Kan muslimer integreres i Danmark?

En artikel fra KRITISK DEBAT Kan muslimer integreres i Danmark? Skrevet af: Peter Møller Offentliggjort: 15. august 2010 Danmark er et af de lande i verden, der er allermest bange for muslimer. I 2008 lavede Gallup en undersøgelse for The World Economic Forum, der havde til formål at måle mængden og kvaliteten af dialogen mellem den vestlige og den muslimske verden. 79 % af de adspurgte danskere svarede, at en større kontaktflade til den muslimske verden var at opfatte som en trussel i stedet for en mulighed.[1] Uanset hvor stor vægt man vil tillægge denne statistik, så vidner den unægteligt om en berøringsangst, som jeg mener er ubegrundet, nærmest alene på baggrund af formuleringen af dette spørgsmål. Ideen om en 'muslimsk verden' implicerer, at der skulle findes en muslimsk monokultur, hvilket virker selvfølgeligt forkert. Det anslås, at der er omkring 1.57 milliarder muslimer i verden[2], fordelt på omkring 46 lande[3]. Ideen om en sådan kultur antager, at Islam skulle være den primære adfærdsregulerende faktor for de implicerede 1.57 milliarder menneskers adfærd, hvilket naturligvis ikke er tilfældet. Det billede der præsenteres i medierne, fremstiller muslimer som vrede mellemøstlige mænd, der brænder flag og skyder op i luften, men de fleste muslimer bor i Asien. Det er et problem, at en religion på denne måde udstilles, som noget den ikke er, og gøres til fællesnævner for så bred en befolkningsgruppe. I denne artikel vil jeg argumentere imod, hvad jeg føler er det mest kvalificerede argument for muslimers 'uintegrerbarhed', nemlig Nicolai Sennels' argument fra bogen Blandt kriminelle muslimer fra 2009. Nicolai Sennels fremfører den påstand, at muslimsk kultur er direkte inkompatibel med dansk kultur, og integration simpelthen ikke er muligt. Han gør her det samme som Gallup undersøgelsen fra 2008 og bruger udtrykket om en 'muslimsk kultur' løst og upræciseret, hvilke jeg mener, er en stor fejl, der er symptomatisk for hele konflikten. For at kunne præsentere hans argument, på en måde der ikke bliver helt utroligt klodset, vælger jeg dog også at bruge begrebet 'muslim' om en person, der kommer fra et muslimsk land; og et 'muslimsk land', om et land hvori mere end halvdelen af befolkningen er muslimer. Jeg vil senere uddybe, hvorfor dette er problematisk. Muslimer kan ikke integreres Nicolai Sennels bog tager udgangspunkt i hans arbejde som psykolog for kriminelle unge på Sønderbro-institutionen i København, som er et ungdomsfængsel. Jeg vælger Nicolai Sennels bog, fordi den leverer varen: Et sammenhængende og nutidigt argument for, hvorfor muslimer ikke er integrations-egnede i Danmark. Nicolai Sennels argument er delvist statistisk og delvist empirisk i den forstand, at han bruger statistik til at underbygge de erfaringer, han selv har haft med unge kriminelle muslimer på Sønderbro. 1 / 7

Det er en central pointe for det islamkritiske argument, at muslimer - som følge af deres religion eller kultur - skulle være disponeret for kriminalitet i højere grad end danskere. Statistikken bekræfter den højere tilbøjelighed til kriminalitet. Figur 1: Strafferetslige afgørelser i procent, for henholdsvis danskere og indvandrere fra muslimske lande. Danskere 15-19 år 3,58% 7,38% 20-29 år 5,03% 11,30% 30-39 år 3,90% 7,23% Kilde: http://www.statistikbanken.dk[4] Indvandrere fra muslimske lande For at det islamkritiske argument holder, skal det dog påvises, at denne forøgede kriminalitet er religiøst eller kulturelt baseret. Nicolai Sennels modsætter sig den forklaring, at sociale omstændigheder skulle være den afgørende faktor, delvist fordi det statistisk ikke kan redegøres for fuldstændigt, og fordi han mener, at muslimer selv er skyld i deres dårlige sociale forhold på grund af deres kulturs inkompatibilitet med den danske. Dette begrunder han med et argument for den destruktive spiral, som han beskriver som 'vredens logik'. Spiralen kører som følger: 1. Ydre styring af følelser 2. Oplevelsen af at være offer 3. Aggression og hævn som socialt redskab Aggressionen og hævnen leder naturligt tilbage til negative følelser, der eksternaliseres, og således fortsætter spiralen. Forklaring: 1. Ydre styring Ifølge Nicolai Sennels adskiller muslimer sig fra danskere, ikke kun fordi følelser som f.eks. ære eller skam manifesterer sig stærkere i deres kultur, men fordi de har et grundlæggende andet forhold til følelser. "De to mest grundlæggende måder er, at man enten oplever følelserne som >>ydre-styret<< eller >>indre-styret<<" [Nicolai, s. 35]. Han eksemplificerer forskellen gennem sin behandling for håndtering af vrede. De danske unges tilgang til vreden opfattede han refleksivt, altså som spørgende indadtil: "er der noget i vejen med mig?". De muslimske unges reaktion var meget mere udadrettet, og vreden blev opfattet som en rationel reaktion på provokerende omstændigheder. Det er det, Nicolai Sennels mener med ydre-styring, altså at muslimske unge opfatter deres følelser som styret udefra, hvor danske unge i højere grad selv tager ansvar. På et samfundsmæssigt plan teoretiserer han, at grunden ligger i en værdiforskel. I Danmark er det et tegn på menneskelig modenhed at forstå sin egne følelser og tage ansvar for dem. I muslimske kulturer opfattes den samme kvalitet som svaghed. Det handler om, hvorvidt man kan forsvare sin ære mod et angreb udefra, og en refleksion over grunden til en konflikt kommer i vejen for en konfrontation med den ydre faktor, der har fremprovokeret følelsen. Nicolai Sennels ser forholdet til sine følelser som en væsentlig forskel på vestlig og muslimsk kultur, hvor det første er indre- og det andet ydre-styret. 2 / 7

Denne forskel på det danske og muslimske samfund må naturligvis begrundes i religion eller kultur, for at argumentet virker. Nicolai Sennels stiller det op således: I den vestlige, sekulære kultur opdrages vi til, at frihed og ansvar følges ad. Vi står ikke til ansvar overfor nogen guddommelig magt, men kun os selv og derved vores samfund. I den muslimske kultur opdrages man i højere grad til at acceptere en ydre autoritet - typisk de mandlige overhoveder og herunder imamerne i særdeleshed. Nicolai Sennels beskriver en tendens blandt de unge kriminelle muslimer, selv dem der ikke praktiserede Islam, til at opfatte koranens bud på hvad en 'god muslim' er som en markant adfærdsregulerende faktor. Han omtaler muslimsk kultur som gennemgående kollektiv og 'førmoderne'. I en sådan kultur er man som individ ikke kun ansvarlig for sig selv, men også for fællesskabet, det værende familien, det større religiøse fællesskab eller lignende. Fællesskabet udgør en ydre regulerende faktor, der betoner konsekvens og straf i højere grad end vestlige samfund, fordi det bare ikke går at lade fællesskabet i stikken i jagten på sin egen lykke. "Det er på mange måder mindre egoistisk, men også mindre frit. [...] Den regulerende faktor er ganske enkelt meget mere en ydre ting end i vestlige kulturer, på godt og ondt." [Nicolai Sennels, s. 60] 2. Oplevelsen af at være offer Afledt af forholdet til følelser, som ydre-styret, er offerrollen. De kriminelle unge muslimer, som Nicolai Sennels har talt med, har i stort omfang begrundet deres udfald med en ydre provokation. Som styret af deres omgivelser er deres forbrydelser ikke som sådan et udtryk for en personlig fejl, men i højere grad at omgivelserne har fremprovokeret reaktionen. Denne indstilling giver de unge muslimer en følelse af at være offer, og leder naturligt videre til... 3. Aggression og hævn som socialt redskab "Hvis man oplever at det er de andres skyld, når man føler sig såret eller frustreret, så har man en tendens til at se sig selv som offer [...] Med denne logik kan man retfærdiggøre selv meget destruktive reaktioner. Offerrollen bliver en blankocheck, som kan bruges til at udskrive alle mulige former for >>retfærdig<< gengæld og hævn." [Nicolai Sennels, 42 "Offerrollen som blankocheck"] På et individuelt plan følger den retfærdige (eller følt retfærdige) gengæld meget lovmæssigt af oplevelsen af at være offer. Nicolai Sennels teori om den muslimske kultur som ydre-styret, og med større fokus på konsekvens, understøtter ideen om "[...]den >>retfærdige<< hævn fra det nedgjorte/undertrykte/forfulgte >>offer<<." [Nicolai Sennels, s. 43] Når man opfatter sine følelser som afhængige af omgivelserne, så er det omgivelserne man søger at ændre, når negative følelser melder sig. I større målestok er det f.eks. igennem terror, at det islamistiske samfund slår ud, når det oplever, at det gøres til offer for f.eks. vestens imperialisme. Denne destruktive spiral udgør rygraden i Nicolai Sennels argument. Han ekstrapolerer den fra de unge, han har arbejdet med, til et bredere samfundsmæssigt perspektiv og forsøger dermed at redegøre for den dårlige integration af muslimske indvandrere. Muslimer opfatter følelser anderledes, og ser dem som determineret af deres omstændigheder, ikke dem selv. Dette skyldes, at muslimske samfund generelt er kollektive i stedet for individuelle, som f.eks. Danmark. I det individuelle samfund kigger man indad og placerer ansvaret hos sig selv, hvorimod man i et kollektivt samfund kigger udad, og placerer ansvaret i sine omgivelser. Statistik I bogens anden del argumenterer Nicolai Sennels - supplerende til hans hovedargument - for, at muslimer i Europa i øjeblikket gennemgår en radikalisering, der fjerner deres værdier endnu mere fra de vestlige. Hans primære kilder er to undersøgelser fra henholdsvis England[5] og Tyskland[6], den første omhandlende muslimske universitetsstuderende og den anden en undersøgelse fra 3 / 7

indenrigsministeriet, generelt om muslimske indvandrere i landet. Jeg vil hurtigt opsummere de mest inkriminerende tal, som Nicolai Sennels præsenterer dem i sin bog. I den engelske undersøgelse svarede over halvdelen af de adspurgte studerende, at Islam må forsvares med drab. 40 % går ind for at indføre Sharia-lovgivning i Storbritannien, og 33 % ønsker, at hele verden skal indlemmes i et kalifat underlagt Sharia-lov. 24 % mener ikke, at mænd og kvinder er lige overfor Allah, og 25 % har ingen eller kun lidt respekt for homoseksuelle. Ud fra disse tal konkluderer Nicolai Sennels, at op imod halvdelen af en hel generation af muslimer er religiøse ekstremister. Undersøgelsen i Tyskland, som indenrigsministeriet foretog, viser lignende tendenser. 87 % af muslimerne i Tyskland føler sig "religiøse" eller "meget religiøse". Antallet af muslimer som mener, at kvinder bør bære tørklæder, er steget fra 27 % i 2000 til 47 % i 2005. Kun 12 % af de adspurgte følte sig som tyskere, og næsten halvdelen følte sig afvist af det tyske samfund. 40 % af de adspurgte mente, at et væbnet forsvar af Islam, mod trusler fra vesten, kunne retfærdiggøres. 40 % kunne betegnes som fundamentalistiske, og 80 % mente, at Koranen er Allahs sande åbenbaringer. Med de to undersøgelser ønsker Nicolai Sennels at modbevise ideen om, at det primært er de socialt udstødte muslimer, der vender sig mod ekstremismen. Universitetsstuderende er, i teorien, både højtuddannede og som regel godt stillede socialt. Denne statistik er skræmmende, fordi det underbygger tesen om, at det er selve den muslimske kultur, der kolliderer med den vestlige. Det åbner for den mulighed, at svaret på integrationsproblemerne, ikke er at få muslimerne "med" gennem bedre jobs og højere social status, men at dette svar simpelthen ikke findes, fordi kulturerne er for forskellige. I det kommende afsnit vil jeg præsentere et argument for, hvorfor dette er en forhastet, og højst unødvendig, konklusion at nå til. Muslimer kan godt integreres Nicolai Sennels argument er todelt og går på, at muslimer er for forskellige fra danskere til at kunne integreres, og at en muslimsk tilstedeværelse i et vestligt land er grund til frygt på grund af kulturel adskillelse og radikalisering. Jeg vil først forsøge at vise, at Nicolai Sennels argument ikke holder vand og derefter argumentere for, at en afvisning af muligheden for muslimsk integration i Danmark skulle baseres på et helt urimeligt overbevisende argument for at kunne tages seriøst. Først det empiriske argument, som jeg mener, er Nicolai Sennels stærkeste. Jeg betvivler ikke et øjeblik, at hans beretninger fra sit arbejde med unge utilpassede muslimer er sandfærdige, men hans kategorisering af indvandrere fra muslimske lande som værende uniformt 'muslimer' er for snæversynet. Som jeg skrev i indledningen, er ideen om en muslimsk monokultur uholdbar, fordi den spænder alt for bredt til, at der kan findes nogle relevante fællesnævnere. Nicolai Sennels brug af begreberne 'muslim' og 'muslimsk kultur' er nærmest meningsløse. Saudi Arabien og Maldiverne er de to lande i verden, hvori der procentvist bor allerflest muslimer, og det er henholdsvis en ørken og et ørige. At foreslå at Islam i sig selv vil medføre kollektivistiske samfund, når de to landes omstændigheder er så forskellige, er ikke overbevisende, specielt fordi de 5 sider Nicolai Sennels bruger på forskellen mellem individualistiske og kollektivistiske samfund er blottet for henvisninger. Det virker som om, at Nicolai Sennels ekstrapolerer fra de muslimer og de muslimske lande, han kender. Mens det er rigtigt, at der iblandt muslimske lande er en overvægt at økonomisk svage samfund (det Nicolai Sennels kalder førmoderne), så er det at skyde skylden udelukkende på Islam en ubegrundet og grov beskyldning. Jeg håber dette argument vil blive accepteret uden en videre analyse af hvilke faktorer, der har indflydelse på rigdom og levestandard i alle verdens 46 muslimske lande, for en sådan er jeg ikke i stand til at levere. Min pointe er, at Nicolai Sennels argument for Islam som udslagsgivende i de (eventuelle) kollektive aspekter af muslimske lande er situeret primært i hans egne fordomme. Svagere formuleret kan man i hvert fald sige, at hans argument for, hvorfor det skulle være tilfældet, ikke er tvingende på nogen måde. 4 / 7

Jeg synes at Nicolai Sennels fremgangsmåde i den første halvdel af bogen, hvor han beskriver sine erfaringer med unge kriminelle muslimer, er den eneste rigtige måde at gribe et sådant problem an på. I udstillingen af et reelt samfundsmæssigt problem kan man forsøge at finde frem til roden, og jeg er enig med Nicolai Sennels i, at den kulturkløft, han har mødt, udgør et regulært pædagogisk problem. Men som Naser Khader skrev, i sin anmeldelse af Blandt Kriminelle Muslimer[7], så lider Nicolai argumentationen under hans begrænsede felt. Han ekstrapolerer sig frem til generelle egenskaber for muslimer ud fra sit møde med 200 af den mest kriminelle slags. Naturligvis er hans resultater relevante, men der mangler en refleksion over at hans møde med muslimsk kultur, i den grad har været farvet. Det er synd, for hvis han havde skrevet en bog om integrations-pædagogik, der ikke havde et politisk ærinde, så ville den være en ukompliceret kilde til en uvurderlig indsigt i disse problemer. Den ekstrapolering, der finder sted, amputerer dog lidt dette, fordi Nicolai Sennels bevæger sig ud på alt for dybt vand. Han påstår, at kunne bakke sine erfaringer op med statistik, men det formår han på ingen måde, som jeg i det følgende vil argumentere for. Nicolai Sennels henviser til den engelske undersøgelse blandt muslimske universitetsstuderende og starter hårdt ud med at påstå, at over halvdelen af de adspurgte går ind for at forsvare Islam med drab. De andre tal, han fremfører, bruger han manipulerende, men her er der tale om en lodret løgn. Nicolai Sennels skriver: "32 procent af de muslimske studerende mener, at drab i religionens navn er helt i orden." og derefter: "Dertil kommer 28 procent, som mener, at man godt må dræbe i religionens navn, hvis man føler, at ens religiøsitet er under angreb." [Nicolai Sennels, s. 129] Han har disse tal fra følgende spørgsmål fra spørgeskemaet til de muslimske studerende. Regnestykket er simpelthen (4 + 28) + 28. Jeg vil ikke bore dybere i dette, da jeg ikke synes det statistiske argument er særlig vigtigt, men hvis ikke Nicolai Sennels er talblind, så er der regulært tale om fusk med tallene. De 40 % der mener, at Storbritannien skal underlægges Sharia-lov, er summen af de 21 %, der har svaret "very supportive", og de 19 %, der har svaret "fairly supportive", og spørgsmålet går på hvor vidt denne lov skal indføres for muslimer, ikke generelt. De 24 % der mener, at mænd og kvinder ikke er lige overfor Allah, er summen af de 2 % der svarede "no, not at all", de 5 % der svarede "no, not really", og de 17 % der svarede "Yes, except on one or two issues". Det er en utroligt manipulerende brug af statistik. For en god ordens skyld vil jeg nævne, at de 33 %, der støtter ideen om et verdensomspændende kalifat under Sharia-lov, er taget direkte fra kilden (men igen en sum af "very" og "fairly" supportive), og det er da godt nok mange alt taget i betragtning. Jeg vil ikke argumentere imod dette tals validitet udelukkende fordi, det sætter muslimer i et dårligt lys, men ud af en almen interesse for ikke at fremstille alle muslimer som radikale, synes jeg godt, at man kan læse det med en vis gavmildhed. Jeg forestiller mig, at de fleste rettroende kristne ville være tiltrukket af tanken om et globalt spændende kristent rige, og at mange ateister ser en verden uden religion som den bedst tænkelige. Ud fra de antagelser følger det ikke, at disse mennesker ville gå ind for undertrykkelsen 5 / 7

af alle andre trosretninger for at realisere dette, men bare at en sådan tilstand ville være at foretrække. At være muslim og støtte et verdensomspændende kalifat siger ikke noget om, hvilke længder man ville gå til for at indføre et sådant. Som jeg vil komme tilbage til senere, illustrerer et spørgsmål som dette, hvordan statistik desværre ofte er alt for åbent for fortolkning. Jeg giver Nicolai Sennels, at 25 % af de muslimske studerende har lidt eller ingen respekt for homoseksuelle. Man kan sige at homofobi også er en indgroet facet af fundamentalistisk kristendom, men det er selvfølgelig ikke nogen formildende omstændighed. Jeg nægter at opfatte det som en deal-breaker, men det er naturligvis et foruroligende tal. I den tyske undersøgelse kan man ikke se hvilke spørgsmål, der er blevet stillet, men der er et fundamentalt problem i en undersøgelse, der forsøger at måle religiøsitet blandt en gruppe, som på forhånd defineres ud fra sin religion. Det er plausibelt, at de, der svarer, at de er muslimer, vil være dem, der vitterligt er det, og ikke bare dem, der kommer fra et land med et muslimsk flertal (en ateist i Danmark havde ikke sagt ja, hvis man havde ringet ham op, og spurgt om han var kristen). 87 % religiøse i en sådan gruppe er ikke højt med mindre man har været meget nøjagtig med formuleringen af sine spørgsmål, og siden 19,4 % af de adspurgte bliver betegnet som "dårligt integreret sprogligt og socialt", synes jeg med rette, at man kan sætte spørgsmålstegn ved validiteten af deres svar. Der er tale om telefoninterviews og de omstændigheder taget i betragtning, må fejlmarginen næsten helt sikkert være meget stor. Selve det faktum, at muslimer i Tyskland er så dårligt integrerede sprogligt og socialt, kan ses som et resultat i sig selv, men det har aldrig været en hemmelighed. Spørgsmålet er hvorfor, og en undersøgelse på disse præmisser, især en der ikke åbent præsenterer spørgsmål og svar, er bare ikke god nok til at kunne konkludere, at den primære faktor er religion eller kultur i stedet for f.eks. sociale omstændigheder. Det statistiske argument fejler, fordi statistik i vid udstrækning er gøgl, og fordi Nicolai Sennels politiske dagsorden får ham til at fordreje tallene (dette er symptomatisk for fløjpolitik generelt og ikke bare højrefløjen). Når jeg siger, at statistik i vid udstrækning er gøgl, mener jeg, at de svar man får afhænger for meget af faktorer, der ikke har noget af gøre med de adspurgtes egentlige svar. Formuleringen af spørgsmål, målgrupper og typen af data-indsamling betyder, at statistik kan drejes i næsten en hvilken som helst retning, alt efter hvad man gerne vil bevise. Dette er naturligvis ikke et argument i sig selv! Det ville være udtryk for en enorm snævertsynethed for mit vedkommende, hvis jeg kaldte de undersøgelser, som han refererer til fejlagtige, udelukkende fordi jeg ikke er glad for resultaterne. Men min pointe er, at den indflydelse, som tal som disse har på en persons dagligdags omgang med muslimer, er negativ på en meget unødvendig måde. Det er selvforstærkende, når frygt for muslimer fører til en mindre kontaktflade med dem, fordi det kun gør dem mere uforståelige, og adskiller kulturerne yderligere. Jeg tvivler ikke på, at der findes ghettoer, eller at der findes racisme mod danskere blandt muslimske grupper, måske store muslimske grupper, men hvis vi skal drage den konklusion, at integrationsprojektet blandt muslimer er en kulsejler, så skal det IKKE være på basis af statistik alene. Nicolai Sennels advokerer stærkt for, at den politiske korrekthed ikke må dæmme op for en erkendelse af, at kulturelle forskelle har en kæmpe indflydelse på integration, og det er jeg fuldstændig enig i. Min primære pointe i denne artikel er - ud over at problematisere Nicolai Sennels empiriske grundlag som værende for snævert - at hans konklusioner er unødigt pessimistiske og i den grad skader muligheden for det kulturmøde, som han ikke tror på. Det er i orden at påstå, at der findes muslimer, der ikke passer ind i det danske samfund, for det gør der. Der findes også en stor gruppe danskere, der falder uden for samfundet. Hvis den første gruppe er markant større (befolkningsgruppernes størrelse taget i betragtning), så er det et problem, som skal håndteres uafhængigt at politisk korrekte ideer om danskere og muslimer som ens (eller muslimer som ens), og her kommer Nicolai Sennels ekspertise til at være en kæmpe hjælp. Som Naser Khader også sagde i 6 / 7

sin anmeldelse, så er Nicolai Sennels bog vildt vigtig, fordi hans indsigt i kulturforskelle blandt kriminelle unge er helt uvurderlig. Men hans møde med muslimske indvandrere er bare for ensidigt til, at det giver mening at bruge hans erfaringer på større samfundsmæssige integrationsproblemer. Afsluttende Man vil måske ane en vis mangel i nærværende artikel, nemlig en mangel på et egentligt modargument. Jeg har mest fokuseret på det negative argument, der har gået ud på at problematisere Nicolai Sennels standpunkt, fordi jeg mener, at der i udgangspunktet er et meget stærkt medmenneskeligt argument for at holde fast i en integrationsindsats over for muslimer og andre; og i afvisningen af Nicolai Sennels argument mener jeg bestemt, at dette argument må gøre sig gældende. Det argument at blanding af race, kultur og religion generelt er sundt og styrkende for et folk. Ideen om Danmark som selvtilstrækkelig er helt utilgiveligt uambitiøs i en verden, hvor der er så mange andre perspektiver at udforske, og jeg mener ikke der bør lægge overtaling bag den påstand, at Danmark bør hjælpe mennesker i nød, fordi vi er i den privilegerede position, at vi kan. Det kan virke ensidigt og naivt at sætte det sådan op, og jeg gør det mest, fordi jeg synes ideen om global kulturblanding er ret smuk, men man må selvfølgelig ikke være blind for de medfølgende problemer. Jeg er fuldstændig klar til at acceptere, at muslimsk kultur kan ramle sammen med den danske på flere punkter. Men at gå derfra til at afvise at danskere og muslimer kan sameksistere ville kræve uendelig meget mere bevisførelse, end Nicolai Sennels præsterer. Det empiriske argument er det eneste holdbare, fordi det kun er i mødet med de mærkelige fremmede, at vi finder ud af, om vi kan finde ud af at leve sammen. Jeg har aldrig mødt de muslimer, som Nicolai Sennels beskriver, og jeg tror, det er fordi jeg ikke arbejder i et fængsel. Den er naturligvis billig at blive ved med at fyre af, for jeg er sikker på, at Nicolai Sennels har mødt mange lovlydige muslimer i forbindelse med sit arbejde, og på den måde er hans argument langt tungere end mit. Men ligesom erfaring kan oplyse, kan den også blænde, og udelukkende i kraft af hans utroligt pessimistiske konklusion bliver jeg nødt til at fornægte Nicolai Sennels argument imod muligheden for integration af muslimer i Danmark. Hvis han med 'integrere' mener 'assimilere', så er jeg enig, det kommer ikke til at ske. Heldigvis er vi mange, der ikke ønsker, at det sker. Ideen om nationen Danmark som en lille urokkelig frikadellestat, der modtager mennesker og laver dem til danskere, er måske det mest dystopiske, jeg kan forestille mig. Jeg håber ikke, at jeg er den eneste. [1] http://www.weforum.org/pdf/c100/islam_west.pdf [2] http://pewforum.org/mapping-the-global-muslim-population.aspx#footnotes [3] http://www.islamic-world.net/countries/index.htm [4] Statistikken er baseret på tal fra 2008. Indvandrere og efterkommere er repræsenteret samlet under "Indvandrere fra muslimske lande". Tallene er relative til befolkningsgruppens størrelse. [5] http://www.socialcohesion.co.uk/files/1231525079_1.pdf [6] http://europenews.dk/files/bmistudy.pdf [7] http://www.sappho.dk/naser-khader-anmelder-blandt-kriminelle-muslimer.htm 7 / 7