8. søndag efter trinitatis I Salmer: 392, 390, 295, 320, 428, 6 Da jeg for efterhånden nogen år siden var konfirmand og gik til konfirmationsforberedelse, havde vi en aften i vores konfirmandklub besøg af en kvinde, Ingerlise Provstgård, der har skrevet en bog med titlen: med ført hånd. Hendes historie var både interessant og bevægende og den dukker stadig jævnligt op i min erindring, selv her mange år efter. Ingerlise levede et ganske almindeligt liv, hun var folkeskolelærer og opvokset i et kristnet hjem. I sine tidlige år som lære begyndte hun og nogen af hendes kolleger at interessere sig for ufoer og budskaber fra rummet. De studerede bøger om emnet og begyndte på forskellige måder at lege med det overnaturlige. Og pludselige en dag, blev Ingerlise i stand til at lade sin hånd føre og derved modtage budskaber. Hun kunne sætte sig ned og skrive, med en håndskrift der ikke var hendes egen, skrive ord, der kom ud af ingenting. Det første hun skrev var: Jeg er Jesus fra Nazareth, kongen over alle. Efter det startede der en periode i Ingerlises liv, hvor hun blev ført af det hånden skrev. Hun søgte efter ufoer, og troede fuldt og fast på, at de direktiver hun fik, fik hun fra Gud, for som hun fortalte: det var så smukt og så fuldendt ordene der kom fra hendes egen hånd. Det kom dog længere og længere ud på et overdrev, og efter hun en aften endnu engang forgæves havde stået på en mark og ventet på en ufo der 1
skulle tage hende med og skuffet måtte gå hjem, havde hun fået nok. Hun besluttede sig for, at nu måtte hun vide besked, om hvem det var hun rent faktisk var i kontakt med, for hendes overbevisning om at det er Gud der førte hendes hånd, var imidlertid dalet. Hun fortalte i sit foredrag, hvordan hun hjemme i sin lejlighed råbte ud i rummet jeg forlanger at vide præcis hvem du er og hvad det er for et spil du spiller. Og efter lidt tid skrev hendes hånd med meget store bogstaver Jeg er djævelen og jeg ejer din sjæl. Måske den mest uhyggelige sætning man kan forestille sig, men selvom Ingerlise Provstgård var bange, formåede hun at læne sig op ad sin barnetro og forsage djævelen, og bekende sig til Gud. Hun smed alt væk, brændte det hun har skrevet, ødelagde blyanter og da hun gjorde det, beskriver hun, at det føltes som om, at der bliver rullet et tæppe af hende. Hun blev befriet for den magt der har været det altoverskyggende i hendes liv. Hun siger selv, at havde det ikke været for hendes faste overbevisning om, at den der er døbt aldrig, kan ejes af andre end Gud, så er hun ikke sikker på andet end at hun den dag i dag stadig ville være underlagt en magt der var ødelæggende for hende. 2
Med denne historie, fra et virkeligt liv, bliver Jesu advarsel mod de falske profeter ganske klar og tydelig. Tag jer i agt siger han, for de kommer til jer i fåreklæder, men indeni er de glubske ulve. Vi kan ikke altid kende de falske profeter, vi kan ikke altid kende det, som vil ødelægge noget i os, i stedet for at bygge os op. Nogen gange vælger vi at gå ud af en vej der er blind, eller som ender med smerte og nederlag. Men historien om hånden der blev ført er ikke kun et billede på, hvordan det man troede var sandt og godt, viste sig at være falskt. Det er samtidig en historie om, at det ikke altid er noget udefrakommende der er falskt. For ordene der blev skrevet kom fra Ingerlises Provstgårds egen hånd. Jesu opfordring til, at tage afstand fra de falske profeter, kan let blive en bedømmelse af andre. Vi kommer til at dømme politikerne, politibetjentene eller dem der har en anden religion end os. Advarslen som vi hører i dag, kan let blive til en fordømmelse, af mennesker det ikke mener eller tænker på samme måde som en selv. Men hvis vi holder fast i den holdning, ja så betyder det jo, at vi er dem der kan sige, hvilke træer der skal hugges om og kastes i ilden, som det hedder i teksten, og da vil vi have gjort os selv til guder og dommere. Det kan aldrig være menneskets opgave. Derfor tror jeg, at ordene skal ses i et andet perspektiv nemlig ved at rette blikke mod sig selv og sit eget liv. 3
Professor P.G. Lindhardt skriver i en prædiken: Guds Ord er jo et spejl, med den mærkværdighed ved sig, at deri, kan man aldrig se andet end sig selv, og hvis du ser andre, så er det slet ikke Guds spejl, du ser i Vi kan bruge Guds Ord, og med det er jeg sikker på, at Lindhardt mener Jesus, som et spejl til at skelne det sande fra dets modsætning. Man må altid gøre varsomt, og aldrig glemme at det spejl gælder for en selv og for ens egne handlinger og måde at se verden på. Vi kan netop ikke sætte det spejl op for andre og derved dømme dem inde eller ude. For dommen må vi overlade til Gud. Derfor kan teksten til i dag også være et spejl vi kan holde op for os selv og ud fra det vurdere det sande fra det falske. Det afgørende spørgsmål i den sammenhængen er så bare, hvordan vi kan kende de falske profeter (eller det falske i os), det der ikke lader sig genkende direkte men skjuler falskheden bag et smukt ydre. Det spørgsmål svarer Jesus på i dagens evangelietekst: På deres frugter skal i kende dem. En falsk profet lader sig kende på sine dårlige frugter, en sand på sine gode. Sandheden lader sig kende ved det, at den er frugtbar, at den er givende og bliver til mere end det den er i sig selv. Den frugtbare sandhed har med kærlighed at gøre. Den, der har profetisk gave, men ikke har kærligheden, er derfor intet, skriver Paulus i 1. Korintherbrev. 4
Og Kierkegaard skriver noget lignende i kærlighedens gerninger:»men hvert Træ kjendes paa sin egen Frugt, saaledes ogsaa Kjerligheden paa dens egne, og den Kjerlighed, som kristendommen taler om kendes på at den har Evighedens Sandhed i sig«. Guds kærlighed eller evighedens sandhed ser i mennesket den værdi, som ikke har med menneskets egen fortjeneste at gøre. Den ser den evige værdi, mennesket har hos Gud, som hans barn og skabt i hans billede. I det ligger det sande i ethvert menneske gemt og det er det som sætter de gode frugter. Vi skal ikke selv præstere dem frugterne, det er ikke vores egen beslutning og kraft. Vi kan fokusere på dem og dermed holde alt det, der vil ødelægge frugten nede alt ukrudtet, der vil kvæle det gode der er blevet sat. I de gode frugter ligger hele kristendommens fortælling gemt: Adam og Eva blev smidt ud af edens have, fordi de spiste af kundskabens træ en dårlig frugt, de lod det livsødelæggende i mennesket dominere i et øjeblik, og det skabte en adskillelse mellem Gud og mennesker. Da Jesus blev korsfæstet skete det på et træ, et kors af træ. Han blev med sin død til livets og sandhedens træ, det træ hvor vi kan hente næring og hvor vores gode frugter stammer fra. 5
Med Hans liv og død, kan vi ikke bare få lov til at spise af livets træ, som vi gør det når vi holder nadver. Nej vi er blevet en del af det træ, for vi er som små kviste, blevet sat fast på den stamme, der sætter kærlighedens frugter. Det var det, der blev Ingerlise Provstgårds trøst, da hun opdagede at det var djævelen der førte hendes hånd. Og hun derfor kunne sige: min sjæl vil aldrig tilhøre dig, for den tilhører Gud. Evangelieteksten til i dag slutter med ordene, der nok kan virke lidt foruroligende. Ikke enhver der siger Herre, Herre skal komme ind i himmeriget. Men med Jesu død på korset fik vi et løfte, der fortæller os, at vi som Guds børn, som grene der er sidder fast på livets træ, også er blevet arvinger til Guds rige, og derfor har vi altid en plads hos ham både i livet og i døden. Amen 6