Kapitel 15 - Kirken i det nordlige Missouri 1836-1838

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 15 - Kirken i det nordlige Missouri 1836-1838 Tidslinie Dato Sommeren 1836 Betydningsfuld begivenhed De hellige begyndte at bosætte sig i Far West 26. dec. 1836 Caldwell County blev dannet Nov. 1837 Profeten besøgte for en kort stund Far West 14. mar. 1838 Profeten ankom for at bosætte sig i Far West Maj 1838 Jun. 1838 Adam-ondi-Ahman blev grundlagt DeWitt blev bosat 19. jun. 1838 Sidney Rigdon holdt sin "Salt-prædiken" 4. jul. 1838 Sidney Rigdon holdt sin tale på uafhængighedsagen 8.juli 1838 Fire nye apostle blev kaldet og tiendeloven blev åbenbaret Indledning Profeten og andre kirkeledere forlod Kirtland i januar 1838. De fleste andre medlemmer fulgte efter senere samme år. Der var ingen officiel beslutning om at forlade Kirtland, men det var tydeligt, at Kirkens centrale placering blev flyttet til det nordlige Missouri. Måske erindrede nogle af medlemmerne åbenbaringen, der blev givet i 1831: "Thi jeg, Herren, agter at holde et fast greb i Kirtland for et tidsrum af fem år" (L&P 64:21). Men tidligt i 1838 var Kirtlands glorværdige år forbi. Medlemmerne i det nordlige Missouri var allerede begyndt at etablere et nyt hovedkvarter -- Far West. Andre hellige, der var spredt over USA og Canada, forberedte sig på at samles i Far West. De sidste dages hellige var ivrige efter at finde en tid med fred efter et katastrofalt år med frafald i 1837. Mormonerne anmodes om at forlade Clay County Efter de helliges udvisning fra Jackson County i slutningen af 1833 levede de hellige i Missouri i relativ fred med de oprindelige indbyggere i Clay County. Men Kirkens ledere havde aldrig tiltænkt, at denne situation skulle være endelig; de anmodede konstant regeringsautoriteter om assistance til at flytte tilbage til Jackson County og til at generhverve deres ejendele, men alle deres anstrengelser var forgæves. Alt i mens fortsatte strømmen af hellige ind i Clay County, hvilket styrkede frygten blandt indbyggerne i Clay County, for at de hellige ville bosætte sig permanent. Biskop Edward Partridge og William W. Phelps var klar over disse bekymringer, og tog derfor på to udforskningsekspeditioner i foråret 1836 i søgen efter egnede områder, hvor de hellige kunne slå sig ned i det nordlige Missouri, et område normalt kaldet "Far West". Det meste af dette område var prærie dækket af højt græs med træer Side 1 af 10

langs elve og floder. På det tidspunkt anså man kun skovfyldte områder som egnede til bosættelser. W.W. Phelps fortalte, at "næsten hvert grænseområde med skove tæt på statsgrænsen er bosatte." Men brødrene fandt et ubeboet område i det nordlige Ray County langs Shoal Creek, skønt de frygtede, at der var for lidt træ til at understøtte en stor befolkningsgruppe.1 Ikke desto mindre begyndte brødrene at opkøbe jord i Shoal Creek den 3. maj. Den 29. juni 1836 blev et massemøde afholdt i Clay Countys retssal i Liberty med det formål at diskutere indsigelser imod mormonernes ophold i området. Nogle var bekymrede for, at "krisen" ville udmønte sig i en borgerkrig. Modstanderne gav fem grunde til deres modstand mod de hellige: (1) De var fattige. (2) Deres religiøse baggrund gav næring til fordomme. (3) Deres øststatskultur og dialekter var fremmede for folk i Missouri. (4) De var modstandere af slaveri. (5) De mente, at indianerne var Guds udvalgte folk, udvalgt til at arve Missouri sammen med de hellige. Indbyggerne mindede tillige mormonerne om deres løfte om at forlade amtet og foreslog de hellige at flytte til Wisconsin i det slavefrie Nord, hvor der var mange egnede bosættelsesområder. Disse ledere i Clay County lovede at hindre enhver voldelig adfærd overfor de hellige, indtil de kunne forlade området.2 I tillid til, at de snart skulle flytte til Shoal Creek, havde Kirkens ledere ingen indvendinger mod anmodningen om en fredsaftale og indkaldte til et offentligt møde den 1. juli for at udfærdige et svar. Beslutninger blev vedtaget, hvori de helliges taknemmelighed blev udtrykt over borgernes venlighed over for de hellige og deres ønske om en fredelig løsning på krisen. Lederne lovede at lede de hellige ud af amtet og at stoppe indvandringen. Den følgende dag accepterede lederne i Clay County svaret og begyndte at danne komitéer til at assistere de hellige under flytningen.3 I Ohio skrev Det Første Præsidentskab, der var blevet gjort bekendt med denne udvikling, to forskellige breve til Kirkens ledere og til Clay County komitéen. De opfordrede Kirkens medlemmer til at opretholde freden, men til ikke at bosætte sig i Wisconsin. De informerede tillige komitéen i Clay County om, at de havde rådet de hellige til at undgå blodsudgydelser og til at flytte fra amtet. Den 7. juli skrev Kirkens ledere i Missouri til guvernør Daniel Dunklin vedrørende deres intentioner om at flytte til det 647,5 hektar store jordstykke, som de havde opkøbt i det nordlige Ray County og anmodede om hans assistance til at opløse eventuelle pøbelgrupper. I 1836 var "mormonproblemet" ikke så fremtrædende et politisk problem i Missouri, som det havde været i 1833-34; og eftersom det var valgår, var guvernøren mindre indstillet på at hjælpe de hellige. Derudover var mange vælgere i Ray County imod bosættelse af mormoner i deres amt, selv i de ubeboede prærieområder. Guvernør Dunklin svarede den 18. juli, at skønt han havde sympati for mormonernes sag, så "vil den offentlige stemning blive stadfæstet lov; og når et menneske eller en gruppe mennesker bliver så frastødende, at det resulterer i sådanne følelser i folk, at man overvejer at udstøde ham eller den, ja så er det nyttelyst at gå imod.... Konsekvenserne vil blive de samme... medmindre I ved jeres opførsel og egne argumenter kan overbevise dem (folket i Missouri) om jeres uskyld. Hvis dette ikke kan opnås, så kan jeg blot sige, at i denne republik er vox populi lig vox Dei (folkets stemme er Guds stemme)."4 Dannelsen af Caldwell County og grundlæggelsen af Far West Side 2 af 10

Forholdene for de hellige var kritiske. I lyset af den manglende sikkerhed for beskyttelse fra guvernøren og med fjendtlige følelser i både Clay og Ray County holdt stavspræsidentskabet og højrådet hastemøde den 25. juli. Som en yderligere komplikation havde brødrene netop erfaret, at ca. 100 sidste dages hellige indvandrerfamilier havde slået lejr ved Crooked River i den sydlige del af Ray County. Mange af dem var syge og "uden midler til at købe jord eller proviant." Borgerne i Ray County truede med vold, hvis de ikke forlod stedet. Derudover var yderligere et hundrede fattige familier på vej ad Mississippifloden. "I et forsøg på at undgå voldsepisoder og forvirring, pest og død," rådede Kirkens ledere indvandrerne til at "sprede sig blandt indbyggerne" i de allerede etablerede bosættelser og finde midlertidige boliger og arbejde. Thomas B. Marsh og Elisha H. Groves, en nyomvendt fra Kentucky, blev sendt af sted til Kirkens grene i andre stater for at indsamle penge til "det fattige blødende Zion," mens W.W. Phelps, John Whitmer, Edward Partridge, Isaac Morley og John Corrill, blev sendt ud for at finde mere jord, hvor de kunne slå sig ned.5 Kirkens ledere forsikrede borgerne i Ray County om, at de hellige kun havde til hensigt at bosætte sig i prærieområdet mod nord og at ansøge om dannelsen af et nyt amt, hvilket borgerne med det samme indvilligede i. Et forslag om at danne et ingenmandsland blev også godkendt. Denne stribe jord, hvor hverken mormoner eller ikke-mormoner kunne slå sig ned, lå langs amtsgrænsen og strakte sig knap 5 km ind i hvert amt. Alt i mens fandt W.W. Phelps og John Whitmer tidligt i august et velegnet område til dannelsen af en by, som de kaldte Far West, i det nordlige Ray County. Området lå godt 20 km vest for Haun's Mill, en lille mormonbosættelse, der var blevet dannet af Jacob Haun ved Shoal Creek året før. De hellige begyndte at samles hen imod slutningen af sommeren og i efteråret, og snart var Far West og andre små bosættelser dannet. Alexander W. Doniphan, en ven af de hellige og statslovgiver, fremsatte et lovforslag til den lovgivende forsamling i december 1836 om at danne to små amter i de tyndt befolkede områder i det nordlige Ray County. Doniphan navngav amterne Daviess og Caldwell efter to berømte krigere, der bekæmpede indianerne fra Kentucky, hvor han selv stammede fra. Caldwell County, hvor bosættelserne ved Far West og Shoal Creek fandtes, skulle udelukkende være for mormoner med ret til at sende repræsentanter til den lovgivende forsamling. Denne opdeling af de sidste dages hellige blev betragtet som en fremragende løsning på "mormonproblemet." Den nyvalgte Lilburn W. Boggs underskrev lovforslaget den 29. december 1836 og dannede dermed to nye amter. Indre vanskeligheder var så småt opstået, da de hellige strømmede til Caldwell County, hvor de byggede træhuse og forberedte jorden til forårets beplantning. Thomas Marsh og Elisha Groves vendte tilbage i det tidlige forår fra deres rejse i Kentucky og Tennessee og overdrog de 1450 dollar, de havde med sig, til W. W. Phelps og John Whitmer, rådgivere i stavspræsidentskabet, eftersom stavspræsidenten David Whitmer var i Ohio. Rådgiverne brugte pengene til at købe mere jord for, men de købte jorden i deres egne navne og solgte den videre til de hellige med en lille profit, som de selv beholdt. Adskillige medlemmer protesterede straks, og nogle af højrådsmedlemmerne klagede også over beslutninger angående Far West, der var blevet truffet udenom dem. Ved en række møder i Far West i april anerkendte brødrene deres uret og forsoning blev opnået. Det blev besluttet, at biskop Edward Partridge, sammen med stavspræsidentskabet, højrådet og de to apostle, -- Thomas B. Marsh og David Patten -, som var i Missouri, skulle fordele jordlodderne. Side 3 af 10

En måned senere fortørnede Phelps og Whitmer dog igen højrådet og apostlene ved fortsat at forsøge at opnå vinding ved at handle med jord. Da profeten blev klar over denne konflikt, søgte og opnåede han vejledning fra Herren og blev fortalt: "Sandelig, så siger Herren til min tjener Joseph -- mine tjenere John Whitmer og William W. Phelps har gjort de ting, der ikke er mig velbehagelige, derfor, såfremt de ikke omvender sig, skal de flyttes bort fra deres pladser.6 Ikke desto mindre fortsatte denne konflikt indtil november 1837. Ved en konference i Kirtland den 17. september besluttede man at sende Joseph Smith og Sidney Rigdon til Missouri for at søge efter andre områder til Zions stave "så de fattige må finde et tilflugtsted."7 Som en yderligere følge af konferencen sendte biskop Newel K. Whitney et brev den 18. september til Kirkens grene spredt ud over hele USA, hvori han anmodede dem om at sende tiende i guld og sølv til at aflaste Kirtland og til at opbygge Zion i Missouri. Profeten og adskillige andre brødre ankom til Far West tidligt i november og brugte cirka ti dage på at holde møder. Det blev besluttet, at der var ressourcer og plads nok til de hellige, og en komité blev valgt til at finde områder til de nye stave. Joseph besluttede sig for at udskyde opførelsen af templet i Far West, indtil han modtog yderligere instrukser fra Herren, men Far West blev udvidet fra 2,6 km2 til 5,2 km2. Problemerne i forbindelse med stavspræsidentskabets aktiviteter i Missouri blev midlertidigt løst, og stavspræsidentskabet blev opretholdt i deres kaldelser. Ved en konference for ældster den 7. november 1837 i Far West blev Frederick G. Williams afvist som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, og Hyrum Smith blev opretholdt i hans sted. I løbet af vinteren opstod der igen uoverensstemmelser mellem stavspræsidentskabet og højrådet i Missouri. Oliver Cowdery og Frederick G. Williams, som havde været på kant med profeten i Kirtland, var nu flyttet til Far West og sammen med stavspræsidentskabet, besluttede de sig for at sælge nogle af Kirkens jordbesiddelser i Jackson County, som stod i deres egne navne. Det var imod Herrens instrukser at sælge jord fra i Zion, da de hellige skulle bevare et krav på deres jordbesiddelser i Jackson County (se L&P 101:99). Tidligt i februar 1838 førte Kirken retssag mod John Whitmer og W.W. Phelps for at misbruge Kirkens midler og mod David Whitmer for bevidst at bryde visdomsordet. På trods af, at nogle mente, at højrådet ikke havde myndighed til at føre retssag mod præsidentskabet, stemte et flertal for at afløse dem, og denne beslutning blev sendt ud til grenene og blev accepteret af de hellige. Da stavspræsidentskabet påstod, at selve retssagen var ulovlig, og at præsidentskabet ikke selv havde haft mulighed for ved personligt fremmøde at forsvare sig, blev højrådet overbevist om, at præsidentskabet "bestræbte sig på at påtvinge Kirken deres ledelse af staven, efter de var blevet behørigt afløst.8 Derfor udelukkede højrådet med assistance fra to apostle den 10. februar W.W. Phelps og John Whitmer og opretholdt Thomas B. Marsh og David W. Patten, som fungerende præsidentskab, indtil profetens forventede ankomst. Yderligere tiltag mod David Whitmer, Oliver Cowdery og Lyman Johnson, en apostel, der havde sluttet sig til de frafaldne, blev udskudt indtil profeten kom. I et brev til Joseph Smith forklarede ældste Marsh: "Havde vi ikke taget de ovennævnte forholdsregler, mener vi ikke, at vi havde kunnet afværge et oprør mod hele højrådet og biskoppen; så stor var utilfredsheden med stavspræsidentskabet, at folket var begyndt at være mistroiske over for alle autoriteterne og det, at de var tilbøjelige til at opretholde disse mænd i deres synder, og i løbet af kort tid ville Kirken og enhver mand have vandret på sin egen vej, som får uden en hyrde."9 Side 4 af 10

Profeten slår sig ned i Far West Profeten var stadig i Ohio, da nyheden om forfølgelsen og Kirkens usikre tilstand i Missouri gjorde ham modløs. Den 12. januar 1838 modtog han en åbenbaring, som forklarede, at kun Det Første Præsidentskab kunne danne en stav.10 Denne åbenbaring betød, at dannelsen af staven i Far West var ugyldig. Han tog derfor afsted til Missouri, ikke blot for at flygte fra sine fjender, men også for at sætte skik på Kirken i Far West. Rejsen var svær, men da Joseph og Emma, som var seks måneder henne, ankom til Missouri i marts, kom mange hellige dem i møde og fulgte med dem til Far West. Omkring 13 km uden for byen stødte endnu en gruppe til og opmuntrede dem. Efter så mange besværligheder i øststaterne var profeten opmuntret af den støtte, som de hellige i Missouri gav ham; og de var ligeledes glade for, at han bosatte sig blandt dem. Mens Joseph var i Far West godkendte han afløsningen af stavspræsidentskabet. I slutningen af marts så han optimistisk på fællesskabet i Far West, på trods af at der var kommet adskillige breve fra apostater i Kirtland, som spredte falske lærdomme blandt nogle få. Joseph skrev tilbage til Kirtland, at "fred og kærlighed dominerer overalt; kort sagt, himmelen smiler til de hellige i Caldwell."11 To dage før aprilkonferencen blev de opmuntret yderligere, da Sidney Rigdon og hans gruppe ankom efter en lang og vanskelig rejse. Ved konferencen kaldte profeten tre seniormedlemmer i De Tolv Apostles Kvorum ved konferencen -- Thomas B. Marsh, David W. Patten og Brigham Young -- som det nye stavspræsidentskab i Missouri. Dette var dog kun en midlertidig løsning. Ni dage senere modtog profeten en befaling, der gav ældste Patten besked om at ordne sine forretninger, så han og de andre tolv kunne tage afsted i foråret 1839 på en ny mission i udlandet (se L&P 114). Ved et senere møde redegjorde David Patten for De Tolv Apostles status, som ikke alle var i Missouri. Han roste seks af sine brødre, som værende "Guds mænd... Han talte mere tvivlsomt om William Smith... William E. McLellin, Luke S. Johnson, Lyman E. Johnson og John F. Boynton, som værende mænd, han ikke kunne anbefale til konferencen."12 Det blev klart, at fire skulle afløses. I løbet af møderne den 7.-8. april skred man yderlige ind for at sætte Kirken i orden i Missouri. Efter konferencen behandlede stavspræsidentskabet sagerne vedrørende tidligere ledere, der var faldet fra Kirken. De skrev til John Whitmer, som både havde været Kirkens historiker og medlem af stavspræsidentskabet i Missouri, og bad ham om at aflevere sine historiske optegnelser og skrivelser til Kirken. Dette ønske efterkom han ikke. Kun for nyligt er hans historie blevet trykt i sin helhed. En endnu vigtigere sag var Oliver Cowderys. Han var anklaget af højrådet for at forfølge Kirkens ledere med unødige sagsanlæg, for at prøve på nedbryde Joseph Smiths viljestyrke ved ikke at acceptere gejstlig myndighed i timelige sager, såsom at sælge jord i Jackson County og for at forlade sin kaldelse, som assisterende præsident i Kirken og vende sin opmærksomhed mod sin advokatvirksomhed. Oliver afviste at møde for højrådet og svarede per brev. Han afviste Kirkens ret til at diktere hans liv og ønskede at bringe sit medlemskab af Kirken til ophør. Højrådet udelukkede ham den 12. april 1838. Han levede i ti år uden for Kirken, men ydmygede sig senere og blev døbt igen i oktober 1848 i Kanesville, Iowa. Højrådet udelukkede ligeledes David Whitmer, et andet af de tre vidner til Mormons Bog, der var anklaget for forsøg på at tiltage sig magt, for at skrive breve, der såede splid blandt apostater samt for at bryde visdomsordet. David vendte aldrig tilbage til Kirken, Side 5 af 10

skønt han til sin død holdt fast på sit vidnesbyrd om, at han så englen og havde set guldpladerne. Lyman Johnson fra De Tolv blev udelukket af Kirken ved samme lejlighed. Skønt det var smertefuldt at skulle udelukke mænd, som tidligere have været stærke, følte Kirkens ledere, at denne udrensning var nødvendig for Kirken. I den sidste del af april 1838 modtog profeten en åbenbaring vedrørende opbygningen af Far West. Først fik Kirken sit korrekte navn "Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige" (L&P 115:4). Dette gjorde en ende på forvirringen om denne sag; Kirken var blevet kaldet Kristi Kirke, Kirken af Sidste Dages Hellige, samt Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Herren befalede også bygningen af et tempel. "Lad byen Far West være et helligt og indviet sted for mig, og den skal kaldes allerhelligst; thi jorden, du står på, er hellig" (L&P 115:7). Men Det Første Præsidentskab fik at vide, at de ikke måtte pådrage sig gæld, som det var sket i Kirtland. Herren befalede også sine tjenere at danne stave i de omliggende egne. Det skulle gøres således, at "indsamlingen til Zion og dens stave må være til forsvar og som en flugt fra stormen, og fra vreden, når den i fuldt mål skal udgydes over hele jorden" (L&P 115:6). Profeten tilbragte de næste tre uger med at besøge de hellige i Caldwell County og belærte dem om evangeliets principper. Sammen med Sidney Rigdon begyndte han på det ambitiøse projekt at skrive Kirkens samlede historie fra dens begyndelse. De optegnelser, som John Whitmer, Kirkens første historiker havde ført, var ufuldstændige og var i hvert fald ikke til rådighed nu. Beretningen om Joseph Smith og genoprettelsens første begivenheder, som nu findes i Den Kostelige Perle, var et produkt af dette projekt, der blev startet i april 1838. Udvidelse i det nordlige Missouri Efter at have bragt orden i tingene i Caldwell County, rettede profeten hele sin opmærksomhed mod at finde egnede bosættelsesområder til de hellige fra Ohio og andre øststater, som ville komme til Missouri i løbet af foråret og sommeren 1838. I 1837 havde nogle få sidste dages hellige slået sig ned nord for Caldwell County i det nydannede Daviess County. De gjorde dette i henhold til en mundtlig aftale om, at de opnåede tilladelse fra ikke-mormonerne til at slå sig ned der. Den mest fremtrædende mormon, der slog sig ned i Daviess County, var Lyman Wight, som dannede Wight's Settlement på en smuk bakkeskråning med udsigt over Grand River. I midten af maj 1838 tog Joseph Smith og nogle andre på en udforskningsekspedition nordpå. Da de nåede Wight's Ferry på Grand River, stod profeten for grundlæggelsen af en by netop på det sted. Han modtog også en åbenbaring om, at dette sted var Adam-ondi-Ahman. I 1835 åbenbarede Herren, at tre år før Adam døde, havde han kaldt sine retfærdige efterkommere sammen "i dalen Adam-ondi-Ahman og gav dem dér sin sidste velsignelse" (L&P 107:53, se tillige 78:15-16). Orson Pratt fortalte, at navnet betyder: "Guds dal, hvor Adam boede. Det er på det oprindelige sprog, der blev talt af Adam."13 Adam-ondi-Ahman vil igen blive stedet for en vigtig begivenhed, hvor udvalgte mennesker vil modtage Frelseren. Åbenbaringen lyder: "ADAM-ONDI-AMAN, fordi, sagde han, det er stedet, hvor Adam skal komme og besøge sit folk, eller hvor den gamle af dage skal sidde, som profeten Daniel har sagt" (L&P 116:1). Denne viden gav brødrene en sådan glæde, at man drøftede planerne om at danne en stav i Adam-ondi-Ahman. Ekspeditionen fandt også andre egnede bosættelsesområder langs den skovklædte og farbare Grand River. Da udforskningen var forbi, vendte Joseph Smith tilbage til Far Side 6 af 10

West, da han vidste, at Emma snart skulle føde ham endnu et barn. Hun fødte en søn den 2. juni 1838. De gav ham navnet Alexander Hale Smith. Ikke længe efter var Joseph tilbage i Adam-ondi-Ahman og inspicerede den nye by og huse under opbygning. Han udpegede stedet som et samlingssted for de hellige i Kirtland, som stadig var i Ohio eller på vej mod Missouri. Da hans onkel, John Smith, og dennes familie ankom til Far West, rådede Joseph ham til at slå sig ned i Adam-ondi-Ahman.14 En konference blev afholdt den 28. juni i kolonien, som havde fået kælenavnet "Diahman",15 og John Smith blev opretholdt som stavspræsident med Reynolds Cahoon og Lyman Wight som rådgivere. Et højråd blev også dannet. Vinson Knight blev kaldet som fungerende biskop, indtil biskop Newel K. Whitney ankom fra Kirtland (se L&P 117:11). Sidste dages hellige strømmede ind i Adam-ondi-Ahman i løbet af sommeren 1838. De anså sig selv som værende meget velsignede over at kunne bo på det sted, hvor Adam boede. En artikel, der blev trykt i augustnummeret af Elders' Journal gengiver denne glæde: "Den vældige indvandring... opmuntrer de hellige og giver os troen på, at Herren er ved at udføre særlige gerninger, som han har talt om ved sine fordums profeter. Den enorme avl af majs og andre produkter i denne sæson... har ikke set sin lige, så vidt vi ved, i denne generation; og hvis Herren fortsætter med at velsigne os, som han nu har sat sin hånd på at ville gøre, må der snart komme et overskud."16 Og ganske rigtig, en stor høst det efterår gjorde det muligt at sørge for de fattige medlemmer af Kirtland Camp, da de ankom til Missouri og slog sig ned i Adam-ondi-Ahman tidligt i oktober. På samme tidspunkt som Adam-ondi-Ahman blev dannet, var de hellige begyndt at bosætte sig i DeWitt, som lå i Caroll County, hvor Grand River løb ud i Missouri-floden. Dette var en fordel for Kirken, da medlemmerne lavede en landgang til dampbåden, som indvandrerne kunne benytte, når de flyttede til fra andre SDH-bosættelser. John Murdoch og George M. Hinkle, medlemmer af højrådet i Far West, fik myndighed til at købe jord i DeWitt og begynde en bosættelse. DeWitt voksede hastigt. Mangel på huse opstod i efteråret, da en stor gruppe af hellige ankom fra Canada og stort set omdannede mormonbyen DeWitt til en teltby. Det mest succesrige mormonsamfund af dem alle var Far West. I sommeren 1838 nåede befolkningstallet i Caldwell County op på 5000 og over halvdelen af disse boede i det egentlige Far West. De hellige byggede mere end "150 hjem, fire beklædningsforretninger, tre købmandsforretninger, adskillige smedjer, to hoteller, et trykkeri og en stor skole, der også fungerede som kirke og retsbygning."17 De hellige var travlt beskæftigede med at plante afgrøder og bygge bjælkehuse, men de holdt pauser for at tilbede Herren og studere skrifterne. Den 24-årige Sarah Rich var nygift, da hun og hendes mand, Charles, bosatte sig i et "hyggeligt bjælkehus fyldt med glæde" 6½ km uden for Far West. Hun fortalte: "Religion kommer her i forreste række frem for alt andet." Hver søndag red de på hest til byen for at deltage i møderne: "Vi lyttede ofte til profeten Joseph Smith prædike og instruere folket, et privilegium vi begge værdsatte højt."18 I løbet af sommeren 1838 tog profeten fat på arbejdet med at udfylde de ledige pladser i De Tolv Apostles Kvorum. Han bekræftede deres ansvar endnu engang og rådgav de hellige med hensyn til finansieringen af Herrens rige. Der var stor sorg i Kirken over tabet Side 7 af 10

af fire af de oprindelige Tolv. Elizabeth Barlow erindrede: "Vi følte alle en større sorg over at se apostle forlade Kirken, end over vore egne prøvelser og forfølgelse."19 På trods af denne sorg begyndte Joseph Smith at indsætte fire nye apostle og forberede De Tolv på deres opgave med at bringe evangeliet til hele verden. I efteråret 1837 før profetens besøg til Far West havde han sendt bud til John Taylor, en trofast og stærk nyomvendt fra Toronto, om at han ville blive kaldet til apostel.20 På det tidspunkt blev ældste Taylor ikke præsenteret for og opretholdt af Kirkens medlemmer. Den efterfølgende juli bad profeten til Herren: "Vil du, o Herre, vise os din vilje angående De Tolv?"21 Åbenbaringen, der fulgte, fik en stor indflydelse på Kirkens historie. Først formanede Herren: "Vælg mænd til at udfylde pladser for dem, som er faldet fra" (L&P 118:1). John Taylor, John E. Page, Wilford Woodruff og Willard Richards blev kaldet til apostle. John E. Page havde som missionær i Canada to år tidligere rejst over 8.000 km og havde døbt mere end 600 mennesker. Da denne åbenbaring blev givet, var han på vej til Missouri med en gruppe canadiske hellige. De ankom til DeWitt i oktober. Ældsterne Taylor og Page blev ordineret til apostle den 19. december 1838 i Far West af Brigham Young og Heber C. Kimball. Ældste Woodruff var missionær i Maine, da han per brev modtog sin kaldelse. Han ledte en gruppe omvendte fra New England til Missouri, men de hellige var blevet drevet ud af Missouri, inden de nåede frem, og i stedet bosatte de sig i Illinois. Wilford Woodruff blev ordineret til apostel i Far West den 26. april 1839, da han fulgtes med andre medlemmer af De Tolv dertil for at adlyde befalingen om, at De Tolv skulle påbegynde deres mission til England fra Far West (se L&P 118:4-5). Ældste Richards tjente som missionær og præstedømmeleder i Storbritannien og blev ikke ordineret til apostel, før De Tolv ankom i 1840. Åbenbaringen vedrørende De Tolv gav også instrukser til Thomas B. Marsh om, at han skulle fortsætte med at trykke Herrens ord i Elders' Journal i Far West og gav andre besked om at prædike "i hjertets enfoldighed, sagtmodighed, ydmyghed og langmodighed" (L&P 118:3). Herren gav De Tolv yderligere besked på at forberede sig på at tage afsted den 26. april 1839 fra Far West og rejse "over de store vande og der forkynde mit evangeliums fylde" (L&P 118:4). Den dag, hvor åbenbaringen til De Tolv blev givet, læste profeten yderligere to åbenbaringer op for de hellige vedrørende Kirkens indtjening. Eftersom Kirken var i dybe økonomiske vanskeligheder, havde profeten søgt at få klarhed over, hvordan loven om indvielse skulle anvendes. Herren ændrede den oprindelig lov, der var blevet givet i 1831, da han svarede: "Jeg fordrer, at al deres overflødige ejendom skal overdrages i hænderne på min kirkes biskop i Zion for dermed at bygge mit hus og lægge Zions grundvold, til præstedømmet og til at betale kirkens præsidentskabs gæld. Og dette er begyndelsen til mit folks tiende. Og derefter skal de, som således har betalt tiende, betale en tiendedel af deres årlige indkomst, og denne lov skal gælde for dem evindelig" (L&P 119:1-4). Den anden åbenbaring gav en komité af generalautoriteter ansvaret for at forvalte og bruge Kirkens tiende (se L&P 120). Skønt de hellige i det nordlige Missouri var optimistiske, var der grund til frygt. De hellige, som havde udholdt stor forfølgelse og utilfredshed i syv år, var naturligvis utålmodige med afvigerne, der boede i Far West. Disse frafaldne havde generet dem med sagsanlæg Side 8 af 10

og forbandet Kirkens ledelse. I juni kom Sidney Rigdon med en hidsig tale, også kaldet Salt-prædikenen. Han tog sin tekst fra skriftstedet: "I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft... duer (det) ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker" (Matt 5:13). Antydningen var, at afvigerne skulle smides ud af de helliges midte. Kort tid efter dukkede der et uautoriseret dokument op, som var adresseret til Oliver Cowdery, David og John Whitmer, W. W. Phelps og Lyman E. Johnson, de førende afvigere. Dokumentet var underskrevet af 84 kirkemedlemmer, og det beordrede i skarpe vendinger apostaterne at forlade amtet eller imødegå alvorlige konsekvenser. Talen og brevet havde den ønskede virkning: afvigerne flygtede i hast og blev snart fulgt af deres familier. Denne ekstreme opførsel, som nogle få have udvist, skræmte nogle mennesker i Kirken og gav grund til småbrokkerier. Den styrkede uheldigvis også den voksende anti-mormonske følelse i det nordlige Missouri. Endnu en faktor i striden med ikke-mormonerne var Samson Avards dannelse af en hemmelig forening, der hed Daniterne. Dette var en edsvoren gruppe med hemmelige tegn, som medlemmerne brugte til at genkende og advare hinanden med. Avard overbeviste sine tilhængere om, at de arbejdede med Kirkens præsidentskabs accept, og at de havde myndighed til selv at hævne sig på Kirkens fjender ved at røve, lyve og myrde, hvis dette skulle blive nødvendigt. Angreb fra Daniterne, både ægte og foregivne, fik fjendtlighederne til at blusse op og gav myndighederne i Missouri hjemmel til at anklage Joseph Smith og andre ledere for kriminelle handlinger mod staten. Den tale, som Sidney Rigdon holdt på uafhængighedsdagen i 1838, fik striden mellem mormoner og ikke-mormonerne til yderligere at blusse op. Mens de hellige i Far West fejrede nationens fødselsdag og lagde hjørnestenen til templet, fik Sidney Rigdons tale oppisket stemningen blandt dem. Han tordnede frem med de helliges egen uafhængighedserklæring, der manede til frihed fra pøbelgruppers vold eller ulovlig aktivitet. Han advarede fremtidige pøbelgrupper om, at Kirken ikke længere ville tolerere forfølgelse, men ville forsvare sig til døden. "Det vil være en udryddelseskrig mellem os og dem, for vi vil følge dem, til den sidste dråbe af deres blod er udgydt, eller også må de udrydde os."22 Kopier af denne brandtale nåede frem til myndighederne i Missouri og gav sluttelig basis for anklager om de helliges forræderi og voldelige intentioner.23 Således var scenen sat til den frygtelige strid og det smertelige tab af liv og ejendele som fulgte. De hellige skulle endnu igennem mere af "metalsmelterens ild", før de ville finde fred. Slutnoter 1. History of the Church, 2:445. 2. Dette afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 105. 3. Se History of the Church, 2:452-454. 4. History of the Church, 2:462. 5. Donald Q. Cannon og Lyndon W. Cook, red., Far West Records of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1830-1844, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1983), s. 104-5. 6. History of the Church, 2:511. 7. History of the Church, 2:516. 8. History of the Church, 3:7. 9. Elders' Journal, jul. 1838, s. 45. Side 9 af 10

10. Se "The Scriptory Book of Joseph Smith," LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 52-53. 11. History of the Church, 3:11. 12. History of the Church, 3:14. 13. I Journal of Discourses, 18:343 og Bruce R. McConkie, Mormon Doctrine, 2. udgave (Salt Lake City; Bookcraft, 1966), s. 19-21. 14. History of the Church, 3:38. 15. Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 107. 16. Elders' Journal, aug. 1838. 17. Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 107. 18. Sarah DeArmon Pea Rich, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 36. eller Kenneth W. Godfrey, Audrey M. Godfrey og Jill Mulvay Derr, Women's Voices (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1982), s. 98. 19. Elizabeth Haven Barlow, "Mother of Eight", i Kate B. Carter Our Pioneer Heritage, 19. bind. (Salt Lake City: Daughters of Utah Pioneers, 1967-76), 19:321; eller Leonard J. Arrington og Susan Arrington Madsen, Sunbonnet Sisters (Salt Lake City: Bookcraft, 1963), s. 24. 20. Se B. H. Roberts, The Life of John Taylor, (Salt Lake City: Bookcraft, 1963), s. 47. 21. History of the Church, 3:46. 22. Oration Delivered by Mr. S. Rigdon on the 4th July 1838 (Far West: Journal Office, 1838), LDS Historical Department, Salt Lake City, Salt Lake City, s. 12. 23. Foregående fire afsnit er taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 121-124. Side 10 af 10