Prædiken til Palmesøndag, Københavns Domkirke 2016 Stine Munch Det er Palmesøndag. Det er begyndelsen af påsken. Den største fest for de kristne. Evangeliet til i dag, Palmesøndag, giver os en del af svaret på hvorfor det er sådan. Vi hører om noget der ligner en komplet unødvendig og ødsel handling. En kvinde salver Jesus med en meget dyr olie (da jeg barn og hørte denne historie, havde jeg et indre bilede af, at kvinden hældte en hel flaske parfume ud i håret på Jesus og jeg undrede mig såre over, at han fandt sig i det.) Nå, men det vigtige er at olien kvinden bruger er svimlende dyr og at det er en ødselhed ud over alle grænser at hælde det hele ud over Jesus. Det fremgår jo også med al tydelighed af teksten, der står; nogle blev vrede - og videre: hvorfor ødsle sådan.. Og Jesus siger: Lad hende være Og hele verden skal høre om det hun gjorde således hører vi og tusinder af andre denne historie i dag, Palmesøndag. At bruge en kostbar nardusolie sådan en aften kan virke som et kæmpe spild. Det er en mindre formue. Næsten en årsløn for en arbejder på det tidspunkt. Men historien om kvinden der salvede Jesus med en hundedyr nardusolie skal fortælle os om Guds kærlighed. At Guds kærlighed er ødsel. At han aldrig bliver træt af at give. Det er evangliet. Helt enkelt. Gud er ødsel. Selve skaberværket fortæller os netop det. For eksempel: hvad er meningen med alle de millioner af sædceller, som aldrig når frem til ægcellen? Eller hvad med alle de blade som i millionvis hvert år bygges op
for at nedbrydes igen nogle måneder senere, eller alle de snefnug som falder om vinteren bare for at smelte igen? Ja, sådan er der i selve skaberværket et indbygget spild, kan man sige. Og man kan spørge: Hvad skal det alt sammen til for? Gud er ødsel! Gud gi r kærligheden væk uden at spørge om, hvad han så får til gengæld. Evangeliet taler om det kvinden viser os i dag: gavmildhed og storsind og om at gi det væk. I dag siger Jesus også: De fattige har I altid hos Jer Med andre ord, den ødsle kærlighed, den ubegrænsede gavmildhed Gud giver livet med... sådan skal vi give det videre til andre.. Ikke fordi det er gerningerne der sætter os ind i det rette forhold til Gud, nej for her er det troen alene, det kommer an på. Troen på at Gud er den der giver os sin kærlighed af nåde, gratis, helt uden at kræve noget igen, giver os det kristne menneskes frihed. Friheden er en frihed til at elske frit, uden krav om at det skal være på en bestemt måde, til bestemte tider eller lignende. Og at være fri fra loven, fra religiøs lovoverholdelse som vi kender det fra f.eks jødedom og islam, men forpligtet på kærligheden, medfører ansvar.. Ansvaret for altid at omsætte budet om næstekærlighed til nutidig virkelighed. Så kan man rive sig i håret over al den næstekærlighed man slet ikke kan overkomme og spekulere på, hvem der først og fremmest er min næste? Det giver Jesus sådan set ingen detaljerede beskrivelser af. Men det er jo netop pointen: kærligheden skal der ikke spares på! Næsten er i bibelsk forståelse den, der kommer mig nær, fordi det er mig, der står ved siden af. Næsten er dér, hvor jeg er. Både fysisk og mentalt.
Det afgørende er, at enhver der kommer inden for grænserne af min indflydelse, er min næste. Men den kristne skal ikke bære verdens synd. Det er der en anden, der gør. Og det er Vor Herre, Jesus Kristus. Budskabet i dag er, at Guds kærlighed er grænseløs, ja endda provokerende ødsel. Det budskab skal deles ud, gives videre! Det er nemlig det, der er det særlige ved kristendommen. Gå ud i alverden og fortæl det til alle! Se, på Kristus deroppe, han skubber os jo af sted...ud i verden, med bedste historie af alle. Ja, ikke bare den bedste, men med sandheden om Gud der elsker os. Ødselt og ubegrænset. Egentlig er der jo et lidt mærkeligt samspil, eller modspil, mellem fortællingen om ødselheden, om kvinden i Simon den spedalskes hus og læsningen om æselkongen der jo først og fremmest er knyttet til palmesøndag og som har givet den navn. Og æselkongen der ridder ind i Jerusalem har vi jo også sunget om i dag, sådan som det hører sig til. De skar palmegrene af træerne som de viftede med, de bredte deres kapper ud på vejen i glæde og forventning. Og i historien om den ødsle kvinde er der jo også tale om glæde og forventning til Jesus. Fra hendes side. Og begge historier får deres særlige perspektiv og tone ud fra det, der skal til at ske. Men i optoget på vejen, ved indtoget i byen, er der en masse mennesker der er vidner på det, der sker. Der er en råbende og syngende folkeskare der højlydt giver udtryk for glæde og forventning. I Betania, i Simons hus, er der derimod kun et enkelt menneske der helt anonymt og i tavshed bringer Jesus sin hyldest. Derudover er der den store forskel mellem de to fortællinger, at alt det der skete ved indtoget i Jerusalem jo i en vis forstand beroede på en misforståelse.
For det var den forventede sejrherre de trængtes om: frihedshelten, samfundsomvælteren, de fattiges ven og de riges fjende, en rigtig Robin Hood, den nye Kong David.. Men Jesus vidste som den eneste i hele den store skare at det var noget andet der ventede ham, men også, at det var et andet rige kampen gjaldt. Nu kommer han endelig, tænkte de, Nu befrier han os fra den romerske besættelsesmagt Men Jesus vidste, at efter deres menneskelige målestok var det tværtimod undergangen der ventede. Med kvinden i Simons hus forholdt det sig anderledes. Det virker som om hun aner noget om hvad der skal til at ske. Og at det også skulle ske for hendes skyld. Det tyder hendes handling på, og Jesus udlægger den da også med ordene: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Der er en hemmelig forståelse mellem den tavse kvinde med olien og Jesus. Hun ofrede måske alle sine penge, eller det mest kostbare hun havde. Hvem hun så i øvrigt var melder historien ikke noget om, men måske kunne man forestille sig at hun måske er den kvinde som Jesus reddede fra stening? Eller måske er hun kvinden fra Sykars brønd.. det er i hvert fald to andre historier fra Johannesevangeliet som handler om en kvinde alle kendte og vidste hvem var, men som ingen ville kendes ved. Og måske er det simpelthen det, der ligger bag: at her var der én der havde vist kvinden, at der var én der brød sig om hende og havde omsorg for hende. Jeg tror det var derfor, hun kom, og at det var derfor hun gjorde, som hun gjorde. Jesus så hende. Ikke som et udskud og et menneske som alle andre foragtede i deres indbildte renhed. Men som et menneske der er værd at elske. Han så hende som Guds barn. Disciple protesterer mod kvindens tilsyneladende nytteløse handling. Mod det uhørt ødsle.
Og deres indvending er jo sådan set fornuftig nok. For var det ikke det Jesus selv sagde: at retfærdighed og barmhjertighed var bedre end offergaver altså at alle store ord og højtideligheder var meget lidt værd i forhold til at tage sig af et menneske i nød? Jamen det var da det han sagde? Det var da lige nøjagtigt det han havde skældt farisæerne og de skriftkloge ud for. Han havde jo selv fortalt historien om for eksempel den barmhjertige samaritaner, hvor præsten og levitten havde så travlt med at komme til templet for at foretage ceremonier og hellige handlinger, som kan minde om det kvinden gør her, så de ikke havde tid til at hjælpe den nødstedte mand i grøften. Jamen, siger Jesus ikke: hellere en god gerning end en prædiken; hellere et glas vand til den tørstende end alverdens salmesang og klokkeklang og velduftende olier? Det er i hvert fald sådan det tit bliver vendt, også i vore dage hvor ting skal nytte noget og have et formål for at have berettigelse. Det gælder også kirken - der skal demonstrere sin nytte og eksistensberettigelse ved at gøre noget for de unge, for de gamle, for de små, og helt sikkert noget mere for mænd, så nu har jeg hørt noget om fadølsgudstjenester, og om at nogen synes det også er på tide, at kirken står for en del af de unge sexualundervisning.. Og når man først kommer ind på det alt det man skal gøre her i verden, alt det der virkelig nytter noget, så kan man spørge sig selv, om det i grunden ikke er bedre at man bliver hjemme fra kirke og får slået græsset eller får lagt tøjet sammen i stedet for bare at sidde her på en kirkebænk og hænge.. Hvad skal det til for? At holde gudstjeneste? Og hvorfor egentlig holde liv i alle disse gamle kirker? Er I klar over hvad det koster? Det er ikke småpenge i hvert fald.. Er det ikke bedre at vi hjælper hinanden i stedet for at poste penge i alle disse nytteløse ord fra kirken? Kunne man ikke hellere give pengene til de fattige? Eller bygge nogle flere børnehaver og ansætte flere pædagoger, så dem der allerede er ansat ikke bliver så stressede? Eller hvad med flere sygehuse og bedre vilkår for sundhedspersonellet?
Listen er lang over alt det man kan gøre. Men her i dag, hører vi altså, at Jesus tager denne kvinde med hendes mærkelige og overflødige handling i forsvar ved at sige til de emsige disciple: Lad hende være! Hun har gjort noget godt imod mig. De fattige har I jo altid hos jer. Men mig har I ikke altid! Hermed er det sagt, at vi skal lytte efter Ordet om at Kristus har taget sig af os og har omsorg for os. Man kaldes ikke en kristen fordi man udretter meget, men fordi man modtager noget af Kristus og lader ham give siger Luther. Vejen går ikke fra os til Gud, men fra Gud til os. Det er det, denne historie fortæller os. Kristus var kommet til kvinden, og hun blev ramt af en sådan glæde at hun slet ikke kunne lade være med at give. Igennem sin tilsyneladende så nytteløse og overflødige handling peger kvinden på hvad Kristus har gjort for hende. Som jeg sagde før: Jesus så hende. Ikke som et udskud og et menneske som alle andre foragtede i deres indbildte renhed. Men som et menneske der er værd at elske. Han så hende som Guds barn. Og det er derfor vi holder gudstjeneste og det er derfor vi holder liv i disse gamle kirker: for at det kan blive forkyndt. For at evangeliet kan forkyndes. Og så kan det være godt nok med al vores hittepåsomhed og alle vores aktiviteter, men skal vi tale om eksistensberettigelsen, så er det, at evangeliet bliver forkyndt. Men! Evangeliet skal ikke bare forkyndes sådan uden grund. Bare som en religiøs rite eller handling. Nej, evangeliet skal forkyndes på grund af det almindelige, daglige, verdslige livs skyld. Evangeliets ord er ikke en specialitet uden praktisk betydning i det liv vi ellers lever. Evangeliet gør livet i hverdagen til tjeneste, og det evangeliet vil os i den tjeneste, er at give mod og styrke og fortrøstning til at tage livet op, til at være hinandens næste,
også overfor de nærmeste og derfor mest irriterende, uden at fortvivle over os selv men også uden at bekymre os om hvad der kommer ud af det og om det nytter noget. Vi skal bare gøre det! Med Jesu ord: I har fået det for intet, så giv det for intet. Ødselt og uden at tænke på hvad det nytter og hvad der mon kommer ud af det. Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Vi beder dig, Gud: Kom os i møde og lær os, at livet kun kan fås ved at give det væk. Giv os kærligheden at føle og smage ved dit nadverbord, så vi kan gå opløftede herfra og leve i troen på, at du gik smertens og lidelsens vej, for at vi skulle få det evige liv at leve. Gå alle mennesker i møde, der sidder i mørke - enten fordi de ikke kan finde vejen ud - eller fordi vi har slukket lyset for dem. Tilgiv os, når vi tiltager os mere magt, end vi har ret til - og gør os i stedet til dine børn - med en tryghed, der rækker ud over dødens grænse. Vær hos alle, der lider uforskyldt under sorg, ensomhed eller mangel på mad, arbejde eller tag over hovedet. Gør din kirke til et hus af levende sten, hvor mennesker kan møde dig. Giv din kærlighed til alle, der har fået magt betroet - vores
dronning og alle dem, vi har valgt til at regere. Kom du os i møde, Gud - når vi ikke kan finde vejen til dig - og gør det nu idag. I Vor Herre Jesu navn, AMEN. Motet Meddelelser Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!