hverdagen er alle udsat for et pres uden sidestykke. Bombardementet af indtryk har nået et niveau uden fortilfælde i verdenshistorien. Stress, ADHD, livsstilssygdomme og mangel på tid, nærvær og fordybelse er daglig kost. Industrisamfundets bærende fortælling er effektivitets-myten. Men den er i det lange løb ikke bæredygtig og bærer ikke længere. Når stadig mere aldrig er nok, er det skruen uden ende. Vores livsstil bider sig selv i halen. Vi sidder på ryggen af vækstens tiger, og er bange for at falde af, for så bliver vi ædt eller overhalet af de andre. Opgøret med indgroede vaner og traditionstænkning er nok den største udfordring for udvikling af fremtidens velfærdssamfund. Det er langt de fleste klar over. Netop derfor er nogle af tidens mest populære ord, kreativitet, innovation og bæredygtighed. Et af de mest citerede ord i øjeblikket stammer fra Albert Einstein: Vi løser ikke vore problemer ved at bruge de tænkemåder, der skabte dem. Et andet sted sir han med henblik på atombomben: Vi har ændret alt undtagen vores måde at tænke på. Hvis selve tænkemåden skal ændres, hvad er så løsningen? At tænke i kompleksitet, eller komplementaritet, som Niels Bohr Bohr kaldte det. D.v.s. modsætninger som forudsætninger. Dermed er vi fremme ved denne artikels kerne, nemlig langsomhedens pædagogik. Vi har brug for et nyt mind-set og en ny optik. Vi må til at tage andre briller på for at ændre synsmåde. Løsningen er et paradigmeskift. Inspiration til dette findes i flow-, og kreativitets-modeller, mindfullness, teori-u, lykke-filosofi, positiv og intuitiv tænkning Det er kvaliteten i vor opmærksomhed, der bestemmer graden af livskvalitet. En ny fordybelses- og opmærksomheds-kultur er nødvendig. BØRN HAR EN OMVENDT BEVIDSTHED AF DE VOKSNE. Hos børn går tiden ikke, den kommer. Derfor gælder det om at forhale tiden, strække den ud og trække tiden i langdrag, så tiden går i stå og børn får mulighed for at fortabe sig i øjeblikket. Vi lever i den mellemrumsforskrækkede tid, hvor pauserne er sandhedens øjeblikke. Det gælder om at skaffe børnene mellemrum, pauser, åndehuller og oaser, hvor ydre distraktorer eller forstyrrende ting holdes ude. Hvorfor hopper børn Paradis? Fordi de selv lige er kommet derfra. Ja, som i fortællingen om alle de voksne, der stod ved den nyfødte pige og priste det nye vidunder i høje toner, hvortil den 4- årige storesøster sagde: Jamen I må tænke på, at det er jo også kun 4 dage siden, at hun var oppe hos Vor Herre! Exupery siger: Jeg kommer fra min barndom som fra et andet fædreland. Alle børn er kongebørn, prinser og prinsesser, kommende dronninger og konger af de tusinde muligheder. Ethvert barn er et univers i sig selv, et sjæleligt landskab som tager form af den genfortryllelse af verden, som finder sted, når barnets dybeste forundringsevne aktiveres. Hvis børn konstant bliver afbrudt af de voksnes hurtigere tempo, så mister børn evnen til fordybelse og leg. Dvs. det går ud over børns evne til at være børn, hvis vi presser voksenverdenen ned over børn. Så får vi en alt for hurtig voksenisering og intellektualisering med det til følge, at det kreativitetspotentiale, der skulle udvikles i barndommen kvæles i fødslen. På længere sigt gennem ungdom og voksenverden risikerer det at gå i stå i sin personlighedsudvikling og blive et sjæleligt firkantet og konformt menneske, som forråder sin egen originalitet og kreativitet ved at søge tilfredsstillelse i det middelmådige. Et menneske kan aldrig blive lykkeligt uden at være kreativt og uden at vide, at det gode, skønne, sande og ophøjede findes, at billeder, tegn og mønstre er strøet ud over jorden

som hemmelig skrift. De kommer kun til syne ved berøring og når vi røres af dem. Dvs. når vi går på opdagelse i tilværelsen. Livet selv er det største af alle eventyr. Et barn skal være grebet for at kunne begribe. Lige et par ord om forskellen på børns og voksnes bevidsthed (som fagligt hedder primærog sekundær-proces- tænkning). Når voksne hører et eller andet. Så er det første man gør, at man tænker over det, dernæst hvad føler man og dernæst hvad gør man. Vi tænker, føler og handler. Hos børn er det omvendt, og jo yngre børn er, desto mere udtalt er det. Et barn er et helt åbent og følsomt sanseorgan, som tingene går lige ind i. Det har ikke intellektet som filter og skjold. Se blot den lille baby, når den ammer hos moderen, hvordan det går helt ned i storetåen, som bevæger sig af fryd. Hvis vi sir til et lille barn: Pas på! Der står en trold derhenne!, så handler barnet først. Det skynder sig væk eller gemmer sig. Det handler som det første. Dernæst føler det, at det blev forskrækket. Og som det sidste går barnet op i hovedet og gennemskuer den voksnes drilleleg og siger: Nej, du har narret mig! Hvis vi glemmer, at børn har en omvendt bevidsthed af voksne, så stjæler vi barndommen fra dem. Vi kan give børnene barndommen tilbage ved selv at skynde os langsomt. Fordi langsom tid er forundrings-tid. Langsom tid gir nærvær og dybde. QUICK, SLOW,FLOW. Den måde, som vi bruger tiden på, siger meget om, hvilket menneske vi er. Den amerikanske hjertelæge Meier Friedman har igennem 40 år studeret A-og B-mennesker. Igennem mange årtier har man herhjemme talt meget om A- og B mennesker, hvor B- mennesker lever mere i det tidløse som børn, kommer for sent med den bedste samvittighed i verden, og aldrig er til at få til at gå i seng. De siger: Hvad nytter det at stå tidligere op, når det er morgensøvnen, man har brug for. B-mennesker lever mere i det emotionelt vegetative og er en slags drømmende manana-mennesker, lidt ligesom folk i den tredje verden, som bliver kaldt smilets folk i smilets lande, fordi de smiler uden egentlig grund, simpelthen fordi de er mere glade. Keep smiling, dont worry, be happy! Børn er B-mennesker og B-mennesker er livsnydere. Og man skal nyde, før man skal yde og før man skal fryde med frugten af sin livserfaring. Børn skal have lov til at være. Unge skal have lov til at lære. Voksne skal hjemmet bære. Og de gamle skal man ære. A-mennesker slår vækkeuret fra, før det ringer, rejser sig op med ret ryg, og 100 % sanseperception og starter dagen op for fuld skrue som en slags egotornado midt i et moderne turbo-helvede, strømlinjeformet, hightjekket og målrettet. De er kontrolstyrede, kognitivt, voluntaristiske og hader spildtid, hader køer i supermarkeder og på motorveje, og prøver altid at finde genveje og korteste vej til målet, for tid er penge. A-mennesker rummer en tilbagetrængt, men kontrolleret form for aggression. Hvis nogen dytter i en bilkø, så er det A-mennesket. Mange A-mennesker er rastløse i fritiden, og taler tit forjaget, hvor de spytter det første ord ud, for derefter at tale højt og forceret. De afbryder, er dårlige til at lytte, er monologisk og ikke dialogisk indstillet. Energien er rettet mod materialistiske præstationer, og A-mennesker har som regel uklare højere livsmål. A-mennesker kan, hvis det bliver for ekstremt, ende med at få stress og blive et selvforskyldt hastværksoffer, der ender med at øve psykisk vold imod sig selv, ifølge svenske Ove Wikstrøm. Altså arbejdsnarkoman og flidsneuroptiker. Vor tids normalitet vil vi engang se tilbage på som tidens mest udbredte form for galskab. Vi er alle A-og B-mennesker, men er faktisk også på vej til at blive C-mennesker, hvis vi bliver gode til at gøre tiden fri, og finde et tredje spirituelt metafysisk overdrive, hvor de mange tider smelter sammen hos det polykrone eller tidsfrie menneske. Dvs. hos mennesker der mestrer at være legende og nysgerrigt undersøgende, samtidigt med at de er koncentreret og disciplineret, og som er kvikke og naive på samme tid. I stedet for at tid og tidløshed er hinandens fjender, kan de række hinanden hånden og gensidigt

skabe tiden om til en højere oplevelsesform. Det hedder quick, slow flow. Hvis vi bliver gode til at drømme, dovne og dase, men bruger det bevidst som en trænet form for innovation, vil vi opdage, hvad forudsætningen er for at skabe nye ideer og blive åndeligt gravide. Vi skal til at skrive nye rollehefter til os selv og alle jordens børn og unge. Vi skal alle til at øve os i at blive millionærer på fri tid. Ligesom det i musikken er kontrapunktikken, altså modsætningernes samspil der i fællesskab skaber en symfoni, således er det også, når man leger dybt alvorligt, for så smelter arbejde og leg sammen. Mange af disse sammenhænge har fået betegnelser som en reflekterende praktiker, en velordnet anarkist, en alvorlig humorist, en som både er skarp og dyb, med fantasi og jordnær realisme, en der drømmer, men med vågne øjne. Albert Einstein siger herom: Bliv ikke gamle, uanset hvor længe, I lever. Hold aldrig op med at stå som nysgerrige børn foran det store mysterium, som livet udgør. Barndommen er aldrig helt forsvundet, men lever videre i os. Samtlige livsaldre lever i mennesket. Det gælder om at holde sit indre legebarn levende hele livet igennem. Når vi fordyber os, så åbner der sig en helt anden horisont. Her bor det undrende, tøvende, spørgende. Jo mere forundrings- eller forbavselseskompetence vi har, jo mere differentierer virkeligheden sig i mangfoldige betydningsmønstre eller fraktaler. Vi oplever, at når tiden bliver kreativ, så kan den skabe sit eget rum, skaberrum, tidsrum, frihedsrum. Når tiden transformeres kreativt, opstår der flow, hvor uendelige kombinationsmuligheder fylder horisonten, og man er som opslugt, fortryllet, henført, ja, der er ligesom noget beåndet, ophøjet, over det hele. Det er, som om øjeblikkets engel havde strejfet os med sin vinge, og for en stund ladet os skue ind i tilværelsens underfulde natur, og ladet os forstå, at alting i naturen er opbygget efter tanker og visdom. Gennem fordybelse kan børn få en veludviklet evne til oplevelse af sammenhæng, og gradvis skabe nye mestringsmuligheder, som gør at de træner sig i at reagere fleksibelt overfor forskellige udfordringer. Det bedste råd, når du dig keder: Brug nysgerrighed som drivfjeder! LANGSOMHED SOM RESSOURCE. Hvordan får børn mere indre ro? Det gør de ved at bygge huler. Den første leg i verden hedder: Borte!Borte! - Tit!Tit! Dansk tidskontrol blev indført i 1965, hvor rationaliseringseksperter skulle sætte produktionen op ved at gøre tingene mere effektivt og hurtigere. I dag er vi alle underlagt informationssamfundets tidskontrol og barnet er den sidste slave, som den finske hjerneforsker Matti Bergstrøm skriver. Den unænsomme måde hvorpå barnet rives for tidligt ud af søvnens favn er måske skadelig, og når barnet gør tingene for langsomt og vi siger skynd dig, og barnet siger, nej, jeg vil ikke, så er det fordi barnet ikke vil ud af Paradis. Hver morgen sker syndefaldet, fordi vi skal tilpasse os tiden. Hvem har kontrol over sin egen tid? Måske har vi alle individuelle tidsrytmer, som vi burde tilgodese. Burde alle børnefamilier have økonomisk kompensation for at blive hjemme hver dag til klokken 10? Har vi brug for en ny tidspolitik for familien Danmark? Et hjem er jo et sted, hvor der er nogen hjemme. Den hurtige tid i informationssamfundet er både en velsignelse og en forbandelse. For hvem vinder, når hurtig og langsom tid mødes? Historien har vist, at det hurtige altid vinder over det langsomme. Hvis noget kan gøres hurtigere, vil det blive gjort. Men hvem beskytter barnets tid? Hvem beskytter den langsomme tid? De mange afbrydelser virker distraherende på opmærksomheden og forstyrrer vores evne til nærvær. Der er et massivt fravær af nærvær på grund af vor tids moderne sygdom kaldet masseindtryksødelæggelsen. Vi kunne også se det mere positivt og kalde det en rigdom af mangfoldige muligheder, når vi ser på børns medieforbrug(dvd,tv, video, Gameboy, pc, spil på Iphone eller Ipad). Vi voksne har et intellektuelt filter, som gør, at vi kan fravælge at fokusere på det, vi ikke ønsker, men det kan børn ikke helt så nemt. Derfor ser vi så mange

opmærksomhedsforstyrrelser hos børn og unge, som ikke kan koncentrere sig ret længe. Er der forstyrrelsesfri-zoner i børnehaven, mobiltelefonfrie områder. Hvordan kan vi forhindre de mange afbrydelser, der bortleder opmærksomheden? Det kan vi kun ved at rette opmærksomheden mod det. Derfor er langsomhed ved at blive en global trend. Kun i langsomheden er fordybelsen mulig. Flere og flere spørger sig selv: Hvornår holder vi op med at skamride det effektive på bekostning af det reflektive? Hvordan kan vi nå mere ved at lave mindre? Hvordan kan kreativ langsomhed bekæmpe stress med omtanke, livsglæde og humor? Hvorfor vokser langsomhedens visdom som en global modkultur til hurtighedens dæmoni? Fordi tiden er en god tjener, men en dårlig herre. Et godt ord kan minde os om det væsentlige: Lad tidens flod flyde langsomt, så dets frugtbare ler får tid at aflejre sig. Lad mit liv blive begivenhedsløst, så jeg får tid til at leve. Frygt ikke langsomheden. Frygt kun stilstanden. Kun den, der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker. Tiden er forunderlig barmhjertig. Den skænker os tilbage alt det vi har tabt og mistet gennem minder og visdom, sange og fortællinger. KUNSTEN AT SKYNDE SIG LANGSOMT. Accelerationen i højhastighedssamfundet skyldes en eksponentiel vækst i forandringsprocesser og antallet af forandringer. Der bliver stadig mere og mere af alting. Vi lider ikke af influenza, men affluenza, som en amerikansk bog hed. Affluenza betyder overflødighedssyge (affluent=overflødig). Der er mere og mere af det, vi har mindre og mindre brug for, såsom valgmuligheder, viden, information, nyheder. Udfordringen er ikke at skaffe sig mest mulig information, men at have gode mentale filtre i form af en sund og veludviklet dømmekraft, som kan frasortere det uvæsentlige og få fat i det væsentlige. For at tiden kan blive din ven, må du give den noget af dig selv. Når tiden bliver din ven, er du aldrig ensom. Langsomheden gør fordybelsen mulig. Evnen til at reflektere bygger på evnen til at danne billeder eller symbolisere. Der vil i fremtiden gå et skel mellem signal og symbolmennesker, mellem dem, der kun har refleks og dem, der har refleksion. Hvad der grundlægges i barndommen, får et varigt værd. Det, som forsømt her bliver: til børn det svir! Hvad ønsker børn og unge mest af de voksne? Tid! Tid og pædagogisk kvalitet hænger sammen. Hvordan får vi skabt tid til nærvær, tid til fordybelse, ro, rytme og harmoni? Måske skulle man i daginstitutioner have en quick, slow, flow - skrank, hvor forældre indvilliger i at gå ned i omdrejninger, når børn afleveres, f.eks. sige at vi bruger mindst 10 minutter på at aflevere og hente. Er det muligt og hvad vil det gavne? Jeg tror, at det vil give barnet mere indre ro, og de mange skift i dagen blive lettere. Alle skift og overgange er også følelsesmæssige skift. Derfor tag hånd om dem på en god måde. Forældre kan tilbydes en lounge i børnehaven med kaffe og te ved aflevering eller slappe af i en hængekøje. Telefoner, mails, kollega-samtaler i tide og utide bør begrænses mest muligt, ligesom ineffektive møder bør afløses af bedre møder. Tiden er knap og dyrebar. Er der for meget spildtid, hvor tiden bare skal slås ihjel? Eller er der for meget stress, fordi jeg lige skal nå en hel masse lige om lidt? Stress opstår, når vi får alt for mange indtryk på for kort tid. Så stresses hjernen og koger over, og vi blokerer og får stresssymptomer. Vi forsker mest i stress-symptomerne og alt for lidt i, hvordan vi får mere indre ro eller stilletid ind i børn og unge. Den svenske fysikprofessor Bodil Jönsson kalder stille-tid for den tid, det tager at indstille sig på eftertænksomheden. I dag mindskes eftertænksomhedens zoner. Rastløsheden kommer indefra, fordi livets inderside ikke dyrkes. Som Owe Wikstrøm siger: Den, der jages af sig selv, mister evnen til at nyde. Den frie og nydelsesfyldte tid er

den tid, hvor man selv bestemmer på egne betingelser. Hvor man spankulerer og spekulerer. Eller som Michael Ende sir i bogen Momo : Man har kalendere og ure for at kunne måle tiden, men det sir ikke én ret meget, for enhver ved, at en enkelt time kan forekomme èn at være en evighed, mens den andre gange kan flyve af sted, som om den kun var et øjeblik det afhænger udelukkende af, hvad man oplever i løbet af denne time. For tid er liv. Og livet bor i hjertet. FLOW ER DEN FRIE TID. Flowforskningen fortæller om evnen til at sætte tiden i står, når vi bliver opslugt og fortryllet af noget. Her oplever vi et nærvær og fordybelse ledsaget af en følelse af fuld og optimal tilstedeværelse. Der kommer en følelse af lethed, en oplevelse af ubesværethed og elegance, hvor hverdagslivets tidsskema fortoner sig. Ja man glemmer at spise, og man er nærmest som i en tilstand af forelskelse. Gyldne øjeblikke fødes, når tid og evighed mødes. Flowtilstande opstår også i legen. Når man er helt fortabt i legen, og har glemt alt andet omkring sig, så opleves livet eventyrligt. Nogle af os husker, at vi glemte tiden så meget, når vi legede, at vore forældre spurgte os: Hvor har du været? Og vi svarede: Ingen steder. - Hvad har du lavet? - Ingenting. Men vi havde været tæt på livets skabende kildevæld. Vi havde været i Arkadien og Langtbortistan, Østen for sol og vesten for måne, i landet, hvor solen aldrig går ned og tiden ikke har tand. Disse flowoplevelser er øjeblikke af kreativitet og er den drivende kraft i alle kreative menneskers virke. Derfor er leg ikke bare pjat. Psykologen C.G. Jung nævner et sted: Den gæld vi står i til fantasiens leg er uberegnelig. Kreativitet, fantasi og innovation er nu vort vigtigste konkurrenceparameter, og det vi skal leve af i fremtiden. Man skal lege før man skal lære, og man kan kun senere lære i samme grad, som har leget i forhold til. Derfor er legen af central betydning for læringen. Man skal være grebet for at kunne begribe. De mest kreative lysende genier har formået at muliggøre menneskets innovative og optimale kreativitetspotentiale. Einstein blev i gymnasiet kaldt en doven rad, fordi han var langsom. Hvad man ikke var klar over, det var, at langsomheden muliggjorde hans evne til fordybelse. Einstein kaldte også beskedent sig selv for en langsom tænker. På samme måde med Niels Bohr, hvis evner til at falde i staver var legendarisk. Da Einstein og Bohr mødtes i København tog de en sporvogn, men glemte at stå af, fordi de var så fordybet i samtale, og de nåede endestationen 3 gange! Mon ikke at de hurtige i skolen fortsat prioriteres mere end de langsomme? Nu skal man jo heller ikke være for langsom. Man skal ikke kede sig mere, end man kan gabe over! BYG EN NY LANGSOMHEDSKULTUR OP. Hvordan kan vi sikre mere flow og mindre stress? Ved at lave en osteklokke-kultur eller en moderne mental klostermur, hvor man beskytter børn mod at blive overloaded. En pædagogik, som bygger på, at vi laver pauser, der er pauser, hvor vi bruger den lydløse telefon, hvor vi filtrerer informationer, som ellers bare flyder ind, hvor vi sørger for god forældreopbakning og begynder at bygge en ny langsomheds- pædagogik op ved at hente inspiration i bøger om langsomhed eller hente foredragsholdere ind herom. En institution, der er færdig, er færdig. Derfor skal der være foranderlige legepladser, hvor man kan grave huller i jorden, sand, vand, jord og mudder. Sjældne fine sten og klipper, blomster og træer, svævebaner til at bringe sindene i svæv. Legepladsen som et mangfoldigt landskab med uendelig variation i belægninger, bløde bakker, vandrender, små vandhuller, gynger, øde skov, vindharper, måske drypstenshuler og ædelstensgrotter. Byg et langsomhedsbibliotek op og hent billeder og sentenser frem om langsomhed, afhold møder herom, og stil det spørgsmål: Hvad er det vigtigste, vi kan gøre for at bane vej for langsomhedens pædagogik? Hvordan sikrer vi mere flow og langsom tid? Det er vigtigt, at man ikke bliver for frelst med langsomhedspædagogik. Det hurtige og det langsomme skal spille sammen på en frugtbar måde. Det er godt med fest og farver og

Tivoli, ligesom det er godt med langsomhed og fordybelse. Enhver ting forstås i kraft af sin modsætning. Hver medarbejder medbringer en gang om måneden et forundrings-ord eller billede eller sang eller en malet sten som bidrager til at sprede liv, lys og glæde. Det kunne være godt at samle på langsomheds-ord i en fortravlet tid. Det minder os om, hvilken vej, der er god at gå. Og husk, at retningen altid er vigtigere end hastigheden. For ellers ender det som tegneserie-figuren Jern-Henrik, der siger: Vi skyder en vældig god fart, men vi ved ikke, hvor vi er på vej hen! Og hvis man ikke ved, hvor man er på vej hen, så aner man ikke, hvor man havner. Hvis du ikke har et mål, kan du aldrig finde din vej. Uden mål ingen mening. Sådan siger vi voksne. Men børn har ikke altid et direkte mål. De elsker det formålsløse, som legen, der har sin værdi i sig selv. Børn drives af nysgerrighed, undren og fantasi. De drømmer og leger drømmen ud. Deres verden er en mulighedsverden. Og næsten alt er muligt at lege, hvis man kan forestille sig det. Mangel på fantasi giver manglende muligheder. STORE TANKER I SMÅ HOVEDER ELLER SMÅ TANKER I STORE HOVEDER? Børns forundringskompetence er i nær slægt med den filosofiske undren. I mange år var jeg dybt optaget af hele den strømning, som kom frem under betegnelsen filosofi for børn og senere filosofisk praksis og filosofiske samtaler. Mit arbejde med undervisning for pædagoger og dagplejere, skolefolk og fritidshjem, samt hele det specialpædagogiske område med problembørn gjorde det mere og mere klart for mig, at samfundsudviklingen på mange måder udgjorde en alvorlig trussel for børns optimale opvækstbetingelser. Den mest afgørende trussel er først og fremmest manglen på ro, rytme og langsomhed. Når barnet vedvarende påføres et for hurtigt og hektisk tempo, så vinder det overfladiske over det indholdsmæssige, det ydre over det indre og støj over evnen til at lytte, hvilket igen går ud over barnets identitetsdannelse, selverkendelse, evne til socialitet og evne til at knytte mere livgivende og dybe relationer ikke kun til andre men også til sig selv. Barnet bliver skadet i sin evne til at være. I stedet vil det hele tiden have noget, bliver en plageånd og belastende for sine omgivelser, fordi det har mistet evnen til blot at være og nyde livet. Hvis forældrene så forsøger at købe børnene ved at forkæle dem materielt, så bliver det hele blot endnu værre. Børn fødes med store tanker i små hoveder og ender måske med små tanker i store hoveder. Mange voksne har gjort børnene til familiens centrale midtpunkt, som hele familiens liv og forældrenes ægteskab handler om. Tidligere var forældrene sol og måne på himlen, mens børnene var planeter, der cirklede omkring dem. I dag er børnene sol og måne, mens forældrene er blevet til planeter der cirkler omkring dem. Vi er gået fra kernefamilie til stjernefamilie! Den stigende voksenisering af børn og unge og infantilisering af de voksne fører til et stadigt mere barnliggjort samfund. De pædagogiske problemer og krisen i børn og unges opvækstvilkår er dog kun et særligt aspekt af den dybtgående kulturelle krise, vi befinder os i. Opdragelsens kunst, opdragelsens endeligt eller endelig opdragelse? De nye børn og forældre befinder sig mellem modernitetens malstrøm og mulighedsverden. Her har pædagogen en særlig opgave ud fra sin empati at være sensitiv over for det tidspunkt, hvor langsomheden kan føre til en ny indsigt i verden. Langsomhedens pædagogik afhænger her af pædagogens evne til at gribe ind som en katalysator eller helt at lade være, lade barnet selv være opslugt, eller støtte barnet ud fra sin faglige indsigt. Der er mange forskellige muligheder for at gå ind og gøre en positiv forskel. Børn byder tit ind med meget, men af og til er det også vigtigt, at pædagogen tager lederskab, og tør skubbe børnene ud i nye uvante oplevelser og lade dem vandre ad nye ubetrådte stier, så de udfordres til at udforske deres omverden og gøre nye erfaringer, hvilket igen sætter noget i gang inde i hovedet på dem. Store tanker må få gode vilkår.

LANGSOMHED SOM GLOBAL TREND. Jeg har selv en livslang interesse i langsomhedsfilosofi. Skrev om det i 4-bindsværket fra 1984 Den intuitive tanke, senere en artikel Tidens største røver er tiden i det pædagogiske tidsskrift 0-14 (nr, 1-1999), samt bogen fra 2009 Livsmod og langsomhed. Senest en artikel Tidens største mangelvare er tid i tidsskriftet KVAN nr. 88, november 2010. Jeg har talt meget om mere langsom tid i dagpleje, børnehaver, fritidshjem, skoler, uddannelsessteder og arbejdspladser. Er blevet interviewet flere gange herom, og har været med til at arrangere en langsomhedskonference (hvor bl.a. Bodil Jönsson var med). For 7 år siden begyndte jeg at samle drivtømmer, og male langsomheds- og forundringsord på dem. Mit sommerhus i Kandestederne syd for Skagen blev til Langsomhedens Oase, ligesom jeg fik drivtømmerværksted i Vejle og på Christianshavn, hvor jeg købte det gamle træskib Nordstjernen fra 1872. Samarbejdet med min kone Pia bevirkede, at vi fik lavet drivtømmerudstillinger på skibet Nordstjernen, som kom til Middelfart, hvor det nu er restaureret og hjemhørende som et kulturbærende fortælleskib, der sejler med tankegods. Langsomhed er blevet en global trend mod den moderne flimmer-bevidsthed med reklamernes konstante afbrydelser, som stjæler, invaderer og bortleder vor opmærksomhed. Evnen til livsnydelse og fordybelse er alvorlig truet. Begge bygger på evnen til at distancere sig fra det kendte. Her kan langsomheden som en del af en moderne fordybelseskultur være med til at udvikle gode filtre, der virker som indbyggede værdier og forbilleder med en social og kulturel udviklet dømmekraft, som sætter mennesket i stand til at sortere i informationsmængden og skille skidt fra kanel. Det er pædagogernes opgave at beskytte den langsomme tid og fokusere på, hvordan tid og pædagogisk kvalitet hænger sammen. En langsomhedens pædagogik må se det som sin fornemste opgave at lade børnene selv eje tiden, så tiden og langsomheden bliver tilgodeset på børnenes præmisser. Vi må give barndommen og den langsomme tid tilbage til børnene. Det vil komme tifoldigt tilbage til samfundet som en ny opmærksomhedskultur, som netop er det, vi selv og verden mest af alt har brug for. Tiden er din engel. Tiden er din skæbne. Carpe diem! John Engelbrecht